twinkling stars

[Frey De'croix]

En undertrykt følelse af misundelse og længsel ramte Frey ved hendes ord. Tjo, han ville måske nyde at rejse rundt og møde folk. Men det ville mest være pga. alle de nye spændende informationer han kunne få fingrene i. Men som altid når han vejede muligheden for at rejse rundt og indsamle informationer mod sit arbejde, så vandt han arbejde. Han kunne jo altid rejse hvis det var det han ville, men hans lyst til at rejse var altid midlertidig. En følelse i nuet. Hvorimod hans passion for sit arbejde og jagten på information var enig. Han smilede ved hendes ord og gjorde sig stiltiende enig med et nik. Det aspekt med også at få nye venner på disse rejser var ikke faldet ham ind, han var ikke det mest sociale menneske. Men han havde da ikke noget imod at være sammen med folk, men de færreste delte hans interesser, gad høre på ham længe af gangen eller opholdt sig i hans selskab for bare at opholde sig der. Men han holdt sig egentlig mest for sig selv, også i andres selvskab. Han havde ikke brug for at have en samtale kørende med folk han var i selskab med. Og ligegyldig small talk sagde ham ikke noget. Folk kunne sagtens fortælle ham om deres dag eller en oplevelse de havde haft, men krævede man ikke deltagelse fra hans side så hørte han sjældent efter. Jo færre personer man havde tæt på livet, jo nemmere var det at holde styr på dem. Ligesom Nemos metode så beskyttede det ham også fra at blive såret unødigt. Og det betød at der var færre til at indse hans hemmelighed. Derfor arbejede han også alene, derudover ville han også være inde over alle informationer, så at ansætte en assistent ville være spild af tid. Da han ville gennemgå assistentens arbejde alligevel. Og hvad var pointen så?
Det var forskellige hvad folk beskrev som frihed. Frey havde jo pengene og mulighederne for at leve som han ville, var det frihed? Hans stand og formuge satte sine egne begrænsninger for ham, ligesom fattigdom satte begrænsninger for andre. Hver livsstil havde vel sine begrænsninger. Det var ikke noget han havde tænkt meget over. At ægteskab skulle begrænse ham var en fjern tanke, men han var selvfølgelig også en mand. Hans rolle ville være en del andetledes end Nemos, også selvom Nemo giftede sig ind i de højere klasser. Men ægteskabet begrænsede ham, det blev forventet at han giftede sig med en kvinde. Men han havde ingen interesse i kvinder. En medvirkende faktor til at han ikke var blevet gift endnu. Meget mod hans forældres ønsker.

Med læren om guderne til stedet i hans opdragelse fra barn af betvivlede Frey ikke deres eksistens. På trods af at han var videnskabsmand.. måske endda fordi han var videnskabsmand. Der var så meget i verden de ikke kunne forklare, som mutanterne. Så meget fantastisk i verden der virkede selv om mutant-formåen. Hvorfor skulle guder så ikke kunne eksistere? Frey sendte et overrasket smil i hendes retning. Hun troede ikke på at nogen var helt onde eller helt gode, og Frey nægtede at tro på at der fandtes 'neutrale' folk. "Jeg sagde ikke noget om at de var helt onde eller helt gode" svarede han roligt "Zions vægt måler blot hvilken side der vægter mest, der er godt og ondt i alle" påpegede han og betragtede stjernerne. "Desuden, hvis man mente at de to sider fyldte lige meget i hver person, hvorfor så skabe læren om Zions vægt?" tilføjede han undrende. Mest et retorisk spørgsmål, men hun var da velkommen til at forsøge at besvare det.
Han kunne godt se tråden i hendes tankegang, men det virkede lidt som om at det byggede på at hun nægtede at tro at mennesker enten var gode eller onde. Det var en interessant situation som de folk Frey normalt stødte på var meget hurtige til at give andre 'god' eller 'ond' markater. Oftest bedømt på race og velstand. Han lukkede øjnene kort og sukkede indenvendige af den snæversynede tankegang der prægede folk.
Frey smilede af hende, eller rettere af hendes manglende evner indenfor læsning, det var måske ikke pænt af ham, men det var sjældent han hørte folk læse så dårligt. Så det var svært for ham at lade vær. Han prøvede dog at få sit smil til at virke imødekommende og opmundrende i stedet. Han lod hende til egne sig den viden hun ville have selv efter hun var færdig med at læse højt. Han benyttede så dejligheden nu hun var distraheret til at begynde på sit arbejde. Mørket havde nået den tæthed han havde ventet på. Han startede med at nærstudere stjernerne og så detaljerede han sine kort og sine skitser. Hans kikkert fungerede perfekt, bedre end han havde forventet. Han smilede henrykt for sig selv mens han arbejdede.

[Nemo Nevermind]

At rejse var at leve, det passede ihvertfald godt på hende for det at sidde bag murer eller bare leve bag dem og kun komme ud ind i mellem, det var slet ikke noget som passede hende fordi når hun var uden for og fik solen i hovedet så følte hun sig virkelig fri, gerne hvis det blæste også, men begyndte det at regne så var hun utrolig hurtig til at finde et sted at komme i ly, og så gerne steder hvor der var folk så hun kunne snakke med dem og fordrive tiden, ellers fandt hun steder hvor hu kort kunne arbejde men hun rejste altid igen enten når regnen var ovre eller når hun begyndte at blive rastløs, selvom andre gerne ville have hun blev så kunne hun ikke. Hun kunne ikke begrænse sig på den måde og dermed miste hendes frihed, til trods for hun ikke var rig så var hun fri og kunne leve som hun ville og så måtte man jo bare stjæle eller tigge sig til noget mad, hvilket jo også gik meget godt det meste af tiden og hun havde da ikke dårlig samvittighed ved det men igen hun havde jo heller ikke nogen samvittighed så det var jo lige meget.
Nemo troede på at folk var neutrale og det var situationen som de havnede i der gjorde om de var onde eller gode denne gang og så næste gang var det nok anderledes, men måske var det bare at hun helst ikke ville se sig som ond eller god da hun ikke rigtigt var nogen af tingene. Jo hun kunne være sød og kærlig men i næste øjeblik kunne hun være en koldblodig morder uden det rigtigt var meningen, hvis hun bare gjorde det for at forsvare sig selv.
Hun så stille op på stjerne og sukkede stille for det ville da være mest rart hvis man selv kunne vælge ens liv efter døden. "Ved jeg ikke for at skræmme folk til at være gode? Børn er jo heller ikke onde med vilje, så hvad med hvis de dør i en tidlig alder, før de kender hvad der er rigtigt og hvad der er forkert?" sagde hun stille som hun så på stjernerne for det kunne da sagtens være noget man havde lavet for at skræmme børn til at være gode i stedet for være onde selvom de ligesom hende nok ikke var det med vilje men tingene skete måske bare.
Hun vendte dog opmærksomheden imod bogen som hun begyndte at læse højt eller rettere forsatte med at læse højt selvom der var nogen ord som var svære end andre og nogle lød som om hun skulle kaste op, eller rettere sådan lød det i hendes hoved. Efter at hun have stavet sig igennem nogle sider nåede hun til et nyt afsnit som hun sukkede ved før hun lukkede bogen i da hun ikke gad mere, så hun lagde den pænt ved siden af sig inden hun lænede sig en smule tilbage, hvilende vægen på hendes hænder bag hende så hun bedre kunne se op på de stjerne som Frey studerede. Hun sagde dog ikke noget i lang tid men så bare skiftevis på ham og stjernerne, før hun nærmest lagde sig helt ned og så på de forskellige stjerner i lidt tid inden hun tog bogen og slog op fordi hun ville se om hun kunne finde nogle af de stjernebilleder der var, og så regnede hun heller ikke med at hun forstyrrede ham.

[Frey De'croix]

Frey holdt sig helst inddørs. Solen kunne hurtigt blive for meget, den varmede og når hans påklædning ofte bestod af flere lag end der var brug for så var det belastende, blæst var han heller ikke så begejstret for, vinden havde til vane at sprede hans noter over et større område hvis den fik mulighed for det. Og reng, tjah, det ødelagde hans noter hvis han ikke kom i ly hurtigt nok. Og uden at kende byen specielt godt var det ikke altid han nåede det. Han foretrak at arbejde udenfor om sommer hvis der var vildstille og tørvejr, men i sidste ende foretrak han vinteren, også selvom det ikke var oplagt til udendørsarbejde. I sidste ende var han heller ikke et udendørsmenneske, selvom han godt kunne sætte pris på naturen. Men gåture var sjældent hans eget initiativ.
Ligesom det meste andet social omgang med andre, det undgik han helst hvis han kunne. Så var han fri for det skuespil som var begyndt at falde ham naturligt selvom han helst ville undgå det. Men engang imellem stødte han alligevel på folk som accepterede hvad end han lavede og tillod ham at slappe af i deres selvskab. Han fornemmede at denne kvinde var lidt af samme støbning. Hun lod ikke til at forvente andet af ham end selvskab og måske aktiv deltagelse i deres samtale. Hun lod til at kunne tage hvad hun ville have selv, derved behøvede hun ikke hans tilladelse eller hans servicering. Det var nu meget dejligt når man egentlig slet ikke havde instillet sig på selskab. Men han havde intet imod at hun havde gjort ham selvskab.
Frey havde læst og hørt for meget til at tro på at folk var neutrale, men han ville ikke påtvinge andre sine overbevisninger, som han heller ikke ville påtvinges andres. Hun kunne have ret i at folk kunne handle irationelt i en sitation eller modsat, men det ændrede vel ikke hvem de var inderst inde og hvordan de agerede til hverdag?
Frey overvejede hendes ord og kastede et blik på himlen og lod øjnene glide over de forskellige stjernetegn der repræsenterede de forskellige aspekter af guderne, deres evner og deres roller. "Tjah, guderne gav os fri vilje til at gøre hvad vi vil, så længe vi er på jorden" sagde han inden han fjernede blikket fra himlen igen og så på hende "så jeg tror ikke de har behov for at påvirke vores opførsel i en bestemt retning". "Jeg tror blot deres job er at guide dem der vil guides og ellers først blande sig når enkelte person betræder gudernes domæne" fortsatte ham og regnede lidt med at hun vidste nok om guderne til at han ikke behøvede forklare det i dybten, men hvis hun ikke engang kendte til Zion så var det ikke sandsynligt. "Det er vel meget rimeligt at de vurderer sjælen når vi bevæger os videre fra jorden og til deres domæme?" sluttede han i en spørgende tone og trak let på skuldrene "hvordan man tolker læren er jo individuelt, der er jo ingen der siger min overbevisning er korrekt" påpegede han roligt, ikke så bekymret for om han havde gættet rigtigt eller ej. Det var et stort spørgsmål, men det gjorde ham faktisk ikke noget ikke at kunne få svaret på netop det. "Men det kan sagtens tænkes at andre mennesker misbruger gudernes navne for at retfærdiggøre deres egne værdier og meninger" sagde han med et suk i stemmen "men det er jo en del af den frie vilje vi har fået".
Han koncentrede sig halvt om halvt om hendes læsning så længe hun gad læse højt og han guidede hende så godt han kunne uden at følge med i bogen. Han havde jo selv skrevet det meste af det, så bortset fra formuleringer så kendte han bøgernes indhold ud og ind.
Endnu en ting der gjorde hende svær at placere var at hun faktisk behandlede hans ting pænt. Det fortalte ham at hun havde håndteret bøger før, men hendes manglende læse-evner gjorde ham i tvivl om hvor meget undervisning hun havde fået. Han betragtede hende et øjeblik som hun lå der og sammenligende bogen med himlen, så smilede han for sig selv og fortsatte sit studie.

[Nemo Nevermind]

Nemo var og blev en udendørs person de eneste tidspunkter hun søgte inden for var når det regnede eller det bare var generelt for koldt, ellers elskede hun at være uden for selv i blæsten kunne hun få det sjovt eller bare finde det beroligende fordi det var som om vinden sagde hun skulle blive et sted og ikke skynde sig videre, så det var bare at tage det med ro og blive i det ly hun nu en gang var eller vende om fordi vinden ville have det.
Det var sandt Nemo tog hvad hun ville have og behøvede ikke andre, men hele hendes liv havde hun også brugt på at tjene andre og da hun endelig blev fri besluttede hun sig for kun at tjene hende selv, selvom hun nu stadig gerne ville være med andre for at lære af dem uanset hvad det var hun nærmest kunne lære og hvis hun lære andre noget så gjorde hun da også gerne det.
Hun fjernede blikket fra den ellers smukke himmel og vendte de brune barnlige øjne imod ham, til trods for hun havde set mest af menneskernes mørke natur end de fleste. "Men hvorfor skal vi overhovedet ind i gudernes domæne og hvor er det egentlig henne af?" spurgte hun roligt for hun ville da gerne lærer mere om guderne, til trods for det nok ikke ville få hende til at tro på dem, men det ville jo hjælpe hende til at forstå andre mennesker såvel som mutanter, til trods for mutanterne nok ikke troede særlig meget på guderne for var det ikke noget med at kongen eller nogle andre havde bildt dem ind at mutanter var børn af beskidte kvinder og mænd? eller noget i den stil hun havde ikke helt styr på dem men de var jo hadet for en eller anden grund og hvis guderne virkelig var gode og almægtige hvorfor gjorde de så ikke noget ved det? hvorfor lod de bare folk hade hinanden og lade det gå udover uskyldige?
"Men hvad så hvis man ikke kender gudernes navne eller det de står for? Jeg er vokset op i vest og kendte ikke til nogen af guderne før jeg blev kidnappet af Jack.. På gaden tænker man ikke over dem, og hvis man siger man tror på dem så virker man svag og ryger nederst så man ender med at kan blive dræbt." spurgte hun roligt som hun forsøgte at komme med en forklaring for i hendes familie snakkede de da ikke om guderne, eller havde ikke snakket om dem for hendes mor og far havde jo bare sendt dem ud når de ikke gad at se på dem og ellers flygtede børnene fordi de var bange for tæsk, men de vendte næsten altid hjem for det var jo det eneste hjem de kendte til indtil de blev gamle nok levede de sikkert på gaden, hvor hun jo så havde haft et held i uheld med at et tyveri mislykkes og hun skulle straffes ved at lege tjener som senere blev til en slags datter.
Hun vendte opmærksomheden imod stjerne for de var jo smukke at kigge på som de blinkede ned til en som om de lokkede en til sig, ikke at hun ville forsøge at flyve for hun havde det jo godt med fødderne godt plantet på jorden. "laver du egentlig det her hver aften?" spurgte hun roligt for det måtte da egentlig være lidt kedeligt det her, hun manglede ligesom at røre sig allerede selvom samtalen jo var meget interessant så hun valgte at sidde stille og roligt med bogen i skødet og forsøge at lære lidt om stjerne selvom det kunne tage flere år eller bare måneder.

[Frey De'croix]

På det punkt var de så meget forskellige. Frey kunne godt finde det gode i at være udendørs, men siden den oftest forstyrrede ham eller belastede ham for foretrak han indendørslivet. Det kendte han også bedst.
Frey bemærkede det barnlige skær i hendes øjne men kommenterede ikke på det, i stedet koncenterede han sig om hendes spørgsmål. "Jeg kan ikke forklare alle gudernes beslutninger" svarede han ærligt "men jeg tror at vi bliver kaldt tilbage for at lære af de onde og gode ting vi gør mens vi er levende, og at dette har betydning for hvad der så sker" svarede han roligt. Han ville ikke foregive at vide alt, specielt ikke om guderne. Han ville aldrig kunne ej heller foregive at kunne forstå hvad der foregik i hovedet på en gud. Han rystede på hovedet til det sidste, han vidste ikke hvor gudernes domæne var henne, der gjorde ingen andre end dem der døde, og de kunne ikke fortælle det videre.
Frey var ikke taget ud med den hensigt at lære fra sig, men han havde ikke noget imod at dele sin viden med andre. Det var også derfor han svarede på hendes spørgsmål. Frey vidste dog kun hvad han selv var blevet lært. Læren om guderne var ikke noget man kunne forske i på samme måde som alt det andet han undersøgte. Han kunne ikke rejse til gudernes domæne eller deres verden, han kunne ikke spørge guderne selv. Han kunne kun spørge folk der havde deres egne meninger og læse bøger der sandsynligvis var skrevet af folk med subjektive meninger.
Han tænkte over hendes spørgsmål et øjeblik "Jeg tror ikke man behøver vide så meget for at tro på at der eksisterer en højere magt der kan hjælpe dig i den situation du nu end står i" svarede han roligt "navnene er jo bare nogle vi har givet dem, måske for at føle os tættere på dem" svarede han roligt. Frey rynkede brynene en anelse ved de oplysninger hun lagde i sit spørgsmål. Han havde nok aldrig gættet at hun var fra vest, men det var mest oplysningen om at hun var blevet kidnappet der fik ham til at rynke brynene "De blev kidnappet?" spurgte han for at bekendtgøre at han gerne ville høre mere om det. Tanken om at man kunne blive nedgjort fordi ham troede på noget lå ham ret fjernt og han tænkte lidt over det med en undrende mine.
Det var ikke alle der troede på guderne, men folk havde ganske givet forskellige grunde til ikke at tro. Frey var alligevel overbevist om at folk et eller andet sted måtte tro på et eller andet for at forklare det uforklarlige. Men det var måske fordi han selv gjorde sådan. Han mente at der måtte være en årsag til alt. Når han så ikke kunne finde forklaringen eller årsagen måtte han kalde det 'gudernes værk' og lægge det til side i stedet for at irritere sig over det.
Han sad lidt i sine egne tanker mens han overvejede hendes ord. Han smilede af hendes spørgsmål "Nej ikke hver aften, det er ikke altid er himlen er mørk og skyfri på denne måde" svarede han roligt. Vejret havde meget at sige mht. om han flyttede sit arbejde udenfor og om han overhovedet kunne udføre sine eksperimenter. Havde denne aften været overskyet havde han lavet noget andet enten hjemme på palæet eller på slottet.

[Nemo Nevermind]

Der var nu noget betryggende at livet skulle ende på et tidspunkt og man ville forlade denne jord, men selv troede hun på at man blev en del af mørket og en del af jorden, hvor ens krop ville være i mørket og kroppen på eller i jorden. Hun behøvede ikke noget at trøste sig med fordi døden kunne virke skræmmende for nogle, nej hun frygtede den ikke, tilbad den faktisk mere til trods for hun sjældent gav udtryk for det, men det var jo også en del af livet den del man kunne være sikker på ville ske en dag, resten kom jo af sig selv.
Hun valgte med vilje ikke at kommentere mere på det han sagde omkring guderne, men valgte bare at sende ham et lille smil, fordi der var jo ikke mere at sige eller at spørge om lige nu, fordi de havde jo hver deres tro hvor hun regnede med at hans var troen på guderne og hendes tro var der ikke fandtes noget større end dem selv, og de ting som uforklarligt skete gav hun bare mutanter skylden for, både de gode og de mere dårlige ting, men igen det var jo ligesom almindelige mennesker som både var gode og onde så mutanter var jo bare mennesker med specielle slags legetøj, men igen så var der jo nogle som hende selv der meget sjældent brugte hendes evne og kun når det var nødvendigt men igen det kunne jo også være derfor guderne have givet mutanterne evner, til beskyttelse fordi de vidste de havde gjort noget dumt med menneskerne? eller så ville de bare beskytte deres små specielle børn.
Hun trak bare på skuldrene ved hans spørgsmål omkring at han troede på guderne og en højere magt der hjalp en, noget hun jo ikke selv troede på men der var folk jo forskellige, for nok kunne folk finde styrke hos guderne men de bebrejdede dem jo også hvis noget gik galt for dem og det var vel også forkert? når det kom til stykket. "Det kan vel også være en fordel.. Og så har folk nogle at bebrejde når tingene ikke går som de mener de skulle" sagde hun roligt med et skævt smil for hun tog det jo ikke så tungt, selvom emnet begyndte at kede hende, dog ville hun gerne lærer mere på et tidspunkt men lige nu havde hun fået nok af snakken om guderne, fordi hun troede alligevel ikke på dem, hun troede på sig selv og det gode i folk til trods for det var svært at holde den tro ind i mellem men at tro på en højere magt var noget sært noget i hendes hoved.
Det lille lidt grinede smil forblev på hendes læber som tegn til at hun faktisk ikke tog det tungt eller hadede den person som havde kidnappet hende og taget hende fra hendes hjem. "Ja.. af en lidt rig mand jeg forsøgte at stjæle fra så man kan vel sige det var held i uheld" der var nærmest en latter i hendes stemme som hun fortalte fordi hun jo kunne se det komiske i det, fordi hun havde forsøgt at stjæle fra manden men det var så resulteret i at hun skulle slide og slæbe som straf og aldrig rigtigt se hendes familie igen for hun havde jo ikke set dem i adskillige år, men igen hun ønskede heller ikke at se dem.
Hun vendte blikket op imod himlen igen da han svarede for ja det var jo en utrolig smuk aften når det kom til stykket. "Det er sandt nok. Det er ihvertfald ikke en dag man burde sidde inden for, selvom det snart bliver koldt nok til at man burde være et lunt sted" sagde hun roligt for når mørket jo var faldet på blev det koldere og mere klamt så det var ikke det bedste sted at være, ikke lige for hende fordi hun jo elskede varme steder men hun nød nu også en smuk nat som denne så det var ikke et helt nemt valg, men igen hun boede jo ingen steder så det var faktisk et nemt valg for hun var tvungen til at blive under stjernerne i nat.