Efterår

[Tavii Shor]

Der var en dovenhed over vejret. Solen stod lavt på denne efterårsdag. Vinden var mild og temperaturen var stadig sensommeragtig. Lun i solen og kølig i skyggerne. Det var endnu ikke tid til at tage det tunge vintertøj frem, men der var et løfte om at det snart ville komme. Himlen var hvid af skyer der hang lavt, så langt øjet rækte.

Markedet var fuld af mennesker. Boder falbød deres vare til de handlende der købte dagligvare ind til den kommende aftensmad og vinter.

Som altid var der bysoldater til stede. De gik rundt i små grupper eller stod placeret på udvalgte steder, hvor de havde et overblik og hurtigt kunne komme til undsætning. De riges marked lokkede folk til, der intet have at gøre der og det var vigtigt at beskytte byens betydningsfulde indbyggere og deres lommer fra ubehageligheder.
De var nemme at få øje på. Klædt i landet uniform og med øjet på andet end de mange vare, stod og gik de og passede sig selv.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var ikke fordi vejret lokkede særlig meget, netop fordi vejret virkede så dovent og måske endda også en smule sløset, så havde en højere skikkelse valgt at betræde det store marked, eftersom at det var ved at være på tide, at få fundet frem til nogle mere passende klæder til vinteren. Dog havde skikkelsen ikke valgt at betræde markedet til fods, en smuk hest, der havde et mindre skær af grå, hvilket egentlig let kunne få den til at gå i ét med de triste vejr. Skikkelsen vidste dog godt at det ikke ville være smart at bevæge sig til hest på markedet, derfor endte det også med at den lettere elegante skikkelse strøg ned fra hestens ryg og greb tøjlerne for at tage den med sig.
Skikkelsen var muligvis kendt af de fleste, specielt her i øst, når det ofte kun var de højtstående personer, som overhovedet havde råd til at bo i øst. Dermed sagt ville det ikke være helt umuligt for andre at gætte, at de i virkeligheden var i selskab med Ciel, den kongelige rådgiver. Han var ikke selv bange for at blive genkendt, eftersom at han ikke var bange for opmærksomheden. Dog lod han sit blik glide rundt på de forskellige soldater, der havde samlet sig ved markedet. Måske ganske smart tænkt af hæren? Det var jo ofte her på markedet at tyvene forsøgte at snige deres hænderne ned i de riges lommer blot for at stjæle nogle få mønter. Han lod dog kort sit blik glide op på himlen, som virkede trist, men alligevel var han overbevist om at det forhåbentlig ikke skulle regne lige foreløbig.. Uden at trække en mine valgte han at bevæge sig over mod en bod med stof. Silkestof, der faktisk føltes ganske godt, men alligevel ville Ciel bruge noget tid på at undersøge stoffet, før at han rent faktisk ville betale for det. Hesten forholdt sig ganske roligt bagved ham, selvom den til tider rettede blikket mod de friske frugter ved boden i den anden ende af markedet.

Hesten

[Tavii Shor]

Soldaternes øjne fulgte den ridende herre der stod af og trak sin ædle ganger. De vidste måske ikke, højst sandsynlig ikke, hvem han var. Men de vidste at han var af betydning. At han havde magt og midler var klart og det var for hans skyld at de var til stede.
Da intet skete inden for 5 sekunder fortsatte de med at have udsigt over markedet og blikket gled kun over ham med samme tilfældighed, som det gled over alle andre.
En lille gruppe af yngre soldater, der sikkert kedede sig bravt, valgte at slå en rundt på markedet. de kunne passende krydse området tæt på den betydningsfulde herre. Bare for at vise at de var der. At de var klar, hvis nogle skulle få forkerte ideer.
Selv om der var fyldt med mennesker og de var en mindre gruppe på 3, var det forholdsvist nemt for dem at komme igennem. Handlende gjorde plads for dem, når deres veje krydsede.

[Ciel Dé Ricéy]

Hesten rettede hovedet en smule og valgte blot at ryste en anelse på hovedet ligesom for at få håret til at falde en smule på plads igen. Den lod hovedet hvile mod boden, som sikkert lokkede hesten mere end den lokkede de andre fra markedet. Fordi ofte var det sådan at de rige var mere interesseret i varer, som tøj og stof, eftersom at de fleste havde tjenestefolk til at skaffe dem mad, derfor var Ciel heller ikke taget til markedet for at kigge på mad, men det kunne da godt være at hesten til sidst ville trække for meget opmærksomhed af ham.
Ciel rodede roligt rundt i stoffet og valgte at ligge noget til side, eftersom at han var ret optaget af stoffet, så lagde han muligvis ikke helt så meget mærke til sine omgivelser, som han måske burde? Men hesten endte med at vrinske en smule af ham, da soldaterne bevægede sig forbi dem. Han lagde dog blot en hånd mod dens hovede og aede den en smule før at han vendte tilbage til stoffet. Han trak noget stof op, der havde et skær af en rødlige farve også selvom stoffet i virkeligheden var sort. Han valgte at give den til den handlende, hvorefter han roligt stak hænderne ned i lommerne, hvor han blot fandt en mindre pung frem af sort læder. Hesten bevægede sig langsomt bagud og var egentlig ved at stikke af, kunne man vel godt sige. Dog endte den med at stejle en smule, da den blev forskrækket i det at en mindre skikkelse løb ind foran den og sigtede efter Ciel.

[Tavii Shor]

Tavii skævede kort til hesten, men en hest der reagerede på de mange mennesker omkring den og larmen der fulgte med, var ikke en ualmindelig hændelse. Og hvis det var alt der skete den dag.... Ville det blive endnu en kedelig dag på markedet.
Han så igen frem for sig, da han hørte en hest vrinske bag sig. Han formodede det var den samme nervøse hest som de lige havde passeret og så sig mere årvågent over skulderen, da den trippede nervøst og stejlede i et forsøg på at komme væk.
"Hej!" råbte Tavii.
Han snurrede rundt om sig selv og havde allerede fået løsnet båndet der var bundet omkring sværdet. En tryghed der skulle forhindre at våben blev trukket uden grund, men stadig var hurtige at trække når der det var.
Han zigzaggede ind imellem hesten og dens herre. Smuttede nemt under tøjlerne og undgik dens lange ben. Hans eget våben var trukket og han lagde det imellem den fine herre og hans angriber. "Stop." beordrede han.

[Ciel Dé Ricéy]

Hesten var tydeligvis ikke klar over hvilken situation, den var endt i, eftersom at de mange mennesker ikke lige frem blev til færre, efter denne episode. Ciel selv forsøgte at holde hovedet koldt, da det selvfølgelig var irriterende at hesten skulle reagere på denne måde, dog kom soldatens reaktion helt bag på ham, som han vendte sig mod hesten og soldaten. Hesten var muligvis blevet mere skræmt af soldatens reaktion, men den faldt dog til ro i det at der blev taget fat i tøjlerne igen. Ciel rystede en smule på hovedet, da han lagde mærke til at en mindre skikkelse stod på den modsatte side af soldaten.. Var han nær blevet berøvet? Det var ikke noget der passede ham særlig godt, derfor valgte han ligge armene en smule over kors og rette sit blik mod soldaten, han bukkede en anelse med hovedet, mere som en venlig hilsen og en form for tak, før at han vendte blikket mod den lille skikkelse, der var en knægt på de små 10 år. Drengen rystede en smule og stirrede blot op på sværdet, som han forsøgte at trække sig væk fra opmærksomheden. Dog valgte hesten ligefrem at stille sig bagved drengen og afspærre ham vejen.
"Jeg .. Jeg.. ville ikke gøre noget.."
stammede drengen stille og en anelse nervøst, som blikket stirrede på sværdet. Han rystede en smule på benene, og man skulle næsten tro, at han snart ville knække sammen af nervøsitet. Hesten var faldt til ro og skubbede drengen mod Ciel, der fortsat havde armene over kors..
"Stod det til andre, så ville de nok overlade dig til vagterne.. Men nu er det sådan at jeg ikke finder mig i den opførelse.."
sagde han ganske irriteret og bevægede sig hen til drengen, som skræmt så op på ham. Ciel valgte at blive stående, i stedet for at sætte sig på hug, så han var på højde med drengen.. Men han følte ikke at det var nødvendigt. Han fandt sig ikke opførelsen, netop fordi tyvene eller de fattige burde holde sig til den vestlige del og aldrig vise sig i øst.