Playing with the devil

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya ville nok aldrig komme til at synes det var smart uanset hvilken forklaring eller grund han diskede op med. At gå ind i et lukket rum til en farlig mutant der følte sig trængt op i en krog. Det var altså dumt. Selvom Ciel havde argumenter til at forklare sit valg. Argumenter hun nok ville kunne se logikken i. Men i sidste ende forstod hun ikke hvorfor han havde sat sig for at udryde mutanterne på egen hånd. At han betroede sig til Yaya betød ikke at han var mindre alene om det. For selv hvis hun havde ville hjælpe ham med hans blodige krig så ville han næppe tillade hende det. Hendes rolle var lige så pasiv som altid.
Hun tog hans stilhed til hendes kommentar som at han var enig, for var han uenig skulle hun nok få det at vide. Hun smilede for sig selv. Det var vel også for meget at forlange at han sad og beskrev hvordan han tog fejl eller understregede at hun havde ret. Det var nok for hende at han ikke benægtede det. Hun betragtede ham roligt, han lod ikke til at have accepteret det faktum at han var skadet og skulle blive i sengen endnu, så hun blev tålmodigt siddende. At udfylde sin position som hans kone fuldt ud betød også at hun til tider måtte beskytte ham fra sig selv. Men at også gjorde det betød ikke at hun støttede ham mindre. Men passede hun ikke på ham når han ikke selv gjorde det, hvem gjorde så.
Yaya belønnede hans kommentar med et opgivende blik, men hurtigt efterfuldt af et smil. Hun lænede forsigtigt hovedet mod hans hånd mens hun betragtede ham. Men hun kunne næsten havde forvetet at bevægelsen ville påføre ham smerte. Hun strøg fingerspidserne over hans håndryg da han fjernede hånden fra hendes kind igen. Hun lod hånden hvile mod hans da hun lod den synke ned mod sengen igen. Hun betragtede ham som han tydeligvis kæmpede med noget. Følelsen af at være begrænset måtte også være ny for ham. Hun fulgte roligt med i hans indre kamp selvom hun ikke indså alle de faktorer der spillede ind i kampen. Men hun ville ikke afbryde ham. Han lod til at komme frem til noget. Men det resultat han indviede hende i var langt fra det Yaya havde forventet.
Yaya betragtede ham måløs et øjeblik. At noget eller nogen, endda hende selv, kunne få Ciel til at sige noget så langt fra normen kom fuldstændig bag på hende. Hun var ikke sikker på megen troværdighed hun skulle ligge i hans ord i hans nuværende tilstand. For der var tydeligvis mange modstridende følelser i hans krop. Hun trak langsomt hånden væk fra hans pande igen men stoppede tøvende bevægelse og holdt hånden mellem dem. Så smilede hun lettet og lagde hånden mod sengen. Ciel kunne garanteret ikke forestille sig hvor meget de ord lettede. Hun tvivlede på at det betød at han ville holde sig i sengen, eller blot ville holde sig i ro, men hvis han faktisk mente de ord så ville han måske ikke bebyrde sig med arbejdsopgaver mens han var skadet. Det ville fremme healingsprocessen en hel del. Hun valgte ikke at kommentere på hans hvisken da hun havde en fornemmelse af hvor svært det havde været for ham at indrømme. I stedet nikkede hun blot og smilede henrykt. Hun troede på hans ord og stolede på at han i hvert fald ville forsøge at holde sig fra arbejdet. Men det skulle blive interessant at se om han kunne.
Hans drillende kommentar fik hende til løfte øjenbrynene, så smilede hun et smil der tydeligt sagde at hun accepterede hans 'udfordring' og samtidig udfordrede ham igen. "Jeg tror godt jeg kan vænne mig til det" svarede hun. Hun ville med glæde sætte sine interesser på pause for at få ekstra tid til ham i de dage, det var jo ikke så tit hun fik sådan et tilbud. Men ligesom ham, 'arbejdede' hun med levende væsner der ikke kunne undvære hende opmærksomhed i længere tid af gangen. Også fordi hun ikke mente at hendes ansatte håndterede hestene efter hensigt hvis hun ikke holdt øje med dem. Men hendes udfordring bestod lidt i at han så også skulle holde sig fra arbejdet i de par dage han snakkede om. For hun var ikke helt sikker på om det var muligt for ham. Men hun ville ikke bedrejde ham noget, han havde trods alt levet for sit arbejde i flere år, så hun forventede ikke at han pludselig kunne stoppe på kommando.

Det hjalp på hendes indre uro at skrive det hele ned, men hun måtte huske at brænde papiret eller bringe det med hjem i sikkerhed for nysgerige blikke. Alle kunne jo være en fjende, så hun måtte holde disse kort tæt ind til kroppen nu Ciel havde valgt at betro sig til hende. Hun blev mindre anspændt, men måske reagerede hun ubevidst på at Ciel langsomt slappede af. Hun kiggede over på ham da der var et naturligt ophold i hendes skriveri. Et roligt smil gled over hendes ansigt og hun betragtede ham lidt inden hun skrev videre. Yaya mente selv at hun var det mest logiske valg af de to, netop fordi det ville ulogisk at hun var i besidelse af bogen. Og så fordi at Ciel var skadet og ikke ville skåne sig selv hvis han blev angrebet. Jo mere hun overvejede jo mere foretrak hun selv at bringe bogen hjem. Men troede mutanterne at Ciel havde bogen angreb de nok alligevel. Hun ville måske også beodre ham en eskorte. Hun smilede skjult for sig selv ved tanken. Den var helt klart uønsket fra Ciels side men hun kunne ikke kaste ønsket om hans sikkerhed væk. Men måske han blev på slottet til han var mere rask. Hun kastede et blik på hans liggende skikkelse, tja, hun havde da lov til at håbe. Hun skrev videre indtil han talte til hende. Hun lagde pennen og vendte sig mod ham. Hun overvejede det løfte han vil have hende til at afgive et øjeblik. Yaya fornemmede grunden til at han ønskede hende bevogtet på vejen tilbage til palæet og hendes fingre strejfede stoffet mens hendes udtryk blev lettere tankefuldt. Så nikkede hun. Hun ville efterkomme denne forespørgsel uden indvendinger. Også selvom det betød at turen hjem ville foregå i et langsomt tempo og med uønsket selvskab. Det behagede hende ikke, men hun var villig til at acceptere det når det var Ciel der bad om det. Hun spurgte ikke ind til valget af vagter, enten ville Ciel personligt udpege nogle vagter ellers klarede slottet det nok. Hun havde ikke tænkt sig selv at snakke med vagterne, det endte aldrig godt, når hun skulle tvinge sig selv til at acceptere deres blotte tilstedeværelse i hendes nærhed. Hun brød sig ikke om soldater. Et lævn fra hendes opvækst i MeRosal. Det var tydeligt at det ikke behagede hende selvom hun ikke sagde det højt.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel var villig til at tage flere chancer med hensyn til sit eget liv, men gik det først ud over hans familie, så ville han næppe kunne tilgive sig selv. Men hvor det ville lede ham hen, ville han helst ikke finde ud af. Mutant eller ej, så skulle der var orden i byen og dette kunne bedst opnås, hvis der var kontrol over alle mutanter. Han vidste dog godt, at det ville blive svært at lukke dem alle inde, men på den anden side, så ville han næsten gøre alt for at mindske risikoen for frie mutanter på gaden. Ingen kunne vide hvad fremtiden ville bringe, hverken uden eller med mutanter, Ciel var blot overbevist om at hvis han ville beskytte sin familie, så måtte han sætte en stopper for dem. På den ene eller anden måde.
Nok havde Yaya ret, men om han ville indrømme det direkte overfor hende var aldrig rigtig til at vide, som han havde forskellige perioder, hvor han intet havde imod at indrømme ting over for hende, specielt ikke når hun havde ret, andre gange forsøgte han bare at være en anelse mere stædig i håbet om ikke at indrømme noget, hun senere ville kunne bruge imod ham. Inderst inde var han ikke helt tilfreds med at vagterne havde tilkaldt Yaya, men lige nu var han nu ganske taknemmelig for hendes selskab, også selvom hendes selskab var med til at lænke ham i sengen. Man kunne også fornemme på ham, at det irriterede ham, men alligevel forsøgte han at ligge en anelse skjul på det.
Han ville aldrig nogensinde kunne acceptere en skade, medmindre at den virkelig var så alvorlig at han slet ikke kunne bevæge sig. Men nu hvor han stadig kunne bevæge sig, så kunne han ikke se, hvorfor det skulle tvinge ham til at blive i sengen. Der var jo bestemt ingen grund til dette. På den anden side, så ville han hellere ligge hjemme i palæet, som på slottet..
Indvendigt havde han lyst til at bande over situationen, men alligevel kunne han ikke lade vær med at smile af hendes omsorg. Hun var muligvis den eneste, som ville give ham omsorg, noget han selv var skyld i, nu hvor han havde det rygtet, som han aldrig ville eller kunne slippe af med. Til tider måtte det jo kunne lade sig gøre for Ciel at overraske Yaya også selvom hun ofte regnede ham ud, så lod det til at hans ord faktisk kom bag på hende.
Ciel ville næppe kunne love hende noget, men alligevel vidste han godt, at han blev nød til at forandre sig, hvis han ikke skulle ende med at skade Yaya igen, som sidste gang. Han ville ikke kunne holde til at se hende kollapse endnu en gang, og da slet ikke på grund af noget som han havde været skyld i. Derfor ville han også træde mere forsigtig og minde sig selv om at han næppe ville finde nogen ligesom hende, derfor blev han også nød til at gøre en indsats for at holde fast på hende, uanset hvad dette måtte betyde, så måtte han ofre sig nogle gange.
Smilet på hans læber blev ikke mindre, da hun lod til at forstå hans ord og straks accepterede hans udfordring, også selvom det ikke direkte var en udfordring, så var han glad for at hun kunne give ham en chance for at bevise sig overfor hende.
"Tror?"
gentog han i en drillende tone, som han så en anelse skuffet på hende, noget der forandrede sig meget hurtigt, hvorefter han blot accepterede hendes ord. De skulle begge vende sig til det, derfor kunne han ikke tvinge hende til at forstå det med det samme. Desuden så var han nød til at bevise det overfor hende, på den ene eller anden måde. Han skulle nok få rig mulighed for at overbevise hende, så var det bare op til ham, om det ville lykkedes ham første gang, eller om der skulle flere forsøg til.

Egentlig vidste Ciel ikke hvad hun havde gang i, men det gjorde ham bestemt ikke noget, at hun lavede noget, eftersom at hun umuligt kunne blive ved med at sidde ved hans side. Han var jo ikke til megen nytte lige nu. Om det var et dumt valg eller ej, at betro sig til Yaya, kunne han endnu ikke bedømme, også selvom det muligvis ville kunne bringe hende i fare, så ville han næppe forvente noget lignende af hende igen.
Hvis Yaya først valgte at komme frem med hendes argumenter, så ville Ciel næppe kunne sige hende imod, også selvom at de fleste mutanter måtte kende til Yaya på et eller andet plan. De fleste vidste da udmærket godt at han var gift, også selvom han hade været alene med Caleb i flere år og faktisk ikke havde haft kontakt til Yaya, så var nyheden langsomt ved at nå rundt i de fleste kredse. Uanset hvad, så ville der ikke være noget klogt i at lade bogen vandre fra det ene sted til det andet. Han blev muligvis nød til at finde et mere sikkert og permanent sted til bogen før at nogen kom galt afsted? Det at Yaya lod til at tage imod hans ord og fakisk være villig til at tage hjem med følge fik ham blot til at smile, som han straks var mere afslappet af at vide, at hun ville have en sikker rejse hjem.
"Så skal jeg nok blive i sengen så længe"
forklarede han roligt, som om det var et komprimi for at tvinge hende til at lade vagterne følge hende hjem. Også selvom det var for hendes egen skyld, så ville han gerne gøre noget for at få hende til at acceptere det bare en lille smule mere. Han vendte roligt hovedet mod hende, som han jo tydeligt kunne læse på hende, at hun ikke var tilfreds med at skulle have selskab af vagterne på slottet, dog så Ciel ingen anden udvej end at lade dem følge hende hjem, nu hvor han ikke selv kunne klare det. Og hvis han kunne så ville det bare bringe hende i yderligere fare, for dem som ikke vidste hvordan Yaya så ud. Hvis de først kunne sætte et ansigt på hende, så ville hun være i yderligere fare. Så hellere være anonym i kampen mod mutanterne?