Your FOOL! (Verri & Zerra)

[Akio Minori Takahiro]

Nat

Hele byen. Hele byen havde han undersøgt og ledt igennem. Han kunne ikke finde hende. Hvor var hun? Den forbandede pige havde vægt hans interesse. Han gik rundt i hele byen da han kom ti en gyde hvor to vagter var i gang med at jage en lille mutant pige med pigge ud af huden. Han så efter dem. Han så en mulighed for at lede det sidste sted han ikke havde været men det var farligt. Han tog hætten over og stilte sig bag dem og råbte ud bag dem.
”Hvorfor jagter i en lille mutant pige når jeres chef nok hellere vil ha selveste Minori”
Hans stemme var hold og han så på vagterne der stoppede op og vendte sig om og løb over til Minori og rettede deres sværd mod ham og sagde han ikke skulle finde på at gøre modstand. De tog hans hænder på ryggen og bandt dem sammen.

Alle mutanter i gaderne så hvordan vagterne førte Minori beskytteren væk. Nogle troede han var en legende andre
kendte ham ved små samtaler men ingen havde set ham fanget før. De snakkede alle sammen og menneskerne der så dette kastede halv råden mad efter Minori som tog det stille og roligt og gik roligt videre. De kom til slottes port og Minori mærkede hvordan han begyndte at blive i tvivl om hans plan. vejret dybt og hørte den ene vagt hviske til den anden at det da gik legene let. De kom til kælderen og en masse døre blev åbnet og låst og de gik igennem en masse gange før de stoppede. Minori mærkede smerten ved at være der og blev pludselig sparket ind i cellen sidelæns uden varsel. Han bed smerten i sig og så op på vagterne der gik ind og bandt rebet op og i det han gjordet det væltede Minori ham, den anden vagt angreb Minori og snittede ham i skuldren med sit sværd da han dukkede sig. Vagten vendte sig og Minori tog fat i hans ben og fik også ham ned og sætte sine hænder på deres ansigter og koncentrerede sig.
Han så en masse gange. Højre sving. Venstre sving. Og der, der var hun, i en celle med en anden, den ene vagt havde haft været ende og gi dem mad og set til dem. Han havde dog også været væk igen meget hurtigt. Minori slettede dette minde om de to hvilket to lang tid og slettede det med ham og skyndte sig ud. Han huskede vejen til den celle og gik så hurtigt han kunne og så på alle de celler der var og alt det blod der var i nogle af cellerne. Det var uhyggeligt. Han gik så hurtigt han kunne for ikke at støde på flere vagter. Han kom til flere celler han troede var dem men det var nogle tomme celler. Minori gik så hurtigt at han snuplede over en kæde de brugte til tortur når de holdte mutanter oppe. Han kom op at stå igen og valgte så at prøve at kalde.
”Verri?”
Intet svar. Han gik videre. Hvor var den tøs. Han måtte bare finde hende ellers vidste han ikke lige hvad han gjorde af sig selv. Hun mindede om en lille uskyldig pige der manglede en vejleder og allievel ikke. Noget over hende var i sær specielt og måtte undersøges af ham. Han valgte at kalde igen da han drejede og lyttede efter et svar. Han ville finde hende lige gyldigt hvad. Nu var han kommet så langt her så gav han ikke op!

[Verri Noen]

Havde Verri vidst hvad Akio havde gang i så havde hun rusket ham, bandet af ham og talt ham fra det. Det var fuldkommen sindsygt at mutanternes beskytte skulle indlede en redningsaktion for at rede én mutant fra slottets fangekælder. Specielt når denne mutant kun var havnet der for at beskytte hemmeligheden om Minori. Hun sad imidlertid intetanende i en celle langt under Talians slot og nægtede at indtage noget af den mad som vagterne havde bragt hende og Zearia. Hun havde faktisk nægtet at spise det meste. Hun var overbevist om at vagterne prøvede at forgifte hende og Zearias alternativ var menneskekød. Så Verri var blevet endnu tyndere end hun var før, men hun var i live. Men kun fordi hun havde vænnet sig til tanken om at spise menneskekød, eller kød fra de dyr de stødte på i kælderen. Hun havde haft lange dialoger med sig selv om hvad der var værst. Zearia havde opgivet at følge med i diskussionerne, for hun kunne ikke regne ud hvornår Verri skiftede sige og argumenter. Ofte foregav hun dog at lytte, ellers tog hun sig en lur.
På det tidspunkt hvor vagterne slæbte Akio ned i kælderen lå de begge og sov. Zearia lå med sin muterede krop i en stilling der mindede om en hunds. Hun lå på siden af sin hofte med brystet mod gulvet og hovede på sine krydsede arme foran brystet. Verri havde krøllet sig sammen ved Zearias mave og lå med hovedet på hende ryg og sov mens hun holdt om sig selv. Zerra åndede tungt. Hun var i en halvsovende tilstand. Hun var mere eller mindre ved bevidsthed, men hendes krop var afslappet og rolig som når hun sov. Skridtene på gangen bekymrede hende ikke. Det skete engang imellem at en modig vagt bevægede sig ned forbi deres celle, men de forsvandt hurtigt igen. Hun tolkede de hastige skridt som en vagt der blot ville passere hurtigt forbi deres celle, men så faldt personen med et bumb og fik hende til at løfte hovedet med et ryk. Verri rørte lidt på sig men Zearias bevægelse vækkede hende ikke. Zearia lyttede opmærksomt nu. Personen på gangen kom på benene igen at dømme ud fra lyden og så kaldte han på Verri. Zearia skulede mod celledøren og knurrede dybt i halsen. Ikke højt nok til at man kunne høre det på gangen, men for at udtrykke sin utilfredshed. Verri lå lænet op af hendes krop og sov næsten uforstyret, så det var ikke med Zearias gode vilje at hun viklede sig fri af den sovende pige for at snige sig hen til døren på alle fire. Hendes krop var muteret til en robust tilstand. Den havde ikke ændret sig meget fra hendes flugt den dag hvor hun havde mødt Verri, men hun havde tilpasset sin krop til kamp og forsvar i stedet for fart og angreb. Hun tog fat i døren og trak den forsigtigt ind i cellen og lagde den næsten lysløst på jorden. Så knummede hun sig sammen og ventede til den fremmede kom tæt nok på. Da han passerede deres celle sprang hun på ham, uden sit sædvanlige angrebsbrøl for at undgå at vække Verri. Hun satte en hånd i brystet på ham og trykkede ham i gulvet med et slag der havde hele hendes vægt bag sig. Hun snerrede vredt af ham og hendes grå øjne var tydeligt vrede. Hun kiggede ned over hans påklædning og løftede et øjenbryn, han var ikke en vagt, men hvad var han så? Hun lettede lidt på sin hånd så han kunne trække vejret og snerrede af ham. "Hvad vil du?" spurgte hun truende men blev så distraheret af et skrig "Zerra!" råbte Verri panisk. Zearia spildte ikke to sekunder men vendte på halen og sprang tilbage ind i cellen og hen til Verri. Verri knugede sig indtil sin veninde der forsigtigt, meget forsigtigt, klappede hende på ryggen med sine muterede kløer. Verri lagde slet ikke mærke til Akio men trykkede sig i stedet mod Zearias lys mens hun panisk hev efter vejret. Zearia vidste ikke om det havde været et marridt eller choket ved at vågne og være alene, men Verri var tydeligt bange. Zearia vendte hovedet og holdt øje med Akio gennem celledøren. Hendes grå øjne skinnede afvarende.

[Akio Minori Takahiro]

Minori også kendt som Akio hørte ikke døren der blev hevet af men pludselig kom en muteret hånd og en isblå tåge farene mod ham og væltede ham omkuld. Han holdte vejret så godt han kunne da hånden pressede luften ud af hans lunger. Kløen blev løftet lidt og han kunne trække vejret. Han hørte stemmen og så undrene på pigen der var helt muteret og trak vejret hurtigt da han aldrig havde set sådan en pige før og faktisk var lidt chokeret. Der gik ikke længe før han hørte en velkendt stemme og den muterede pige hoppede væk fra hans bryst. Han kom op og side. Akio så ind i cellen foran sig og så på de to piger.
"Verri?"
Akio så på pigens advarene øjne og sendte et par advarene tilbage. Akio fattede ikke hvad der var med de to og kom op at stå. Akio gik over til dør åbningen og så ind på Verri og den muterede pige. Han så hvordan Verri krammede pigen som var hun bange for at blive forladt hvad havde hans hemmelighed dog gjort. han følte sig skyldig over at Verri måske var mærket resten af livet pga ham.
Akio så på pigen og prøvede at forestille sig hvordan han skulle gemme hende fra omverden så hun ikke blev fanget og kom her ned igen. Det eneste han kunne komme til at tænke på var hans private rum i hans kro. Men han kunne jo ikke tvinge hende, og hun kunne tydelig vis ikke lig ham. Sådan føltes hans bryst i hvert fald. Akio havde aldrig oplevet sådan et overfald før. Ja totur havde han oplevet men et overfald af noget der mindede om et rovdyr. Den var ny

[Verri Noen]

Mutanternes evner var forskellige og selvom Akio sikkert havde set mange mutanter med mindre omfattende fysiske mutantioner, haler, ører eller lingende. Så kunne intet nok havde forberedt ham på synet af Zearia. Til trods for mørket i kælderen kunne man tydeligt fornemme hendes unormale størrelse og form. Hendes arme var mindst lige så lange som ben, men ikke meget tykkere end almindelige arme. Hun havde tilføjet ekstra muskler på sine arme men disse blev ikke en del af hende allerede eksisterende anatomi, de lagde sig i stedet ovenpå hendes arme men stadig under huden, og gav armene et bulet og senet udseende. Hendes hænder var ikke specielt meget andetledes end de plejede, men de var stadig en skræmmende faktor for nye bekendtskaber. Hendes fingre var omsluttet af et panseragtigt materiale der gjorde dem skarpe og stærke nok til at skære igennem metal og modstå angreb med sværd. De var meget længere end almindelige fingre så har havde hun også været nødt til at tilføje muskler, så hendes hænder var langt større end normalen. Hendes overarme var tykkere end underamrne, og havde samme groteske udseende pga. ekstra muskler. Hendes skuldre var langt bredere og voldsommere end hendes normale kropsbygning kunne bære så resten af kroppen var tilpasset skuldrene og armenes størrelse. Hun havde været nødt til at mutere sine skuldre så de både kunne fungere når hun gik på alle fire og når hun angreb og brugte sine arme som våben. Hendes ben var ikke så meget andetledes end de plejede. Selvfølgelig var disse også forsynes med ekstra muskler for at kunne bære den ekstra vægt men det mest ændrede ved hendes ben var hendes fødder. Zearias fødder lignede en blanding mellem menneskefødder og dyrefødder. Lidt som en varulvs, men i hudfarve og uden tærer men i stedet med kortere kløer der mindede om hendes fingre. De var designet til at bære hende vægt, men samtidig også til at stå fast og løbe stærkt. Hun tårnede sig op over Akio også selvom hun stod foroverbøjet. Området om hendes øjne var mørkt, noget hun havde muteret allerede den gang hun kæmpede med Ciel. Det stod i skarp kontrast til hendes grå øjne, muteret til at minde om en kats. Hun var arrig allerede før hun vidste hvem han var, for hun mødte aldrig andet end fjender nede i kælderen. I hvert fald ikke når de gik frit omkring.
Zearia bedømte ikke Akio som en voldsom trussel, derfor lod hun ham også ligge på gangen mens hun så efter Verri. Da han nærmede sig og fortsat krævede Verris opmærksomhed svingede Zearia advarende med halen. Den havde ikke længere kuglen for enden, men den var stærk nok til at slå ham bevidstløs hvis han ikke passede på. Hun knurrede af ham. Verri mærkede skylden som et fysisk slag og hun trak sig væk fra Zearia og tog sig til hovedet. Så koncenterede hun sig og tabte næsten vejret da hun indså hvis skyldfølelse det var hun opfattede. "Akio!" udbrød hun forfæredet og vidste ikke om hun skulle løbe ham i møde eller blive gal. Hvad lavede han i kælderen. Chokket ramte hende. Akio var i kælderen. Han var fanget. Verri spærrede øjnene op og lo så nervøst, men en panisk undertone. "Forgæves" mumlede hun og tog sig til hovedet mens hun smilede på en måde der gav Zearia kuldegysninger. "Det hele var forgæves" sagde hun og alle følelser forlod hendes stemme mens hun lukkede øjnene og begravede ansigtet i hænderne. Sådan stod hun lidt, hun græd ikke, hun sad bare med ansigtet gemt i hænderne og lod tankerne flyde rundt i hovedet. Zearia blev meget bekymret. Verri reagerede normalt udadtil, men nu trak hun sig ind i sig selv og umuliggjorde Zearias hjælp. Zearia kunne slet ikke komme i kontakt med hende og hendes frustration fik hurtigt et mål: Akio. Hun vendte sig snerrende mod den nyankomne med vreden blussende i øjnene. Hun vidste ikke hvem det var eller hvilken forbindelse han havde til Verri, men hun vidste at han påvirkede hendes veninde i en negativ retning, derfor skulle han væk. Hun svingede en kloet hånd mod ham med en voldsom styrke. Hun sigtede efter ham, men angrebet var ment for at jagte ham væk, ikke slå ham ihjel. Hun stillede sig beskyttende mellem Akio og Verri og knurrede af ham. Han burde kunne regne ud hvad hun mente.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var stadig ud på gangen lyset i kælderen var så svagt at han havde svært ved at se den muterede piges former men havde fornemmet hun ikke var helt normal. Han mærkede hvordan han havde svært ved at trække vejret. Akio så ind og hørte så hvordan hans navn blev sagt og det gjorde at han følte sig en smule lettet over hun huskede ham. Men hendes næste ord gjorde han lettere ked af det.Han ville ikke ha hun skulle opleve dette her. Det havde han jo også prøvet at forklare hende at han prøvede at undgå andre skule udsættes for tortur. Akio hørte snerren og så på den muterede pige og så kloen der blev angrebet mod ham, men han blev stående.
"Slap af mutant. Jeg er ikke en fjende... Verri, jeg er kommet for at rede dig... jeg er her for dig"
Akio satte sig ned på det ene knæ hvor han stod og så ind på Verri og havde lyst til at gå ind til hende og få hende ud hurtigt, men hendes lille vagthund forhindrede det lidt lige nu. Akio tog fat i sin hætte og trak den af så det hvide hår skindede igennem så hun kunne se at han ikke var bange for at vise sit ansigt og ikke ville dem ondt. eller det håbede han hun kunne se. Verri ville kun kunne se hans lys og hvor bekymret han var for hende lige nu men det kunne den anden pige jo ikke. så han håbede hun ville kunne se det ved at se på hans ansigt som et dyr.
Akio havde søgt så længe efter verri og så finde hende her var ikke hvad han ønskede. At finde sådan en lille uskyldig pige i et sted som kun folk der gjorde andre ondt fortjente at være. Akio mente selv han fortjente at være der men der var mange andre grunde til han mente det. ikke nogle grunde hun behøvede at vide. Akio blev roligt sidene uden at bevæge sig frem eller trakke sig tilbage. han ville bevise han ikke var en fjende men var en ven af dem men vis den muteret pige ikke troede ham kunne det sikkert ende galt for Akio.

[Verri Noen]

Akios påklædning havde ikke hjulpet på Zearias mistro, kappe med hætten trukket op var aldrig et godt tegn. Også selvom Zearia altid selv gik forklædt sådan, når hun gad forklæde sig.
Hvordan skulle Verri kunne glemme Akio. Hver bevægelse, der gjorde ondt, og hver tanke mindede hende om torturen, som mindede hende om årsagen til det hele: Akio og hans hemmelighed. Verri havde også prøvet at forklare Akio at, at slette hendes hukommelse ikke ville gøre hende mindre udsat. Havde Ciel set hende på vej fra kroen selvom Akio havde slettet hendes hukommelse så havde han sikkert fanget hende alligevel. Han havde tydeligvis heller ikke forstået hendes andet argument. At mutanterne i byen måtte ude ofre for at beskytte Akio.
Zearias angreb snittede ham og rev flænger i hans tøj. Hun tøvede overrasket over at han ikke veg tilbage, det var de færreste der ikke løb skrigende væk. Han måtte virkelig mene sit ærinde med Verri. Zearia gav ham en chance. Verri så ingen af hans handlinger, men hun hørte hans ord. Men af en eller anden grund gjorde de hende ikke lettet eller glad.
Verri lod hænderne falde fra ansigtet men vendte ikke hovedet mod ham. Hun så hans lys, koldt og neutralt og så blev hun vred. "Hvorfor er du her?!" råbte hun vredt og pressede sine knyttede hænder mod siden af hovedet "hvorfor er det kun dig der må beskytte mutanterne? Hvorfor risikerer du dit liv for mig når jeg har ofret både mig selv og mine forældre for at beskytte din hemmelighed?! HVAD BILDER DU DIG IND?!" rasede hun vredt og Zearia blev helt overrasket. Hvor kom denne frustration og styrke fra. Det var ikke noget Verri havde vist før. Verris ansigt var fortrukket i vrede som hun brutalt borrede sin evne ind i Akios lys uden hensyn. Nu ville hun se ham som han var og ikke som han foregav at være. Men det der slog mod hende chokerede hende. Hans bekymring lagde sig som et slør om hendes hjerne og hun blev helt svimmel. Hun havde været alt for agressiv med sin evne og nu overrumplede den hende. Hun tog sig til hovedet som hun blev svimmel. Zearia havde vendt hovedet væk fra Akio og så på hende. Hun forstod godt Verris frustration. Hun havde gang på gang lyttet til Verri der forsøgte at overbevist sig selv om at hende forældre var død i en god sags tjeneste, og at Akio var i sikkerhed pga. det hun havde gjort. Men nu var Akio her, i fangekælderen, hvor han var mest i fare i hele Talian, måske med undtagelse af Ciels bolig.
Zearia fnøs af ham og løftede sin ene kloede arm til angreb men før hun kunne nå at svinge den mod ham med dødelig styrke så havde Verri slået armene om hendes overarm. "Zerra" bønfaldt hun og krammede den muterede arm ind til sit bryst. Hun havde læst Zearias intentioner i hendes lys, men hun ønskede ikke Akio såret eller dræbt. Hun ønskede ham fri og i sikkerhed. Hendes ansigt var fortrukket i smerte fordi hun stod på sine stadig ikke healede fødder. Zearia glemte alt om Akio og tog sig straks af Verri i stedet. Den muterede pige var efterhånden godt forvirret og frusteret. "Verri..?" spurgte hun og trak sin arm ud af Verris favn og samlede hende op med den i stedet. Hun var stærk nok til at kunne bære Verris spinkle og tynde krop med en arm. Verri læste hendes intentioner i hendes lys og satte sig til rette på Zearias underarm og lænede sig tilbage mod Zearias skulder. Zearia støttede sig mod gulvet med den anden arm og udgjorde derfor ikke længere en lige så stor trussel mod Akio. Hun kunne stadig angribe ham, men med Verri i sin favn ville det være som en sidste udvej. "Zerra.." gentog Verri lavt "Det er Akio, Minori" forklarede hun. Zearia kendte allerede hele historien om hvorfor Verri var blevet fanget. Og med den information gav hele scenarioet meget mere mening for Zearia. Man kunne tydeligt se hvordan forbindelsen mellem de to gik op for hende og vreden forduftede fra hendes blik der i stedet blev nysgerigt. "Ham?" spurgte Zearia vantro og kiggede på Akio som han sad der. På knæ og ufarlig. Zearia fastslog at det måtte være hans evne der var farlig. Hendes truende fremtoning forsvand og hun accepterede Akio selvskab. Men hun brød sig ikke om hans valg om at få sig selv fanget. Men det kunne hun straffe ham for senere.

[Akio Minori Takahiro]

Akio blev faktisk dybt rystet over Verris udbrud. han havde ikke forventet sådan et vredes udbrud mod ham. han så på hende med bekymrene øjne og anede ikke rigtigt hvad han skulle sige eller gøre. han ville jo ikke bringe hende i fare. eller hendes forældre. han ville jo bare beskytte mutanter mod sådan noget her. måske havde Jared haft ret. der var ikke meget snak om ham mere men om oprøret. folk snakkede ikke om Akios handlinger mere.
"Verri jeg... jeg vil jo bare ikke risikere andres liv... Jeg er her for dig, jeg er her fordi jeg er bekymret for dig... du var væk... jeg ville jo bare..."
Akio vidste virkelig ikke hvorfor men han var lettere mundlam. Verri var faktisk blevet en del af den kreds han ville passe ekstra på. noget der sjældent skete. ikke fordi hun var blindt men pga hendes evne til at se længere end det ydre på folk. han så op og så hvordan zerra igen gjorde klar til angreb. hun havde flænset hans tøj engang. han trak vejret dybt og lige som han var klar til at blive såret hørte han at Verri stoppede det hele.
Akio så op på verri der krammede den store muterede arm og trak vejret roligt igen. han så hvordan hun tog verri op i armen og holdte om hende. Akio så op i øjnene på pigen der åbenbart hed Zerra. Akio hørte hun præssenterede ham og det gjorde ham ikke mindre rolig ved at ha været blevet angrebet. da zerra sagde ham følte han det var som om hun ikke troede hende. men Akio kunne ikke gøre for han var som han var. han så tynd ud men var faktisk ret stærk. han rejste sig langsomt op og gik roligt ind og så på verri og lagde en rolig hånd på hendes hår.
"det var ikke min mening du skulle udsættes for dette Verri... det er derfor Minori er hemmelig for folk..."
vis hun så hans lys ville hun sikkert se hvor ked af det han var over dette var sket. han så på Zerra og rejste sig roligt op og gik mod udgangen og så ud på gangen for at sikre sig at der ikke kom nogle.
"i to skal ud. og jeg skal nok få jer ud"
hans stemme blev alvorlig og bestemt med et og man hørte pludselig skridt fra en enkel vagt. Akio tog hætten på og gemte sig i skjul i skyggerne og måtte ha hjælp til at komme ud med pigerne. han havde jo ikke nogle til at føre dem ud så han skulle ha en kanin. en lille kanin til at bruge som lokke mad. han trak vejret roligt og gjorde tegn ti lat pigerne skulle være stille.
en vagt kom stille og roligt gående forbi det der engang havde været en dør da Akio væltede ham og hoppede på ham med en hånd over hans ansigt og sad der i sådan ca 10 min. sved begyndte at dannes på akios pande. så meget havde han sjældent brugt sin evne. han konvcentrerede sig intens om denne vagt og da han endelig slap så vagten på zerra og verri og så på Akio og virkede forvirret et kort øjeblik til han så sagde.
"det må i undskylde.... hvor kom vi til."
"jeg vil mene rundvisningen er slut og De ville vise os ud igen"
Akio så på zerra med advarene øjne om at hun skulle passe på med hvad hun gjorde nu for Akio havde jo styr på hvad han gjorde. også selv om han lige nu var meget tappet for energi. Akio så på vagten der kløede sig i nakken og nikkede så.
"når ja... jeg må ha fået et blackout lige før"
Vagten gik først ud af gangen og akio vinkede zerra efter sig og gik bag vagten og vidste at vis de stødte på for mange vagter ville de blive afsløret for Akios krafter var ved at slippe op og det ville ende galt til sidst for så kunne han ikke slette minderne

[Verri Noen]

Verri betvivlede det faktum at Akio faktisk havde overvejet at folk kunne blive irriteret på ham over det han gjorde for dem. Verri var ikke gal over at han beskyttede mutanterne og hun var heller ikke gal over at han kom og hentede hende og bestemt heller ikke at han redede hende fra et sted som kælderen. Hun var vred over at han havde fået sig selv fanget pga. denne redningsaktion. Det var dumdristigt og uansvarligt. Han skulle jo beskytte mutanterne. Ikke risikere alles sikkerhed fordi en af mutanterne var blevet fanget. Han ville garanteret ikke gøre det for alle mutanter. Og som beskytter for alle mutanterne burde han ikke favoritisere. Hun var mest gal fordi han havde risikeret mutanternes beskytter for hendes skyld. Hvis Akio ikke passede på Minori så kunne igen gøre det. Hun lagde armene over kors og vendte siden til ham og vendte hovedet væk. Kun fordi hun ikke ville have sin krop til at smerte ved at vende ryggen til ham. Så vendte hun sig blot væk fra ham så meget som hun kunne i sin daværende position. Hun ønskede ikke at høre hans undskyldninger, hun så det hele i hans lys. Han tænkte sig ikke om. Han lod følelserne styre. Den ellers så kolde og kontrollerede Akio lod følelserne styre. Verri sukkede. Hendes følelser var blandede. Hun var glad for at se ham og glad for at han redede hende, men hun var gal på mutanternes vegne og gal fordi hun var blevet tortureret for at undgå hans tilfangetagelse, og så valsede han bare frivilligt ned i fangekælderen. Men at lade Zerra løs på ham på nuværende tidspunkt ville være en større trussel mod Minori end fangekælderen var. Hun skubbede sig på benene til trods for smertene i både hendes hænderne og hendes fødder. Hun flyttede sig over til Zearia hurtigere end hun havde troet muligt. Måske havde hun undervurderet sig selv? Hun knugede sig til Zearias arm for ikke at støtte så meget på sine fødder og Zearia opfattede det tydeligvis hurtigt da hun tog hende op i favnen. Zearia skulede til ham da han fik øjenkontakt med hende. Zearia havde troet der var en mere.. ja, frygtindgydende aura om mutanternes beskytter. Det havde hun i hvert fald fået indtryk af efter at have hørt de mange historier om ham i vest. Hun ville lyve hvis hun sagde at hun ikke var skuffet over at se Minori i egen person. Zearia knurrede dybt i halsen da han kom nærmere, men hun tillod det. Verri holdt åbenbart hånden over denne mand.
Verri lagde godt mærke til at Akio nærmede sig, men hun fandt styrke i Zearia så hun var ikke opmærksom på at han kom så tæt på. Hun blev bange og det gav et ryk i hende da han pludselig rørte hende. Hans berøring var ikke uvelkommen, bare uventet. Verri svarede ham ikke, og det lod ikke til at Akio tog det så tungt for kort efter besluttede han at hjælpe dem med at bryde ud. Zearia havde godt kunne bryde ud tilligere, men Verri var stadig for ustabil til at hun ville udsætte hende for det. Det mente Akio tydeligvis ikke.
Zearia opfattede skridtene på gangen og skulle til at skræmme, hvad hun regnede med var en vagt væk, da Akio gjorde mine til at ville håndtere situationen. Zearia forholdt sig passiv og besluttede at benytte muligheden til at vurdere Minoris evner.
Zearia betragtede ham et stykke tid, så blev hun utålmodig "hvordan skal dét hjælpe?" spurgte hun irriteret men Verri tyssede på hende. Zearia flyttede irriteret på sig men accepterede ventetiden. Hun havde jo skulle tilbringe tiden i cellen alligevel. Men var Akio ikke kommet havdet hun sandsynligvis sovet endnu. Det var også en grund til at hun var irriteret på ham. Hun ventede mens hun betragtede Akios udtryk ændre sig til anstrengt. Gad vide hvad han lavede? Hun så på Verri, men Verri var tydeligt optaget af hvad der skete med vagten og Akio. Zearia følte at hun missede et eller andet, så spændende var det heller ikke. Hvad brugte manden desuden så lang tid på? At dømme efter Akios greb så var han ikke ude på at kvæle vagten. Zearia undrede sig. Så lang tid tog det vel ikke at slå vagten ud hvis det var det han ville? Så slap Akio vagten og vagten kom til sig selv. Zearia trak sig lidt væk men vagten hverken flygtede eller råbte alarmerende op. I stedet opførte han sig høfligt til trods for at Akio lige havde overfaldet ham og Zearia lignede noget fra en gyserfilm. Zearia måbede tydeligt. Hun blinkede et par gange og henvendte sig så til Verri "Hvad gjorde han?" hviskede hun interesseret og Verri måtte tysse på hende. Verri havde fulgt med da Akio brugte sin evne. "Han bildte vagten ind at han var ved at vise os rundt" forklarede Verri, det var det hun havde fået ud af de kombinerede følelsesænringer hos både vagten og Akio. Zearia skulle til at udbtryde noget højt men så stirrede Akio advarende på hende. Zearia grublede som en gal. "Hvordan kan han det?" spurgte hun lavt og gik efter Akio da han vinkede dem efter sig ud på gangen. "Det er hans evne" forklarede Verri "kontrol af minder". Zearia gøs og Verri smilede af hende "indtil nu troede jeg dog blot at han kunne slette dem, ikke også skabe nye". Zearia betragtede Akio på afstand "så er han måske alligevel i stand til at beskytte mutanterne" sagde hun og gik efter Akio på 3 ben mens hun bar med sig. Zearia mente at Akio blot skulle have fat i Ciel og så var problemet løst, men der lå uden tvivl mere i konflikten end Ciels had. Det var blot det eneste Zearia og Verri var blevet konfronteret med. Zearia var hurtigt selvom hun kun havde 3 ben af gå på, men hun sakkede med vilje bagud "kan du klare det?" spurgte hun lavt og Verris tøven blev ikke godt modtaget. "Jeg skal klare det" svarede Verri så efter at have tænkt sig om. Zearia var både bekymret for hvordan Verri ville klare turen ud af kælderen, specielt hvis de stødte ind i vagter, men også hvordan hun ville tackle verden udenfor. For Verri havde været overfølsom overfor folk siden torturen. At flygte nu var måske for tidligt. Zearia var usikker, men hun fulgte efter Akio, han havde mere erfaring med at rede mutanter. Hun satte i løb et par skidt og indhentede ham.

[Akio Minori Takahiro]

Akio hørte godt hvad der skete bag ved ham men sagde intet til det. lod som ingen ting. pigerne var jo store nok til at klare sig selv. han ar dog meget bekymret for hvad der skulle ske når de kom ud, folk ville nok kigge på zerra og verri var sikkert blevet mærket af dette. Akio så tilbage på Verri og sukkede lidt og fik et koldt blik på vagten. Ciel. det var sikkert ham der havde gjort dette ved verri. Når han fik fat på Ciel vidste han ikke om han nu kun ville kunne slette minderne. han ville nok komme til at få sin vrede til at tage overhånd på ciel og angribe. Akio fulgte roligt med vagten igennem de mange snoede gange og kom til udgangen og tog sin kappe af og lagde over zerra og hviskede roligt.
"du beholder denne på til vi er hjemme ved mig"
han så på verri og gik roligt over til hende og så på hendes skader solen var ikke stået op inu til deres held.
"klare du dig Verri. eller skal du ha en hånd, vi tager direkte til kroen. det er sikrest.... for os alle"
han så på zerra som han ikke kendte og håbede hun også ville være i sikkerhed der. han anede hverken ud eller ind med den pige. hvad var hun. hvad var hendes evne. hvordan var hendes person osv. Akio så på verri og havde lyst til at samle hende op og løbe direkte mod kroen for at nå det før solen stod op og folk kom ud på gaden. men gjorde det jo ikke uden tilladelse. vagten havde forladt dem da han jo skulle tilbage og forstod ikke rigtigt hvorfor de lavede en rundvisning om natten.

[Verri Noen]

Verri bemærkede godt at han lyttede, hun bemærkede efterhånden alt ved folk hvis lys hun fulgte med i. Hendes evner var eksploderet og hun var faktisk blevet imponeret over evnens formåen. Hun havde testet det på Zearia så længe at hun var besvimet af udmattelse. Hun havde øvet sig hver dag, skulle hun besejre Ciel skulle hun være i stand til at læse og se sin modstander til perfektion. At hun var blind var en belastning, men hendes evne var snart effektiv nok til at kunne opveje det hun manglende. Ikke at hun nogensinde ville savne ikke at kunne se, for det havde hun aldrig kunne.
Hun så hans bekymring og forstod den, hun fornemmede at det var bygget på Zearias størrelse og udseende og hendes egen ustabilitet. Hun var endda selv bekymret for sin ustabilitet.
Verri holdt øje med Akios lys, hun kendte Zearias og da der ikke skete nogen betydelige forandringer så behøvede hun ikke holde øje med det. Det var helt mærkeligt at se så mange farver i forbindelse med Akio. Hun havde endnu ikke dæmpet sin evnes styrke fra da hun borrede den ind i hans lys. Og hun så flere niveauer af hans lys, ikke kune det overfladiske og karakteriserende. Hun så en kulde brede sig gennem lyset efterfulgt af vrede og bekymring. Hun besluttede af følge den følelse med sin evne. Og et navn mødte hende: Ciel. Hun skar en grimasse og vendte hovedet væk, men hendes evne blev ved Akios lys. Hun fornemmede en vrede, men også en splittelse. Akio var ikke sikker på hvad han ville gøre hvis han fik fat i Ciel. Det var Verri derimod, der var ikke gået en time hvor hun ikke havde tænkt på hvordan hun kunne på Ciel til at lide mest. Men hun havde på fornemmelsen at fysisk tortur ikke var noget han ville bukke under for. Det ville ikke være nok. Han havde taget de mennesker der betød mest for hende fra hende, permanent. Hun ville gengælde den 'tjeneste' og i den forbindelse gøre hans liv til sådan et helvede at fysisk tortur ville virke som ferie. Hendes udtryk formørkedets og Zearia rynkede brynene. Zearia opdagede det men valgte ikke at kommentere på det, det var en mild reaktion i forhold til hendes panikanfald.
Zearia stoppede da de nåede ud og Akio vendte sig mod dem. Hun lagde hånden mod gulvet og lænede sig let forover og balancerede Verri på sin anden arm. Hun blev lidt overrasket da han smed sin kappe over hende, den nåede hende dårligt nok til hoften sådan som hun så ud nu. Hun kiggede på stoffet mens Akio vurderede Verris skader. Verri lukkede sine hænder om hinanden og trykkede dem mod brystet. Hendes skader var forbundede men det var tydeligt hvor hun var skadet, hendes fødder var værst. Selvom Zearias behandling sikkert var grunden til at hun langsomt begyndte at kunne gå igen. Hun lukkede øjnene og brød sig ikke om at han koncenterede sig om hende. Hun nikkede stift da han spurgte til hende.
Zearia så undrende på ham "Du har tænkt dig at følges med mig gennem byen?" spurgte hun vantro "det er ikke en god plan" konstaterede hun kort. "Desuden bliver du genkendt på dit hår" sagde hun og nikkede mod ham. "Jeg kan sagtens komme ud selv, hvis du tager Verri sørger jeg for at vagterne er fokuseret på noget andet" foreslog hun og blottede sine spidste tænder i et afventende smil som hun så ud i natten. Det var længe siden hun havde været udenfor. Hun trak natteluften dybt ned i sine lunger og åndede tungt ud. Hun ville desuden nyde at få afreageret efter at have skulle opholde sig i en celle i flere uger. Verri tog protesterende fat i hendes tøj "Zerra!" udbrød hun forfærdet ved tanken om at skulle skilles fra hende så pludseligt. Zearia så på hende men de følelser der strømmede over hendes lys gjorde at hun ikke behøvede at sige noget, Verri forstod det. Men hun var usikker på hvordan det ville gå. Så trak Zearia kappen af igen og smed den over Akio. "Hvor ligger din kro?" spurgte hun, hun havde ikke tænkt sig at skilles fra sin veninde ret længe, men hun ville nok vente til det værste panik havde lagt sig blandt vagterne. Verri lagde armene om sig selv og så pludselig yderst utilpas ud. Hun fornemmede godt den friske lugt, men hun hungrede ikke efter verdenen udenfor. Den var overvældende og skræmmende. Hun lukkede øjnene og ventede.

[Akio Minori Takahiro]

Akio så på Zerra. følges med hende. selvfølgelig ville han det. det var jo lige som derfor at han gjorde som han gjorde. også selv om det gjorde ondt at trække vejret. han så på zerra og gik tæt på hende. holde øjenkontakt med hende. genkende ham på hans hår? der var flere med hvidt hår. det ville nok være hans øjne der ville være værst at afsløre ham med. han så på hende og rystede på hovedet. han så på verri der skreg op næsten og kunne se hendes tryghed i zerra.
"Verri stoler på dig. hun er tryg ved dig. derfor er det måske ikke en god plan men den eneste. jeg bruger mine kræfter til det sidste på at rede mutanter. selv dem som er som dig. stærke. men Verri har brug for dig."
han så på verri og ville ikke skille hende fra hendes tryghed. Akio kendte til at miste familie. han havde slået sine egne ihjel uden at kunne vide om det var rigtigt. men det var noget han vidste var rigtigt. han så på verri og håbede lidt at verri kunne komme til at blive glad igen. Akio holdte sin neutrale facade og prøvede ikke at vide hvor meget hans energi nivo var brugt.

[Verri Noen]

Zearia betragtede hans reaktion. I det hele taget holdt hun sit blik på Akio. Hun havde ikke levet et liv der havde øget hendes tillid til fremmede. Faktisk var hendes nyfundne tillid til Verri meget mærkelig for hende at håndtere. Men hun havde på få uger udviklet et nær ubrydeligt bånd med denne pige. Verri vidste alt om Zearia, eller kunne i hvert fald finde ud af alt om hende, og læse hende som en åben bog. Desuden delte Verri alt med Zearia så hun ikke var den eneste der vidste ting. Det havde allerede givet Zearia mange fordele når Verri delte ud af deres modstanderes svagheder og indskydelser. Hun stolede ikke på Akio, men hun kunne acceptere at Verri gjorde, eller havde gjort. Verri havde trods alt redet ham fra Zearias vrede, så et eller andet sted måtte hun stole på ham. Ellers havde Verri blot brug for ham. Zearia delte ikke sine tanker med Akio, men Verri fornemmede dem. Men hendes egen tvivl gjorde hende ikke i stand til at svare på det indirekte spørgsmål. Zearia lod blikket hvile lidt på hende og så hendes usikkerhed. Altså, ikke en ven endnu. Hun løftede blikket igen og kiggede på Akio. Hun knurrede da han gik tættere på. Han skulle ikke tro at de var venner. Hun lyttede til hans argumenter. Netop fordi Verri havde brug for Zearia var det nødvendigt at de begge klarede det, men Verri skulle helst ikke udsættes for konfrontationer. Derfor ville hun distrahere vagterne, grundigt. Hun sukkede. "Hvis din plan skader hende garanterer jeg ikke for min reaktion" knurrede hun og satte forsigtigt Verri ned på jorden og fandt sig ordentligt til rette på alle fire. Verri fulgte roligt med i hendes intentioner, lettet over at Zearia gik med til Akios plan. Verri løftede afventende hænderne indtil Zearia vippede hovedet og lod sine lange muterede horn ned i en højde hvor Verri kunne nå dem. Verri tog, trods sine skadede hænder fat i hornene og lod Zearia trække sig op på hendes ryg. Verri satte sig til rette så hun ikke havde ondt. Zearia holdt fast ved at Akio skulle beholde kappen. Verri sad lige bag Zearias skuldre og holdt benene tilbage så Zearias 'forben' ikke ville ramme hendes skadede fødder når hun gik. Så satte Zearia sig i bevægelse "og ved det første tegn på konfrontation er du alene om det" tilføjede hun. Akio skulle ikke forvente at hun kom til hans redning hvis situationen spidsede til, hun ville først og fremmest rede Verri ud af situationen. Verri tilpassede sig til Zearias bevægelser og holdt fat i hendes horn for at holde balancen. Dog helst ikke mere end højst nødvendigt. Verri vendte ansigtet mod Akio, hun kunne godt se hvor træt han egentlig var, selvom han forgav noget andet. Nu så hun jo det hele. Hun åbnede munden for at sige noget til ham, men kunne ikke få et ord over sine læber. Hun vendte usikkert ansigtet væk igen. Hun havde ikke vidst hvad hun skulle sige, selvom hun godt vidste hvad hun ville fortælle ham og spørge ham om. Hun lukkede øjnene og sukkede let.

[Akio Minori Takahiro]

Akio var måske ikke helt sikker på sin plan. han vidste at vis d stødte ind i for mange vagter kunne det ende med hans til fangetagelse. han så på dem og nikkede. han fortalte vejen til kroen, han var indforstået med zerras agument med han stod alene. som han bedst kunne det, så gik han i forvejen. han var hurtig på sine føder og da han vidste verri og zerra var i sikkerhed kunne han først slappe af. han løb alt han kunne. han så ind i en gyde. to vagter så dem og løb efter dem. Akio stoppede op og så på dem og nikkede til at zerra da hun løb forbi. han vidste at det ville blive en hård dag når hans energi nivo var så lavt. han farede på vagterne og hvad der skete fortalte han aldrig verri eller zerra men da han indhentede dem havde han skader på armende og to store sår på det ene ben. han løb dog videre. de mødte ikke flere vagter da de nåede kroen og Akio lukkede dem ind. Akio førte de ind i et baglokale som var kæmpe stort og en stor sofa som han pegede på.
"Verri kan ligge der. den er nok blødere end gulvet i fange kældren"
han så på den lidt mindre sofa som zerra så kunne tage og ligge på. Akio selv satte sig på bænken til pianoet og så på skaderne på armene. han sagde ikke en lyd men begyndte at forbinde armene og skaderne på benet. han var kold som is over for disse skader. mutanter var i sikkerhed. hans plan havde virkert med nogle ekstra skrammer end reglet med. og med lidt mere brugt energi end han havde troet.

[Verri Noen]

Akio virkede ikke helt sikker nok til at Zearia ville gennemføre den. Men både Verri og Akio virkede fast besluttede på at holde Zearia i nærheden. Det var måske også forståeligt nok. Hun var et godt es at have i baghånden. Zearia lyttede. Hun kendte ikke området så godt, men hun var god til at finde vej, så hvis hun drejede forkert ville hun lede efter et af de vejvisere Akio nævnte. Hun travlede roligt af sted indtil Akio begyndte at løbe. Så satte hun i noget ala gallop og for af sted ved siden af ham. Selvom hun nogen gange måtte vente på ham. Verri sukkede betaget over fornemmelsen af luft mod sit ansigt. Lugten og lydene fra byen skabte mange forskellige reaktioner i hendes indre. Men hun nåede ikke at registere halvdelen af dem pga. farten. Zearia fornemmede faren på Akios blik og satte farten op da hun passerede ham og vagterne. "Akio!" råbte Verri panisk da han pludselig stoppede med beslutsomheden lysende ud af sit lys. "Zerra!" bønfaldt hun, men Zearia fortsatte ufortrødent og lagde hastigt afstand mellem vagterne, Akio og hende selv, til trods for Verris protester. Hun vidste godt det var nødvendigt, men da Akio ofrede sig selv ønskede hun at de havde valgt Zearias plan. Hun følte ængsteligt om sig med sin evne til han igen sluttede sig til dem og hun lettet, men frusteret kunne konstatere at han var i live, men såret. De nåede til kroen uden yderligere problemer, men Verri rystede og ikke af kulde.
Zearia dukkede sig og bar Verri indenfor i kroen da Akio gjorde tegn til at det var det hus der var tale om. Lugten af hus, mennesker og almindeligt mad fik Verri til at bryde ud i gråd da alting mindede hende om hendes liv, de oplevelser hun havde været igennem, hendes hjem og hendes mor. Det hele blev for meget og hun bøjede sig frem og gemte hulkende sit ansigt mod Zearias skuldre. Zearia så medfølende tilbage på hende over skulderen men sagte ikke noget. Det var noget Verri selv måtte bearbejde. Zearia fulgte med besvær efter Akio gennem dørene. Men hendes størrelse havde været et problem alle steder skabt til mennesker.
Zearia sendte Akio et bebrejdende blik og knurrede dybt i halsen. For det første var hun utilfreds med at han så hurtigt efter hendes tilfangetagelse snakkede åbent om oplevelsen og for det andet var hun irriteret over at han indirekte kommanderede med dem. Ikke desto mindre gjorde hun hvad han sagde, men bestemt ikke fordi han sagde det. Mere fordi hun så pointen i handlingen. Hun skulede til ham efter at hun havde guided Verri ned på sofaen. Hendes store muterede krop passede ikke med ret meget i huset og her burde hun ikke skulle forsvare sig. Selvom hun havde foretrukket spøgelseshuset. Hun lukkede øjnene og fokuserede sin evne. I de fleste tilfælde gad hun ikke spilde tid på at nedbryde alle cellerne. Hun skabte et nyt lag hud og skar alle de overflødige muskler og andet af og det faldt gradvist af hendes krop med dæmpede bumb. Hendes højde og forlængede arme måtte formindskes mere slavisk og forsigtigt. Da hun var færdig lignede hun mere et menneske. Dog stadig med kløer, muterede øjne, horn og bleg hud. Hun gispede afkræftet og formåede ikke engang at holde sig selv oprejst. Verri greb hende da hun faldt forover. "Du burde virkelig ikke bruge din evne så meget af gangen" sagde Verri formanende. Zearia lo humorløst af hende og skubbede sig længere hen på sofaen så hun kunne sidde ved siden af hende. Verri gabte og krøllede sig sammen mod det bløde underlag. Det var mærkeligt at være i hjemmelige omgivelser igen. Havde det ikke været for smerten og Zearias nærvær så var det næsten som om det aldrig var sket. Smerten og sorgen ved alle de minder der for gennem hendes hoved gjorde stadig ondt, men hun kontrollerede det. Zearia var pludselig træt over forvandlingen. Hun gad ikke gøre noget ved klumberne af kød og andet der lå på gulvet og krøllede sig sammen ind mod Verri og faldt i søvn. Verri flyttede sig så Zearia lå med hovedet mod Verris skuldre. Hun sukkede trist og lukkede øjnene. Hun vidste ikke havd hun skulle give sig til. Hun havde mest lyst til at lukke sig inde på sit værelse og blive der for evigt. Men det ville ikke hjælpe noget. "Hvad gør jeg nu Minori?" spurgte hun stille. Hun nægtede at kalde ham Akio, hun kunne ikke længere se ham som den mand hun havde mødt før oplevelsen. Derfor det ændrede navn.

[Akio Minori Takahiro]

Akio havde ladet pigerne falde til selv om verri var knækket hulkene sammen. Akio sad roligt og så så på hvordan zerra forvandlede sig til et menneske lignene ting. Akio så hvordan hele sceneriet skete og hvordan hun faldt isøvn. Akio forbandt benet da han hørte verri talte. han så op og så på verri. hvad hun skulle gøre.
"jeg ved det ikke Verri. vis jeg kunne ville jeg gerne gøre intet af dette var sket for dig, men for mig istedet for"
han sukkede. han havde mistet sine forældre. han levede alene. ingen kærlighed. ingen omsorg. ingen der bekymrede sig om ham. han var faktisk mere eller mindre ligeglad med hvordan han blev totureret. men når andre blev totureret måtte han slå til.
"du er velkommen til at være her, eller i mit hjem så længe du ønsker... jeg vil dog ikke love du vil kunne leve det samme liv du har levet"
han havde aldrig fortalt hende om sig selv men han var overklasse. adelig af blod noget som han faktisk ikke gad gøre det store ud af. hans familie var død. de tvang ham ikke ud i ægteskab. men han kunne jo ikke vide med hans tante.