Go to hell..

[Ciel Dé Ricéy]

Var der aldrig en ende på dette helved? Var det aldrig muligt at få ro og fred til at tænke, uden at skulle bekymre sig om byen? Tilsyneladende ikke, som Ciel var ved at gøre sig klar til at rejse til MeRosal og befandt sig i gården ved sit palæet, denne tidlig morgen. Han var allerede opsat på at skulle afsted, så da vagterne red ind i gården og straks opsøgte hans opmærksomhed, kunne man fornemme et utilfreds blik i hans øjne, som han virkede lettere opgivende.
"En ældre herre er set strejfende rundt omkring blomsterbutikken i Nord"
sagde vagten til hest, som han bukkede hovedet en anelse, da han tydeligt kunne se at Ciel ikke var tilfreds med nyheden. Han tog dog en rolig indånding, som han godt vidste hvilken blomsterbutik der var tale om, da han kun havde sat vagterne til at holde øje med lige netop det hus, i tilfælde af at Akio ville dukke op. Noget der ikke var sket, men alligevel var der tydeligvis andre, som havde interesse for stedet, nu hvor det var blevet mere eller mindre forladt. Ciel piftede roligt, som Cáel kom galoperende ud af stalden og lige hen til ham. Han lagde roligt hovedet mod Ciels skulder, som Ciel blot nikkede og gik hen på siden af den prægtige hest. Han kom hurtigt og elegant op på hesten, som han nikkede til vagten for at lade ham føre an. Han vendte roligt mod tjenestefolkene, som så lettere forundret på Ciel, inden at de red ud af gården. Det var jo egentlig meningen at han skulle tage afsted til MeRosal om under nogle timer, men alligevel gik han i krig med sit arbejde. Så skulle han blot være glad for at Yaya ikke vidste hvornår han ankom eller at han i det hele taget ville dukke op. For hun ville bestemt ikke blive glad, hvis han først kom for sent.

Under hele turen til det nordlige Talian overvejede Ciel blot hvad han skulle stille op med denne fremmede, for i teorien havde han ikke tid til at gå igennem samme proces, som han havde gjort med Verri. Han måtte finde en anden løsning. Han havde tid nok til at overveje det, som de red igennem øst og direkte mod nord. Ciel vidste godt hvor butikken lå henne, men lod alligevel vagten føre an, hvorved han kunne bruge tiden på at tænke. Han lod en hånd glide hen over sine hænder, som de mange sår endnu ikke var helet helt, men hvis han lod dem få tid nok, så ville de ikke efterlade ar, men de ville næppe nå at hele til at han ville ankomme i MeRosal. Det måtte han dog tage senere med Yaya, eftersom at hele hendes familie ikke skulle vide, hvad han egentlig gik og lavede. Det ville heller ikke være interessant for dem.
Som vagten og Ciel nærmede sig blomsterbutikken satte de tempoet ned og valgte blot at bevæge sig langsomt mod stedet, hvorved de ville have mulighed for at overvåge stedet uden selv at skabe alt for meget påstyr, da Ciel ikke ønskede at trække alt for mange med ind i situationen. Samtidig med lod han vagten ride længst fremme, så man ikke kunne se at de kom samlet. Nu skulle de bare finde den ældre herre..

[connor mitchell]

Connor sad uden for blomsterbutikken hvor Verri havde taget ham hen til da de sidst havde ses han vidste efterhånden ikke hvor lang tid siden de havde mødtes han havde brugt en del tid på at finde nogle frøer til nogle planter hun kunne finde interesse i og som en tak for hendes hjælp men der var noget mærkeligt der havde ikke været nogen gået der ind eller ud i den tid havde han været i nærheden så han gjorde det bedste han nu få så meget information ved at høre hvad nu folk talte om så han var ikke rigtig overrasket af hører nogen heste men lagde ikke mere i det de fleste kunne kun se en hjemløs gammel blind mand selvom Connor var kun 29 eller det troede han havde ikke rigtig en tidsfornemmelse

[Ciel Dé Ricéy]

De to ryttere nærmede sig roligt blomsterbutikken, som vagten valgte at pege mod Connor, der sad foran butikken før at han red rundt om pladsen for at sikre sig at Connor ikke ville tage en smutvej, hvis de først nærmede sig ham. Ciel selv nikkede blot, som han studerede manden foran sig og ikke vidste hvilken form for forbindelse de kunne have med hinanden, da det var svært at fastslå, nu hvor han ingen ide havde omkring ham. Ciel tog en rolig indånding, som han rømmede sig og rettede de røde øjne mod skikkelsen.
"De virker som en der er faret vild. Butikken bag Dem har ikke været i drift i noget tid."
sagde han ganske roligt, som han studerede manden og forsøgte at få en fornemmelse af en reaktion, hvis der overhovedet kom nogen fra ham. Ciel gled dog også let ned af Cáel der hamrede hovene ned i jorden og vrinskede en anelse, som Ciel endte med at nærme sig manden. Han havde før været i selskab med en blind, så han var helt sikker på at denne mand heller ikke kunne se ham, så hvis han ikke vidste hvem han var udfra stemmen, så havde han måske en chance for at få mere ud af ham. Han blev dog stående nogle meter fra manden og lod blikket glide mod vagten. Der var indtil videre ingen fare til stede, så det skulle helst bare foregå så roligt som overhovedet muligt.

[connor mitchell]

Connor stoppede alle bevægelser i et kort øjeblik da en af mændene på hestene talte til ham han var ikke i tvivl om det var en fra de rige folk han kunne høre det på den måde han talte og lagde sin ene hånd på jorden og fik hurtigt alle de nærmeste vibrationer og gættede på den anden hest havde været sammen og sagde lidt for roligt ”ædle herre jeg er en stakket fattig blind mand hvis jeg har penge så vil jeg bruge det på mad jeg venter på en ung dame som skulle bo der inde for at fortælle taknemmelighed for noget hun hjalp mig med ædle herre” han havde på fornemmelsen at der noget galt ikke kun at Verri og hendes mor ikke havde arbejdet i deres butikken men mest af en rig person talte til ham som om de var ligeværdige de fleste andre ville tale ned til ham eller tale sammen om ham som han var en eksotisk dyr så hvorfor skulle han så tale sådan til ham

[Ciel Dé Ricéy]

Det var næsten som om, at det hele gik i stå, da Ciel først valgte at bevæge sig hen til Connor. Den mindre form for folkemængde, der gik forbi vidste udmærket godt hvem Ciel var, hvilket også var grunden til at de ikke rigtig blandede sig i deres samtale, som de gik videre uden at spekulere over hvad der kunne ske. Et koldt smil gled over Ciels læber, som den blinde tiltalte ham med ædle herre, egentlig kunne han godt have grinet, men han undlod dette, som han blot lyttede og så en anelse mistroisk på manden, for vidste han egentlig hvad der foregik?
"Jeg beklager, men der bor ikke længere nogen derinde. Men jeg kan føre Dem til hende?"
foreslog han roligt, som de røde øjne hvilede på manden. Han var egentlig ikke sikker på hvad han skulle forvente, men han kunne lige så godt lade vær med at udtrykke sandheden, for så ville han næppe følge med. Ciel foldede roligt hænderne foran sig, som han lod blikket glide mod vagten, der var reddet om på siden af huset, dog kunne Ciel stadig fornemme vagten, der var klar til at gribe ind, hvis man ikke ville følge med frivilligt. Cáel, Ciels trofaste hest, bevægede sig helt hen til ham, som han puffede blidt til Ciel, der blot lagde hånden mod hans mule og lod blikket hvile mod manden.
"Hvis De altså vil vide hvor hende og hendes mor har slået sig ned"
forklarede han roligt, som blikket glide ned mod jorden og den hånd, som Connor for lidt tid siden havde placeret mod jorden. Egentlig forstod han ikke hvorfor, men alligevel rynkede han let på brynene, som han vendte ryggen til manden og gik hen for at tjekke sin sadel. Han havde bestemt ikke tænkt sig at gå derhen..

[connor mitchell]

Connor var lige ved at grine en rig mand som ville hjælpe hjemløse uden nogen bagtanker det ville aldrig ske så han sagde ”ædle herre de har nok noget vigtigere end at hjælpe en blind hjemløs mand med at finde en ung dame men måske kunne de hjælpe med nogle småpenge til mad” han kunne prøve at se om det ville virke og han rakte en hånd frem som en tikker ville gøre men han var også forberedt på at den rige mand ville gøre noget mod ham men han måtte gøre sit bedste for han ikke opdaget at han var en mutant

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel var egentlig yderst tålmodig, som han lod manden tænke over tingene og faktisk lod ham besluttet slagets gang, at udfaldet ikke var helt for heldigt for ham, var så ikke Ciels skyld, som han havde givet ham mulighed for at gå med på egen hånd.
"Det troede jeg også tidligere på dagen, indtil at jeg fik besked om Deres tilstedeværelse her."
fortalte han roligt, som de røde øjne blev lettere irriteret uden at hans stemme afslørede det, han sendte vagten et kort blik, som denne red tættere på manden og spærrede vejen, eller i hvert fald noget af flugtvejen, som den store hest ville komme i vejen. Ikke fordi Ciel regnede med at denne blinde mand ville gøre et forsøg på at flygte, dog lod han let, som han rakte hånden ud mod ham. Han trak let på skulderne og tog fat i mandens hånd, som det faste greb afslørede sårene på håndfladerne og inden i hånden. Nu havde Ciel efterhånden gennemgået en del, så hans krop var begyndt at afsløre dette, lige indtil at de ville heale ordentligt. Lige med et trak Ciel manden mod sig og flyttede sig i tilfælde af at han ville få overbalance og falde.
Tidligere havde han været tålmodig, også selvom han var i en presset situation, så lige nu ville han bare sikre sig, at denne mand ikke spredte rygtet om familien fra butikken. Det ville være bedst hvis folket bare glemte familien, som han selv ville gøre, hvis ikke Verri valgte at fortælle ham mere, når han senere ville vende tilbage til hende. Hun skulle blot pines lidt mere. Derfor ville han også helst spærre Connor inde hvor han ikke ville kunne finde Verri. Ellers ville hun bare have nogen at støtte sig til.

[connor mitchell]

Connor stønnede opgivende den rige mand troede vis han kunne få alt hvad han ville have men denne her gang ville han ikke få sin vilje i dag og da han blev hevet op brugte han den kraft til at give ham mere fart så han kom hurtigere end man skulle tro bag om den rige mand og holdte hans arm sådan at det ville gøre meget ondt ved at bevæge sig og de fleste ville give slip og han sagde stille i hans øre ”du får mig ikke i denne liv” han var parat til at løbe væk så hurtigt han kunne

[Ciel Dé Ricéy]

Hvad havde han egentlig regnet med? Jo, at manden havde en form for situationsfornemmelse, men desværre ikke.. Måske han blev lettere overrasket over hvad manden kunne gøre, men så var Ciel også I stand til at forebygge og planlægge på nuværende tidspunkt. Ciel lo let, som det røde øjne stirrede mod den forladte bygning med et smil på læben. Han var helt rolig og bevægede sig ikke rigtig, som manden havde fået grebet i ham. Han trak en anelse på skulderne uden at stramme sine led, så det ville gøre ondt.
"Det kan vi sagtens arrangere, hr."
Lo han koldt, fortsat uden at røre på sig, det eneste han gjorde var at lave en klik lyd med munden. Hvorefter Cáel reagerede og ellers farvede mod Connor, hvor han stejlede foran ham og sigtede efter ham med benene, hvorved Ciel rev til i sin arm og var ligeglad med smerterne, som han blot bevægede fingerne en anelse og slog hænderne sammen. Vagten fra tidligere kom farende mod dem, som Ciel gik mod Cáel inden at han trak sværdet. Han regnede med at et sværd måtte være nok.. Så meget energi skulle han jo heller ikke spilde på ham. Så meget var han slet ikke værd.
"Vil De ikke vide hvad der er sket med familien, eller vil De bare lide samme skæbne? De har muligheden for at samarbejde, eller miste Deres sanser, dem De stadig har"
Sagde han koldt og gik hen foran Connor, som Cáel spærrede den ene flugt vej og vagten den tredje, så han næsten kun kunne flygte mod huset. Hvis han turde satse på det. Ciel kunne muligvis godt leve uden Connors informationer, men ville Connor lade Verri blive i Ciels besiddelse?

[connor mitchell]

Connor gav slip på den rige mands arm og løb mod den nærmeste væg som var den forladte bygning og rullede med øjnene og sagde ”hvis du pengesæk var interesseret i mit navn ville du have sagt den for starten” og han begyndte at tage sine sko af da den rige mand da han vidste hvad der var sket ved Verri og sagde ”må jeg gætte pengesæk du er en rig mand som keder sig med at styre de folk liv så for at få lidt mere spænding i dit liv er du blevet en dusør jæger så du har mistet det i rige kalder for ære” og da han var færdig med at tale lad han skoene på jorden og opfangede han vibrationerne som folkene lavet og han sagde meget roligt ”men hvis du fange mig må du komme fange mig”

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel så blot til, som manden flygtede fra ham og gik imod den nærmeste væg. Til at starte med troede Ciel blot at manden ikke kunne finde rundt, men hans ord var nok til at bringe en gnist frem i de røde øjne, som han svagt hævede sværdet med et trak på skulderen. Egentlig var Ciel ikke interesseret i manden navn, for ham var han bare endnu en person, som skulle kontrolleres, da han jo tydeligvis ikke kunne kontrollere sig selv. De røde øjne gled mod vagten, som så lettere undrende på manden, da han begyndte at tage skoene af. Der var mildt sagt ingen, udover Ciel selv, der vidste hvad der var blevet af Verri, så denne mand kunne umuligt vide noget. Han lo blot af hans ord, som han rystede på hovedet og lod sværdet hvile i hans hånd for en stund.
"Hvis De nu havde kunnet se, så ville De slet ikke være i tvivl omkring hvem de stod overfor. Men da dette ikke er en mulighed, så kan De ikke gøre andet end at gætte. Og lige nu, har de slet ikke ramt rigtigt. Men træd varsomt, jeg har et forfærdeligt temperament, når det først kommer til andre"
advarede han roligt, som han lod blikket glide tilbage mod manden med et koldt smil hvilende hen over de smalle læber, som han lod blikket glide mod manden fødder. Det var jo ynkeligt.
"De må være glad for ikke at kunne se, for hvis De først fik et glimt af Dem selv, så ville de væmmes, lige som jeg gør efter få minutter i Deres selskab"
sagde han lettere hånligt, som han ikke tidligere havde brugt blindes svaghed imod dem. Men lige nu faldt det ham yderst naturligt, som denne mand bestemt ikke havde tænkt sig at give op. På den anden side, så overvejede han da også at gå sin vej igen. Så interessant kunne han umuligt være. Medmindre..

[connor mitchell]

Connor blev overrasket af den rige mand var dummere end han troede at fornærme hans udseende ville påvirke var han meget dum og han begyndte uden at tænke over at sagde med en stærk rig mands accent ”nuvel men fordelen ved ikke at kunne se er jeg ikke ville kunne se jeres ansigt selvom jeg formoder at man kan tydeligt se deres mors træk hvad jeg formoder var en tjenestepige for deres fader høj sandsynligt var hun muligvis halv som gammel som ham eller mere sandsynligt en tiendedel men det kunne ville kun få dem til at virke bedre at tage i betragtning af deres intelligent er langt under de fleste gade børn” han prøvede at gøre den rige mand sur så kunne han måske sige noget vigtigt uden at tænke over det

[Ciel Dé Ricéy]

En rolige latter spredte sig, som manden tydeligvis mente, at det var muligt at provokere Ciel, hvilket det også sagtens var, hvis man altså vidste hvordan dette skulle gøres. Desværre for Connor, så havde han ingen ide omkring hvad der kunne få Ciel ud af kontrollen. Han lo blot roligt, som vagten blev mere og mere nervøs. Ciel gav sig til at betragte sværdet i hans hænder, uden at sige et ord. Nok lod det til at denne mand havde en forbindelse til Verri, men han var ikke villig til at bruge sin tid på ham? Et suk forlod hans læber, som Ciel rettede de røde øjne med Connor.
"De lader til at vide en del om erhvervet, men alligevel har De ingen ide omkring hvad der faktisk foregår. Men skal jeg være helt ærlig, så minder De mig om en.. En dreng, hvis far jeg udmærket kender. Han er altid så interesseret i vin. Hans søn var blind, som dem, men ingen ved hvad der er blevet af ham. Hvad var det nu lige han hed?"
sagde Ciel en smule eftertænksomt, da han udmærket vidste hvem der havde penge i Talian og hvem der ikke havde. Nok var han ikke på alder med Connors far, men han havde da hørt lidt af hvert, når John Doe Mitchell kom på besøg og konstant snakkede om vin. Han lo let for sig selv, som han lod sværdet glide mod jorden.
"Mitchell, tror jeg"
sagde han lettere spørgende, som han blot holdt et vågent øje med manden. Hvis han nu kunne finde på at angribe eller gøre noget pludseligt, så skulle det helst ikke komme bag på ham.

[connor mitchell]

Connor stod roligt at bruge hans far selvom det ikke kunne være noget godt nok noget med at en kvinde med en arm to næser og tre ben ville kunne gøre en lang bedre søn en ham så han sagde roligt ”når og hvad så denne søn af Mitchell og hvis de tror at vi er samme person er de virkelig dum men de ikke tage mig til fange eller havde deres vens plan gik ud på at få mig til at falde i søvn selv om det virker som en umulig at ingen af jer kunne finde på noget så komplicerede”

[Ciel Dé Ricéy]

Det lod ikke rigtig til at ordene havde nogen virkning på manden, men det betød jo blot at Ciel skulle bruge noget tid på at undersøge denne mands identitet før at han igen ville tage kontakt. Han var dog stadig overbevidst om at denne mand måtte være søn af Mitchell, desværre så var han ikke helt sikker på navnet. Derfor valgte han også blot at lade det ligge, også selvom et smil havde bredt sig over hans læber, uden at der var nogen egentlig mening bag dette. Ciel foldede hænderne sammen om sværdet, men valgte dog at sætte det tilbage på sin plads, som Cáel vrinskede en anelse, som var han bange for at der snart ville komme noget modstand.
"Uanset hvad De siger, så ved jeg, at jeg har ret. Men lad os nu bare lade det ligge. Hvorfor tror De at jeg vil tage Dem til fange? Det får jeg jo intet ud af."
sagde han lettere koldt, som han vendte blikket mod vagten og nikkede en anelse.. Vagten knurrede hænderne om tøjlerne af sin hest og red lige mod Connor, men inden at han kom for tæt på ændrede han kurs væk fra området.
"Det lader til at De taler af erfaringer, men De er langt fra i stand til at vide hvad jeg kunne finde på. Men jeg vil da med glæde give Dem en demonstration senere"
lo han koldt, som han vendte ryggen til Connor og sprang op på Cáel, der slog mod brostenene. Der gik dog ikke lang tid før at flere vagterne kom ridende mod stedet, de havde hver en fakkel med, som straks blev kastet mod huset fra alle vinkler, bortset fra der hvor Connor stod. Ciel skulle nok få ryddet dette hus af vejen, han kunne ikke være mere ligeglad med butikken, end han allerede var.