Post by Caleb Dé Ricéy on Jun 5, 2013 17:38:08 GMT 1
Efter de første timer havde Caleb ikke været det mindste i tvivl om hvilken dag, som havde sneget sig frem på kalenderen. Hans to fætter havde allerede gjort det klart nok for ham ved morgenmad. Deres opførsel havde altid været.. stolt udstråling og undersøgende øjne, som kun forlod hans onkel, deres far, når han så imod deres retning. Men der var noget ekstra særligt ved deres holding. Deres bevægelser. Deres blikke. Som om de gjorde ekstra arbejde for at gøre deres far stolt, hvis det var muligt. De havde slet ikke givet Caleb det mindste lille blik, siden han var kommet til bordet. Det fik ham til at undre sig om de måske havde fået skæld ud for et eller andet.
Det var dog først, da Mei kom lykkeligt hen til madbordet og nærmest kastede sine arme om hendes far, bjørnen Wallan havde Caleb døbt ham i hans hoved, for at sige hun elskede ham og lovede hun ville vise gode manner hele dagen, efter morgenmad altså. Det var fars dag. Yaya havde sendt Caleb et blik hans retning, som han smilede beroligende til. Han havde nogle enkle gange ytret sit savn for hans hjem til hende og endda indrømmet en enkel gang eller to, at han faktisk også savnede sin far, Ciel. Dog noget, som han håbede Yaya ville holde sig selv, da han ville benægte det med liv og sjæl, for det havde ikke været andet end et barns ord, som havde forladt hans tunge. Og Caleb var ikke længere et barn..
Efter morgenmaden læste han i en bog, som fortalte ham en smule om MeRosals rige, som han havde fået af Wallan. Det var vigtigt for en mand af høj status at vide bare lidt om riget, som han befandt sig i. Han gjorde bogen til en afledning i håb om at Yaya ikke ville vende for meget bekymring hans vej og overlade ham til sine studier og læring.
Den lune bløde stol, som stod på hans værelse var klart hans yndlings, som han kunne se meget af det vindue, som den stod ved siden af. Bogen hvilede i hans hånd, som hans øjne fokuserede på de sorte bogstaver, men hans hoved var dog ikke tilstede i læsningen. Hans tanker var et helt andet sted. Bogen blev lagt i hans skød og han kiggede ud af vinduet for netop at se Nathan og hans sønner, Kuro og Leon, forlade Rosallen palæerne. Kvalitetstid, var Calebs gæt og kæmpede med den indre misundelse, som der samlede sig i hans mave.
Han så ned på bogen, som han skyldte skylden på den, men vidste det ikke ville ændre på noget, så han lod et opgivende suk lyde i det stille lokale. Han lagde bogen på bordet ved siden af stolen i stedet for rejste sig for at gå over imod hans seng. Han træk sin taske ud fra under sengen og åbnede den for at nå ind til en firkantet form, som var dækket af et rødt stof.
Caleb tog den med tilbage til stolen og fjernede forsigtigt det røde stof for at smile ved synet af bogen, som var bag. Talian – Rigets Opstandelse var titlen på bogen og Caleb lod sin pegefinger køre kærligt langs bogens ryg. Den var gammel og tydeligt slidt, den bar også mange minder for Caleb. Det havde været en af de ting, som havde gjort for at fange sin fars opmærksomhed og havde prøvet at tvinge sin far til at læse op fra den, da han var yngre, selv inden Yaya forsvandt. En ældre tjeneste pige fra palæet i Talian havde fortalt ham at han råbende havde skældt Yaya ud hvis hun havde prøvet at læse hørt fra den. Hun skulle kun læse eventyr for ham havde han ment. Bogen, som han sad med måtte kun Ciel læse op for ham.
Caleb åbnede forsigtigt bogen og lod sin hånd glide hen over den gamle side, inden han bladede videre. Hans øjne fulgte ordene og kunne høre hvordan hans fars stemme læste dem op for ham i den kærlige og faderlige stemme, som Ciel havde haft brugt..
Han havde ikke opdaget at han var faldet i søvn før hørte banken på hans dør. En tjenestepige, som ville gøre ham opmærksom på at aftensmaden snart ville blive serveret.
Caleb stirrede overrasket på døren, før han så ud af vinduet. Dagen havde været spildt væk på minder og søvn, alligevel kunne Caleb ikke lade vær med at smile, på trods af hans savn.
Han rejste sig fra stolen og lade bogen hvor han havde siddet, som han lod den få det sidste af den varme, som der var. Han stoppede op ved hans seng og træk en bog ud fra en af puderne. En eventyr bog, som Yaya havde læst lidt i for ham, ikke at han selv huskede det, men han vidste at den havde været lige så længe hos ham, som den anden havde. Han lagde det røde stof ud på sengen og lagde eventyrbogen i midten for at folde stoffet over det. Det var på tide at glemme eventyr. Han måtte fokuserer på hans bøger om virkeligheden og gemme bogen til den kommende generation.
Han lagde den indbundet bog ned i hans taske igen, inden han skubbede tasken tilbage indenunder sengen.
Han vaskede sit ansigt og bevægede sig nedenunder, efter at ha' kasket et sidste blik på bogen der stadig lå i den varme stol... [/ul]
// THE END - OUT //
