Post by Chevere pertia d’silicet on Aug 8, 2012 18:07:24 GMT 1
Chevere lagde mærke til at han betragtede smykket, og så hende. Hun skulle lige til at forsikre ham om at hun ikke havde tænkt noget ondt eller nedværdigende om ham eller smykket, men han betragtede hende bare så roligt og venligt. Hendes ord døde lidt hen indtil han svarede på hendes spørgsmål. Så vendte det begejstrede blik tilbage til hendes øjne. "Så De kan kun opfylde andres ønsker?" spurgte hun nysgerigt. Hun smilede til ham, det var dog en utrolig evne at have. Også selv om hun ikke havde den store idé hvilke mutantevner der fandtes så virkede det dog ikke som en helt almindelig af dem. "De har måske noget De ønsker Dem?" spurgte hun forsigtigt og smilede stadig til ham "siden De siger det på den måde." Modsat Cherry der egentlig havde alt hvad hun ønskede sig og ikke anede hvad hun skulle stille op med ønskerne, så havde Chevere en masse ønsker, men hun ville ikke lægge ansvaret for at få dem opfyldt over på andre. Hun skulle nok klare det selv, hvis hun ønskede det nok. Hun smilede taknemmeligt over hans ord, men det var ikke helt nok for hende. "Ordene skal heller ikke komme andre steder fra" sagde hun og løftede et øjenbryn med et smil. Hendes holdning lagde lidt op til at hun mente det i spøg, men hun mente det hun sagde. Meget alvorligt. Chevere hørte ikke den den flok der ikke brød sig om mutanter. Hun havde derimod altid fundet dem spændende, men hendes forældre satte tydeligvis en ære i ikke at have nogen mutanter i deres husholdning. Så hun kendte ikke meget til dem. Hun kendte ikke ret meget til andet end disiplin, ordentlig opførsel, edikette og opretholdende af den standart hendes forældre forventede af hende. Hun havde ikke rigtig haft tid til at lære andet. Selv nu, midt i byen omringet af fremmede og langt fra sit hjem, stod hun med en elegant holdning og opførte sig høfligt. Værdigt, som hendes forældre ville kalde det.