I'll say nothing, so please don't ask (Ciel)

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke fordi Ciel var træt på den udmattende måde, han var blot træt af Verris stædighed, hvilket bestemt også var grunden til at han så småt var begyndt at miste tålmodigheden og havde taget et skridt videre med torturen. Han havde jo troet at Verri ville bukke under for nålene, men i stedet gjorde hun mere modstand og gjorde blot ham mere arrig, som det jo tydeligvis ikke faldt i hans smag. Som han dog lod vagterne trække hende til væggen forsøgte han at få kontrol over sin vrede og det raserianfald, som herskede inde i kroppen på ham. Han blev nød til at skabe en afstand til situationen, ellers ville det påvirke ham alt for meget. Så meget at han ikke ville kunne se målet. Men noget han ikke ønskede var at hun skulle have ondt af ham, eftersom at der bestemt ikke var nogen grund til dette. Det var helt igennem dumt overhovedet at overveje muligheden. Ciel kunne ikke have det bedre med sig selv, end han faktisk havde. Han havde kontrollen, hvilket han jo tydeligvis nød og han var ikke bange for at udnytte det, hvilket hun også måtte have bidt mærke i. Han ville aldrig kunne slippe kontrollen om det så ville drive ham til vanvid eller ej, det måtte han tage til den tid, også selvom det kunne være for sent.
Han følte sig dog en smule lettet, som vagterne forlod rummet og overlod dem til stilheden, inden at Ciel vendte sig mod hende. Han smilte blot, som hun tydeligvis ikke var enig med ham, at denne form for tortur kunne kaldes arbejde, dog trak han blot på skulderne og gik tilbage i sin egen lille verden af tortur. Hendes ord lod ikke til at have den ønskede effekt på ham, som han blot smilte tilfreds over at hun kaldte ham en bøddel. Han havde bestemt ikke noget imod at skulle agere som en bøddel, hvis dette betød at Talian blev fri for frygten. Underligt nok så lod han vær med at svare hende, også selvom han måske havde lyst til et mindre punkt, men han fandt det langt fra nyttigt, som det jo ikke ville bringe ham nemmere sandheden.
Sandheden skulle han nok få frem på en eller anden måde, så længe der var tid til at undersøge Verri ned til mindste detalje. Han ville dog ønske, at han havde mulighed for at lære hendes evne at kende, eftersom at det gjorde ham frustreret ikke at vide hvad hun egentlig var i stand til. Men han kunne heller ikke vide, at dette senere hen ville føre til noget grusomt, som han ikke engang ville kunne håndtere. Noget der ville gå ud over hans familie, noget som han med sikkerhed ville fortryde! Men om han ville indrømme det, var så en helt anden sag, eftersom at Ciel sjældent indså sine fejl eller blot ville indrømme, hvis han havde dummet sig. Til tider kunne en kvinde i hans liv, dog gøre det muligt for ham at indse, at han var gået for langt. Men om han tog det til sig, var noget andet. Hævn var en meget kraftig og alvorlig sag.
En latter forlod Ciels læber som han var gået hen foran hende, da hun spurgte om han var bange for mutanter? Det var et underligt spørgsmål, men samtidig kunne han ikke andet end at grine af det. Det var så latterligt, at det næsten gjorde ondt bare at tænke på det. Svaret ville han dog ikke give hende, han var jo ikke direkte bange for mutanterne, nej han var bange for at Talian ville lide voldsomme tab, hvis de først fik et ordentlig oprør op og stå. Det var hvad han var bange for, han ville ikke se Talian falde bare fordi mutanterne ikke kendte deres plads! Det kunne han ikke acceptere. Egentlig lyttede han blot til hendes ord, som han endnu ikke havde svaret hende. Det var ikke ham som skulle svare på spørgsmål, men hende. Hun var slet ikke i en situation, hvor det var i orden at stille spørgsmål. Så hun skulle blot være glad for at hun stadig havde sin tunge.. Tanken havde strejfet ham, at han altid kunne lukke munden på hende ved at fjerne hendes tunge, men det eneste som afholdt ham var, at han endnu ikke havde fået nok at vide. Hendes ord, som egentlig blot skulle fornærme ham, rørte ham ikke det mindste. Men han var så småt ved at få en ide omkring at hendes evne ikke gik ud på noget fysisk, da han var overbevidst om at hun ikke kunne have hørt samtalen mellem ham og vagterne. Derfor måtte det have noget at gøre med det psykiske, ellers var hun aldrig kommet frem til hvad der skete. Han var lettere forbavset over at hun faktisk rev sig løs, men han greb dog ud efter hendes hånd, inden at hun ville kunne nå at ramme ham. Kraften hun besad kom bag på ham, som han måske ville have forventet mere modstand mod vagterne, hvis hun virkelig besad denne styrke. Han troede egentlig at hun var færdig, som han forsøgte at holde hendes hånd bort, men endte ud med at mærke hendes hånd mod hans hals.. De røde øjne stirrede lige ind i hendes, også selvom hendes tydeligvis var tomme, så holdt han øjenkontakten. Faktisk gik han frivilligt med helt hen til hende, som han blot lo let for sig selv og lyttede til hendes ord.
"For sent"
svarede han koldblodigt, som han tog armen op på sømmet, hvor hendes hånd tidligere havde siddet. Han vred sømmet ud fra væggen og pressede det mod hendes bryst lige over hjertet.. Han var fuldstændig kold og ligeglad over hvilke trusler hun kom med, for stod det til ham, ville hun aldrig nogensinde slippe ud igen. Han ville personligt sikre sig, at hun ikke havde muligheden for at stikke af og slottets fangekælder var en oplagt mulighed, noget der havde strejfet hans tanker for lang tid siden.
"Fortæl mig en gang, hvad din evne går ud på, for jeg nævnte intet omkring din mor, kære pigebarn"
sagde han koldt, som han blot pressede sømmet mod hendes bryst i håb om at hun ville give slip på ham. Han kunne sagtens mærke hjertet i hans krop, som arbejdede på højtryk og blot pressede blodet ud ved hendes negle. Han endte dog også ud med at nikke hende i skalde, i håb om at hun ville besvime for en stund.

Døren til palæet gik op og vagterne trak en skikkelse indenfor. De havde kurs direkte mod kælderen også selvom skikkelsen tydeligvis forsøgte at gøre modstand. Hun havde en pose overhovedet blot for at sikre at hun ikke havde set hvor hun var på vej hen. Vagterne lo let for sig selv, som døren til kælderen blev åbnet og kvinden blev smidt ned af trapperne, uden den mindste form for hjælp. Vagterne kunne ikke være mere ligeglad og de grinte bare, som de bevægede sig ned over trinene og samlede kvinden op, hvis hun da ikke selv var kommet på benene igen. Posen trak de først af, da døren blev lukket og forseglet bag dem. De kunne jo ikke vide hvad der var sket i kælderen i mellem tiden, men stanken af blod var noget som nåede alles næser.. Den var forfærdelig. Noget som vagterne ikke havde lagt mærke til tidligere, fordi de havde opholdt sig i stanken, men nu stak den.

[Verri Noen]

Selvom Ciel ikke svarede på ret meget af det hun sagde så var det rigeligt med reaktioner til hende. Hun blev bombarderet med det ene følelsesudbrud efter det andet, tonsvis af informationer og tanker. Det belastede hende til sidst så meget at hun desperat knugede sin evne til sig for at undgå strømmen. Hvorfor havde hendes evne pludselig åbnet så meget op for hans lys? Hun stønnede anstrengt og havde svært ved både at begrænse sin evne, og følge med i hvad der skete omkring hende. Så meget af Ciels reaktion gik tabt indtil hun ikke længere kunne begrænse sin evne og den igen oversvømmede hendes hjerne. Hendes evne kørte hende træt. Hun fulgte efterhånden ikke længere med i de informationer hun fik, de passerede blot ind i hendes hjerne og blev så glemt igen.

Han greb hendes hånd, angrebet kom altså ikke nok bag på ham, det ærgrede hende. Hun strejfede kun hans kæbe, som hun helst havde slået af led. Men det måtte komme senere. Når hun fik mulighed for det. Hun så chokket i hans lys og tillod sig at smile svagt. Hun kunne stadig kæmpe mod ham. Men hun vidste godt det irriterede ham. Men hun gav altså ikke op så let. Verri strammede sit greb yderligere om hans hals da han bekendtgjorde at hendes mor allerede var indblandet i det hele. Hun havde mest lyst til at kvæle ham, men hun havde ikke kræfterne til det. Hun stønnede stædigt da han pressede sømmet i brystet på hende, men hun nægtede at slippe. "Du ville ikke kunne forstå mine evner" svarede hun sammenbidt. Ciel ville aldrig kunne forstå sjælens kompleksitet eller skønhed, han forstod ikke værdien ved et liv. Desuden skulle hun ikke nyde noget af at han kendte til hendes evne. Hvad kunne evnen til at afsløre folks inderste hemmeligheder ikke skabe af ravage i hænderne på en som torturede mutanter i sin fritid. Hun kunne jo efterhånden genkendte forskellen på mennesker og mutanter ved blot at se deres lys. Hun Kunn ikke gøre så meget andet end at udholde smerten han påførte hende og håbe på at hendes pres på hans hals ville være nok til at han så bare besvimede. Det var en kamp på stædighed, den ene smerte mod den anden, men i stedet for at vinde eller give op så slog Ciel panden mod hendes. Da han slog hovedet sammen med hendes mistede hun taget og tog sig i stedet til hovedet. Der flimrede sorte prikker gennem hendes evne og hun rystede let på hovedet. Pludselig slog svagheden hende igen og hun havde problemer bare ved at holde sin arm oppe. Hun lænede hovedet tilbage mod muren og lod armen hænge ned langs sin side. Hendes krop smertede så voldsomt at hun snart ikke kunne mærke den mere. Smerten havde gjort hende hel følelsesløs. Hun var snart ikke sikker på hvor hendes krop startede og hvor den sluttede, for alt var bare smerte. Hun opgav sin modstand, hvad nytte gjorde den efterhånden? Nu havde hun bare rodet sin mor ind i det også. Håbløsheden skyllede ind over hende og tårerne begyndte stille af glide ned over hendes kinder igen.

Verris mor havde haft rigelig chance for at undslippe, men hun havde været ude af sig selv af nervøsitet på sin datters vegne og havde ikke skænket det faktum en tanke at hun måske også ville blive offer for vagterne. Havde det været tilfældet var hun nok flygtet, eller hun havde i hvert fald ikke åbnet døren godvilligt da de kom tilbage efter hende. De svarede hende ikke da hun spurgte ind til sin datter, også selvom det var de samme vagter der havde hentet hendes datter tidliger. Da hun nåede et niveau af hyseria der irriterede vagterne greb de hende, smed en beskridt sæk over hendes hoved og trak hendes med sig, selvom hun protesterede voldsomt.
Hun mistede stedssansen, da de tog en masse omveje for at være sikre på at hun ikke genkendte turen. Selvom hun var født og opvokset i Talian kunne hun ikke følge med da de drejede om det samme hjørne for tredje gang og tog en ny rute væk derfra. Efter et stykke tid var de fremme et sted hvor jorden ikke længere var jord, men brosten. Hun kendte ikke mange steder der havde det og konkluderede at de nu var i den finere ende af kvarteret. Heldigvis havde vagterne ikke tænkt på at binde hendes arme mens de slæbte af sted med hende, så hun kunne tage fra da de pludselig skubbede hende ned af en trappe. Var de ude på at slå hende ihjel? Hun havde dårligt nok fået rejst sig op på alle fire inden de igen slæbte afsted med hende. Hun turde ikke brokke sig af frygt for hvad de ville gøre ved hende. Og hun fik bekræftet at dette var smart, da de slæbte hende ind i et rum hvor luften lige så godt kunne være rød, for blodstanken var overvældende og hun fik det meget hurtigt meget dårligt. Overvældet af stanken af blod og blind pga. sækken over hendes hoved, så hun, ligesom alle de andre, ikke den lille fugl der så stille som muligt sneg sig ind i rummet inden vagterne låste døren bag dem. Derpå fløj den hen og betragtede situationen fra en strakegisk position.

Verri behøvede ikke hverken synssans eller hørelse for at genkende sin mor, men intet kunne nogesinde have smertet hende mere end at genkende sin mor i denne situation. "Mor..." hulkede hun sønderknust "..j..jeg er så ked af det.." hun var nu i stand til at tørre sine øjne, men hun orkede ikke at løfte hånden og gøre det. Hun hulkede opgivende og end ikke hendes mors trøstende ord gjorde det bedre. Hendes mor forholdt sig fattet og rolig, men hun var også forskånet for det syn der sikkert snart ville møde hende og brænde sig fast i hendes hukommelse for evigt. Indtil videre.

[Ciel Dé Ricéy]

Havde Ciel først vidst, hvad denne mutant var i stand til, så havde han muligvis aldrig nogensinde nærmet sig hende, så havde han hellere end gerne fået vagterne til at trække informationerne ud af hende. Men på den anden side, så stolede han heller ikke nok på vagterne til at de havde den nødvendige tålmodighed til at ville kunne nå ind til kernen. De ville sikkert more sig meget mere med at gøre situationen værre for hende, end at holde fokus på det egentlig formål, så måtte Ciel jo bare løbe den risiko, som der var ved at nærme sig en mutant uden at være i stand til at kunne præcisere hendes evne mere end det han kunne se. Synes hjalp ham dog ikke rigtig, derfor var han nød til at holde øje med hendes bevægelser, og ordene, i håbet om at det kunne drage nogle konklusioner med sig.

Egentlig var han mindre lettet over at have set hendes angreb før at hun havde fået mulighed for at slå fra sig. Det ville ikke have været et kønt syn, men på den anden side, så ville det sikkert ikke have bragt noget nyttigt med sig, eftersom at det blot ville være gået ud over hende.. Nok virkede situationen allerede voldsom, men den kunne meget hurtigt blive værre, hvis Ciel endte med at skære nogle legemer af, blot i et raserianfald, eftersom at noget i den retning hurtigt kunne få hende til at forbløde. Han så dog lettere arrigt på hende, som hun ikke slap grebet, da han først pressede sømmet imod hendes bryst. Han havde håbet på at det ville virke, men kunne godt se, at hun muligvis ikke havde noget at tabe og derfor måtte han tage andre ting i brug. Derfor var han også nød til at bruge sin egen krop for at få hende til at give slip. Som hun gav slip og han roligt gik en smule på afstand, lagde han hånden rundt om sin egen hals og masserede blot en anelse, før at han knækkede nakken og stirrede direkte mod hende,
"Prøv alligevel at forklar mig det"
sagde han ganske roligt, som var det en helt almindelig samtale de havde kørende, hvilket det jo bestemt ikke var. Han tog sig også roligt til halsen igen, som han stadig kunne mærke hendes hånd klemme også selvom hun havde givet slip, så hang det stadig over ham. Han havde dog ikke ondt i hovedet, men hostede svagt, som noget blod røg ud på hans hånd. Noget han ikke rigtig registrerede, da det ikke var vigtigt. Men presset mod hans hals havde gjort det svære for ham at snakke, og nogle ord blev næsten kvalt ud, men der gik dog ikke særlig lang tid før at stemmen atter vendte tilbage og han med lethed kunne fortsætte, hvor han slap. Ciel lo svagt, som han kunne se hendes tårer, hvilket blot fik modet til at stige højere, eftersom at det jo tydeligvis påvirkede hende, så helt håbløst var det ikke, han skulle bare finde den rette måde at gribe hende an på. Den varme væske fra hans hals, gjorde ham pludselig opmærksom på, at hun jo havde boret neglene ned i hans hals, hvilket gjorde at han lagde den ene hånd over det og bevægede sig mod bordet for at finde støttet.. Blodet kunne hurtigt forsvinde fra hans hoved, hvilket med sikkerhed ville gøre ham svimmel, derfor var han nød til at have en støtte, hvis det skulle gå galt.
Han vendte dog meget hurtigt blikket mod døren, som den blev åbnet og en skikkelse blev skubbet ned. Et koldt smil gled over hans læber, som han godt vidste hvad dette betød, hvorpå han fjernede hånden fra sin hals, som blodet var størkne og ikke længere var en trussel for hans balance. Ciel plantede hænderne over hinanden, som han blot stod med armene over kors og så til, imens at Verris mor forsøgte at komme på benene. Han nikkede roligt til vagterne, som de førte hende hen foran Verri og satte hende ned på knæ.. Ciel gik om bagved moderen, som han hev sække af hendes hoved og greb hårdt fat i hendes hår for at tvinge hende blik direkte mod Verri.
"Deres datter har ikke været særlig samarbejdsvillig, så jeg håbede lidt af Deres tilstedeværelse ville ændre på dette"
sagde han ganske koldt, som hans stemme blev mere dyb og skummel, en stemme han aldrig benyttede overfor folk. Han brugte den kun for at forvrænge sin stemme, i tilfælde af, at hun skulle kunne genkende ham. Ikke noget han burde bekymre sig om, men skulle hun stikke af, så skulle hun ikke vide hvem hun havde været hos. Dog havde han ikke i sinde at slippe hende eller i hvert fald ikke i live. Noget der var yderst tydelig i hans fremtoning og den måde, som vagterne samlede sig omkring Verri og hendes mor. Stanken af blod nåede vagternes næse, som de jo ikke havde lagt mærke til dette før de havde forladt rummet og var vendt tilbage, de rynkede kort på brynene men var blot taknemmelig for at det ikke var deres blod..

En vagt vendte pludselig blikket mod lofet, som denne synes at have hørt nogle vinger. Ikke noget der var særlig højt, men når man ikke forventede liv i kælderen udover de mennesker og mutanter, som befandt sig i rummet allerede, så var det en underlig lyd. Dog havde vagten svært ved at finde kilden og vendte derfor blikket mod scenariet. Som Ciel blot hev Verris mors hoved længere tilbage, så hendes blik var vendt mod loftet, han nikkede mod en vagt, der trak sit sværd ud af skeden og rakte det til Ciel, som han placerede det mod hendes hals og blot lod den glide hen over huden og skære et svagt hul..
"En af jer, burde kunne give mig noget nyttigt? Ellers har jeg jo spildt tiden, hvilket jeg faktisk ikke bryder mig om"
sagde Ciel lettere skuffet, som han vendte blikket mod Verri i håb om at hun ville kunne lukke et eller andet ud, som kunne gavne Ciel. Ikke fordi han krævede særlig meget? Eller gjorde han? Han ville jo bare gerne vide hvor han kunne finde Minori.. Han holdt fortsat sværdet mod huden, som han så afventede på Verri og ventede.. En anelse utålmodig og det kunne jo ske at hans hånd smuttede, hvis hun svarede forkert.

[Verri Noen]

Verri var ikke bevidst en trussel mod Ciels hemmeligheder, havde hun haft et valg så havde hun holdt sin evne langt væk fra ham, men det var hende ikke muligt. Hendes evne registerede meget mere end hendes sind faktisk opdagede. Og hun ville sikkert kunne genkalde sig flere informationer hvis hun fik mulighed for at få ro på og gennemgå oplevelserne igen. Hvis hun nogensinde ville have lyst til det. Men hun brugte ikke frivilligt sin evne mod andre, men et skulle ændre sig, og Ciel ville gøre klogt i at holde sig langt fra hende i fremtiden. Hvis han ikke ønskede sit inderste inde krænket med fuldt overlæg.
Ciel havde måske også undgået en direkte fjende hvis han havde ladet vagterne håndtere det, men hun havde sansynligvis sagt endnu mindre til dem, også fordi de nok slet ikke havde trukket hendes familie ind i det. Hun ville sandsynligvis underskrive sin egen dødsdom hvis hun indrømmede at hun var mutant og Ciel ville måske personligt likvidere hende hvis han fik at vide at hun havde mulighed for at afsløre de ting om ham som han helst ville skjule for omverdenen. Derfor gjorde hun også meget for at holde sin evne hemmelig. Hun kunne bare prise sig lykkelig for at hun ikke skulle bevæge sig for at bruge sin evne, hun kunne holde den mere hemmeligt pga. det. Hun ignoerede ham, var han virkelig dum nok til at tro at hun frivilligt ville risikere sit liv. Nok ville hun i sidste ende alligevel blive henrettet i sidste ende, hun kunne ikke forestille sig at han ville have viden om hvordan han behandlede de arresterede, mutanter eller ej. For Verri havde på ingen måde givet udtryk for at være mutant, i hvert fald ikke før hun blev arresteret. Hun lo kort af ham, måske dumt, men hun ønskede at påpege hans naive tilgang til tingene.
Verri reagerede på hans tilbagetrækning, selvom hun ikke rigtig mærkede glæden eller tilfredsheden, hendes bevidsthed registerede blot at han trak sig i bagrunden, og hans lys afslørede hans påpasselighed og måske endda en tøven. Hun havde efterhånden mistet evnen til at smile og brugte bare pausen på at slappe af og genvinde kræfter. Alting begyndte at sløre for hende selvom hun stadig var ved bevidsthed.

Hun kunne ikke beskrive hvor meget det gik hende på at han havde blandet hendes mor ind i det og Verri snerrede uforståeligt og usammenhængende af Ciel under hendes hulken. Hun kunne ikke finde ud af om hun var mest vred eller mest ulykkelig. Verris mor forsøgte at få overblik over situationen, men alting var så forvirrende og hun blev revet rundt indtil de smed hende på knæ foran Verri, fjernede posen fra hendes hoved og Ciel trak hendes hoved tilbage i håret. Hun havde ingen fornemmelse af situationen før hun så sin datter og hørte hans ord. Hun stirrede på sin datter et øjeblik før hun vred sig i Ciels greb. "Verri!" udbrød hendes mor forfærdet og havde kæmpet sig over til sin datter hvis Ciel ikke havde holdt hende tilbage. De lyttede begge til Ciels krav om information. Verri mumlede usikkert en masse ting, men intet af det gav mening, hun blandede alt muligt sammen, hverdagsting blev blandet sammen med en bøn om at han lod hendes mor gå. Intet af det gav mening og intet af det var omkring Akio. Verri mor sendte Ciel et dræbende blik og vred sig, hver bevægelse fik sværdet til at trække røde streger over hendes hals, ingen af rifterne dog dødelige eller på andre måder farlige. "Hvor vover du!?" rasede hun men havde problemer med at udgøre nogen form for trussel. En basken var nok det eneste der ville afsløre fuglen, men enhver reaktion ville være for langsom til at bremse angrebet. Fuglen steg op til toppen af rummet og dykkede hurtigt og hakkede næbet i nakken på Ciel for at distrahere ham, derefter gik den brutalt til angreb på hans hoved og hakkede ham flere gange i hovedbunden. Verris mor brugte forvirringen til at vriste sværdet fra Ciel og hun fik halvvejs befriet Verri da pigen udmattet men alligevel panisk bønfaldt sin mor om at passe på vagterne. Den pressede situation og hendes moderlige instinkt bød Verris mor at forsvare sin datter og hun gik i stedet til angreb på vagterne, ikke dødeligt men hun fik flere af dem gjort ukampdygtige og hun placerede sig truende mellem dem og hendes datter. Hun var ikke vant til at håndtere sværd men hun fik uanede kræfter af at opleve sin datter i fare. Hun talte samtidig beroligende til Verri og forsøgte at berolige sin nu paniske datter der frygtede for sin mors liv da hun fornemmede den voksende vrede i rummet. Hun havde endnu ikke opdaget fuglen der stadig angreb Ciel og behændigt undgik hans udfald for derefter igen at angribe, med fokus på hans hoved og ansigt. Verri betragtede alt kaosset og det hjalp ikke på hendes panik, men hendes panik havde nu en anden begrundelse.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig ville Ciel helst gerne kunne holde sin familie ude af denne fare, men nu hvor det var kommet så langt, så var det ikke muligt at undgå at hans egen familie ville blive trukket ind i det. Han ville dog ikke risikere at hans søn igen skulle komme ned til et forfærdeligt syn, hvilket også var grunden til at han allerede havde sikret sig at der var en celle klar til Verri på slottet, hvis hun vel og mærke kom levende ud af det. Men samtidig så ville han også blive yderst forfærdet over at vide at Verri havde rodet rundt i hans liv, rodet rundt i de hemmeligheder, som ingen, udover ham, burde kende til. Hvis han først vidste, at hun havde fået den viden, så ville der næppe være nogen plads til hende, hverken i slottest fangekælder eller i hans kælder, eftersom at han ikke ville tøve med at dræbe hende. Blot for at sikre at hemmelighederne ikke kom ud. Desuden kunne Ciel ikke vide hvad der ville ske i fremtiden, hvis han lod hende leve, han regnede blot med at noget tid i en mørke og øde celle ville være med til at gøre hende mere snaksagelig. Eller at hun i det mindste ville kunne give ham nogle informationer.
Grinet, som forlod hendes læber, fik blot Ciel til at rette sig blik mod hende, som han lagde armene over kors og så en smule afventede på hende, som han næsten forventede at der måtte følge nogle ord med latteren. Dog forblev hun stille, som han hævede et øjenbryn og rystede opgivende på hovedet. Dog var det ikke svært for ham, at finde andet at tage sig til, som Verris mor næsten blev serveret på et sølvfad til ham.

Egentlig var Ciel ligeglad med at han havde trukket hendes mor ind i det, da han jo ikke havde fået nogen oplysninger endnu og det kunne være at det ville være med til at ligge et ekstra pres på Verri, det var i hvert fald hvad han håbede på. Han strammede dog roligt grebet, som moderen forsøgte at undgå hans greb, noget der blev gjorde hans fremtoning en smule mere arrig, som hun da virkelig ikke skulle regne med, at hun havde nogen chance i denne situations. Dog smilte han, som navnet for hendes læber, noget han straks valgte at notere sig, så han senere hen ville vide hvad han skulle kalde hende. Selvom det måske var nemmere at huske hendes nummer.. Han sukkede en smule, som han vendte blikket mod Verri, som hendes læber bevægede sig, men ordene der kom ud hang overhovedet ikke sammen, hvilket blot fik ham til at stramme grebet om hendes mors hår yderligere, så han så småt var begyndt at hive hendes hår ud. Han var også ligeglad med at hun begyndte at gøre modstand, som sværdet blot skar ind i hendes hud og efterlod rifter. Et grin forlod hans læber, som moderen begyndte at tale direkte til ham. Dog fandt han det ikke nødvendigt at svare på hendes ord, som det jo ikke direkte var et spørgsmål, det var blot et mindre raseri anfald, noget der morede ham. Ciel undrede sig over lyden af vinger, dog blev han lettere overrasket, som han mærkede en hakke mod hans nakke. Han forsøgte at skubbe fuglen bort med den anden hånd, som ikke holdt sværdet, men da den først gik til angreb på hans hoved, brugte han begge hænder, som Verris mor fik mulighed for at smutte ud af hans greb. Selvom der kun var tale om en lille fugl, så distraherede det ham en del, som smerten strakte sig igennem hans hoved og gav ham en voldsom hovedpine. Sværdet havde han for længst smidt fra sig, som han forsøgte at få fingrene i fuglen.
"Fjern den møg fugl!"
sagde han lettere irriteret, som fuglen tydeligvis var klar over hvad der foregik, fordi den netop undgik hans hænder.. Vagterne var dog travlt optaget af moderen, som gik til angreb på dem. Noget de ikke havde forventet, som de trak deres sværd og forsøgte at forsvare sig selv. Dog var de ikke forberedte på situationen og blev derfor overmandet, som de langsomt trak sig tilbage. Vreden steg i lokalet, dog omhandlede det meste Ciel, som fuglen gjorde ham irriteret, dog valgte han lige pludselig at skifte taktik. Han valgte simpelthen at ignorere fuglen og den smerte, som denne påførte ham. Han gik arrigt mod vagterne og greb deres sværd.. et til hver hånd, før at han vendte sig mod Verri og hendes mor. Fuglen hakkede muligvis fortsat ud efter ham, men nu havde han simpelthen fået nok! Det var slut med at lege..
"Lad os se om din mor kan følge med, Verri.."
sagde han koldt, som han hævede sværdene og rettede sin fulde opmærksomhed mod hendes mor. Vagterne bag ved ham og ved siderne trak sig roligt tilbage, da de godt var klar over at de ikke skulle blande sig i en situation som denne. Specielt ikke når Ciels fremtoning var, som nu. Det ville være alt for dumt. Ciel tog en rolig og dyb indånding, som han godt var klar over, at han umuligt ville kunne tænke klart, hvis han var fyldt op med disse voldsomme følelser. Han rettede også roligt de røde øjne mod sit offer, som han langsomt bevægede sig mod hende. Om hendes mor nu var klar på, hvad der skulle ske og vidste at hun ikke ville have lang tid tilbage mere, kunne han ikke bedømme, men han kunne godt se nervøsiteten, men samtidig var hun også alvorlig, som hun jo tydeligvis ikke ville lade sin datter i stikken. Lige med et skiftede Ciel dog over i et hurtigere tempo, som han farede direkte mod hende og hævede sværdene mod hendes bryst. Som han svang dem mod hende, nåede hun dog at parere ved at stoppe sværdene med sit eget. Ciel kiggede hende dog dybt ind i øjnene, som de stod tæt sammen, i et split sekund, før han trak sværdene til sig. Han gik roligt tilbage, som han nikkede lidt for sig selv og så afventede på hendes mor, mon hun selv ville turde at angribe ham?
Der gik noget tid før at man igen kunne høre klingerne ramme hinanden, denne gang gik det dog ikke helt så godt, som det ene sværd satte sig ned i hendes højre skuldre, hvor denne lavede en dyb flænge. Dog valgte Ciel bevidst at hive det ud og smide det væk, så man kunne høre det ramme gulvet.
"Som forventet af en mor, der beskytter sin datter.."
sagde han roligt, som han trak sig nogle få skridt tilbage og lod blikket hvile mod blodet fra hendes skulder, et smil gled over hans læber, som han pludselig farede direkte mod hende og pressede sværdet igennem hendes mave. Det kom dog så langt igennem hende at sværdet næsten rørte Verri, der fortsat befandt sig bagved moderen. Hun havde ikke rigtig flyttet sig fra punktet, som hun ville forblive en forhindring imellem Verri og Ciel. Han lod dog sværdet sidde inde i maven på hende før at han gik nogle skridt tilbage, så hun enten kunne falde forover, baglæns eller til siden uden at hun ville kunne nå ham.

[Verri Noen]

Det var vel altid en fare for at risikere folk man holdt af når man skabte fjender? At Ciel yndede at gøre sig fjernder med mutanter øgede denne risiko en del. Specielt når de mutanter havde evner som Verri eller kendte til hans familie. For hvem i Talian havde ikke hørt om Dé Ricéy familien? Det var i hvert fald ikke svært at finde nogen der havde. Så Ciels familie var nok en af de mest udsatte familier i Talian, netop også fordi Ciel havde så mange fjender som han havde.
Efterhånden vidste Verri ikke om hun foretrak at være i live eller at være død. Men situationen lod kun til at føre hende på vej mod døden, så måske den alligevel ventede på hende, også selvom hun ikke røbede sin evne. Hvis hun ville have den hurtige udvej så kunne hun jo altid ombestemme sig.

Hele situaitonen med hendes mor var frusterende, men det blev tilmed forvirrende da Ciels vrede blussede op, men ikke i retning af Verris mor der i stedet gik i kødet på vagterne. Verri kunne ikke gøre andet end at se forvirret og frusteret til.
Verri hørte hvad han sagde. Fugl? Verri rynkede panden og koncentrerede sig om Ciels hoved, så spærrede hun øjnene op da hun genkente lyset der angreb Ciel. "Miri!" udbrød hun og påkaldte sig kortvarrigt fuglens opmærksomhed inden den angreb Ciel igen. Hvad lavede fuglen dernede? Og hvordan var den overhovedet kommet ind? Verri var grundigt forvirret, men var glad for at den hjalp hendes mor. Selvom en kvinde og en fugl sikkert ikke var nok til at stoppe Ciel. Fuglen havde efterhånden fået efterladt flere små blodige sår rundtomkring på Ciels hoved, hovedbund, kinder osv. havde hist og her små røde sår der her og der trak striber af blod over hans blege hud. Verri hørte hans advarende sætning midt i sin forvirring og glemte alt om fuglen. "Ciel!" råbte Verri både vredt og advarende "lad hende være!" rasede hun og forsøgte at gøre sig fri, men smerten fik hende til at opgive igen. Hun kom ikke fri af de brædder med mindre hun ville ofre sine fødder. Ikke at hun holdt mere af sine fødder end sin mor, men hun havde ingen måde hvorpå hun hurtigt kunne amputere dem med hurtigt. Desuden ville hun nok være til endnu mindre hjælp uden fødder, end hun var lænket til væggen. Hun kunne ikke gøre andet end at 'se' på og håbe på det bedste. Men så modløs som hun var, så var det bedste udfald at hendes mor ikke led en smertefuld død. Hun kunne se de nådesløse farve overtage Ciels lys og selvom hendes mor ikke veg fra sin beslutning havde Verri forudset udfaldet. Hendes mor kunne ikke vinde mod en mand der bekæmpede mutanter som proffesion. Desuden en mand der var uddannet med et sværd i hånden. Det vidste han nu også tegn på. Han gik fra at være en fugl underlegen til at håndtere to sværd samtidig. Verris mor var chokeret over den pludselige ændring og hun så skræmt ud, men ikke mindre beslutsom. Verris mor skreg af smerte da han gennemborede hendes skulder. Hun tabte næsten sværdet da han havde ramt den skulder hvis arm hun holdt sværdet med. Hun knugede stædigt sværdet og tog sig til skulderen med den anden arm. Hun var ingen kriger, men hun var mor, og ingen absolut igen skulle gøre hende datter fortræd. Hun skulede ved hans ord "enhver mor vil gøre hvad der står i hendes magt for at rede sit barn" sagde hun bestemt og løftede sværdet i modværge "De kan sikkert drage paralleller til deres eget liv der bekræfter den påstand" tilføjede hun. Ikke ment som en trussel, men Verri kom omgående til at tænke på sølvtråden i Ciels lys. Ciels familie. Hun bønfaldt mentalt sin mor om at holde mund. Man skulle ikke blande Ciels familie ind i det, det tvivlede hun på var en god ide. Om Ciel opfattede det på samme måde nåede hun ikke at tjekke inden en væmmelig lyd af noget der blev skåret i voldsomt, overdøvede alt andet.
Verri blev stille, meget stille. Hun havde sæt ændringen i sin mors lys det sekund at Ciel havde gennemboret hende. Hun lukkede øjnene og forsøgte at lukke sandheden ude mens hun rystede på hovedet. Det var ikke sket. Det var ikke sket. Det var ikke sket!! Verri mærkede godt de bloddråber der havde ramt hendes ansigt da sværdet var brudt igennem hendes ryg og fortsat frem mod Verri. Dråberne begyndte at løbe ned over hendes ansigt og hun tørrede dem arrigt væk. Verris mor gispede og mistede ballancen da hun lagde hånden mod sit sår i maven og hun faldt bagover og ramlede ind i væggen bag sig tæt op ad Verri. Sværdet skar mod væggen med en grufuld lyd og trykket pressede sværdet tilbage ud gennem hendes mave efterfuldt af en voldsom strøm af blod. Verris mor blinkede gang på gang, men hendes syn forsvandt alligevel lidt efter lidt. "Beklager Verri.." mumlede hun afkræftet og besejret og hendes vægt skiftede så hun ville glide ned af væggen hvis Verri ikke havde grebet sin mor med den arm hun havde fri og nu knugede hendes blodige krop ind til sig mens hun hulkede hjerteskærende og fuldstændig ukontrolabelt. Hun blev ved med at tale for sig selv da hendes mor ikke svarede på det hun sagde. Hun bønfaldt sin mor om ikke at dø i samme sætning som hun forsikrede hende om at hun ikke var døende. Også selvom hun kunne se det hele ske i sin mors lys. Først forsvandt gnisterne som moderens bevidsthed forsvandt mere og mere og lukkede for impuler og pludselige følelser, så forsvandt tågen lidt efter lidt og efterlod moderens lys karakterløst. Og så fadede kernen langsomt, som en flamme der bliver mindre og mindre fordi den ikke længere har mulighed for at holde sig igang. Verris hulken blev lidt efter lidt voldsommere, som moderen døde lidt efter lidt. Alligevel fandt et smil vej til moderens læber og hun lagde en arm om hendes datter med sine sidste kræfter. Hun løftede hovedet og hviskede til sin datter, de sidste ord hun nogensinde skulle ytre. Hendes stemme var i forvejen svag men hun sænkede lydniveauet yderligere så Ciel ikke ville kunne høre det. "Verri min skat" sagde hun blidt og strøg en finger over sin datters ryg "Du har en helst speciel måde at se verdenen på, det er en dyrebar gave" hun kyssede blidt Verri på kinden og smilede blidt inden hun lagde den anden arm om sin datter også og knugede hende ind til sig "husk at bruge den". Chokket stoppede Verris hulken. Bruge den? Stod hende mor pludselig der og modsagde det hun havde banket ind i kroppen på Verri fra hun var barn af? Netop af hun ikke måtte bruge sin evne. "Jamen" mumlede Verri forvirret og klamrede sig til sin mor, somom hun derved kunne holde fast på hendes lys. "Jeg tog fejl.." mumlede Verris mor svagt "du skal ikke ændre på noget du er.. og lad heller aldrig andre ændre dig.." fortsatte hun og begyndte langsomt at lyde anstrengt da hun efterhånden manglede luft. Havde Verri brugt sin evne på vagterne da de hentede hende havde hun opdaget deres hensigt. Det var mere sandsynligt at Verri og hendes mor havde kunne overmande dem og undslippe der end det var nu hvor situationen var håbløs. Verri mærkede tårerne strømme ned over kinderne men gav pokker i det. Verris mor flyttede sin ene hånd op til sin datters hår og strøg hende over håret, som hun havde gjort da Verri var lille "jeg elsker dig" mumlede hun til sidst inden de sidste kræfter forlod hendes krop og hendes arme faldt slapt ned langs hendes livløse krop som Verri stadig holdt oppe. Hvor hun fik kræfterne til dette fra var uvidst. Verri rystede på hovedet mens hun messede ordet 'nej' om og om igen. Til sidst skreg hun ordet i ren arrigskab. Hendes udtryk blev så mørkt og ondskabsfuldt af man næsten skulle tro hun var blevet besat. Hun holdt stadig om sin mor selvom moderens krop var fuldstændig livløs. Verri vendte ansigtet mod Ciel og begyndte langsomt at fremsige Talians værste forbandelser og kaste dem på ham. Hun gik i sidste ende så langt som at forbande ham i Zions navn. Fuglen havde chokeret trukket sig lidt i baggrunden da Ciel gennemborede Verris mor med et sværd men nu angreb den med fornyet og forøget styrke. Den virkede næsten rasende og gik nu faktisk primært efter Ciels øjne samtidig med at den undgik hans hænder, og faktisk også til dels angreb hans hænder. For hvert hak efterlod den et lille men dog stadig blodigt sår.

[Ciel Dé Ricéy]

Man kunne vel godt sige, at Ciel var ligeglad, med at have trukket Verris mor ind i det, da han bestemt ikke havde forventet at hunvar så stædig og kunne holde munden lukket så længe. Derfor havde det været nødvendigt for ham at trække nogle nære familie medlemmer ind i det. At hun så kun havde sin mor, var måske en smule ærgerligt, så han helst havde set flere.. Men han måtte jo bare nøjes med det han havde. Noget skulle han nok få ud af dem. Han blev dog en smule overrasket over, at fuglen havde et navn, men det kunne dog kun betyde at denne lille skabning også havde en betydning for Verri, hvilket blot bragte et smil frem på hans læber, som han med glæde ville tage sig af fuglen senere. Han skulle dog sikre sig at moderen ikke fik fingrene i vagterne, da han ikke havde lyst til at fortælle deres familie, hvad der var sket.
Ciel ignorerede det faktum at hans ansigt rent faktisk var fyldt med sår og blod, eftersom at det altid var noget han kunne tage sig af senere, når det hele var ovre. Han stoppede dog roligt op, som Verri råbte af ham med navn og advarede ham om at lade hendes mor være, dog trak han blot på skulderne, som han allerede havde taget beslutningen og faktisk ikke ønskede at ombestemme sig. Desuden så havde Verri intet at sige mere. Ciel bedømmede roligt situationen inden at han valgte at angribe hende. Det var nu altid befriende at have mulighed for at tage en andens liv og det var virkelig ikke noget han fik dårlig samvittighed af, eftersom at Verris mor var gået imod ham og bestemt kunne stemples som en trussel. Det krævede jo bare at han gjorde det, dog fandt han det mere underholdende at angribe hende og lade hende kæmpe for hendes og hendes datters liv. Som hans sværd skar sig igennem hendes skulder, kunne man tydeligt fornemme smilet på hans læber, som sværdet næsten gik igennem som smør.
"Muligvis, men forskellen på os er, at jeg rent faktisk kan beskytte min familie"
sagde han lettere hånende, som han blot trak sværdet ud af hendes skulder og gik tilbage. Han lod blikket glide mod Verri, bare for at få en fornemmelse af, hvordan hun mon havde det lige nu. Han kunne godt fornemme på situationen, at der ikke længere var nogen vej tilbage, men det gjorde ham bestemt ikke noget, som han blot borede sværdet igennem Verris mor og pressede det så langt ind, som det overhovedet var ham muligt. Som Ciel trak sig tilbage og blot betragtede dem fra afstand. Han åndede lettet op, som han gik hen for at samle det andet sværd op. Dette rakte han blot til vagten igen, som stadig stå lettere forstivnet over situationen og ikke rigtig vidste hvordan han skulle reagere. Han sank dog en klump, som han tog imod sværdet og satte det på plads, også selvom der var blod på sværdet.. Ciel lænede sig tilbage mod muren og lod blot blikket glide mod Verri og hendes mor, som han for blev lydløs og lod dem være alene. Man kunne vel godt sige, at han var venlig lige på det punkt, han lod Verri få de sidste minutter alene med hendes mor?
Der gik noget tid, før at det egentlig blev aktuelt for Ciel at blande sig. De røde øjne holdt dog et vågent øje med Verri og så tydeligvis hvordan livsgnisten forsvandt ud af hendes mor. Noget han simpelthen bare smilte af, som om det frydede ham at se, livet forsvinde ud af hendes krop.
"Sikke et syn"
lo Ciel en anelse, som Verris tårer viste sig eller strømmede ned over hendes kinder, imens at moderen forsøgte at stryge hende over håret. Han lod blot for sig selv, som han samlede hænderne foran sig og rettede sig op, som han bevægede sig mod Verri igen. Nu var hendes mor ikke interessant mere.. Og faktisk havde han glemt fuglen, men blev en anelse overvældet over det voldsomme nej hun skreg ud i arrighed, som han trak på skulderne og lidt ignorerede det. Han klappede en anelse i hænderne, som Verri forsøgte at forbande ham. Forbandelserne var han ligeglad med, og guderne kunne alligevel ikke stille noget op for at forhindre hans plan.
"Verri, Verri.. Du har egentlig ikke været til nogen stor hjælp, hvilket jeg er sikker på at Akio er taknemmelig for, men jeg er slet ikke færdig med dig. Og den eneste som er forbandet her, er dig."
sagde han ganske roligt, som han med vilje valgte at bruge Akios navn, da han lige skulle teste noget før at han ville smide hende i fangekælderen og efterlade hende der til at dø. Han nåede dog ikke at komme særlig tæt på Verri før at fuglen endnu en gang dukkede op! Vreden blussede atter op i ham, som denne forbandede fugl gik efter hans øjne og hvis han først prøvede at afskærme sine øjne, så gik denne efter hans hænder. Han bed sig i læben, som han skyggede for sine øjne med den ene hånd og lod fuglen hakke løs de, imens at den anden arm greb ud efter fuglen.. Det var egentlig meget svært at få fingrene i fuglen, eftersom at den var ganske lille og tydeligvis arrig, men det hjalp ham også til at fange den, da den ikke var særlig opmærksom på begge hans hænder. Man skulle næsten tro, at dens følelser påvirkede reaktionstiden. I det sekund, hvor han fik fat på fuglen klemte han til og var næsten ved at masse denne, inden at genfandt sin tålmodighed, som han gik hen til Verri med fuglen i hånden og rakte denne til hende, dog uden at give slip.
"Hvad er der med den her fugl og dig?"
spurgte han lettere undrende, som fuglen ikkeligefrem var villig til at være stille i hans hånd. Han blev tydeligvis hakket i og bidt i, men den smerte blev han nød til at bide i sig, som han dog valgte at tage fat i en enkel fjer fra hovedet og hive denne ud.. Det kunne være at fuglen så var mere rolig.

[Verri Noen]

Verri var selv overrasket, men meget af det bundede i at hun faktisk havde snakket med Akio om at en lignende situation kunne finde sted. Under denne samtale havde hun ladt hån om de folk der ikke kunne holde sin mund lukket og derved ikke beskytte deres frelser. Det var en af de primære grunde til at hun ikke havde sagt noget. Der lå et vis brud på hendes stolthed i ikke engang selv at kunne leve op til sine ord. Så hun åd al smerten, frygten og sorgen i sig for at beskytte Akio. Også selvom intet af det var det værd. Hun var ikke egoistisk nok til at rede sig selv ved at udlevere mutanternes største håb for en bedre fremtid. Eller i hvert fald en mere sikker nutid.

At Ciel faktisk hørte efter og valgte at svare var uventet. Verris mor så en anelse overrasket ud som han påpegede at han i det mindste kunne beskytte sin familie. Var han sikker på det? Hun nåede ikke at kommentere videre på hans bekendtgørelse før han sårede hende og derefter gennemborede hende. Han havde sin egen måde at ende en diskussion på. Verri var panisk og fortvivlet, hvad skulle hun gøre? På daværende tidspunkt kunne hun ikke rigtig gøre andet end at holde om sin mor til det sidste af hendes lys slukkedes.
Verri lagde slet ikke mærke til Ciel før han begyndte at nærme sig. På det tidspunkt var hun så ædt op af sorg og had at hun bare snerrede dyrisk af ham som en advarsel. Hun kunne ikke engang få et hadefuldt ord over sine læber. Hendes ansigt fortrak sig i vrede da han kaldte hende ved fornavn "Tag ikke mit navn i din mund din beskidte morder!" rasede hun og rettede sig lidt op. Hendes udtryk blev endnu mere rasende da han begyndte at snakke om Akio. "Hvad er der mellem dig og den mand siden det skal gå ud over alle andre?!" spurgte hun vredt og var et øjeblik ved at miste grebet om sin mors blodige krop. Hun strammede hurtigt sit greb. Hun måtte dog give ham ret i det sidste, det virkede som om at hun var den af de to der var forbandet, men det skulle ændre sig, det skulle hun personligt sørge for. Hvis hun da slap levende fra deres møde.

Verri registrerede den pludselige vrede der dukkede op og dukkede sig for en reaktion, men vreden var ikke rettet mod hende. Hun dykkede ned i hans vrede og fandt svaret, en lille grå fugl. En fugl hun kendte. "Miri!" udbrød hun igen og mistede koncentrationen et øjeblik så hendes mor faldt slapt ned op gulvet med et klistret klask pga. blodet. Verri lukkede øjnene og tog sig kort til hovedet, givet situationen virkede det bizard at hendes udtryk mindede om noget man ville se hvis hun blot havde tabt en vase eller noget. Hun var et øjeblik splittet, men hun kunne ikke rigtig samle sin mor op igen så hun koncenterede sig om sin fugl. Respekten for de døde blev så smidt lidt i baggrunden. "Slip ham!" udbrød hun vredt og bekymret som hun kunne se fulgens lys skifte mellem kampgejst og frygt. Den hakkede målrettet ned i Ciels finger gang efter gang, som om den prøvede at hakke sig igennem. Den ramte da også nogenlunde samme sted og havde efterhånden fået skadet hans finger ret grundigt. Da han hev en fjer ud af hovedet på den vred den sig inden den fortsatte sit angreb endnu mere engageret end før. Mere rasende. Verri råbte vredt af ham, udfuldstændige sætninger om at han skulle lade ham være, slippe ham fri og falde død om.

[Ciel Dé Ricéy]

Der var ikke rigtig nogen vej tilbage mere, han kunne lige så godt få så meget ud af situationen, som overhovedet muligt. Hvilket også var grunden til at Ciel ikke blot vendte ryggen til det hele. Han forsøgte at få det hele med, også selvom det kunne være svært, når Verris mor ikke ligefrem ønskede at han skulle høre det hele. Vagterne fik heller ikke noget med, som de måtte se sig til takke med det syn, der nok ville brænde sig fast i deres hukommelse. Der var efterhånden så meget blod, at det var umuligt ikke at se den røde farve, som dækkede gulvet. Det stank også mere og mere, som Ciel dog ignorerede lugten og koncentrerede sig fuldt ud om Verri. Hvilket også var grunden til at han nærmede sig hende langsomt, og kort lod blikket glide mod liget af hendes mor. Han fortrød ikke hvad der var sket, hvilket man godt kunne fornemme på ham, som han endnu ikke skænkede det en tanke, at pigen muligvis var forældreløs nu. Men det kunne jo også være ligemeget, det var faktisk bedst sådan, for så ville ingen savne hende, så snart at hun fandt vej ned i fangekælderen. Han lo en anelse af hendes ord, som han blot trak på skulderne og stoppede op et stykke fra hende.
"Jamen Verri, kan du slet ikke se, at alt det her er din egen skyld?"
hånende han let, som han lagde armene over kors og blot lod de røde øjne hvile på hende. Da hun stilte spørgsmål til, hvad der var mellem ham og Akio lo han blot, som han drejede rundt på hælene og gik hen til bordet igen. Han lagde roligt hænderne mod bordpladen og lukkede øjnene kort.
"Se det vil du aldrig nogensinde kunne forstå."
sagde han roligt, som han lagde tryk på ordet det, for derefter at vende sig mod hende. Han kunne godt fornemme på Verri at hun forsøgte at holde fast på sin mor, men at det også var svært. Når energien først havde forladt en krop, så blev den altid så meget tungere og umulig at håndtere, det var efterhånden noget han havde en del erfaring med.

Egentlig havde Ciel lidt forventet at han kunne komme tættere på Verri blot for at lade hende mærke, at han ikke så let ville lade hende slippe. Derfor blev han også arrig over at fuglen igen dukkede op. Det var lidt, som om den hade en vilje, ingen kunne forklare. Det irriterede ham virkelig, som han var ligeglad med Verri for en stund op blot koncentrerede sig om at få fingrene i fuglen. Da det så endelig lykkedes ham, kunne man mærke hadet sprede sig, som fuglen hakkede ud efter hans finger. Indvendigt bandede han af alle de sår, som denne fugl faktisk havde påført ham. Hans ansigt var snart fyldt med størknet blod, hvor imod der nu blev skabt sår på hans hænder. Ciel hørte godt Verris ord, men valgte blot at ignorere dem, som han holdt et godt greb rundt om den lille fugl. Og da denne ikke gav op, efter at han havde hevet en fjer ud, besluttede han sig blot for at gå hen til bordet, hvor han pressede fuglen mod bordpladen. Han holdt fuglen nede på den ene hånd og hev så den ene fjer ud efter den anden.
"Jeg ville egentlig have givet dig min fulde opmærksomhed Verri, men noget kunne tyde på at din fugl ikke helt er enig med mig"
sagde han koldt, som han hev de sidste fjer ud fra dens venstre vinge. Det skulle i hvert fald sikre ham, at den ikke fløj op på ham igen. Han brød sig egentlig ikke om alle de sår han havde fået igennem torturen, da han helt klart havde forventet at det ville have været bare en anelse lettere. Han stirrede ned på den lille krop med de kolde øjne, som han trak den næste vinge ud for at plukke den.
"Din kære fugl, kommer ikke til at flyve igen, hvis den nogensinde kommer til at trække vejret, når jeg er færdig.."
det var tydeligt, at han var irriteret, som han tog fat i hver vinge af Miri og spredte vingerne ud, ligesom for at strække den lille krop. Nok jog smerten igennem hans hånd, men han bevægede sig alligevel hen til Verri, så hun kunne fornemme hvad der skete.

[Verri Noen]

Verri havde indset det samme som Ciel, udfaldet af konklusionen var bare lidt forskellig for de to parter. Verri vidste hun ikke kunne flygte mere og også at der ikke længere var noget at vende tilbage til. Hun kunne godt overleve alene, men uden sin mor ville hun nok aldrig komme til at leve igen. Desuden betvivlede at hun ville overleve. Om Ciel ville lade hende dø for hans hånd eller om han ville gøre det langtsomt af med hende på en anden måde vidste hun bare ikke. Hun var ikke i tvivl om at han havde planer om hendes død, det havde hun set i hans lys, i de sorte gnister der skred hensynløst gennem hans næsten klistrede mørkerøde tåge. Hans lys gav hende lyst til at kaste op, men hun havde ikke mere i sig som hun kunne kaste op. Hun stønnede af afsky. Hvis han ikke havde hørt af et ord der var blevet udvækslet mellem Verri og hendes mor ville hun være taknemmelig, hun havde ikke lyst til at dele den stund med nogen, specielt ikke Ciel. Men noget sagde hende efterhånden at hende held ikke var hvad det havde været. Så måske kunne hun ikke engang få det sidste ønske opfyld? Hun sukkede opgivende og lukkede øjenene igen. Hun åbnede øjnene igen da han nærmede sig, hvad ville han nu? Kunne han ikke blot få det overstået og slå hende ihjel med det samme? Hun ville aldrig nedlade sig til at bønfalde om at slå hende ihjel, men derfor kunne hun godt ønske det i sit inderste. Forældreløs eller ej så havde Ciel nok sendt hende mod sin død alligevel, hvis da ikke havde brugt hende som lokkemad for Akio. Det undrede hende faktisk at han ikke bare havde fulgt efter hende og pågrebet Akio i stedet, men så langt tænkte denne blodtørstige satan måske ikke? For det måtte da være pga. hendes kommen ved kroerne at hun var blevet fanget, det måtte være derfor at han vidste at hun havde en forbindelse til Akio. Var det ikke?
Verri skar en grimasse af hans ord "din logik er forskruet" svarede hun giftigt "jeg har.. har intet med dit morderiske jeg at gøre" snerrede hun til sidst. Hun kunne ikke få sig selv til at sige at det ikke havde været hendes skyld at hendes mor blev blev indblandet. Det havde jo været hendes skyld. Skyldfølelsen ramte hende og hun vendte hovedet væk. Hun havde vægtet Akios liv højere end sin egen mor. Hun følte sig pludselig dårlig. Om det var pga. lugtene og oplevelserne der pludselig trængte igennem til hendes bevidsthed eller om det var pga. skyldfølelsen der endelig fik lov til at trænge igennem til hendes bevidsthed var ikke til at sige. Hun opdagede ikke at han gik væk, men hun registerede at han var længere væk da hun fokuserede på ham igen. Hun kneb øjnene let sammen da han sagde hun aldrig ville kunne forstå hvad der var mellem Ciel og Akio. "Prøv mig" bed hun trodsigt, hun ville vide hvad der var grunden til at hendes mor var blevet myrdet og hun selv tortureret. Hun ville vide hvad der lå bag dette navn, Minori. Hun kendte kun Akios sandhed. "Fortæl hvilken personlig stridighed der kræver uskyldige ofre!" krævede hun vredt og vred sig i lænkerne. "Fortæl mig alt det Akio ikke har sagt!!" skreg hun til sidst og bed så tænderne hårdt sammen. Det var ikke frivilligt at hun slap sin mor, men i sidste ende havde hun intet valg, hun havde ikke kræfterne til at holde hende oprejst længere.

Verri lod sig ikke mærke med at han gik frem og tilbage, men hver gang han nærmede sig på ny kunne hun ikke lade vær med at håbe han ville slå hende ihjel denne gang. Hun var efterhånden blot en skygge af sig selv. Hun hang slaps i kæderne med et blegt ansigt, på trods fra de steder hvor hun var smurt ind i blod. Hun lignede en der havde tabt, hun lignede en der havde opgivet. Hendes ydre afspejlede fuldstændig hende indre tomhed. Men Miri rev hende ud af denne spøgelsesagtig tilstand med sit angreb.
Ciels fortolkning af Miris karakter var imponerende rammende, men Verri havde blot indset dens karakter og personlighed gennem deres venskab, ikke gennem kamp. "Miri, stop.." bønfaldt Verri hjerteskærende "flygt" bad hun og lukkede da hun ud fra fuglens lys konkluderede at Ciel havde fanget ham også. Hun fulgte opmærksomt med i Ciels lys og blev mere og mere pansik som mere og mere voldelige intentioner prægede hans lys. Hun bønfaldt Ciel om at stoppe men da Miris skrig alligevel fyldte luften stemte hun i med sit eget. Som om hun med sit eget skrig kunne overdøve den smerte og panik som Miri fylgte hendes ører med. Hun kunne ikke engang holde sig for ørerne.
Hun mærkede det sorte sprede sig indeni, Ciel påvirkede hende meget negativt, nu gik han for vidt! Hendes ansigtsudtryk blev mørkt og mens Ciel var optaget af fuglen trak Verri uset sømmet fra tidligere ud af sit bryst, lige over hjertet hvor Ciel havde ladet det sidde tidligere. Stod det til Verri skulle han få en del flere sår den dem han allerede havde fået under deres møde. "Slip ham sagde jeg!" råbte hun og kastede sømmet. Hun havde aldrig været god til at kaste, og da slet ikke til at ramme, men pludselig kunne hun begge dele. Sømmet fløj i en lige linje mod Ciels hånd og ramte et nervepunkt på den hånd, som han holdt Miri med.
Den lille fugl faldt ned på gulvet med et bumb da den ikke længere kunne flyve, den baksede hjælpeløst som den på ben forsøgte at flygte fra Ciel hen over gulvet. Verri råbte alt muligt at dem begge, det hele blandet sammen til et uforståelig mix.

[Ciel Dé Ricéy]

Det frydede Ciel at han kunne have en andens liv i hænderne, som han ikke var særlig påvirket af situationen, som han blot koldt lod blikket glide ned mod liget af hendes mor. Han nikkede til nogle vagter, som trak sig en smule tilbage, som de ikke ønskede at tage hendes mor fra hende, men en ordre var en ordre. Så de bevægede sig langsomt hen mod Verri og gik en større bue udenom hende, hvorefter de tog fat i hendes mor og forsigtigt hev sværdet ud af hendes mave. Vagterne bar hende ned i den anden ende af kælderen, hvor de roligt lagde hendes krop og smed noget stof over hende. Man kunne vel godt sige, at de havde lidt mere respekt for Verris mor, end hvad Ciel havde. De vendte da også roligt tilbage, som de forsøgte at få blodet bort fra deres hænder. Vagterne bukkede hovedet, som de gik forbi Verri og stillede sig hen til de andre.
Ciel selv havde blot koncentrere sig om Verri, som han forsøgte at læse hendes udtryk, men alligevel kunne han ikke helt se, hvad han fik ud af det, og valgte blot at lytte til hendes ord med et smil på læben.
"Min logik? Du er slet ikke i en situation, hvor du kan betvivle min logik, Verri. Jeg udførte blot gerningerne, hvorimod jeg sagtens kunne have fået vagterne til det? Ikke dermed sagt, at jeg er morderisk, for så havde jeg for længst slukket din gnist."
forklarede han roligt, som han fortsat smilte. Han kunne godt fornemme på hendes ord, at hun ikke direkte havde sagt fra. Men det ville også have været dumt, eftersom at det helt bestemt var hendes skyld. Det var gået meget mildere til, hvis hun blot havde fortalt ham, hvor Akio holdt til, at hun så ville have i fangekælderen uanset hvad hun ville fortælle, behøvede han jo ikke at sige. Hun var jo mutant, så hun kunne ikke bare udenvidere få lov til at gå frit.
Et koldt smil gled over hans læber, som en svag kold latter forlod læberne, da hun ville have ham til at forklare situationen, dog rystede han blot på hovedet og valgte egentligt at ignorere hendes ord. Men som hun brugte ordet uskyldig, vendte han sig mod hende med et tydeligt had i blikket.
"Uskyldige? Kan du da slet ikke se faren ved at have jer beskidte unger rendende rundt i byen?"
sagde han en smule overrasket, som hans forestilling omkring mutanterne, langt fra var uskyldigt. Han havde flere gange set hvad de havde været i stand til. Hvad enten det blot var hærværk på byens statuer, eller om det drejede sig om direkte angreb på menneskerne i byen. Ciel ignorerede samtidig alt hvad der drejede sig om Akio, som han ikke ville bruge kræfter på at forklare hende det.

Egentligt så nød Ciel at se hende være så svag, men det at fuglen tydeligvis gav hende fornyet energi, gik ham tydeligvis på, som han ikke kunne se andet, end også at ende det liv. Han tog en roligt indånding, som han lukkede af for Verris råb og skrig. Som fjerne blev lagt på bordet og fuglen blev mere og mere bar, var han ikke i tvivl om, at denne lille skabning, sikkert ikke ville kunne holde til særlig meget.
Skrigene gjorde ikke at Ciel mistede sin mål, han fortsatte blot med at hive fjererne ud på det lille kræ, som han blot så som en forhindring, noget der snart ville være ovre. Også hendes råb om at få ham til at slippe ignorede han, dog så han lettere forbavset på sin hand, som sømmet borede sig lige ned i hans hånd flade. Han bed tænderne sammen for ikke at skrige, noget der lykkedes ham udmærket, som han dog blev nød til at trække hånden til sig. Han lukkede øjnene, som han lagde den anden hånd over sømmet og hev det ud. Vredt vendte han sig mod Verri, men blev hurtigt opmærksom på den lille skabning, som bevægede sig hen over gulvet. Han holdt sømmet mere passende, som han gik direkte mod fuglen og faktisk valgte at trampe ovenpå denne. Nu havde han fået nok. Men alligevel flyttede han foden, som han tog fat i den lille skabning med den skadede hånd, også selvom det gjorde ondt. Han gik hen til Verri eller placerede sig ved siden af hende, som han pressede den døde, eller han troede den var død, krop mod væggen ved siden af Verri. Hans øjne var fulde med raseri og vrede, som han pressede sømmet lige igennem kroppen på fuglen og lod den hænge i hovedhøjde, så Verri kunne få en fornemmelse af livet, der snart ville forlade kroppen, hvis den altså ikke allerede var død.
"Utroligt, som I mutanter tror, at vi mennesker er svage.. I tager fejl.. Men du kan få lov til at tænke over det i slottets fangekælder, jeg har fået nok af dig!"
sagde han irriteret, surt og koldt, som han gik væk fra Verri og bukkede sig ned for at rive noget stof af sit tøj og vikle det rundt omkring sin hånd.. Han havde efterhånden mistet blod nok til snart at besvime, men alligevel stod han oprejst, og lukkede blot for blodet, så han ikke mistede mere. Han lænede sig op mod bordet og holdt hånden foran sig, som han bed sig i læben og lod blikket glide mod Verri og vagterne. Vagterne turde endnu ikke nærme sig hende.. De stirrede også mest på den lille skikkelse, som hang ved siden af hende.

[Verri Noen]

Verri gled ud og ind af en chok tilstand, hun registerede vagterne der først ikke ville udføre deres ordre, men så alligevel nærmede sig og fjernede hendes mor på en mere eller mindre respektfuld måde. Verri reagerede ikke. Hendes mor var død og selvom hun egentlig ikke ville have at nogen af disse forfærdelige mennesker skulle besudle hendes minde ved at røre hende, så gjorde hun intet for at undgå dette. Desuden var kropppen der lå livløst på gulvet ikke længere hendes mor, det var bare nogle jordiske rester. Hendes mor var i gudernes forvaring. Verri bed sig i læben og lukkede øjnene, mens hun sendte en bøn til guderne om at tage sig godt af hendes mor, nu hvor Verri havde svigtet mht. at beskytte hende. Hun bemærkede at de gik forbi igen og et eller andet i deres gnister sagde hende at de ikke havde det godt med situationen. Det gjorde hende vred. Hun fik snerret noget i stil med 'feje hunde' da de passerede. Hvis de vidste at situationen var forkert hvorfor gjorde de så intet for at stoppe den?! Var verden så langt ude at man kunne gøre hvad der passede en bare man havde rang og penge? Verri mærkede vreden blusse op igen. Hun skulle sørge for at Ciel mærkede på egen krop hvordan det var at være den uden allierede der blev udsat for alskens uretfærdigheder. Hun lyttede til hans ord med en irriteret mine. Verri lo kort af ham, en humorløs latter, men den bekendtgjorde at hun ikke var enig med ham. Hun rystede let på hovedet og sukkede træt. Hun gad ikke diskutere med ham. Hun havde fået det billede af personen foran sig, at han selv mente at han altid havde ret, så at diskutere med ham var spild af tid. Alligevel kunne hun ikke holde en spydig kommentar tilbage. Han skulle ikke tro han kunne få hende knækket før han tog hendes liv. "Er jeg i en situation hvor jeg kan andet end det du siger jeg skal?" spurgte hun lavt og forventede ikke rigtig et svar. Han prøvede at forsvare sig med at sige at han kunne have fået vagterne til det. Meget muligt, men det havde han ikke gjort. Det fortate meget om ham. Han var underlagt sin vredes kontrol når det blev for slemt, i sådan en situation tænkte han tydeligvis ikke på koncekvenserne. I sådan en situation viste han sit sande jeg. Hun vendte ansigtet væk fra han og hvilede hovedet mod skulderen.
Verri sparede på kræfterne for at holde sig ved bevidsthed så længe som muligt. Hun vidste at hun var i fare, og denne fare ville blive endnu være hvis hun gled ind i et bevidstløst stadie. Hun havde stadig informationer han kunne bruge til noget, men det var ikke sikkert at han gad kæmpe mere med hende når ikke engang hendes mors død kunne få hende til at bryde sammen. Hun holdt stædigt ved sine principper. De var også det eneste hun havde nu. Han snakkede videre. Denne mand kunne vidst godt lide at høre sig selv. Hun lyttede alligevel. "Hvem af os to er det der udgør den største trussel mod menneskerne?" spurgte hun ligegyldigt og gjorde et let kast med hovedet i retning af liget af sin mor. Tanken om at hendes mor var død lod til at gøre fysisk ondt på hende og hun lagde sin frie arm om sig selv og vendte hovedet væk fra ham. "Ikke alle mutanter udgør en trussel, men byens tilstand gør dem desperate" sagde hun lavt. Hun vidste ikke hvorfor, men hun følte pludselig en indre trang til at tale mutanternes sag, til at beskytte dem. Hun rynkede panden let. Akios værk? Hun trak let ironisk på smilebåndet, nå ja, hvis hendes mor skulle dø fordi Verri stædigt troede på en sag, så skulle Verri nok sørge for virkelig at tro på denne sag. Verri bemærkede at han ikke ville snakke om Akio. Hun lukkede øjnene, for træt til at undersøge hans lys mere besluttede hun at udspørge Akio i stedet, hvis hun nogensinde fik chancen.

Verris indre var i kaos, det havde det været siden Ciel pludselig begyndte at angibe hendes fugl. Havde denne mand ingen ære i livet?! At angribe et dyr der var så meget mindre end ham selv var både fejt og unfair og det havde havde gang i kunne nemt kategoriseres som dyreplageri. Om han pinte Miri for også at pine Verri eller om han bare nød at gøre andre ondt var ikke helt til at finde ud af. Heller ikke for Verri der kunne se hans lys. Verri lærte meget om sig selv i denne ubehagelige proces, bl.a. at hun ikke ville tillade nogen at gøre nogen hun holdt af ondt, uanset hvad det betød for hende selv. Hendes angreb med nålen gjorde at Miri kunne slippe fri. Miris flugt hen over gulvet stoppede dog brat og Verris skrig skar igennem rummet. Hun bandede voldsomt af Ciel men kunne ikke ændre på noget han gjorde. Miri spjættede en enkelt gang inden Ciel borrede sømmet igennem den og naglede den til væggen. Verri slog ud efter ham men formåede ikke at ramme ham så det gjorde nogen skade. "Miri!" hulkede hun og rakte en hånd op og strøg blidt sine blodige fingre over fulgtens ødelagte krop. Hun hulkede knust indtil hendes hulken blev afløst af et skrig da fulgtens krop pludselig forandrede sig under hendes fingre. Hun trak hånden til sig men kunne af gode grunde ikke flygte ret langt. Verri prisede sig lykkelig for ikke at kunne se transformationen, for bare lydene gjorde hende dårlig. Hun kunne i stedet se lyset ændre sig, skifte opbygning fra en fugls lys og til et menneskes lys. Et lys hun genkendte med et skrig: "Far?!". Manden lænede sig stønnende mod væggen ved siden af sin datter og klemte øjnene sammen i smerte. Skaderne han var blevet påført som fugl blev overført til hans menneskelige skikkelse. Og selvom nålen langt fra var stor nok til at gennembor hans menneskelige brystkasse så var skaden der. Mange af hand knogler var brækkede men han formåede at holde sig oprejst ved at læne sig mod væggen. Men han havde store smerter, mest af at fordi at der hvor Ciel havde revet fjernene ud, lignede manden at han var blevet flået levende. Han havde store blodige plamager og hudløser områder spredt over kroppen, mest af alt armene. De steder hvor Ciel havde revet stykker af fulgtens krop med ud da han plukkede den, havde manden store kødsår. Manden fik sine smerter under kontrol og sendte Ciel et blik over skulderen. "Intet er så slemt at det ikke er godt for noget" mumlede han ironisk og så på sin datter "jeg får da mulighed for at sige farvel".Verri gik helt i chok. Hendes krop begyndte at ryste og hendes evne fungerede ikke længere ordentligt. Alting flød sammen for hende og ingen informationer blev registereret overhovedet. Hele hendes verden blev en stor plamage. Som havde nogen spildt vand på farvene så de løb ud og blandede sig. Hun stirrede intetseende frem for sig og endda ordene flød sammen for hendes ører. "Verri!" hendes navn skar igennem chokket og det gav et sæt i hende. Hun vendte ansigtet mod sin far og tårerne begyndte igen at glide ned over hendes kinder. Hun trak vejret i stød og kort efter begyndte hendes verden at svimle som følge af hyperventilation. Hun ville ikke huske meget at situationen herfra. "Verri" kaldte hendes far igen og lagde en hånd på sin datters hoved for at kræve hendes opmærksomhed. Verri hørte ham svagt og koncentrerede sig så hans lys stod skarpt for hendes evne. "Hør på mig" krævede han og hans datter nikkede tappert. "Det var ikke din skyld" sagde hendes far, men en så bestemt stemme han kunne mønstre. "Du har ingen skyld i de forfærdelige gerninger manden bag mig har begået" fastslog han, men Verri tog det ikke rigtig ind. "Intet af det her er din skyld.." et jag af smerte fik ham til at trække sig sammen og stønne sammenbidt "og det var aldrig din opgave at beskytte os" tilføjede han stakåndet. Verri blev pludselig opmærksom og lyttede til hans ord. Hendes udtryk blev trodsigt men hendes far tillod ikke hendes uenighed. "Det er os der er dine forældre" fastslog han "og det er os der skal passe på dig". Han mistede et øjeblik fodfæstet og han trak sig sammen i smerte og stønnede højt af smerte da han fortsat insisterende på at holde sig oprejst. "Far.." sagde Verri i en bønfaldende tone, men turde ikke røre ham for at give ham støtte. Hun vidste han var såret. Hendes far børstede hende bøn væk, han vidste han ikke ville overleve disse skader "kan du huske det tryllestavsagsitge objekt af metal du aldrig måtte lege med som barn?" spurgte han afkræftet og så lavt at Ciel ikke kunne høre det. Verri nikkede forvirret. "Det er et våben" forklarede hendes far med en hæs stemme "Hvis du nogensinde slipper ud så er det dit, det er designet til dig" forklarede han roligt. Hvis Verr slap ud ville hun være forældreløs. En blind forældreløs pige, hun ville være et nemt offer. Derfor insisterede hendes far på at hun ville kunne forsvare sig selv. Han var opfinder. En imponerende vellykket opfinder for sin tid. Verri nikkede svagt inden chokket trak hende tilbage igen. Ikke så snart var Verri forsvundet ind i sin egen bobbel igen inden hendes far knækkede helt sammen af smerterne og faldt sammen på gulvet. Hun registerede at hans lys døde hen sammen med mandens udbrud af smerte. Men det trængte ikke igennem til hendes bevidsthed. Begge hendes forældre var døde ved hendes side med ikke engang en times interval. Hun var fuldtsændig i chok nu og registerede intet omkring sig, ikke Ciel, ikke vagterne uanset hvad de gjorde. Intet. Hun hang bare slapt i kæderne og så frem for sig. Hun græd ikke, hun trak dårligt nok vejret. Så gled hendes bevidsthed ind i en mørk tåge.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel trak svagt på smilebåndet, som vagterne nærmede sig hendes mor med en vis form for forsigtighed, som var de bange for at hun ville fare efter dem, hvis det først kom for tæt på. De var derfor også lettere overrasket over, at hun faktisk ikke en gang reagerede det på det foregik. Det kom måske lidt for meget bag på dem, som de bar liget væk og lagde det længere ind i mørket. Faklen på muren over liget blev slukket, som mørket opslugte hendes krop og lod hende blive der i fred. Det måtte de tage sig af på et andet tidspunkt. De var ikke rigtig tid til at skaffe sig af med liget, desuden så kunne de ikke med sikkerhed sige, at al faren var overstået. Det kunne godt være at Ciel smilte, men det var sjældent godt, specielt ikke når man lod blikket glide mod alle de sår han havde fået i ansigtet. Faktisk alle de steder hvor der ikke var noget stof, kunne man fornemme sårene. Noget der blot gjorde Ciel mere arrig, som han lod blikket hvile på Verri, blot for at holde øje, imens at vagterne svagt bevægede sig tilbage til deres plads.
De farede hurtigt forbi Verri, som hun snerrede af dem og faktisk bragte en form for uro over deres kropssprog, men Ciel valgte blot at rømme sig, som de straks bukkede hovedet og farede tilbage mod deres pladser ved væggen. Ciel rettede lidt på sig selv, som han lod blikket glide ned mod sine hænder og betragtede sårene og blodet, der så småt var begyndt at størkne. Et irriteret suk forlod hans læber, som han dog så overrasket mod hende, da hun valgte at svare ham. Han rystede blot på hovedet og lo let for sig selv.
"Det var du længe om.."
sagde han kort, før at han vendte blikket bort fra hende og bevægede sig hen til bordet igen. Han lod hånden hvile mod træet og kiggede ned på redskaberne, som han faktisk overvejede om, han ikke bare skulle gøre det af med hende. Netop fordi han var træt af at kæmpe med hende. Han havde aldrig forventet at han skulle støde ind i en mutant, som var så stædig og udholdende. Men næste gang skulle han nok gribe situationen an på en lidt anden måde, eftersom at han havde lagt mærke til, at hun ofte var ved at give op, men at der altid var et eller andet, som gav hende viljen til at kæmpe videre.
Som hun spurgte ham om hvem der udgjorde en trussel for menneskerne, grinte han blot, som han fandt det håbløst for hende, overhovedet at gøre et forsøg på at vende det hele mod ham. Han var udmærket klar over, at hun ville gøre alt for at vende folket imod ham, men på den anden side, så var han den eneste, der kunne tage hånd om kongen. Han var den eneste, som havde en direkte linje til tingene i Talian. Måske det var en fejl, dog havde han heller ikke noget imod udfordringen, selvom hun var blevet for meget.
"Nok er nogle af jeres evner harmløse, men man kan aldrig være for forsigtig. Det har jeg efterhånden lært."
svarede han ganske roligt, som han fortsat lod blikket hvile mod bordet, før at han lod hånden stryge hen over redskaberne og svagt greb fat i en mindre kniv. Han lagde den dog tilbage igen, som han bevægede sig mod Verri, denne gang med en bedre afstand. Han lagde den ene hånd mod armen, som han sagtens kunne mindes, hvad der var sket på slottet for noget tid siden. Såret var muligvis helet, men han kunne stadig fornemme det på huden.

Ciel havde slet ikke tid til at overveje konsekvenserne, som han blot ville have fuglen til at stoppe, så den ikke længere blandede sig i hans arbejde. Det gjorde ham også lettere frustreret, som han egentlig ikke overvejede at det var et dyr, som han var i gang med at torturere, da han helst så fuglen forsvinde. Det var også lettere at arbejde, når der var ro, noget som fuglen bestemt ikke ville lade ham få. Men samtidig med at han blot ville forhindre fuglen i at gøre mere skade, så kunne han godt fornemme på Verri, at hun måske var lidt mere knyttet til fuglen, end hvad han først havde regnet med, derfor valgte han måske at gøre det ekstra slemt, blot i et forsøg på at knække hende. Nok skulle fangekælderen sørge for at knække hende, men det ville bestemt ikke gøre ham noget, hvis han kunne gøre det meget værre for hende, allerede fra start af. Egentlig virkede Ciel lettet, som fuglen lod til at forholde sig i ro, som livet snart ville forlade den lille krop, nu havde han mulighed for at arbejde i fred, som han gik nogle skridt tilbage og blot lod de røde øjne hvile på Verri for at følge med i hendes reaktion. Hendes hulken bragte et bredt smil frem på hans læber, som han blot så til, imens at hun strøg fuglen svagt, men han blot dog straks forbavset, som fuglen forvandlede sig. Egentligt troede han ikke sine egne øjne, som fuglen blev til en menneskekrop og straks fyldte det mere. Vagterne bag ved Ciel krøb nærmest sammen og vidste ikke hvordan de skulle reagere, som nogen dog endte med at trække deres sværd blot for at være klar til at forsvare sig selv. Nogle af vagterne valgte dog at holde sig for ørerne og lukke øjnene, så de virkelig ikke kunne høre eller se hvad der foregik. Det var først efter noget tid, at de igen lod blikket glide mod den nye skikkelse. Ciel selv måtte rystede på hovedet op til flere gange for at sikre sig at han stadig var vågen og ikke var faldet ind i en trance, det kunne jo godt være, at det var noget, som Verri havde planlagt med sin evne. Dog gjorde hendes ord, det klart for ham, at det ikke var hendes værk. Han blev dog også forbavset over at Verri kaldte manden for far, så vidt han havde fået at vide, så var der intet tegn på at hun havde en fader, men nu kunne han også bedre forstå, hvordan hendes far kunne forsvinde på denne måde. Han så derfor også en anelse mistroisk på hendes far, før at de røde øjne gled tilbage på Verri.
Ciel trak svagt på skulderne, som hendes far valgte at tale til ham. Han fandt det dog ikke nødvendigt at svare ham igen, som han blot lænede sig tilbage mod en af stolperne i kælderen og fulgte med i scenariet. Ciel mente ikke at han behøvede at blande sig, da han var overbevist om at manden ikke ville overleve med alle de åbne sår og skrammer, som han blot gned hænderne imod hinanden og ventede. Han skulle nok få muligheden for at gøre hvad han ønskede, netop fordi hendes far, næppe kunne gøre meget mere modstand. Som skikkelsen af hendes far faldt sammen på gulvet, bredte det kolde smil sig over Ciels læber, inden at han straks gav vagterne ordre til at ligge liget hen ved siden af det andet.
"Aldrig havde jeg troet, at det skulle blive så interessant"
sagde Ciel næsten sindsygt, som en kold latter forlod hans læber, som vagterne gyste lidt ved tanken, før at de fjernede liget af hendes far og trak ham med ned i bunden af den mørke kælder. Ciel valgte at bevæge sig frem mod Verri, som han tog fat i hendes hår og blot rettede hendes blik direkte mod ham, før at han gav slip med et tilfreds smil på læben. Han havde fået en fornemmelse af, at hun var mere eller mindre væk, hvilket ville være det perfekte tidspunkt at flytte hende på. Han gav vagterne ordre til at løsne det sidste søm, som holdt den anden arm oppe, hvorved nogle andre vagter løsnede skruen omkring hendes fødder, som de lod hende falde ned på ryggen af den ene vagt, som han rejste sig op og bar hende ud. Ciel lod kort blikket glide rundt i kælderen, før at han sluttede sig til dem udenfor palæet.

Heldigt nok for Ciel var natten faldet på, så der var ikke mange til at se hvad der foregik i gården. Vagten med Verri på ryggen gik roligt hen til en af hestene, som de blot smed hende op på ryggen, hvorefter vagten satte sig op og greb tøjlerne. Ciel gik dog roligt hen til vagten og lod blikket glide mod Verri. Det lod ikke helt som om at der var liv i hende, dog ville han lige sikre sig, at vagten ikke kom til at smide hende af undervejs, så han bandt hende roligt fast til sadlen og lod ham drage afsted. Egentlig havde Ciel ikke tænkt sig at lade vagterne klare det hele selv, dog skulle han lige have blodet af sig, før at han ville nærme sig slottet. Desuden så kunne vagterne næppe komme ind uden hans hjælp. Han gik roligt op på sit arbejdsværelse og smed det blodige tøj, som han fik vasket hænder og ansigt, inden at han trak i noget nyt tøj for at sætte kursen mod stalden og Cáel, der blot ventede på ham og straks fulgte ham til slottet.
Ciel sluttede sig hurtigt til vagterne, der red mere eller mindre forsigtigt igennem byen, som de ikke valgte at tage den normale rute til slottet og blot benyttede sig af mindre veje, hvorved de kunne komme uset op til slottet, uden at blive forstyrret af nysgerrige blikke. Da de ankom til slottet, tog de en anden indgang, som det store port, eftersom at det ville være dumt at tage hovedindgangen. Der gik dog heller ikke lang tid før at de måtte lade deres heste stå og fortsætte igennem slottet til fods, som vagterne havde smidt Verri over den ene vagts skulder, imens at de bevægede sig direkte mod fangekælderen. Vejen var lang igennem labyrinten, men Ciel vidste udmærket hvor han skulle hen, som ruten efterhånden var kendt for ham. Vagterne kunne dog stadig godt blive forvirret, netop fordi Ciel ville så langt ind som overhovedet muligt. Celledøren knirkede, som den blev låst op og åbnet, før at de næsten smed Verri ind i cellen, dog valgte de at ligge en lænke rundt om hendes ene ankel, også selvom hun næppe ville kunne gå med de skader hendes fødder havde fået, så ville Ciel ikke tage nogen chancer. Et lettet suk forlod Ciel læber, inden at bevægede sig tilbage mod udgangen, dog lod han kort blikket glide ind i de forskellige celler for at sikre sig, at alle mutanter stadig var på deres plads.
"Godt arbejde, vi bliver jo bedre og bedre"
lo Ciel en anelse hånligt, som han trak vagterne med ud af fangekælderen igen og straks begav sig hjemad for at få lidt ro. Desuden så skulle han også sikre sig at hans sår ikke ville udvikle sig yderligere og efterlade ar i ansigtet eller på hænderne, så han skulle muligvis have gjort noget ved dem.

//Out - Tak for tråden//

[Verri Noen]

Verris del af tråden fortsættes her: "The blind and the beast"


//Out, selv tak du X3//