Post by Sabrina Van Dall on Apr 20, 2014 11:55:26 GMT 1
Så var den frygtede dag endelig kommet, de sidste mange dage havde den ulykkelige brud forsøgt at stikke af fra hendes hjem og hendes familie men til sidst var hun blevet låst inde på sit værelset og der var kommet ting for vinduerne så hun ikke kunne undslippe, så hun til sidst kun måtte forlade værelset i følge med mindst 3 personer, hvilket ikke var noget hun havde brudt sig om, langt fra så havde hun hadet ikke at kunne slippe væk og ikke kunne føle den frihed hun ellers havde haft det. Hendes forældre havde sagt at alt nok skulle blive godt hver gang hun havde set på dem med et blik, der var så fyldt med had at det var tydeligt at hendes øjne kunne have dræbt dem på stedet hvis hun havde haft den mutation, ej heller havde hun fået mulighed for at synge for dem så de ville glemme alt og hun igen kunne få en chance for at stikke af.
Dagen derpå da de forskellige tjenestefolk kom for at hjælpe hende i tøjet var livsglæden nærmest forsvundet fra hendes ansigt for hun havde brugt hele natten på at græde og skreget hendes frustration ud samtid med at hun havde råbt alle mulige eder og forbandelser ned over hendes forældre, hendes storebror og hendes ældste storesøster. David havde hun heller ikke kunne få at se da faderen holdt dem adskilt så de ikke kunne finde på noget, så han havde sendt David langt væk til at hjælpe på en andet gods. Sabrina kom i tøjet uden noget modstand og uanset hvor meget sminke de forsøgte at proppe på hende kunne man stadig se det blege ansigt og de ulykkelige øjne der havde mistet lysten til livet. Hun blev fulgt til kareten som skulle føre hende til templet hvor hele hendes verden og liv skulle hende. I vognen sad hendes guvernante og forsøgte at trøste hende men hun fik bare et stregt blik fra Sabrina, for hun var godt klar over hun ikke kunne flygte for udenfor sad der foruden kusken flere 2 andre tjenere og rundt om dem red nogle vagter til at passe på hende. Familien bestående af hendes mor, far og storebror var allerede taget afsted med deres følge for at mødes med hendes storesøster ved templet.
Det føltes som en evighed i vognen men da de endelig standsede var det også på tide hun kom ind, dog forsøgte hun at flygte endnu en gang men vagterne stoppede hende. Hun fik en buket i hånden og blidt skubbet afsted fordi nu skulle det være, inden for sad gæsterne og hendes tilkommende mand, hvor hun dog hadede den tanke, det var ikke sådan her hendes bryllup skulle have været, det skulle have været med en hun elskede, men han var jo langt fra hende med ordre fra faderen. Inden hun nåede at gå hen til de bagerste rækker stoppede hun og så op på Akio med et fortvivlet blik før hun trådte et skidt tilbage men guvernanten var bag hende og skubbede hende blidt frem for hun skulle ikke have lov til at stikke af. Templet var godt nok flot pyntet og gæsterne havde deres fineste tøj på fordi dette skulle være en glædens dag men hun følte ingen glæde som hun gik op af gulvet til alteret og bare kæmpede med at holde tårerne inde, selvom det var yderst svært. Da hun gik forbi hendes families sendte hun dem nogle øjne som tiggede og bad dem om at skifte mening, men der var ingen hjælp at hente selvom man godt kunne se på hendes mor at hun ville gerne hjælpe datteren men hun ville heller ikke gå imod faderen, ihvertfald ikke mere end hun havde prøvet allerede.
Da Sabrina endelig kom op til alteret og stillede sig ved siden af hendes tilkommende, skænkede hun ham ikke et blik fordi hun følte at han var den mand som ødelagde hendes liv og hendes fremtid.
Kjolden og håret sammen med smykkerne -> Billedet