First impression (Damien)

[Frey De'croix]

Frey havde besøgt Zion's tempel. Han havde altid været facieneret af dødens gud, men et uventet møde havde spiret en ny interesse i guden og Frey besøgte hans tempel med en favnfuld bøger for at føle sig nærmere guderne samtidig med at han udvidede sin viden om denne. Han var ankommet før solen var stået op og havde mærket solens stråler varme templet op til trods for at efterårssolen var ikke varmede så kraftigt jo tættere på vinter det var. Nu pakkede han bøgerne sammen og indfangede de sidste papirer som efterårsvinden insisterede på at føre langs gulvet. Han satte modvilligt foden mod en skitse af illustrationerne i templet og bøjede sig efter den. Vinden tog til og blæste hans jakke op over ryggen på ham og hen over hans hoved. Han viklede sig ud af den og lukkede den omhyggeligt inden han bukkede sig på ny og samlede papiret op. Han strøg nænsomt fingrene over stregerne og fjernede uønsket snavs tilført at hans støvle. Hans strøg de totter hår, der havde revet sig ud af båndet han havde bundet til tilbage med, væk fra ansigtet igen og igen, men vinden insiterede på at gøre det til en udfordring at holde dem væk. Han turde ikke løsne båndet for at binde håret tilbage på ny, det ville blot give vinden mulighed for at tage fat i hele hans manke. Så måtte han leve med de totter der irriterede ham. Han samlede sine bøger sammen og forlod templet med dem under armen efter at have bukket respektfuldt mod templets indre. Han kastede et blik på himlen. Blæsende, men ikke med antydning af regn eller andet dårligt vejr. Han smilede for sig selv og lod tankerne flyve mens hans spadserede roligt videre forbi de andre palæer med kurs mod sit familiepalæ. Men et ryk i kraven og en fortumlet tur hen af stien tvunget af et par mænds stærke greb trak ham ud af tankerne og tilbage til nuet. Frey snublede hen af vejen ind ved siden af et af de store palæer efter et voldeligt skub, men han formåede at holde sig på benene og vendte sig derefter mod de mænd der havde trukket ham til side. Deres påklædning afslørede ikke meget om dem. De lignede almindelige mænd han ikke ville registere på gaden, og heller ikke ville kunne udpege, smart. Han rynkede brynene og åbnede munden, men ethvert håb om en høflig og intelligent samtale forduftede da mændene gav sig til at råbe af ham i munden på hinanden. Frey tøvede måløs og trådte et skridt tilbage, kun for at miste grebet på sine bøger da den største af mændene samlede ham op i jakken og ruskede ham inden han blev smidt mod templets væg. Sammenstødet slog luften ud af Frey, men han bekymrede sig mere om at lokalisere sine papirer end om at få vejret. Pokkers til blæst! Han så fortvivlet til mens vinden rev flere løse sider ud af bøgerne og trak dem med ud af sidegaden. To mænd greb hans arme og holdt ham mod muren mens en anden gennemsøgte Freys påklædning. Utilfreds med at blive kropsvisiteret af en fremmed forsøgte Frey at tale manden til fornuft, men blev blot bragt til tavshed af et kraftigt slag mog kæben af den ene mand der hold ham mod muren. Frey sundede sig et øjeblik og vænnede sig så vidt muligt til blodsmagen der fyldte hans mund. Han undgik at tænke på hvor blodet mon stammede fra og koncenterede sig om sine angribere. De lod til at være interesseret i værdigenstande, men vokset op bag palæers trygge mure var han uvant med gadens hårde håndtering af folk. Han åbnede øjnene og lod sit syn finde fokus igen inden han forsøgte at tale sine angribere til fornuft igen. Manden blev imellemtiden færdig med at visitere ham, og efter at have berøvet Frey flere værdigenstande fra hans lommer gik de videre til andet der kunne sælges, som bl.a. hans øreringe. Frey var imidlertid ikke interesseret i at blive frarøvet sige øreringe. Men hans modstand blev ikke godt modtaget og mændende gik igang med at banke al modstand ud af ham inden de fortsatte med at røve ham.
Frey tog imod slagene og støttede sig til templets væg da der var en pause i deres overfald. Mændenes slag havde trykket ham ind mod væggen, der stod imellem gruppen af folk og Latronia's tempel. Hvor ironisk at hun blev set som den gud der tog hånd om tyve og udstødte, men ikke velhavende der blev overfaldet foran hendes hoveddør, af selvsamme typer som hun beskyttede. Freys syn blev sløret, men han fornemmede mændene omkring sig ved hjælp af det elektriske felt der lå i luften om ham. Uskyldigt og usynligt for alle andre end ham. Han holdt blikket rettet mod jorden, han fik intet ud af at kigge på sine angribere, det kunne derimod provokere dem til at banke ham yderligere. Holdt han sig fra at tage kontakt kunne han måske undgå skader ud over dem han allerede havde fået. Han løftede hånden for at tøre blodet væk fra sine læber, men til trods for han underdanige og forsigtige bevægelser, så greb den nærmeste mand ham om håndledet og stoppede hans bevægelse. Frey løftede uforsigtigt blikket og så op på manden. Elektriciteten for hen over overfladen på hans gule øje i takt med hans hjerteslag, forøget af nervøsitet. Et gult og et rødt øje kunne få dig i problemer, også selvom forskellige farver var det eneste usædvanelige ved dem. Freys gule øje havde mutant stående tværs over sig og manden greb ham og halsen og trykkede ham mod muren. Frey lukkede øjnene og gispede efter vejret da mandens greb trykkede hans hals sammen og blokerede hans luftveje. Panik spredte sig hastigt gennem hans krop og hans evne handlede instinktivt og fjernede truslen ved at sende en skadelig ladning gennem huden på Freys hals og ind i hånden der klemte sammen om den. Elektricitetens smæld da den forplantede sig fra Frey til manden blev kun overdøvet af mandens skrig da hans hånd blev forvandlet til en blanding af brændsår og vabler. Han for væk fra Frey der faldt sammen med ryggen mod muren, mens han hostende og gistende efter vejret tog sig til halsen. Hans hals var, med undtagelse af mandens delvise kvælning, uskadt og bar ingen spor af de brændemærker der dækkede mandens hånd. De andre mænd trak sig lidt i baggrunden med forfærdede miner da de så deres kammerats skæbne. Så udløste Freys evne et raseriudbrud blandt dem og de angreb ham med fornyet målrettethed, dog uden at røre ham mere end højst nødvendigt. Det var ikke dem alle der turde nærme sig ham. Men dem der ikke deltog aktivt i angrebet heppede på de andre eller bandede af ham. Frey nåede aldrig længere end sin siddende stilling før voldelige spark slog ham omkuld. Han fik sig skubbet op på alle fire og sendte et blik i retning af sine angribere med sit røde øje. Dybt seriøst, samtidig roligt og en anelse trodsigt. Med blodet løbende ned fra øjenbrynet lignede det at mændende havde udrettet større skade end det var tilfældet. Det blonde hår tog også langsomt farve eller klæbede til hans ansigt. Et spark i maven fik ham til at knække sammen og han støttede panden mod armen liggende på jorden. Han holdt en arm om maven og hostede stønnende. Han lukkede øjnene da blodet blandede sig med støvet som hans hosten hvirvlede op, begge dele irriterede hans øjne og smerten bed i kroppen. Samtidig koncenterede han sig voldsomt for at holde sin evne i skak. Situationen blev tydeligvis ikke bedere af at han brugte den. Han kunne nemt nedlægge sine angribere, men han ønskede ikke at skade dem, ikke engang i den daværende situation.

[Damien Salazár]

Alle de historier om guder var det rene volapyk for Damien, der ikke interesserede sig for den slags. Han troede simpelthen ikke på, at de fandtes. Overnaturlige ting kunne han tro på – bare se, hvor langt hans evner rakte ud over hans egen forstand – men guder? Nej. De var efter alles ord at dømme blevet skabt for at opretholde kosmos og kaos i menneskenes verden, men efter Damiens mening klarede de ikke deres arbejde specielt godt. Han kunne nævne så mange ting, der var galt i verdenen. Død. Krig. Ødelæggelse. Tyveri. Drab. Samtlige af disse dårlige ting var nogen, Damien selv måtte bære rundt på i sin samvittighed, men hvis guderne virkelig ønskede, at han ændrede sin levevej, så burde de have grebet fat i kraven for ham for længst og givet ham en lærestreg. Nu var det for sent at redde ham, men han frygtede intet; han vidste jo, at gudernes straf aldrig ville komme. Han troede på, at det kunne gå galt en dag, hvis ikke han trådte varsomt nok, men når det engang gjorde, så ville det være en bøddel, der separerede hans hoved fra hans krop, fremfor en gud, der lod sine vrede regne ned over ham.

Mutanten spidsede sine læber og fløjtede en kort, skinger tone. Der gik ikke mange sekunder før han fik selskab af en stor, rupelset hund, der mest af alt lignede en ulv; hendes ben var slanke men stærke, hendes snude lang og spidse, hendes øre oprejste og hendes holdning elegant men vagtsom. Hendes mest fremtrædende karaktertræk var dog hendes øjne, der var helt oceanblå. Det var dem der gjorde, at folk i stedet for at blive forskrækket ved synet af det, der umiddelbart var en ulv, for dernæst at stikke af i frygt, fandt hende sød og turde gå hen og klappe hende. Hendes øjne havde den komplet modsatte virkning på folk end Damiens egne, der var rubinrøde og følelsesløse. Folk trådte bort, når han mødte deres blik, og flere gange havde han oplevet dem lave hellige tegn med deres hænder, når han vendte ryggen til dem, som var han en dæmon, der skulle jages tilbage i helvede.
Livet som en mutant, og endda én, der bar tegn på sin race i sin fysiske fremtræden, var ikke let, men Damien havde efterhånden lært at affinde sig med det. Han havde vænnet sig til at opholde sig alene, hvilket da også var grunden til, at han nu var gået på opdagelse imellem gudetemplerne, hvor han vidste, at der sjældent kom andre. Kun folk, der havde brug for bede en bøn for guderne. Det var sjovt som folk pludselig kunne blive troende, når livet vendte sig imod dem og de havde brug for hjælp. Damien havde i årenes løb oplevet mange folk, der var kommet ind og bedt for deres døende mor eller dårlige høst eller sygdomsramte husdyr, og han var sikker på, at de aldrig før havde betrådt et tempel.

Han skulle lige til at finde sig et roligt hjørne, hvor han kunne tage en middagslur i fred, da hans opmærksomhed blev fanget af nogle optøjer. En masse mænd stod rundt om noget, der mest af alt lignede en bunke tøj smurt ind i blod; da Damien trådte tættere på kunne han dog se, at det var et menneske. En lyshåret mand.
Mændene der stod rundt om ham genkendte han ikke, bortset fra den ene, der havde sort hår og tatoverede overarme, som muskuløse stak frem ud af ærmerne på hans bluse. Han stod bagerst og lod de andre gøre arbejdet, men Damien var ikke et sekund i tvivl om, at de gjorde det på hans ordre.

Mutanten trådte lydløst tættere på. Da han nåede om bag to af angriberne, greb han dem og nakken og hamrede deres hoved ind i væggen. Det gav ham straks de to tilbageværendes opmærksomhed, idet de ramte faldt til jorden.

”Hvad laver du dog, Thade? Er du så meget ude af træning, at du ligefrem må have en hel hær med dig, før du tør stjæle fra…” Han tøvede lidt, idét han kiggede ned på offeret. Langt, lyst hår… Et smil bredte sig om hans læber. ”… En lille blondine?”
Han rystede på hovedet. ”Hvor du dog skuffer mig!”

Thade, der før havde set Damiens dårlige side, bed tænderne hårdt sammen. Damien kunne ligefrem se, hvordan hans tanker var i konflikt med hinanden idet han overvejede, om han skulle give igen eller løbe sin vej. Han lod til at tage den sidste beslutning, for snart efter gav han ordne til sin sidste kumpan om at samle deres sjældne sager sammen, hvorefter de skred og lod de resterende to i stikken.
Damien vendte sig imod offeret. Han skubbede til ham med sin fod blot for at se, om han stadig trak vejret. Persephone, hans hund, snusede interesseret til den fremmede.

[Frey De'croix]

Frey ville ikke forsøge at få folk til at tilpasse sig hans eget syn på guderne, derfor regnede han også lidt med at folk lod ham have sine overbevisninger i fred. Uanset hvilken grund folk havde til at søge guderne kunne han ikke lade vær med at smile for sig selv når folk gjorde ham selvskab i templerne eller han blot så dem der. Han passerede jævnligt, fordi han selv var opdraget i en familie der skattede guderne højt og viste deres agtelse. Frey var desuden opdraget til at respektere autoriteret og hvilke højere autoriterer fandtes der? Når han nu troede på guderne så fornægtede han heller ikke overtro, men han var mere skeptisk overfor dette. Overnaturlige fænomener kunne oftest forbindes med mutanter hvis ikke med guderne, derfor hans skepsis.
Hvis der skulle opretholdes ballance i verden skulle der også skabes ballance mellem alt godt og ondt. Fred skulle opvejes med krig, godhed med ondskab, forskellen mellem rig og fattig blev til tider udlignet af enten tyderi eller gavmildhed. Der var en ballance, også selvom folk oftest foretrak den positive side af alting. Men hvis alt var positivt ville folk så værdsætte det lige så meget som hvis de havde oplevet noget negativt også?
Guderne styrede ikke den individuelle, de havde givet mennesket og mutanten fri vilje, det var op til den enkelte at træffe sine egne valg gennem livet. Men guderne lod til at ville dømme folk på dette i deres sidste time alligevel. Fri vilje, men med henblik på at blive dømt pga. sine handlinger i sidste ende. Guderne måtte have smag for ironi.
Mennesker yndede at lege guder, det havde Frey efterhånden indset, men det lod til at være en tendens der var kommet for at blive. Frey nægtede imidlertid at underlægge sig den og bestemme over andres liv. Han havde gjort det til sin mission efter bedste evne kun at påvirke verden på en positiv måde. Så måtte det så afhænge af hans egen evne til at bedømme mennesker og den verden han levede i.

Ironien i at Damien ledte efter et sted at tage en lur og så i stedet blandede sig i en slåskamp var voldsom. Frey var dog taknemmelig for at han drev tyvene/overfaldsmændene væk. Måske i større grad fordi han ikke ville skade andre end for at rede sit eget skind. Han kunne nemt have afgjort situationen, men hans brændende ønske om ikke at påføre selv disse mænd skade med hans specielle evner var indtil videre større end hans overlevelsesinstinkt.
Frey blev liggende, mest af alt for at kontrollere sin evne, han havde allerede skadet en mand, det var for mange. Han lukkede øjnene og fjernede faktisk fokus fra sine smerter ved at begrænse sin evne. Han lagde godt mærke til at angrebet stilnede af men han registerede ikke sin redningsmands indirekte fornærmelse kun halvt den envejssamtale han havde kørende med lederen af gruppen. Lyden af fodtrin der langsomt stilnede af blev også kun registeret halvt. Han åbnede først øjnene da den fremmede puffede til ham med foden. Men sin evne under kontrol skubbede han sig op og sidde og ømmede sine ribben, der dog ikke lod til at være brækkede. Han så sig fortumlet om og tørrede blodet væk fra sit øje med ærmet da det irriterede ham. Da han opdagede hunden der snusede til ham trak han sig forskrækket væk og blev belønnet med et jag af smerte igennem brystkassen. Det var ikke fordi han var bange for dyr, men hans evne fik dem ofte til at gøre irationelle ting i hans nærvær eller se ham som en fjende pga. de elektriske impulser han udsendte, der kunne irritere dem. Hunden virkede dog ikke fjendtlig men han så alligevel ikke ud til at være helt tryg ved den. Han holdt en hånd frem så den kunne snuse til den hvis den stadig var interesseret i ham. Hans blik gled videre og hans blik blev medfølende da det gled over de sårede tyve der var blevet ladt i stikken. Han rejste sig langsomt og lod blikket glide undersøgende over sine angribere inden han vendte blikket mod Damien. Efter situationen at dømme var han ikke en af tyvene, og Frey konkluderede derfor at denne mand var kommet ham til hjælpe selvom det ikke just var den attitude der prægede ham. Frey tørrede noget nyt blod væk da det igen løb ned i hans øje og han besluttede at holde ærmet mod såret over sit øjenbryn for at forsøge a stoppe blødningen. "Tak for hjælpen" sagde han med et taknemmeligt smil, og på trods af situationen et forholdsvis roligt udtryk. Hans hud var stadig misfarvet af blodet de steder hvor det ikke længere løb, men han kunne ikke tage sig af det nu. Han mødte Damiens røde blik med sit gule øje uden tøven, hans eget røde øje var halvt dækket nu han holdt ærmet mod sit øjenbryn. Røde øjne så han ofte, men han bed dog mærke i mandens udtryk. Dystert. Han kastede endnu et blik på mændene og konkluderede at ham som han selv havde skadet var stukket af, det ærgrede ham da han helst havde tilbudt ham lægehjælp. Når folk stjal havde de sjældent penge til lægehjælp. Han sukkede stille for sig selv.