Længe siden ville være en underdrivelse..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

hun havde ikke helt forberedt sig på at han ville trække sig lidt så hun gled lidt ned af ham men rettede sig hurtigt op igen. hun så på ham da han lagde sin hånd på hendes kind lagde hun sit hoved mod hans hånd. hun frygtede denne ville komme. hun sukkede lidt og så ind i hans øjne.
"undskyld søde Cale... men for at du skal vide historien er der noget du skal vide om mig som jeg ikke har fortalt dig."
det var tydeligt at hun ikke var så glad for det hun skulle sige men det var også tydeligt at hun ønskede at han kendte sandheden om hende. hun lagde sin hånd på hans og kyssede den blidt.
"Jeg er ikke et menneske. jeg er ren faktisk Mutant, og det er den der gjorde jeg faldt og forstuet min arm"
hun så op på ham med frygt i øjnene. frygt for at han ville trakke sig fra hende og hade hende. hun havde altid fået at vide mutanter var hadet og hun var så bange for at hun ville blive hadet af den hun elskede.

[Caleb Dé Ricéy]

Han følte sig bekymret og nervøs, som hun sagde at han skulle vide noget om hende, som hun ikke havde fortalt. Hundred forskellige ting kørte igennem hans hoved, men han ventede tålmodigt på at hun skulle fortsætte og fortælle ham det.
Ud af de hundred forskellige ting, som han kunne komme i tanke om hvad hun ville fortælle ham havde ikke en af dem været at hun var mutant. En mindre dunken i hans hoved begyndte, som han prøvede at finde ud af hvordan han havde det med det. Han så frygten i hendes øjne og forstod den. Han vidste hvilket had mennesker havde til mutanter af frygt. Noget sagde ham at han vidste det selv før hans mor fortalte ham det på deres rejse til MeRosal, men han kunne huske fra hvor eller fra hvem. Hans arme lagde sig om hende og nussede hendes ryg, så han forsigtigt trykkede hende ind til sig. Han vidste ikke hvad han skulle sige, men han ville vise hende at det var okay. Selvom hun var mutant, så ændrede det ikke hans følelser for hende.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija så på ham. hun bed sig i læben. ikke et eneste ord kom fra hans læber. hun så på ham og pludselig blev hun taget ind i hans arme og blev nusset på ryggen. hun måbede i noget tid da han jo ikke sagde noget men lagde sig sit hoved ind til ham og nussede sig ind til ham.
"Tak"
hun lagde sin arm om ham og trykkede sig ind til ham som var hun bange for at forlade ham. hun nussede sin kind ind mod hans skuldre og trak vejret dybt. nu manglede hun bare at sige hun var prinsesse. men det kunne vente. han hadede ikke mutanter. han synes det var okey at hun var mutant. det var så dejligt

[Caleb Dé Ricéy]

Fra den måde hun trykkede sig ind til ham efter hendes tak tydede på at det havde været meget svært for hende at fortælle ham det. Han forstod også godt hvorfor. Han kyssede hende forsigtigt i håret. Han overvejede om han mon skulle fortælle hende mere om ham selv. Hun havde fortalt at hun var mutant, men bestemte sig godt at det var den bedste idé at lade vær. At få af vide at han var sønnen af kongens rådgiver ville nok komme som et stort chok for hende. Samt var han bange for at han ville miste hende for alvor, hvis han fortalte det.
”Er der nogen efter dig?” spurgte han lavmælt og forsigtigt. Han tænkte at hun måske var blevet opdaget som mutant siden hun havde været nødt til at komme til MeRosal og havde faldet på vejen hertil..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

om var nogle efter hende. det var en underdrivelse. hun var ikke bare bliver forfulgt. hun var jagtet. hun var som et vildt dyr. hun mærkede hans kys og smilede varmt. hun nød hans varme hans kærlighed.. hans spørgsmål gjorde hun trykkede sit ansigt ind i hans skuldre og nikkede. hun kunne ikke få sig selv til at sige ja. det var så smertefuldt. bare den jagt hun havde været igennem. hun kunne ikke lig at tænke på hvor tæt på det havde været før hun var fanget af den mand hun frygtede mest af alt. en mand som ville gøre de frygteligste ting ved hende når han fangede hende. hun rystede svagt ved tænken om hans vrede røde øjne der stirrede på hende og hvordan hans greb om hende også var frygtelige stramme og ondskabsfulde. intet godt i ham. intet godt overhoved.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb lukkede et mindre suk ud, som hun nikkede. Hans hånd strøg hende op og ned af ryggen i håb om at trøste hende, selvom han tænkte at det nok ikke ville hjælpe noget. Hun var mutant og der var nogen efter hende. Men hun var i MeRosal på nuværende tidspunkt, så de kunne vel ikke gøre hende noget mens hun var her? De kunne jo selvfølgelig altid jage hende i landet, men ville de få lov til det? Han håbede at MeRosal ikke ville lade en mutant blive jagtet rundt i deres rige.
Da han mærkede at hun begyndte at ryste svagt strammede han sine arme om hende, selvom han stadig var forsigtig med at ikke komme til at ligge tryk imod hendes skadet arm.
”Det okay.. Der kommer ikke til at ske dig noget her” sagde han i en trøstende stemme og lod den ende hånd glide op til at nusse hende i håret.
”.. men jeg vil stadig gerne ha' du fortæller mig historien der helst skulle forblive historie” sagde han lidt efter, selvom han vidste at det måtte være meget ømt emne for hende.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija var meget nervøs. hun var ikke sikker på om hun kunne være tryk i MeRosal. hun sank en klumb da Cale sagde hun ikke havde noget at frygte. hun så op da han så sagde han gerne ville høre historien.
"jeg... jeg er ikke meget for at fortælle det... men... men fordi det er dig så okey... Jeg blev kidnappet i Talian og redet af en som er her fra Merosal. jeg havde mødt hende før og hun er meget sød ved mig, hun vidste dog ikke jeg var mutant før jeg flygtede sammen med hende. vi blev jagtet af en mand som de højeste stoler på. jeg var så bange... jeg prøvede at flygte til fods men han fandt os hele tiden... til sidst fik jeg nok og brugte min evne som mutant og flygtede sammen med min rednings kvinde. vi kom til ørken hvor vi landte og min evne gav op. jeg landte vist på min arm der så den forstuede sig for jeg husker ikke rigtigt meget mere fra efter der. men manden der jagtede os sidste ord hænger stadig ved i mit hoved og jeg frygter han vil finde mig her og vil gøre frygtelige ting ved mig og dem jeg holder af."
hun så ned i jorden da hun fortalte i en let hvisken for at andre ikke hørte den. det var tydeligt at hun var bange og ikke vidste hvad hun skulle gøre ved hele situationen. hun så på ham med kærlige og bange øjne. hun lænede sig ind til ham. hun søgte trykhed.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb sad helt stille og lyttede til hende fortælle. Hans blik blev bekymret, som hun fortalte at hun var blevet kidnappet og blev der ved resten af hendes fortælling. Der var dog en sætning, som gjorde ham en smule dårlig, selvom han prøvede at skjule det. En mand som de højeste stoler på i Talian. Hans fars navn, Ciel Dé Ricéy, havde lydt i hans hoved. Han håbede på at det var en anden. Håbede inderst inde at det var en anden end Ciel. Endnu mere grund til at holde sit rigtige navn skjult indtil han havde fundet ud af hvem det var, som jagtede hende.
Tanken blev skubbet til side, som han lyttede til resten af hendes fortælling og mærkede hvordan hun lænede sig ind til ham, da hun blev stille.
Han holdte forsat om hende og nussede hendes hår, mens han så hendes fortælling for sig. Han gav hende et blidt kys i panden i om håb om det ville hjælpe hende til at slappe af igen.
”Det okay.. Han kan ikke finde dig her, hvis du skjuler dig godt, Cisana..” hviskede han tørstende og kyssede hende igen blidt på hovedet.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija vidste jo ikke at han faktisk vidste hvem hun talte om. hun vidste ikke at han var søn af Ciel. men det burde hun ha regnet ud med de røde øjne. men nok fordi hans øjne var så varme i forhold til ciel så kunne hun ikke tro at de var i familie. hun smilte ved hans ord og puttede sig ind til ham og så op på ham.
"jeg vil gøre mit bedste"
sagde hun og gav Cale et hurtigt kærligt kys på munden før hun puttede sig igen ind i hans arme og nød trygheden af den hun elskede.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb smilede af hendes ord og skulle til at sige noget, men nåede det ikke før han mærkede det hurtige kys fra hende. Han lukkede øjnene i fryd. Alting nærmest forsvandt i det korte stykke tid, men den ubehagelige mave fornemmelse var det som fik ham tilbage til virkeligheden. Han strøg hendes hår tænkende og åbnede derefter øjnene.
”Cisana... Hvis du vil, så kan jeg spørger min familie om de ville ha' noget imod at få en gæst?” spurgte han mindre håbefuldt, som han gerne ville gøre hvad han kunne for at gemme hende imod denne trussel.
”De er alle sammen venlige og hjælpsomme... Jeg ville også kunne passe på dig hele tiden” fortsatte han lidt efter i håb om at lokke hende.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

hun så på ham med store øjne da han sagde at han gerne ville ha hende boende. hun smilte stort men tænkte lidt over Shirou. hun havde et værelse på slottet og skulle lad som om hun var tjenestepige. hun tænkte sig roligt om og så så på ham og smilte stille.
"vis det er i orden med din familie og dem jeg bor hos så vil jeg meget gerne. men så helst et værelse lige ved siden af dig. så jeg ved du hurtigt kan komme mig til undsætning"
hun smilte varmt og havde sit eventyrlige smil på igen. det som gjorde folk så hende som en lidt eventyr prinsesse. men hun var bare sig selv og ville altid være det.

[Caleb Dé Ricéy]

Han afventede hendes svar en smule utålmodigt, men ventede på det. Han var selv blevet overrasket over hans tilbud, men ville bestemt ikke trække det tilbage. Han ville helst ha' hende tæt på, så han kunne hjælpe og beskytte hende og så endte hun forhåbligt ikke med flere skader.
Caleb smilede stort ved hendes svar og hendes smil. Han følte sig en smule forlegen omkring det med at værelse ved siden af hans. Det var det bedste, men tanken om at ha' hende så tæt på fik hans hjerte til at slå hurtigt og hårdt imod hans bryst.
Han lagde sin hånd imod hendes kind og strøg den kærlig med hans tommelfinger, inden han kyssede hende blidt på munden.
"Jeg er sikker på det sagtens kan lade sig gøre" forsikrede han med et glad smil efter kysset.

[Talija Cisana Maria Ignatio]

talija mærkede hans hånd mod hendes kind og hun smilte. hans kys gjorde at hun rødmede og smilte glad med øjnene. hun mætkrfr sit hjerte slå et hjerte slå hurtiger og spang en gang over, da han kyssede hende. det var så skønt og varmt når han gjorde det. hun smilte da han stoppede og hun nikkede. selv om hun var lidt nervøs for hvad Clarie ville sige. og Shirou. de ville nok ikke tillade det helt så meget. men hun håbede virkelig. vis hun sagde han ville beskytte hende for en hver pris ville de måske lade hende.
"du har sikkert ret søde Cale. Jeg er sikker på de siger ja."
hun kyssede hans hånd der var på hendes kind og nussede den ind mod sit ansigt. hun var så glad for han var hos hende og var der for hende.

[Caleb Dé Ricéy]

Caleb smilede af hele sit hjerte som kyssede hans hånd.
”Selvfølgelig vil de sige ja. Hvis jeg forklare dem hvordan det hænger sammen vil de ikke kunne sige nej” sagde han og var overrasket over sikker han lød. Han vidste ikke helt hvordan Yayas familie havde det med mutanter, men han håbede på at siden de nu boede MeRosal at de i det mindste ikke ville dømme hende ud fra det alene. Han havde også svært at se Yaya sige nej til ham, hvis han fortalte hende hvor meget Cisana egentlig var kommet til at betyde for ham. Hun måtte ikke nægte ham det..
”Jeg kan skynde mig hjem og finde ud af det med det samme, hvis det skulle være?” tilbød han, selvom han nok havde mest lyst til at blive sammen med hende lidt endnu..

[Talija Cisana Maria Ignatio]

Talija ville helst være med ham men hun var ikke så sikker som han var. hun var ikke med en familie. hun boede ikke her. hun så på ham og da han tilbød at tage afsted nu tog hun hans hånd og lagde ved sit hjerte der hamrede der ud af. hun smilte til ham og rystede på hovedet.
"ikke nu... bliv lidt længere hos mig. det kan vente til i aften når vi alligevel skal hjem til vores hjem"
hun smilte til ham og nussede hans hånd som hun holdte tæt ind til sig og håbede han ville blive hos hende.