Post by Hiroki Souta Ignatio on Nov 4, 2012 21:05:23 GMT 1
For 2 timer siden
Modigt eller dumdristig, det var efterhånden svært at placere ham, som han igen og igen valgte at trodse sin rådgiver. Men på den anden side, så kunne han jo ikke blive ved med at følge hans ord? Det var vel også på tide at han fik et andet syn på verdenen, end det Ciel kunne fortælle ham, eftersom at han så småt havde en ide om at alt ikke lige frem foregik, som han selv mente det skulle. Måske Ciel virkelig forsøgte at gøre noget for at sikre sig en bedre plads i de højere kredse. Men lige nu var det slut, Hiroki havde sat sig i hovedet for, at han ville undersøge Talian nærmere og tidligere på måneden var det gået godt nok, også selvom han endte med at bruge det meste af sin tid på at flygte fra vagterne, så de ikke afslørede ham, hvilket også var yderst udmattende.
Hiroki vandrede rundt i sine egne tanker, som han bevægede sig rundt i gangene og forsøgte at finde et sted, hvor vagterne ikke længere havde udsyn til det han lavede. Han vidste godt at Ciel måtte være gået hjem for noget tid siden, så han var i det mindste sikker på, at han ikke ville beordre vagterne til at følge ham, når han gik ud igennem porten. Han lænede sig roligt op imod væggen, som han lukkede øjnene, inden at forsvandt ind i de kongelige gemakker, hvor han tog sig god tid. Vagterne gik forbi uden for, da han tydeligvis kunne høre sværdet i deres side, som de bevægede sig frem og tilbage, han kendte efterhånden de forskellige rutiner og vidste godt, hvornår han havde chancen. Han gik dog ind i sit klædeskab og fandt en sort kappe, dog var en lille ting, som han ikke kunne ændre noget, i kanten af ærmerne var der en lille fin guld tråd. Han havde overvejet at rive den ud, men vidste godt, at der ikke var tid til dette. Han trak i noget mere mørkt tøj og trak hætten over hans hoved, så det blonde hår ikke længere var til at se. Der gik ikke lang tid før at han var på vej ud af slottet og straks gik mod byen. Nordøst var fredelig og der var ikke særlig meget liv at se, eftersom at mørket meget snart ville falde på, men det var det eneste tidspunkt, hvor det rent faktisk var muligt for ham at komme ud af slottet på, uden at blive set. Han trak vejret roligt, som han begyndte at folde ærmerne en smule op, så guldtråden forsvandt.
Nu
Forfærdeligt, han skulle aldrig være endt i dette..
"Slip mig så!"
stemmen var lettere pinefuld, som Hiroki forsøgte at rive sig fri fra grebet, som 3 mænd havde sørget for. Han var blevet lettere overrasket over, at der rent faktisk var nogen som havde genkendt ham, speicelt ikke når han kun havde været i Syd, som tidligere, men dette var ikke længere tilfældet, han var på vej mod Vest, et sted, som han aldrig før havde sat sin fod. Han strittede imod med benene, som de blot trak ham afsted.
"Bare rolig, Deres Højhed, De skal nok blive behandlet godt.. Ligesom resten af Talian.."
stemmen var dyb og kom bagfra Hiroki, han forsøgte at finde frem til personen, men personen holdt sig tilbage, som de blot nærmede sig de mange gyder. Hiroki var selv en smule overvældet over hvordan stedet egentlig så ud, han vidste godt at folket her var fattige, men han havde nu aldrig forestillet sig at husene ville se sådan ud. Et suk forlod hans læber, som han igen rev i sine arme og valgte at gøre mere og mere modstand. Det endte dog med at Hiroki modtog et slag i hovedet, hvorefter hans krop virkede livløs, som de straks førte ham ind i det nærmeste hus og lukkede døren godt efter sig. Hiroki blev nærmest smidt ind i det nærmeste rum, hvor alt andet blev lukket af for ham.
Modigt eller dumdristig, det var efterhånden svært at placere ham, som han igen og igen valgte at trodse sin rådgiver. Men på den anden side, så kunne han jo ikke blive ved med at følge hans ord? Det var vel også på tide at han fik et andet syn på verdenen, end det Ciel kunne fortælle ham, eftersom at han så småt havde en ide om at alt ikke lige frem foregik, som han selv mente det skulle. Måske Ciel virkelig forsøgte at gøre noget for at sikre sig en bedre plads i de højere kredse. Men lige nu var det slut, Hiroki havde sat sig i hovedet for, at han ville undersøge Talian nærmere og tidligere på måneden var det gået godt nok, også selvom han endte med at bruge det meste af sin tid på at flygte fra vagterne, så de ikke afslørede ham, hvilket også var yderst udmattende.
Hiroki vandrede rundt i sine egne tanker, som han bevægede sig rundt i gangene og forsøgte at finde et sted, hvor vagterne ikke længere havde udsyn til det han lavede. Han vidste godt at Ciel måtte være gået hjem for noget tid siden, så han var i det mindste sikker på, at han ikke ville beordre vagterne til at følge ham, når han gik ud igennem porten. Han lænede sig roligt op imod væggen, som han lukkede øjnene, inden at forsvandt ind i de kongelige gemakker, hvor han tog sig god tid. Vagterne gik forbi uden for, da han tydeligvis kunne høre sværdet i deres side, som de bevægede sig frem og tilbage, han kendte efterhånden de forskellige rutiner og vidste godt, hvornår han havde chancen. Han gik dog ind i sit klædeskab og fandt en sort kappe, dog var en lille ting, som han ikke kunne ændre noget, i kanten af ærmerne var der en lille fin guld tråd. Han havde overvejet at rive den ud, men vidste godt, at der ikke var tid til dette. Han trak i noget mere mørkt tøj og trak hætten over hans hoved, så det blonde hår ikke længere var til at se. Der gik ikke lang tid før at han var på vej ud af slottet og straks gik mod byen. Nordøst var fredelig og der var ikke særlig meget liv at se, eftersom at mørket meget snart ville falde på, men det var det eneste tidspunkt, hvor det rent faktisk var muligt for ham at komme ud af slottet på, uden at blive set. Han trak vejret roligt, som han begyndte at folde ærmerne en smule op, så guldtråden forsvandt.
Nu
Forfærdeligt, han skulle aldrig være endt i dette..
"Slip mig så!"
stemmen var lettere pinefuld, som Hiroki forsøgte at rive sig fri fra grebet, som 3 mænd havde sørget for. Han var blevet lettere overrasket over, at der rent faktisk var nogen som havde genkendt ham, speicelt ikke når han kun havde været i Syd, som tidligere, men dette var ikke længere tilfældet, han var på vej mod Vest, et sted, som han aldrig før havde sat sin fod. Han strittede imod med benene, som de blot trak ham afsted.
"Bare rolig, Deres Højhed, De skal nok blive behandlet godt.. Ligesom resten af Talian.."
stemmen var dyb og kom bagfra Hiroki, han forsøgte at finde frem til personen, men personen holdt sig tilbage, som de blot nærmede sig de mange gyder. Hiroki var selv en smule overvældet over hvordan stedet egentlig så ud, han vidste godt at folket her var fattige, men han havde nu aldrig forestillet sig at husene ville se sådan ud. Et suk forlod hans læber, som han igen rev i sine arme og valgte at gøre mere og mere modstand. Det endte dog med at Hiroki modtog et slag i hovedet, hvorefter hans krop virkede livløs, som de straks førte ham ind i det nærmeste hus og lukkede døren godt efter sig. Hiroki blev nærmest smidt ind i det nærmeste rum, hvor alt andet blev lukket af for ham.