Post by Silvia Hunter on Jun 19, 2013 14:02:44 GMT 1
Det var ikke en særlig venlig behandling hun fik sig, som hun atter blev smidt op på hesten, hvorpå hun blot snerrede irriteret og vendte blikket bort fra Ciel. Egentlig var Silvia lykkelig over, at Ciel ikke havde tænkt sig at snakke med hende lige foreløbig, det virkede heller ikke som om at manden havde tid til det, så man kunne vel godt sige at hun var lettet, også selvom hun havde kurs direkte mod fangekælderen.
*Du burde vide bedre..*
snerrede Silvia lettere koldt, som hun forsøgte at spænde musklerne i kroppen for at rette blikket ud mod byen, som de red afsted. Hun vidste godt hvor mutanter blev ført hen, men hun ville være sikker på, at hun ikke endte i kælderen hos Ciel. Den mand skulle aldrig nogensinde få lov til at røre hende! Nok var hendes kropssprog roligt, men hendes sind var i kaos, som hun var bange for mørket, der snart ville omslutte hende og efterlade hende til rotterne. Hun snak en klump, som hun blev nød til at lade sig ligge over hesten, da Rei satte farten op. Nogle enkelte gange var hun bange for at falde af, selvom det muligvis ville have givet hende mulighed for at flygte, så var hun ikke sikker på at kunne rejse sig efter endnu et fald. Hun åndede lettt op, da hesten stoppe, dog vred hun sig, som vagterne greb fat i hende og trak afsted med hende. Hun spyttede den ene vagt i hovedet, før at mørket fra fangekælderen nåede hendes blik. Den pludselige styrke til at rive sig ud af den ene vagts greb kom bag på både hende og vagterne, som de straks forsøgte at gribe fat i hende. Hun skreg hysterisk op, som hun nær havde sparket den ene vagt i hovedet. En tåre trillede ned af hendes kind, som hun så sig slået, da vagterne lukkede døren til kælderen bag hende.
"Jeg hører ikke til her!"
skreg hun op, som hun forsøgte at sætte benene i jorden og forhindre vagterne i at komme videre. Det endte med at vagterne spændte ben for hende, så hun blev slæbt hen af gulvet og mod cellen. Silvia havde slet ikke tid til at holde øje med hvor de gik. Mørket gjorde hende panisk og ude af kontrol til at styre sig selv. Hun rev den ene vagt langs med armen, inden at de smed hende ind i cellen og hun farede mod døren, som den blev lukket lige for næsen af hende.
"Rei! Når jeg først kommer ud her fra, så finder jeg dig som den første!"
skreg hun arrigt, før at hun gled ned langs med døren og trak benene op til sig, hvorpå hun lagde sin hage og lukkede øjnene hårdt i. Hun havde ikke lyst til at undersøge cellen, da det bare ville gøre hende mere bevidst om hvor hun var henne og at der ikke var nogen udvej mere. Silvias vejrtrækning var anstrengt, som hun begyndte at hyperventilere og panikken tog over.. Skriget fyldte kælderen som en strøm, men så blev der også stille..
//out
*Du burde vide bedre..*
snerrede Silvia lettere koldt, som hun forsøgte at spænde musklerne i kroppen for at rette blikket ud mod byen, som de red afsted. Hun vidste godt hvor mutanter blev ført hen, men hun ville være sikker på, at hun ikke endte i kælderen hos Ciel. Den mand skulle aldrig nogensinde få lov til at røre hende! Nok var hendes kropssprog roligt, men hendes sind var i kaos, som hun var bange for mørket, der snart ville omslutte hende og efterlade hende til rotterne. Hun snak en klump, som hun blev nød til at lade sig ligge over hesten, da Rei satte farten op. Nogle enkelte gange var hun bange for at falde af, selvom det muligvis ville have givet hende mulighed for at flygte, så var hun ikke sikker på at kunne rejse sig efter endnu et fald. Hun åndede lettt op, da hesten stoppe, dog vred hun sig, som vagterne greb fat i hende og trak afsted med hende. Hun spyttede den ene vagt i hovedet, før at mørket fra fangekælderen nåede hendes blik. Den pludselige styrke til at rive sig ud af den ene vagts greb kom bag på både hende og vagterne, som de straks forsøgte at gribe fat i hende. Hun skreg hysterisk op, som hun nær havde sparket den ene vagt i hovedet. En tåre trillede ned af hendes kind, som hun så sig slået, da vagterne lukkede døren til kælderen bag hende.
"Jeg hører ikke til her!"
skreg hun op, som hun forsøgte at sætte benene i jorden og forhindre vagterne i at komme videre. Det endte med at vagterne spændte ben for hende, så hun blev slæbt hen af gulvet og mod cellen. Silvia havde slet ikke tid til at holde øje med hvor de gik. Mørket gjorde hende panisk og ude af kontrol til at styre sig selv. Hun rev den ene vagt langs med armen, inden at de smed hende ind i cellen og hun farede mod døren, som den blev lukket lige for næsen af hende.
"Rei! Når jeg først kommer ud her fra, så finder jeg dig som den første!"
skreg hun arrigt, før at hun gled ned langs med døren og trak benene op til sig, hvorpå hun lagde sin hage og lukkede øjnene hårdt i. Hun havde ikke lyst til at undersøge cellen, da det bare ville gøre hende mere bevidst om hvor hun var henne og at der ikke var nogen udvej mere. Silvias vejrtrækning var anstrengt, som hun begyndte at hyperventilere og panikken tog over.. Skriget fyldte kælderen som en strøm, men så blev der også stille..
//out