Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 17, 2013 13:27:34 GMT 1
Azreal små grinede ved hendes kommentar om hvad hun troede om mænds viljestyrke. Han rystede på hovedet, som han besluttede at det nok ikke var bedst at føre det her i en ikke-ædru tilstand. Han var overbevidst om at viljestyrken nok svingende fra mand til mand. Det kom vel også an på hvad man var til? Hvem prøvede han dog at narre... Nogle mænd kunne hoppe på ting, som bare havde en puls.. Det ene øjenbryn løftede sig letter ved hendes spørgsmål. Han mente det gav sig selv, hvis hun bare havde haft den mindste idé om hvordan hun så ud fra en mands synsvinkel. Han havde igen haft løftet krusset, men ikke mere end et par cm før det blev sat ned igen. Hans hånd fjernede sig helt fra hans krus. Han smilende, som det virkede til at hun havde haft holdt øje med hans reaktioner. Hans øjne fangede bevægelsen fra øjenkrogen. Til trods for at det var Nemo, som sad foran ham, så bragt det hans tanker omkring dage tilbage til en vis rødhåret, der havde sat sig i hans skød. Bevæget sig så forbandet tæt på. Han rystede hovedet for at få det ud og sank en klump. ”Jeg vil vove at sige min viljestyrke er stærkere det der” svarede han med hentydning til bevægelsen af hendes tommelfinger.
Never stop fighting
Never stop dreaming
Never stop
Post by Nemo Nevermind on Jul 17, 2013 13:49:59 GMT 1
Egentlig vidste Nemo godt hun så lidt godt ud, for nogle mænd havde jo sagt det, selvom hendes lave selvtillid bød hende at hun fandt sig selv grim hvis folk kendte til arrene som var skjult rundt omkring på hendes krop, men de mest synlige var dækket af tøjet så var der jo ingen til at kommentere det, men hun vidste de var der, de var der til evigt minde om hvor uelsket hun havde været som lille. "Eller også er du bare kedelig.. En kvinde kan lide at blive rost.. " sagde hun drillende med et lille drillende smil, selvom hun godt kunne se han hentydede til hendes tommelfinger der strøg kruset lige så stille og forsatte med det for der var jo ingen grund til at stoppe, specielt fordi han ikke havde sagt hun skulle stoppe. Nok mente han at han var viljestærk men hun vidste også at en hver mand havde en grænse før den vilje ville slippe op og så ville den mand inderst inde komme frem og det var just ikke et kønt syn når de endelig gjorde det, men igen nogen blev så søde og rare at de faktisk var kedelige. "Nå jeg vil have noget kold vand, skal du have noget med?" spurgte hun roligt lidt for at ændre emnet de snakkede om, bare så de ikke bevægede sig ud i noget forkert, men det her lunkne vand var alligevel ikke så sjovt at drikke når det kom til stykket.
Come Children of the world
I take you away from the pain and sorrow.
Be enchanted of me and forget all you know.
Until I leave once again.
Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 17, 2013 17:05:14 GMT 1
Azreal smilede roligt, som hun drillende og skubbede følelsen af en udfordring fra ham. Det ville næppe være en god idé i hans tilstand. Samt var det nemmest hvis han bare holdt sig til vende snotten tilbage til kroen når hun blev træt af ham. Jo mere kedelig han var jo hurtigere blev hun vel træt af ham? Han måtte bare holde ud, så godt han kunne imod hendes små drillerier. ”Men det er ikke det eneste en kvinde kan lide” påpegede han roligt, selvom han indvendig bandede sig selv over at køre videre på emnet. Fingerspidserne fra den ene hånd kørte igen imod bordet i tilfældige mønster for at holde sig selv fra at drikke mere af krusset. Snak gjorde halsen så underlig tør, så krusset blev kun mere og mere tiltrækkende at ta' og drikke af. ”Dog har jeg ikke de store erfaringer” fortalte han og små grinede, som det var ingenting. Ikke det mindste bange for at indrømme at hans erfaring med kvinder på den slags baner ikke var stor. Azreal rystede hovedet, som hun tilbød at tage noget med til ham. ”Nej tak” svarede han med venligt smil og ville bare holde sig til det han havde tilbage. Han ville følge hende med øjnene til trappen, inden han lænede sig tilbage i puderne bag ham. Bare for at slappe af, mens hun ville skaffe sig selv noget koldt vand. Han lukkede øjnene for at nyde russen, men fandt hurtigt ud af at han skulle passe på med at falde i søvn, så hans åbnede dem igen og stirrede op i loftet.
Never stop fighting
Never stop dreaming
Never stop
Post by Nemo Nevermind on Jul 17, 2013 17:17:50 GMT 1
Egentlig havde hun andre ting at give sig til, men ham her var jo fremmed så hun kunne lige så godt sidde og snakke med ham, for det kunne jo være hun kunne lokke nogle interessante ting frem jo mere de snakkede, og lige nu havde hun da fundet ud af at han ikke ligefrem var den bedste med kvinder, men igen han gjorde da ting som nogle kvinder værdsatte, blandt andet at se væk hvis de viste lidt for meget skind eller var flirtende. "sandt men kvinder er også forskellige. Dog kan alle kvinder lide opmærksomhed og ros.. Dog fortrækker jeg også pengene, men jeg er dælme ikke dum nok til at gifte mig til dem.. Men igen hvis jeg nogensinde fik en mand ville folk havde utroligt ondt af ham" sagde hun bare roligt for hun kunne jo ikke lade være med at kommentere det hele med et lettere lusket smil, som om hun ville være rigtig ond overfor hendes mand hvis hun fik en, dog var det sikkert ikke med vilje at hun ville være ond men hun var jo lidt afhængig af spænding og fare og det fik man da ikke rigtigt i et forhold. "Det får man jo med tiden jo mere man omgiver sig med dem" sagde hun roligt med et skævt smil som tegn til at hun også hentydede til delen med at man også fik erfaringer med mænd jo længere tid man tilbragte med dem. Det var også med de ord at hun rejste sig og gik hen til trappen hvor hun gik op af den, igen satte hun sig næsten øverst mens hun fik skiftet hendes vand inden hun vendte tilbage til bordet, dog med 2 krus med vand hvor hun stillede den ene overfor Azreal hvis han ville have noget alligevel, for hun var jo ikke ude på at drikke ham fuld.
Come Children of the world
I take you away from the pain and sorrow.
Be enchanted of me and forget all you know.
Until I leave once again.
Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 17, 2013 18:53:51 GMT 1
Azreal smilede roligt og nikkede, som han gav hede ret i at kvinder var forskellige og at kvinder kunne lide opmærksomhed og ros. Han virkede ikke overrasket over hendes pludselig snak om penge, men lukkede et kort grin ud ved at hun fortalte hun ikke var dum nok til at gifte sig til dem. Han begyndte at overveje hvordan hun så ville komme til dem, men undlod at stille hende spørgsmålet, som det virkede for uhøfligt. Han var ikke i det mindste i tvivl om han nok også ville komme til at få ondt af den mand, som fik Nemo. ”Jeg ville nok være en af dem, Nemo” indrømmede han og små grinede. Han kunne sagtens forestille sig at hun ville blive en udfordring for hendes kommende mand, hvis hun altså nogensinde fandt sig en. Han kunne forestille sig at man nok skulle være af den rette støbning for at være gift med hende. En støbning, som han var overbevidst om at han ikke var af. Han træk let på skulderne. Der kunne vel være noget om. Han var dog en travl mand i MeRosal, så han kunne næppe se hvornår han skulle finde tid til at omgive sig selv med kvinder. Selv tanken fik ham til at få en kuldegysning. En masse høns i en hønsegård med en hane. Uhyggelig tanke. Så heller med et par haner samtidigt, gerne nogen som trækker opmærksomheden imod dem selv. Blikket gled fra loftet til de to nye krus på bordet og hans ene øjenbryn skød op, som det ene krus stod tættere på ham. Øjenbrynet faldt dog på plads igen, som han så imod Nemo spørgende for at finde ud af hvad der var i krusset.
Never stop fighting
Never stop dreaming
Never stop
Post by Nemo Nevermind on Jul 17, 2013 19:26:45 GMT 1
Hun kunne ikke lade være med at le som han sagde han nok også ville være en af dem som havde ondt af den mand der fik Nemo til kone. "Ja ik.. ? det ville være frygteligt at skulle holde mig ud til døden os skiller og alt det der" det var tydeligt der stadig var latter i hendes stemme for hun ville også selv havde haft ondt af den mand, hvis hun da kunne føle og have ondt af nogen, hvilket hun ikke kunne men derfor ville hun nok stadig havde det for det måtte være frygteligt at udholde hende i længere tid, men igen det var nok fordi hun endnu ikke havde mødt en mand som hun selv kunne udholde i længere tid. Højst en dag eller 2 men så begyndte folk altså også at kede hende noget så frygteligt, at hun igen måtte rejse men igen hun havde jo også en rastløs sjæl som altid gjorde hun måtte forlade det sted hun nu var fordi hun gerne ville se verden omkring hende. Hun så roligt ned på hendes eget krus som hun førte til læberne og drak nogle slurke af før hun satte det ned igen. "Slap af det er bare vand. Det andet er altså ikke særlig sundt i den varme og det er ved at stige dig til hovedet" sagde hun roligt med et skævt smil, men hun forstod jo godt hvis han ikke ville drikke det fordi han ikke stolede på at det kun var vand, men så måtte hun jo bare bevise det. Hun sukkede kort og tog hans krus med vand som hun tog en slurk af før hun rakte det frem imod ham igen, bare så han kunne se der ikke skete noget ved at drikke det, udover han jo kunne være bekymret for at hun fejlede noget og smittede med et eller andet men så måtte han jo selv hente noget at drikke.
Come Children of the world
I take you away from the pain and sorrow.
Be enchanted of me and forget all you know.
Until I leave once again.
Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 22, 2013 14:57:22 GMT 1
Azreal smilede grinende og nikkede. ”For ikke at forglemme at nogen snakker om at holde sammen i efterlivet også” fortalte han og rystede på hovedet ved tanken i sig selv. Han havde svært ved at forestille sig at være så blindet af kærlighed at man ikke ønskede andet end den person, som man elskede. Han fattede dog godt det romantiske i at kunne være sammen forevigt, men han var ret sikker på at det ikke var muligt at tilbringe hver eneste lille sekund eller minut sammen med en person. Samt at han så heller ikke troede på at der var noget når først at livet var slut. Han sank en klump, som et mindre flash af deres tidligere brændende oplevelse. Om hvordan ilden havde trukket sig fra ham og hvad lignede hans mor. Det virkede så umuligt og langt væk, men alligevel var det tæt på, som det prøvede at fortælle ham noget. Han ville bare ikke lytte til det... Han vippede svagt med hovedet, som han gav hende ret. Øl var bestemt ikke det sundeste valg i varmen, men hun havde da bemærket det havde stiget ham til hovedet. Selvfølgelig havde hun det, hvordan havde hun haft kunne undgå at bemærke det.. Om der var noget i vandet havde slet ikke faldet ham ind før hun sukkede og tog hans krus med vandet. Han så undret på hende, som hun slog en slurk og rakte det imod ham. Først der gik det op for ham at hun måske havde taget hans stilhed, som mistænksomhed. Han satte sig op og tog om krusset. Han fik en god mundfuld ned og satte krusset på bordet. ”Tak, men det havde du ikke behøvet.. Jeg står nok i gæld til dig i forvejen” sagde han med et skævt smil, dog havde vandet var ganske rart at få ned.
Never stop fighting
Never stop dreaming
Never stop
Post by Nemo Nevermind on Jul 22, 2013 15:34:07 GMT 1
Et overrasket udtrykt fandtes i Nemos ansigt lige pludseligt da han snakkede om at være sammen med nogen i efterlivet. "Forhåbentligt ikke, jeg ville fortrække at blive opslugt at mørket og intetheden, ikke være sammen med andre det ville jo bare være ondt" tydeligt at når hun en gang skulle dø så ville hun fuldstændig dø være en del af mørket og intetheden, ikke noget af alt det der romantiske sludder om en smuk have man ville vandre i eller et brændende helvede, det var jo bare for at holde folk inde på den rigtige side af loven samt forsøge at berolige folk der måske var bange for at dø. Det var ihvertfald noget sludder i hendes øre, for døde man holdt man simpelthen op med at eksistere. Et stille smil gled dog over hendes læber som hendes øjne og andre ansigts træt blev mere rolige efter den mindre overraskelse over at nogen ville holde sammen for livet, for det måtte være en plage, en evighed sammen med kun en anden, det ville da være frygteligt men det var jo nok fordi hun ikke havde nogen af den slags følelser for et andet levende væsen. "Så kan du jo lige så godt lære det.. I den vestlige del af Talian skal du ikke stole på nogen som helst, andre end dig selv.. De er enten ude på at stjæle fra dig eller dræbe dig, uanset hvor flinke de så end måtte være.. Her er det en hver person for sig selv" sagde hun roligt for sådan havde hun jo opfattet at de fleste var her i det vestlige Talian for man skulle passe på hvem man snakkede med og hvem man stolede på, for man skulle virkelig have været igennem meget for at man kunne stole på hinanden. Selv nu kunne Nemo jo sagtens finde på at stikke ham i ryggen hvis han vendte den til hende, eller få Harold til at forgifte ham, men igen hvis hun kunne snuse lidt penge eller måske et nyt bekendtskab i dette så kunne det være hun lod ham leve.
Come Children of the world
I take you away from the pain and sorrow.
Be enchanted of me and forget all you know.
Until I leave once again.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker