Post by Verri Noen on Aug 15, 2013 21:14:16 GMT 1
Nu....
Totalt mørke herskede i tunnellerne, men Zearias muterede øjne gjorde det muligt for hende at se og finde vej uden problemer. Hun havde endelig afluret teknikken i katteøjne. Stille var der derimod ikke, for udover Zearias tunge skridt og lyden af noget der blev slæbt hen af jorden, så var der også en kontant jamren eller brok. Zearia gik oprejst på to ben men pga. hendes højde gik hun foroverbøjet så hun ikke stødte på loftet. I smalle passager bøjede hun sig helt ned, tog sin fri arm i brug og gik videre på tre ben. Den anden arm brugte hun til at holde fast i det eller faktisk den hun slæbte efter sig. Det var en mand, som hun havde bundet ret grundigt, en uheldig mand hun var stødt på tidligere på dagen. Zearia slæbte ham ufortrødent videre gennem tunnelen i fødderne, jorden var måske ru at dømme ud fra fangens brok og jamren, men hun kunne ikke være mere ligeglad da hun var i den tro at det var Ciel hun slæbte af sted med. Når hans brok blev for meget så vende hun hovedet og brølede af ham så det rungede ned gennem tunnellerne og blev kasten frem og tilbage som ekko. Så lød det pludselig som om de var flere til stede omkring ham. Hun kunne ikke høre hvad han sagde pga. posen hun havde bundet om hovedet på ham, også for at undgå at han så hvor hun slæbte ham hen, og hvilken rute de tog i tunnellerne. Deres labyrintsystem var let at finde rundt i når man kendte det, men for fremmede var det ikke. Derfor smed hun også rundt med ham en gang imellem eller gik med vilje forkert for at ødelægge hans retningssans. Hun missede let med øjnene da de nåede den store grotte der var center for alle hovedtunnellerne, selvom de var mange meter under jorden så fik de specielle krystaldrypsten i hulens loft den til at være oplyst som var de udenfor. Det var bare ikke nogen varme der kom fra loftet, rummet blev i stedet varmet op af de varme kilder der havde deres udspring flere steder i både den store grotte og i nogen af de mindre grotter. Luften var lettere fugtig og trykket, men ikke rigtig ubehagelig. Efter at have stoppet for at tilpasse sine øjne til lyset gik hun videre og lod sin fange glide det sidste stykke selv da det gik ned af bakke det sidste stykke. For enden af bakken lod hun sine kløer skærer igennem rebene, hvorefter hun trak ham på benene. Nu kunne han godt gå det sidste stykke selv. ”Verri!” kaldte hun ud i det store rum og lyttede på svar. Der kom intet svar, men hun havde måske givet Daisuke en ide om hvem han var i selskab med hvis han ikke allerede havde gættet det. Zearia var kendt for sin evne og Verri var kendt under sit navn, hvis han lagde to og to sammen ville han vide at han var faldet i kløerne på den mere aggressive del af oprøret. Hun skubbede sin fange foran sig og selv gik lige i hælene på ham. Han havde ingen muligheder for flugt, da hun fulgte ham så tæt. Der kom intet svar fra noget sted i grotten og Zearia valgte at spærre ham inde inden hun gik ud for at finde en anden som ville have interesse i Ciels tilfangetagelse. Da de nåede en mindre grotte med drypsten fra både gulv og loft skar hun rebene der holdt hans arme over. Hun kunne vel have sagt sig selv at manden ville forsøge at gøre modstand og flygte så snart hun slap ham fri. For at få ham på bedre tanker sænkede hun hovedet og stangede ham ind mod væggen. Hun kunne høre hans ribben beklage sig men de brækkede ikke. Hendes angreb var imidlertid nok til at slå luften ud af ham og hun brugte muligheden til at lænke ham, med nogle lænker der hang fra drypstenene i loftet. Hun lænkede hans hænder sammen over hovedet på ham og efterlod ham så. Kæderne var knap lange nok til at han kunne nå gulvet når han strakte sig i sin fulde længde. Så for at tage belastningen fra sine hænder måtte han stå på tær. Behandlingen var hård og brutal og da hun havde fået ham lænket så gik hun ud for at finde Verri. Intet ville dog forhindre ham i at trække sig op i armene hvis han kunne se en mening med dette. Havde Zearia blot vidst at dette ikke var manden der havde fået hende fanger og tilmed personligt havde angrebet og såret hende, så havde hun ikke engang vist interesse for ham tidligere på dagen.
------------
Tidligere..
Zearia lå på kanten af et hustag og blundede, hun havde holdt øje med sine bedsteforældres hus det meste af formiddagen, men var faldet i søvn inden hun havde fået øje på dem og tjekket deres tilstand. Hun kunne jo ikke rigtig bare gå ned og banke på når hun nu ønskede at beskytte dem ved at holde afstand til dem. Men hun kunne alligevel ikke lade vær med at bekymre sig og derfor tjekke dem engang imellem. Hun var ikke faldet helt i søvn endnu, men hendes arm hang slapt ned langs huset og indikerede at det var tæt på. Indtil et skingert skrig vækkede hende med et sæt. Hun så sig forskrækket om og bemærkede en skygge bevæge sig over taget mod hende. Hun sprang væk da hun troede det var noget farligt. Men hun fandt hurtigt ud af at skyggen tilhørte en ørn, den samme ørn der havde vækket hende med sit skrig. Zearia betragtede dens hvide, grå og sorte farver mens den fløj over hende. Det var ikke en type ørn man så hver dag. Hun fulgte nysgerrigt efter den hen over tagene men stoppede da den lagde an til landing. Hun kiggede ud over kanten af taget der hvor den var fløjet ned og spærrede øjnene op. Ørnen landede på armen af Ciel! Eller det var sådan Zearia opfangede situationen, i virkeligheden var manden dernede ikke Ciel, men i stedet Ciels tvillingebror. Zearia snerrede vredt for sig selv og trak sig lydløst tilbage inden hun kravlede ned på jorden på den anden side af huset. Der fandt hun en sæk og noget reb og så sneg hun sig ind på Daisuke. At kunne snige sig rundt men en grotesk og muteret krop var en kunst, men inden lagde mærke til hende før hun angreb Daisuke fra skyggerne i en nærliggende gyde. Hun slog ham om kuld med et voldsomt stød i ryggen tildelt af sin hornede pande, men hornene var ikke rettet fremad så han blev blot ramt hårdt af den kompakte legemsdel i stedet for spiddet eller skadet. Zearia fulgte efter ham og satte foden i ryggen på ham med et sner og gav sig til at binde hans ben sammen. Groft og uden hensyn til blodtilførslen snørede hun hans ben sammen og bandt en knude inden hun gjorde det samme med hans arme og derefter hans overkrop for at sørge for at han holdt armene tæt ind til kroppen. Ørnen havde hun skræmt væk kortvarigt men den vendte nu tilbage, arrig og klar til kamp. Zearia snerrede vredt da ørnen gik til angreb på hende. Hun slog ud efter den med sine kløer men ramte den ikke. Hun krummede sig sammen over Daisuke og da ørnen så dykkede igen sprang hun op og greb den i den i kløerne. Hendes egen hånd var også muteret til hårde kløer, så hun mærkede ikke at ørnen kradsede hende. Derpå lukkede hun den anden hånd om dens vinger og gik over til det nærmeste hus, sparkede døren op, smed ørnen derind og lukkede døren igen. Irriteret gik hun tilbage mens hun helede sine sår og samlede så Daisuke op i overarmen og slæbte af sted med ham. Daisuke holdt mund lidt af vejen men da hans snak begyndte at irritere hende trak hun posen over hovedet på ham og bandt et reb om, som lagde sig om hans mund så han ikke kunne tale rent men blot mumle. Posen ville uden tvivl også formindske hans evne til at trække vejret med mindre han koncentrerede sig. Hun gik ned mod vest og skræmte de folk hun stødte på, på vej derned, væk med et sner eller et brøl. Hun gad ikke lege kendis nu, hun havde vigtigere ting at tage sig til. Hun gik ikke direkte ned til sin hule, det ville være for åbenlyst. I stedet søgte hun tilflugt i et forladt hun og ventede der til der igen var faldet ro på. Ingen havde lyst til at forsøge at rede den rigmand som 0666 havde slæbt ind i vest. Han var sikkert allerede død. Det begyndte at regne og grundet de mange skyer og den tætte regn kunne Zearia snige sig uset hen til sit hus tidligere end forventet. Der løftede hun den tunge sten i stueetagen og smed Daisuke derned og fulgte selv efter. Hun lod lydløst stenen falde på plads og kravlede så ned af den næsten lodrette skakt. Daisuke var gledet hele vejen ned i bunden da Zearia gjorde ham selskab og trak af sted med ham. Alt det vand kunne heller ikke forbedre hans mulighed for at trække vejret, men det tænkte Zearia ikke over. Det ville sikkert helle ikke bekymre hende med mindre han faldt om af iltmangel.
------------
Nu...
Zearia vendte tilbage til den mindre grotte sammen med Verri. Den blinde af dem opfangede først hans lys da de trådte ind i grotten, da lyset havde været blokeret for hende pga. jorden der omgav deres fange. Hun gjorde mine til at gå ud igen, men Zearias forvirring over dette stoppede hende. ”Er vi ikke gået forkert?” spurgte Verri roligt og stoppede. Hun vendte sig mod de to andre i rummet, selvom det ikke betød noget for hendes evne til at lokalisere dem. Zearia rynkede brynene og fik over til Daisuke og trak posen af hans hoved og betragtede ham kort. ”Nej, det er her” forsikrede hun Verri og gik et par skridt tilbage på alle fire. Hun så undrende på Verri, der rynkede brynene og gik nærmere Daisuke. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om hans lys. Den skinnende mørkeorange farve der gled fredfyldt hen over det hvide center af hans lys fik hende næsten til at sukke betaget. Det var på ingen måde Ciel de stod overfor. Den mands lys var sort som natten og dets kvalmende mørkerøde farve klistrede i stedet til den sorte kerne. Verri gøs ved tanken og skubbede den fra sig. ”Det er ikke Ciel” konstaterede hun bestemt og åbnede øjnene igen ”hvordan kunne du tage fejl af dem Zerra?” spurgte hun overrasket og strakte sig. Zearia havde vækket hende så hun var stadig træt i kroppen. Zearia gik tættere på ”jamen de ligner hinanden, samme øjne, samme kropsbygning” Zearia slog ud med armene ”Verri - de havde endda samme måde at bevæge sig på” forklarede hun meget forvirret, men hun stolede på Verri og betvivlede derfor ikke hendes evne. Verri smilede for sig selv og vendte hovedet mod hende ”det må jeg jo tage dit ord for” sagde hun med et skævt smil og Zearia fnøs. ”Du kan se at jeg taler sandt” sagde hun og gik lidt væk fra dem. Mørkeblå og mørke gule gnister gled rundt imellem den tykke mørkeorange tåge der fredeligt gled rundt om Daisukes lys. De fangede Verris opmærksomhed og hun vendte hovedet mod ham. Han lyttede til dem, men virkede ikke synderligt påvirket af situationen. Det undrede hende. Zearia betragtede hende og så lidt frem og tilbage mellem de to før hun indså at han været stille hele tiden. Det var usædvanligt. Hun blandede sig imidlertid ikke da det lignede at Verri var i gang med at bore sig dybt ned i hans lys og dermed hans inderste. Zearia gik op på en forhøjning der lignede det engang havde været bunden af en stor drypsten og lagde sig ned på siden med kinden hvilkende på kanten så hun kunne betragte dem. Det virkede en anelse bizart at hun pludselig bare lagde sig ned med en doven attitude som om hun lå og så på et skuespil i stedet for et forhør. Men hun fik jo heller ikke så meget ud af forhøret da det hele foregik i Verris hoved. Enhver følelse og dertilhørende informationer strømmede via hendes evne gennem hendes bevidsthed og hun sorterede roligt i hvad hun kunne bruge og hvad hun ikke kunne bruge. ”Hvis han ikke er Ciel..” begyndte Zearia tankefuldt ”hvem er han så?” hun fuldførte spørgsmålet. Verri smilede interesseret ”lad os finde ud af det” sagde hun og aktiverede næste niveau af sin evne og hans lys åbnede sig for hende. Verri lukkede øjnene og rakte langsomt hånden ud mod hans bryst for at skabe fysisk kontakt mellem dem, det højnede nogen gange hendes evner. Men reaktionen i hans lys pga. denne bevægelse fik hende til at trække armen til sig med et ryk. Hun vendte hovedet mod Zearia. ”Zerra, rørte du direkte ved ham?” spurgte hun en anelse hårdt. Zearia løftede hovedet med en undrende lyd og så spørgende på Verri. ”Rørte du ved hans hud?” spurgte Verri mere uddybende. Zearia tænke sig om. ”Det tror jeg ikke, hvorfor?” spurgte hun undrende og så fra den ene til den anden. ”Fordi han ville kunne lokalisere dig fremover hvis du havde rørt hans hud” forklarede Verri og vendte igen hovedet mod Daisuke. Hun havde løftet sit stirrende og intetseende blik så det var rettet mod hans øjne. ”Det er hans evne”. Zearia så chokeret på dem og så ned på sine hænder efter at hun havde sat sig op, hun var ikke sikker.
Totalt mørke herskede i tunnellerne, men Zearias muterede øjne gjorde det muligt for hende at se og finde vej uden problemer. Hun havde endelig afluret teknikken i katteøjne. Stille var der derimod ikke, for udover Zearias tunge skridt og lyden af noget der blev slæbt hen af jorden, så var der også en kontant jamren eller brok. Zearia gik oprejst på to ben men pga. hendes højde gik hun foroverbøjet så hun ikke stødte på loftet. I smalle passager bøjede hun sig helt ned, tog sin fri arm i brug og gik videre på tre ben. Den anden arm brugte hun til at holde fast i det eller faktisk den hun slæbte efter sig. Det var en mand, som hun havde bundet ret grundigt, en uheldig mand hun var stødt på tidligere på dagen. Zearia slæbte ham ufortrødent videre gennem tunnelen i fødderne, jorden var måske ru at dømme ud fra fangens brok og jamren, men hun kunne ikke være mere ligeglad da hun var i den tro at det var Ciel hun slæbte af sted med. Når hans brok blev for meget så vende hun hovedet og brølede af ham så det rungede ned gennem tunnellerne og blev kasten frem og tilbage som ekko. Så lød det pludselig som om de var flere til stede omkring ham. Hun kunne ikke høre hvad han sagde pga. posen hun havde bundet om hovedet på ham, også for at undgå at han så hvor hun slæbte ham hen, og hvilken rute de tog i tunnellerne. Deres labyrintsystem var let at finde rundt i når man kendte det, men for fremmede var det ikke. Derfor smed hun også rundt med ham en gang imellem eller gik med vilje forkert for at ødelægge hans retningssans. Hun missede let med øjnene da de nåede den store grotte der var center for alle hovedtunnellerne, selvom de var mange meter under jorden så fik de specielle krystaldrypsten i hulens loft den til at være oplyst som var de udenfor. Det var bare ikke nogen varme der kom fra loftet, rummet blev i stedet varmet op af de varme kilder der havde deres udspring flere steder i både den store grotte og i nogen af de mindre grotter. Luften var lettere fugtig og trykket, men ikke rigtig ubehagelig. Efter at have stoppet for at tilpasse sine øjne til lyset gik hun videre og lod sin fange glide det sidste stykke selv da det gik ned af bakke det sidste stykke. For enden af bakken lod hun sine kløer skærer igennem rebene, hvorefter hun trak ham på benene. Nu kunne han godt gå det sidste stykke selv. ”Verri!” kaldte hun ud i det store rum og lyttede på svar. Der kom intet svar, men hun havde måske givet Daisuke en ide om hvem han var i selskab med hvis han ikke allerede havde gættet det. Zearia var kendt for sin evne og Verri var kendt under sit navn, hvis han lagde to og to sammen ville han vide at han var faldet i kløerne på den mere aggressive del af oprøret. Hun skubbede sin fange foran sig og selv gik lige i hælene på ham. Han havde ingen muligheder for flugt, da hun fulgte ham så tæt. Der kom intet svar fra noget sted i grotten og Zearia valgte at spærre ham inde inden hun gik ud for at finde en anden som ville have interesse i Ciels tilfangetagelse. Da de nåede en mindre grotte med drypsten fra både gulv og loft skar hun rebene der holdt hans arme over. Hun kunne vel have sagt sig selv at manden ville forsøge at gøre modstand og flygte så snart hun slap ham fri. For at få ham på bedre tanker sænkede hun hovedet og stangede ham ind mod væggen. Hun kunne høre hans ribben beklage sig men de brækkede ikke. Hendes angreb var imidlertid nok til at slå luften ud af ham og hun brugte muligheden til at lænke ham, med nogle lænker der hang fra drypstenene i loftet. Hun lænkede hans hænder sammen over hovedet på ham og efterlod ham så. Kæderne var knap lange nok til at han kunne nå gulvet når han strakte sig i sin fulde længde. Så for at tage belastningen fra sine hænder måtte han stå på tær. Behandlingen var hård og brutal og da hun havde fået ham lænket så gik hun ud for at finde Verri. Intet ville dog forhindre ham i at trække sig op i armene hvis han kunne se en mening med dette. Havde Zearia blot vidst at dette ikke var manden der havde fået hende fanger og tilmed personligt havde angrebet og såret hende, så havde hun ikke engang vist interesse for ham tidligere på dagen.
------------
Tidligere..
Zearia lå på kanten af et hustag og blundede, hun havde holdt øje med sine bedsteforældres hus det meste af formiddagen, men var faldet i søvn inden hun havde fået øje på dem og tjekket deres tilstand. Hun kunne jo ikke rigtig bare gå ned og banke på når hun nu ønskede at beskytte dem ved at holde afstand til dem. Men hun kunne alligevel ikke lade vær med at bekymre sig og derfor tjekke dem engang imellem. Hun var ikke faldet helt i søvn endnu, men hendes arm hang slapt ned langs huset og indikerede at det var tæt på. Indtil et skingert skrig vækkede hende med et sæt. Hun så sig forskrækket om og bemærkede en skygge bevæge sig over taget mod hende. Hun sprang væk da hun troede det var noget farligt. Men hun fandt hurtigt ud af at skyggen tilhørte en ørn, den samme ørn der havde vækket hende med sit skrig. Zearia betragtede dens hvide, grå og sorte farver mens den fløj over hende. Det var ikke en type ørn man så hver dag. Hun fulgte nysgerrigt efter den hen over tagene men stoppede da den lagde an til landing. Hun kiggede ud over kanten af taget der hvor den var fløjet ned og spærrede øjnene op. Ørnen landede på armen af Ciel! Eller det var sådan Zearia opfangede situationen, i virkeligheden var manden dernede ikke Ciel, men i stedet Ciels tvillingebror. Zearia snerrede vredt for sig selv og trak sig lydløst tilbage inden hun kravlede ned på jorden på den anden side af huset. Der fandt hun en sæk og noget reb og så sneg hun sig ind på Daisuke. At kunne snige sig rundt men en grotesk og muteret krop var en kunst, men inden lagde mærke til hende før hun angreb Daisuke fra skyggerne i en nærliggende gyde. Hun slog ham om kuld med et voldsomt stød i ryggen tildelt af sin hornede pande, men hornene var ikke rettet fremad så han blev blot ramt hårdt af den kompakte legemsdel i stedet for spiddet eller skadet. Zearia fulgte efter ham og satte foden i ryggen på ham med et sner og gav sig til at binde hans ben sammen. Groft og uden hensyn til blodtilførslen snørede hun hans ben sammen og bandt en knude inden hun gjorde det samme med hans arme og derefter hans overkrop for at sørge for at han holdt armene tæt ind til kroppen. Ørnen havde hun skræmt væk kortvarigt men den vendte nu tilbage, arrig og klar til kamp. Zearia snerrede vredt da ørnen gik til angreb på hende. Hun slog ud efter den med sine kløer men ramte den ikke. Hun krummede sig sammen over Daisuke og da ørnen så dykkede igen sprang hun op og greb den i den i kløerne. Hendes egen hånd var også muteret til hårde kløer, så hun mærkede ikke at ørnen kradsede hende. Derpå lukkede hun den anden hånd om dens vinger og gik over til det nærmeste hus, sparkede døren op, smed ørnen derind og lukkede døren igen. Irriteret gik hun tilbage mens hun helede sine sår og samlede så Daisuke op i overarmen og slæbte af sted med ham. Daisuke holdt mund lidt af vejen men da hans snak begyndte at irritere hende trak hun posen over hovedet på ham og bandt et reb om, som lagde sig om hans mund så han ikke kunne tale rent men blot mumle. Posen ville uden tvivl også formindske hans evne til at trække vejret med mindre han koncentrerede sig. Hun gik ned mod vest og skræmte de folk hun stødte på, på vej derned, væk med et sner eller et brøl. Hun gad ikke lege kendis nu, hun havde vigtigere ting at tage sig til. Hun gik ikke direkte ned til sin hule, det ville være for åbenlyst. I stedet søgte hun tilflugt i et forladt hun og ventede der til der igen var faldet ro på. Ingen havde lyst til at forsøge at rede den rigmand som 0666 havde slæbt ind i vest. Han var sikkert allerede død. Det begyndte at regne og grundet de mange skyer og den tætte regn kunne Zearia snige sig uset hen til sit hus tidligere end forventet. Der løftede hun den tunge sten i stueetagen og smed Daisuke derned og fulgte selv efter. Hun lod lydløst stenen falde på plads og kravlede så ned af den næsten lodrette skakt. Daisuke var gledet hele vejen ned i bunden da Zearia gjorde ham selskab og trak af sted med ham. Alt det vand kunne heller ikke forbedre hans mulighed for at trække vejret, men det tænkte Zearia ikke over. Det ville sikkert helle ikke bekymre hende med mindre han faldt om af iltmangel.
------------
Nu...
Zearia vendte tilbage til den mindre grotte sammen med Verri. Den blinde af dem opfangede først hans lys da de trådte ind i grotten, da lyset havde været blokeret for hende pga. jorden der omgav deres fange. Hun gjorde mine til at gå ud igen, men Zearias forvirring over dette stoppede hende. ”Er vi ikke gået forkert?” spurgte Verri roligt og stoppede. Hun vendte sig mod de to andre i rummet, selvom det ikke betød noget for hendes evne til at lokalisere dem. Zearia rynkede brynene og fik over til Daisuke og trak posen af hans hoved og betragtede ham kort. ”Nej, det er her” forsikrede hun Verri og gik et par skridt tilbage på alle fire. Hun så undrende på Verri, der rynkede brynene og gik nærmere Daisuke. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om hans lys. Den skinnende mørkeorange farve der gled fredfyldt hen over det hvide center af hans lys fik hende næsten til at sukke betaget. Det var på ingen måde Ciel de stod overfor. Den mands lys var sort som natten og dets kvalmende mørkerøde farve klistrede i stedet til den sorte kerne. Verri gøs ved tanken og skubbede den fra sig. ”Det er ikke Ciel” konstaterede hun bestemt og åbnede øjnene igen ”hvordan kunne du tage fejl af dem Zerra?” spurgte hun overrasket og strakte sig. Zearia havde vækket hende så hun var stadig træt i kroppen. Zearia gik tættere på ”jamen de ligner hinanden, samme øjne, samme kropsbygning” Zearia slog ud med armene ”Verri - de havde endda samme måde at bevæge sig på” forklarede hun meget forvirret, men hun stolede på Verri og betvivlede derfor ikke hendes evne. Verri smilede for sig selv og vendte hovedet mod hende ”det må jeg jo tage dit ord for” sagde hun med et skævt smil og Zearia fnøs. ”Du kan se at jeg taler sandt” sagde hun og gik lidt væk fra dem. Mørkeblå og mørke gule gnister gled rundt imellem den tykke mørkeorange tåge der fredeligt gled rundt om Daisukes lys. De fangede Verris opmærksomhed og hun vendte hovedet mod ham. Han lyttede til dem, men virkede ikke synderligt påvirket af situationen. Det undrede hende. Zearia betragtede hende og så lidt frem og tilbage mellem de to før hun indså at han været stille hele tiden. Det var usædvanligt. Hun blandede sig imidlertid ikke da det lignede at Verri var i gang med at bore sig dybt ned i hans lys og dermed hans inderste. Zearia gik op på en forhøjning der lignede det engang havde været bunden af en stor drypsten og lagde sig ned på siden med kinden hvilkende på kanten så hun kunne betragte dem. Det virkede en anelse bizart at hun pludselig bare lagde sig ned med en doven attitude som om hun lå og så på et skuespil i stedet for et forhør. Men hun fik jo heller ikke så meget ud af forhøret da det hele foregik i Verris hoved. Enhver følelse og dertilhørende informationer strømmede via hendes evne gennem hendes bevidsthed og hun sorterede roligt i hvad hun kunne bruge og hvad hun ikke kunne bruge. ”Hvis han ikke er Ciel..” begyndte Zearia tankefuldt ”hvem er han så?” hun fuldførte spørgsmålet. Verri smilede interesseret ”lad os finde ud af det” sagde hun og aktiverede næste niveau af sin evne og hans lys åbnede sig for hende. Verri lukkede øjnene og rakte langsomt hånden ud mod hans bryst for at skabe fysisk kontakt mellem dem, det højnede nogen gange hendes evner. Men reaktionen i hans lys pga. denne bevægelse fik hende til at trække armen til sig med et ryk. Hun vendte hovedet mod Zearia. ”Zerra, rørte du direkte ved ham?” spurgte hun en anelse hårdt. Zearia løftede hovedet med en undrende lyd og så spørgende på Verri. ”Rørte du ved hans hud?” spurgte Verri mere uddybende. Zearia tænke sig om. ”Det tror jeg ikke, hvorfor?” spurgte hun undrende og så fra den ene til den anden. ”Fordi han ville kunne lokalisere dig fremover hvis du havde rørt hans hud” forklarede Verri og vendte igen hovedet mod Daisuke. Hun havde løftet sit stirrende og intetseende blik så det var rettet mod hans øjne. ”Det er hans evne”. Zearia så chokeret på dem og så ned på sine hænder efter at hun havde sat sig op, hun var ikke sikker.