Post by Clarié Eomie Infiena on Oct 20, 2012 17:31:11 GMT 1
(Efterår)
Clarié fulgte med i sceneriet fra taget af et af de tilstødende huse, det af dem der virkede mest sikkert at stå på. Hun havde været lidt skeptisk, men taget lod indtil videre til at acceptere hende vægt. Masken der dækkede hendes næse og mund virkede som mere end bare forklædning, aftenen var kold og vinden der rev i hendes kappe var ikke skånsom. Hun var nødt til at holde fast i den for at undgå at hun blev opdaget af personerne i gyden. De folk hun overvågede var tre vagter der havde jagtet nogle børn de mistænke op i en krog, de havde kun fået fat i halvdelen af børnene så vagterne var bitre og generelt bare i dårligt humør. Clarié havde bandet for sig selv da hun så at børnene løb ind i en gyde, men hvis de nu skulle løbe ind i en gyde så var hun glad for at de havde valgt en som denne. Den gav hende flere muligheder for at udnytte sine evner. Lige nu sad hun og løsnede et reb der var bundet med mindst en milliard knuder, tydeligvis et barns værk. Kappen havde hun klemt fast mellem armen og kroppen og hun havde opgivet at beholde hætten på så længe hun ikke havde hænderne fri. Hun fulgte hele tiden vagternes bevægelser ud af øjenkrogen, de var endnu ikke langt nok inde i gyden, men hun kunne også risikere at de pludselig sprang frem mod børnene hvis hun ikke snart gjorde noget. Vagterne gjorde dog ikke noget for at besvære hendes planer og gik mod børnene som om de havde al tid i verdenen. Hun tænkte frastødt at de måtte nyde børnenes panik. Hun fik løsnet den sidste knude og alt det, som ræbet havde holdt tilbage, var hun nu det eneste der holdt. Hun koncenterede sig nu helt om gyden og konstaterede tilfreds at vagterne var kommet langt nok. Så lukkede hun øjnene og fokuserede på den højstrangerende vagts sko. Hun fik dem ikke til at forsvinde, men låste dem blot. Til stor overraskelse for vagten der var midt i et skridt og pludselig stod i en latterlig stilling uden at kunne bevæge sine fødder hverken frem eller tilbage. Clarié smilede for sig selv da de to andre vagter om ham til hjælp og så slap hun ræbet og lod en stor bunke bygningsaffald regne ned over dem mens hun slap vagtens sko med sin evne igen. Hun tænkte at hvem end der havde hængt materialetspændt ud mellem de to tage nok ville tilgive hende. Børnene stod som forstenede og betragtede vagterne der var helt eller delvist begravet i småsten, støv og træstumper. Deres uniformer skulle nok beskytte deres liv, men hun havde ikke noget imod hvis de ikke slap udskadte fra sammenstødet. Hun trak hætten over håret igen og piftede af børnene og pegede mod gydens åbning.
Clarié fulgte med i sceneriet fra taget af et af de tilstødende huse, det af dem der virkede mest sikkert at stå på. Hun havde været lidt skeptisk, men taget lod indtil videre til at acceptere hende vægt. Masken der dækkede hendes næse og mund virkede som mere end bare forklædning, aftenen var kold og vinden der rev i hendes kappe var ikke skånsom. Hun var nødt til at holde fast i den for at undgå at hun blev opdaget af personerne i gyden. De folk hun overvågede var tre vagter der havde jagtet nogle børn de mistænke op i en krog, de havde kun fået fat i halvdelen af børnene så vagterne var bitre og generelt bare i dårligt humør. Clarié havde bandet for sig selv da hun så at børnene løb ind i en gyde, men hvis de nu skulle løbe ind i en gyde så var hun glad for at de havde valgt en som denne. Den gav hende flere muligheder for at udnytte sine evner. Lige nu sad hun og løsnede et reb der var bundet med mindst en milliard knuder, tydeligvis et barns værk. Kappen havde hun klemt fast mellem armen og kroppen og hun havde opgivet at beholde hætten på så længe hun ikke havde hænderne fri. Hun fulgte hele tiden vagternes bevægelser ud af øjenkrogen, de var endnu ikke langt nok inde i gyden, men hun kunne også risikere at de pludselig sprang frem mod børnene hvis hun ikke snart gjorde noget. Vagterne gjorde dog ikke noget for at besvære hendes planer og gik mod børnene som om de havde al tid i verdenen. Hun tænkte frastødt at de måtte nyde børnenes panik. Hun fik løsnet den sidste knude og alt det, som ræbet havde holdt tilbage, var hun nu det eneste der holdt. Hun koncenterede sig nu helt om gyden og konstaterede tilfreds at vagterne var kommet langt nok. Så lukkede hun øjnene og fokuserede på den højstrangerende vagts sko. Hun fik dem ikke til at forsvinde, men låste dem blot. Til stor overraskelse for vagten der var midt i et skridt og pludselig stod i en latterlig stilling uden at kunne bevæge sine fødder hverken frem eller tilbage. Clarié smilede for sig selv da de to andre vagter om ham til hjælp og så slap hun ræbet og lod en stor bunke bygningsaffald regne ned over dem mens hun slap vagtens sko med sin evne igen. Hun tænkte at hvem end der havde hængt materialetspændt ud mellem de to tage nok ville tilgive hende. Børnene stod som forstenede og betragtede vagterne der var helt eller delvist begravet i småsten, støv og træstumper. Deres uniformer skulle nok beskytte deres liv, men hun havde ikke noget imod hvis de ikke slap udskadte fra sammenstødet. Hun trak hætten over håret igen og piftede af børnene og pegede mod gydens åbning.