Post by Damien Salazár on Jul 20, 2013 15:19:29 GMT 1
*Damien Azure Salazár *
Fulde Navn: Damien Azure Salazár Velasco (meaning: medieval Spanish name derived from the surname Velázquez, meaning "crow."). Hans slægtsnavn, Velasco, har han dog lagt fra sig. Nu benytter han sig af sit mellemnavn, Salazár.
Kalde/kælenavn: Djævleyngel, tyveknægt, udyr, bæst eller dæmon. Han oplyser aldrig sit fulde navn for nogen, så de fleste kender ham kun som Damien. Tidligere er han, af mere venligsindede mennesker, blevet kaldt unge herre, master Velasco, Dami og Krageunge.
Alder: 20 år.
Seksualitet: Panseksuel hvilket vil sige, at han tiltrækkes af folks udseende og at køn og alder derfor er ham underordnet. Han har kun tidligere været sammen med kvinder af frygt for sit ry. Kun én gang formåede en mand at charmere sig ind på ham, men det blev holdt så hemmeligt, at de ikke engang kunne ofre hinanden et stjålent blik fra tid til anden i offentligheden.
Bydel: Syd.
Job: Hans hovedprofession er tyveri, men ellers tager han imod diverse småjobs, folk ikke selv tør udføre, fordi det strider imod landets love. Det kan være alt lige fra spionage til mord, som han har et sind, der er samvittighedsløst nok til at kunne klare.
Rang: Middelklasse. Han har midlerne til et hus, men foretrækker at rejse rundt. Han er rastløs uden lige, og han har en eventyrlyst som ingen anden. Hvis han bliver det samme sted alt for længe, begynder han lige så stille at sygne hen af ren og skær kedsomhed over verden omkring ham. Han har altid haft en kraft i sig, der driver ham til at rejse hele verden tynd.
Evner: Han er en necromancer og hans evne består i, at han kan kommunikere med de døde. Når han gør dette, bliver hans øjne hvide med et blåligt lys omkring sig og han træder mentalt ind i en verden, der er meget ulig vores – nemlig de dødes verden. De døde kan til enhver tid kontakte ham, men de gør det oftest, når de vil advare ham imod at træffe dumme valg, bede ham om hjælp eller blot for at irritere ham – derfor forsøger han så vidt muligt at holde sig gode venner med dem. Når det omvendt er ham, der vil kontakte dem, kræver det, at han finder ro i sindet og begynder en dyb meditation, for åndeverdenen kan man ikke bare tvinge sig vej til.
I kamp kan han påkalde skabninger fra åndeverdenen som moralsk støtte. De kan angribe fjenden, men det er sjældent, at det går så let – de kræver nemlig for det meste en form for betaling af ham. Derfor benytter han sig stort set aldrig af dem, men nøjes med at søge råd eller moralsk støtte hos dem. Når ånderne hjælper ham, gør de det i form af nogle skyggelignende versioner af det, de var, før de gik bort. De er alle forskellige, og før han kan benytte sig af deres hjælp, må han først gøre sig gode venner med dem eller overvinde dem i kamp. Der er tre ånder, som han indtil videre har gjort sig ”gode venner” med:
Samael: Samael er lysets og vejviserens ånd, og han har evnen til at kontrollere elementet luft. Han er den mest venlige af de tre ånder og forlanger sjældent noget til gengæld af Damien for at hjælpe ham. Han ser snarere sig selv som en skytsengel for den unge herre og gør sit bedste for at beskytte ham og holde hånden over ham i enhver forstand. Han guider ham igennem livet, og i modsætning til de to andre kunne han aldrig finde på at dræbe af ren og skær lyst, i hvert fald ikke hvis det få Damien i problemer. Når han viser sig på jorden, er det i form af en stor isbjørn.
Azazel: Azazel er ødelæggelse og kampgejstens ånd, og han har evnen til at kontrollere elementet ild. Han er fyrig og har et temperament større end selv Damiens, og der skal ikke meget til for at få hans blod i kog. Han er ikke meget for Damien, men han hjælper ham gerne i kamp, da han elsker at få blod på hænderne og høre folk skrige i smerte og tigge om nåde. Han forlanger dog altid noget til gengæld, hvilket fryder ham, for han ved, at Damien altid vil vælge ham i kamp, da han er langt den stærkeste af de tre ånder. Han kommer frem i form af en snetiger.
Daevas: Daeves er de dødes og videnskabens ånd, og han har evnen til at kontrollere elementet jord. Det er ham, Damien søger råd hos, men han gør det sjældent, for Daeves forlanger ofte en betaling dyrere end Damien kan skaffe ham. Han er som en bitter gammel mand, der hader hele verden omkring sig, men hvem ville ikke også det, når hele verden frygter en? Han bryder sig heller ikke spor om Damien. Hans form er en sneugle.
Udvikling af evnen: Evnen har været passiv igennem hele hans liv og viste sig først da han var seksten, men fordi den for det meste ikke er styret af ham selv, har han absolut ingen kontrol over den. Det eneste, han i årenes løb har trænet sig op til, er selv at kontakte de døde igennem meditation. Det er han til gengæld også god til – hvis han har aboslut stilhed, i hvert fald. Når der er bare det mindste, der forstyrrer ham, går det galt. Senere, når han får mere kontrol over sin evne, vil han blive i stand til at kontakte de døde uden at skulle i meditationer, og i kamp vil han blive i stand til at påkalde mere end bare end ånd af gangen.
Styrke: Der er som sådan ikke nogle styrker ved Damiens. Kun når det lykkedes for ham at vinde de døde over på hans side som vejledere, kan han bruge dem til noget, eller når de hjælper ham i kamp, hvor de vil optræde som skyggelignende udgaver af det, de var, før de døde. Dette sker dog sjældent, så det er ikke ligefrem en styrke. Det sker oftest når hans temperament løber af med ham og ånder dermed kan udnytte ham til at påkalde sig selv. De elsker mere end nogensinde at udnytte hans vrede til at få lov til at vandre på jorden og dræbe, som de lyster.
Svaghed: Den største svaghed ved hans evne er, at de folk, han dræber, for det meste altid opsøger ham i åndeverdenen for at få hævn. Nogen gange kan deres plageri gå så vidt, at han bliver slået helt ud af balance og går og snakker med sig selv på gaden i et mellemstadie imellem de dødes verden og vores egen, bliver terroriseret af mareridt om natten og opfører sig som en direkte sindssyg, idet han gør skade på sig selv for at få deres stemmer ud af sit hoved. Til tider virke det sidstnævnte, men det er kun i et kort øjeblik. En anden svaghed, han hurtigt opdagede, er, at han kan kommunikere med alle, hvilket indebære alle hans elskede, der nu er døde. Når han snakker med dem, kan han blive fanget i åndeverdenen i lang tid, nogen gange flere dage, hvilket ikke er sundt for ham. En dag sidder han måske fast.
Udseende: Det mest bemærkelsesværdige ved hans udseende er uden tvivl hans blodrøde øjne, og selvom han er en ganske køn ung mand, er det altid øjnene, der først suger folks opmærksomhed til sig. De er som to rubiner, og folks reaktioner på dem kan med lethed deles ind i to kategorier; der er dem, der finder dem fascinerende, og så er der dem, der straks slår kors for brystet og vender ryggen til som var han en djævel opstået fra helvede. Hans øjne er det eneste udvendige tegn han bærer på at være en mutant, men til gengæld er det svært at gemme dem, så folk gennemskuer ham oftest med det samme. Øjnene har deres plads i et smalt og ikke videre maskulint ansigt. Næsen er lige, læberne tynde og øjenbrynene sorte og markerede. Hans amorbue er tydelig og læberne har en lys rosa farve. De er tit tørre, idet han glemmer at drikke vand hvilket fører til dehydrering af hans krop.
Mænd kan sjældent gå ind under kategorien ”køn”, men Damien er uden tvivl en undtagelse på grund af hans lettere androgyne træk. Og det hjælper ikke ligefrem på det, at han i det ene øre har en ørering formet som et kors hængende. Udover øreringen har han af udsmykning på kroppen en stor tatovering på ryggen forestillende en krage, der breder sine vinger ud over hans skuldre. Det er hans slægts mærke. Huden på hans ryg især er præget af lange ar efter knivsstik og endda brandsår. Alle disse smerter er nogen, han har påført sig selv i et desperat forsøg på at slippe af med den tatovering, hans forhenværende familie udstyrede ham med. Han vil ikke kendes ved dem, og han ved, at hvis de vil spore ham for en dag at udrydde ham totalt, kan de på ingen tid finde ham på grund af den tatovering. Men tatoveringen er der endnu, sort og intakt oven på ar og brandsår.
Hans hud er bleg og fri for enhver form for urenheder ikke uden sammenligning med ansigtet på en porcelænsdukke. Det eneste, der slår skår i porcelænen er det måneformede ar, han har under sit ene øjne. Det er dog kun hans ansigt der er sluppet så heldigt for strabadserne, for resten af hans krop er fyldt med små, kridhvide ar, men de er som regel skjult under hans tøj. Hans hud står i tydelig kontrast til hans ravnsorte hår, der falder i halvlange, let bølgede lokker omkring hans ansigt. Han er mellemhøj af højde og med en slank kropsbygning. De mange års kamp og vandren rundt i landet har dog sat sine tydelige præg i form af let synlige muskler hist og her.
Hans tøj bærer tydelige præg af, at han engang var en rigmandssøn. Alle kanter er pyntet med broderier i guld, tøjet er af bedste kvalitet og så forstår han at klæde sig ordenligt på. Den eneste hage ved hans tøj er, at det er slidt efter så mange år, og at der på nogle stykker tøj er små huller. Disse huller er dog nogen han selv har lavet, da han fjernede alle sine slægtsmærker fra sine beklædningsgenstande. Han foretrækker dog at klæde sig enkelt, som regel i en skjorte og et par sorte bukser samt et par behagelige støvler. Om livet bærer han et bælte med adskillige små rum i til hans penge, men dette bælte er som regel gemt bag et stykke stof, han lige så binder om livet. På ryggen bærer han til tider en bue og et pilekogger, men det er for det meste når han har i sinde at tage på jagt eller blot skille sig af med nogen.
Faceclaim: Cadis Etrama di Raizel (tror jeg nok).
Personlighed: Damien har uendelig mange sider af sin personlig, men fordi han er så dygtig til at spille skuespiller og gemme sig bag den ene facade efter den anden, er det sjældent, at folk får lov til at opleve den rigtige Damien. Han elsker at finde på roller til sig selv og narre folk forklædt som den charmerende unge herre eller den skræmmende, blodtørstige dæmon, der kan vride halsen om på dem hvert sekund det skal være. Der er dog en grund til, at han nægter at åbne sig op for andre og vise sit sande jeg. Igennem årene har han åbnet sig op til folk, der enten har forladt og forrådt ham eller simpelthen blevet hevet væk fra ham på den ene eller den anden måde. Og alt sammen på grund af hans evne. Han giver den skylden for, at han er blevet, som han er; hvis han ikke vidste bedre, ville han næsten tro, at han var blevet til sin evne. At den havde overtaget hans personlighed og gjort ham til den indelukkede, hadefulde person han er nu.
Der er to grundsten i hans skuespil: Han snuhed og hans kløgt. Han kan sno sig ud af næsten ethvert problem (og tro mig, han er som en magnet når det kommer den problemer; de opsøger ham nærmest) blot ved at snakke sig ud af det. Han er dygtig til at tale til folks fornuft og charmere sig ind på dem, men kun, når han formår at holde hovedet koldt. Det er han til gengæld god til. Han har et overblik udover det sædvanlige og det tager ham ikke mange sekunder at analysere og finde en løsning på den situation, han står i.
Som sagt er der mange aspekter af hans personlig, og langt fra alle er lige positive. Hans største last er dog hans temperament, der desværre for ham er tæt knyttet sammen med hans evne. Han har igennem årene lært at kontrollere det, men når man endelig formår at pirre ham nok til at gøre ham vred, så slipper er helvede til gengæld også løs. Når raseriet først tager over, kan han ikke længere holde hovedet koldt, og hans evne står ude for hans kontrol. Det er når dette sker, at man for alvor skal frygte ham, for selvom han ikke ønsker en død, gør hans evne og temperament højst sandsynligt.
Den mest bemærkelsesværdige ting ved ham er dog, at han som regel altid smiler, og det er oftest i meget upassende situationer. Det er ikke noget glad smil, ej heller bittert. Det er helt neutralt og når på ingen måde op i hans øjne. Han har lært sig selv at se lyst på tilværelsen, mener han, og det gøres bedst med et smil. Desværre er det bare ikke gået op for ham endnu, at før det skal fungere, skal der være glæde i smilet. Smilet hænger dog alligevel på hans læber, og det vokser kun til et ægte et, når han får andres blod på sine hænder og får lukket noget af sin vrede ud. Damien er i det hele taget en ubehagelig ung herre, når han færdes i offentligheden. Han sætter altid sig selv i første række, hvilket kan forklares med, at han ikke har andre, han skal tænke på, og er det hele taget ligeglad med alle andre, hvilket gør, at han er ekspert i sit arbejde. Og som om det ikke var nok, så har han en sans for sarkasme som når ud over de fleste menneskers forstand, så når han endelig vil, kan han fornærme folk uden at de overhovedet ligger mærke til det.
Interesser: Bueskydning har altid været en af hans topinteresser. Han er en dygtig skytte og kan ramme stort set ethvert mål på flere hundrede meters afstand, men andet forventes heller ikke af en, der har viet sit liv til et våben. Udover bueskydning nyder han af at læse, og i sit endnu korte liv har han pløjet sig igennem flere bøger end de fleste folk, der er dobbelt så gamle som ham. Musik interesserer ham også, og han spiller selv violin og en smule klaver.
Likes:
- At rejse – er den ting i verdenen, der bringer ham allermest glæde. Så længe han er på vej et sted hen, om målet er fastlagt eller ej, om det er på hesteryg eller gåben, så er han for alvor lykkelig.
- Naturen – i det hele taget bryder han sig bare ikke om at være indendørs.
- Smerte – det lyder måske brutalt, men at påføre sig selv smerte eller at såre andre er den eneste måde, hvorpå han kan slippe af med noget af den vrede, der igennem årene har hobet sig op inde i ham.
- Bøger – og al den viden, de indeholder. Han elsker at lære nye ting og især når den viden kommer fra bøger.
- Søde sager – om det er honning, tørrede frugter eller sukker, så elsker han det.
Hates:
- At føle sig fanget – han hader mere end noget andet at føle sig indespærret og lukket af for omverdenen.
- Ild – han er bange for ild, idet det minder ham om han evne. Det er lige så ukontrollerbart.
- Orden – det er da kedeligt, er det ikke? Det synes han i hvert fald.
- Evnen – han hader sin evne, men samtidig elsker han den også. Han så dog helst, at han var fri for den.
Frygter: Hans største frygt er uden tvivl hans evne. Han både elsker og frygter den, for selvom han er fascineret af den og holder af at træne den, så har den bragt ham så uendelig meget sorg. Den er grunden til, at han ikke tør binde sig til andre, for sæt hans evne igen en dag løber af med ham og hans skal opleve endnu en elsket person ligge død foran sig.
Hemmeligheder: Han forsøger selvfølgelig så vidt muligt at holde sin evne skjult for omverdenen, men det kan ikke rigtigt kaldes en hemmelighed. Hans største hemmelighed er derfor hans frygt for kærlighed. Som nævnt før frygter han af hele sit hjerte at binde sig, for han er så bange for at såre dem, han holder af. Det er sket før, og det vil ske igen. Han holder sig derfor på lang afstand af alt, der hedder kærlighed til andre mennesker, og nøjes med at finde venskab i form af sine kæledyr.
Familie:
- Far: Salazár Azure Velasco. Han er 48år og arbejder som den kongelige bogholder i MeRosal. Han er en stolt mand, der går mere op i sin slægts ære end noget andet. Han bor på et stort palæ og avler raceheste, der sælges til højeste pris.
- Mor: Eleanora Meria Velasco. Hun er 42 år og er en hjemmegående hustru. Hun følger godt med i sin mands arbejde og forstår sig på forretninger. Hun er en kvinde, der tør sige sin mening og stå op for det, hun tror på.
- Storebror: Vincent Azure Salazár Velasco. Han døde som 18årig. Han var i sin levetid Damiens allerbedste ven, og selvom de var hinandens modsætninger, så man sjældent den ene uden den anden var med.
- Lillesøster: Mira Azure Meria Velasco. Hun er 16 år og Minas tvillingesøster.
- Lillesøster: Mina Azure Meria Velasco. Hun er 16 år og Miras tvillingesøster.
- Lillesøster: Savannah Azure Meria Velasco. Hun er 18 år og dermed Damiens ældste lillesøster.
- Farfar: Gregori Salazár Velasco. Han er 76 år og stadig meget aktiv, på trods af sin alder. Han er mindst lige så besat af slægtens omdømme som sin søn, men har trukket sig tilbage fra forretningerne for at leve et fredeligt liv med sin kone.
- Farmor: Meria Velasco. Hun er 75 år og uden tvivl det familiemedlem, som Damien havde det bedste forhold til, udover sin storebror. Hun er den eneste, der ikke så ned på ham efter at hans far skar hånden af ham.
Andre vigtige personer:
- Adrian Mondragon. Han er 26 år og var Damiens første forelskelse. Damien har dog ikke set noget til ham siden.
- Cain Walker. Han døde som 38årig og var kaptajn på det skib, Damien fik arbejde på. Ham og Damien havde et kærlighed/hads forhold til hinanden, men i sidste ende er Cain nok den mand, der har lært Damien mest her i livet.
Fortid:
De tidlige år: Historien om Damiens barndom ville ikke falme ved siden af en eventyrfortæling. Den lille rigmandssøn blev født ind i en verden hvor han havde alt, han overhovedet kunne ønske sig – og hvis han ikke havde det, skulle han blot pege på det, og så ville det være hans. Han voksede op i trygge rammer omgivet af søskende og familie. Han husker tydeligt, hvordan hans små søstre kunne drive ham til vanvid til tider, men når det skete, behøvede han blot at løbe igennem tre gader, og så ville han være ved hans bedsteforældres hus, hvor der var fred og ro for pigefnidder og skænderier. Her elskede han at være, og han husker tydeligt de sene sommeraftener han tilbragte under mirabelle træet i baghaven, hvor han lyttede til hans bedstemors farvestrålende fortællinger om drager og krigere og helte, der rejste hele verden rundt og mødte både frygtindgydende monstre, storslåede skatte og smukke jomfruer på deres vej. Det må have været eventyrene han fik fortalt dengang i haven der for alvor vækkede hans rejselyst. Allerede som femårig vidste han, at han ikke kunne dø, før han havde oplevet hele verden med sine egne øjne. Og da han blev et par år ældre stak han tit af hjemmefra på ryggen af sin hest for at finde monstre, han kunne besejre. Han nåede dog aldrig særlig langt før han blev indhentet af palæets vagter, der straks hev ham med hjem igen.
Damien og hans bror, Vincent, begyndte at modtage kamptræning allerede som tiårige. Vincent, der var både højere og bredere end sin lillebror, var langt den stærkeste af de to. For hver eneste gang han blev væltet omkuld, voksede Damiens vrede mere og mere og det endte en dag med, at han faktisk fik lagt sin bror ned, udelukkende ved hjælp af sit temperament. Det var i denne undervisning at Damien opdagede sin kærlighed for at skyde med bue, og selvom Vincent slog ham både i kamp med næver og våben, så blev han aldrig en lige så dygtig skytte som sin bror. Damien havde et falkeblik når det kom til at ramme plet.
Teenageårene: Udover undervisningen i kamp blev drengene selvfølgelig også belært i andre ting såsom sprog, læsning og stavning, simpel matematik, anatomi og geografi. Damiens lærer var en ung herre ved navn Adrian. Da Damien nåede sin trettende sommer var Adrian kun enogtyve år, men på trods af sin unge alder var han en af de mest belærte mænd i hele kongeriget. Damien fandt ham yderst interessant fordi Adrian altid fortalte historier om sine mange rejser, når han kunne mærke, at drengen havde brug for et afbræk fra lektierne. Deres forhold blev tættere og tættere i løbet af årene, og da Damien var omkring femten år, havde det udviklet sig til et kærlighedsforhold. Det blev holdt yderst hemmeligt for omverdenen, og for at dække over det, udviklede Damien en charme uden lige, og det lykkedes ham at feje benene væk under sin nabos smukke datter, Elizabeth. Ham og Elizabeths forhold var ekstremt barnligt og ikke spor kæresteagtigt, men det gjorde ham ikke spor, for han havde jo Adrian. Udadtil spillede han skuespil og bragte hende blomster og søde ord, men når han fik muligheden, opsøgte han Adrian så ofte han kunne. Det år blev der ikke lavet mange lektier.
Evnen: Damien havde længe kunne fornemme, at han ikke var helt som sine søskende. Han hørte stemmer, og dengang vidste han ikke, at det var de døde, der forsøgte at kontakte ham for at bede om hjælp. Det var dog først hans sekstende sommer, at hans evne for alvor viste sig. Optakten begyndte allerede flere måneder i forvejen. Damien havde altid vidst, at hans bror stod som den første i arvefølgen til deres palæ og hele familieforretningen. Da han var lille havde han haft det helt fint med det, da han på ingen måde led af storhedsvanvid og kun ønskede det bedste for sin bror, men på det seneste var det virkelig begyndt at gå ham på. Det kunne måske skyldes, at hans to år ældre storebror hånende havde fortalt om alle de planer, deres far havde med ham, og han holdt sig bestemt ikke tilbage når det kom til at udpege, hvor lidt Damien gjorde for slægten. Han ville bare blive gift med en middelmådig kvinde, sikkert naboens datter, få et lille hus og hvad så? Vincent, derimod, han var vigtig. Han skulle videreføre alt det, deres familie stod for.
Månederne gik og Damien måtte gå i sin hver aften med en grim følelse af jalousi i sit bryst. Hans forældre var allerede i fuld gang med at planlægge hans brors bryllup, der skulle stå dette forår. Han skulle giftes med en pige fra en betydningsfuld familie, som deres far havde vigtige forretningsforbindelser til. En uge før brylluppet lå han i sin seng og stirrede op i loftet. Alle var helt oppe at køre over brylluppet, især hans mor og søstre, der var helt kulrede. Og så selvfølgelig hans far, der ikke lagde skjul på, hvor stolt han var af sin ældste søn. Og Damien ville så inderligt ønske, at det var ham, der fik at vide, at far er så stolt.
Døren gik op og ind kom Vincent. Damien ignorerede ham så godt han kunne, men Vincents hånende ord nåede til sidst ind igennem hans skal. Raseriet flammede op i Damien, der sprang på benene. Han slog ud efter sin bror, men da han gjorde det, var det, som om en stor klo kom før ham. Den flænsede hans bror, der faldt til gulvet i to stykker. Damien skreg og vendte sig imod gerningsmanden, et stort, skyggelignende bæst der smilede til ham med sine spidse tænder.
”Du kaldte, unge herre?” sagde den, dens stemme fuld af latter. Og Damien var ikke et øjeblik i tvivl om, at den talte sandt. Han havde påkaldt uhyret, eller rettere sagt, hans vrede havde.
Dommen: Hvor usandsynligt det end var, at den sekstenårige knægt havde revet sin bror over i to, så kunne Damien umuligt forklare sig ud af situationen. Der var ingen, der ville tro ham, hvis han sagde, at en dæmon var dukket op. For selvom det var sandt, så var det jo stadig ham, der havde styret dæmonen. Hans mor var chokeret og kunne intet sige. Hans søstre sendte ham skrækslagne blikke, der gjorde så ondt på Damien, at han ikke engang turde kigge på dem. Hans far var rasende og smed straks sin søn ned i kælderen. Og Damien selv var så knust, at han græd hele natten igennem, Han havde dræbt sin bror, sin bedste ven, hans forældre kunne ikke udstå ham og hans søstre frygtede ham som var han et monster. Hvilket han vel i sidste ende også var.
Den næste morgen kom hans far ned og hentede ham og smed ham på porten uden en eneste mønt eller i det mindste bare en smule mad. Som han blev slæbt henover gårdspladsen så han sin mor og sine tre søstre bag stuevinduets tunge gardiner. Hans søstre græd, men hans mor havde et blik i sine øjne, som Damien sent vil glemme; aldrig nogensinde har en mor set så hårdt, så koldt og så skånselsløst på sit eget afkom. Lige inden han blev smidt ud af porten, hviskede hans far i hans øre: ”Du skal ikke længere kalde dig min søn, og du kan lige vove på at bære slægtens navn. Hvem du nogensinde vender tilbage, skal jeg personlig brække nakken på dig.”
Skibet: Havde det ikke været for den hundehvalp, som Damien fandt, ville han have været umådeligt ensom. Han navngav hende Persephone og hun blev hans tro følgesvend. Spørgsmålet var nu, hvad han skulle gøre af sig selv? Han vandrede rastløst omkring i noget nær et halvt år, før han kom til en havn. Han fik arbejde på et skib, hvor han fik mulighed for at sejle rundt på de syv have. Det var som en drøm, der gik i opfyldelse. Han skulle være en opdagelsesrejsende, han skulle se hele verden! På skibet blev han gode venner med kaptajnen, Cain Walker, der lærte Damien lidt af hvert, både om livet på havet men også livet generelt. Han opførte sig, som om han ikke brød sig om den syttenårige knægt, men inderst inde vidste alle på skibet, at han holdt af Damien som sin egen søn. Damien fandt en ny familie på skibet, men glæden varede ikke længe, for to år senere stødte skibet på grund imod en klippe, der dukkede op ud af det blå en stormfuld aften. Damien slog hovedet og husker intet andet end at han vågnede op den næste morgen ved at en våd hundetunge slikkede ham i ansigtet. Igen havde han mistet alt, hvad han havde kært. Hele hans tilværelse var for anden gangs smuldret i løbet af en enkelt nat.
Talian: Han ankom snart til en by, hvor han fik arbejde. Det var dog ikke et hvilket som helst arbejde. Hans job indebar at dræbe og stjæle og handle med ulovlige varer, men Damien var efterhånden så hærdet, at det ikke påvirkede ham spor. Han kunne dræbe uden at blinke og uden at føle noget som helst – ikke andet end vreden, der langsomt blev lukket ud af ham.
Minder: Minder har han masser af. Både fra sin barndom og fra tiden på skibet. Han husker især de gode ting, såsom de historier, hans farmor og kaptajnen fortalte ham, eller de gange ham og hans bror red om kap. Disse minde bliver dog altid spoleret af billeder af blod og fosliste skibe.
Andet: Han har to kæledyr.
Persephone er Damiens tro følgesvend. Hun er en ulvehund på omkring fire år. Han fandt hende som hvalp, såret og liggende i vejkanten, og hun har fulgt efter ham lige siden. Hun er grå, brun og hvid med lyseblå øjne. Han er loyal overfor sin herre, lærenem og venlig, men hvis man kommer på tværs af Damien skal hun nok bide fra sig. Hun er desuden en formidabel jagthund, hvilket hendes herre kun drager nytte af.
Fritten Pippin er Damiens nyeste ven. Han fodrede ham en enkelt gang, og nu dukker dyret op fra tid til anden for at tigge om mad. Han holder af at sove på Damiens skulder, men Damien ser ham mere som en ven end et egentligt kæledyr, da Pippin ikke altid er hos ham.