So how many days... (Pandora)

[Azreal Joseph Haldis]

Azreal havde stået op i det sekund solen havde vist sig i horisonten, som han vidste hvor han ville ta' hen. Skubbede sit møde med Akari langt tilbage i hans hoved, som han ville holde sit fokus på Talian og hvad han så i byen.
Han havde besluttet at sætte sin rute imod det længste punkt for at få det den længste rejse overstået. Imod Nord. Det var ikke fordi han ikke stolede på Keane med at være alene med Gale, men det var bare rare at få den længste rejse ud af hovedet. Gales størrelse ville trække for meget opmærksomhed, hvis han red igennem Talian.
En idé slog ham, som han forlod kroen den morgen. Til hans held og hans tanke om at tage lidt flere penge end nødvendigt gjorde det ham muligt at købe en voksen brun hoppe, som ikke ville stå lige så meget ud, som Gale ville ha' gjort. Dog vidste han også at hans køb gjorde at han ikke blive meget længere i Talian end to dage mere..

Han regnede lidt på turen imod norden. Hoppen strittede imod fra en tid til anden, men Azreal var vant til genstridige heste, så det var intet problem for ham. Hans rejse til Talian havde taget ham seks dage og han kunne godt regne med syv - måske otte - dage hjem, hvis han skulle ha' Keane med tilbage. Tre-fire dage i Talian var rigeligt efter hans hoved, som han allerede ønskede at forlade byen. Han kunne ikke finde ro og det var havde svært at lukke øjnene, som man følte sig overvåget.
Azreal nåede søen ved en middags tid og solen stod frem på himlen, som var næsten helt skyfri. Han gled ned af hesten, som gik hen til vandet for at drikke. Han så folk omkring søen, som var kommet efter vand. Nok til afgrøderne, som ikke kunne få for lidt på denne tid af året.
Han træk lidt i sin kappe og spottede en kæmpe sten, som lavede skygge nok til både ham og hesten. Han træk hesten med sig til stedet og fik hende til at ligge sig. Tydeligvis imod hendes gode vilje, men det lod til at hun gerne ville ha' skyggen.
Azreal satte sig ved siden af hende og træk sin hætte tilbage for at nyde køleligheden under skyggen. Han så imod den brune hoppe med et kækt smil.
”Tror jeg skal ha' fundet på et navn til dig også.. Et der passer til din personlighed” sagde han til hesten, som virkede ligeglad og ikke forstod hans ord.

[Pandora Alice Kiélion]

Solen var næsten ikke engang stået op da Pandora vågnede. hendes bedste forældre sov stadig. de var meget beskyttende over for hende. hun gik stille og roligt ned fra sit værelse og ud af døren med sin violin og en lille taske med. hun havde lyst til en tur til Lan søen.
Den lille spinkle pige løb igennem byen og mod søens posion. hun kom til søen lige som solen kom op og hun nød solopgangen hun smilte roligt og begyndte at spille smukt som solen steg op. hendes halskæde var ude for tøjet som var en sjældenhed. den var kun halv. det var et hoved og en vinge af en skarabæ. den manglede stadig den anden vinge.
Pandoras smukke musik fik mange til at stoppe op og kigge på hende. hendes musik passede til vejret solens opgang og vinden. hun spillede som hun følte. og hun følte hvordan vinden legede med hendes korte hvide hår. hun mærkede hvordan solens varme fik hende til at smile og hvordan hun følte det hele var smukt.

link

[Azreal Joseph Haldis]

Som stilheden lagde sig om dem og han begyndte at tænke på et navn blev hans opmærksomhed fanget af lyden af violin.
Hans blik fulgte den mindre skikkelse, som han havde haft set, men ikke havde lagt mere mærke til, som han havde bevæget sig imod skyggen.
Azreal lukkede øjnene og lyttede til melodien. Selvom Azreal ikke var så meget af en musikkender, så fandt han melodien ganske smuk. Opløftende og nærmest.. smilende.. Han åbnede øjnene igen, som hoppen begyndte at bevæge på sig, som om hun også først var begyndt at finde musik interessant i stilheden.
Hoppen var oppe på hendes ben og begyndte at bevæge sig hen til spillende pige, som fik Azreal til at rejse sig i frygt for at hesten ville stikke af. Men han så hvordan hesten gik i fredeligt tempo imod pigen og fulgte efter med to meters afstand. Metalet i hendes tøjler var lavet af jern, sammen med sedlen om hendes mave fra sadlen, så han havde sine evner som sidste udvej. Han ville dog nødigt bruge dem, hvis han kunne slippe for det. Hesten kom nærmere den hvidhåret pige og begyndte at nusse hende fra kanten af hendes kjole og op, inden hun gav et pust med næseborerne.

[Pandora Alice Kiélion]

Pandora spillede roligt og smukt og så ikke rigtigt folk om sig men hørte dog plidseligt at der var noget metal agtig lyd der kom nærmer. hun åbnede øjnene og så op. hun så en smuk brun hest komme mod hende. hun spillede videre og da den nussede hendes kjole smilte Pandora og lagde violinen ned på jorden foran sine føder og hev ned i kjolen og tog fat i hestens tøjlerne og hev hende op fra hendes kjole og nussede hendes hoved. hun så ind i dens øjne og smilte roligt og forstod ikke hvorfor dyr var tiltrukket af hende. hun var stum. hun sagde ikke en lyd men de forstod hende. hun så om bag hesten og så en mand 2 meter væk. hun pegede på ham og så på hesten for at spørger om det var hans hest. den var ellers rigtig sød.

[Azreal Joseph Haldis]

Azreal stirrede overrasket, som hesten nussede sig imod pigen. Han begyndte at overveje om hesten var mere kvindeglad eller om det bare var ham, som hun ikke kunne lide..
Han blev overrasket over at hende pege imod ham og så på hesten. Han forstod godt hendes hensigt om at spørger om det var hans, men tænkte at det virkede en smule uhøfligt at bare pege i stedet for at bruge ord.
Han bevægede sig tættere på dem, som det virkede til at hoppen nød godt af at blive nusset af pigen.
”Ja, hun er min, selvom hun ikke har noget navn endnu” sagde han med et svagt smil og et seriøst blik i hans øjne.

[Pandora Alice Kiélion]

Pandora så på hesten og så hvordan den nød nusseriet. huun så manden kom tættere på og da han sagde det var hans så hun på hesten og gik mod manden og rakte ham roligt tøjlerne. hendes øjne undskyldte for at pege og hun følte lidt hun havde gjort noget hun ikke skulle ha gjort. hun så på den smukke hest og synes det var synd den ikke havde et navn. hun synes alle skulle ha et navn fra de var små. lige som mennesker havde. hvorfor havde dens tidliger ejer ikke givet den et navn. var det for den ejer bare et arbejds redskab der ikke fortjente et navn? lige som nogle folk så på mennesker som? det var næsten synd og skam.

[Azreal Joseph Haldis]

Han tog roligt imod tøjlerne, som blev rakt imod ham. Han så det undskyldende blik, selvom han ikke vidste hvad det var, som hun undskyldte for. Fra hans synspunkt havde hun ikke gjort noget galt og overvejede om det måske var hans udstråling, som havde fået hende til at tro at hun havde gjort noget forkert.
Azreal så imod hoppen igen, som stadig havde sin opmærksomhed imod pigen, selvom han holdte tøjlerne.
”Du har måske en idé til et godt navn til hende?” spurgte han med et lidt bedre og venligere smil.
Han havde ladet den høflige tiltale falde, som hun ikke virkede ret gammel til at gå op i hvor vidt om han brugte det eller ej.

[Pandora Alice Kiélion]

Faktisk var Pandora lært op i De Dem og Deres tiltale måden da hendes bedste forældre var meget skræppe omkring hvordan man tiltalte folk. hun så på ham da han spurgte til et navn til hesten hun så på den i noget til og strøg en hånd over dens mule. hun smilte roligt og så mod sin taske.
hun gik roligt over til tasken og tog en lille pen. en bøtte med blæk og et pergament frem. hun så mod hesten og manden og begyndte at skrive ned på parpiret lige så stille og roligt.
"Kabuki?"
hun lagde blækket og penen tilbage i tasken og tog tasken op på skulden og gik over til manden med pergamenten og rakte ham det. hun håbede han synes om navnet.

[Azreal Joseph Haldis]

Azreal så roligt på hende, mens han afventede hendes svar. Han havde i et sekund troet at hun ville stikke af, når hun nåede hendes taske, men så at hun i stedet hev en pen, blæk og et pergament frem. Azreal blev nysgerrig, mens han lignede et mindre spørgsmålstegn, som hun begyndte at skrive på pergamentet. Hvorfor brugte hun ikke ord til at fortælle ham hvad hun havde af ideer? Han ventede tålmodigt og tog imod pergamentet, da det blev rakt til ham. Han stirrede på ordet på papiret og så imod hoppen. Han havde forventet nogen andre navne end det der stod på papiret. Måske havde han bare vurderet hende til at være så ung, som hun så ud.
”Kabuki..” mumlede han og smilede af navnet. Han nikkede så, det kunne sagtens bruges til hende. Det havde noget kraftigt i sig, men var stadigt feminint.
”Tak, men hvad er der galt, siden du skriver dine ord, frem for at tale dem?” spurgte han med en mindre bekymring i tilfælde at det var noget slemt, som havde gjort det. Han rakte hende pergamentet igen i tilfælde af at hun heller ville skrive det igen, frem for at tale...

[Pandora Alice Kiélion]

Pandora stak ikke af. hun var 15 men ikke dum. hun så på ham da han mumlede navnet. kunne han ikke lig det? var det et dumt navn? da han nikkede smilte hun og så på hoppen og så så på ham da han rakte pergermenten og spurgte hvorfor hun ikke talte. hendes smil forsvandt.
hun så ned på pergermenten og overvejede om hun skulle skrive et enkelt ord eller to ord. hun valgte at skrive to. hun tog pennen op af tasken igen og skrev roligt.
"blevet stum"
hun rakte pergamenten til ham og så op på ham med undskyldene øjne.

[Azreal Joseph Haldis]

Det virkede til at hun var blevet glad for at han kunne bruge navnet, men smilet var forsvundet ved hans spørgsmål. Det måtte betyde at hun ikke var glad for at ikke kunne bruge hendes ord og hans arbejdede på teorien om at hun måske var stum. Dog ventede han på hvad hun skrev, inden han gættede for meget. Han stirrede lidt på de to sorte ord.
Blevet stum
Som i at hun ikke var født med at være stum? Han så undrende på hendes undskyldende øjne. Hans tanker begyndte at gå tilbage til Keane, som havde fortalt ham at hans evne havde gjort ham blind. Kunne det være det samme, som var sket her? Kunne hun i virkeligheden være mutant, hvis evne nu havde gjort hende stum? Azreal var ikke vild med tanken om evner, som pludselig kunne vende sig imod en selv og han håbede at han aldrig ville opleve hans evne vender sig imod ham, da han kunne se hvor galt det kunne ende.
”Hvor længe har du været stum?”
Hans stemme holdte noget bekymret over sig.

[Pandora Alice Kiélion]

Pandoras evne havde intet. over hoedet intet med hendes stumhed at gøre. det havde Talians ordre på mutant udrydelse. hun havde et traume i sit liv der gjorde hun havde mistet sin stemme. hun så på ham med rolige øjne. da han så talte med bekymring i stemmen så hun op på ham med sine store matte grønne øjne. hun så på ham og og begyndte at pege på sine finger for at tælle tilbage. hun var selv i tvivl. hun så på ham og trak lidt på skuldrene. hun var ikke sikker mere. hun vidste kun at det var da hun var lille. hun havde vist ikke været mere end ca 6-8 år gammel. hun kunne ikke huske hvor gammel mere. men hun vidste at det ikke var rart at huske tilbage på. hun tog om sig selv da sorgen og traumet kom over hende igen. hun fik det meget dårligt over det. hun kunne ikke lig at huske tilbage. at se mordet på sin mor, far og store bror og bare blive efterladt af sin storesøster som så bare kom tilbage til bedste forældrene efter hun havde mistet alt. selv sin stemme.

[Azreal Joseph Haldis]

Hans øjne fulgte roligt hendes finger, som pegede på hendes egne finger for at følge med i hvor mange år de skulle tilbage, siden hun sidst kunne bruge hendes stemme. Men det virkede til at hun selv var i tvivl, som hun i stedet trak på hendes skulder. Det måtte være sket mens hun havde været i en meget ung alder, hvis hun stadig kunne huske at hun haft kunne snakke og alligevel ikke sætte et præcist tal på hvornår det var at hun havde mistet stemmen. Hvad han så ikke helt havde forudset var hvordan det virkede til at en stærk sorg skyllede over hende og hun krammede sig selv. Azreal blikkede et par gange i letter forvirring, som det var tydeligt at hun var kommet i tanke om noget ganske ubehageligt.
”Det okay, hvis du ikke kan huske det” sagde han med et skævt smil, inden han straks tænkte på at skifte emne, i tilfælde af det havde været hans spørgsmåls skyld at han havde sat det i gang. Han bevægede sig hen til tasken på hesten og træk en vanddruk frem.
”Det er virkelig varmt i dag.. Man skal huske at få noget væske ind” sagde han venligt og tog en tår, inden han rakte den imod pigen.
”Jeg hedder Azreal Haldis, hvad er dit navn?”

[Pandora Alice Kiélion]

hun vari sorg. hun forstod intet. hvorfor hun var bliver forladt eller noget. hun så op på ham da han sagde det var okey. hun sendte ham et lille smil. hun så på hesten det roligt græssede. hun så at han tog en dunk frem og rakte hende den.
hun tog roligt imod den og tog en tår af det dejlige kolde vand. hun så på ham da han sagde sit navn. det var et meget specielt og flot navn. hun kunne godt lig det. det lød som et rigtigt mandigt navn. hun tog sit pergermandt og skrev sit navn.
"Pandora"
hun anede faktisk ikke hvordan man stavede hendes ejet efternavn så hun ville ikke prøve. hun rakte ham pergementet og smilte forsigtigt. hun havde stadig sorg i sit sind.

[Azreal Joseph Haldis]

Azreal var glad for at se et smil frem bag sorgen, selvom det havde været et lille smil. Sandheden var at han havde ingen idé om hvad han skulle ha' gjort. Hans egen mor døde, da han var i starten af sine teenageår. Hans far var mand af hæren og snakkede ikke om følelser. Han havde godt nok vokset op med det kvindelige køn, men han havde virkelig ingen anelse om hvad han skulle gøre når det kom til dem i et negativt humør. Det var ikke altid at et smil var den bedste løsning, men det havde mange af gangen gjort godt, i det mindste for ham, at se bare en smule glæde, bag tristheden.
Han smilede, som hun begyndte at skrive igen, som det virkede til at hun ville fortælle hendes navn og tog imod pergamentet, som blev rakt til ham.
”Pandora” læste han højt med et venligt smil. Der var kun et navn og han gættede sig til det var hendes fornavn. Han rakte hende pergamentet tilbage og satte sig roligt ned og gjorde en bevægelse til at hun gerne måtte gøre ham ved selskab. Han holdte derefter en hånd ud efter vanddukken.
”Har I heste der hvor du bor?” spurgte han for at prøve at starte en samtale op. Han tænkte på at holde sig til nemme spørgsmål, som hun kunne svare på med et nik eller en rysten på hovedet.