Post by Victor Emile Laurent on Apr 5, 2012 21:04:11 GMT 1
*Victor Emile Laurent*
Fulde Navn: Victor Emile Laurent
Kalde/kælenavn: Vic (og for hans aller nærmeste Emile)
Alder: 28, og ligner en på cirka den alder
Seksualitet: Aseksuel (Sex er ligegyldigt for ham, og hverken mænd eller kvinder tænder ham. Han forstår dog, at det kan være yders brugbart til bestemte formål)
Bydel: Syd (Men ses med jævne mellemrum i Vest)
Job: Victor er en uhyggeligt tålmodig mand, med sans for detaljer, og han har derfor levet ganske udmærket af, at lave diverse smykker af alt fra mere eller mindre værdifulde ædelsten, til knogler, træ og metaller.
Rang: Middelklasse af fødsel
Evner: Victor er født med evnen til, at kontrollere blod på enhver tænkelig måde. Han lærer selvfølgelig stadig, så der er nok for ham at lære endnu. Hemomancy er uendeligt raffineret og brugbart, både for godt og ondt, og Victor lærer konstant.
Heling: Victor kan hele ganske store skader, sår såvel som andre lidelser, på egen krop ved, at kontrollere blodet i ham selv. Det har kostet ham mange smerter gennem årene, da han, i hans søgen efter viden om egen evne, har nær-tortureret sig selv adskillige gang. Victor kan hele sår og lidelser på andre, men det har ikke betydet så meget, at lære det endnu, for ham.
Kontrol: Med sin allerede bemærkelsesværdige forståelse for hemomancy har Victor lært, at holde personer fast og, i langt mindre omfang, at kontrollere deres bevægelser. Dette er dog meget begrænset når brugt mod en anden person, og indtil han har fået meget mere træning er det uklogt af ham overhovedet at bruge det.
Blodcirkulation: Om det er at skabe en blodprop, at foresage lammelser, eller endda at slå ihjel, er hemomancy et fantastisk værktøj. Da alle tre eksempler, og adskillige andre kan afstedkommes af dårlig blodcirkulation, er dette Victors primære våben hvis han bliver tvunget i kamp.
I virkeligheden er der massevis af teoretiske anvendelser for hemomancy og Victor prøver dem flittigt af når muligheden for, at eksperimentere præsenterer sig selv.
Teori: "Udødelighed": Her menes ikke udødelighed som i "han kan aldrig dø," men derimod evnen til, at forlænge sit liv i situationer hvor andre ville dø. Hvis han brænder, kunne han teoretisk set "reparere" sig selv længe nok til, at få slukket ilden og hele op. Ved drukning kunne han tilføje ekstra sekunder, måske endda få minutter ved, at tvinge blodet rundt i hans krop og håbe på, at blive reddet i en fart.
Teori: Ekstra bevægelighed: Med hans kontrol over blod, kommer selvfølgelig en væsentlig øget kontrol over hans egen krop, og hvis han forstår at træne det kan han med tiden lære, at tilføje længde og højde til hans spring og måske endda, at svæve tæt ved jorden.
Teori: Anti-heling: Det aspekt af Victors evne, er et han kun nyligt er blevet klar over. Som han kan hjælpe hans egen eller en andens krop til, at reparere sig selv i et højere tempo, kan han også sløve tempoet og derved forlænge lidelse.
Styrke:
Heling: Simple skrammer og små sår heler indenfor øjeblikke på Victor, og selv om større sår, for eksempel stiksår, er væsentlig længere om det giver det ham ofte en fordel i kamp, at modstanderen er tvunget til konstant at presse ham inden han har helet det værste. Oven i det, er det rart for en allieret at have en med sig som Victor der, hvis han er villig til det kan hjælpe med, at fremskynde deres helingsprocess.
Kontrol: At kunne holde et menneske eller dyr tilbage ved at stoppe blodet i deres kroppe fra bevægelse med kroppen (altså ikke dets bevægelse i årerne), er et fantastisk redskab da man må gå ud fra, at forsøg på bevægelse vil være i hvert fald en smule ubehageligt. Det har ydermere den fordel, at kunne hjælpe en alieret ved, for eksempel at løfte dem en smule ekstra i deres hop, om end dette heller ikke ville føles lækkert.
Blodcirkulation: Dette kunne vel skrives under "Kontrol," men det er bare et forholdsvist stort aspekt af det, der ikke direkte er det samme grundet dets muligheder. I blodcirkulationen finder Victor alle hans favoritredskaber ved hans evne. Tortur, drab, heling af ham selv og andre. Dette er i virkeligheden hans helt store redskab.
Styrke: Teoretiske Evner:
"Udødelighed": Her er, som nævnt tidligere, ikke tale om egentlig udødelighed. Ved at presse sin evne, og sig selv til det yderste, kunne Victor teoretisk set hele sig igennem at brænde, om end kun lige præcis nok til at slukke ilden inden han dør. Samme princip gælder ved druknedøden, da han kunne tvinge blodet rundt i hans krop og dermed udsætte hjertestop i kort tid. Det skal tilføjes her, at Victor formentlig aldrig lærer at mestre denne side af hans evne, da den kræver så meget at den må blive aktiveret af ekstreme situationer, og derved være en ustyrlig kraft der er styret af instinkt, snarere end af hans egen vilje. Skulle det nogen sinde ske, vil Victor formentlig være drænet i mange timer, hvis ikke dage, derefter. Styrken i sig selv er lav set over hans levetid, der stadig er som alle andres, men skulle den en dag aktivere kan den ende med, at redde hans liv.
Ekstra Bevægelighed: Ved at øge blodets cirkulation, kan kroppens styrke flyttes rundt i kroppen. Dette kan give lidt ekstra længde i et hop, og kan redde Victor, teoretisk set, hvis han er presset til at hoppe mellem, lad os sige bygninger.
Anti-Heling: Uden en egentlig styrke i kamp, er dette stadig en mægtig evne at besidde. Ubrugelig hvis man har hjertet på det rette sted, dybt brugbar hvis man er ondskabsfuld. At holde en konge syg, sløve hans rådgivers heling af dennes brækkede ben, etc, kan vise sig utrolig brugbart hvis brugt rigtigt.
Svaghed: Mere end noget andet - Ild, syre og andet der konstant modarbejder hans evne.
Heling: I sig selv har helingen såmænd ikke de store svagheder. Småskrammer bliver helet nærmest ved instinkt, og større sår end han kan håndtere at hele i kamp, flygter han for at komme sig over. Med det sagt, er ild hans helt store banemand på dette punkt, da det konstant tvinger hans krop til, at reparere sig selv. Dette tager enorme mængder af energi fra ham i længden, og bare ved at bruge det i nærheden af ham har man en lille fordel grundet hans frygt for det. Ved siden af ilden, er selvfølgelig aspektet af hans koncentration, der i kamp hverken må fejle på den ene eller anden måde; altså hverken på kampsiden eller helingsiden.
Kontrol: Kontrol kræver Victors fokus, i større eller højere grad. Én ting er, at standse blodomløbet, det er i sig selv let nok for ham og kræver ikke meget, men at holde en person tilbage er opslidende for ham, og ikke noget han nyder at gøre. Hertil skal det siges, at hvis han bliver overrasket og tvunget til at reagere per instinkt, vil han sjældent lægge mærke til hvor krævende det er, og især kontroldelen af ham kan virke uhyggeligt meget stærkere. Det betyder, at Victor let kan kontrolleres selv, hvis man tager sørger for planlægning, eller simpelthen blot overtal.
Blodcirculation: Den største svaghed ved dette, hans største våben, er netop at han er så ferm til det, så sikker i brugen af hans evne på denne måde, at han sjældent overvejer muligheden for fejl. Hvis Victor har fået overtaget og leger med blodet i en fjendes krop, vil denne fjendes allierede ofte kunne se store huller i hemomancerens forsvar. Samtidig vil dette ofte gøre hans mutantside synlig for folk i nærheden, hvis han presser sig selv til mere end "småting," som at få en mands ben til at sove, hans gummer til at klø, og i den dur. Hvis først han koncentrere sig om, at udrette reel skade, begynder hans blodårer at dunke og næsten lyse rødt af hans eget blod.
Svaghed: Teoretiske Evner:
"Udødelighed": Som sådan har det vel ikke en svag side, udover at, som det osse på en måde er dens fordel, den ikke kan styres af Victor selv. Presser man ham derfor nok og den sætter i gang, sikrer man sig en forsvarsløs Victor et stykke tid efter kampen, da det kræver umådeligt meget af ham når/hvis det, så at sige aktiverer. Regnestykket ender med at han for nær al energi i ham, måske overlever de sekunder eller par minutter længere, der gør at han vil overleve hvis han får hjælp eller, på en eller anden vis kan hjælpe sig selv.
Ekstra Bevægelighed: Hvis Victor rent faktisk lærer at bruge hans evne på denne måde, vil det kræve enormt meget af ham at drage fuld nytte af dens potentiale. Det må kræve enorm fokus, både at skulle hoppe præcist og langt, samtidig med, at man presser sig selv længere frem rent mentalt. Victor selv er svagheden her, da noget så simpelt som en lille sten der bliver kastet efter ham, kan betyde hans endeligt.
Anti-Heling: På sin vis har den ingen direkte svaghed. Om noget, så er svagheden ved den, at den kun er virkelig brugbag hvis han kan holde sit offer indenfor synsvidde, da han trods alt ikke kan styre blod gennem vægge, og i den dur. Var han tjener på slottet, ville denne mulige evne være langt farligere.
Udseende: Victor er lang og slank, spinkel næsten. Ved omkring 1,88 meter, rager han ofte op over folk omkring ham. Det tiltaler ham selvfølgelig at se ned på folk, så det passer ham ganske udmærket. Han har langt, mørkt hår, der som regel enten hænger løst eller bliver holdt med et lille stykke silkesnor. Hans tøj er af høj kvalitet, takket være hans far, og han ynder sort, grå og rød over alle andre farver. Om halsen hænger en pendant med en rød ædelsten, der er designet således det ligner en lille glasbeholder med rød væske i, et smykke han selv har lavet og er ganske stolt af. På fingrene bærer han forskellige ringe, med forskellige stene og af forskellig kvalitet. Det er sjældent han ingen ringe bærer, da han nyder at hæve sig over mennesker i klasse og status, derfor ser man osse kun sjældent i de rige bydele. Han bærer sin stok med sig over alt, en lang, snoet, mørk rødbrun kæp der er skåret til med bønner til guderne, Zion hovedsageligt, og på toppen sidder et løvehoved lavet i sølv og med indlagte ædelstene af forskellig art. Han skifter konstant disse stene når han får fingrene i bedre, mere dyrebare juveler.
Faceclaim: No idea.
Personlighed: Hvordan forklarer man bedst personlighed, når hele personligheden er påtaget? Hvis Victor selv skulle svare på det spørgsmål, ville han formentlig hive en lang række af gloser frem der ville lyde som volapyk for en almindeligt, ulært mand. Victors personlighed udadtil er sjældent skiftende, og folk der kender ham vil som regel beskrive ham som venlig, gavmild med sin hjælp, kontrolleret og en smule eksentrisk. De vil tilføje, at han virker meget tænksom, endda i sådan grad, at han til tider kan virke fjern og drømmende.
Hvis Victors venner ikke skulle forklare, og loddet derfor tilfaldt mig, ville jeg beskrive Victors personlighed som værende stærkt hadsk, kold og yderst kontrolleret. Hvor andre ser fare og destruktion i mutanterne, ser Victor fremgang, sejr og forbedring. Hans tanker cirkulerer konstant omkring målet, at bringe mutanterne ud i det fri og op i hierakiet, koste hvad det vil. Men han ved osse, at hvis han vælter frem uden en plan, uden allierede og uden omtanke, opnår han inngen af hans mål og kan, i sidste ende være skyld i et endnu større had til hans art. For Victor ser mutanter som en art, det næste skridt på menneskets udvikling, om man vil. De er bedre, stærkere, klogere.
Interesser:
Hans evne er, uden tvivl hans største interesse. Udviklingen af den optager ham hver dag, og han bruger alle muligheder for sikkert at teste dem.
Mutanterne er hans anden store interesse. Victor søger ofte i den vestlige del af byen efter andre af hans slags, men indtil nu har heldet været småt.
Smykker betyder en del for Victor. Detaljearbejdet giver ham en ro han sjældent oplever, og deri finder han hans mest behagelige tider.
Likes:
Mutanter
Blod (ikke at han drikker det, men arbejdet med det elsker han)
Detaljearbejde, hvad end det er juvelering eller en godt gennemtænkt taktik der skal lægges
Vin
Informationer og fremskaffelsen af dem
Hates:
Ild er hans største frygt, og dermed hans største "hate"
Almindelige mennesker, især de der ikke ser storheden i mutanter
At han er nødsaget til, at gemme hans kræfter væk for ikke at blive opdaget som værende mutant
Hans egen dødelighed
Frygter:
Ild, og dets effekt på hans evne
At han en dag giver slip, og bruger hans evne i vrede så han bliver opdaget
Lucia
Hemmeligheder:
Hans evne er selvfølgelig hans største hemmelighed, men i et kæmpe træ af ofre, og folk han har hjulpet, kommer en lang liste af andre hemmeligheder. Som de han har kunne slippe afsted med at eksperimentere på for, at udvikle hans evne. Mord er dermed hans anden største hemmelighed, og han ville hellere tages for mord end for at være mutant. I hvert fald for nu.
Hans evige planlægning for, at styrte det styre der sidder i Talian så mutanterne kan indtage deres retmæssige plads som ledere. Det optager ham altid, men planlægningen går sløvt da han, i hans hoved står alene med projektet.
Drabet på hans mor er egentlig ubetydeligt for ham, i forhold til det store hele. Hun er for ham hvad alle hans andre ofre var, om end han ikke slog hende ihjel fuldt bevidst. Det siger han i hvert fald til sig selv, de få gange han tænker på det.
Familie: Victor er enebarn, født af Hercine Laurent. Hans far, Gerard Laurent, er en forholdsvis velstående skrædder i Talian der har syet til den øvre middelklasse og enkelte overklasse folk, i mange lange år. Hercine brugte det meste af sin tid i live på, at levere Gerards varer eller sælge de mere almindelige stykker tøj på markedet. Det er fra hende Victor kender til folket i den vestlige del, da hun ind imellem to dertild med tøjrester til de fattige og syge. Det var osse hende der lod ham bruge sine kræfter til, at redde et par liv derovre. Liv han senere har slukket for.
Gerard Laurent - I live
Hercine Laurent (født Mills) - Død
Andre vigtige personer: Ingen og alle. I Victors øjne er alle lige ubetydelige, eller lige vigtige om man vil. Mutanter er selvfølgelig over mennesker i værdi, men generelt set respekterer han kun sig selv. For nu, i hvert fald. Hans far er den eneste han reelt set holder af, og selv han er ikke "vigtig" for Viktor.
Fortid: For at beskrive Victors fortid, hans opvækst, kan man plukke enkelte situationer ud fra hans liv.
Hercine skreg efter ham. Gerard dækkede hans øjne med et stykke overskydent stof, tørte hans ansigt og satte sig ned. Han regnede ikke med, at hans kone ville overleve fødslen, det var gået for stærkt så han stod med det alene. Lidt vand, det ville få hans ben stivet af igen. Han tog en kop og hældte vand i fra kanden der havde ventet på ham, som altid lige ved hans store arbejdsbord. Efter et par store slurke smed han koppen til side og stræd mod værelset hvor Hercine lå.
"Gerard! Hvor i Zions navn bliver du af?!" Hercine havde åbnet sig helt, hun var klar til at skubbe deres barn ud, Laura hvis det blev en pige, Victor eller Emile hvis det blev en dreng; Gerard havde sagt, at han ville kunne se hvilket af navnene der passede, når han stod med sin søn i hænderne. Gerard kom stormende ude fra gangen, en hånd hævet med håndryggen klar til, at klappe hysteriet ud af hende. "Så knyt da dit organ, Kvinde! Du vækker hele Talian med dit dyriske skrigeri!"
Hercine tav, hun vidste hvad Gerards baghånd kunne udrette. Han satte sig på knæ for enden af sengen og skar en grimasse da han så hvor langt hun var henne i fødslen. "Hovedet er allerede på vej ud, og der sidder en arm i klemme! Åh ved det uhelligste af skræv, du kunne dæleme da godt have rettet ham ud inden du pressede, din en-mavede malkeko!" Han lagde blidt hænderne under barnets hoved, forsøgte nænsomt at hjælpe det ud. Hercine græd og pressede, prøvede så vidt muligt, at være stille så Gerard ikke blev tosset.
Med et kunne Gerard se, at barnets anden arm kæmpede for, at komme ud af åbningen. Nu skreg Hercine, barnets kæmpen var begyndt at flå hende indvendig og da Victors venstre arm endelig fik kæmpet sig vej ud af hans mor, og resten af ham smuttede ud lige efter, var det i med hjælp fra en mindre bølge af blod. Gerard tog ham, skar hans navlestreng, tørte blodet af hans ansigt og svøbte ham i et klæde af bomuld. De han indså, at Hercine var på til at dø, skyndte han sig over til hende med deres nyfødte søn og holdte ham ned til hende.
Hun græd stadig men skreg ikke længe, hun havde allerede mistet kræfterne med blodtabet. Nu sukkede hun blot, da hun med Gerards hjælp holdt ved deres søn. Den lille dreng var helt stille. Hans hoved lænte mod Hercines bryst, og mens Gerard stod og sagde, hvad han mente var hans sidste farvel til hans døende kone, begyndte der at ske noget. Hercine mærkede intet, hun sov. Hun var gledet ind i dødens søvn ganske hurtigt, måske var det følelsen af, at hans mor nu lå døende, der kickstartede Viktors evne allerede sekunder efter fødslen.
Gerard græd, næsten lydløst men han græd bestemt. På trods af, at han altid havde været en hård man, elskede han sin kone mere end noget andet i verden, med den nylige undtagelse af hans søn. Han rakte ned for at tage drengen, men da han stille løftede i ham kunne han mærke, at Hercine stadig holdt let fast. Straks smed han sig på knæ og bad til Zion, tryglede ham om ikke at tage hans elskede kone, hans støtte i alt. Således sad han i lange timer, til han faldt i søvn henover hans kones andet bryst, hoved mod hoved med hans nyfødte søn.
Da han vågnede var det til synet af en udmattet Hercine der havde hendes frie bryst i drengens mund. "Han hedder Victor Emile Laurent," sagde hun, og Gerard gjorde ingen modsigelser. Hun levede, Victor levede, livet var godt. Hercines underliv var ødelagt, men de havde fået en søn de ville elske for evigt. Det troede de, i hvert fald...
Victor var ung endnu, da han første opdagede at han var anderledes. Med to af nabolagets drenge, løb han rundt og legede en leg de kaldte kastensten, en forholdsvis risikabel leg, hvis mål var, at ramme så tæt på hinanden med en hånd-stor sten man kunne, uden egentlig at ramme den man kastede mod. Legen gik godt for Viktor, der havde sin sten liggende en fod fra hans ene kammerat, Tristan, og han følte sig sikker på sejr. Hans øjne svang mod venstre ved lyden af Barthrams stemme, hans anden gode ven. "Den her kommer til, at ligge lige ved din tåspids, Victor!" Barthram grinede højt og svingede armen bagud og frem under hans ben, et mere stilet kast i drengenes øjne.
Det næste sekund grinede Victor med, det smarte kast var bare fantastisk. Så ramte stenen og sorte pletter hoppede rundt over hans øjne. Der gik et kort øjeblik før han mærkede smerten fra hans pandeskald, så fra hans baghoved da han landte mod en sten i græsset. "Bart! Er du vanvittig, du ramte ham lige i hovedet!" Tristan skreg godt arrigt af den anden knægt, inden han løb mod Victor for at se om han var okay. Inden han nåede til hans side var Victor besvimet, og han lå nu helt stille, ingen bevægelse i ham, andet end den svage hæven og sænken af brystet når han trak vejret. Barthram var blevet stående, nu grædende og i chok. "Det... Det var ikke med vilje, Tristan! Du så det selv, det var et uheld!"
Han vendte sig og løb, ikke mod de nærmeste voksne, men mod hans hjem i Vest. Han vidste hvad man ville sige og gøre, hvis en vestling gjorde skade mod en dreng af stolt familie fra Syd. Tristan, der osse selv var fra Vest, måbede efter hans løbende ven, en plump lille fyr der ikke var kendt for nogen sinde at løbe, med mindre der var mad i vente. Det havde tit vakt stor undren i Victor og ham, hvordan Barthram nogen sinde kunne blive så tyk, når han var så fattig. Han tjekkede Victor, så han trak vejret og så til hans sår. "Er du gal du bløder, Vic..." Han så sig omkring, tjekkede så Victors lommer og fandt en kobbermønt han proppede i lommen inden han løb væk efter Barthram.
Da Victor vågnede senere den dag, da mørket var begyndt at krybe frem fra dets gemmer i skyggerne, huskede han kun løst hvad der var sket. Han så blod på hans skjorte (*Åh nej, nu bliver far stik tosset.*) og mærkede efter på hans pande og i nakken. Der var intet, ikke engang en skramme. I nakken manglede en lille bitte samling hår, mente han, og resten af nakkehåret var stift af indtørret blod, men der var intet sår på ham. Han vandrede hjem, stille og tænksom, klar til, at modtage en skideballe fra hans far. Da han blev spurgt hvor blodet kom fra, fortalte han roligt, at Barthram og Tristan havde givet hinanden en blodtud, det var deres blod på hans tøj, hår og hænder.
Og én ting vidste han med sikkerhed, allerede den dag i hans tiende år... Deres blod ville være på hans hænder.
Som 17-årig havde Victor lært meget om sig selv og hans evner, og efter han en dag havde helet et dybt sår i faderens hånd, vidste hans forældre nu osse at han ikke var som andre børn. Det blev holdt hemmeligt. Laurent-familien havde et godt omdømme blandt de der kendte dem, og et mutantbarn ville forværre den status de nød, om end deres status i sig selv ikke var mere fantastisk end så mange andres. Der var dog tidspunkter hvor Hercine tog ham med sig til Vest, i starten for, at aflevere gamle klæder og pjalter til de fattigste, men senere, efter Victor havde vendet sig til de påtrængende typer de mødte dér, begyndte hun at tage ham med til dem hun stolede mest på, som led af diverse sygdomme, eller som havde fået sår og skrammer ved overfald eller hårdt arbejde. Victor nød når det skete, det gav ham fri mulighed for at eksperimentere da ingen vidste hvordan hans evne egentlig fungerede, udover ham selv altså. Han havde hurtigt lært, at blodets arbejde i kroppen var andet og mere end at løbe rundt og sprøjte ud nu man skar sig dybt nok, og han havde længe eksperimenteret med effekten af at sløve blodtilførslen i mindre dyr, mest mus og rotter. En dag var det lykkedes ham helt at stoppe blodets bevægelse i en fugl, og den var faldet livløs ned fra en gren. Han var svagt bevidst om, at når han anstrengte sig for meget fik han blodsprængte øjne og den efterfølgende time følte han sig svag, så han havde skruet ned for presset han lagde på sig selv, fokuserede nu udelukkende på, at kontrollere hans evne i en afslappet tilstand. Ved en af deres mange ture til Vest trak hans mor ham væk fra gaden og spurgte ham i ly af mørket om han havde mod på, at prøve en hårdere heling end sædvanlig. "Hvorfor ikke?" Svarede Victor, trækkende på hans skulder. Indvendig jublede han af glæde. Til trods for, at der ind imellem døde en mand eller dame i Syd, kunne han ikke prøve sine kræfter af mod noget så voldsomt som døden. Med lidt held, håbede han, kunne det blive muligheden han ventede på. Som altid når han skulle hjælpe på denne
måde iførte han sig et sorte klæder med det samme de kom ind i Vest, og dækkede hans ansigt med en askegrå maske der en rødhåret paryk fastgjort til den. Han gik ad bagveje, fulgte hans mor så tæt han kunne uden at gå ved hendes side på åbne gader. Da de nåede det faldefærdige lille hus de skulle ind i, tørrede hans mor sin pande med et stoftørklæde, tegnet han altid fik når de var ankommet det rette sted. Han smuttede ud fra det sikre mørke, skubbede døren til huset op og smuttede uset ind. Hercine fulgte lige efter, og lukkede døren. Da Victor løftede hovedet og kiggede på de der var til stede, genkendte han et par af dem. Lucia var meget ung, måske 11 år gammel, og ualmindeligt lille og tynd af sin alder. Neeta, hendes mor, var midt i 30'erne, slank men stærk, og en meget stolt kvinde der gjorde hvad hun var nødt til for, at hendes børn kunne leve bedre end deres status ofte bød dem. Liggende på gulvet mellem dem genkendte han straks hans gamle ven, Barthram. Victor havde personligt taget sig af Tristan et par år forinden. Det vil sige i det mindste delvist. En nat han havde lusket rundt i Vest, klædt i sort og iført hans maske, havde han bevidnet et overfald på en ung mand i en af gyderne. Da overfaldsmændene var færdige havde han sneget sig frem, egentlig med tanken at han kunne hele den unge mands sår, hvis de var slemme nok til at udfordre ham, men da han havde set Tristans ansigt var en ild skudt igennem ham. Ikke en skadelig, ond ild som han skulle frygte, men en varm, tilskyndende ild der tiggede ham om, at straffe hans gamle ven. Han fik i en fart trukket Tristan tilbage til mørket og havde brugt mange, for Tristan lange minutter på langsomt at sænke blodtrykket på sit lette offer. Han havde holdt ham i live, men kun lige præcis, og kun fordi han ville se ham lide. Da han havde fået nok af at se på det lidende ansigt, knyttede han sin ene næve og trak masken halvt af med sin anden. De sidste Tristan havde set, sekundet inden hans hjerte ikke længere fik noget at arbejde med, var Victors smilende ansigt. Nu var det Barthrams tur, og denne gang fik han æren af, at pine ham foran hans familie. Han ønskede intet mindre end grådkvalte bønner til Zion fra både Neeta og Lucia, og først da ville han lade hans forhenværende ven glide ud af livet. Hans eneste fortrydelse var, at han denne gang ikke kunne vise sit ansigt. Hercine gik hurtigt frem, omfavnede Lucia, så Neeta, og satte sig derpå op ved Barthrams hoved og kyssede den store, tykke dreng på panden. Victor trådte hen til Barts fodende, samlede hans fødder og spredte derefter sine egne en smule. Når Victor brugte sin kraft havde han sjældent brug for fakter af nogen art, men han nød muligheden for, at være dybt teatralsk under disse seancer hvor han i relativ sikkerhed kunne eksperimentere. Under masken hviskede han ubetydelige ord, lavt nok til at ingen hørte hvad han sagde men højt nok til, at de hørte han sagde noget. Fra hans side rejste hans højre hånd sig, håndflade vendt mod Barthrams ansigt og med pegefingeren strittende op i luften. Han brugte denne
mulighed for træning til, at studere pinen han kunne udsætte en krop for ved hjælp af blodets egen kraft og fylde. Først stabiliserede han trykket, Bart var bange og nervøs så det tog ham længere end han brød sig om, og derefter skubbede han det ud mod dets vægge i årerne, pressede og pressede til hans offer skreg i smerte og prøvede at vende og dreje sig. Både Hercine, Neeta og Lucia hold ham nede, de to sidst nævnte allerede med tårevædede kinder, så al bevægelse var svært for den tykke dreng. Victor lod hans hånd falde og stoppede sin hvisken. Hercine kiggede op og han mødte hendes blik, rystende på hovedet som ville han sige at han intet kunne gøre. Hans mors øjne tiggede ham om at prøve igen, om ikke at give op. *Med fornøjelse,* tænkte Victor under sin maske. Begge hans hænder fløj til vejrs, denne gang uden hans hvisken til hjælp, og trak så bagud. Denne bevægelse fortsatte han med, mens han langsomt pressede al blodet i Barts krop op imod hans hoved. Øjnene blev røde, ansigtet blev rødt. Resten af kroppen på gulvet var bleg som et lig, og de to familiemedlemmer ved hans side lå nu grædende hen over ham, tiggende og bedende Zion om ikke at tage deres Barthram fra dem, ikke at lade dem lide et liv uden ham. I Victors hjerne var der en af to mulige grunde til, at Zion ikke opfyldte deres grådfyldte ønske, og begge muligheder behagede ham enormt. Enten havde Zion besluttet at det var Barts tid, og dermed, på sin vis gjort Victor til hans budbringer, eller osse havde Victor alle daget været gudens yndling, skabt med formålet at sende mennesket videre til dets endeligt. Med en sidste kraftanstrengelse, et sidste brus af ekstase, lod han blodet flyde fra Barthrams øjne, næse, ører og mund. De efterfølgende minutter gik først langsom, så med lysets hast. Hercine trøstede Lucia og Neeta, fortalte at hele hendes familie ville bede tre bønner for familien og, at hun desuden ville sørge for lidt godt til mor og datter i den hårde tid efter deres tab. Da hun havde rejst sig og var klar til at gå, gik det pludselig stærkt. Fra et tilstødende rum kom en stor man væltende ind, stinkende af øl og billig vin, og slog sin næve mod håndfladen. "Pis af med jer, Neeta! Ham her er min... Han skal gøre mig rig." Victor lo. Denne mand, dette... Menneske ville udfordre ham, slæbe ham til vagterne af byen og så leve lykkeligt til hans dages ende. *Hvis bare han havde vidst hvad han gik indtil,* tænkte Victor. Da manden trådte frem var det med et lods mod Hercines ansigt der kastede hende mod et nærstående bord og yderligere vækkede aggressionerne i hendes søn. Før det næste skridt kunne tages, havde Victor, med hovedet tiltet let på skrå, fat i hver enkelt lille dråbe blod i mandens krop. Hercine sundede sig og kom til benene i en fart; hun ville stoppe hendes søn fra, at tage mandens liv og ødelægge sit eget. "Slap af, min dreng!" Hendes kommando irriterede Victor, og som respons delte han nu blodet i manden der havde overfaldt dem. Overalt hvor huden var synlig, blev den rød og hævede i høj fart. Det var aldrig lykkedes ham, at skubbe blod ud gennem huden, hverken på sig selv eller en anden, men han var mere end villig til, at prøve endnu en gang. "Emile! Stop så, nu går vi hjem!" Hercine vidste hvad der ville ske før hun kunne reagere. Hun havde brugt hans navn, røbet hans hemmelighed, og hun kunne umuligt tage det tilbage. Sekundet efter brast mandens hjerneskald under trykket indefra, efterladende ham, om ikke død så vel på vej mod hans endeligt. Victor drejede mod Neeta, greb hendes blod med hans sind og skubbede hende bagud. Et øjeblik forundredes han, det var aldrig lykkes ham at gøre før. Han prøvede igen, men intet skete, Neeta blev blot siddende hvor hun var. Arrig, skuffet over hans inkompetence, smadrede han sin knyttede hånd mod hendes ansigt. En gang, to gange, tre. Lucia kastede sig ind over hendes mor, dækkede hende med egen krop. "Du må ikke! Victor, lad være!" Han snerrede af hende, "hold kæft, usle horebarn," og straks flød det med blod fra den lille piges mund. Hun prøvede at skrige, men rallede blot igennem den blodige masse i hendes mund, der før var hendes tunge. Med en hånd i hendes hår trak han tøsen væk, og slog så, med kynisk ligegyldighed, moderen ihjel med en simpel tanke. Hendes blod stod stille i kroppen på hende, og i øjeblikket det skete forstod hun, at Barthram var blevet dræbt af hans gamle bedste ven. Da Victor vendte sig kom Hercines håndflade ham i møde, og rev hans maske af. "Du er ond, Emile. Jeg har gjort hvad jeg kunne, men du er og bliver ond!" Han kiggede roligt på hende, løftede så hans hænder og lagde dem på hendes kinder. "Ond? Er det ondt, at smække en flue der sidder på éns mad? Hvis man slår rotter ihjel på éns egen grund, er man da en skidt person?" Hercine blinkede, hun forstod ham ikke. Han lænede sig ned mod hende og trykkede sine læber mod hendes, i et kys der helt og fuldt var upassende for alle undtagen de mest passionerede af elskende par, og da han trak ansigtet væk, da han gav slip med sine hænder, faldt hun på gulvet, død. Victor kiggede rundt på de skadedyr han i hans øjne lige havde renset verden for, og så så på Lucia. "Du er bange, ikke?" Hun græd, havde intet tilbage i sig. "Det er i orden, Lucia, du bør være bange. Jeg er nemlig bedre end dig, mere end dig. I forhold til dig, er jeg nær guderne i styrke. Kan du ikke se? Du er blot et menneske, du er nytteløs, en snylter på det samfund der vil skabes og ledes af mutanter." Den lille pige lagde sig over hendes bror, tryglende øjne rettet mod Victor men uden mulighed for at bede for sit liv. Hun så ynkelig ud i hans øjne, en halvdød kat der kæmpede for livet, sparket til side af en forbipasserende der havde travlt. Men så... Pludselig så hun slet ikke ud af noget. Hun var nær usynlig, skjult bag et slør af ingenting. Victor rettede sig op og bakkede tilbage mod døren. Hun var mutant, sikkert uvidende om det, men mutant var hun uden tvivl, og han havde skadet hende. Fra under sine klæder hev han en læderpung, løsnede snoren og hældte mønter, jern og kobber ud på gulvet. "Undskyld, Søster," sagde han, trak masken over hans ansigt og skyndte sig ud af huset, ind i gyderne og direkte mod Syd. Han skiftede inden han forlod Vest, til sit pæne, almindelige tøj, og løb derefter hjem. Gerard troede aldrig på hans historie om, at Hercine var blevet dræbt af en overfaldsmand, men Victor var hans søn, hans kød og blod, og det blev kendt i byen at Hercine Laurent var gået fra hendes aggressive mand, efterladende ham med barn til fordel for en mand af underklassen. Lucia spøgte i hans sind siden den dag, men selv om han lovede sig selv, at han ville se til hende så ofte som muligt, forsvandt hun for ham hver dag, og vendte kun tilbage i hans søvn. Underbevidstheden er en sær ting, og det mærkede Victor Emile Laurent hver eneste dag og nat.
Minder: Som ovenfor. I øvrigt husker han præcis tidspunktet for hver enkelt ny opdagelse ved hans evner. Han husker Lucias ansigt, blodigt og tårevædet, men sjældent længe efter han vågner af søvnen. Han husker smagen af hans mors læber, da hun gik i døden.
Andet: Victor går gerne med sin stok, en lang, snoet, mørk rødbrun kæp der er skåret til med bønner til guderne, Zion hovedsageligt, og på toppen sidder et løvehoved lavet i sølv og med indlagte ædelstene af forskellig art. Han skifter konstant disse stene når han får fingrene i bedre, mere dyrebare juveler.
(Med hensyn til plots er jeg klar på næsten alt med Victor. Dette er min første figur i denne form for RPG, så jeg har elevhatten på når jeg skriver. Og hvad lærer man bedre af, end at blive kastet i ilden? ;D)