Post by Etienne P. Kenilsworth on Mar 30, 2013 22:11:50 GMT 1
I al den tid, Akari havde været væk for at besøge lægen, havde Etienne ikke kunne foretage sig andet end at vandre rastløs rundt. Selvom han hele sin barndom var blevet belært om, at tjenestefolk var ens ansatte, som man ikke behøvede at føle noget for, kunne han umuligt dæmpe den fornemmelse af skyldfølelse, der konstant jagede ham. Det var jo hans skyld, at Akari var kommet til skade – havde han ikke blandet sig dengang ved branden, ville Akari aldrig havde skadet hverken sin hånd eller sin skulder…
Om natten var hans søvn præget af mareridt om kidnapningen og branden. Aldrig før havde han været udsat for noget så brutalt – hvis man da lige så bort fra hans families død – så det havde taget hårdt på ham. Han havde stort set ikke fået lukket et øje, og når det endelig lykkedes for ham at falde i søvn, sov han ikke mere end et par timer af gangen, før han igen blev vækket af brændende flammer, der omslugte hans koldsvende krop.
Det endte med, at han stod op klokken seks og blot sad og kiggede ud i gården, ventende på at en ganske særlig person skulle vende hjem…
-------------
Han vågnede med et sæt da han kunne høre stemmer nede i hallen. Hvornår han var faldet i søvn og hvor længe han havde sovet, vidste han ikke. Han havde fuldstændig mistet sin tidsfornemmelse, men at dømme på solskinnet udenfor, var det vist morgen eller formiddag. Måske endda frokost tid? Nej… Så ville en af tjenerne da have bragt mad op til ham.
Han kastede et blik ned i gården, hvor en af stalddrengene var i færd med at føre en træt hest hen i stalden. Det kunne kun betyde én ting: Akari var vendt hjem!
Han skyndte sig i tøjet, hvorefter han styrtede ned af trapperne og ned i forhallen, hvor han fik øje på Akari. Han havde mest af alt lyst til at kaste sig om halsen på ham, men det lykkedes med nød at næppe for ham at beherske sig; resten af personalet kunne jo se ham, og hvad ville de ikke tænke, hvis den unge herre faldt en ansat om halsen?
Da han fik kigget nærmere på livvagten, så han, at han så ud til både at være træt og være i smerter. Han rynkede på brynene, og det tog ikke lang tid, før han havde genvundet sin normale kommanderende tone, der kun virkede en smule mindre troværdig på grund af hans uglede hår, posede øjne og arrede hud, der fik ham til at ligne en, der havde været oppe at toppes med en meget arrig hankat.
Han rankede sig i ryggen og rømmede sig.
”Du skal op i seng med det samme, og hvis du nægter, låser jeg dig inde på dit værelse!" truede han.
Om natten var hans søvn præget af mareridt om kidnapningen og branden. Aldrig før havde han været udsat for noget så brutalt – hvis man da lige så bort fra hans families død – så det havde taget hårdt på ham. Han havde stort set ikke fået lukket et øje, og når det endelig lykkedes for ham at falde i søvn, sov han ikke mere end et par timer af gangen, før han igen blev vækket af brændende flammer, der omslugte hans koldsvende krop.
Det endte med, at han stod op klokken seks og blot sad og kiggede ud i gården, ventende på at en ganske særlig person skulle vende hjem…
-------------
Han vågnede med et sæt da han kunne høre stemmer nede i hallen. Hvornår han var faldet i søvn og hvor længe han havde sovet, vidste han ikke. Han havde fuldstændig mistet sin tidsfornemmelse, men at dømme på solskinnet udenfor, var det vist morgen eller formiddag. Måske endda frokost tid? Nej… Så ville en af tjenerne da have bragt mad op til ham.
Han kastede et blik ned i gården, hvor en af stalddrengene var i færd med at føre en træt hest hen i stalden. Det kunne kun betyde én ting: Akari var vendt hjem!
Han skyndte sig i tøjet, hvorefter han styrtede ned af trapperne og ned i forhallen, hvor han fik øje på Akari. Han havde mest af alt lyst til at kaste sig om halsen på ham, men det lykkedes med nød at næppe for ham at beherske sig; resten af personalet kunne jo se ham, og hvad ville de ikke tænke, hvis den unge herre faldt en ansat om halsen?
Da han fik kigget nærmere på livvagten, så han, at han så ud til både at være træt og være i smerter. Han rynkede på brynene, og det tog ikke lang tid, før han havde genvundet sin normale kommanderende tone, der kun virkede en smule mindre troværdig på grund af hans uglede hår, posede øjne og arrede hud, der fik ham til at ligne en, der havde været oppe at toppes med en meget arrig hankat.
Han rankede sig i ryggen og rømmede sig.
”Du skal op i seng med det samme, og hvis du nægter, låser jeg dig inde på dit værelse!" truede han.