Post by Azreal Joseph Haldis on Jul 21, 2013 21:37:27 GMT 1
18 dage. 18 dage havde han været væk fra MeRosal. Det var lang tid og alligevel kort tid for de mange indblikke, som han havde fået af Talian. Gav ham ting til eftertænking. Noget at holde sig selv beskæftiget med på den lange vej hjem.
Som beregnet havde turen tilbage varet længere, som han havde haft taget Keane med. Det virkede til at han havde vendt sig smule mere til blindheden, som han sad sikkert på den store hest Gale. Azreal holdte sig dog aldrig længere væk end til at kunne hjælpe ham. Gale virkede nu godt interesseret i den hunhest som bar Azreal, mens Kabuki var helt uinteresseret i den store hingst. Han havde flere gange været bekymret om hun ville begynde at sparke eller bide ud efter Gale, men heldigvis havde det ikke været tilfældet. Hun havde tydeligt ikke været tilfreds med den store hests nysgerrighed, men heldigvis ikke mere end det. Keane, som medrejsende, havde været ganske underholdende. Det havde faktisk været rart at rejse med en anden og ikke være alene på hest. Snakken havde gået frem og tilbage. Azreal havde holdt så meget personligt tilbage, som han kunne, men det virkede til at selv Keane nød at ha' selskab på rejsen. I hvert fald om dagen. Lige så snart at mørket faldt på virkede Keane, som en helt anden person. Som en skygge af sig selv med den mere mørke personlighed. Det havde taget Azreal nogle aftener at vende sig til.
De havde nået Teikogården tidligt om aften, inden mørket, hvor han havde sat Keane af, inden han vendte hestene imod Haldis' palæet. Velvidende om at hans far nok ville forlange en forklaring, men udvidende omkring gæsten, som havde været på palæet.
Azreal var overrasket over stilheden, som der lå hen over palæet. Godt nok var det normalt på denne tid for palæet, men det var som.. Stilheden før storm, var vel den bedste måde at beskrive det på, som han førte de to heste imod stalden. Sero var ikke til stede, hvilket undrede Azreal en smule. Han sukkede og slap Gale, som det var den hest han stolede på ikke bare ville forsvinde, mens han førte Kabuki imod den tomme bås på den anden side af Ophie, som han hilste kort på. Han lukkede døren til båsen og tog riddetøjet af Kabuki, som virkede meget glad for at komme fri, på trods af at være i en bås. Azreal vendte derefter tilbage til Gale og gjorde det samme. Dog tøvede han med at forlade stalden. Han vidste hvad der ventede ham når han nåede indenfor og det fik ham af en eller anden grund til at tøve. Han havde nær hoppet tre meter ved en pludselig bevægelse ved hans fødder. Smilende samlede han den grå hankat op og lagde ham på ryggen i hans arm. Filex skulle til at gøre oprør, men Azreal var hurtigere til at finde det gode sted på maven. Katten smeltede i hans arm og gav en nydende spindende lyd fra sig.
”Hvem der?!” blev der pludselig råbt fra den åbne dør fra stalden og Sero kom gående ind, truende med en høtyv i hans hænder med et fast greb. Han undrede sig først over hvorfor manden ikke havde genkendt ham, men kom i tanke om at hætten stadig var over hans hoved og at Chalik familien ikke just var glad for fremmed.
”General Azreal Joseph Haldis” svarede Azreal blot med et smil og så hvordan udtrykket i mandens ansigt skiftede fra truende til forvirret. Det havde dog fået ham til at sinke høtyven, som han bevægede sig videre imod Azreal. Han løftede høtyven, ikke truende, med for at holde bedre om den, som han skubbede hætten fra hans ansigt. Ved synet af Azreals ansigt lyste manden op i et stort smil og krammede Azreal på stedet, hvilket gjorde at Filex kom med et utilfreds miav fra at blive mast. Han hoppede ned fra Azreal skyldte sig videre. Sero slap Azreal lidt efter, stadig med et stort smil, som falmede ved hans ord.
”De har været væk længe... Vi måtte gøre hvad vi kunne for at forhindre ham i at hoppe op på Ophie og...”
Hans ord stoppede, som han fik øje på den unge nye hoppe, som stod i stalden. Azreal fulgte hans blik og forklarede ham at det var en hest, som han havde været nødt til at tage med sig. Navnet på den var Kabuki. Sero nikkede bare og gik hesten nærmere.
”Jeg vil finde indenfor.. Godnat, Sero” sagde Azreal og gik ud fra stalden og op imod palæet..
Azreal stoppede ved døren og tog en dyb indånding, inden han tog i håndtaget. Døren gik op og hallen var... tom, heldigvis.. Han lukkede indåndingen ud og bevægede sig indendøre, direkte imod trappen. Han nåede til omkring midten af trappen inden Jero kom rundt om hjørnet. Den ældre mand stirrede på Azreal et stykke tid, inden det gik op for ham at han ikke så syner. Azreal lignede ikke ligefrem sig selv fra han havde taget af sted, så det kunne ikke være en illusion..
”Dejligt at se dem hjemvendt, unge herre” sagde Jero og bukkede for Azreal der lukkede et suk ud, inden han gik videre op af trappen.
”Tak, Jero.. Jeg kan forestille mig at min far ikke har været nem?” spurgte han med et skævt smil, selvom han på forhånd vidste hvad Jero ville svare til det.
”Herren har ikke været besværlig, hvis det er hvad De hentyder, men jeg forslår at De straks går hen til ham.. Han befinder sig på våbenværelset..” svarede Jero roligt med et neutralt ansigt. Sanden var dog at Charles havde været svær at holde hjemme efter den første uge Azreal havde været væk. Men det havde lykkes dem på en eller anden måde at holde ham hjemme. Det var som om at efter mødet med den unge rødhåret havde fået den ældre herre til at falde en smule til jorden igen.
”Selvfølgelig.. Tak, Jero..” sagde han og gik imod våbenværelset. Det var ikke ligefrem mærkelig at skulle finde Charles der, men Azreal ikke just glad ved tanken. En hidsig Charles i et værelse fyldt med våben. Han takkede for at intet våben i det værelse ikke var lavet af metal, som han ikke kunne kontrollere. Jero forsvandt ned imod køkkenet og Azreal gættede på at det nok var Charles som ønskede noget mere at drikke, som der havde været en tom flaske i Jeros hænder. En hidsig Charles, som på forhånd havde drukket i våbenværelset. Hjælp, tænkte Azreal, som han nåede døren og bankede på.
”Kom bare ind * hik * Du behøver for dælen ikke at banke på når jeg venter * hik * dig, Jero” blev der svaret på den anden side. Azreal sank en klump, som det vist var værre ned han ventede. Hans stemme havde været vred og en smule forvredet fra alkohol. Det havde ikke været én flaske Charles havde fået når han lød sådan.
Azreal holdte vejret, som han åbnede døren og lukkede den bag sig. Charles vendte sig og lignede en, som så på et spøgelse. Sværdet i hans hånd, som havde været peget op ad ramte gulvet et ordenligt højt klang. Den fulde mand begyndte at gå imod Azreal, meget usikkert på benene, men han kom fremad. Hans mund var stadig åben af overraskelse og en hånd bevægede sig langsomt imod Azreal og lagde sig om hans kind, som han prøvede at mærke om Azreal var virkelig. Der kom noget bestemt i Charles øjne, som han opdagede at han var virkelig. Hånden fjernede sig, kun for at stikke Azreal en lussing over højre kind. En overraskelse havde været i hans blik, men forsvandt hurtigt.
”HVOR I AL HEDE HULENS VERDEN HAR DU VÆRET?!” råbte manden i hovedet på sin søn, som roligt så imod ham. Hans ånde stank værre end manden selv gjorde.
”... Jeg-”
Endnu en lussing blev sendt imod Azreal stoppede hans ord. Han sank en klump, som han kæmpede imod svinge en tilbage imod Charles.
”Jeg vil ikke høre dine forklaringer!” råbte Charles med lavere stemme, som alkoholen stadig forvred stemmen. Han vendte sig væk fra Azreal og bevægede sig hen til sværdet, som lå på gulvet. Charles havde gået i zigzag og havde det ikke været for den tunge stemning havde Azreal haft grinet ved den måde han gik på. Dog vidste han hvorfor Charles havde vendt sig. Der havde været tårer i krogene på den ældre mand.
”Bare.. Aldrig gør det igen og ikke bare en sætning..” sagde Charles noget lavere, så Azreal måtte anstrenge sig for at høre hvad der blev sat. Charles gik samlet sværdet op og lagde det på bordet, længst væk i lokalet.
”Vi havde en ung kvinde, som spurgte efter dig mens du var væk” fortalte Charles og tog krusset på bordet, som stadig var fyldt. Han regnede med at det havde været Jero, som havde skiftet til trækruset, så Charles ikke smadrede de finer glas.
Azreal så noget undret. En ung kvinde? Han kunne ikke komme i tanke om hvem kvinden skulle være..
”Hvad var kvindens navn?” spurgte Azreal i en neutral og rolig tone, som han bevægede sig længere ind i rummet. Han havde mest lyst til at bare vende den anden vej og gå, men hvem var den unge kvinde, som havde spurgt efter ham?
Charles gav først en fornøjet lyd fra sig, inden han begyndte at grine mere hysterisk, som det var den mest sjoveste joke han længe han havde hørt. Azreal blev mere og mere som et spørgsmålstegn i ansigtet.
”En frøken Nimue Satinka” fortalte Charles, som han havde fået grinet af og vendte sig imod Azreal i en doven bevægelse. Fornavnet sagde ikke Azreal noget, som han aldrig havde fået det, men efternavnet afsløret det. Dog blev han kun mere forvirret. Hvorfor i al verden ville hun dog ko-...
Men så må jeg huske at jeg ind i mellem skal komme og stjæle dig væk fra det hele, så du kan slappe af og få noget godt at spise
Havde det været grunden til hendes besøg? Og hvordan havde det lykkes den noget påvirket mand at komme så hurtigt tæt på ham igen?
Azreal vidste ikke om han skulle frygte en tredje lussing fra Charles, som stod så tæt på og så undersøgende på ham.
”Hvem er hun?” spurgte Charles og endte med at ligge sit hoved imod Azreals skulder i en doven bevægelse.
”Hun er søster til-”
”NEJ! Hvem er hun?”
Azreal stirrede små forvirret på Charles og gættede sig til at spørgsmålet var hvem hun var for ham.
”Jeg kender hende ikke, jeg har kun mødt hende en enkel gang” fortalte Azreal ærligt og prøvede at regne ud hvad hun mon havde sagt, siden at hans far var blevet så nysgerrig på hendes væsen.
”En gang?” spurgte Charles og løftede hovedet for at stirre på Azreal. Som han ikke troede på at det var sandheden.
”En tøs med rødt hår og fin rød kjole med en kurv kommer forbi med en flaske vin efter du kun havde mødt hende en gang? Du må i det mindste ha' knaldet hende?”
Azreal blinkede et par gange ved hans fars ord. Han fattede ikke at det var ordene, som kom ud af Charles mund. Han følte sig mølløs. Manglede ord.
”Nå nej.. Du havde ikke ”givet udtryk for andet”..” mumlede Charles lidt efter, som der intet svar var kommet fra Azreal. Brynene i Azreals pande samlede sig i forvirring. Ikke givet udtryk for andet? Nej, han havde ikke givet efter den frestelse det havde været ved at ha' en køn kvinde siddende i ens skød, som ikke havde været mere end et kys væk. Men selv ikke det havde Azreal ikke gjort, så han undrede sig over hvad de to mon havde snakket om og hvad hun mon havde fortalt Charles.
”Der er et brev på dit værelse” fortalte han efter stilheden havde lagt sig over rummet igen. Azreal tog det som sin undskyldning til at forlade rummet og hurtigt forsvinde ind på hans værelset.
Brevet havde ikke svært ved at få øje på og han åbnede det hurtigt.
Azreal følte sig mere og mere forvirret. Hvad havde Charles og Nimue snakket om? Hvad mente hun med de ord? Hvorfor havde hun kommet til hans hjem?
Et bank på døren fik Azreal ud af hans tanker og Jero sak sit hoved ind.
”Jeg ser De har fundet brevet fra slottet, som blev leveret af frøken Satinka.. Noget den unge herre ønsker?” spurgte han, så neutralt, som han plejede at tale til både ham og Charles.
”Varmt vand til bad” fortalte han og genlæste brevet i hans hånd for at prøve at forstå sammenhængen. Brev fra slottet? Det var et privat bred, men det var åbenbart ikke hvad hun havde fortalt dem? Han pakkede brevet sammen igen og lagde det på skrivebordet. Han satte sig ned i stolen med et suk, som hans hoved pludselig føltes godt brugt. Han ventede på vandet kom op og der gik ikke alt for længe før Jero og Tero kom op. Tero prøvede at holde en neutral udtryk, som Jeros, men kunne ikke skjule smilet og glæden ved at se at Azreal var vendt hjem i god behold...
// OUT - THE END //
Som beregnet havde turen tilbage varet længere, som han havde haft taget Keane med. Det virkede til at han havde vendt sig smule mere til blindheden, som han sad sikkert på den store hest Gale. Azreal holdte sig dog aldrig længere væk end til at kunne hjælpe ham. Gale virkede nu godt interesseret i den hunhest som bar Azreal, mens Kabuki var helt uinteresseret i den store hingst. Han havde flere gange været bekymret om hun ville begynde at sparke eller bide ud efter Gale, men heldigvis havde det ikke været tilfældet. Hun havde tydeligt ikke været tilfreds med den store hests nysgerrighed, men heldigvis ikke mere end det. Keane, som medrejsende, havde været ganske underholdende. Det havde faktisk været rart at rejse med en anden og ikke være alene på hest. Snakken havde gået frem og tilbage. Azreal havde holdt så meget personligt tilbage, som han kunne, men det virkede til at selv Keane nød at ha' selskab på rejsen. I hvert fald om dagen. Lige så snart at mørket faldt på virkede Keane, som en helt anden person. Som en skygge af sig selv med den mere mørke personlighed. Det havde taget Azreal nogle aftener at vende sig til.
De havde nået Teikogården tidligt om aften, inden mørket, hvor han havde sat Keane af, inden han vendte hestene imod Haldis' palæet. Velvidende om at hans far nok ville forlange en forklaring, men udvidende omkring gæsten, som havde været på palæet.
Azreal var overrasket over stilheden, som der lå hen over palæet. Godt nok var det normalt på denne tid for palæet, men det var som.. Stilheden før storm, var vel den bedste måde at beskrive det på, som han førte de to heste imod stalden. Sero var ikke til stede, hvilket undrede Azreal en smule. Han sukkede og slap Gale, som det var den hest han stolede på ikke bare ville forsvinde, mens han førte Kabuki imod den tomme bås på den anden side af Ophie, som han hilste kort på. Han lukkede døren til båsen og tog riddetøjet af Kabuki, som virkede meget glad for at komme fri, på trods af at være i en bås. Azreal vendte derefter tilbage til Gale og gjorde det samme. Dog tøvede han med at forlade stalden. Han vidste hvad der ventede ham når han nåede indenfor og det fik ham af en eller anden grund til at tøve. Han havde nær hoppet tre meter ved en pludselig bevægelse ved hans fødder. Smilende samlede han den grå hankat op og lagde ham på ryggen i hans arm. Filex skulle til at gøre oprør, men Azreal var hurtigere til at finde det gode sted på maven. Katten smeltede i hans arm og gav en nydende spindende lyd fra sig.
”Hvem der?!” blev der pludselig råbt fra den åbne dør fra stalden og Sero kom gående ind, truende med en høtyv i hans hænder med et fast greb. Han undrede sig først over hvorfor manden ikke havde genkendt ham, men kom i tanke om at hætten stadig var over hans hoved og at Chalik familien ikke just var glad for fremmed.
”General Azreal Joseph Haldis” svarede Azreal blot med et smil og så hvordan udtrykket i mandens ansigt skiftede fra truende til forvirret. Det havde dog fået ham til at sinke høtyven, som han bevægede sig videre imod Azreal. Han løftede høtyven, ikke truende, med for at holde bedre om den, som han skubbede hætten fra hans ansigt. Ved synet af Azreals ansigt lyste manden op i et stort smil og krammede Azreal på stedet, hvilket gjorde at Filex kom med et utilfreds miav fra at blive mast. Han hoppede ned fra Azreal skyldte sig videre. Sero slap Azreal lidt efter, stadig med et stort smil, som falmede ved hans ord.
”De har været væk længe... Vi måtte gøre hvad vi kunne for at forhindre ham i at hoppe op på Ophie og...”
Hans ord stoppede, som han fik øje på den unge nye hoppe, som stod i stalden. Azreal fulgte hans blik og forklarede ham at det var en hest, som han havde været nødt til at tage med sig. Navnet på den var Kabuki. Sero nikkede bare og gik hesten nærmere.
”Jeg vil finde indenfor.. Godnat, Sero” sagde Azreal og gik ud fra stalden og op imod palæet..
Azreal stoppede ved døren og tog en dyb indånding, inden han tog i håndtaget. Døren gik op og hallen var... tom, heldigvis.. Han lukkede indåndingen ud og bevægede sig indendøre, direkte imod trappen. Han nåede til omkring midten af trappen inden Jero kom rundt om hjørnet. Den ældre mand stirrede på Azreal et stykke tid, inden det gik op for ham at han ikke så syner. Azreal lignede ikke ligefrem sig selv fra han havde taget af sted, så det kunne ikke være en illusion..
”Dejligt at se dem hjemvendt, unge herre” sagde Jero og bukkede for Azreal der lukkede et suk ud, inden han gik videre op af trappen.
”Tak, Jero.. Jeg kan forestille mig at min far ikke har været nem?” spurgte han med et skævt smil, selvom han på forhånd vidste hvad Jero ville svare til det.
”Herren har ikke været besværlig, hvis det er hvad De hentyder, men jeg forslår at De straks går hen til ham.. Han befinder sig på våbenværelset..” svarede Jero roligt med et neutralt ansigt. Sanden var dog at Charles havde været svær at holde hjemme efter den første uge Azreal havde været væk. Men det havde lykkes dem på en eller anden måde at holde ham hjemme. Det var som om at efter mødet med den unge rødhåret havde fået den ældre herre til at falde en smule til jorden igen.
”Selvfølgelig.. Tak, Jero..” sagde han og gik imod våbenværelset. Det var ikke ligefrem mærkelig at skulle finde Charles der, men Azreal ikke just glad ved tanken. En hidsig Charles i et værelse fyldt med våben. Han takkede for at intet våben i det værelse ikke var lavet af metal, som han ikke kunne kontrollere. Jero forsvandt ned imod køkkenet og Azreal gættede på at det nok var Charles som ønskede noget mere at drikke, som der havde været en tom flaske i Jeros hænder. En hidsig Charles, som på forhånd havde drukket i våbenværelset. Hjælp, tænkte Azreal, som han nåede døren og bankede på.
”Kom bare ind * hik * Du behøver for dælen ikke at banke på når jeg venter * hik * dig, Jero” blev der svaret på den anden side. Azreal sank en klump, som det vist var værre ned han ventede. Hans stemme havde været vred og en smule forvredet fra alkohol. Det havde ikke været én flaske Charles havde fået når han lød sådan.
Azreal holdte vejret, som han åbnede døren og lukkede den bag sig. Charles vendte sig og lignede en, som så på et spøgelse. Sværdet i hans hånd, som havde været peget op ad ramte gulvet et ordenligt højt klang. Den fulde mand begyndte at gå imod Azreal, meget usikkert på benene, men han kom fremad. Hans mund var stadig åben af overraskelse og en hånd bevægede sig langsomt imod Azreal og lagde sig om hans kind, som han prøvede at mærke om Azreal var virkelig. Der kom noget bestemt i Charles øjne, som han opdagede at han var virkelig. Hånden fjernede sig, kun for at stikke Azreal en lussing over højre kind. En overraskelse havde været i hans blik, men forsvandt hurtigt.
”HVOR I AL HEDE HULENS VERDEN HAR DU VÆRET?!” råbte manden i hovedet på sin søn, som roligt så imod ham. Hans ånde stank værre end manden selv gjorde.
”... Jeg-”
Endnu en lussing blev sendt imod Azreal stoppede hans ord. Han sank en klump, som han kæmpede imod svinge en tilbage imod Charles.
”Jeg vil ikke høre dine forklaringer!” råbte Charles med lavere stemme, som alkoholen stadig forvred stemmen. Han vendte sig væk fra Azreal og bevægede sig hen til sværdet, som lå på gulvet. Charles havde gået i zigzag og havde det ikke været for den tunge stemning havde Azreal haft grinet ved den måde han gik på. Dog vidste han hvorfor Charles havde vendt sig. Der havde været tårer i krogene på den ældre mand.
”Bare.. Aldrig gør det igen og ikke bare en sætning..” sagde Charles noget lavere, så Azreal måtte anstrenge sig for at høre hvad der blev sat. Charles gik samlet sværdet op og lagde det på bordet, længst væk i lokalet.
”Vi havde en ung kvinde, som spurgte efter dig mens du var væk” fortalte Charles og tog krusset på bordet, som stadig var fyldt. Han regnede med at det havde været Jero, som havde skiftet til trækruset, så Charles ikke smadrede de finer glas.
Azreal så noget undret. En ung kvinde? Han kunne ikke komme i tanke om hvem kvinden skulle være..
”Hvad var kvindens navn?” spurgte Azreal i en neutral og rolig tone, som han bevægede sig længere ind i rummet. Han havde mest lyst til at bare vende den anden vej og gå, men hvem var den unge kvinde, som havde spurgt efter ham?
Charles gav først en fornøjet lyd fra sig, inden han begyndte at grine mere hysterisk, som det var den mest sjoveste joke han længe han havde hørt. Azreal blev mere og mere som et spørgsmålstegn i ansigtet.
”En frøken Nimue Satinka” fortalte Charles, som han havde fået grinet af og vendte sig imod Azreal i en doven bevægelse. Fornavnet sagde ikke Azreal noget, som han aldrig havde fået det, men efternavnet afsløret det. Dog blev han kun mere forvirret. Hvorfor i al verden ville hun dog ko-...
Men så må jeg huske at jeg ind i mellem skal komme og stjæle dig væk fra det hele, så du kan slappe af og få noget godt at spise
Havde det været grunden til hendes besøg? Og hvordan havde det lykkes den noget påvirket mand at komme så hurtigt tæt på ham igen?
Azreal vidste ikke om han skulle frygte en tredje lussing fra Charles, som stod så tæt på og så undersøgende på ham.
”Hvem er hun?” spurgte Charles og endte med at ligge sit hoved imod Azreals skulder i en doven bevægelse.
”Hun er søster til-”
”NEJ! Hvem er hun?”
Azreal stirrede små forvirret på Charles og gættede sig til at spørgsmålet var hvem hun var for ham.
”Jeg kender hende ikke, jeg har kun mødt hende en enkel gang” fortalte Azreal ærligt og prøvede at regne ud hvad hun mon havde sagt, siden at hans far var blevet så nysgerrig på hendes væsen.
”En gang?” spurgte Charles og løftede hovedet for at stirre på Azreal. Som han ikke troede på at det var sandheden.
”En tøs med rødt hår og fin rød kjole med en kurv kommer forbi med en flaske vin efter du kun havde mødt hende en gang? Du må i det mindste ha' knaldet hende?”
Azreal blinkede et par gange ved hans fars ord. Han fattede ikke at det var ordene, som kom ud af Charles mund. Han følte sig mølløs. Manglede ord.
”Nå nej.. Du havde ikke ”givet udtryk for andet”..” mumlede Charles lidt efter, som der intet svar var kommet fra Azreal. Brynene i Azreals pande samlede sig i forvirring. Ikke givet udtryk for andet? Nej, han havde ikke givet efter den frestelse det havde været ved at ha' en køn kvinde siddende i ens skød, som ikke havde været mere end et kys væk. Men selv ikke det havde Azreal ikke gjort, så han undrede sig over hvad de to mon havde snakket om og hvad hun mon havde fortalt Charles.
”Der er et brev på dit værelse” fortalte han efter stilheden havde lagt sig over rummet igen. Azreal tog det som sin undskyldning til at forlade rummet og hurtigt forsvinde ind på hans værelset.
Brevet havde ikke svært ved at få øje på og han åbnede det hurtigt.
Nydeligt hjem du har Azreal - Din Nimue
[/center]Azreal følte sig mere og mere forvirret. Hvad havde Charles og Nimue snakket om? Hvad mente hun med de ord? Hvorfor havde hun kommet til hans hjem?
Et bank på døren fik Azreal ud af hans tanker og Jero sak sit hoved ind.
”Jeg ser De har fundet brevet fra slottet, som blev leveret af frøken Satinka.. Noget den unge herre ønsker?” spurgte han, så neutralt, som han plejede at tale til både ham og Charles.
”Varmt vand til bad” fortalte han og genlæste brevet i hans hånd for at prøve at forstå sammenhængen. Brev fra slottet? Det var et privat bred, men det var åbenbart ikke hvad hun havde fortalt dem? Han pakkede brevet sammen igen og lagde det på skrivebordet. Han satte sig ned i stolen med et suk, som hans hoved pludselig føltes godt brugt. Han ventede på vandet kom op og der gik ikke alt for længe før Jero og Tero kom op. Tero prøvede at holde en neutral udtryk, som Jeros, men kunne ikke skjule smilet og glæden ved at se at Azreal var vendt hjem i god behold...
// OUT - THE END //