Ballade? (Neal)

[Nimue Satinka]

Solen stod endnu ikke på det højeste på en næsten skyfri himmel, kun få skyer hvor solen med lethed kunne skinne igennem. Fuglene sang deres sange før de ville flyve videre og en mild efterårs brise der ind i mellem kom og gjorde det hele lidt koldere. Det var ikke en dag at Nimue gad at arbejde, at sidde inden for og sy, det var bare ikke noget hun gad lige nu. Så hun var stukket af fra hendes hjem kun iført beige farvet top og et par brune bukser og en madkurv over armen fordi hun håbede at stjæle hendes bror væk fra hans pligter her på slottet, selvom hun ikke var sikker på hvor han egentlig var henne af, men hun ville da se om han ikke var her, ellers ville hun da nyde en stille stund i nærheden af hestene hvis hun ikke kunne få færten af ham.
At snige sig herind var ikke de store på problemer for hun var let på tå, selvom hun havde brune sandaler på der gik helt op til knæene, men jorden brændte sådan hvis hun ikke havde dem på, så hun var nødt til det, ihvertfald lige til hun kom hen på noget græs. På hendes vej ud af slottet igen havde hun ikke set hendes bror, så hun håbede lidt han var uden for at træne eller snakke med hestene, men hun havde endnu ikke fået øje på ham som hun gik hen til ride folden hvor nogle få folk stod og snakkede men de bemærkede hende ikke rigtigt, men igen hun var også kendt som en særling eller bare den underlige søster til hendes ellers så normale bror. Det stoppede hende dog ikke som hun gik hen til folden og stod lidt og betragtede hestene der hyggede sig derude, der stod også en mand som hun kun kort så på før hendes blik gled rundt på hestene igen, specielt den brune hest som kom nærmere hende og snuste til hende, noget der gik et smil over hendes læber før hun aede den på mulen, kun for at skubbe den væk fra hendes kurv. "Ja ja ved godt hvad du vil have" hviskede hun grinende som hun tog hånden ned i kurven og fandt et rødt æble frem som hun gav hesten med flad hånd selvom hun kort så rundt fordi hun ikke var sikker på hun måtte give den noget at spise. Et sted håbede hun egentlig også at General Azreal dukkede op igen bare fordi hun godt ville se hans reaktion på at hun var nået helt ind på hans arbejdskonto i hans eget hjem! og lagt et brev med beskeden "et nydeligt hjem du har" og hun havde snakket med hans far og tjenestefolk.. Men hun havde endnu ikke fået besked selvom det var en del uger siden efterhånden..

[Neal Satinka]

Det havde været overskyet om morgenen da Neal var trådt ud i den friske, men let kølige morgenluft.
Nu skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, skyerne var ikke store men ganske tynde så solen kunne lade sine stråler trænge igennem uden besvær.
Dagen var gået ganske udmærket og uden nogle problemer, der var ingen træning, så dagen gik bare på at ordne de pligter der skulle ordnes. Han havde snakket med de mennesker der befandt sig i staldene, han kom nu ganske godt ud af det med de fleste, der var dog nogle som han slet ikke vekslede et ord med. Neal rejste sig efter at havde siddet og nydt solen ved staldens indgang, efter et par timers rengøring af stalden, og havde sørget for at hestenes mad stod klar, til det blev tid til at lukket dem ind.

For ikke at blive siddende for længe, valgte han at smutte over til foldende, for at se til hestene som han havde lukket ud her til morges. En af hestene på foldene havde selvfølgelig valgt at lægge sig ned og rulle sig, lige der hvor der var allermest vådt at snavset. Han rystede på hovedet og grinte så lidt ad det, for det så nu ganske sjovt ud, eftersom hesten af og til havde problemer med at rulle over på den anden side. ”hva, er det dig som har leget med vandet? Det skal blive i karet det skal ikke ud på jorden” sagde Neal sødt og fik hesten op på benene, hvorefter han klappede den på halsen. ”Du skal vist lige ha’ ordnet pelsen” han gik med hesten over til stalden igen. Efter tyve minutters tid, kom han ud med en hest så fin og ren. Den løb straks ned for enden af folden til de andre. Neal stod lidt med korslagte arme og så på de heste som virkede til at hygge sig. Han vente blikket bort og så rundt i stedet, og et smil bredte sig over hans læber da han så en rødhåret person stå et stykke længere væk. Han listede med hurtige skridt over til hende. ”Står De og fodre hestene” sagde han drillende og forsøgte at lyde så fornemt som muligt, med hænderne foldet bag ryggen. ”Og så uden at tilbyde mig noget.”

[Nimue Satinka]

Duften af hestene overskyggede lidt færten af hendes bror, det var ihvertfald ikke før han nærmest stod lige ved siden af hende og begyndte at snakke til hende, hvilket fik hende til at grine som hun så mod ham og glemte helt at give hesten mere opmærksomhed før hun tabte kurven og sprang i favnen på hendes bror så hun havde benene om hans liv og armene om hans hals om de faldt eller ikke var hun ikke sikker på men hun tog dog chancen for han havde vel trænet? Desuden var det jo bare en af hendes måder at vise hvor meget han egentlig var savnet, så det var ikke så tit hun gjorde det for hun havde som regel andre ting som kunne distrahere hende fra savnet som jo altid var der, fordi hun brød sig alligevel ikke helt om at være alene, også selvom hun havde forældrene så var det som om de ikke helt forstod.
"Det var faktisk dig jeg kom for at kidnappe. Så vi kunne få noget frokost" sagde hun med et stort smil og virkede ikke til at ville slippe før hun nærmest stivnede da hun kom i tanke om noget. "Maden!" sagde hun højt før hun helt slap ham igen og skyndte sig hen til kurven som hesten havde fået væltet og de få æbler der var lå nu for hestens fødder hvis ikke i dens mund. Hun skyndte at rejse kurven op igen og tjekkede den op at der ikke var andre ting som var ødelagt og specielt om flasken med vand var hel endnu og ikke havde spildt udover det hele, men hun havde vidst været heldig på det punkt, så hun sukkede lettet over der ikke var noget galt. Hun fik med rolige skridt og stort smil tilbage til hendes bror. "Se nu der vi havde næsten mistet vores frokost fordi du sådan ville overraske mig" sagde hun drillende selvom det godt nok var hende som var kommet for at kidnappe ham som hun næsten så tit havde forsøgt i sommer månederne men det var ikke altid hun havde fundet ham så måtte hun jo bare dele med hestene.

[Azreal Joseph Haldis]

Trussel om regn havde Azreal ikke haft det mindste imod. Havde et sted hoppet at det ville finde sted. At bevæge sig i vådt jord var god træning, selv uden at træne bevidst og styrkede benene godt. Det virkede dog ikke til at det ret faktisk skete, som de nåede længere op af dagen. Der var ingen træning, som højeste indenfor hæren havde et vigtigt møde med kongen. Azreal havde derfor siddet indenfor det første af morgen. Holdt en smule øje med vejret undervejs.
Det var også vigtigt at holde en hvile dag, som de fleste sikkert elskede. Han håbede dog at ingen af dem slappede for meget af og endte med at glemme de stadig havde deres pligter.
Han holdte sin koncentration, så godt han kunne, men der var stadig en vis rødhåret, som irriteret ham grænseløst. Han havde været væk i næsten tyve dage. En tur til og fra Talian. Dog var det få, som vidste det. Hans skæg havde ikke fået sin fulde tæthed, selvom det havde den samme form, som altid. Han haft følt sig nøgen uden.

Som mødet blev brudt op valgte Azreal at tage chancen for at gå udenfor. Han vidste præcis hvor han var på vej hen. Det kunne være at han var heldig at finde hende. Spørger hende om hvorfor i al verden hun havde ment at trænge ind i hans hjem på den måde?!
Han nåede til folden og genkendte hurtigt det røde hår og opdagede at hun ikke var alene. Han var dog ikke i tvivl om hvem det var, som stod med hende. Han stoppede dog ikke af den grund før han nåede indenfor hørevide af dem begge.
”Frøken Satinka. Er det muligt at vi kan snakke under fire øjne?” spurgte han med meget alvorligt udtryk og en let vrede, som et skær i hans øjne. Han ignorerede hendes bror indtil videre, som det ikke angik ham..

[Neal Satinka]

Det virkede til at Nimue ikke havde fået færten af ham, da han med sine hurtige listende skridt var dykket op bag hende. Han lo muntert over hendes reaktion, men da hun valgte at springe i hans favn, blev han let overrasket,havde kun forventet et stort kram. Hans hurtige reaktion gjorde at han nåede at at gribe hende ved at holde fast omkring hende. "Jeg har også savnet dig kære søster" grinte han og lod hende blive i hans favn. "jamen dog, så må du heller skynde dig at kidnappe mig før nogen opdager det" sagde han drillende.
hans øjenbryn skød let i vejret da hun havde sluppet ham. Han lagde hovedet let på sned og så over på den væltende kurv og så så lidt uskyldigt på hende da hun havde vent sig mod ham "Hov hov, det er da ikke min skyld" sagde ham med et skævt smil og daskede drilsk til hende.

Neal havde vent sig, da en velkendt stemme afbrød deres samtale. Azreal var dukket op, og lod ikke til at være i det bedste humør. Han så over på Nimue i forsøg på at fange hendes blik. Han havde dog på fornemmelsen af, hvad Azreal ville snakke med hende om.

[Nimue Satinka]

Hun var utroligt glad for at se hendes bror og grinede blot over hans kommentar for han havde jo ret men først skulle maden reddes inden hun ville kidnappe ham helst inden nogen opdagede dem, men så heldig skulle desværre ikke være for ligesom hendes bror hørte en velkendt stemme gjorde hun det også. En stemme hun dog så roligt og nærmest glædeligt hen imod, dog gik hun ikke imod Azreal men imod hendes bror nærmest som en slags beskyttelse hun søgte fra ham, en mindre måde at vise hendes bror på at hun nok havde gjort noget der kunne være meget dumt og altid regnede hun med han ville beskytte hende eller bare forsvare hende en smule fordi han til tider kendte hende bedre end hun kendte sig selv.
"Hvis du har noget at sige så sig det mens min bror høre på det" sagde hun roligt for hun behandlede ham som hun gjorde næsten en hver bølle for hvis det endte i noget dårligt var Neal der jo altid til at fiske hende op, selvom det her jo var anderledes for det var hans overordnet hun nu havde lavet lidt ballade med, men i hendes hoved havde det jo været helt uskyldigt, en mindre leg om at hun skulle vise hvor hun kunne komme ind uden problemer og så havde hun jo selvfølgelig taget et sted som skulle være svært men også som Azreal kunne se at hun kunne du til noget, måske ikke det smarteste valg men det var jo sket fordi hun havde fundet det sjovt og hun ville jo gerne se hvor generalen slappede af når han ikke var på slottet.
Hun gik stille om Neal så hun stod halvt bag ham med kurven over den ene arm, for hun havde jo stadig lyst til en frokost med hendes bror selvom den godt kunne gå hen og blive knap så sjovt som hun havde forstillet sig.

[Azreal Joseph Haldis]

Azreal så roligt på Nimue, som hun søgte imod hendes bror og tænkte det nok var som en form for beskyttelse. Så var hun altså klar over hvad hun havde gjort?
Han rynkede svagt på næsen ved hendes mindre formelle tiltalen. Selvom hun aldrig havde tiltalt ham formelt, så var der noget ved hendes måde at sige det på, som fik ham til at opfatte det som en form for provokation. Han valgte dog at skubbe det til side indtil videre, selvom han nok ville ende med at bede hende om at tiltale ham formelt, hvis hun blev ved på den måde.
Hans blik skiftede til at se Neal for at se om han virkelig ville stå imellem de to. Om at han virkelig ville blive og beskytte sin søster for hvad end Azreal ville tale om. Hans blik gled tilbage til Nimue derfter.
”Meget vel..” sagde han og bevægede sig nærmere, så der ikke var nogen grund til at tale for højt omkring det, som han ønskede at tale med hende om. Hænderne afslappet på ryggen for ikke at virke alt for truende, dog skulle man ikke undervurdere, hvis man vidste Azreals sande styrke.
”De kan starte med at fortælle mig, hvad der i hele MeRosals rige, fik Dem til få den tanke at besøge mit palæ, og spørger efter mig, som vi kendte hinanden?”
Hans tone blev mere irriteret for hver sætning og vreden som havde været et skær blev stærkere, som han fandt det dybt respektløs fra hendes side.

[Neal Satinka]

Neal forholde sig tavs, og trådte en lille skridt tilbage, så han stod ved Nimue’s side, og lagde så armen om hendes skuldre, også for at vise, at han var villig til at stå imellem dem, hvad end samtalen ville ende med. Neal mødte Azeal’s blik, han sænkede ikke blikket et eneste sekund, men holde dem i ro.
Hans ansigtsudtryk var roligt og han lod dem snakke sammen uden at blande sig.
Men den fornemmelse Neal havde, var ganske vist sandt. Nimue havde fortalt alt hvad hun havde lavet af ballade, og det kom ikke som en overraskelse da hun fortalte om hendes lille besøg hos Azeal, som ikke havde været hjemme den dag. Han viste at hun kunne finde på den slags, at dukke op i andre folks hjem, uden at meddele hun kommer på visit. Tanken fik Neal til at smile skævt, for det var da lidt sjovt. Ikke engang han, havde turde at tag chancen.

[Nimue Satinka]

Nimue var nu glad for hendes brors beskyttelse, eller bare den beskyttende arm selvom det var hans overordnet de stod overfor så ville han stadig beskytte hende imod ham, noget hun jo altid havde beundret ved hendes bror, netop fordi han var sådan som han var.
Hendes øjne forblev dog på Azreal som om hun ville være klar til at gå til modangreb hvis han slog ud efter hende eller på anden måde at angribe hendes bror, for hun ville da også forsvare ham og hun regnede jo med de nok skulle klare sig efterfølgende, bare de havde hinanden. "Det ved jeg ikke" svarede hun ærligt for hun kunne jo ikke sige hvorfor hun egentlig havde gjort det, og hun tænkte ikke ligefrem over at hun måske havde savnet ham og derfor ville se ham, men igen hun gjorde jo så meget uden at tænke sig helt om og det havde ligesom bare virket rigtigt over at lade som om hun kendte ham for at kunne komme ind på hans arbejdsværelse og ligge beskeden, eller så var det fordi hun ville udfordre ham med at hun kunne komme ind alle steder uanset om hun blev bemærket eller ikke.
Hun vendte hovedet imod hendes bror og forsøgte at fange hans blik, for at sende ham et blik der sagde hun ville hjem og det skulle være nu, eller så ville hun bare væk fordi hun var upas med situationen hun vidste der ville komme. Hun vendte hovedet imod Azreal igen som om hun ventede på om han havde mere at spørge hende om, spørgsmål hun alligevel ikke kunne svare på fordi hu ikke kendte sig særlig godt.