Post by Esekias Lawrens Montegeu on May 18, 2013 22:50:43 GMT 1
Esekias havde fået besøgt Darcy, han havde slet ikke indset hvor meget han havde savnet ham før han havde set ham i den stue, og nu hvor han var redet der fra for at møde Yaya og fortsætte sin opgave havde han en underlig følelse i maven, han var bestemt ikke mindre forviret end sidste han havde set ham. Esekias var redet afsted ved daggry, han sov aldrig særligt længe og han ønskede at være fremme ved formiddag. Bodil var ved godt mod, og glad for alle de nye omgivelser hun havde været udsat for, og hendes humør og hans gensyn med darcy fik roligt Esekias i et godt humør, og han skubbede bekymringerne fra sig og den underlige fornemmelse i maven væk som han nærmede sig de store palæere hvor yaya´s familie hørte til . Bodil var ikke tungt belæsset da det meste af hans oppakning var kommet med yaya´s følge. Esekias havde skift til noget frisk lidt finere rejse tøj, end det han havde foretaget den lange rejse i. det var praktisk rejsetøj, men af høj kvalitet. han havde et par mørke bukser på og en lys skjorte. ved siden hang som altid hans tynde sværd. Da Esekias kom ind i den store gård blev han mødt af husets personale, som han hilste med et smil, og præsenterede sig selv og sit errene . han var forventet, og blev derfor ført til indgangs halen
Post by Yaya Dé Ricéy on May 19, 2013 16:39:41 GMT 1
Efter at de var nået til MeRosal havde Yaya ikke set meget til Esekias, men det havde hun heller ikke forventet da han havde gjort det klart for hende at han havde ærinder i byen. Det havde hun også accepteret. Men derfor havde hun ikke glædet sig mindre til at Esekias skulle komme til den planlagte middag på Rosallen palæet. Hun havde været rastløs det meste af dagen og det var gået ud over de nyeste rideheste i hendes stald. Unghestene havde fået lært deres lektie af palæets mest erfarne rytter og til trods for at de ikke havde været trænet som ridedyr ret meget forud for Yayas beslutning så havde de fået kamp til stregen. Træningen var langt fra gået som forventet men den havde tappet Yaya så den ekstra energi hun havde og samtidig lært unghestene en lektie de ville indse igen og igen: Yaya var en rytter man hest skulle rette sig efter frivilligt, ellers blev man bare tvunget til at følge hendes vilje. Nu havde hun sat sig ned i et af palæets træningslokaler og fulgte med i sine nevøers fægteundervisning. Ikke fordi hun var synderligt interesseret i fægtning eller kamp, men fordi drengene åbenbart ikke turde at forsømme deres undervisning når Yaya var til stede. Hun betragtede dem lidt inden hun lod tankerne flyve og hendes blik gled over på vinduet og hun sad og så ud. Hun så dog tilbage på undervisningen hver gang læreren udtrykte en utilfredshed med noget. Undervisningen forløb nogenlunde konfliktfrit, men den gjorde også at Yaya ikke opdagede at Esekias ankom.
Personalet tog imod Esekias og efter at han havde præsenteret sig førte en overtjener ham indenfor og en yngre mand tog imod hans hest og trak hende over i stalden. Den oppakning som Esekias havde haft med på Bodil blev lagt hen til resten af den bagage Esekias havde stående på palæet. Bodil selv blev ført over i stalden hvor hun fik en næsten kongelig behandling. Yaya havde forberedt sit staldpersonale på den hest der ville ankomme så de havde alt klart. Caleb, Yayas yndlingshest, tog imod Bodil og gjorde tydeligt opmærksom på sig selv i stalden for at hun skulle opdage ham. Yaya havde af samme grund udvalgt boksen ved siden af den sorte hingst til Esekias' hest. Derved ville Caleb nok forholde sig mest rolig. Bodil blev passet og forkælet inden personalet lukkede hende ind i boksen og sørgede for at hun havde alt hvad hun kunne få brug for. Derefter gik de videre med deres pligter. Der var en virkelig høj standart i Rosallenstaldene, og det var primært Yayas skyld, men det var jo også en grund til at hendes heste var så eftertragtede. Hestene havde her de bedste muligheder for fysisk at udvikle sig som efterspurgt.
Serka fik øje på Esekias da han kom ind i hallen og hilste kort med armen løftet inden han forsvandt ind i palæet. Han havde fulgt Yaya ind til fægtetræningen så han vidste hvor hun var. Kort efter gjorde Yaya selv ham selskab i hallen. "Esekias!" udbrød hun glad da hun så ham og gik ham i møde. "Hvor er det godt endelig at se dig min ven" sagde hun og virkede næsten lettet over at se ham. Hun rakte ham elegant hånden som hilsen og smilede henrykt. Hun havde set frem til dagen i dag og set frem til at præsentere ham for sin familie. Specielt hendes nevøer var interesseret i at møde ham. Både fordi han var steget så højt i rang, fordi han var ridder og fordi Wallan allerede syntes godt om Esekias ud fra de ting han havde hørt. Det var alle 3 ting noget drengene var både imponeret over og interesserede i. Hun begyndte at udspørge om hans ophold mens overtjeneren gik op af en af de store trapper i hallen og videre ned af en gang. Tjeneren var søgt ud i palæet for at oplyse den egentlige vært om at hans gæst var ankommet. Wallan sad på sit arbejdsværelse og brummede utilfreds over nogle regnskaber da det bankede på døren. En brummen gav tjeneren tilladelse til at komme ind. Wallan flyttede ikke øjnene fra papirerne foran sig før tjeneren forklarede sit ærinde. Gæst? Wallan rynkede panden og tænkte sig om. Han kom i tanke om hvilken dag det var og at han ventede gæster til middag. Han lagde regnskaberne væk, trak jakken på og rettede kort på sit tøj inden han sendte tjeneren tilbage til sine pligter og gik ned i hallen. Han opdagede her at hans datter allerede havde taget imod deres gæst og nærmede sig roligt. "Yaya" hilste han og nikkede kort til sin datter inden han vendte sig mod Esekias. Wallan var en stor mand, meget højere end de fleste mænd og utroligt veltrænet trods hans alder. "Det er så Esekias?" spurgte han og rakte Esekias hånden "jeg har hørt meget godt om Dem" fortalte han og rystede Esekias' hånd mens han betragtede den brunhårede mand foran sig. "Jeg er Wallan, Yayas far" præsenterede han sig formeldt. Esekias så ikke voldsom og frygtindgydende som Wallan, men det lå alligevel en vis klasse over Esekias. Det fik Wallan til at smile og han viste ham videre ind i palæet da han slap hans hånd "Velkommen til MeRosal, og til Rosallen palæet, jeg håber De vil nyde Deres besøg" sagde han og fulgte ham på vej. Yaya fulgte med dem og blinkede til Esekias da hendes far var gået i forvejen. "Hvad synes du om byen indtil videre?" spurgte hun roligt og holdt Esekias' tempo.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on May 19, 2013 20:19:25 GMT 1
Bodil fulgte roligt med over i stalden, der duftede rart og der var varmt, bodil var godt tilfreds, og fik en fornem behandling. hun var i et fortrinligt humør, der var alt hvad der skulle til for at en hest som hende var lykkelig. da hun blev ført hen til hendes bok, en ivrig hingst ventede hende inde ved siden af. caleb skulle altid vise sig, hun prustede fornøjet og gik roligt hen til der hvor deres bokse mødtes da menneskene havde givet slip på hende. hun gik hen til ham og hilste ham ved kort men blidt at gniede hendes hoved mod hans hals /side af hovedet, før hun rettede sig op og så på den unge hingst.
Esekias fulgte med ind i indgangshallen, hvor han så serka og hilste hans hilsen med et kort venligt buk med hovedet og et varmt smil, så ville der ikke gå længe før Yaya var der vidste han, for Serka skulle nok hurtigt få hentet hende. Esekias var som sådan ikke nærvøs det møde han havde haft før med Darcy havde været meget mere nervepirrende end at møde en vens far. selvom han da ikke tog det som en selvfølge og noget lige til. men yaya havde talt godt for hendes familie. han var dog lidt nysgerrig over hvad hun dog havde fortalt siden en så stor mand i Marolsa havde spurgt efter ham. Som Esekias havde forudset gik der ikke længe før yaya kom til syne med et stort smil " Yaya " Gengældte han med et varmt smil. når hun hilste ham ved fornavn tog han det også som en hentydning til at han kunne gøre det samme, han tog hendes hånd med et varmt smil og et lille glimt i øjende og bukkede sig formelt ned og plantede et let kys over hendes håndflade. "jeg kunne ikke holde mig væk længere"[/color] sagde han høfligt, men så godt som de kendte hinanden efterhånden ville hun fange hans lille drilleri. han havde jo kun været væk nogle få dage, som de havde aftalt han skulle. det var godt nok det seneste han havde lovet at dukke op da middagen var aftalt til idag, så de kunne gøre de forberedelser de nu mente var passende. esekias fortalte hende om at han havde nydt sit ophold og at han havde set hans ven, men ikke mange privat oplysninger. det ville heller ikke passe sig så godt et sted som i indgangs hallen. En stor herre der havde hvisse træk til lighed med Yaya kom gående ned mod dem. træk var noget som esekias var god til at kende, og det var ikke svært for ham at regne ud at dette måtte være Yayas far. Yayas far kunne godt have fået mænd til at krybe sammen, men esekias havde lært ikke at gå sig på af folks ydre. men han kunne aligevel ikke lade være med at tænke på hvordan det måtte have været at være en ung forelsket knægt der ønskede at gifte sig med hans datter. ikke lige den mand med skulle ligge sig ud med. han vidste dog godt at Yayas bryllup havde været arangeret, men der havde stadigt været et møde, og han kunne bedre li at møde manden som Yayas ven end bejler. han tog imod mandens hånd og bukkede kort formelt " Det er Mig hr"[/color] sagde han med et venligt smil og mødte mandens blik som han rystede mandens hånd. " mig en ære at møde dem hr. jeg har også hørt meget som dem, deres datter maler et meget imponerende biled af sin familie"[/color] savrede han med et smil "Mange tak hr, tak for indbydelsen jeg er sikker på jeg nok skal nyde mit ophold"[/color] sagde han med et oprigtigt smil uden at vige fra mandens blik. Esekias så altid folk i øjende. Esekias fulgte roligt med manden men var heltiden bevidst med Yaya som gik næsten ved siden af ham. da han var gået i forvejen og hun blinkede til ham smilede, han kort sit drengede smil "et fortryllende sted"[/color]
Last Edit: Aug 11, 2013 9:39:40 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
Post by Yaya Dé Ricéy on May 20, 2013 12:35:14 GMT 1
Bodils behandling indikerede måske lidt hvorfor Caleb var blevet en så forkælet og genstridig hest, for den type var hverdag når man var Yayas yndling. Enhver form for pleje der kunne tænkes at være nødvendig for Bodil efter det lange ridt og det nye miljø blev hende givet inden de trak hende over i boksen og lod hende få fred. Caleb vrinskede som hilsen og slog forhoven mod boksens side en gang inden han rystede på hovedet. Han var mindst lige så begejstret som Yaya for at gense sin ven. Han faldt til ro så snart hun var ved hans sige og han ventede roligt på at hun skulle komme hen til ham. Caleb lod hende røre sig, som en af de få heste han tillod det, og snusede kort til hende bagefter, mest af alt for at finde ud af hvor hun havde været, men også for at bestemme hvad de havde gjort ved hende i stalden.
Serka havde hilst på Esekias mange gange i forbindelse med hans rideture med Yaya. Mest af alt fordi Serka havde ansvaret for både Yaya og hesten Caleb når de var i Talian. Rigtig nok hentede han Yaya og trak sig så tilbage igen. Yaya løftede et øjenbryn af hans hilsen, hvad mon der havde gjort ham i så godt humør denne dag? Hun lo lidt af ham og betragtede sin hånd da han slap den. "Det tror jeg gerne, men kære Esekias dog" begyndte hun med et drillende glimt i øjet "hvad vil folk ikke tænke?" fortsatte hun uden at lyde den mindste smule forfærdet eller formanende. Hun lo lidt for sig selv og lyttede så til hans fortælling. Hun afbrød ham ikke og spurgte egentlig heller ikke ind til noget af det, hun vidste at han ville fortælle hende hvad han ønskede hun skulle vide, blev hun alligevel nysgerrig ville hun spørge ham senere. Deres samtale blev også afbrudt af Wallans entre. Der hvor Yaya og hendes far lignede hinanden mest var på personligheden. Udseendesmæssigt havde de ikke mange ligheder, men nogle folk ville måske kunne drage paralleller mellem deres udseende også. Netop Wallan udseende og fremtoning havde, som Esekias havde gættet, betydet forskellige ting for Yayas kærlighedsliv. Yaya selv havde aldrig set sin far som en hindring, men der var sandsynligvis flere unge mænd der ikke havde udtrygt deres betagelse pga. Wallan. Men det var også en god måde at slippe af med irriterende bejlere på. Hun skulle blot præsentere dem for sin far med et bestemt udtryk og så skulle han nok sørge for at skræmme dem langt væk. Det indtryk han havde sat på Ciel dengang var måske også grunden til at Ciel frygtede for at se sin svigerfar i øjnene igen efter måden han havde behandlet Yaya på. Wallan var på ingen måde en mand man ønskede som fjende. Wallan nikkede, han havde gættet sig til mandens identitet ud fra Yayas reaktion. Wallan lyttede til hvad han havde at sige og lo så for sig selv "jeg håber ikke at hun har været al for ærlig i sin beskrivelse" sagde han og kastede et blik på sin datter. Yaya smilede opgivende "Jeg har selvfølgelig kun nævnt de gode ting" forsikrede hun ham "ellers havde jeg da aldrig fået ham overtalt til at tage imod indbydelsen" fortsatte hun og sendte sin far et roligt smil, selvom der tydeligvis lå noget drillende i hendes blik. Wallan lo igen og viste så vej ud af hallen, som han helst så at de fortsatte samtalen i mere behagelige omgivelser. Wallan så kort på Esekias og nikkede inden han gik i forvejen og lod dem snakke. Yaya smilede til ham og løftede øjenbrynene lidt med en spørgende mine. "Ligefrem fortryllende?" spurgte hun med et overrasket tone. Hun virkede lidt undrende og fiskede faktisk efter grunden til at han mente dette. Nok var Esekias et positivt menneske, men han virkede i ualmindeligt godt humør i dag. Hvad var mon årsagen, eller hvem?
Yaya og hendes far ledte Esekias igennem en af de store døre i stueetagen og ind gennem en meget lys opholdsstue og videre ud gennem et par dobbeltdøre ud til haven. Det var faktastisk vejr så der var ingen grund til at holde sig indendøre. Der var dækket op i et lille møbleret område udenfor og Wallan viste sin gæst derned og Yaya fulgte efter indtil hendes opmærksomhed blev afledt. Kuro og Leon, Yayas nevøer, stod i døren til træningslokalet og strakte åbenlyst hals efter Esekias. De var begge tydeligt nysgerrige på hvilken type mand han var. Yaya sendte dem et advarende blik for at få dem til at genoptage deres træning, men de ignorerede hende og tog et nærmere gik på Esekias uden at gå nærmere. Deres lærer råbte på dem inde fra lokalet, men ham ignoerede de også. "Undskyld mig" sagde hun og sendte Esekias et undskyldende blik, men han overlevede nok et par minutter i hendes fars selvskab mens hun satte drengene igang igen. Kuro og Leon flygtede ikke ind i lokalet som de plejede, men ventede i stedet på hendes op Kuro ledte en diskussion omkring deres træning den pågældende dag. De insisterede på enten af få fri så de kunne snakke med Esekias, eller at Esekais deltog. Yaya sukkede af dem med et irriteret udtryk. Wallan betragtede dem fra den plads han havde udvalgt, med udsyn til palæet. "De er mærkeligt nok ikke særlig engagerede mht. deres fægtetræning selvom de begge har stor interesse i fægtning" forklarede Wallan Esekias som han betragtede sine børnebørn diskutere med Yaya. Så slog en tanke ned i ham og han vendte sit blik mod Esekias. "Nu vi taler om fægtning så hører jeg at De er ret emminent til det?" fortalte han ned en spørgende tone, som for indirekte at spøge og det var sandt. En yngre pige med tydelig lighed med Wallan sluttede sig til dem, og opdagede i første omgang ikke Esekias, hvilket var tydeligt at høre. "Far!" rasede hun mens hun marcherede fra opholdsstuen og ned mod det bemøblede område "hvor vover du at bede ham holde sig fra mig!" fortsatte hun og først da hun nåede ret tæt på indså hun at hendes fars hold-mund udtryk var pga. at de havde gæster. "Det er.." hendes ord forsvandt da hun fik øje på Esekias. "Oh.. Vi har gæster?" spurgte hun og hendes vrede udtryk blev hurtigt udskiftet med et begejstret udtryk "Mei Rosallen" præsenterede hun sig og nejede for ham. Derpå satte hun sig ned i den nærmeste stol og Wallan tog sig opgivende til hovedet, hvad havde han gjort forkert med den pige?
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on May 20, 2013 19:32:04 GMT 1
Da Bodil havde fået sagt hej til Caleb gik hun roligt over og begyndte at gumle på noget af den indbydende hø der var lagt frem til hende. det havde været en lang rejse selvom hun ikke havde redet særligt langt idag. men i det store og hele havde det været en lang dag.
da Yaya kommenterede det høflige almindelige kys på hendes håndflade smilede han bare drenget. det var kun rettelig kutyme at gøre ved en dame, men han nød at drille hende. Esekias vidste ærligt talt ikke hvad han skulle fortælle hende om hans ophold ved hans ven, der var så meget af det han ikke kunne fortælle, og han var selv meget forvirret så hans oplevelser skubbede han i baggrunden. han var dog fast besluttet på at se Darcy igen inden han tog hjem. Esekias nåede ikke at svare på at det selvfølgeligt kun var godt, det havde han lidt antydet i sit ordvalg da han sagde hun havde malet et imponerende bilede, inden Yaya selv savrede. han kendte dog ikke Yaya til at lyve, hvis der var noget hun ikke ville sige lod hun bare vær med at fortælle ham det, i stedet for at give ham en løgn. drilleriet i hendes tone minede så meget som den måde han og yaya snakkede sammen at han ikke kunne lade være med at lave et af de der lydløse grin man nogle gange kunne giveuden det var uhøfligt og kiggede fra far til datter. han så så på manden " jeg tror der skulle en del til at holde mig væk fra at møde Yaya De Ricery´s far"[/color] sagde han i samme venlige, lidt spøgende glade tonefald. det var tydeligt et kompliment, som i en kvinde som yayas far måtte være værd at møde. både kompliment til far og datter. Da Wallen var gået sendt han hende et drillende blik " hvordan kan et land være mindre end fortryllende når du er der"[/color] sagde han med en dyb alvorlig charmerende stemme, men det drengede glade glimt lå kort efter i hans øjne. Esekias blev ført ud i en yndig have, hvilket passede ham udmærket han var glad for udendørs livet. han nikkede bare venligt til yaya og sendte hende et skævt smil, han havde opdaget drengene, og han var rimeligt sikker på hvad yayas ærinde var. Esekias var dog van til den slags opmærksomhed, især lige i starten af hans udnævnelse. han satte sig roligt ned overfor Wallen da han havde taget plads og smilede roligt på sig. han sad rank men så afslappet ud, og med hænderne i skødet. " Det vel naturligt for drenge at være nysgerrige når der kommer folk udefra"[/color] sagde han godmodigt. han smilede lidt skævt ved wallens næste kommentar og havde kort hånden i nakken med et lidt forlegent smil. det var en meget direkte møde at hentyde til pøgsmålet fra, næsten på samme måde som han kunne havde fået det fra en piget adelsdame der søgte hans opmærksomhed, dog med lidt mere vægt bagpå, og esekias tog det alvorligt, han havde dog aldrig været særligt god til at tage imod den slags ord. " det kommer vel an på hvem man måler sig med, men det er sandt at det er en af mine stærkere sider"[/color] svarede han diplomatisk, men sandfærdigt med et roligt smil. da en kvinde marcherede vredt hen imod dem rejste esekias sig høfligt op som man normalt gjorde når der kom en dame ind i rummet, isr når det var en fremmed dame han stod dog roligt og smilede neutralt ved hele optrinet det var ikke hans plads at blande sig, og hun havde tydeligt ikke opdaget ham, da hun endelig gjorde og præsenterede sig blev hans smil mere personligt og han bukkede tilbage til hende " mig en fornøjelse frøken.. sir Esekias Lawrens Montegeu til deres tjeneste"[/color] sagde han formelt med et smil og bukkede let igen, inden han satte sig ned da hun også havde sat sig
Post by Yaya Dé Ricéy on May 21, 2013 10:33:40 GMT 1
Yaya kunne ikke lade vær med at kommentere på det, mest af alt fordi han ikke var den eneste der nød den befriende og drillende tone der herskede mellem dem. De vidste begge to godt at der aldrig ville blive andet end venskab mellem dem, og derfor kunne de også sagtens køre legen helt ud. Yaya ville hellere have at hendes fars vurderende kommentarer blev rettet mod hende selv, så derfor overtog hun samtalen når hun følte det passede. Om hendes far testede Esekias eller hvad han end gjorde så ville Yaya helst undgå at Esekias fik en god oplevelse af besøget i hendes barndomshjem. Yaya havde et specielt forhold til sin far. Meget anderledes end det forhold de fleste rigmandsdøtre havde til deres fædre. Yaya havde altid forgudet sin far, dog ikke lige så meget som sin mor, og Wallan havde altid forkælet sin datter mere end godt var. Yaya havde praktisk talt fået lov til alt hvad hun ville, og havde hun haft indvendinger mod sit ægteskab så havde Wallan sandsynligvis brudt forlovelsen med det samme. Derfor havde de også en speciel måde at tale med hinanden på, og folk kom ofte galt afsted hvis de prøvede at tale til manden på samme måde som hans datter gjorde det. Esekias var ingen undtagelse. Desuden var det navn Esekias brugte om Yaya på ingen måde velkomment i Rosallenpalæerne for tiden. Yaya tog sig diskret til hovedet bag sin fars ryg og kiggede usikkert på sin far bagfra. Hun vidste at han var utilfreds med Ciel, så at nævne hans navn, også selvom det var fordi Yaya hed det samme, var ikke smart. Wallan reagerede da også øjeblikkeligt på navnet. Også selvom kommentaren havde været en kompliment blev den overhørt i takt med at den store mands øjne trak sig let sammen. Et øjeblik var vreden tydelig, så forsvandt den igen og Wallan kastede et blik på sin datter "Jaså" svarede han blot og lod så samtalen falde. Det var på ingen måde på sin plads at indvie denne herre i deres familiestridigheder, uanset hvor gode venner han var med Yaya. De var jo heller ikke ved det punkt i deres venskab endnu, hvor man delte alt med hinanden. De havde begge deres hemmeligheder, og selvom de ikke direkte løj, så undgik de begge at snakke om det. Wallan gik i forvejen. Yaya søgte hen til Esekias og smilede undskyldende "du må undskylde min far" sagde hun men undlod at forklare hvorfor han reagerede som han gjorde. Det var ikke noget hun snakkede med Esekias om. Den akavede stemning forsvandt dog hurtigt igen de to imellem. Hun kvalte et grin over hans kommentar og løftede et øjenbryn af ham. "Er det virkelig din opfattelse at kvinder falder for sådan noget?" spurgte hun drillende. Hun vidste godt at det ville få mange kvinder til at falde i svime over ham, men hvis han ville have en kvinde som Yaya, så var det den forkerte tilgang. Hun kunne dog ikke lade vær med at finde det underholdende, netop fordi det var så langt ved siden af et forsøg på at smigre hende.
Det lykkedes ikke Yaya at slippe for drengene selvom hun forsøgte, og de fulgte efter hende ned til de andre. Deres frusterede lærer gik hjem. Wallan betragtede Esekias som han svarede, der var ingen tegn på pralen eller tydelig selvbevidsthed at spore, det undrede ham, men han kommenterede ikke på det. Han trak let på skuldrene "Måske, men det burde ikke være det eneste indenfor faget der fangede deres interesse" påpegede han og rettede sig op inden han lænede sig tilbage i stolen. Havde Wallan vidst at Esekias sammenlignede ham med en opmærksomhedskrævende adelskvinde pga. hans spørgsmål var han blevet fornærmet. Hans baggrund for at spørge var fuldstændig proffesionel, da Wallan selv var en dygtig fægter. Han bed mærke i Esekias' udtryk og rynkede brynene, hvis Esekias var dygtig skulle han stå ved det, og ikke tale uden om. Wallan lyttede til hans forklaring og nikkede accepterende. Knægten var ikke selvfed, det måtte Wallan lade ham. Men sådan en gang udenomssnak gjorde ikke Wallan specielt meget klogere på svaret på spørgsmålet. Men heldigvis havde han Yayas beretninger at sammenligne med. Yaya var ikke typen der sagde noget hun ikke mente. Meis entré var ikke til at overse. Wallan forsøgte at dæmpe sin datter, men nåede ikke at skære helt igennem før Mei selv opdagede Esekias. Måske blev der også taget lidt let på formalitererne fordi Yaya havde bedt ham om ikke at være streng. Mei løftede et øjenbryn af ham og smilede skævt "fornøjelsen er på min side hr. Montegeu" svarede hun roligt. Hun gjorde tegn til at han godt kunne sætte sig da hun jo allerede havde taget plads i den første og bedste stol. Hun så over på sin far "Lad mig gætte, den er sådan en type du vil gifte mig væk til?" spurgte hun. Det var ikke en fornærmelse i sig selv, men hendes tydelige utilfredshed og spydighed, kunne misforstås i den retning. Hun var bare lige i øjeblikket gal over at hendes far ikke billigede hendes valg af partner. Hun burde ikke have ladet det gå ud over Esekias. Yaya var vendt tilbage tids nok til at høre det hele, og hun gik over til sin søster. Yaya tog diskret fat i sin søsters hår og trak hendes hoved tilbage så Mei så op på hende. Yaya smilede men det var et humørløst smil og hendes øjne var isnende. Det løb Mei koldt ned af ryggen og hun sank en klump. "Ikke at der er noget galt med høflighed og manerer" forsikrede hun og smilede undskyldende. Hun vidste godt hvad det blik betød: æd dine ord i dig igen ellers svarer jeg ikke for følgerne. Mei ømmede diskret sit baghoved da Yaya slap hendes hår og gik hen for at tage plads som om intet var sket. Yaya vendte sig mod Esekias "du må undskylde min søster, hun ved åbenbart ikke bedre end at fornærme mine gæster" sagde hun og mente tydeligvis hvert ord. Mei skulede til hende og Wallan sukkede. Kuro og Leon redede den irriterede stemning med deres entré. "Hr. Montegeu?" spurgte den yngste af drengene, Leon. "Vil De have noget imod at vise os nogle af Deres evner?" spurgte han begejstret. Deres idol-i-fisering af Esekias havde fjernet den usikkerhed de normalt mødte nye mennesker med. Kuro, den ældste, holdt sin begejstring mere tilbage, men han virkede stadig opstemt over situationen og smilede afventende.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Aug 6, 2013 19:37:08 GMT 1
Esekias kunne godt mærke at han havde ramt ved siden af i hans kommentar og han fornemmede der lå nogle følelser bag han ikke umiddelbart kendte til, men han kunne sørger for ikke at gøre den samme fejl igen, det passede ham også bedste at kunne nøjes med at tiltale hende som han plejede eller i hvert fald næsten. der var ikke rigtigt nogen kommentar han lige kunne komme med omkring hendes fars korte svar, så han lod det gå. til hendes næste bemærkning. smilede han bredt, sandt at sige var der snesevis af kvinder i talian der ville falde for langt mindre, men Esekias respekterede generalt kvinder mere end at kommentere på det. " Der er vel intet galt i at nyde smigeren, eller gi den, så længe det ikke er alt man er. En kvinde som dig forstår at tage i mod komplimenter, men at forlange mere af en mand" sagde han med et smil, det var tydeligt at han mente det på en god måde. Esekias enorme respekt for kvinder var noget de fleste der kom tæt på tydeligt kunne se i ham, han var alt andet end manchovenist, han var nærmere feminist.
Esekias havde lært at det kunne blive en stor fejl at overvurdere sig selv, og han tog det derfor ikke som givet at alle ville mene han var god, i talian blev han regnet for god, men det var muligt der var helt andre standarter i et land som merolsa hvor det jo muligvis kunne være tale om mutanter. han bukkede kort til pigens ord og tog sin plads igen på en af stolene. hendes næste udbrud fik ham til at ligge hovedet på skrå med et smil, der var tydeligvis noget pigen var utilfreds med og han tvivlede på at hun faktisk mente noget ondt om ham, han kunne godt lidt se ligheden i de og piger, selvom yaya var meget mere kontroleret i sine handlinger, var hun også en vilje fast kvinde. han overså også høfligt yayas handling, ved kort t kigge over mod de to drenge der var på vej ned til dem. ved pigens ord vente han sig om og mødte roligt hendes blik. " Alt for ladt frøken" sagde han roligt. drengene var nu kommet helt hen til dem, han kunne ikke holde et kort hjerteligt grin tilbage over de to unge drenges ønske, og han kiggede alvorligt på dem. " med glæde mine herre, hvis der er et tidpunkt hvor det kunne passe" sagde han venligt til dem, børn var nu en herlig ting.
Post by Yaya Dé Ricéy on Aug 13, 2013 11:56:22 GMT 1
Yayas far mindede meget om sin datter, personlighedsmæssigt, men han tillod ikke sig selv at vise den i selvskab med fremmede. Esekias kunne ikke kende til de spændinger der var mellem Rosallen og Dé Ricéy, og det var nok heller ikke noget han fik af vide. Med mindre han engang blev betragtet som en ven af familien og ikke blot en ven af Yaya. Yaya sukkede næsten uhørligt, og det var nemt at overhøre hvis man ikke lagde mærke til at hun lukkede øjnene imens. En stilhed faldt kortvarrigt over dem, men de vendte tilbage til den drillende tone. Yaya betragtede ham med et afventende smil, indtil hun fjernede blikket fra ham mens hun overvejede hans ord. Ganske vist var der intet galt med smiger, men Esekias måtte da efterhånden vide at det ikke bed på hende, også selvom hun morede sig over hans ord. Hun vidste godt at nogle kvinder elskede at blive smigret, nogle kvinder nok til at forbryde sig mod deres ægteskab. Yaya sukkede let ved tanken, hun forstod det ikke og kom nok aldrig til det. Den eneste mand hvis smiger hun var interesseret i var Ciels, hun så ikke noget formål med smiger fra andre, da Ciel også var den eneste hun ønskede et sådant forhold til. Mange kvinder lod sig også lokke i unode af mænd der blot smigrede dem for at få hvad de ville have. Yaya vidste godt at Esekias ikke var den type, deres venskab havde efterhånden lært hende at han nok respekterede det kvindelige køn mere end hun selv gjorde. Derfor sagde hun heller ikke noget til ham, men morede sig blot over hans ord. Sandt nok forventede hun mere af en mand end smiger, meget mere faktisk. Ord var ikke nok for hende. Hun sendte ham et påtaget spørgende blik "Hvad mener De dog?" spurgte hun og sendte ham et drillende smil, der tydeligt sagde at hun havde en klar idé om hvad han mente, inden hun passerede gennem døren ud af hallen, samme vej som hendes far var forsvundet.
Det var sandsynligvis aldrig en god ide at overvurdere sig selv, men den eneste Esekias kunne risikere, ved at overvurdere sig selv i Rosallen palæet, var opgivende miner fra familiens medlemmer. Familien husede ingen mutanter, hverken permanemt eller midlertidigt. Slægtens satte stor ære i at holde sig fri af mutanter, men det var ikke alle mutanter der ønskede at afsløre sig selv. Men de mutanter der nåede højtstående stillinger som Esekias' de udnyttede ofte deres evner i bedste forstand. Så familien forventede automatisk at Esekias var menneske, når Yaya tillod ham i palæet. Mei betragtede Esekias vurderende da han valgte at kigge væk for ikke at bringe Yaya i forlegenhed. Så så hun spørgende op på sin søster, men Yaya havde ingen intentioner om at forklare sig eller være genstand for sin søsters undren. Mei var ikke af den opfattelse af man, som kvinde, kunne have drengevenner. Men hende og Yaya havde også meget forskellige interesser. Hvis hun kunne undgå det så nærmede Mei sig helst ikke stalden. Mei lod blikket hvile mod Esekias mens hun overvejede hans forhold til Yaya og hans tilstedeværelse. Det skulle nok bliver interessant at udspørge sin storesøster om. Hun smilede for sig selv og Yaya så bevidst ikke over på hende, fordi hun havde på fornemmelsen hvilke konklusioner der ville være logiske i Meis hoved. Mei lænede sig mod stolens ene armlæn og hvilede hagen mod sin hånd med et ubestemmeligt smil. Hun forholdt sig stille og betragtede scenen der udstillede sig foran hende: hendes far, søster og nevøer der skulle omgås denne fremmede. Mei og Yaya mindede om hinanden, de var trods alt søstre, men Mei nægtede at undertrykke sine følelser og meninger. Noget Yaya håbede hun ville genoverveje i de år Mei manglede for at nå Yayas alder. Wallan lænede sig tilbage i sin stol og foldede hænderne med albuerne placeret på hver deres armlæn. Forespørgsel var interessant set fra hans synsvinkel, men han havde ingen intentioner om at blande sig i samtalen, mest af alt fordi han ikke ville presse deres gæst til noget. Det forekom ham nemmere at afslå to drenges forespørgsler end en forespørgsel fra sin vært. Derfor betragtede han dem blot. Leon havde godt nok væren den der spurgte, men han stod placeret bag sin bror med en hånd på hans skulder. Kuro havde lagt armene over kors men virkede ikke fjendtlig, blot afventende. Ved Esekias' ord vækslede de to drenge et blik inden de kiggede på Esekias igen. "Nu?" foreslog Kuro roligt, da det ikke lignede at Esekias lavede noget og fordi de to drenge var mere end træt af deres lærer. Så enhver undskyldning for ikke at lytte til denne var velkommen. Leon nikkede begejstret og Wallan holdt en latter tilbage men kunne ikke stoppe et smil. Han lod blikket glide mod Esekias. Yaya sukkede opgivende af dem og lagde et par fingre mod sin pande og lukkede øjnene. Hun kunne da heller ikke have gæster i fred. Da hun åbnede øjnene igen lænede hun sig tilbage og regnede faktisk med at Esekias ville tage imod deres forespørgsel. Hun sukkede med et smil.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Aug 13, 2013 12:34:27 GMT 1
Esekias trak bare drillende på det ene øjenbryn og gik videre efter Warran, Yaya vidste udemærket god hvad han mente med sine kommentare. de var efterhånden blevet ret gode til at læse hinanden, og forstå hinanden. Esekias vidste godt at Yaya ikke elskede nogen anden mand end Ciel, og han var ikke ude efter at være andet for Yaya end hvad han var. Esekias var ikke helt klar over hvor hans føelser lå, og de var kun blevet mere forivrende,han forstod ikke sig selv, men nu hvor han var her ved Yaya var det noget han skubbede fra sig. Esekias kunne godt se på Mai at hun allerede var igang med at at tillægge Yaya og hans forhold noget ganske andet en det enlig var, men han vidste også at en hver direkte benægtelse fra hans side, ville bare for ham til at se mere skyldig ud i den unge kvindes øjne. så vidst Esekias kunne se var Mai ikke langt fra ham i år. han smilede bare høfligt til hende. Det var ved at være middags tid og der ville ikke gå så længe før de alle burde klæde om til middagen. Der var blevet snakket en del mellem ham yaya og Warren på vejen ud i haverne, og imellem afbrydelserne, og nu kiggede Esekias fra et på ivrige drenge og en Warran der virkede til at være ganske godt underholdt af drengene. Det virkede som om familien var nysgerrig på hans evner, og jo før han fik det ud af verden jo før ville deres nysgerrighed være stillet. det var ikke fordi han ikke havde lyst, det havde han skam, drengen var næsten ikke til at stå for, og Esekias elskede børn, men han vejede kort for og imod med om det kunne nås og hvad der ville være mest høfligt. til sidste smilte han varmt til drengene i et godtagede smil. Han hørte godt Yayas suk, hun kendte ham for godt, men han vidste også at hun ikke for alvor tog det ilde op. Esekias nikkede kort. " Hvis der er tid nok" sagde han venligt og kiggede hen på Warran "" Og hvis de tillader?" sagde han høflig, med et roligt smil på læberne.
Post by Yaya Dé Ricéy on Aug 13, 2013 13:33:33 GMT 1
Hun spurgte ikke fordi hun ikke vidste hvad han mente, hun spurgte fordi hun nød at høre han forklare sig eller bortforklare sine kommentarer. Men med deres venskab kunne de nødes med at væksle blikke, en kommentar eller samtale var ikke altid nødvendig. Deres intime følelser for andre mennesker var dog ikke noget de tidligere havde diskuteret. Yaya ville sandsynligvis blive voldsomt overrasket hvis Esekias indledte en samtale om dette, og hun ville garanteret tøve med at tale om sit forhold til Ciel. Men lytte til ham kunne han altid regne med at hun ville, og hjælpe ham så godt hun kunne. Men det var jo heller ikke alting han ønskede at diskutere med hende.. eller ville diskutere med hende. Yaya havde egentlig altid omgivet sig med drengevenner, men hendes kvindelige omgangskreds havde aldrig forstået det, og for at undgå rygter holdt hun derfor de fleste af disse bekendtskaber hemmelige. Esekias var den første undtagelse i mange år. Men hun værdsatte deres venskab så meget at hun ikke ville holde det hemmeligt for sin familie, for alle andre var det stadig en selvfølge. Negative rygter var ikke velkomne. Mei var sandsynligvis ikke den eneste der ville antage noget ganske andet end venskab som det første. Det var jo ikke normalt at fine fruer omgav sig med andre mænd end deres familie og ægtefælde. Mei betragtede dem afventende, hun forventede næsten at kunne finde fejl ved deres opførsel som kunne hentyde noget der kunne lede hendes teori i den rigtige retning. Meis smil blev en anelse bredere da han gav sig til at smile til hende. Hendes smil blev en smule udspekuleret som hun roligt retunerede hans smil. Yaya sendte hende et irriteret blik. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om sine søsters metoder. Fordi Mei som regel altid kunne få et eller andet ud af en situation det var til hendes egen fordel, og oftest på andres bekostning. Hun noterede at hun skulle advare sin søster næste gang de kom på tomandshånd. For Mei lod ikke til at bemærke de dræbende blikke der blev sendt i hendes retning. Mei koncenterede sig om Esekias. Mest af alt fordi at hun regnede med at det var mest sandsynlig at han trådte ved siden af i det skuespil de havde gang i end det var at Yaya lavede en fejl. Mei fandt det også mere personligt givende at betragte Esekias frem for sin søster. Wallan kunne aldrig blive påvirket negativt af noget der øgede hans børnebørns interesse for noget der kunne fremme deres træning. Rosallen-slægten lagde trods alt vægt på at træne drengene til en standart man oftest kun så i hæren. Specielt under Wallans ledelse. Middagen skulle de nok nå. Når Esekias lod det op til Wallan at afgøre om de havde tid til noget med fægtning eller kampkunst kendte Yaya allerde svaret, men hun rejste sig ikke før Esekias ville gøre mine til at acceptere drengenes valg af tidspunkt. Ligesom at Wallan og Mei heller ikke flyttede på sig. De lod deres gæst bestemme. Der var ingen tvivl om at Wallan også var nysgerig på Esekias' evner. Når han havde ridefærdigheder der matchede Yayas så måtte han bestemt være interessant. Wallan havde også hørt mange rosende ord om hans fægteevner. Disse samtaler var forbigået Meis opmærksomhed og interesse, så hun fik nok mest ud af situationen. Yaya forventede at Esekias ville give efter, fordi hun vidste hvor meget han holdt af de ting der var i spil. Man skulle næsten tro at hun havde fortalt sine nevøer at Esekias havde et svagt punkt for børn. Det havde de åbenbart selv regnet ud, når deres opførsel faldt mere til den barnlige side frem for den voksne. Leons jubbelsudbrud var tydeligvis ikke planlagt da han kort efter rømmede sig undskyldende og henkastet så væk. Kuro lo af ham og blev belønnet med et vredt blik fra sin lillebror. Kuro smilede bare overlegent og Leon skulede utilfreds. Yaya sukkede af dem igen. Hvad havde hun dog rodet sig selv og Esekias ud i. Wallan kastede et blik mod palæet, men ingen tjener eller tjenestepige stod og afventede familiens opmærksomhed, derpå så han tibage på Esekias og nikkede. Der var tid hvis Esekias ville tage sig den tid der var nødvendig. Wallan betragtede ham roligt, han ville ikke blande sig i deres aftaler. Men det behagede ham at Esekias tog hensyn til værtsskabet, dog undrede han sig over at Esekias ikke havde spurgt Yaya. Ved spørgsmålet om Wallan tillod deres træningssession kastede han et blik på drengene der allerede var på vej tilbage til lokalet og diskuterede en masse med henblik på det forestående. Wallan så tilbage på Esekias med et mere imødekommende udtryk "Selvfølgelig" svarede han roligt og nikkede inden han slog ud med hånden efter de to drenge, som en hentydning til at Esekias måtte forlade selskabet.
I don't care if you judge me, but you know.. others might.
Post by Esekias Lawrens Montegeu on Nov 4, 2013 19:14:37 GMT 1
Esekias kendte godt den slags rygter piger tit kunne finde på at spinde, når der var noget i luften de kunne dreje over på noget der bare minede om en romance, og han vidste også godt at det for udefra kommende godt kunne ligne lidt at yaya om ham havde et andet forhold end de have. normalt befandt esekias sig godt i den slags rygter, og ved hoffet i talien gik der da også et par stykker om ham, men når det kom til yaya ønskede han ikke at gøre hende nogen ulejlighed og gjorde derfor alt han kunne for at undgå den slags rygter, han vidste dog at hvis han holdt om med at svare som han plejede til den slags rygter og nægtede alt meget alvorligt, ville det kun vække endnu mere optanke, så han sagde ikke noget til det. han smilede til drengene som virkede meget ivrige, han havde altid haft svært ved at sige nej til børn, så da wallen havde tilkendegivet at der var tid inden middagen rejste han sig op og så drengene løbe af sted mod trænings grunden, han smilede varmt, og det var tydeligt på hans udtryk at han var en mand der elskede børn. han bukkede kort for wallen og pigerne inden han fulgte drengende. han smilede til pigerne. " I må have mig undskyldt, det ser ud til at jeg bliver dirtraheret en stund" sagde han venligt. det var ikke nødvendigt for ham at sige de selvfølgelig var velkommen til at følge med, esekias var van til at folk stimlede sammen når han mødte op i træningsalen der hjemme så det gjorde ham ikke noget når nogen så på. Esekias startede, på opfordring af drengende, med at gennemgå hans træningsrutine, som var en lang række krævende øveler han udførte med sin egen klinge, alene. det var en serie der øvede de forskellig angreb og parader, og varmede musklerne op. det var tydeligt på esekias bevægelser at han var øvet. hans bevægelser var kontrollerede, præsis, elegant og hurtige. Esekias klinge var noget anderledes end dem de fleste brugte , men en lidt længere men meget tynd klinge, de fleste havde grinet i starten hvor han havde brugt den, men de havde for længst fundet ud af hvor effektiv lige den klinge var for esekias, og grinte ikke af det længere. bagefter sparede han en stund med drengene og roste dem for deres dygtige kunne, og en enkelt gang eller 2 gav han dem en lille rettelse og et råd med på at forbedre det, men altid med stor respekt. det var tydeligt på esekias at han ikke ringeagtede drengenes evne, men han hvilede godt i sin viden om hans egne evner.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker