Don't test me

[moon]

Solen skinnede en sted bag de tunge skyer, som der var blevet lagt over himlen.. Det var ikke til at sige hvornår himlen ville give efter og lade regnen falde tungt, men Xavier havde bevæget sig ud med en paraply overhovedet. Det regnede ikke endnu, men han ville ikke ende med at blive våd når det kom. Han havde ikke råd til at blive syg. Han var klædt i et sort sæt fra top til tå, sammen med hans høje sorte hat, som havde nogle enkle roser i siden, samt et stykke papir hvor på der stod Mad Hatter. Det var ikke ham selv, som havde set papiret der. Det havde været en skør idé, som et tøsebarn havde haft, under et kort spil. Hun havde vel troet at hun på den måde kunne lure hans kort for en andens skyld, men det havde været uden held og Xaiver var gået med deres penge..
Selvom skyerne var mørke og luften tung, så var Xavier i ganske godt humør og svingede en smule med hans stav, mens han nynnede for sig selv. En gammel kendingsmelodi på en sang, som der tit blev sunget på de festlige aftener på det store torv. Emily sad og vippede, som om hun nød nynnen, men var bevægelsen fra hans skulder, som fik hende til at bevæge sig sådan..
Han hørte nogle enkle drenge, som løb forbi ham, men den ene af dem havde ramt Xavier i siden, så han fik overbalance og tabte både hat og Emily..
Han smilede blot, da der ikke var nogen grund til at blive sur over så lidt, men han tøvede da han skulle til at sætte sig på hug og tage dem. Hans syn.. Alt var sort..

[Olive Phanthes]

Olive forsøgte at følge med sine nye venner, der dog var en del hurtigere end ham. Han vidste godt fra tidligere på dagen at drengene kun nød at drille ham, og med dette havde han da overvejet at han ikke gad være deres ven. Men han havde ingen venner, så det havde virket åbenlyst at finde nogle drenge at lege med. Jo, Olive var 17, men af udseende og personlighed, ville han havde været på alder med selvsamme drenge.
Olive løb over festtorvet, nåede lige at se hvordan en af drengene ramte manden, og blot løb videre med de andre ind af nærmeste gade på den anden side af torvet. ”James!! …. Fint! Så vil jeg slet ikke være jeres ven!!” udbrød Olive, som han stoppede op på torvet. Drengene havde sikkert end ikke hørt ham, men det gjorde ikke noget. Han vidste nu at han ikke selv gad være ven med sådan nogle bøller. Well, bøller fordi James havde ramt manden så han væltede, noget Olive lige nu i fustration, selvfølgelig så som noget der var gjort med vilje.
Olive sukkede som han egentlig ikke kunne være vred på dem, selv med deres dårlige opførsel. I stedet trådte han nærmere manden der pudsigt nok så ud til at være gået i stå. ”Det må De altså undskylde…” kommenterede Olive, der jo af høflighed, selv gik i huk for at ville hjælpe manden med sine ting. Jo, lidt naivt, men når man havde et godt hjerte? ”Er De okay?” spurgte han tilføjende. Hentydende til skubbet, ikke så meget hvorfor manden var gået i stå.

[moon]

Xavier havde hørt ham råbe efter drengene, men havde slet ikke tænkt sig at blande sig. Han kiggede op i retning af hvor lyden kom fra, da der blev talt til ham. Han træk bare et venligt smil, samt fjernede forskrækkelsen fra hans anigt. Over at hans syn svigtede ham, selvfølgelig. Drengene var han ligeglad med, om de så havde gjort det med vilje, så rørte det ham ikke det mindste.
”Det okay, der er ikke sket noget videre..” sagde han, men hans syn begyndte at klare lige så stille op. Han så på denne dreng med klap foran det ene øje og gættede sig til hvem drengen var. Han tog Emily og børstede hende en smule af, inden han tog sin hat og rejste sig helt. Han vidste om det havde været skubbet eller det at han havde tøvet, som drengen spurgte til om han var okay.
”Jeg er skam okay.. Hold Deres hænder samlet foran Dem” sagde han og satte hatten på på hovedet. Han ville derefter tage sin taske og ligge et stykke slik i hånden på ham.
”Slik til barnet!” udbrød Emily pludselig fra hans skulder og begyndte at grine.

[Olive Phanthes]

Olive følte en lettelse da manden forklarede at han var okay. Det ville være skidt hvis han ikke var, da Olive vidste at han trods hans gode hjerte, ikke var megen af en hjælp. Heller ikke derhjemme. Lidt problematisk når man jo ønskede at gøre sit bedste og være andre til hjælp.
Belønningen forstod Olive tilførst ikke. Han gjorde som sagt, holdt hænderne samlet foran sig, påpasselig, og klar til at trække de bare hænder til sig igen dog. Han vidste han ikke måtte blive opdaget, så det gav sig selv at være klar i sådanne tilfælde. Det var bare altid noget at folk ikke forlangte han trykkede deres hånd altid. Slikket, som landte i hænderne, fik et undrende blik. Men som en stemme, grinende, kommenterede gaven, lyste smilet op på Olives ansigt igen. Han fik jo sjældent slik og søde sager. Det var ikke sundt, sagde hans onkel. Men dette var jo en gave… så han skulle jo spise det right? Jah.
Olive løftede blikket og sendte ham et stort smil, kunne selvfølgelig lidt grådigt, derfra ikke lade være med at pakke slikket ud og proppe det i munden. Vidunderlig smag. Meget bedre end grønsager og de dersens ting. ”mhn, Hr…? Whor vahr dhe på vhej hen?” lød det spørgende, gumlende, fra Olive, der jo som altid havde svært ved at skjule nysgerrigheden.

[moon]

Det var svært ikke at smile med, da Olives ansigt lyste op i et smil. Det afslørede jo at han var klar over hvad det var at han havde fået, samt at det nok ikke var så tit at han fik sådan noget i hænderne. Han sagde intet til imens Olive pakkede hans slik og tog slikket i munden. Han grinende dog af Olives reaktion.. Latteren stoppede dog ved hans spørgsmål og han så bare smilende på drengen, mens han gumlede. Han virkede til at være en dreng på en yngre alder. Han virkede dog også uden manner, sådan som han spurgte med slikket i munden, dog vidste Xavier godt at dette ikke var tilfældet..
”Jeg var bare ude og nyde luften.. Jeg holder af hvordan luften er lige før det regner” forklarede han roligt. Han kunne vel ikke rigtig fortælle drengen at han lige var på vej tilbage til hans lejet værelse for at tælle de vundet penge op?
Han træk derefter sin hat af og bukkede for drengen.
”Navnet er Mad Hatter” sagde han høfligt og pegede på dukken på hans skulder. ”Damen her hedder Emily.” Dukken lagde hovedet på skrå ved lyden af hendes navn..