know or don't know?

[Akio Minori Takahiro]

Minori så hvordan vagten begyndte at koge af vrede og tog om minoris hals der strakte han bare halsen nærmest for at hjælpe. sikke sølle vagter. han ventede med at trakke vejret dybt og ventede med at synke til manden slap grebbet. han så nu en af de andre vagter og holdte bare øje med hvad han gjorde. han mærkede stille hvordan hans hals blev sluppet og han kunne synke igen. de kolde øjne gled rundt i rummet og håbede at silvia ikke lod nogle komme tæt på. men han kunne ikke vide hvad der skete.

[Ciel Dé Ricéy]

Det virkede ikke rigtig som om at behandlingen havde nogen voldsom effekt på Minori, noget der ikke ligefrem gjorde vagterne særlig tilfreds.. Eftersom at de helst så at han begyndte at skrige eller noget lignende, så der i det mindste var mulighed for at se noget smerte i hans ansigt, men det hele virkede tomt og ligegyldigt, derfor endte dog også med at den ene vagt bevægede sig hen foran Minori og gav ham en ordentlig knytnæve lige i maven.
"Endelig får du, hvad du har fortjent"
lod det en anelse hæst fra en af vagterne, som bestemt mente at Minori skulle have haft sådan en omgang for længst.. Det havde sikkert også været uundgåeligt, eftersom at Ciel havde brugt meget tid på at skaffe en mutant, der kunne afsløre mutanternes beskytter, derfor ville han også blive yderst arrig, hvis det viste sig at være den forkerte. Men så igen, så ville det blot gå ud over den kvindelig mutant, som havde afsløret Minori for vagterne.

- - - - - - - - - - - - - - -

Vagten var yderst nervøs for at Silvia ikke ville hoppe med på legen, men samtidig så strejfede tanken omkring mutanter også hans tankegang, som han forsøgte at holde styr på sig selv. For hvad nu hvis hun i virkeligheden var mutant? Og hvad gik hendes evne mon ud på? Havde hun krammet på ham, og var han blevet lokket ind i en fælde.. Dog endte det med at Alexx blot så til, imens at hun løb op til baren og fik lavet en aftale med hendes kollega, før at hun vendte tilbage. Dog valgte han blot at nikke til ordene, også selvom han godt vidste at hun ikke ville komme tilbage før om lang tid, så forsøgte han at opretholde sin facade og følge hende ud, hvorefter han bevægede sig hen til hesten og tilbød hende sin hånd, så de kunne komme afsted. Alexx kunne dog godt fornemme på hende, at hun ikke var særlig tryg ved hesten, derfor valgte han at smile beroligende.
"Bare rolig, hesten er godt trænet."
sagde han med et let smil på læben og hjalp hende op, så hun kunne sidde bagved ham..

- - - - - - - - - - - - - - -

Kursen blev vendt mod palæet, i en nogenlunde fart, eftersom at der snart var gået en time, så de skulle skynde sig, hvis Ciel ikke skulle miste sin tålmodighed. Hesten var yderst veltrænet, som han også havde forklaret hende, eftersom at han havde fået lov til at låne Ciels hest.. En hest der var van til at ride hurtigt og præcist, derfor gik der heller ikke lang tid før at de red ind i gården og vagten sprang af, for at tilbyde hende sin hjælp.. Man ville tydelig kunne høre klovenes trin mod stenene i gården, også selvom man måske befandt sig i gården.. Derfor kunne man også fornemme en skikkelse oppe på 1. sal, der straks bevægede sig nedenunder og trådte hen til døren for at bevæge sig udenfor.. Ciel smilte en anelse, da han fik øje på Silvia.
"Godt arbejde, Alexx. Nu vil jeg bede Dem om at følge Frøken Silvia ind i mødelokalet"
stemmen var magtfuld og yderst stolt, som Ciel gik til side og faktisk bevægede sig mod kælderen.. Med mødelokalet havde han selvfølgelig ment kælderen, hvor Silvia ville få sig noget af en overraskelse.
Vagten gjorde som der blev sagt og tilbød Silvia sin arm for at følge hende ind i palæet og ned i kælderen, hvor en noget så forslået Minori var bundet til loftet og gulvet.. Vagterne trådte til side og Alexx låste døren i det sekund, de trådte ind i rummet. Ciel selv befandt sig inde i skyggerne.

[Silvia Hunter]

Man kunne vel godt sige, at Silvia havde været nervøs for at falde af hesten på hele turen, derfor havde hun også forsigtigt lagt armene rundt om Alexx også selvom han tydeligvis ikke var typen, der ville blande sig i andres liv, så mente hun godt at hun kunne tillade sig at holde fast i ham. Det sidste hun i hvert fald ønskede var at falde af hesten. Hun var ikke særlig tryg, men så en anelse forbløffet på palæet, som det kom til syne i horisonten. Hun vidste ikke helt hvor hun befandt sig henne, men på den anden side, så havde hun godt kunnet gætte sig til, at vagten kom fra et højt stående sted, selvom hun først havde overvejet slottet, så måtte hun tænke sig yderligere om for at finde ud af, hvor hun egentlig var henne.
Idet at de red ind i gården kunne hun tydeligt høre stenene under dem, som om de gav efter, men alligevel klamrede hun sig til vagten og forsøgte at bevare så meget ro, som overhovedet muligt. Derfor var hun også lettet over at vagten hjalp hende ned fra hesten, så hun igen kunne få fodfæste. Hun så en anelse stift på manden, der bevægede sig ud fra palæet og bød hende velkommen. Hun ville gerne have takket, men han forsvandt alt for hurtigt også selvom hun fulgte med vagten.
Hun følte en form for kvalme stige hende til hovedet, da hun kom tættere på kælder døren og tog sig til hovedet, også selvom hun godt kunne mærke på vagten, at hun ikke skulle bruge alt for meget tid på pjat, så stoppede hun op. Det blev dog ikke rigtig bedre, så hun blev ført ned i kælderen og gispede lidt efter vejret.. Lige med et vendte ilden tilbage og hun havde lyst til at skrige, hvorefter hun faldt på knæ i kælderen og tog sig til hovedet i smerte. Hun gispede efter vejret og så lidt rundt.
"Hvad er dette her for noget?"
Spurgte hun mere eller mindre undrende, eftersom at hun godt kunne se en mand hænge fra loftet. Han var både spændt fast omkring arme og ben, hvilket fik hende til at trække sig tilbage, selvom hun løb lige ind i Alexx arme, der blot trak hende med sig om foran, så hun kunne se ansigtet. Hun stirrede munden og hev i sine arme for at komme over til ham.. Hvad havde de gjort ved ham? Hun trådte Alexx over tæerne, men gik helt i stå, da hun fik et glimt af nåle, som var placeret i hans arme.. Og der blev kun sat flere i?
"Stop det!"
skreg hun, imens at hun hev og sled i sine arme for at komme fri. Hvad havde de gjort ved Akio? Hvor var hun?

[Akio Minori Takahiro]

Minoi var trænet i at være kold og ikke at give efter noget noget som nåle og totur. Han fik pludselig en ordentlig knytnæve i maven og bøjede hovedet frem og hostede. Han havde ind til videre 6 nåle i sin venstre arm. Armen var rød af blod. Han så op på vagten som havde slået ham. Fik som han fortjente. Vis nogle fortjente dette var det ciel og hans vagter. Minori spyttede ned foran sig. Han blodte efter slaget i maven. Han slikkede det resterende blod fra sine læber af og så på vagten.
”i må virkelig blive betalt godt siden i gider at gøre jeres chefs job.”
Han havde ret. De gjorde jo det som ciel skulle gøre. Det var hans fanger men det var vagterne som gjorde arbejdet. Vagterne måtte virkelig få en meget stor lån. Han så rundt og sukkede stille og lukkede øjnene som om at han var ved at falde i søvn men han spekulerede på en flugt plan.

- - - - - - -

Der gik omkrin 10 minutter til døren ned til dem åbnede. Han så op mod lyset fra døren. Han kunne ikek se andet end lidt lys og valgte at så væk igen. En stemme lød. Den lød bekendt. Minori var sikker på hvem det var og begyndte at forsøge på at kæmpe sig fri som før men det hælp ikke. Vagten alexx kom over foran ham hvor der stod en vagt og bar træt af at minori forsøgte på at hive sig fri så han slå Minori med en knytnæve lige under højre øje og grinte ondt. Minori måtte følge slaget og mærkede hvordan smerten dunkede. Han hørte igen stemmen råbte stop. Han åbnede øjnene og så frem for sig med et hævet øje og et almindeligt øje. Han så lige ind i silvias øjne. Et svagt tegn på at han opgav vidste sig i hans øjne. Hans tænker var tomme. Det var han nød til for ikke at skrige pga smerten. En stor nål i skuldren og 3 i hans over arm og 3 i hans under arm og han skreg ikke. De fleste ville ha skreget deres lunger tomme.
”advarede jeg dig ikke. Du skal ikke røre hende”
Hans stemme var hård og bestemt men stadig ikke helt opgivene. Han så op på vagten der holdte silvia og sendte et rigtigt dræberblik. Alexx skulle få betalt at føre en uskyldig pige her til.

[Ciel Dé Ricéy]

Stemningen havde forandret sig noget så voldsomt, men Ciel var efterhånden ved at være ganske utålmodig og havde det egentlig godt nok med at vagterne og kunne tage del i morskaben, eftersom at han godt kunne fornemme på dem, at de måske nød det lidt for meget? Men Ciel valgte dog at se roligt til, som Silvia blev ført ind i rummet og nærmest blev beordret til at forholde sig roligt, eftersom at flere vagter valgte at holde hendes arme.. Hun skulle ikke spændes fast endnu, eftersom at Silvia skulle have lov til at se direkte på Minori, blot for at se smerten, også selvom Minori var yderst god til at skjule det, så havde Ciel på fornemmelsen af, at han umuligt ville kunne holde for evigt.
"Skal vi se at få gang i festlighederne?"
sagde han med en kold stemme, hvorefter han trak sig lidt ud af skyggerne, uden at man kunne se ham helt.. Han var ikke helt dum og vidste godt, at han skulle passe på sin egen identitet, også selvom Silvia muligvis ville kunne finde hen til hans palæ, så var han overbevist om, at ingen ville tro på hende, eftersom at Ciel Dé Ricéy aldrig kunne drømme om at torturere nogen. Der tog de dog fejl. Med tiden havde han nemlig lært, at man ikke altid kom særlig langt kun med ord. Derfor var vagterne også blevet bedt om at gå hårdt til værks og ikke holde sig tilbage. Ciel smilte let, som endnu en nål blev stukket igennem hans arm.
I det at Silvia råbte stop gik vagterne i stå blot for at lade blikket glide over på hende, før at de trak Silvia helt hen til Minori for efterfølgende at banke en knytnæve igennem hans mave.. Silvia skulle kunne se det hele, men det ville også meget snart blive hendes tur.
"Skal vi starte med et let spørgsmål? Hvad er jeres relation til hinanden?"
spurgte Ciel ganske roligt, hvorefter han vendte ryggen til Minori, Silvia og vagterne for at bevæge sig over til bordet endnu en gang, hvorefter han trak en længere dolk frem under et tæppe og bevægede sig om bagved Minori.. Han kunne selvfølgelig vælge at holde sig helt skjult for Silvia, men han var overbevist om, at dette ville give hende så mange traumer, at hun umuligt ville have lyst til at huske tilbage på hans ansigt. Ciel tog dog fat i en nål, der var placeret i hans underarm og knækkede enderne af, så det ville være svært at få dem ud senere..

[Silvia Hunter]

Silvia anede ikke hvad hun skulle stille op og følte sig klemt imellem vagterne, der forsøgt at holde hende tilbage. Hun ønskede ikke at se på dette og blev yderst skræmt, som hun fik øje på det hævede øje. Hvad var der sket her, og hvorfor var hun blevet trukket med ind i det hele? Hun rystede mere eller mindre over hele kroppen, som hun blev ført hen til Minori. Hun skulede dog mod stemmen og havde mest af alt lyst til at springe på manden, men hun kunne intet gøre, andet end at kommunikere med Akio..
"Vi har intet med hinanden at gøre.."
sagde hun mere eller mindre rystende, som hun fornemmede at den ene vagt lagde an til at slå Akio i maven igen. En tåre trillede frem fra hendes kind. Det var umuligt at skjule deres forhold til hinanden. Øjnene var næsten ens, også selvom Minori's øjne lignede katte øjne, så var farven den samme.. Derfor så hun lettere koldt og stædig på Ciel, da han endelig trådte frem fra hans skjul og bevægede sig om bagved Minori. Hun stivnede helt, da han havde en dolk med i hånden. Men heldigvis for hende, valgte han ikke at bruge den lige foreløbig. Dog rystede hun på hovedet, idet at Ciel knækkede nålene, så de ikke ville kunne blive hevet ud lige med det samme.
*Undskyld, Akio, jeg skulle aldrig have fortalt dig sandheden..*
tænkte hun lettere skuffet over sig selv. Fordelen ved hende var, at de sagtens kunne ligge en plan uden at Ciel ville kunne få noget med. Men om Akio var med på ideen, vidste hun jo ikke. Hun så helst ikke ham komme til skade og var ligeglad med sig selv.

[Akio Minori Takahiro]

Minori holdte øjnene lukkede i lang tig. Han knyttede næverne og mærkede igen en knytnæve i sin mave. Han bed tænderne sammen. Silvia havde lige lært ham at kende men nu ville hun se hvorfor han i så mange år var blevet set som kold og ond. Hun ville se hvorfor han havde prøvet at skjule sandheden om sin fortid. Han så op på vagten foran sig. Han vidste ingen følelser. Ingen smerte og ingen selvmillidenhed. Hvilket andre ville ha lige nu. Han så mod sin arm hvor han så en hånd knækkede nålen. Det var tydeligt at han kæmpede for ikke at skrige. Han hørte Ciels spørgsmål og trak vejret dybt.
”hvad rager det Dem”
Minori var ikke bange af sig. Han så mod Silvia og lukkede øjnene stille.
*Silvia få et godt blik på manden. Han har ikke ville vise sig for mig og jeg skal bruge hans ansigt når jeg slipper fri”[/i]
Minori prøvede at bevare roen og ikke at vise noget. Han mærkede hvor svært han havde ved at mærke og bevæge sine fingre i venstre hånd. Minori koncentrede sig om at bevæge fingrene så meget som muligt for at beholde følelsen i dem. Han så op på silvia og prøvede at sige med hans øjne at hun bare havde at kæmpe for ikke at knække sammen.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke rigtig fordi Ciel havde tænkt sig at torturer Minori yderligere, eftersom at han godt kunne mærke på ham, at det ikke rigtig var noget der fik ham til at bukke under, derfor forsøgte han blot at gøre tilværelsen en anelse mere ubehagelig for Minori, så han måske ville opleve det hele en anelse værre end det var. Men Silvia virkede tydeligvis heller ikke særlig glad for situationen, dog valgte han at nikke let til vagterne, som trak Silvia hen til væggen, hvorefter hendes hænder blev spændt fast til muren. Benene blev lænket sammen, dog ikke til muren, eftersom at han ikke fandt det nødvendigt. Han skulle jo blot lige have styr på hende. For nu i hvert fald.
"Det rager mig faktisk en hel del. Jeg kan jo se at jeres øjne minder om hinanden."
sagde han ganske roligt, eftersom at han ikke kunne bruge Silvia's svar til særlig meget, fordi han godt kunne se at deres øjne mindede om hinanden, derfor havde han også en mindre mistanke, selvom den ene havde lyst hår og den anden mørkt. Noget der ikke gav mening. Hvis Ciel havde vist, at de kunne kommunikere med hinanden igennem tankerne, så havde han muligvis ikke bragt dem sammen, men lige nu kunne han ikke gøre så meget, dog valgte han at bevæge sig mod Silvia med dolken i hånden. Han lod dolken hvile mod hendes hals, imens at han lod den presse en anelse på, så hun ville få et mindre snit i halsen. Ikke dødeligt eller noget, blot som en trussel.
"Så jeg spørger igen: Hvilken relation har i til hinanden?"
Spurgte han en anelse utålmodig, hvorefter han lod den ene hånd stryge hen over Silvias hår, for at tage fat i hendes nakke hår og hive hendes hoved tilbage mod muren, så hun kunne få lov til at stirre op i loftet.. Han lod dolken hvile mod halsen, men lod den også glide ned af hendes krop. Det kunne jo være, at han kunne finde et ømt punkt til Minori?

[Silvia Hunter]

Silvia turde ikke rigtig kigge på, som nålene blev knækket en for en. Hun var virkelig bange for, hvad der ville ske med Akio's arm, hvis de overhovedet slap fri fra dette. Mon han ville kunne bruge armen frem over eller ville det komme til at hæmme ham i fremtiden? En ting var sikkert, hun var bange for hendes halvbrors liv og ville helst se en ende på dette. Dog nikkede hun svagt til Akio, selvom hun sagtens kunne have svaret ham, så blev hun også nød til at spare på kræfterne. Dog var hun ikke van til at opretholde en facade, der kunne holde tortur ud. Silvia var ikke typen, der var van til tortur, så hun ville få yderst svært ved at holde dette ud.
Alligevel forsøgte hun at gøre modstand, da vagterne slæbte hende mod muren, hun brugte benene til at sætte mod muren, så de ville få svært ved at spænde hende fast, men alligevel lykkedes det dem, at spænde hende fast til muren. Men heldigt nok for hende, så kunne hun bevæge sine arme en anelse. Noget hun så til gengæld havde svært ved, var at aflæse Akio fra denne afstand. det irriterede hende voldsomt, men hun forholdt sig roligt, da Ciel bevægede sig mod hende. Hun skulle forsøge at huske hans ansigt.. Ellers ville hun ikke kunne hjælpe Akio med en hævn senere.
"Ingen"
svarede hun igen, da hun mærkede dolken mod hendes hals. Hun snak en mindre klump og lukkede øjnene, da Ciel tog fat i hendes hår. Nu kunne hun kun stirre på loftet, imens at Ciel havde vendt Akio ryggen, så han ikke kunne se hans ansigt.. Det irriterede hende noget så voldsomt, som hun begyndte at hive i sine arme, også selvom hun kunne mærke dolken mod hendes krop. Hvorfor skulle dette lige præcis ske for dem? Hun så ikke Akio, som mutanternes beskytter, men nærmere som sin halvbror eller broder. Dette var ikke i orden.

[Akio Minori Takahiro]

Minori så hvordan de slæbte hende mod væggen og han hev i sine ben og arm og hans øjne var dræbelige. Han så en ryggen der gik mod Silvia. Han hev og sled i sine arme og krop. Han puls var høj af raseri. Han gik mod silvia med en dolk og det kunne Minori slet ikke lig. Han så hvordan lidt blod kom ned fra hendes hals. Han begyndte at hvæse lavt.
”hvem siger vi har noget med hinanden at gøre! Hun har sikkert bare været en af mine kunder som jeg huskede bedst fordi vi sikkert havde en lille snak.”
Lige nu gjorde han alt for skåne Silvia. Men han kunne intet gøre. Han var fanget godt og grundigt. Han var tæt på at råbe på at han nok skulel fortælle alt men måske skulle han bare vente. Måske skulle han vare holde denne holdning. For nok var deres øjne ens men det var manges øjne jo. Han var ligeglad med totur på sig selv og håbede virkelig at silvia ville være stærk. Ellers kunne Minori ikke være stærk. Han ville ikke kunne klare vis hun knækkede under denne form for press.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel valgte at ignorere Minori eftersom at han godt havde fået en fornemmelse af, at han muligvis kunne trænge ind til ham, hvis han blot benyttede sig af denne perfekte mulighed, Silvia, som Minori havde været så sød at afsløre. Så i bund og grund kunne han jo takke sig selv for at Silvia var blevet bragt til palæet? Derfor valgte han også at holde mere øje med Silvia og hvordan hun reagere på situationen, selvom hendes svar heller ikke passede ham særlig meget..
"Og det er derfor at du vælger at snakke i søvne og sige at hun ikke må komme til skade? Det lyder ikke som en kunde i mine ører."
sagde han ganske koldt og lod et ondt smil gled hen over sine læber, eftersom at Minori ikke skulle forsøge at bilde ham noget ind, da han ikke ville finde sig i det. Derfor valgte han at trække op i Silvias ærmer, for at give tegn til en vagt, så de kunne begynde på nålene. Vagten smilede roligt, imens at han samlede nogle nåle op fra bordet og lagde dem i Ciels hånd, der nikkede roligt, før at vagten forsvandt ind i skyggerne, sammen med de andre. Lænkerne skulle nok kunne holde på dem begge, både Minori og Silvia, de var trods alt rimlig robuste.

[Silvia Hunter]

Silvia så en anelse skræmt mod Akio og rystede lidt på hovedet, eftersom at hun ikke vidste hvordan hun skulle kunne holde dette ud. Hun var allerede nu skræmt yderst meget, samtidig med at hun helst ikke ville svigte hendes halvbror. Dog så hun lettere undrende på Akio, da hun hørte Ciel's ord. Havde han drømt om hende og sagt at hun ikke måtte komme til skade? Havde han mon accepteret deres forhold. Et hurtigt smil dukkede frem på hendes læber, som hun sendte til Akio, men hun var dog en anelse bange for Ciel's tone.. Han var tydeligvis ikke en mand der var særlig tålmodig, samtidig med at hverken Akio eller hende selv svarede på spørgsmålet.
*Akio.. Jeg ved ikke hvad jeg skal stille op*
tænkte hun lettere opgivende, før at hun vendte blikket mod Ciel igen, der åbenbart var igang med at planlægge noget voldsomt. Hun stivnede også i det at hun kunne fornemme vagten komme over med nogle nåle, hvorefter hun hysterisk forsøgte at rive sig selv fri fra lænkerne.. Hun skulle ikke stikkes i.. Hun ville helst bare gerne forsvinde her fra, derfor rystede hun også voldsomt på hovedet af Ciel, da han først fik nålene i hånden.
"Nej.."
sagde hun lettere bedende og trak i sine arme for at komme fri. En tåre trillede ned på hendes kind og landede på det kolde gulv under dem. Silvia var ikke van til at opleve noget lignede dette og derfor kunne hun ikke holde det ud i længden.

[Akio Minori Takahiro]

Minori så på Ciel og Silvia. han hørte hendes tænker og var nød til at finde ud af hvordan hun skulle slippe. han så på vagterne som kom med nålene. nej nej det måtte ikek ske. han hev i lænkerne og benene og gjorde alt for at komme fri. hans arme fik store slid mærke lige som hans ben. han blev helt slap og havde lukkede øjne.
"OKAY!... Jeg skal nok fortælle det hele. jeg skal nok svare ærligt på alt... VIS du lader Silvia gå."
det var tydeligt at han ikke kunne se hende blive skadet. han kunne ikke se hende få samme smerte som han fik. han havde gået igennem ild så nåle var næsten ingen ting. men han ville ikek ha silvia skulle lide pga hans drømme snak. han havde bøjet hovedet så hanshår log over ansigtet. han ville ikke ha silvia kom til skade.

[Ciel Dé Ricéy]

Idet at Silvia reagerede mere eller mindre hysterisk valgte Ciel blot at tage et hårdt greb rundt om hendes arm, så hun ikke havde mulighed for at flytte armen væk imod hans vilje. Derfor valgte han også at tage imod nålene med den anden hånd.. Eftersom at hun ikke skulle kunne slippe så let, selvom han godt lyttede til Minoris ord, så havde han ikke tænkt sig at lade hende slippe så let, fordi dette ville blot betyde at hun muligvis ikke ville ende med at glemme hans ansigt på grund af traumerne, fordi så var der jo ikke sket noget med hende. Så hvad skulle hun egentlig frygte, derfor kunne man godt sige, at Ciel gik imod Minoris forslag, og valgte at benytte sig af en helt anden vej. To vagter blev bedt om at holde fat i Silvia arm, hvorefter Ciel begyndte at presse en længere nål ind i hendes arm. Minori skulle ikke tro, at han ville lade hende slippe så let.
"Uanset hvad, så kommer du til at svare på alt, Minori.. Hvis du ønsker at se hendes forlade kælderen på egne ben.. Jeg kan selvfølgelig godt sørge for en ligvogn, men det er ikke sikker at det passer dig?"
sagde han blot koldt og lettere ondt, som han lod blikket glide ind i Silvias øjne, selvom han muligvis tvang hende til at kigge ind i hans øjne, så gjorde det ham ikke noget. Man kunne dog godt fornemme den form for fryd, der viste sig i hans øjne, imens at han blot holdt øjenkontakten med hende. Ciel ville se hvilken smerte han havde på ført hende og om hun mon ville bryde helt sammen eller kæmpe videre, som ham..
Efter noget tid vendte han sig mod vagten og tog endnu en nål frem fra sin hånd, for at bevæge sig mod Silvia endnu en gang.. Nu var det ikke længere Minoris tur til at mærke nålene, nej nu var legen komme til Silvia, og den ville hun næppe slippe godt fra, medmindre at Minori fortalte htam det han gerne ville vide.

[Silvia Hunter]

Det hele var alt for overvældende for Silvia, eftersom at hun ikke rigtig kunne finde hoved eller hale i denne diskussion, som kørte imellem Ciel og Akio.. Hun virkede dog lettere opgivende, idet at Ciel greb fat ud efter hendes arm og nærmest var igang med at stoppe blodtilførelsen til hendes arm, selvom hun godt vidste at dette ikke var enden, så havde hun muligvis håbet på at Ciel blot ville vente et øjeblik og snakke med Akio, så hun kunne nå at samle sin kræfter..
"Du gør det ikke!"
skreg hun nærmest af Akio, eftersom at hun ikke ønskede at han skulle fortælle denne mand alt. Det ville være mutanternes undergang, hvis der kom alt for mange informationer ud blandt mennesker.. Hun var allerede nu sikker på at Ciel var menneske, sammen med hans usle vagter, men hun nåede ikke at tænke meget længere, før hun så vagterne nærme sig og gribe ud efter hendes arm. Idet at hun mærkede nålen presse mod hendes hud bed hun tænderne sammen og havde lyst til at skrige, da den blev presset ind i hendes arm. Man kunne tydeligt se smerten i hendes ansigtsudtryk, som hun klemte øjnene hårdt og smertefuldt i, imens at hun forsøgte at bearbejde smerten, men senere blev hun tvunget til at se Ciel i øjnene. Tårene trillede ned af hendes kind, hvorefter hun så koldt på ham og faktisk valgte at spytte ham i hovedet.
"Bare vent.. Du kommer til at fortryde dette!"
sagde hun irriteret og forsøgte at sparke ud efter ham med sine ben. Lige i øjeblikket havde hun glemt alt om Akio, men alligevel forsøgte hun at håndtere vreden inde i sig selv, som var blevet voldsommere af smerten. Hun rev i den modsatte arm, eftersom at hun ikke turde bevæge den anden på grund af smerten, som bevægede sig længere ind igennem armen mod hendes overkrop. Det var pinefuldt, men hun forsøgte at holde ud, blot for Akios skyld.