Give Me Some Time

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham. han mente hun ikke havde kontrol over sin evne. hun havde kontrol. hun kunne selv vælge når hun viste den eller ej så hvor vovede han at komme og sige hun ikke havde vilje til at lukke sin evne. hun rejste sig op og gik over mod ham og gav ham en lussing. nok var hun 16 men hun var ikke dum.
"hvor vover De! jeg har vilje og kontrol over min evne mere end du aner. vis jeg ville kunne jeg få en hund frem for at gøre det af med Dem. jeg har kontrol. jeg har viljen men ingen, selv ikke De har kontrol over deres hjerne om natten. De har ingen magt over mig. ingen ret over mig så lad vær at tro det!"
Talija var vred over at han troede han havde magt over hende. hun valgte sit liv. hun var den kongelige. han var bare en borger. hun kunne gøre mere end ham og når hun blev voksen og dronning kunne hun fyre ham.

[Ciel Dé Ricéy]

Hendes reaktion havde han overhovedet ikke set komme, men hun havde næppe regnet med, at han ville reagere, som han gjorde. Idet at han mærkede hendes hånd mod hans kind vendte han blot blikket i den modsatte retning og tog imod lussingen uden et ord. Dog greb han fat i hendes håndled. Han strammede grebet og de røde øjne virkede lige pludselig mere voldsomme.. De virkede mere dyster end før og han var knap så rolig, dog holdt han fat i hendes håndled og havde ikke tænkt sig at give slip lige nu.
"De kan altid gøre et forsøg, frøken Ignatio, men hvem tror De, tog beslutningen om at holde Dem inden for slottets mure? Hvem tror De overtalte Deres far til spærre Dem inde? Jeg har muligvis ikke magt over Dem, men kongen og dronningen stoler blindt på mig, og ingen vil tro på ordene fra en mutant, som Dem"
sagde han lettere irriteret og klemte hendes håndled en anelse, så der ikke ville være nogen form for mulighed for blodet at bevæge sig hen til hendes hånd. Han kunne sagtens tage kontrollen over hende, hvis han ønskede, men alligevel havde hun stadig den frihed for at bevæge sig rundt på slottet og være udenfor, når hun havde lyst til det. Dog kunne denne mindre frihed godt blive meget mindre.
"Jeg har ikke nogen ret over Dem, men hvad siger De til at jeg tager en snart med kongen om at spærre Dem inde på Deres værelse. Jeg kunne eventuelt fortælle ham, at Deres lærer ikke passer sit arbejde og lod dem flygte tidligere idag?"
det var måske en mindre trussel, men Ciel havde ikke tænkt sig at finde sig i den form for opførelse. Hvis hun forsøgte at fortælle noget til hendes far eller mor, så ville de med sikkerhed ikke lytte til hende, eftersom at de stolede mere på Ciel end deres egen datter.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija fik et sjov da han pludselig bare tog fat i hendes hånd og stramte til. det gjorde voldsomt ondt og hun hev alt hun kunne for at få den fri. hun ville ikke ha den form for smerte. det gjorde ondt. hun så på ham. var det ham? var det virkelig ham der havdre gjort dette ved hende. hvorfor havde han det. hvorfor valgte han at hun skulle spærres inde. hvad mente han med at hendes far og mor stolede blindt på ham. da han sagde det med mutant som hende fik hun store øjne og så bare på ham. hvvorfor sagde han nu det. andre lyttede til hende og hun var jo mutant. hun så skræmt på ham og hev til i sin hånd. hun ønskede inderligt at hendes vagt hund fra stalden som altid beskyttede hende var ved hende og pludselig dukkede den op bag ham. knurrende. den beskyttede prinsessen og fordi hun var bange anede hun ikek at hun brugte sin evne. hunden gøede af ham og så på ham med truende knurren.

[Ciel Dé Ricéy]

Idet at hun valgte at hive i hendes arm, gik det lige pludselig op for ham, at han muligvis var kommet til at overskride nogle grænser, som han aldrig nogensinde skulle have nærmet sig. Indvendigt bandede han af sig selv, dog virkede han fuldstændig uforandret udenpå, som han blot betragtede hende. Han var træt af hendes opførelse og det kunne han ikke længere skjule, men alligevel valgte han at give slip i hendes arm, allerede før han kunne høre en hund gø. Ciel lod sine hænder folde sig om bag på ryggen, hvorefter han betragtede prinsessen fra en mindre afstand, efter at være trådt nogle skridt tilbage. Dog vendte han sig om mod hunden, der mere eller mindre overraskede ham, eftersom at han ikke havde set det komme.
"Frøken Ignatio, De må ikke benytte deres evne indenfor slottets mure, så jeg må bede Dem om at få den hund til at forsvinde nu."
sagde han med en lettere bestemt tone, som han øje vendte sig mod hunden, der ikke skulle prøve på noget. Han rystede let på hovedet og vendte sig mod Talija, som han forsøgte at få hende til at indse, hvad hun havde gang i. Det virkede virkelig som om hun var bange for ham, hvorfor skulle hun ellers have benytte sin evne for at forsøge at skræmme ham væk, han vidste dog godt at hunden umuligt kunne blive ved med at være der.
"Hvis De får hunden til at forsvinde nu, så skal jeg nok hente Deres lærer og lade Dem være i fred, for idag"
sagde han med en forholdsvis rolig stemme, det var ikke fordi han var bange for hunden, han brød sig bare ikke om at blive mindet om, at hun i virkeligheden var en mutant, det ville være meget bedre, hvis hun blot havde været et menneske.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham og da han slap faldt hun nærmest ned på vindueskammen og tog om sit håndled. da han sagde at hun skulle få hunden væk og hun ikke måtte bruge sine evner inde i slottet.
"jeg er aldrig blevet forbudt at bruge min evne da jeg skal kunne træne den for den ikke går amok"
hun havde ret. hun ar aldrig blevet benægtet at måtte bruge sin evne. hun hørte hvad han sagde om hende lærer og så væk. hun blinkede og hunden forsvandt. hun ville ikke ha den forsvandt. hun så på ham med øjne der sagde forsvind så. hun ville ikke ha ham mere ved sig.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel's holdning var helt rolig, og han virkede også afslappet, selvom situationen havde udviklet sig til noget helt andet, end han lige havde forventet. Dog lod han blikket hvile på hende, som han forsøgte at holde sig selv samlet uden at gå for vidt.
"De kan have ret, men så vil jeg blot bede Dem om ikke at benytte Deres evner overfor mig"
sagde han med en lettere rolig stemme, som han så til, da hunden endelig forsvandt. Det var ikke fordi han blev mere lettet af det, da han godt vidste, hvad han havde lovet hende. Men var han nu også færdig med hende. Det endte dog med at Ciel valgte at bukke for hende før at han bevægede sig mod døren.
"Jeg ved meget mere end De lige regner med, Frøken Ignatio. Men De må hygge Dem, så vil jeg tage mig en snak med Deres fader."
sagde han med et let smil på læben, før han tog fat i håndtaget og åbnede døren. Han havde egentlig haft på fornemmelsen af, at undervisningen var en form for straf for hende, men lige nu havde han fået et helt andet indtryk, netop at han var en større straf for hende. Så måske han blot skulle vælge at blive og gøre dagen værre for hende. I sidste ende besluttede han sig dog for at gå ud af døren og lukke den efter sig.

//out