I Need You, Sister

[Abby Kashima Entolasia]

Det var efterhånden ved at være sent, men det stoppede ikke den lille skikkelse i at bevæge sig igennem de forskellige områder af nord. Skikkelsen havde efterhånden ledt over alt og var så småt begyndt at blive desperat efter at finde det hun søgte. Skikkelsen var klædt i hvidt fra top til tå, men det fik hende blot til at se mere uskyldig ud, hvilket hun jo også var, medmindre at man virkelig pissede hende af, eller forsøgte at holde noget hemmeligt for hende. Det der nok ville kunne få hendes personlighed til at vende var, hvis man kendte noget til hendes søster og ikke ønskede at fortælle hende noget, så kunne hun hurtigt virkelig kold og hård, samtidig med at hendes tålmodighed ikke ville være særlig stor. Den hvide skikkelse var iført en hvide skjole, som var blevet bundet sammen foran hende, så det var en lukket kjole, eftersom at vejret var yderst koldt og blæsende, men den mindre skikkelse ville ikke give op. En ting var dog sikkert hendes far måtte være yderst bekymret for hende, eftersom at hun skulle have været hjemme for en time side. Dog var hun overbevist om at Alita ville dukke op denne aften, derfor kunne hun ikke tage hjem, for hvad nu hvis at hun virkelig dukkede op ved søen og at hun så bare var gået hjem? Tanken strejfede hende, og hun havde virkelig ikke lyst til at efterlade hendes søster i kulden.
Når man først fik øje på Abby, så lignede hun muligvis bare et spøgelse, som bevægede sig rundt om den mørke sø, og kiggede rundt over det hele, imens at det lange hår flagerede rundt om hendes krop og gav hende blot et mere skræmmende udseende.
"Alita! Alita!"
råbte hun med en mindre hæs stemme, da hun efterhånden havde ledt efter hendes søster i nogle timer. Hun var også så småt ved at være udmattet, samtidig med at hun frøs. Dog ignorerede hun hendes krops signaler og fortsatte rundt om søen.

[Black]

Bag ved en større sten kom en mand løbende, med frygt i øjne, han så ikke ligefrem ud til at havde det godt, han var skadet, men man kunne se hvordan han prøvede at nå vandet, han var desperat, han kiggede sig meget over skulderen, som om noget skulle følge efter ham, dog var der et tegn at han så gladere og gladere ud som han kom tæt på vandet, men lige i det sidste sekund som en kro kastet imod ham og satte sig i hans skulder og hev ham tilbage, så han faldt bagover, man kunne se hvordan mandens mistede alt håb, han tog fat i kroen og prøvede at få den ud af sin skulder, mens han råbte
"NEJ, NEJ, lad mig være, jeg har intet gjort, jeg har ikke fortjent det"
Roligt kom en skikkelse frem fra mørket hvor kroen med en stærk metal kæde i var kommet fra, det var Black, hans kolde øjne og grusomme smil, var rette mod manden, han kom bare roligt tættere , på manden der kæmpede med kroen.
Da han nåede der hen tog han fat i mandens hals og tog ham op i en hånd og klemte om hans hals, mandens øjne var fulde at rædsel og i samme sekund satte Black sine tænder i hans arm, for at få den information han havde kæmpet for, manden var panisk han skreg og i netop dette sekund så han frem for sig og så en hvid skikkelse foran sig, hvad han mente han så i hans rædsel vidste Black ikke, men sekundet efter stoppede hans puls, han var død af chok og Black kunne ikke få stilet sit spørgsmål og få den information han manglede. Han slap roligt bidet og kiggede på manden der bare hang uden en lyd i hans arm.

Vreden steg i Black, hvad var det der skete, han tog manden og kastede ham mod den store sten, hvorefter der kom en lyd der kunne høres tydeligt, det var lyden af nogle knogler der blev brudt af sammenstødet med kanten af stenen.
Black vende sig om sekundet efter for at se hvad der havde fået denne mand i sådan en frygt og så en ung pige der var hvid fra top til tå, hvad havde han troet at døden var kommet efter ham. man kunne tydelig se vreden.
"DIG, du skræmte ham ihjel"

[Abby Kashima Entolasia]

Abby gik mere eller mindre i sine egne tanker, idet at hun blev kastet tilbage i virkeligheden og blot stirrede på manden med åben mund. Hun forsøgte at kigge sig en smule omkring efter et sted hun kunne skjule sig, men hun turde ikke bevæge sig over til stenene, hvor manden var kommet fra, han var tydeligvis ikke alene. Hun sank en klump, som hun så noget komme flyvende lige mod ham. Et hvin forlod hendes læber, dog dækkede hun hurtigt sin mund, da hun ikke ville gøre ham opmærksom på hende. Da krogen borede sig ned i mandens skulder og han faldt mod jorden. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre, og valgte blot at blive stående med blikket rettet mod jorden. Hvem var han og hvorfor var der nogen efter ham. Hvorfor lod han til at have kurs mod søen? Hun vidste ikke rigtig, hvad der foregik og anede ikke hvor hun skulle starte henne. Dog gik hun i stå, da hun så en anden skikkelse bevæge sig mod manden. Abby forsøgte at trække sig en smule tilbage og forholde sig i baggrunden, dog så hun manden stirre på hende og hun stivnede, da hun kunne fornemme hans sjæl forlade hans krop. Et gisp forlod hendes læber, da manden var livløs og hans krop blot var et hylster uden energi.
Hun holdt sig for munden og trak sig en smule tilbage, da han vendte sig mod hende. Hun begyndte kraftigt at ryste på hovedet og kneb øjnene sammen, som hun kunne hører knoglerne.
"Jeg har ikke gjort noget"
sagde hun lettere skræmt og valgte at trække sig en smule tilbage, imens at hun holdt blikket mod ham. Det lange hår hvirvlede ind foran hendes røde øjne, som hun forsøgte at få en mindre afstand til manden. Han var skræmmende, samtidig med at hun skulle holde sin krop under kontrol, så hun ikke ville slippe hendes evne løs i frygt.

[Black]

Jayden kiggede på den skræmte pige, hun havde ødelagt hans jagt, han havde endda, lige nået ham før han var gået hen og blevet et med vandet, hvorfor var hun her også nu og klædt så meget i hvidt, hun havde slået ham ihjel, hun havde ødelagt en hel uges jagt på denne mand, det irriterede ham grænseløst, han gik roligt tættere på hende, mens han lavede et slag med den metalkæde han holde i og kroen gik ud af hans skulder og kom tilbage til ham.
han begynde at samle den og tog den så om hans hals og den lignede pludselig en kort halskæde, man kunne faktisk ikke se at denne kæde var mange meter lang med en kro for enden, det var også en tung byrde, men det var noget black altid havde.
"bliv hvor du er, du slog ham ihjel før jeg fik chancen for at finde ud af det, jeg skulle bruge, hvad har du at sige til dit forsvar, hvad laver du overhoved her"

Black pressede sig meget på, men han var kold og at se pigen bange gjord at han fik blod på tanden, han nød følelsen af hvordan hun frygtede ham mere og mere, men han kunne køre hende meget mere ned end det her.
"ikke gjort noget, den mand døde af skræk,du er klædt i vidt i mørket, han troede sikkert at døden kom efter ham, du er skyld i at mange mennesker kommer til skade fordi han ikke kan fortælle mig noget vigtigt og du slog ham også ihjel"
Black var tydeligvis sur, dog var hans øjne stadig kolde, men den røde farve i hans øjne, begynde langsomt at blive lysende, det var som om hans øjne glødede, mens han kiggede på hende.

[Abby Kashima Entolasia]

Abby havde ingen ide omkring hvad hun nu var blevet rodet ind i. Hun havde ingen ide om hvad dette kunne få af følger. Hun sank en klump og kiggede sig over skulderen, hvad havde han tænkt sig at gøre? Hun var bange, bange for ham, for manden hvis sjæl havde forladt ham. Hun kunne fornemme sjælen ovenover manden. Sjælen virkede skræmt, ligesom hun var. Stemningen smittede af på hende. Hun gispede, da han valgte at gå tættere på hende, skulle hun løbe og håbe på at hun ikke ville se ham igen. Hendes hænder rystede en anelse og hun forsøgte virkelig at tage sig sammen.
"Jeg leder bare efter min søster"
sagde hun med en yderst lille stemme, som hun endnu en gang kiggede sig over skulderen og forsøgte at finde en vej ud af denne situation. Mon det allerede var for sent. Da hun kiggede tilbage igen, kunne hun ikke længere se den lange kæde, kun at han lige pludselig havde en halskæde på, dog havde hun ikke tid nok til at tænke og valgte derfor at vende ryggen til ham for at bevæge sig væk fra ham. Det kunne være at han ikke fandt hende interessant, hvis hun bare stak af?

Hendes krop rystede, som hun forsøgte at komme væk fra manden, dog stivnede hun i det at han sagde at det var hende, som havde slået manden ihjel. En tåre trillede ned af hendes kind, før hun vendte sig om mod manden og lod blikket glide op på skikkelsen over Blacks hovede. Hun begyndte langsomt at ryste på hovedet. Hun havde ikke slået ham ihjel, eller havde hun?
"Det var ikke meningen, at det skulle ske. Jeg er altid klædt i hvidt"
sagde hun med en mindre stemme og forsøgte at finde på noget andet at tænke på. Hun lod hænderne glide igennem det lange hår, som hun så småt fik styr på det. Abby kunne mærke, hvordan vreden sprede sig i manden og hun gyste lidt, som hun trak sig længere og længere tilbage, for til sidst at løbe. Hun ville væk og det skulle helst være nu!

[Black]

Black kigged epå hende han var vred, han ønskede blod, blod fra en levende person, dog stopped ehan langsomt op, mens han kom hen til hende, han skulle holde zions ord og hvis hun ikke var mutant så ville han gå imod Zions ord, det var jo langt fra mange personer i denne by der var mutanter, han skulle tage det roligt, han skulle først finde beviser på hun var mutant, for hun havde ikke gjort noget af sig selv, men det gjorde ikke forskel på at kun skulle betale.
"klokken er mange, du er alt for lille til at være her ude, hvem er du og hvem er denne søster du leder efter"
Han satte stadig pres på hende, an havde ikke i sinde at gøre at hun stoppede med at blive bange, det var faktisk det der holde ham i gang lige nu, at han kunne se denne lille pige være ved at gå til af frygt. Han kom stadig tættere på hende, man kunne se hvordan hun virkelig gerne ville væk, hun ville løbe, men han var ved at være tæt på.

Black var faldet lidt ned, det kunne ses på hans øjne, hun havde gjort ham vred, men det var mere fordi hun havde stoppet alt det sjove og noget han havde arbejdet meget på, men selvom han lige nu havde lyst til at skære denne pige langsomt op, så skulle han gøre hvad Zion fortalte ham og de ord fik han ikke før han smagte hendes blod.
Han mærkede hvordan hun løb lige efter hendes svar, så han løb ret hurtig efter hende, afstanden var ikke særlig stor, så han var hurtig op på hende og forsøgte at tage fat i hendes arm og holde hende fast.
"hvad tror du at du laver, du har lige slået en mand ihjel, tror du selv du bare kan løbe sådan fra sådan noget"
Han kiggede hele tiden på hende, med sit kolde blik, hun var en lilel pige så hun ville skrige under tortur, han kunne ikke bare stilel et spørgsmål, men måske hun var så bange at hun bare svarede på alt lige nu.

[Abby Kashima Entolasia]

En ting var sikkert, hun havde virkelig gjort ham sur, uden at gøre noget som helst.. Hun vidste slet ikke hvad der foregik og forstod ikke hvad hun havde gjort forkert, dog lod hun blikket glide ned på hendes kjole, der fortsat var hvid, men enkelte steder kunne man se nogle blå roser, som var blevet plukket i den store blomster have i nord-øst. Abby rettede sit blik op mod ham og bed tænderne sammen. Hun kunne slet ikke holde hendes krop nede, dog gled hendes blik op på skikkelsen over hans hoved. Hun ville blot ønske at sjælen ville stikke af.. Hun brød sig ikke om det og det var måske også derfor at hun havde vendt blikket væk fra ham og skikkelsen. Noget hun kun kunne se, det skræmte hende måske mere end han skræmte hende.
"Far ved godt at jeg er herude.. Jeg er stor nok til at passe på mig selv"
sagde hun en anelse bestemt, da hun selv mente at hun var gammel nok til at passe på sig selv. Men alligevel vendte hun hurtigt tilbage til den skræmte fase og forsøgte at trække sig længere og længere tilbage fra ham.

Abby vidste ikke hvad han tænkte på og ønskede sikkert ikke at finde ud af det. Hun ønskede blot at finde hendes søster. Derfor endte det da også med at flere tårer trillede ned af hendes kinder, imens at hun løb. Dog blev hun overrasket idet at han løb for at stoppe hende. Hun begyndte ret hurtigt at skrige op og hive i sin arm for at komme fri. Hun pev også en anelse. Heldigvis var det lykkedes hende at blive i hendes krop..
"Jeg har ikke gjort noget. Du skræmte ham, det var din krog, som borede sig ned i hans skulder.. Jeg vil bare finde min søster, så vil du ikke nok lade mig gå"
sagde hun en anelse bedende og så op på ham med tåre i øjnene, som hun forsøgte at bede ham om at give slip på hende. Hendes ben begyndte også at ryste..

[Black]

Black vidste ikke helt hvad han skulle gøre med hende, men han kunne jo starte med at prøve sig frem, han skulle bare havde hende til at besvare nogle spørgsmål, han regnede som sagt med hun var så bange og i panik lige nu at hun bare ville sige sandheden for at slippe væk hurtigst muligt, han havde bare ikke tænkt sig at give slip på hende så let.
"stor nok, der er mordere og tyve her, tro mig du er ikke i sikkerhed, der er meget være mennesker end mig her ude, jeg beskytter folk som dig mod folk som ham"
Han hentyde til manden bag ved ham lige nu, det var jo ikke ligefrem en venlig person, men det var helt sikkert løgn at han var værre end black, men det behøvede han ikke lige at fortælle hende. Han holde godt fast, selvom hun blev ved med at trække.
"bare svar mig på er dig eller din søster mutanter"
Det var jo et meget enkelt spørgsmål han stilte hende, hun skulle bare svare ærligt og fortælle ham hun ikke var mutant og så lod han hende gå.
"min lille ven, jeg ved altid hvad jeg gør, han ville aldrig dø af frygt til mig, han døde fordi du pressede ham ud over randen"
Hans blik var koldt og kiggede hende ind i øjne, så snart han kunne også for at skabe lidt mere rædsel i hende, hun skulle føle frygten, han rede måske også en af zions børn sådan, men han vidste jo ikek hvad hun gik og lavede.

[Abby Kashima Entolasia]

Abby var efterhånden overbevist om at hun ikke skulle være gået hen til søen denne aften. Hun sank en mindre klump, som hun forsøgte at holde sig selv under kontrol, dog kunne hun godt mærke på sig selv, at hun havde svært ved at kontrollere sin egen sjæl lige nu. Abby var bange for at hun igen ville forlade hendes egen krop, hvis han blev ved. Hun valgte dog fortsat at rive i hendes arm, og lagde den ene hånd mod hans i et forsøg på at rive hans fingre væk fra hendes arm. I det at han begyndte at tvivle på at hun godt kunne forsvare sig selv, gik der lige pludselig noget op for hende.. Hendes dolk..
"Jeg kan godt selv.. Men hvad mener du med folk som ham?"
spurgte hun en anelse undrende og kom straks til at tænke på, hvad han kunne mene med det. Mutant? Et suk forlod hendes læber, hvorefter hun stirrede på ham. Hendes øjne var triste og hun ønskede ikke at snakke med han længere. Sukket blev dybere.
"Jeg har ikke set min søster i 7 år.. Ikke siden uheldet i søen her.."
sagde hun med en lav stemme og lod blikket glide ud over vandet. Hun sank en klump og forsøgte at trække sin opmærksomhed væk fra vandet. Hun ville dog ikke svare på hans spørgsmål, eftersom at hun ikke selv vidste hvad hun var. Abby var skræmt og det sidste hun kunne vide noget om, var hendes søster.. Abby begyndte lige pludselig at græde.
"Jeg pressede ham ikke ud over kanten.. Jeg gjorde ingenting.. Du skræmte ham altså først"
sagde hun stille, dog knækkede hendes stemme over, hvorefter hun faldt sammen i græd. Dog gled hendes hånd ind under hendes kjole, hvorefter hun rejste sig op og rettede den lille dolk mod hans hals.

[Black]

BLack kiggede ned på den lille dolk, han vurdere den faktisk, den var meget flot, den var godt lavet og var meget skarp, gad vide hvor hun havde fået sådan en fra, men på samme tid, så var hun ikke klar tila t bruge denne kniv, hun havde en forkert holdning og hun havde ikke et fast nok greb på kniven til at kunne kæmpe mod ham hvis det var hun ville prøve på det, men det var da meget sjovt at se en lille pige tro at hun havde muligheder på grund af en kniv.
"ikke mod ham, når han kommer i vand går han med et i vandet, han kan hive dig under det og drukne dig, du kan ikke stikke i vand og skade det"
Black kiggede stadig lidt på kniven, så han så ikke rigtig hvordan hun så ud,m han lage ikke mærke til hendes triste udtryg, så han tog sig heller ikke rigtig af det, først da hun fortalte ham om hendes søster kunne han ikke lade være med at kigge på hende.
"7 år, man kan ikek leve i vand i 7 år, du kan lige så godt indse det, hun er død, det er der ikke noget at gøre ved, kom heller videre"
Han virkede overhoved ikke påvirket af hvad han lige havde sagt, han kiggede bare kort ud over vandet, mens han tænkte på hvorfor hun gad kigge efter en der var død for 7 år siden, det virkede jo dumt, hvad skulle man bruge sådan noget til, hvis hun fandt hende så var hun sikkert heller ikke den samme mere.
Da hun begynde at græde over at hun skulle havde slået en ihjel, kiggede han bare på hende.
"nej det jeg gjorde var at placere en dolk foran mandens hjerte, jeg sørgede for han ikke døde, men da du kom pressede du til dolken og slog ham ihjel, hvis du forstår hvad jeg mener"
Det var en lidt underlig måde at sige det på, men det var rigtig, dog tog det han ikke engang et sekund at mærke hvordan pigen skulle til at true ham, han holde en finger op fora sin hals og et klir kom frem, hvis hun kiggede efter ville hun kunne se at på hans tre midterste fingre på hans højre hånd, havde han metal på, de kunne bøje frit, men ude for enden var der en så skarp spids at du let kunne skade folk med den, dette metal havde han blokeret med, så hun ikke kunne nå hans hals, imens havde han taget venstre hånd og taget en kaste kniv og forsøgt at holde den op mod hendes hals.

[Abby Kashima Entolasia]

Abby havde ingen ide om, hvem hun stod overfor, men hun havde ikke tænkt sig at give op så let, selvfølgelig kunne hun blot forsøge at forlade hendes krop næsten livløs og så vende tilbage, når han ville have forladt hende? Men på den anden side, så virkede han som en der var på jagt efter dem med underlige evner, og manden før havde åbenbart ikke været nogen årsag. Abby fik et chok, da skikkelsen lige pludselig dukkede op bagved Black, hun så yderst chokeret ud, som om det var af hans ord, men i virkeligheden var det skikkelsen, som skræmte hende på nuværende tidspunkt.
"Drukne mig?"
hun gentog ordene med frygt, da det blot kastede hende tilbage i hendes minder, hvor hun stirrede ned på hendes livløse krop, der lå i vandkanten. Hun rystede dog en anelse på hovedet og forsøgte at trække sig væk fra manden. Han var alt for tæt på, hun vidste virkelig ikke hvad hun skulle stille op, dog virkede hendes krop lige pludselig slap, men det var mere fordi hun så småt havde givet op.
"Hun lever! Jeg ved det!"
sagde hun surt og man kunne godt fornemme på hende, at hun ikke ønskede at høre folk sige noget lignende. Derfor valgte hun også bare at presse kniven mod de tre fingre. Godt nok stoppede det dolken, emn alligevel valgte hun blot at gøre ham opmærksom på, at hun ikke ville give op så let og da slet ikke opgive sin søster, bare fordi han sagde det.
"Jamen.."
sagde hun undrende og valgte at holde sin mund, som hun blot stirrede forbi ham og mod skikkelsen der stod lige bag ved ham. Hun sank en klump og forsøgte at trække sig mere tilbage, som skikkelsen bevægede sig hen mod hende. Abby skyndte sig at pakke dolken væk og så op på ham. Hun bad ham blot om at lade hende gå.. Mandens sjæl farede lige pludselig imod hende og hun endte med at skrige op i smerte, som om hun var fanget midt i et mareridt, men han troede sikkert kun at det var hans skyld, hvilket det overhovedet ikke var. Hun gispede dog en anelse, da hun kunne mærke hans kniv mod hendes hals.

[Black]

Black kunne virkelig ikke følge hende lige nu, det så ud som om at hun kiggede forbi ham, men på hvad, han vende hoved lidt, men kunne intet se, hvad var det hun kunne se han ikke kunne se. Han vende sig imod hende igen og prøvede at få øjenkontakt, hvad var det der fik hende til at gå videre, for fokus var ikke på ham, men hun var bange.
"ja, men hvad kigger du på, hvad laver du?"
Black rystede på hoved og kiggede koldt på hende, levende, efter 7 år, hvad troede hun at hun var, en gud, der var ingen chance for at hun kunne leve overhoved.
"hun er død sådan er det, du kan lige så godt droppe med at lede efter hende, og hvis hun er levende, så vil hun ikke se dig, tænk over det 7 år og hun er ikke kommet hjem, så gider hun ikke se jer"
Black var kold, men det var da logik, der var ingen chance for at den søster hun søgte kunne findes eller at hun overhoved gad hjem til hende, det gav ikke mening og derfor kunne det ikke være sandt, sådan var det jo han tænkte, logik, selvom hans arbejde gik langt ud over det når man arbejde med mutanter. Han forsøgte ikek at presse meget tilbage, hun var svag i forhold til ham, så han gad ikke at prøve, hun var håbløs.
"intet jamen, gjort er gjort, du kan kun prøve at gøre op for det."
Lige efter det hørte han hvordan hun skreg, han tog fat i hendes arm og kiggede på hende, hvad var der med hende, selvom om han havde en kniv for hendes strube, så var det ikke så panisk, hun virkede som om hun kæmpede mod noget, så hun kiggede bare undrende på hende.
"er du sikker på du overhoved bør være på fri fod"

[Abby Kashima Entolasia]

Måske det bare var godt at hun havde mulighed for at forvirre ham, eftersom at hun ikke ligefrem forventede af ham at han overhovedet ville kunne forstå hende, det ville også være meget bedre, hvis han ikke gjorde. Hun var bange for at han ville dømme hende som mutant og måske begyndte at jage hende. Et gys strøg igennem hendes krop, som hun fornemmede skikkelsen bevæge sig ind i hende og forsvinde mod søen. Hun rystede en smule på hovedet og kiggede op på ham med kolde øjne.
"Ikke noget.. Skyggerne"
svarede hun en anelse næsevis, eftersom at han ikke skulle forsøge at udspørge hende om alt muligt. Ikke en gang hendes far havde spurgt hende om hvordan hun kunne vågne op i hendes egen grav, eftersom at han ikke havde kunnet høre hendes hjerte, da han først fandt hende i vand kanten. Derfor skulle han heller ikke vide noget, han var farlig, så meget vidste hun.
"Hun lever.. Ellers ville jeg vide det.."
sagde hun en anelse hårdt, som hun vendte ryggen til ham og forsøgte at bevæge sig ned mod søen. Hendes øjne virkede lige pludselig tomme, som hun forsøgte at overhøre hans ord, spørgsmål, vis svar ikke ragede ham. Black kunne vel ikke vide at Abby og Alita faktisk var tvillinger, og der havde altid været en eller anden forbindelse imellem dem lige fra fødslen og den kunne hun stadig mærke. Hun bukkede hovedet, måske havde hun accepteret det også selvom hun kunne fornemme på skikkelsen, der forsvandt ud over søen, at denne nu havde fået øjnene op for hvem og hvad hun var. Derfor var hun på sin vis tilgivet. Det lettede hende og bragte livet tilbage i hendes øjne.
"Jeg har mindst lige så meget ret til at være fri, som dig"
sagde hun med et let smil på læben og lagde hovedet en anelse på skrå, hvorefter hun bare var en anden person, som virkede fuldstændig afslappet, hvilket skyldtes at skikkelsen havde forladt dem og havde ladet hende være i fred. Det tog hun som et tegn, et tegn på at hun kunne slappe af igen.
"Må jeg godt lede videre efter min søster?"
spurgte hun efter lidt tid og lod blikket glide ned på kniven.

[Black]

Black kiggede ned på skyggerne af de to, der var ikke noget særligt ved dem, han kunne i hvert fald ikke se det, hvilke skygger var det der generede hende, det der undrede ham var også at hun var mere bange for disse skygger end for ham, det skete normalt ikke, hun havde lige slået en mand ihjel og det hun tænkte på var at hun kunne se en skygge eller to.
"jeg tror godt jeg vil undersøge dig lidt, der er noget over dig der undre mig"
Han kiggede meget mistroisk på hende, men stadig med det kolde blik, der var mange spørgsmål han gerne ville stille hende, men han skulle heller få svarene normalt først, for hvis han udspurgte hende på den her måde, så ville han ikke behøve at lade hende forsvinde midt i det hele. Han troede stadig ikke helt på det, hendes søster var død, ellers var hun flygtet.
"fint så siger vi hun lever, men så indse det, hun har været væk i lang tid, så hun gider ikke at se dig, der er sikkert noget i din familie der har fået hende til at frastøde jer"
Black viftede bare med hånden, som tegn på at der ikke var mere at snakke om, men han var ikke enig, hun kunne ikke være fri som han var, hun var for farlig hvis det stod til ham.
"du har lige prøvet at stikke mig i halsen og du har en ide om at du fortjener at være fri, jeg tror bare du skal tag din kniv væk, før jeg viser dig hvordan man virkelig bruger en og bruger dig som forsøgsdyr"
Han kiggede koldt på hende, men med et truende smil, der bare kiggede direkte på hende, han havde tænkt sig at følge det ud i liver hvis hun ikke snart passede på, han var ikke interesseret i at hun gik rundt sådan og det var ikke ikke mange mennesker der var gået levende fra at angribe ham.
"jeg syndes lige du skal svare på nogle spørgsmål før du gør noget andet syndes du ikke"
Han lod roligt kniven glide ned af hendes hals, men med den glatte side af kniven, på en truende måde dog, men uden hun blev skadet.

[Abby Kashima Entolasia]

Et suk forlod hendes læber, som hendes krop var meget mere afslappet og langt fra anspændt, som den tidligere havde været. Skikkelsen var ikke længere i blandt dem, men hun forstod virkelig ikke hvorfor hun blev ved med at se dem. Disse mennesker var døde, men alligevel viste de sig overfor hende, som om de stadig levede, men det var også kun hende selv der kunne se dem. Måske han ville kunne forstå det, hvis han kunne se dem? Hun sank en klump og forsøgte at bevæge sig en anelse væk fra ham, dog ønskede hun ikke at komme for tæt på søen.
"Undersøge mig? Du er altså ikke nogen læge.. Jeg kender dig ikke, så du skal ikke gøre noget som helst."
sagde hun en smule stædigt som et lille barn, der ikke havde lyst til at komme til lægen, uanset hvad. Hun trak en smule i hendes arm og lod armen med dolken dale ned langs med hendes krop, hvorefter hun holdt vejret i et øjeblik for ikke at blive ramt af en voldsom frygt. Hun lod hendes hænder folde sig foran hende, hvorefter hun blot pressede rundt om dolken, uden at snitte i sig selv. Hun ønskede ikke at snakke med denne mand om hendes søster, for han kunne ikke forstå hende, ligesom alle de andre. En tåre trillede ned af hendes kind, dog lod hun dolken fjerne tåren, før at hun placere dolken ved hendes inderlår, i den skede som hun havde lavet af læder. Hendes søster ville aldrig forlade hende.
"De.. Du truede mig! Jeg har ret til at forsvare mig selv"
sagde hun med et svagt smil på læben, det forsvandt dog ret hurtigt, eftersom at hun ikke ønskede at blive forvandlet til et forsøgsdyr, fordi så havde hun ikke mulighed for at finde hendes søster. Hun lod blikket glide ned mod jorden, hvorefter hun stod helt afslappet og blot tog imod hans ord, uden at de sagde hende særlig meget.
"Det synes jeg ikke.. Jeg synes du skal holde dig væk fra mig.. Så må du gå på jagt efter mænd som ham"
sagde hun hurtigt og pegede mod den døde krop, som lå ikke ret langt fra dem. Dog gik hun i stå, da hun kunne mærke kniven bevæge sig ned af hendes hals. Hun sank en klump og bukkede hovedet for ham. Det kunne muligvis tages som et tegn til, at hun havde accepteret det, og at han kunne spørge hende hvornår det skulle være. Hun virkede ydmyg.