Post by Verri Noen on Jun 11, 2013 16:53:37 GMT 1
//Denne tråd kommer efter trådene "Playing with the devil", "I'll say nothing, so please don't ask"//
Verri og Zearia
Vagterne havde slæbt Verri ned i kælderen og efterladt hende ødelagt – bade mentalt og fysisk på det kolde gulv i en af cellerne i slottes kælder med en lænke om den ene ankel. Hun græd ikke, hendes sind var gået ind i en tilstand af chok og hun havde knap nok registeret at hun var blevet flyttet fra Ciels fangekælder og til Talian slottet. Hun blev liggende hvor vagterne havde smidt hende, lidt indenfor celledøren og stirrede frem for sig med sine intetseende øjne. Hendes evne søgte ud i rummet og trak sig tilbage igen i takt med hendes vejrtrækning. Hun følte sig tom og kold inden i, i sådan en grad at hun ikke bemærkede mørket det omsluttede hendes evne og hendes lys og kulden fra gulvet. Kulden fra gulvet var faktisk velkommen, den dulmede smerten i hendes dunkende sår og krop. Hun tænkte ikke på at stoppe blødningerne, selvom hun kunne mærke sit blod klistre sit tøj til gulvet. Hun måtte have mistet meget blod efterhånden. Hun kunne mærke sin kampgejst forsvinde sammen med sit blod, dryppe ned på gulvet, lidt efter lidt. Hun havde mistet alt hvad hun havde haft at miste indenfor de sidste par dage. Hun tænkte tilbage på torturen i Ciels kælder, men det eneste der faktisk smertede hende at tænke tilbage på var hendes forældres død. Hun mærkede hvordan hendes mave snørede sig sammen og hun havde lyst til at krumme sig sammen og gemme sig for omverdenen, men hun havde ikke kræfter nok til at stramme sine muskler. Hun blev derfor liggende i den stilling hun blev efterladt i mens hendes mave trak sig sammen og kort efter krampede. Hun stønnede anstrengt som kramperne trykkede luften ud af hende. Nå ja, hvilken forskel ville det gøre hvis hun døde. Der var ingen der længere savnede hende, der var ingen der ville vente på hende og hvis hun døde ville hun ikke kunne røbe Akios hemmelighed hvis Ciel nu ikke var færdig endnu. Hendes øjne gled i og hendes bevidsthed gled ind i et drømmeløst mørke.
------------
Zearia brød gennem døren til sin celle, med en krop på størrelse med en mindre bjørn, der var muteret til ikke at have speciel meget sammenligning med et menneske efterhånden, så var det ikke svært. Alle de ekstra foranstaltninger, kæder og låse der var sat på døren blev brutalt flået op, ud af væggen eller revet fra hinanden. Døren hamrede ind i væggen og det rungede gennem kælderen. Det var nat. Zearia havde valgt dette tidspunkt fordi at vagterne var mindre aktive om natten. Desuden holdt de fleste vagter sig langt væk fra Zearias celle om natten. Men hvem kunne bebrejde dem det? Hun fortsatte ned af gangen i den retning hun efterhånden havde fundet ud af ledte ud af kælderen. Hun havde tilbragt mange dage med at lytte efter vagterne og ud fra deres retning og samtaler havde hun efterhånden fundet ud af hvilken rute hun skulle tage for at komme ud i nærheden af udgangen. Hun havde også været flygtet et par gange for at afprøve sine teorier og mange af dem havde vist sig at være rigtige, men hun havde ikke tidligere haft muteret sin krop nok eller haft kræfter nok til at ville forsøge på flugten. Derfor var hun gået tilbage til sin celle hver gang. Dette var ikke tilfældet denne nat og hun strøg ned af gangen på alle fire og hendes kløer, der låste sig fast på gulvets overflade så hun kunne trække sig fremad, og hendes forøgede muskler fik hende til at skyde en imponerende fart. Så hurtigt at flere ad de vagter hun passerede ikke nåede at registrere hvad der egentlig passerede forbi dem. Hun fortsatte ufortrødent indtil hun hørte en stemme hun genkendte. Hun overvejede hurtigt sine muligheder. Denne stemme betød problemer. Det var en af de få ansatte på slottet hun havde respekt for og ikke ville støde ind i. Hun så sig hurtigt om og besluttede sig for at tage en lidt længere vej til sit mål, da der lige på dette sted i kælderen, var to ruter mod udgangen. Hun drejede skarpt og drejede ned af gangen til højre i stedet og fortsatte. Hun satte farten ned til gang da hun nåede det punkt hvor de to ruter mødtes og hun så sig om. Der var intet spor af stemmen hun havde hørt tidligere. Hun satte i løb igen og fortsatte videre gennem kælderen. Hun sparede lidt på kræfterne. De sværeste passager var lige ved hendes celle og så ved udgangen, så hun kunne spare på kræfterne så længe. Hun mødte så lidt modstand og så få mennesker på gangene at hun til sidst bare løb i sine egne tanker. Derfor kom vagternes angreb også bag på hende. Hun undslap med nød og næppe deres net, reb og kæder og spurtede ned af en tilfældig gang uden fornemmelse for hvor hun var eller hvor hun var på vej hen. Hun kiggede sig over skulderen og så slet ikke at gangen drejede brat og hun fortsatte ind i muren foran sig. Heldigvis for Zearia ramte hun den del af væggen der var en celledør.
--------------
Zearia bragede igennem døren til Verris celle og trykket havde rykket hængslerne ud af væggen. Døren bragede mod gulvet ikke langt fra Verri og sendte en rungende lyd ud gennem meget af kælderen. Zearia snublede over døren men faldt ikke før hun stødte ind i Verri, der lå på jorden. Zearia faldt forover hen over Verri og gled et stykke hen af gulvet efter at være faldet i blodpølen omkring Verri. Hun rystede på hovedet der dunkede af smerte efter sammenstødet med døren. Vagterne var hurtigt at se i døråbningen og hun snerrede dyrisk inden hun nærmede sig med et brøl. Vagterne faldt næsten over hinanden i deres flugt fra cellen. De skulle ikke nyde noget af at stå i vejen for hende, men de havde håbet på at sammenstødet havde slået hende ud. Zearia rystede sit hornede hoved og hendes blik faldt på Verri, da hun passerede. Pigen lod til at være bevidstløs og et eller andet over hendes udtryk fik hende til at fremstå som en der havde opgivet alt, det var et besejret udtryk. Zearia nærmede sig og bemærkede en lugt blandet med stanken af blod. Hun sænkede hovedet mod Verri for at opfange mere at lugten og så genkendte lugten. Det var den stank der karakteriserede manden der havde fået hende spærret inde. Hun snerrede vredt. Var denne pige faldet i kløerne på ham? Hun lod sine øjne glide over skikkelse og den muterede pupil trak sig sammen i det sparsomme lys, så hun bedre kunne se skikkelsen på gulvet. Hun havde også hvidt hår. Var hun blevet fanget fordi de troede hun var Zearia? Zearia stod lidt og vurderede situationen, nej, det kunne ikke være derfor. For Zearia havde efterhånden selv været fanget et stykke tid og blodet virkede nogenlunde friskt. Hun tog et skridt mod døren, men et eller andet i hende fik hende til at stoppe igen. Hun vendte hovedet og så på pigen på gulvet. De havde en fælles fjende, men modsat Zearia så havde denne pige tabt, både fysisk og også mentalt, sådan som Zearia læste situationen. Hun rynkede panden og snerrede kort. Den satan skulle ikke få lov til at knække denne pige. Zearia gik hen til døren og rejste den op så den igen blokerede udgangen, men hun kunne af gode grunde ikke låse den. Og vagterne kunne også nemt slå den ind. Men af en eller anden grund vidste Zearia næsten med sikkerhed at de ikke ville turde.
Hun vendte tilbage til Verri og trak sin kappe af skuldrene. Den havde vagterne mærkeligt nok ikke taget fra hende i løbet af hendes tilfangetagelse. Men det var til hendes held, for nu blev den nyttig. Hun tog fat i bunden af kappen og rev lange strimler af kappens stof.
Lyden vækkede Verri og hun åbnede øjnene, og med den bevægelse spredte hendes evne sig ud i rummet. Zearias lys slog mod Verri og hun tabte vejret pga. den pludselige tilstedeværelse af lys. Zearia lagde beroligende en hånd på hende, men kun kort for derefter at fortsætte sit arbejde med strimlerne. Det gav Verri rigelig mulighed for at studere hendes karakter. Det beroligede hende at Zearias kerne var sølvfarvet, ikke sort, men alligevel heller ikke hvid. Et eller andet fortalt hende at det sølvfarvede i denne situation betød at lysets ejer kunne ende med både en hvid og en sort kerne når hendes personlighed havde fundet sit endelige leje. Men efter at have været omgivet af så meget sort så var Zearias sølvfarve mere end velkommen. Lysets orange tåge gjorde hende rolig. Zearias stærke mentalitet og stærke ånd gjorde at Verri følte at hun ikke behøvede at være det samme. At Zearia ville være den stærke i situationen beroligede hende, for Verri havde ikke overskud til at være stærk nu. Hun havde dårligt nok overskud til at være ved bevidsthed. Verri lyttede til den næsten konstante lyd fra stoffet der blev revet i strimler og fokuserede først igen på situationen da lyden stoppede. Zearia lukkede forsigtigt hænderne om kæden om Verris ankel og rev den i stykker med et hurtigt ryk. Verri klynkede kort men mærkede så kæden forsvinde fra sin fod. Havde Zearia i sinde at flytte hende? Verri konkluderede at det måtte være det for Zearia begyndte kort efter at løfte på hende.
”Tilgiv mig” mumlede Zearia stille mens hun løftede Verri for at vikle sin hale om hende ”men det kommer nok til at gøre lidt ondt”. Verri havde ikke fysisk til at protestere, men hun begyndte at panikke. Hvad havde hun i tankerne som ville gøre ondt? Verri undersøgte Zearias lys, men der var ingen spor af onde intentioner. Det var tydeligt at Zearia kun ville hende det bedste. Derfor vred hun sig alligevel af smerte da Zearia begyndte at sætte hendes fødder på plads. Verri skreg af smerte som Zearia skubbede knoglerne på plads i deres egentlige position og bandt forbindinger om hendes fødder for at holde knoglerne der hvor hun havde placeret dem. Heldigvis for Verri vidste Zearia hvad hun gjorde. Men smerten var alligevel noget nær uudholdelig så kort tid efter tortur. Verris krop rystede og trak sig let sammen da Zearia stammede sidste forbinding om hendes fod. ”Jeg hedder Zearia” præsenterede den muterede pige sig og satte sig ved siden af Verri der gispede af smerte. ”Zerra” rettede Verri hende og Zearia smilede for sig selv. ”Det kaldte min søster mig, jeg har ikke rigtig nogen venner der kan overtage” Zearia sænkede blikket og sukkede let. ”Du har ikke længere kontakt med hende” konstaterede Verri og lukkede øjnene. Zearias lys var meget ærligt og Verris fandt ro i og med at hun lod sin evne undersøge dybderne af Zearias sjæl. ”Yeah, men det er mig der har krævet denne afstand mellem os” svarede Zearia, selvom hun efterhånden havde fået det indtryk at Verri allerede vidste alt hvad Zearia kunne fortælle hende om sig selv. Verri nikkede let med baghovedet mod cellens gulv ”for at beskytte hende”. Zearia nikkede selvom Verri ikke ville kunne se det. Verri vendte hovedet væk fra hende og Zearia fornemmede at emnet familie var for følsomt at tale om. Mon Ciel havde gjort noget ved dem. ”Han dræbte dem” svarede Verri og Zearia så chokeret på hende. Kunne hun læse tanker. Verri smilede humorløst over at det var hendes evne som Zearia reagerede på og ikke informationen. Zearia så forvirret på hende og nikkede så tavst. Det forklarede en del. Zearia forbandt hendes andre sår og koncentrerede sig grundigt om hendes hænder. ”Jeg ser din sjæl” sagde Verri lidt efter. Zearia havde forholdt sig tavs men nu åbnede Verri for en samtale ”huh?” spurgte hun intelligent. ”Det er min evne” uddybede Verri. Zearia rynkede panden ”men du er blind?” konstaterede hun spørgende. ”På en måde” svarede Verri ”jeg ser ikke med mine øjne, i stedet ser jeg med min evne” forklarede Verri. Zearia overvejede det. Det lød som en speciel evne. Det var i hvert fald meget anderledes end hendes egen. ”Min evne er fysisk mutation” sagde Zearia efter lidt. Hun følte hun burde præsentere sin evne også, nu Verri havde betroet sig til hende. Verri løftede øjenbrynene lidt med en overrasket mine. Det undrede hende ikke hvorfor en pige med evner som Zearia var i fangekælderen. Derefter henlå cellen i stilhed som de begge mentalt gik hver til sidst. Verri var den første der faldt i søvn. Zearia vågede lidt over hende inden hun lagde sig ved hende side, krøllede sig sammen som et dyr og faldt i søvn. Hendes flugt måtte vente. Hun skulle have denne pige med sig ud, koste hvad det ville.
-------------------------
Der var gået to dage. Zearia havde plejet Verris sind lige så meget som hendes sår. Det var ikke nemt med de midler hun havde til rådighed, men Zearia havde faktisk gjort et godt stykke arbejde. De havde snakket om næsten alt. Selvom Verri kunne se Zearias sjæl så havde hun krævet at Zearia fortalte hende det alligevel og så havde hun adopteret Zearias kælenavn og kaldte hende nu ikke for andet end Zerra. Det passede Zearia fint som hun også fik alt at vide om Verri. Hun blev endda indviet i torturen hun havde været underlagt. Zearia var lamslået. Det var ikke underligt at pigens skader var så omfattende. Både mentalt og fysisk. Men Verri kom ikke rigtig til kræfter. De havde heller ikke spist noget for vagterne turde ikke nærme sig Zearia så længe hun var fri. Verris energi blev mindre og mindre og Zearia besluttede sig for at gøre noget. Hun måtte skaffe noget mad. Så hun gik på jagt. Verri så hendes intentioner men havde ikke nogen chance for at stoppe hende og jagten blev en realitet til trods for Verris modvilje.
Vagterne løb og skreg og nogle angreb hende endda, men Zearias blik veg ikke fra det mål hun havde udvalgt. Det var et instinkt der sagde hende at hun skulle holde fokus på et mål. Hun snerrede af vagterne og angreb igen.
Verri rystede voldsomt på hovedet ”jeg spiser ikke et andet menneske!” bekendtgjorde hun panisk. Zearia slap vagten, der faldt slap mod gulvet med et klask. ”Så sult” svarede Zearia tørt og tørrede sin kløer af i tøjet inden flåede vagtens tøj væk fra huden og lod sine kløer skære gennem vagtens kød i det område af kroppen som hun foretrak at spise. Verri havde en højlydt diskussion med sig selv og lugten af blod gjorde hende dårlig. Zearia var imidlertid ligeglad. Hun havde udvidet deres område i kælderen til også at inkludere cellen overfor, og der var der hun nu var. I cellen overfor Verri der stadig nægtede at spise et andet menneske. ”For at sætte tingene i perspektiv så er du faktisk ikke et menneske” sagde Zearia og slog halen mod jorden så hendes panser trak gnister der efter nogle forsøg satte ild til hendes lille bål. Hun havde konstrueret bålet ved hjælp af træ fra celledøre hun havde ødelagt. Verri bandede voldsomt af hende ”jeg er i hvert fald mere menneske end dig hvis du spiser det der!” råbte hun og trak sig længere ind i cellen og væk fra Zearia. ”Det er op til dig, men sådan som jeg ser det er det menneskerne der taber denne her krig” svarede Zearia og gav sig til at grille kødet over ilden ved at spidde det med sine kløer der ikke lod sig mærke med varmen fra ilden. Verri bemærkede lugten gå fra kvalmende og blodig til en lugt der fik hendes mave til at rumle voldsomt. Hun kæmpede en kamp med sig selv, hun vidste godt at hun ikke havde spist i flere dage, skulle hun ikke dø i denne kælder skulle hun indtage noget. Men ikke et andet menneske! Verri vurderede hendes ord. Menneskerne var underlegne, og hvis de fremprovokerede en krig ville de tabe. For der var flere og flere mutanter der klargjorde sig på en krig og finpudsede deres evner til formålet. Det havde Zearia fortalt hende. Verri gled helt ind i sin diskussion men vendte tilbage til virkeligheden da Zearia gjorde hende selskab i den celle hun sad i. Zearia lugtede af røg. Røg og mad. Verris mave trak sig sammen af sult. Zearia spiste ufortrødent. Hun havde intet imod at spise menneskekød. I sidste ende var mennesker jo også bare dyr, og folk havde intet imod at spise dyr. Mennesker begravede de i stedet. Spild af mad. Zearia rakte et stykke kød til Verri. Tanken om hvad det var og at hun ville spise menneske var værre end lugten. Kødet lugtede faktisk appetitligt, men det var måske fordi hun var så sulten. Verri tog imod kødet. Zearia sagde ikke noget men Verri bemærkede hendes kortvarige overraskelse. Verri lugtede til kødet, det lugtede karakteristisk af bålmad. Hun bed sig i læben og holdt kødet væk fra sig. Zearia ventede roligt og betragtede hendes kamp. Det var imponerende hvor meget idealer betød for denne pige, det betød næsten mere end hendes overlevelse. Men det var måske også derfor at Ciel næsten havde slået hende ihjel. Zearia forlod Verri for at gå over og tilberede mere kød og Verri sad tilbage med den smule kød Zearia havde rakt hende. Så spiste hun det. Det smagte ikke grimt men tanken om hvad hun gjorde gav hende kvalme. Zearia vendte tilbage og betragtede Verri der sag og trykkede hånden mod munden. Hun sagde ikke noget men Verri registrerede en tilfredshed i hendes lys. Havde hun kunne skule havde Zearia fået et dødbringende blik. Så slog tankerne fra Verris bevidsthed igennem og hendes kvalme blussede op og hun brækkede kødet op igen. Zearia sukkede af hende men gik alligevel hen og holdt hendes hår ”det hjælper jo ikke meget at spise det hvis du alligevel kaster det op igen” påpegede hun og Verri slog ud efter hende med albuen inden hun knækkede sammen igen. Zearia undgik hendes albue uden at slippe hendes hår. Zearia smilede for sig selv. Verri var trodsig og der var gode tegn at hun begyndte at slå fra sig. Hun skulle nok overleve, og vigtigst af alt så havde Ciel ikke knækket hende helt.
Dagene gik og nætterne gik, nogle dage værre end andre, men Verris fremskridt blev tydeligere og tydeligere. Selvom hun stadig var følsom overfor andre folk. Hun spiste hvad Zearia enten fangede i kælderen eller fik serveret af vagterne, som frygtede for at hun ville tage endnu en vagt til frokost hvis de ikke sørgede for pigernes madforsyning. Pigernes venskab blev stærkere hvert minut der gik, men ingen turde splitte dem ad og til begge pigers overraskelse så viste Ciel sig slet ikke i kælderen. De havde begge ubehagelige oplevelser med ham, og de kendte til hinandens. Deres venskab var startet som en alliance grundet en fælles fjende, men nu var det langt stærkere og langt mere end det.
//Out//
Verri og Zearia
Vagterne havde slæbt Verri ned i kælderen og efterladt hende ødelagt – bade mentalt og fysisk på det kolde gulv i en af cellerne i slottes kælder med en lænke om den ene ankel. Hun græd ikke, hendes sind var gået ind i en tilstand af chok og hun havde knap nok registeret at hun var blevet flyttet fra Ciels fangekælder og til Talian slottet. Hun blev liggende hvor vagterne havde smidt hende, lidt indenfor celledøren og stirrede frem for sig med sine intetseende øjne. Hendes evne søgte ud i rummet og trak sig tilbage igen i takt med hendes vejrtrækning. Hun følte sig tom og kold inden i, i sådan en grad at hun ikke bemærkede mørket det omsluttede hendes evne og hendes lys og kulden fra gulvet. Kulden fra gulvet var faktisk velkommen, den dulmede smerten i hendes dunkende sår og krop. Hun tænkte ikke på at stoppe blødningerne, selvom hun kunne mærke sit blod klistre sit tøj til gulvet. Hun måtte have mistet meget blod efterhånden. Hun kunne mærke sin kampgejst forsvinde sammen med sit blod, dryppe ned på gulvet, lidt efter lidt. Hun havde mistet alt hvad hun havde haft at miste indenfor de sidste par dage. Hun tænkte tilbage på torturen i Ciels kælder, men det eneste der faktisk smertede hende at tænke tilbage på var hendes forældres død. Hun mærkede hvordan hendes mave snørede sig sammen og hun havde lyst til at krumme sig sammen og gemme sig for omverdenen, men hun havde ikke kræfter nok til at stramme sine muskler. Hun blev derfor liggende i den stilling hun blev efterladt i mens hendes mave trak sig sammen og kort efter krampede. Hun stønnede anstrengt som kramperne trykkede luften ud af hende. Nå ja, hvilken forskel ville det gøre hvis hun døde. Der var ingen der længere savnede hende, der var ingen der ville vente på hende og hvis hun døde ville hun ikke kunne røbe Akios hemmelighed hvis Ciel nu ikke var færdig endnu. Hendes øjne gled i og hendes bevidsthed gled ind i et drømmeløst mørke.
------------
Zearia brød gennem døren til sin celle, med en krop på størrelse med en mindre bjørn, der var muteret til ikke at have speciel meget sammenligning med et menneske efterhånden, så var det ikke svært. Alle de ekstra foranstaltninger, kæder og låse der var sat på døren blev brutalt flået op, ud af væggen eller revet fra hinanden. Døren hamrede ind i væggen og det rungede gennem kælderen. Det var nat. Zearia havde valgt dette tidspunkt fordi at vagterne var mindre aktive om natten. Desuden holdt de fleste vagter sig langt væk fra Zearias celle om natten. Men hvem kunne bebrejde dem det? Hun fortsatte ned af gangen i den retning hun efterhånden havde fundet ud af ledte ud af kælderen. Hun havde tilbragt mange dage med at lytte efter vagterne og ud fra deres retning og samtaler havde hun efterhånden fundet ud af hvilken rute hun skulle tage for at komme ud i nærheden af udgangen. Hun havde også været flygtet et par gange for at afprøve sine teorier og mange af dem havde vist sig at være rigtige, men hun havde ikke tidligere haft muteret sin krop nok eller haft kræfter nok til at ville forsøge på flugten. Derfor var hun gået tilbage til sin celle hver gang. Dette var ikke tilfældet denne nat og hun strøg ned af gangen på alle fire og hendes kløer, der låste sig fast på gulvets overflade så hun kunne trække sig fremad, og hendes forøgede muskler fik hende til at skyde en imponerende fart. Så hurtigt at flere ad de vagter hun passerede ikke nåede at registrere hvad der egentlig passerede forbi dem. Hun fortsatte ufortrødent indtil hun hørte en stemme hun genkendte. Hun overvejede hurtigt sine muligheder. Denne stemme betød problemer. Det var en af de få ansatte på slottet hun havde respekt for og ikke ville støde ind i. Hun så sig hurtigt om og besluttede sig for at tage en lidt længere vej til sit mål, da der lige på dette sted i kælderen, var to ruter mod udgangen. Hun drejede skarpt og drejede ned af gangen til højre i stedet og fortsatte. Hun satte farten ned til gang da hun nåede det punkt hvor de to ruter mødtes og hun så sig om. Der var intet spor af stemmen hun havde hørt tidligere. Hun satte i løb igen og fortsatte videre gennem kælderen. Hun sparede lidt på kræfterne. De sværeste passager var lige ved hendes celle og så ved udgangen, så hun kunne spare på kræfterne så længe. Hun mødte så lidt modstand og så få mennesker på gangene at hun til sidst bare løb i sine egne tanker. Derfor kom vagternes angreb også bag på hende. Hun undslap med nød og næppe deres net, reb og kæder og spurtede ned af en tilfældig gang uden fornemmelse for hvor hun var eller hvor hun var på vej hen. Hun kiggede sig over skulderen og så slet ikke at gangen drejede brat og hun fortsatte ind i muren foran sig. Heldigvis for Zearia ramte hun den del af væggen der var en celledør.
--------------
Zearia bragede igennem døren til Verris celle og trykket havde rykket hængslerne ud af væggen. Døren bragede mod gulvet ikke langt fra Verri og sendte en rungende lyd ud gennem meget af kælderen. Zearia snublede over døren men faldt ikke før hun stødte ind i Verri, der lå på jorden. Zearia faldt forover hen over Verri og gled et stykke hen af gulvet efter at være faldet i blodpølen omkring Verri. Hun rystede på hovedet der dunkede af smerte efter sammenstødet med døren. Vagterne var hurtigt at se i døråbningen og hun snerrede dyrisk inden hun nærmede sig med et brøl. Vagterne faldt næsten over hinanden i deres flugt fra cellen. De skulle ikke nyde noget af at stå i vejen for hende, men de havde håbet på at sammenstødet havde slået hende ud. Zearia rystede sit hornede hoved og hendes blik faldt på Verri, da hun passerede. Pigen lod til at være bevidstløs og et eller andet over hendes udtryk fik hende til at fremstå som en der havde opgivet alt, det var et besejret udtryk. Zearia nærmede sig og bemærkede en lugt blandet med stanken af blod. Hun sænkede hovedet mod Verri for at opfange mere at lugten og så genkendte lugten. Det var den stank der karakteriserede manden der havde fået hende spærret inde. Hun snerrede vredt. Var denne pige faldet i kløerne på ham? Hun lod sine øjne glide over skikkelse og den muterede pupil trak sig sammen i det sparsomme lys, så hun bedre kunne se skikkelsen på gulvet. Hun havde også hvidt hår. Var hun blevet fanget fordi de troede hun var Zearia? Zearia stod lidt og vurderede situationen, nej, det kunne ikke være derfor. For Zearia havde efterhånden selv været fanget et stykke tid og blodet virkede nogenlunde friskt. Hun tog et skridt mod døren, men et eller andet i hende fik hende til at stoppe igen. Hun vendte hovedet og så på pigen på gulvet. De havde en fælles fjende, men modsat Zearia så havde denne pige tabt, både fysisk og også mentalt, sådan som Zearia læste situationen. Hun rynkede panden og snerrede kort. Den satan skulle ikke få lov til at knække denne pige. Zearia gik hen til døren og rejste den op så den igen blokerede udgangen, men hun kunne af gode grunde ikke låse den. Og vagterne kunne også nemt slå den ind. Men af en eller anden grund vidste Zearia næsten med sikkerhed at de ikke ville turde.
Hun vendte tilbage til Verri og trak sin kappe af skuldrene. Den havde vagterne mærkeligt nok ikke taget fra hende i løbet af hendes tilfangetagelse. Men det var til hendes held, for nu blev den nyttig. Hun tog fat i bunden af kappen og rev lange strimler af kappens stof.
Lyden vækkede Verri og hun åbnede øjnene, og med den bevægelse spredte hendes evne sig ud i rummet. Zearias lys slog mod Verri og hun tabte vejret pga. den pludselige tilstedeværelse af lys. Zearia lagde beroligende en hånd på hende, men kun kort for derefter at fortsætte sit arbejde med strimlerne. Det gav Verri rigelig mulighed for at studere hendes karakter. Det beroligede hende at Zearias kerne var sølvfarvet, ikke sort, men alligevel heller ikke hvid. Et eller andet fortalt hende at det sølvfarvede i denne situation betød at lysets ejer kunne ende med både en hvid og en sort kerne når hendes personlighed havde fundet sit endelige leje. Men efter at have været omgivet af så meget sort så var Zearias sølvfarve mere end velkommen. Lysets orange tåge gjorde hende rolig. Zearias stærke mentalitet og stærke ånd gjorde at Verri følte at hun ikke behøvede at være det samme. At Zearia ville være den stærke i situationen beroligede hende, for Verri havde ikke overskud til at være stærk nu. Hun havde dårligt nok overskud til at være ved bevidsthed. Verri lyttede til den næsten konstante lyd fra stoffet der blev revet i strimler og fokuserede først igen på situationen da lyden stoppede. Zearia lukkede forsigtigt hænderne om kæden om Verris ankel og rev den i stykker med et hurtigt ryk. Verri klynkede kort men mærkede så kæden forsvinde fra sin fod. Havde Zearia i sinde at flytte hende? Verri konkluderede at det måtte være det for Zearia begyndte kort efter at løfte på hende.
”Tilgiv mig” mumlede Zearia stille mens hun løftede Verri for at vikle sin hale om hende ”men det kommer nok til at gøre lidt ondt”. Verri havde ikke fysisk til at protestere, men hun begyndte at panikke. Hvad havde hun i tankerne som ville gøre ondt? Verri undersøgte Zearias lys, men der var ingen spor af onde intentioner. Det var tydeligt at Zearia kun ville hende det bedste. Derfor vred hun sig alligevel af smerte da Zearia begyndte at sætte hendes fødder på plads. Verri skreg af smerte som Zearia skubbede knoglerne på plads i deres egentlige position og bandt forbindinger om hendes fødder for at holde knoglerne der hvor hun havde placeret dem. Heldigvis for Verri vidste Zearia hvad hun gjorde. Men smerten var alligevel noget nær uudholdelig så kort tid efter tortur. Verris krop rystede og trak sig let sammen da Zearia stammede sidste forbinding om hendes fod. ”Jeg hedder Zearia” præsenterede den muterede pige sig og satte sig ved siden af Verri der gispede af smerte. ”Zerra” rettede Verri hende og Zearia smilede for sig selv. ”Det kaldte min søster mig, jeg har ikke rigtig nogen venner der kan overtage” Zearia sænkede blikket og sukkede let. ”Du har ikke længere kontakt med hende” konstaterede Verri og lukkede øjnene. Zearias lys var meget ærligt og Verris fandt ro i og med at hun lod sin evne undersøge dybderne af Zearias sjæl. ”Yeah, men det er mig der har krævet denne afstand mellem os” svarede Zearia, selvom hun efterhånden havde fået det indtryk at Verri allerede vidste alt hvad Zearia kunne fortælle hende om sig selv. Verri nikkede let med baghovedet mod cellens gulv ”for at beskytte hende”. Zearia nikkede selvom Verri ikke ville kunne se det. Verri vendte hovedet væk fra hende og Zearia fornemmede at emnet familie var for følsomt at tale om. Mon Ciel havde gjort noget ved dem. ”Han dræbte dem” svarede Verri og Zearia så chokeret på hende. Kunne hun læse tanker. Verri smilede humorløst over at det var hendes evne som Zearia reagerede på og ikke informationen. Zearia så forvirret på hende og nikkede så tavst. Det forklarede en del. Zearia forbandt hendes andre sår og koncentrerede sig grundigt om hendes hænder. ”Jeg ser din sjæl” sagde Verri lidt efter. Zearia havde forholdt sig tavs men nu åbnede Verri for en samtale ”huh?” spurgte hun intelligent. ”Det er min evne” uddybede Verri. Zearia rynkede panden ”men du er blind?” konstaterede hun spørgende. ”På en måde” svarede Verri ”jeg ser ikke med mine øjne, i stedet ser jeg med min evne” forklarede Verri. Zearia overvejede det. Det lød som en speciel evne. Det var i hvert fald meget anderledes end hendes egen. ”Min evne er fysisk mutation” sagde Zearia efter lidt. Hun følte hun burde præsentere sin evne også, nu Verri havde betroet sig til hende. Verri løftede øjenbrynene lidt med en overrasket mine. Det undrede hende ikke hvorfor en pige med evner som Zearia var i fangekælderen. Derefter henlå cellen i stilhed som de begge mentalt gik hver til sidst. Verri var den første der faldt i søvn. Zearia vågede lidt over hende inden hun lagde sig ved hende side, krøllede sig sammen som et dyr og faldt i søvn. Hendes flugt måtte vente. Hun skulle have denne pige med sig ud, koste hvad det ville.
-------------------------
Der var gået to dage. Zearia havde plejet Verris sind lige så meget som hendes sår. Det var ikke nemt med de midler hun havde til rådighed, men Zearia havde faktisk gjort et godt stykke arbejde. De havde snakket om næsten alt. Selvom Verri kunne se Zearias sjæl så havde hun krævet at Zearia fortalte hende det alligevel og så havde hun adopteret Zearias kælenavn og kaldte hende nu ikke for andet end Zerra. Det passede Zearia fint som hun også fik alt at vide om Verri. Hun blev endda indviet i torturen hun havde været underlagt. Zearia var lamslået. Det var ikke underligt at pigens skader var så omfattende. Både mentalt og fysisk. Men Verri kom ikke rigtig til kræfter. De havde heller ikke spist noget for vagterne turde ikke nærme sig Zearia så længe hun var fri. Verris energi blev mindre og mindre og Zearia besluttede sig for at gøre noget. Hun måtte skaffe noget mad. Så hun gik på jagt. Verri så hendes intentioner men havde ikke nogen chance for at stoppe hende og jagten blev en realitet til trods for Verris modvilje.
Vagterne løb og skreg og nogle angreb hende endda, men Zearias blik veg ikke fra det mål hun havde udvalgt. Det var et instinkt der sagde hende at hun skulle holde fokus på et mål. Hun snerrede af vagterne og angreb igen.
Verri rystede voldsomt på hovedet ”jeg spiser ikke et andet menneske!” bekendtgjorde hun panisk. Zearia slap vagten, der faldt slap mod gulvet med et klask. ”Så sult” svarede Zearia tørt og tørrede sin kløer af i tøjet inden flåede vagtens tøj væk fra huden og lod sine kløer skære gennem vagtens kød i det område af kroppen som hun foretrak at spise. Verri havde en højlydt diskussion med sig selv og lugten af blod gjorde hende dårlig. Zearia var imidlertid ligeglad. Hun havde udvidet deres område i kælderen til også at inkludere cellen overfor, og der var der hun nu var. I cellen overfor Verri der stadig nægtede at spise et andet menneske. ”For at sætte tingene i perspektiv så er du faktisk ikke et menneske” sagde Zearia og slog halen mod jorden så hendes panser trak gnister der efter nogle forsøg satte ild til hendes lille bål. Hun havde konstrueret bålet ved hjælp af træ fra celledøre hun havde ødelagt. Verri bandede voldsomt af hende ”jeg er i hvert fald mere menneske end dig hvis du spiser det der!” råbte hun og trak sig længere ind i cellen og væk fra Zearia. ”Det er op til dig, men sådan som jeg ser det er det menneskerne der taber denne her krig” svarede Zearia og gav sig til at grille kødet over ilden ved at spidde det med sine kløer der ikke lod sig mærke med varmen fra ilden. Verri bemærkede lugten gå fra kvalmende og blodig til en lugt der fik hendes mave til at rumle voldsomt. Hun kæmpede en kamp med sig selv, hun vidste godt at hun ikke havde spist i flere dage, skulle hun ikke dø i denne kælder skulle hun indtage noget. Men ikke et andet menneske! Verri vurderede hendes ord. Menneskerne var underlegne, og hvis de fremprovokerede en krig ville de tabe. For der var flere og flere mutanter der klargjorde sig på en krig og finpudsede deres evner til formålet. Det havde Zearia fortalt hende. Verri gled helt ind i sin diskussion men vendte tilbage til virkeligheden da Zearia gjorde hende selskab i den celle hun sad i. Zearia lugtede af røg. Røg og mad. Verris mave trak sig sammen af sult. Zearia spiste ufortrødent. Hun havde intet imod at spise menneskekød. I sidste ende var mennesker jo også bare dyr, og folk havde intet imod at spise dyr. Mennesker begravede de i stedet. Spild af mad. Zearia rakte et stykke kød til Verri. Tanken om hvad det var og at hun ville spise menneske var værre end lugten. Kødet lugtede faktisk appetitligt, men det var måske fordi hun var så sulten. Verri tog imod kødet. Zearia sagde ikke noget men Verri bemærkede hendes kortvarige overraskelse. Verri lugtede til kødet, det lugtede karakteristisk af bålmad. Hun bed sig i læben og holdt kødet væk fra sig. Zearia ventede roligt og betragtede hendes kamp. Det var imponerende hvor meget idealer betød for denne pige, det betød næsten mere end hendes overlevelse. Men det var måske også derfor at Ciel næsten havde slået hende ihjel. Zearia forlod Verri for at gå over og tilberede mere kød og Verri sad tilbage med den smule kød Zearia havde rakt hende. Så spiste hun det. Det smagte ikke grimt men tanken om hvad hun gjorde gav hende kvalme. Zearia vendte tilbage og betragtede Verri der sag og trykkede hånden mod munden. Hun sagde ikke noget men Verri registrerede en tilfredshed i hendes lys. Havde hun kunne skule havde Zearia fået et dødbringende blik. Så slog tankerne fra Verris bevidsthed igennem og hendes kvalme blussede op og hun brækkede kødet op igen. Zearia sukkede af hende men gik alligevel hen og holdt hendes hår ”det hjælper jo ikke meget at spise det hvis du alligevel kaster det op igen” påpegede hun og Verri slog ud efter hende med albuen inden hun knækkede sammen igen. Zearia undgik hendes albue uden at slippe hendes hår. Zearia smilede for sig selv. Verri var trodsig og der var gode tegn at hun begyndte at slå fra sig. Hun skulle nok overleve, og vigtigst af alt så havde Ciel ikke knækket hende helt.
Dagene gik og nætterne gik, nogle dage værre end andre, men Verris fremskridt blev tydeligere og tydeligere. Selvom hun stadig var følsom overfor andre folk. Hun spiste hvad Zearia enten fangede i kælderen eller fik serveret af vagterne, som frygtede for at hun ville tage endnu en vagt til frokost hvis de ikke sørgede for pigernes madforsyning. Pigernes venskab blev stærkere hvert minut der gik, men ingen turde splitte dem ad og til begge pigers overraskelse så viste Ciel sig slet ikke i kælderen. De havde begge ubehagelige oplevelser med ham, og de kendte til hinandens. Deres venskab var startet som en alliance grundet en fælles fjende, men nu var det langt stærkere og langt mere end det.
//Out//
