Post by Chevere pertia d’silicet on Dec 28, 2012 20:51:15 GMT 1
Chevere gav navnet en stor mængde tanker. At hun ikke kendte navnet betød at han ikke tilhørte nogle af de familier i Merosal som hun var blevet undervist i og kunne i søvne. Det forekom hende ikke usandsynligt at der fandtes andre familier end disse, men hun havde ikke mødt ret mange andre end disse før. I hvert fald ikke i skikkelse af Chevere.
Chevere så kort tilbage på ham da han rakte armen over hende for at skubbe grenene væk. Måske var det dumt at tage ham med, han kunne risikere at få ballade. Hun så tilbage ud i haven og rystede tanken af sig. Havde han ville undgå det så havde han sagt nej til at hjælpe hende med at snige sig ind. Hun spejdede ind i haven igen og lod sit blik analysere omgivelserne for ændringer eller mennesker. Hun var efterhånden vant til havens unaturlige udseende til trods for at den bestod af planter, buske og træer som de fleste andre haver. Der var intet der groede efter sin egen vilje alt var enten beskåret eller bundet til at gå som gartneren havde fået besked på at det skulle. Chevere havde tit ærgret sig fordi haven næsten var umulig at gemme sig i. Hvis hendes forældre nogensinde opdagede tunellen til nabohaven så var det praktisk talt umuligt, med mindre man var meget god til at klatre i træer. Da hun havde konstateret at kysten var klar, gik hun hurtigt men aldeles lydløst over græsset hen til det største træ i haven. Det spredte sine lange grene over det meste af haven og til trods for gartnernes skånselsløse beskæringer så trængte ikke meget lys gennem kronen. De lysstråler der slap igennem fordelte sig over græsset som krystaller. Hun stoppede for foden at træet, placeret så træet skærmede hende for blikke fra huse, og vendte sig mod Keane og ventede på ham. Hun foldede i ren og skær vane hænderne elegant foran sig og betragtede ham afventende.
Chevere så kort tilbage på ham da han rakte armen over hende for at skubbe grenene væk. Måske var det dumt at tage ham med, han kunne risikere at få ballade. Hun så tilbage ud i haven og rystede tanken af sig. Havde han ville undgå det så havde han sagt nej til at hjælpe hende med at snige sig ind. Hun spejdede ind i haven igen og lod sit blik analysere omgivelserne for ændringer eller mennesker. Hun var efterhånden vant til havens unaturlige udseende til trods for at den bestod af planter, buske og træer som de fleste andre haver. Der var intet der groede efter sin egen vilje alt var enten beskåret eller bundet til at gå som gartneren havde fået besked på at det skulle. Chevere havde tit ærgret sig fordi haven næsten var umulig at gemme sig i. Hvis hendes forældre nogensinde opdagede tunellen til nabohaven så var det praktisk talt umuligt, med mindre man var meget god til at klatre i træer. Da hun havde konstateret at kysten var klar, gik hun hurtigt men aldeles lydløst over græsset hen til det største træ i haven. Det spredte sine lange grene over det meste af haven og til trods for gartnernes skånselsløse beskæringer så trængte ikke meget lys gennem kronen. De lysstråler der slap igennem fordelte sig over græsset som krystaller. Hun stoppede for foden at træet, placeret så træet skærmede hende for blikke fra huse, og vendte sig mod Keane og ventede på ham. Hun foldede i ren og skær vane hænderne elegant foran sig og betragtede ham afventende.