Give Me Some Time

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke rigtig fordi der var tid til særlig meget lige for tiden, men alligevel var det nødvendigt for Ciel at kunne skabe sig et overblik over de forskellige aktiviteter på slottet, da han som rådgiver, gerne skulle kunne rådgive kongen om alt der foregik, hvilket nogle gange også indebar prinsessen. Det kunne selvfølgelig også bare være en undskyldning for at holde en smule øje med hende, men lige nu havde han dog valgt at bevæge sig op af trapperne mod 2.sal, han vidste nemlig godt at prinsessen lige nu skulle have undervisning, så var det at finde ud af, om hun så også var mødt op til undervisningen eller legede rundt et sted på slottet?
Man kunne vel godt sige at det havde været på grund af Cie, at prinsessen var blevet holdt indendøre i så mange år, men han var faktisk kun glad for denne beslutning, eftersom at han var ret sikker på at mutanterne i Talian ville finde det en anelse for interessant, at prinsessen også selv var mutant, hvilket jo ville skade situationen for kongen? Noget han ikke ønskede, medmindre at han selv var skyld i dette? Men det var han jo også ganske tilfreds med. Lige nu var han dog dukket op for at holde en smule øje med den unge prinsesse, så håbede han bare på, at læreren også havde styr på hende, ellers kunne det jo koste ham jobbet, hvis prinsessen blev ved med at løbe fra ham. Ciel havde placeret sine hænder om bag ryggen og bevægede sig ganske lydløst hen over gulvet i gangen. Denne aften var han iført en hvid skjorte, dog med en mindre detalje, som nogle tynde striber, samtidig med at hans bukser var sorte. Rundt om halsen bar han et lysere slips, imens at hans hår var tilrettelagt på den rette måde.
Hans skridt ledte Ciel hen mod døren, som ville lede ham ind i det store værelse, hvor prinsessen skulle blive undervist, han havde dog ikke lige fået med i hvad. Han bankede roligt på døren.
"Ciel Dé Ricéy, jeg skal have et ord med prinsessen"
sagde han yderst formelt og valgte roligt at vente på svar udenfor, da han jo nødigt skulle forstyrre mit i undervisningen, hvis de altså havde gang i noget specielt? Som kunne kræve prinsessens fulde koncentration.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Prinsessens sad i studie værelset og havde lige haft om Talians historie... igen. hun skulle åbenbart ha det printet ind i hovedet. hun skulle nu over til at lærer at synge rent og klart. hvilket hun også var træt af at skulle kennde. hendes lærer satte sig ved klaveret. hun gik over til vinduet og så ud på haverne hvor en familie var og deres to børn legede. hun trak vejret dybt. hun sang roligt og smukt som altid. hendes stemme gik roligt igennem døren. hun stoppede sjældent med at synge når hun først var begyndt.
Læreren så op på døren da han hørte det banke. han rejste sig roligt op og gik over til døren og åbnede. han nikkede ind til lokalet da Ciel ligeså godt kunne komme ind og vente da alle vidste at hun ikke stoppede når hun begyndte. hun elskede at synge.

[Ciel Dé Ricéy]

Hvordan prinsessen egentlig havde det med den situation, som hun var blevet født ind, kunne Ciel ikke rigtig tage stilling, hun kunne jo blot have valgt at holde sin evne skjult og så bare opføre sig, som et menneske, hvilket kongen jo så inderligt ønskede. Men Ciel var egentlig ikke helt så interesseret i hvordan hun faktisk havde det, selvom det måske burde være en af hans interesserer, så interesserede han sig kun til en vis grænse, før at det var nok efter hans mening. Hvad hun alt blev undervist i, kunne han ikke rigtig holde styr på eftersom at der var mange ting som krævede undervisning.. Prinsessen var jo også kun 16 år, så hun havde stadig meget at lære, Ciel selv vidste jo kun hvordan det var, når man var nødsaget til at leve op til sine forældres forventninger, hvilket han ikke så som et problem, men en udfordring.
Idet at Ciel kunne høre hendes sang, vidste han godt hvad det betød, han ville umuligt kunne snakke med hende lige foreløbig, men han havde dog ikke noget imod at vente. Da læreren først åbnede døren, valgte Ciel blot at nikke en smule høfligt til ham, før at han bevægede sig indenfor og stillede sig en smule op af væggen ved døren. Derfra valgte han blot at lytte til hendes sang og vente tålmodigt til hun ville blive færdig, selvom det muligvis godt kunne tage sin tid, så ville han heller ikke forstyrre hende. Imellem tiden brugte han tid på at holde øje med hende, eftersom at hun jo havde placeret sig ved vinduet, nok var de på 2. sal, men man kunne aldrig vide.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija var meget roligt som hun så ud men hun ønskede at hoppe ud og stikke af. hvilket nok ikke ville lade sig gøre eftersom hendes lærer stod lige bag hende. da hun var færdig så hun lidt op og kunne se Ciels spejlbilled. hun sank en klumb.
"godformiddag Hr Ricéy"
sagde hun i det hun vendte sig om smilede og nejede fint som jo var noget en prinsesse skulle gøre. hun så på ham og de gyldne øjne var som altid skønne og fyldt med ungdoms glød og klans. hendes dannelse var jo noget af det første man havde undevist i.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke fordi Ciel havde noget imod at vente på at hun ville blive færdig med at synge, men han ville sikkert ikke kunne vente for evigt. Da han jo også havde andre ting at tage sig af, om ikke så mange timer, så ville det være nødvendigt for ham at møde kongen fortroligt bare for at få snakket situationen ordentlig igennem med kongen. Men lige nu havde han dog masser af tid, fordi han allerede var forbedret på mødet. Dog ville det være smart at kunne snakke en smule med kongen om hvordan det gik med Talija, og om der ville være en mulighed for at få hende til at droppe mutant delen?
Idet at Talija faktisk fik øje på Ciel valgte han roligt at bukke for hende, da hun jo både var prinsesse, men også tronarving, så han blev nød til at respektere hende for den status hun havde og lidt ignorere tanken omkring mutant delen.
"God formiddag Frøken Ignatio"
sagde han med en ganske fornem stemme og vendte blikket mod læreren, da han lige ville undersøge om hun skulle have mere undervisning eller om det faktisk ville være muligt for ham at snakke en smule med hende? Dog holdt han godt øje med Talija, da han jo godt vidste, at hun havde forsøgt at stikke af op til flere gange.
"Kan jeg låne prinsessen et øjeblik?"
spurgte han høfligt og valgte at placere sine hænder om bag ved ryggen, imens at han gik en smule væk fra væggen og lod blikket hvile på læreren, som muligvis havde et stort ansvar for prinsessens ophold på slottet.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Prinsessen så at han bukkede og trak vejret rligt. læreren så på ciel. han var ikke den gladeste for ciel men nikkede da han jo var under Ciel og gik ud. Prinsessen så efter læreren med det venlige glade smil hun altid havde. hun gik over til en stol og tog sine hænder bag ryggen og lod den køre ned af sig til ved knæende så hun satte sig med samlet kjole og så på Ciel
"hvad kan jeg hjælpe Dem med Hr. Ricéy"
hun sad roligt og med ret ryg og viste den dannelse hun altid havde fået. dog ønskede hun at vende sig om og hoppe ud af vinduet og stikke af. men Ciel ville jo sikkert så sladre og få flere vagter på hende.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke rigtig fordi Ciel tog sig af andres meninger omkring ham, netop fordi han godt vidste, at han nok var hævet over de fleste, derfor morede det ham kun at se læreren, fordi han sagtens kunne mærke på ham, at han ikke var hel vild med Ciel. Han vendte dog sin opmærksomhed mod prinsessen og smilte ganske varmt til hende, hvorefter han roligt fulgte hende med øjnene, da hun valgte at sætte sig ned blev han roligt stående et stykke fra hende. Ikke for at virke uhøflig, men han følte ikke at der var et behov for at sætte sig ned.
"Jeg ville sådan set bare lige se, hvordan De havde det"
sagde han med et ganske roligt smil på læberne, hvorefter han lod sine hænder samle sig på ryggen, samtidig med at han roligt rettede på ryggen, så hans holdning var mere eller mindre stolt. Han lod blikket glide hen mod vinduet og kiggede roligt ud over Talian. Det var egentlig ganske fantastisk, at man kunne betragte det meste af byen fra disse vinduer..
"Kommer De overhovedet udenfor?"
spurgte han efter lidt tid, da han bevægede sig hen mod vinduet og lod blikket glide ned mod det store hegn, som var blevet bygget for at holde hende indendøre. Eller bare inde på slottets område, han vidste dog godt, at det også ville være nødvendigt for Talija at komme en smule udenfor - ikke dermed sagt udenfor slottet område, da det jo havde været hans ide fra start af, at beholde hende indendøre. Men mon hun vidste det?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija sad roligt idet at han snakkede. hun lyttede og smilte roligt til ham og så på hans øjne da hun jo ikek var under ham men faktisk omvendt. hun kørte en hånd op til en hår tot som var faldet ned foran øjnene på hende hvor efter at hun kørte den bag øret.
"jeg har det udemærket, Tak."
da han gik over til vinduet så hun ned i gulvet hun ville hellere uden for og lege med andre børn hvilket hun ikke måtte. hun skulel dannes om til en rigtig dame. hun tænkte roligt på alle timmer hun havde haft. da han spurgte om hun kom uden for så hun lidt på ham og undrede sig roligt op.
"ja hr det gør jeg. Igår var jeg uden for i vor have og gå en tur."
hun elskede at være uden for. hun elskede naturen og dyrende i stalden men hun ville helst helt ud. hvilket hun aldrig fik lov til. men at han var skyld i det vidste hun ikke noget om.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel valgte at ligge armene en anelse over kors og så en smule eftertænksom ud af vinduet. Men det var ikke på grund af det hun sagde, nej det var nok nærmere på grund af det han faktisk vidste. Hendes ord bed han muligvis ikke så meget mærke i, men det kunne have noget at gøre med, at hans tanker aldrig rigtig fik fred. Han vendte sig dog om mod hende og lod den ene hånd glide op til sin hage, så han lignede en der tænkte eller bare overvejede noget.
"Jeg skal snakke med Deres far senere, så mon ikke han bliver glad for at De har det godt?"
sagde han ganske roligt også selvom han godt vidste hvordan hendes far havde det med hende. Men det var dog ikke noget han rigtig tog stilling til, andet end at benytte sig af hendes forhold til hendes far, til sin egen fordel. Ciel regnede ikke med at de to faktisk snakkede sig meget med hinanden, derfor ville det også være muligt for ham at fortælle kongen, hvad der nu lige faldt ham ind.
"Kunne De tænke dem en gåtur, selvfølgelig sammen med mig?"
spurgte han ganske rolig og bevægede sig hen til hende, hvorefter han blot rakte hende sin hånd og bukkede en anelse for hende. Så længe at han havde mulighed for at holde øje med hende, så var han ret sikker på at kongen ikke ville blive sur på ham. Men han havde nu ikke tænkt sig at bevæge sig udenfor slottets område. Selvom kongen efterhånden stolede fulgt ud på ham.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

at han sagde hendes far ville vide det kunne hun ikke lade vær med at ryste på hovedet.
"De ved lige så godt som jeg at det ikke passer. han er ligeglad med mig."
Talija så at han kom over og spurgte om hun ville med ud. nu begyndte hun at få den underlige fornemmelse igen. men hvorfor. hun så på hans arm og tænkte sig roligt om.
"nej tak hr Ricéy. jeg vil helst blive inde idag" hun smilte varmt også selv om hun havde lyst til at bede ham om at gå så hun kunne få undervisning igen. hun var rigtig glad for sin lærer.

[Ciel Dé Ricéy]

Det kunne da godt være at det faktisk passede, det kunne jo være at hendes far bare håbede på at hun ville droppe hendes evner og lade det blive glemt, så kongen ikke længere skulle bekymre sig om hans datter. Selvom ordet mutant stadig ville stå printet i kongens hukommelse.
"Min kære prinsesse.. De må mene alt havd De ønsker, men Deres far ønsker blot at få en normal datter. Hvorfor tror De at han interessere sig for at De bliver en ordentlig dame?"
spurgte han ganske roligt og valgte roligt at trække sin arm til sig igen, da hun tilsyneladende ikke rigtig var med på ideen. Egentlig kunne han sikkert godt have fundet på noget der var meget værre end at byde hende udenfor, men hun valgte at afslå ham uden overhovedet at tænke sig om? Vidste hun ikke at han nærmest havde en form for magt overfor hende, det var jo hans skyld, at hun var fanget på slottet, så hvad kunne han ikke få overbevist kongen om?
"Miss Ignatio.. Deres lærer kommer ikke tilbage før at jeg beder ham om det"
sagde han ganske roligt, selvom han faktisk mente det. Man kunne jo ikke ligefrem sige at læreren var hævet over ham, derfor kunne han jo sagtens tvinge læreren til at blive væk?

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija sad længe på sin plads og så tomt på Ciel. hun vidste at hendes far var ligeglad med hende hvad end han sagde. hun rejste sig op med den ranke ryg og så på ham og gik forbi ham imens hun holdte på sin kjole foran.
"sig hvad De vil Ciel. De ønsker sig nok en normal datter men selv vis jeg blev normal nu ville de aldrig elske mig"
hun gik over til vinduet og så ud. hun ville aldrig blive normal. om hun så opgav sin evne ville evnen stadig ligge dybt i hende. hun ville elskes for hvem hun var. da han sagde at han bestemte hvorrnår læreren kom igen var hun tæt på at vende sig om og fare på ham men holdte ved. nok havde ciel mere magt end hendes lærer men hun havde i bund og grund mere magt end Ciel.
"jeg vil gerne bede Dem om at forlade mig... jeg vil meget gerne videre med min undervisning"
hun havde bøjet hoved mest fordi hun helst ville ud fra slottet men hun ville ikke ha ciel for tæt på sig. han gav hende af en eller anden grund kulde gysninger.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel endte med at ryste en smule på hovedet af det håbeløse pigebarn, som tydeligvis ikke havde noget som helst overblik over situationen. Hun tænkte sig tydeligvis ikke om, hvilke konsekvenser det kunne få for hendes forældre, hvis det først kom ud til at folk, at hun var mutant. Talija ville med sikkerhed blive mødt af had, foragt og trusler, men det var måske noget hun var villig til at tage imod?
"Det kan De ikke vide, men jeg kan tydeligt fornemme på Dem, at De ikke ønsker at gøre et forsøg. Mon ikke det får sine konsekvenser..?"
sagde han med en ganske rolig stemme, også selvom man kunne fornemme på ham, at han ikke var særlig tilfreds med hendes ord, så kunne han ikke tage sig af det lige nu. Et lumsk smil gled over hans læber, som han foldede hænderne foran sig. Lige nu var hun kun en prinsesse, en prinsesse der ikke var ønsket, så Ciel kunne i teorien godt sørge for at hun ville blive spærret inde på hendes værelse. Hvem ville kongen og dronningen egentlig tro på? Deres rådgiver eller deres datter, som var mutant.. Ciel selv kendte godt svaret. Han bevægede sig helt hen til hende og lagde armene over kors.
"Heldigvis for mig, så behøver jeg ikke rette mig efter Deres ord.."
sagde han med en tone af magt, eftersom at han på sin vis kontrollerede kongen og dronningen i den retning, som passede ham. Han kunne med sikkerhed godt sørge for at Talija ville blive spærret inde på sit værelse.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija vidste hvad hun sagde og vidste hvad hun mente. hun ønskede jo selv at folket skulle elske hende og elske mutanter. de var jo lige som mennsker. der var intet galt i det. hun vidste at hun ikek var alene. hun havde mødt andre. da han sagde at hun ikke kendte konsevenserne vendte hun sig om og satte sig i vindues kammen.
"ikke kender det.... hver gang jeg har prøvet at skjule det helt så kommer det voldsomt om natten. alt det jeg har skjuldt om dagen udløses i et brag om natten. jeg ved hvad jeg siger. og jeg ved hvad jeg gør"
hun så på ham og så at han kom over mod hende og lagde armende over kors. hvor voede han. dog da han talte med en magt tone over hende så hun undrene på ham. hvorfor skulle han tale med magt. hvorfor ville han gøre det.
"jeg vil gerne ha undervising hr, Ricéy. jeg vil gerne kunne undervises i det i selv har bedt mig om at lærer."
Talija var faktisk lidt bange lige nu men skjuldte det godt.

[Ciel Dé Ricéy]

Roligt blev armene lagt over kors, som han betragtede den unge prinsesse, som egentlig ikke vidste hvad der foregik i Talian, det var på sin vis godt, at hun var uviden, men på den anden side, så kunne det også godt irritere ham. De røde øjne forlod hende ikke i et sekund, da han udmærket godt vidste, at hun havde muligheden for at gøre noget igen, uden at hun skulle røre sig ud af stedet. Til tider ville det være bedst, hvis hun bare var låst inde på sit værelse..
"Måske det bare kræver noget kontrol fra Dem af? Måske endda vilje, fordi jeg er ret sikker på, at De ikke ønsker at slippe deres evne, Frøken Ignatio"
sagde han med en ganske rolig stemme, dog virkede det ikke rigtig som om han var helt sikker på hendes viljestyrke, eftersom at han havde svært ved at forestille sig, at hun havde lyst til at give op. Måske han skulle tage en tur rundt i byen, for at se om han ikke kunne støde på nogen, der havde mødt prinsessen. Eller også skulle han bare snakke med hendes lærer? Magt var det eneste, som han faktisk kunne kontrollere, og lige nu vidste han, at kongen og dronningen ville lytte mest til ham, lige indtil at deres datter ville kunne få kontrol over sine egne meninger..
"Jeg har ellers hørt, at De ikke ønsker at bliver undervist. Men det er måske helt forkert?"
spurgte han roligt, måske det var en anelse skræmmende, at hans stemme rent faktisk var så rolig, som den var. Dog havde han ingen grund til at bekymre sig.