the gods eyes.

[Alita Kashima Entolasia.]

morgen havde været blæsende og folk søgte ind i deres huse. Alita var uden hjem så hun løb bare for at finde læ da hun kom til gude templerne.. hun var løbet ind til ørkens gud og så på den store skulptur af en mand der havde sand om sig. hun så på ham. pludselig begyndte en giutar at spille og hun farede over ved bænkene. to mænd sad på to bænke bag skulpturen. de spillede og sang sammen. en på giutar og en på hånd trommer.
Alita så på dem og listede nærmer dem og så på dem de smilte til hende og spillede videre. de var gode og Alita satte sig på en bænk lidt fra dem og lyttede til deres musik hvilket gjorde dem glade. Musiken spillede godt og det bredte sig i hele templet da de sang til guden. hun så op på guden og pludselig var det som om at hans øjne kiggede ned på hende hvilket gjorde hun gik helt i stå. men det var kun pga hun var svimmel og havde en let feber at hun så det sådan.

[Silvia Hunter]

Det var efterhånden svært at finde ud af, hvordan vejret ville blive, dog havde Silvia ikke ligefrem regnet med at hun ville ramme ind i et større blæsevejr. Det var dog en anelse irriterende, da hun ikke kunne holde styr på sit hår, så det bare kom ind foran hendes øjne, så hun havde svært ved at få en fornemmelse af hvor hun rent faktisk befandt sig henne. Dog endte hun med at følge lyden.. Der gik dog noget tid før at hun rent faktisk opfangede musikken, men hun gik straks ud fra, at der var mulighed for at komme i ly for blæsten. Hun havde dog ikke ligefrem regnet med at dukke op i et tempel. Silvia var muligvis ikke den meste troende, men hun var bestemt ikke typen, som besøgte statuerne af guderne, eftersom at det ikke var hendes stil, men lige nu havde hun ikke noget valg, eftersom at blæsevejret først lige skulle ligge sig. Så kunne hun lige så godt nyde musikken imens.
Hun fulgte roligt musikken og smilte, da hun fik øje på to musikere, som havde en enkelt tilskuer. Hun nikkede en smule til den lille pige og lagde ikke rigtig mærke til den kæde, som hvilede rundt om hendes ankel. Silvia valgte blot at sætte sig ned et mindre stykke fra pigen og lytte.

[Alita Kashima Entolasia.]

Alita havde ikke hørt at der kom en ind. og havde heller ikek set hende. hun stirrede på statuens øjne. hun rystede lidt og prøvede at rakke ud efter statuen da hun så kvinden. hendes øjne farede mod kvinden og blinkede roligt. hun så mod musikerne og rejste sig og gik hurtigt væk fra kvinden og musikerne og ned bag i lokalet hvor at nogle stolper gjorde de ikek kunne se hende.
Alita rakte ud efter statuen og lavede chirken bevægelser og evigheds tegns bevægelse for tilsidst at lave en hive bevægelse men det hun ville ha kom ikke. hun ville tae sjælen for statuen da hun mente den levede. men det var tromme spillerens sjæl hun fik fat i da den var tættest. den fløj over til hende og landte i hendes hånd. giutaristen blev bange og skreg på sin vens ven og spurgte hvad der skete. Alita stod bare med sjælen og så på statuen der lignede en der kiggede vredt på hende nu.

[Silvia Hunter]

Det at pigen nærmest valgte at flygte fra hendes side, tog hun sig ikke helt så meget af, eftersom at hun ikke regnede med at det var hendes skyld, men på den anden side, så måske alligevel. Hendes blik hvilede dog på de to musiker, imens at hun forsøgte at få styr på hendes hår, som så en anelse rodet ud. Et suk forlod hendes læber, da det endelig lykkedes hende at få det til at sidde bare nogenlunde. Hun kiggede dog en anelse undrende på den ene musiker, som så ud til at gå i stå, imens at den anden gik i panik. Efterfølgende gav hun sig til at kigge rundt efter pigen, men hun kunne overhovedet ikke få øje på hende. Hvor var hun forsvundet hen. Dog havde hun en underlig fornemmelse, som hun kunne fornemme noget hvidt svæve væk fra mandens krop. Hun stirrede en smule på skikkelsen og valgte at følge efter til hun fik øje på pigen.
"Hvad har du gang i, du ender med at afsløre dig selv"
sagde hun lettere bekymret for at den lille pige ville blive afsløret som mutant. Men hun havde dog ingen ide om hvad det rent faktisk var den lille pige havde gang i.

[Alita Kashima Entolasia.]

den hvide svævene kugle hun fik i hånden var tegn påat han var renhjertet. intet at skamme sig over. hun stod længe bare og så på statuen. da kvinden pludselig kom over til hende og spurgte hvad hun hade gang i så hun på hende og knyttede den fri hånd sammen.
"jeg vil bare ha han stopper!"
hendes stemme var fyldt med frygt og forvirring. hun stod med den hvide kugle i hånden og så ned på den og bed sig i læben.
"bare ha han stopper..."
hviskede hun og så på sjælens gennemsigtige øjne. hun forstod intet hun anede ikke hvad der skete. hun øsnekde at statuen ikke kiggede på hende mere.

[Silvia Hunter]

Silvia anede virkelig ikke hvad pigen foretog sig, men hun kunne godt mærke en form for panik sprede sig i hendes krop, som hun så den ene mand være næsten livløs. Efterfølgende vendte hun blikket mod pigen og den hvide kugle, hvad var det her for noget?
"Først skal du stoppe.. Den mand har ikke gjort andet end at spille musik"
sagde hun en anelse skræmt og trådte nogle skridt væk fra pigen, da hun virkelig ikke anede hvad denne pige foretog sig eller hvad hendes evne gik ud på. Hun var overbevist om at denne pige ikke var normal og det var tydeligvis også en ganske speciel evne, som Silvia ikke forstod, hun var skræmt.
"Men hvem skal stoppe?"
spurgte hun efter noget tid, blot for at forsøge at få pigen til at snakke til hende og måske give slip på det hun havde i hånden. Hendes blik var nervøst og hun vidste ikke hvad hun skulle stille op.

[Alita Kashima Entolasia.]

stoppe... først stoppe. hun så på kviden og da hun nævnte manden så hun ned i hånden på kuglen og rystede hun he hånden tilbage, lagden den anden oven på og kørte rundt om kuglen før hun trak hånden tillbage og laede en slå/skub bevægelse så kuglen fløj tilbage. hun så på manden som vågnede og sagde han ikke anede hvad der lige var sket. da kviden spurgte hvem der skulle stoppe så Alita op og pegede på statuen. den stirrede lige ud som altid.
"han skal stoppe med at se på mig... han bliver ved at se på mig det skræmmer mig"
det var tydeligt på Alitas øjne og stemme at hun var ved at flippe ud. hun var skramt over statuen. hun så på kvinden og knne se det huun så på mange. kvinden var bange for Alita. bange. kvinden her var også bange for Alita. også bange for det huun ikek kendte. Alita gik skridt tilbage imens hun så mellem kvinden go statuen.

[Silvia Hunter]

Silvia gik en anelse til siden, da pigen begyndte at lave nogle sjove bevægelser rundt omkring kuglen, hvad var det helt præcist hun havde gang i? Hun gispede dog en anelse, da hun så at kuglen fløj tilbage til mandens krop, havde hun lige set hans sjæl. Hun kunne ikke rigtig tro sine egne øjne og så overrasket på pigen, som tydeligvis ikke brød sig om statuen.
"Han er blot en statue, som vi kan bede om hjælp eller råd, hvis det er det vi har behov for"
sagde hun med en mere eller mindre beroligende stemme, da hun egentlig var bange for at pigen ville bruge sine evner på hende. De lyseblå øjne begyndte langsomt at blive lysere, som hun valgte at lytte til mændenes tanker, men det lod ikke til at de vidste hvad der var sket, derfor valgte Silvia at stille sig i skjul for mændene. Hun lod dog blikket glide hen på pigen igen, hvorefter hendes øjne blev normale igen.

[Alita Kashima Entolasia.]

Alita så på kvinden da hun sagde det kun var en statue rystede hun voldsomt på hovedet.
"NEJ! han ser på mig... han bliver ved lige hyldigt hvor jeg går hen ser han på mig"
mændene hørte Alita og så mod dem og undrede sig over hvad der skete. Alita knyttede hænderne sammen ned langs hendes side og hun var frusteret over ingen troede på hende. hun kunne mærke inderst ende at statuen så på hende selv om det var pga hendes lettere febers skyld, Alita så op mod statuen og for hende så det ud som om at øjnene så ned på hende hvilket den jo ikke gjorde. hun følte bare at den så på hende.

[Silvia Hunter]

Silvia trak sig en smule, da hun hørte hvor frustreret pigen egentlig var, men hun kunne slet ikke forstå hvorfor. Hun sank dog en mindre klump, som hun lod blikket glide tilbage mod mændene. Nu havde hun fanget deres opmærksomhed igen..
"Hold dig for øjnene, og lad ham ikke se dig"
sagde hun med en ganske blid stemme, hvorefter hun valgte at bevæge sig hen mod pigen, hun virkede forholdsvis rolig også selvom hun ikke vidste hvad hun gik ind til. Hun var dog overbevist om at pigen blot var forvirret og havde behov for et klarere syn på situationen. Silvia satte sig ned på hug foran pigen og kiggede blot en anelse undersøgende på hende. Hun var ikke sikker på om det var i orden at røre pigen, men hun valgte at række hånden ud mod hende.
*Lyt til mig.. Du bliver nød til at tage den med ro. Jeg er lige som dig.. En mutant.. Jeg vil blot hjælpe.*
hendes stemme var ganske mild og beroligende også selvom stemmen var inde i pigens hoved, så forsøgte hun blot at berolige hende.

[Alita Kashima Entolasia.]

Alita så på kvinden da hun sagde hun skulle holde sig for øjnene og ikke lave statuen se hende. hun forstod det ikke men måske var det at statuen kunne gå ind i ens hoved ved at se på en. hun satte hænderne for sine øjne og bøjede hovedet så hun nærmest så ned i jorden. hun rystede og da kvinden ryste hende gav det et gys i hele hendes krop. kvinden stemme i hendes hoved forstod hun intet af.
*jeg aner ikke hvad du mener... hvad er en mutant... er alle ikke ens... hvorfor stirre folk bange på mig... hvorfor er det frygt i øjenene på alle når de ser mig... hvad er det for nogle kugler hvorfor er de ikke ens*
det var tydeligt at Alita havde mange spørgsmål i sit hoved. det var tydeligt at hun var forirret bange og manglede svar på mange ting. ting hun ikke kunne finde svar på. hun var bange hun var forvirret og hun huskede intet. hun forstod ikke hvorfor folk var bange og hun anede ikke hvad en mutant var. hun troede alle var mutanter. hun troede bare det var normalt.

[Silvia Hunter]

Silvia smilte en anelse, da den lille pige valgte at holde sig for øjnene, hun var dog ikke helt klar over hvad hun var gået ind til, men hun var overbevist om at pigen til et vist punkt vidste hvad hun gjorde ellers ville hun umuligt have kunnet sende kuglen tilbage til mandens krop eller hvad?
*Lad mig forsøge at give dig nogle svar. Mutanter er mennesker med nogle ganske specielle evner. Evner som gør dem i stand til at gøre overnaturlige ting, som almindelige mennesker ikke forstår. Det er måske derfor at de fleste er bange for dig, fordi du kan gøre noget, som de ikke kan forklare. Ligesom jeg.. Jeg kan snakke med mutanter og mennesker igennem deres tanker.*
hendes stemme virkede kontrolleret og rolig, som hun forsøgte at forklare pigen situationen, som om pigen ikke vidste hvad der foregik. Men alligevel valgte Silvia at forklare hende det, men hun var ikke så på om at det ville blive forstået.
*Mutanter er ikke velset i denne verden. Kongen er bange for at vi vil gøre noget slemt og derfor bryder Talian's befolkning sig ikke om os, fordi vi er anderledes*
sagde hun med en blid og sød stemme, imens at hun blot lod hendes hånd strejfe pigens pande i en afslappende bevægelse. Hun ønskede jo ikke at skræmme hende mere, end hun allerede var.

[Alita Kashima Entolasia.]

Alita åbnede sine hænder fra øjnene så hun så på Silvia. hendes øjne var dybt forvirret og hun forstod intet. hun lavede en solskærm med hænderne for at statuen ikke så på hende.
"hvad mener du med overnaturlig"
Alita havde været spæret inde i 7 år. hun havde aldrig lært hvad der var normalt og hvad der ikke var. hun troede at hendes evne var helt normal da hendes fantasi som barn jo gjorde at alt var muligt og at intet var bremset. hun så på hende og lagde hovedet tilbage.
da kvinden strejfede hendes bange ville hun mærke en høj feber som var svær at se på Alita fordi hun var så bleg på hele kroppen da hun ikke havde set solen i 7 år. hun havde ikke noget brunt på koppen så det var svært at sige om hun var rask eller syg. men hun var faktisk meget syg.

[Silvia Hunter]

Idet at Alita valgte at kigge på hende, blev hendes øjne igen som de plejede at være. Hun smilte dog en anelse sødt til hende, som hun lod sit blik mødes med hendes.
"Overnaturligt er noget som mennesker ikke tro på findes, medmindre at de støder ind i mutanter. Mutaner har alle en evne, der gør dem overnaturlige, fordi de på en eller anden måde kan gøre noget et almindeligt menneske ikke kan. Mennesker kan ikke snakke med hinanden igennem tanker. De kan ikke trække en kugle ud af hinandens krop, derfor er vi overnaturlige, fordi det er ikke alle der kan det, vi kan."
sagde hun med en ganske kærlig stemme, men hun blev dog en anelse overrasket over pigens temperatur, fordi hun lod ikke til at være særlig syg, eftersom at man sagtens kunne være bleg af natur, som Silvia. Hun så en smule bekymret på pigen, men hun ville dog ikke tage fat i hende, eftersom at de ikke kendte hinanden, så ville hun heller ikke skræmme pigen yderligere.

[Alita Kashima Entolasia.]

Alita gik lidt tilbage og kæden om hendes fød klinrede da hun gjorde det. hun så på kvinden og lagde hovedet på skrå. hvordan kunen man vide om en person var menneske eller mutant så.
"så... jeg er overnaturlig?"
spørgsmålet var mest til hende selv. hendes feber begyndte at stige og Alita begyndte at fryse og der gik heller ikke længe for at hendes ben gav op under hende og hun faldt sammen op af væggen. hun holdte stadig hænderne vved øjnene for at statuen ikke så på hende. hun begyndte at klapre tænder og frøs voldsomt.