You cannot buy nature (Kieran)

[Verri Noen]

Verri havde været tidligt oppe for at hjælpe sin mor med at åbne butikken, det plejede hendes mor ofte bare at gøre selv, men hun havde åbenbart haft andre planer for dagen da hun egentlig havde ladet Verri klare det alene. Nogengange var hun alt for overbeskyttende og lod hende ikke klare noget som helst selv, og andre krævede hun næsten det umulige af en ikke seende pige. Hun havde dog klaret det meste og var nu næsten færdig. Hun var nu ved at ordne noget på gulvet under hylden, som de fleste blomster stod på, og lå derfor på knæ. Hun havde prøvet at forklare sin mor at hendes uniform virkelig ikke egnede sig til praktisk arbejde og ville passe bedre til en der bare skulle sælge varerne. Hun sukkede ved tanken, hun var virkelig helst fri for den her påklædning, men hendes mor krævede det og hun fik som altid sin vilje, så fik Verri færre problemer. Hun havde lagt mærke til at hende mor havde flyttet rundt på blomsternes placering, højst sandsynligt fordi det så bedre ud, men Verri havde haft sine grunde til at placere dem hvor de havde stået. Så nu var hun egentlig i færd med at flytte dem tilbage. Dobbeltarbejde, men når hendes mor ikke forstod planterne så måtte Verri jo arbejde for dem begge. Hun flyttede nogle planter ud fra under hylden og tjekkede en sidste gang at der ikke var flere der havde brug for særdeles meget lys inden hun trak sig tilbage igen. Bare ikke nok. Hun hamrede baghovedet op i hylden så det hele klirrede faretruende. Hun ømmede sig bandende og vendte først hovedet til højre og så til venstre. Hendes mor var ikke kommet løbende og hun havde ikke ødelagt noget. Så ud over smerten i hendes baghoved var alt godt. Hun blev siddende på gulvet lidt mens hun ømmede sig. Det var virkelig upraktisk ikke at kunne se.

[Kieran de Malik Samiázas]

Som nyansat gartner var det første gang, Kieran fik lov at begive sig ned til blomsterforretningen helt alene. Alt han havde med sig var en lap papir, hvorpå hans indkøbsliste stod skrevet. Det var en af de ældre gartnere, der havde stukket den i hånden af ham og sendt ham af sted. Bare gå mod nord, havde han sagt. Kieran fnøs. Det var lettere sagt end gjort. Indtil videre var det lykkedes ham at gå forkert fire gange, men da han kom tæt nok på blomsterforretningen til at kunne fornemme planternes eksistens, var det let som en leg at finde derhen.

Han skubbede døren op og knap var han nået indenfor, før han var ved at snuble over enorm potteplante, der var blevet stillet midt på gulvet – det vil så sige, det troede han i hvert fald at det var. Da han fik rettet sig op igen, kunne han se, at det blot var en pige, der sad på gulvet. Hvad i al verden hun dog foretog sig der, vidste han ikke, men han måtte nok hellere undskylde for at være stødt ind i hende.
”Øhm, det må du virkelig undskylde…” Han kløede sig i nakken. Det var helt sikkert hende, der ejede butikken, hvilket kun gjorde det endnu mere pinligt for ham.

[Verri Noen]

Verri var ved at rejse sig da hun hørte en eller anden nærme sig døren. Hun nåede dog ikke væk før han åbnede døren og da han stødte ind i hende mistede hun ballancen og tumlede om på gulvet. Hun vendte hovedet mod ham, men da hun fokuserede let på hans lys forsvandt hendes intention om at behandle ham med en irriteret mine. Det lod ikke til at ville være en god ide. I stedet selvom det forekom hende underligt at han bruge den tiltale form fra starten af, tænkte hun ikke at det betød at hun også kunne tillade sig det. Hun rejste rig forsigtigt op, for at være sikker på at hun ikke stødte ind i noget mere. Hun kunne hverken se det ene eller det andet han gjorde men hans følelser og skift i disse glimtede i eller over hans lys i bøljer. Hun betragtede ham lidt så bukkede hun let og svarede ham roligt. "De skal ikke undskylde, jeg beklager at jeg var i vejen for Dem" grundet at hun ikke kunne se folk kunne hun heller ikke bedømme deres rang, så hun behandlede egentlig alle høfligt indtil hun fik andet at vide. Hans lys var dog også præget af de samme ting som folk der tilhørte overklassen. Hun rettede sig op igen i en kort stund og begyndte så at flytte planterne hen hvor hun havde lavet plads til dem tidliger. Hun hadede når hendes mor ændrede på udstillingerne, hun tog nemlig ikke hensyn til planterne. Det virkede måske som om at Verri ignorerede ham, men at betjene de folk der kom i butikken var ikke hendes opgave. Hun skulle bare passe planterne. Han kunne jo altid henvende sig hvis der var noget. Hun satte nogle af planterne hen der hvor hun vidste at der var lys. Hvad tænkte hendes mor dog på når hun satte denne type planter ned i mørket. Hun mumlede lavt for sig selv - eller sådan virkede det. Hun snakkede egentlig lavt til planterne.