Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Oct 31, 2012 21:38:36 GMT 1
det var koldt uden for men Talija havde fået lov at gå ude i haven. hun havde ikke stukket af i lang tid. hun havde lovet sin far at lade. hun fik med en af sine ynglings hunde. en smuk cooker spanier. hun hed Bell. Talija som var prinsesse følte sig fanget i en ring der blev ved at forsætte gang på gang. Talija havde en lang prinsesse kjole på. hun gik med rolige skridt og havde et smukt gyldent sjal over sine arme imens hun log den ene hånd glide over hegnet. hun stoppede op og så sig tilbage på de tjeneste piger der fulgte hende. "jeg vil gerne lades alene" Pigerne så på hinanden. de nikkede og nejede og vendte sig om og gik. Talija satte sig ned på hug og nussede Bell som logrede med halen og nød at blive nusset. Talija rejste sig op igen og forsætte hen mod en bænk som var sat ved hegnet for hendes skyld. hun satte sig elegant ned og så ud over Talian. hun følte sig så fremmed for sit ejet folk. vidste folk overhoved at hun eksisterede. Talija nussede roligt Bell hun lagde hovedet på hegnet og gjorde som hun plejede når hun var alene og ikke vidste hvad hun skulle gøre. hun begyndte at synge af sit hjertes fulde kraft. hun elskede at synge så hvad skulle hun ellers tage sig til. Bell lagde sig bare ned ved hendes føder og nød hendes selvskab.
Post by Devin Jared Lynwood on Oct 31, 2012 22:52:11 GMT 1
Jared bevægede sig langs hegnet. Næsten godt usynlig i nattens mørke. Det var koldt og Jared gik for engangsskyld med hætten på i mørket for at skjule sig selv bedre, så hans hårs lyse farve ikke ville afsløre ham. Hætten skjulte også hans øjne og fik ham til at ligne en ganske almindelig rejsende, hvilket også var meningen. Han bevægede sig i Nord-øst. Den del af byen, som der var fyldt med flest vagter og hver eneste lille handling skulle gøres med store overvejelser for ikke at blive opdaget eller virke mistænkelig. Han var stadig stolt over sit værk, som der havde været sket med springvandet og regnede med at det nok ville sætte en eller andens pis i kog. Men det var som om at det ikke var nok. Der måtte skrapre midler til og det var det, som Jared prøvede at finde, som han bevægede sig omkring slottet i mørket. Såret på hans ryg var ikke helt healet, så han vidste at han skulle være meget forsigtig for at det ikke skulle ende med at springe op på ny og atter ville farve hans ryg. Dog havde andre sagt at det så pænt ud, så der var ingen grund til bekymring. Han stoppede, som han så en skikkelse glide sine finger langs hegnet, som hun gik. Han var godt usynlig i mørket, især når han ikke rørte sig det mindste. Han hørte derved hendes ord og smilede letter, som han lagde mærke til kjolen og sammenlignede den med de andre. Jared bemærkede også en anden ting ved hende. Han havde set hende før. Han kunne dog ikke huske i hvilken sammenhæng. Han blev stående og betragtede hende, som hun nussede med hunden og lyttede til hendes sang. Han afbrød ikke før det virkede til at hun nåede en slutning. ”Sikke en smuk sangstemme” sagde han blidt og lavt, som han bevægede sig tættere på hegnet og blev mere synlig for hende. ”Sig mig, skønne sangfugl.. Hvordan er det på den side af buret?” Han talte roligt, lavt nok til kun hun og hunden kunne høre ham, og virkede ikke truende i hans stemme, nærmere nysgerrig.
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Oct 31, 2012 23:09:36 GMT 1
Talija havde ikke opdaget skikkelsen på den anden side. hun gik roligt og vidste at vagterne ville kunne høre hende vis hun råbte på hjælp. hun sad roligt og sang for sig selv. da hun var færdig sukkede hun let og hørte pludselig en stemme som gjorde hun vendte sig forskrækket. den stemme. den virkede på en måde bekendt. men hvor havde hun hørt den stemme fra. hun så på ham da han kom nærmere. Bell løftede hovedet og så på manden. den var på vagt. hun så på ham da han talte igen og lagde hovedet på skrå. "på denne side af buret... når De mener hegnet." hun så på hegnet og tænkte sig om. ja hvoran var der endelig på denne side. hun føllte sig jo fanget her så hvorfor skulle andre tro det. "her er meget ... fredfyldt." sagde hun som om at hun ikke helt var sikker på hvad det var. men fredsfyldt kunne man vil got sige når der jo ikke rigtigt var nogle som kunne gøre det til noget andet. Talija var jo fanget. som vis man var i en fange kælder. helt stille.
Post by Devin Jared Lynwood on Oct 31, 2012 23:20:09 GMT 1
Han så godt hunden var på vagt overfor ham, hvilket var endnu en grund til at bevæge sig småt og tydeligt, så hunden ikke ville opfange ham som en trussel. Samtidig måtte pigen heller ikke, for det ville hunden kunne mærke. Det var nu at hans manipulations evner indenfor personlighed for alvor blev sat på prøve. Han bemærkede at hun skulle tænke over hans metafor, men var glad for at hun forstod hans budskab bag ordene. Jared lagde roligt og langsomt hovedet på skrå, som han stadig betragtede hende. Hun var høflig og utrolig fin. Kun en dum ville ikke tro at hun ikke tilhørte slottet. Dog manglede han en fuld bekræftelse for om det virkelig skulle være prinsessen. ”Fredfyldt” gentog han blidt og længselsfuldt, som ønskede han kunne sige det samme som på hans side. Et skævt svag trist smil gled over hans læber. ”Tilgiv mig for mit pludselige spørgsmål, men har De nogensinde bevæget Dem udenfor slottet?” spurgte han i samme blide og nysgerrige tone. Måske kunne han lokke hende..
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Oct 31, 2012 23:30:33 GMT 1
hun forstod ham godt. ja. slottets område var for hende ihvert fald et bur. hun hørte at han gentog hendes ord. var verden uden for slottet ikke fredsfyldt? hun sukkede roligt og håbede lidt at se verden uden for. hans næste spørgsmål fik hende til at rette sig op. hun så på ham men kun ganske kort. en lanterne kom til syne fra hjørnet hvor tjenestefolket havde indgang. "undskyld men jeg ville høre om der er noget jeg kan bringe Dem Prinsesse." Talija sank en klumb og håbede ikke manden bag hende blev set. hun så på tjeneste pigen og rystede på hovedet med en elegant bevægelse. Bell rejste sig op og gik over til tjeneste pigen. Talija så på Bell. hun måtte være sulten hun havde ikke fået mad inu. "der er intet jeg mangler. Men Bell har ikke fået aftenmad. kan De hente det til hende" Tjenestepigen nikkede og forsvandt. Bell kom over til Talija igen og så mod tjeneste fløjen. Talija sukkede lettet op og så mod manden bag hegnet. hendes øjne så undrene på ham. hun kunne ikke sige ja. alle vidste prinsessen aldrig gik fra slottet. "nej.. nej jeg har aldrig været uden for slottet" hun lagde den arm der ikke holdte sjalet over det knæ som hade været brækket og følte sig dum at lyve. men ingen måtte vide hun havde været ude for slottet selv om hendes for allerede vidste det. men derfor skulle en fremmed da ikke vide det.
Post by Devin Jared Lynwood on Oct 31, 2012 23:52:05 GMT 1
Jareds øjne opfangede lyset fra lanternen og fået ham til at trække sig i forsvar. I tilfælde af at den skulle bevæge sig tættere på dem. Han smilede stort, som spørgsmålet blev sagt. Han vidste det ikke var muligt for hende eller hunden at se det. Bekræftelsen var lige givet til ham. Pigen, som sad der var virkelig prinsessen. Jared stod klar til at løbe hvis hun pludselig ville nævne ham for tjenestepigen, men var kun glad for at hun ikke gjorder det. Han satte sig forsigtigt ned på hug, som hunden kom tilbage imod dem og lod hætten falde en smule tilbage og afslørede hans øjnes varme brune farve, samt de kendetegnene mørke cirkler omkring dem. ”De behøver ikke at lyve for mig” sagde han med svag stemme, som ikke var meget højere end en hvisken. Han vidste ikke hvor vidt om hun huskede ham, men han vidste at han havde set hende uden for slottets mure. Han kunne mærke hvordan den høflige tiltale begyndte at gå ham på. Han havde bemærket hendes arms bevægelse imod knæet og det begyndte stille at komme til ham hvor det var at han havde set hende. ”Hør, prinsesse.. Jeg har et tilbud til Dem.. Under min beskyttelse få lov til at se hvordan dit kongerige virkeligt er.. Den rene sandhed..” Han gjorde med vilje hans stemme mere lokkende for give efter for hans tilbud. Det ville være en del nemmere hvis hun fuldt med af egen vilje, frem for at han skulle tvinge hende med sig. Det ville være en hel ny måde at se Talian på..
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Nov 1, 2012 0:01:26 GMT 1
Talija sad med ret ryg og virkelig udtrålede adelighed og kongelighed på en gang da tjenestepigen var der og så snart hun var væk så man hvor meget mere afslappet hun var. dog fik hun et chok da han sagde hun løj. hvor vidste han det fra. hvor kunne han vide at hun løj. hun vendte sig nysgerigt mod ham og så at hans hætte var taget af. de øjne! det lyse hår! hun havde mødt ham da hun havde brækket knæet. hendes øjne blev store og hun så ned og blev helt forvirret. dog hans ord der kom der efter var ekstrem tillokkende for hende. man kunne se hvor meget hun kæmpede for ikke at række ud mod ham for at tage imod hans tilbud. hun tog hånden til sig og sukkede. "desværre. lige meget hvor meget jeg gerne ville har jeg lovet hans højhed kongen ikke at forlade slottet mere." hun vendte sig om og så på Bell og sukkede lidt og hviskede så. "jeg vil ikke lukkes inde i kælderen resten af mit liv" hun havde virkelig lyst til bare at vende sig og sige ja til hans tilbud. det var bare sååå fristende. men. hvordan skulle hun gøre det. hun ville ikke bo i kælderen. uden dagslys. uden frihed. uden den rene luft. Bell løftede pludselig hovedet da et fløjt fra en hunde fløjte lød og væk var hun. hendes mad var serveret.
Post by Devin Jared Lynwood on Nov 1, 2012 0:22:32 GMT 1
Han kunne se hvordan det var kommet som et chok for hende, som han sagde at hun løj, hvilket var endnu en grund til at lade hætten falde. Han kunne se i hendes øjne at hun havde genkendt ham, hvilket han håbede ikke ville gøre tingene svære for ham. Det var en chance, som han ville prøve at ta'. Han kunne se meget hun havde lyst til at give efter for hans tilbud og han troede et øjeblik at det hele virkelig ville gå som en leg. Indtil hun tog hånden til sig og vendte sig væk fra ham. Det nemt gik det altså ikke? Han gav sig kort til at tænke, som han så hunden løfte hovedet og løbe afsted. ”J-jeg forstår.. Deres situation er ikke bedre end vores..” sagde han med trist stemme, virkede som om at han var blevet såret over afvisningen. Han hentydede til mutanter ved det sidste, men vidste ikke om hun ville opfange det. ”Men De kan altid skyde skylden på mig, prinsesse” sagde han roligt og for naturligt. Han besluttede sig for at smide nogle af kortene på bordet. Sige det som det var.. ”Ser De.. Jeg ønsker ikke leve med Deres fader, som styre.. Jeg ønsker ikke at mit folk skal låses inde for at være anderledes..” fortalte han med tristhed, selvom han indeni brusede af vrede. Han havde lyst til svine hendes far til, bruge langt stærkere ord end hvad han havde haft brugt. Det lykkes ham dog at holde sig i skinet, som der ikke var andet end tristhed at spore ved ham. ”Jeg tror at De kan hjælpe mig med at gå imod Deres far.. Jeg tror at De kan hjælpe dit folk meget bedre end at gå rundt i buret.. Dit folk har brug for Dem herude, ikke at De gemmer Dem indenfor i frygt for Deres fader..”
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Nov 1, 2012 0:33:51 GMT 1
vores? hvem var dem han tiltalte. hun undrede sig lidt og kunne høre det triste i hans stemme. hun tog om sig selv og begyndte at tænke. kælder? dem? hvad mente han mon. vent! kunne han mene mutanter som hende selv. hun så ned på sin hånd ved tænken om at være mutant. hun så lidt på sin hånd og rystede på hovedet da han sagde at hun kunne skylden på ham. hun kunne adrig skyde skylden på en uskyldig. og slet ikke en som faktisk var mutant. så ville hun jo fyldes med dårlig samvigtighed. hun hørte hvad han begyndte at sige. hans folk. så han måtte alsår mene mutanter. hun vendte sig om da han begyndte at tale om hvad der skete uden for slottet. at mutanter blev låst inde for at være anderledes. hun følte stik i hjertet. det var jo det hun altid havde drømt om at hun kunne undgå skete. det hun altid havde planlagt til når hun blev dronning at hun kunne afskaffe mutant hadet. gøre folk så anderledes på mutanter end nu. men hvorfor ville han ha hendes hjælp. hun så på ham med opslugte øjne og hans ord gjorde hun fældede en tåre. ja hun gik i et bur. hun ønskede at hjælpe. men hvordan skulle hun gøre det. "jeg... jeg ønsker heller ikke mit folk låst inde for at være noget andre ikke er. men.... som prinsesse vil jeg blive gift og så ellers kun være en pynte genstand. jeg vil aldrig kunne få samme magt som en konge... eller en prins" hun følte med ham. hun følte sig trist over at følet blev behandlet som affald fordi de var mutanter som hende selv. men hvad skulle hun gøre. en dronning havde enden magt. end ikke en prinsesse. en kronprins ville kunne være med til at bestemme vis faderen gav lov ellers var det konge der bestemte. Talija følte sig så magtesløs. så forvirret over at hun endnu ikke var blive låst inde for at være mutant.
Post by Devin Jared Lynwood on Nov 1, 2012 1:04:47 GMT 1
Han bemærkede at hans ord og mindre tale fik fanget hende. Hendes blik og den mindre tåre afslørede det. Han gled forsigtigt en hånd ind imellem og fangede tåren inden den ville falde på hendes kjole. Hans blik gled op til hendes øjne igen, som hun svarede ham. Han lyttede roligt til hendes ord og vidste godt at der skulle en konge eller en prins til at styre landet helt. Men han kunne stadig bruge hende til at presse kongen. Hans øjne skiftede stille til at mørke skygger flyvende rundt, samt blev den sorte ring om hans øjne pludselig mere levende i farven. ”Selvom De ikke får lige så meget magt, som en konge eller prins, så er du stadig lige så betydningsfuld.” Hans hånd gled op om hendes mund, som mørket fra hegnet og kastede sig nærmest over hende og træk hende ind i sig. Jared havde lagt hånden over hendes mund for at hun ikke skulle ende med at skrige over det pludselig angribende mørke. Alt omrking hende ville være mørket og det var ikke til at se så meget som en hånd for sig. Skyggerne træk sig igen og afslørede et tomt lokale, som lå i mørke. Der var et vindue bag Jared, som pludselig var foran hende, uden hegn. ”Forstå og tilgiv mine handlinger, men jeg har virkelig behov for at du er i blandt det folk, som bliver forsømt” sagde han, som han fjernede hånden fra hendes mund og stoppede hans evne, så hans øjne igen blev normale. Dog havde det fået et tydeligt træt skær over sig og Jared var glad for at de sad ned, så han ikke behøvede at skulle kæmpe for at holde sig oppe. De var tydeligvis i Vest, udefra at bestemme fra rummets udseende. Men her kunne hun gøre hvad hun ville. Det var ikke hende muligt at finde tilbage og det var ikke hende muligt at skrige efter hjælp.
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Nov 1, 2012 1:16:02 GMT 1
Talija så han fangede hendes tåre og tørte roligt øjnene. hun lyttede til det han sagde og så på ham og kunne pludselig se de levende skygger i hans øjne. hvad var det for noget. hun havde aldrig set noget lignene. hvad var det mon. hun lyttede til ham og undrede sig lidt. hun var jo kun betydningsfuld fordi hun var enebarn. pludselig lagde han hånden over hendes mund og hun fik et chok og skreg ind i hans hånd. pludselig, og kun kort efter at han havde lagt hånden på hendes mund var alt mørkt. hun kunne intet se. kun mærke hans hånd. hun var bange og havde tabt sit sjal hvor hun havde sidet. hun rystede lidt. pludselig kom lidt lys tilsyne. det var fra et vindue?! men hvor kom vinduet fra? og hvor var hegnet blevet af? hun så sig om. de var i et slags lokale. hun hørte ham og det vvar tydeligt at hun var bange. da han slap hendes mund rykkede hun sig lidt fra ham ved at skubbe med sine ben. hun så rundt. hvor var hun. hvad havde han gjort. blandt dem som bliver forsømt. forsømt?! ville det sige at hendes far ikke tog sig af alle i Talian. "me... mener De at.... at min Fader overser nogle. ikke tager sig af alle" hun så ikke på ham. hun prøvede at forstå. han vidste måske at de var i vest. men Talija. hun havde aldrig været særlig langt væk fra slottet. hun havde aldrig set vest. eller rettere. hun havde aldrig fået lov at se Talian. hun så rundt. hun var bange. hun anede ikke hvor hun var. hun anede ikke hvad der var sket. men alligevel følte hun sig også tryg. som om... nogle kæder var blevet fjernet.
Post by Devin Jared Lynwood on Nov 1, 2012 2:25:30 GMT 1
Jared så roligt på hende, som hun bevægede sig væk fra ham. Det var vel kun naturligt. Han var dog klar til at skulle tvinge hende til at blive, hvis hun skulle til at begynde at søge imod døren. Det ville trods alt ikke være det smarteste træk. Men han vidste ikke hvor meget hun vidste omkring Talian. Han havde set hende ved træet i Nordøst, men han vidste ikke om hun havde prøvet at være andre steder i Talian. Han så oprigtigt forbavset på hende, som hun spurgte. Løj hun? Han bemærkede hvordan hendes blik vandrede rundt i rummet og endte med at sukke opgivende. Som han valgte at fortælle hende en smule omkring hvordan det var i Vest. ”Deres Fader overser en bestemt del af Talian.. Vi befinder os lige nu i den del.. Folk her har intet sted at bo.. Folk her sulter ihjel.. Børn her ser ting, som børn aldrig bør se.. Det er her at vi mutanter, som bliver afstødt af samfundet må gemme os, fordi vi ikke har andre steder at tage hen.. Folk er bange.. Og når folket er bange, så hader de” fortalte han roligt og lod hans blik glide ned imod prisessens fødder i stedet. Han lod hans blik afsløre den vrede, fortvivlelse og sorg, som han i virkeligheden følte omkring det. ”Jeg er vokset op i dette område og jeg tror ikke De har svært ved at forestille dem hvilket skrækkeligt liv vi lever her.. Rummet som vi sidder i lige nu ligger i den yderste del af bydelen i et hus, som har stået tomt i rigtig mange år, hvis det er tydeligt på støvet.. Jeg ved det nok ikke er en prisesse værdi, men sådan er vores vilkår, sådan bor vi..”
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Nov 1, 2012 13:06:36 GMT 1
Talija sad lidt og undrede sig over hvad det var de var i til han begyndte at fortælle om hvad hendes far overså. hun bed sig i læben og rejste sig roligt op og uden den normale prinsesse skik ved at børste kjole af når man rejste sig, gik hun om bag ham og over til vinduet og så ud af det. det var tydeligt at hun aldrig havde set noget lignene før. hun så rundt ud af vinduet og lyttede til hans sidste ord. ikke en prinsesse værdig! hvad var en prinsesse værdig? Talija sukkede trist da hun så ud på de faldefærdige huse og hvor skidt det hele så ud. hun følte at alt hun havde fået at vide var en løgn. hun måtte finde en måde at rette op på denne fejl. "jeg... jeg har aldrig fået noget at vide om denne del af folket. Jeg har altid drømt om at kunne hjælpe alle folk. men jeg troede ikke der var nogle som havde det så slemt her." hun så mod ham og følte lidt nu hvorfor så mange mutanter var mod kongefamilien. men vis det virkelig var sådan her Talian så ud hvorfor havde ingen så ikke hjulpet dem noget før. Talija gik roligt over til ham og satte sig ned ved siden af ham og tog om sig selv og så ned i jorden. hun vidste ikke hvordan hun skulle hjælpe hendes folk. hun kunne ikke gøre andet end at ønske. hun så på ham og lagde hovedet lidt på skrå og begyndte at tænke. "vis Deres had virkelig er så stort. hvorfor dræbte De mig så ikke da de havde changen. Uden mig dør kongefamilien jo med min Fader og Moder." hun så på ham og begyndte at undre sig over hvorfor han ikke havde slået hende ihjel med det samme han fandt ud af at hun var prinsesse. alle vidste hun var ene barn. og kun meget få vidste at hun var mutant. dog vidste hun ikke om denne mand vidste det.
Post by Devin Jared Lynwood on Nov 1, 2012 19:39:52 GMT 1
Jareds øjne fulgte hende, som hun rejste sig. Hun ville vel ikke gøre et flugtforsøg? Det var ikke til at spore fra hendes rolige adfærd, men han valgte dog alligevel ikke at slappe helt af, som hun begyndte at bevæge sig. Han drejede hovedet, så han stadig kunne se hende fra øjenkrogen. Han kunne dog ikke se hendes ansigts udtryk, som hun kiggede ud af vinduet. Jared vendte sig roligt imod hende, som han lyttede til hendes ord. Han havde ikke svært ved at tro på at de ord skulle være sande, men havde svært ved at tro på at hun virkelig havde haft kunne overse det. Svært ved at tro på at hun virkelig var så naiv at tro at alle havde det godt, når kongen var så meget imod mutanter. Ikke fordi kongen var den eneste, som hadede dem. Langt fra. Men hvis kongen havde gjort det mere lovligt at være anderledes så kunne det være at mutanter ikke behøvede at gemme sig så meget, som de gjorde nu. Jared mødte hendes blik og kunne aflæse hendes blik. Det var som om at noget var gået op for hende, inden hun lagde hovedet på skrå og så kort tænkende ud. Han måtte indrømme at hans fandt hendes spørgsmål overraskende og havde også vist det i hans øjne, inden han lænede sig imod hende, som hun havde sat sig ved ham. Han satte den ene hånd i jorden tæt ved siden af hende for at støtte sig til den. Mens den anden hånd tog om hendes kæbe for at tvinge hende til at se ind i hans øjne. ”Det er selvfølgelig rigtig nok.. De har måske et ønske om at dø?” spurgte han med et lusket koldt smil, som hans blik blev mere morderisk, som han så ned i hendes. Hans stemme var ikke meget højere end en hvisken. ”Et ønske om at forsvinde.. Ikke at skulle tænke på hvad der gør ondt, ikke at skulle tage ansvar for hvad Deres forældre har gjort imod os?” forsatte han roligt, inden blikket blev sluppet og blev mere venligt. Han slap hendes kæbe, men prøvede stadig at holde hendes blik imod hans. ”Slår jeg Dem ihjel ville det være at skære hovedet af mig selv” sagde han roligt og ganske naturligt, uden at ændre hans udtryk det mindste. Hans stemme var blevet mere normal igen, som han førte en almindelige samtale.. ”Forstår De.. Kriger, soldater, vagter er arme og ben.. Et ben eller en arm kan erstattes, men et hoved...” fortsatte hans for at give hende en forklaring på hans underlige kommentar omkring hvorfor hun var vigtig. Han pegede på hende og på sig selv, inden han fortalte færdig. ”Et hoved.. er meget svære at erstatte.. Folket ser Dem, som deres kommende dronning, derved stoler folket allerede på Dem, ser op til Dem.. Hvis en ny pludselig kommer ind og gør krav så ville folket meget nemmer blive oprørsk i den tanke om at nu kan alle blive valgt som den nye styre af riget.”
I can cut my heart out just like you do
And I can suck the life out of it just like you do
-
For when commitment is a dirty word
You can't afford to ever slip or let down your guard
'Cause you're not big in my life
And I'm not big in your life
Post by Talija Cisana Maria Ignatio on Nov 1, 2012 20:40:52 GMT 1
Talija var ganske rolig. han var måske bange for hun flygtede. men hvor skulle hun flygte hen. hun kendte ikke byen. hun så på ham og da hun satte sig ned kunne hun se på ham at han var lidt overasket over hendes spørgsmål. dog bryg hun sig ikke om at han pludselig tog fat i hendes kæbe og tvang hende til at se på ham. da han spurgte om hun ønskede at dø så hun lettere trist på ham. et sted følte hun det var nemmere vis hun døde. men vis hun døde kunne hun ikke hjælpe folket. da han nævnte hendes forældre og så slap hende så hun lettere vred på ham. "ikke tage ansvar! vis der er noget jeg ønsker mere end noget andet er det at rette op på mine forfædres had til mutanter... men jeg er blevet behandlet som en fange af mine forældre i mit ejet hjem. jeg er nok prinsesse men jeg ha aldrig fået lov at gå ud fra slottet." hun vidste også godt hvorfor. personen som var skyld i det havde selv afsløret det for hende. da han sagde at han ville dræbe sig selv ved at dræbe hende gjorde hende bare undrene. hvorfor kunne ingen ting gi mening i at lade en mutant prinsesse dø? det var jo ikke fordi at hendes forældre ønskede en mutant. da han så begyndte at sige at alle de store i slottes folk var arme og ben og kunne afstattes begyndte hun at undre sig lidt. sagde han at hun var hovedet. sagde han at på en krop var prinsessen hovedet mens vagter og kriger bare var en arm eller et ben som kunne erstattes. da han så sagde folk så op til hende så hun ned i gulvet. "jeg tror jeg forstår. men folket har jo aldrig mødt mig. hvordan kan de stole på en de aldrig har mødt... hvordan kan De stole på en De aldrig har mødt eller snakket med rigtigt før?"
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker