En gang skulle være den første!

[Kath Alantia Bloomer]

kath gik rolig ned af en mørk gang, der var helt stille og ingen så hende, hun stoppede foran en stor dør hun viste hun ikke måtte gå i bag døren , og hun viste der gik en trappe ned på den anden side, men hun havde længet ville undersøge slotteds kælder.
Kath så til begge sider og i stedet for at åben den store dør som med sikkert hen også larmet i hængelserne, brugt hun sine krafter og gik gennem døren, hun stod nu på det øvester trin ned til kælder og lyttet kort før hun gik langsomt ned af trappen som snoret sig lidt, da hun kun manglede tre trin før hun var i klæderne stoppet hun op og sukket kort.. hvad var det hun gjorder, ? skulle hun forsætte skulle hun vende om nu var hun næste nede, hun tog de sidste tre trin ned men stoppet så og kiggede op af trappen, skulle hun gå tilbage.
kath var i ført hendes skole lingen sorte uniform ( som billedet) hende lange mørke hår hang roligt ned over hende ryg og det var tydeligt at se hun var usikker på hvad hun enlig lavet, men spænding var ikke til at modstå.
det var nar uden for

[Verri Noen]

//Denne tråd kommer efter trådene "Playing with the devil", "I'll say nothing, so please don't ask" og "The blind and the beast"//



Verri og Zearia

Der var ikke forskel på nat og dag i fangekælderen, ikke udover aktiviteten. Det kunne ikke fornægtes at vagterne mistede lidt af deres engagement og arbejdslyst når de vidste at de befandt sig i en kælder hvori man forgæves havde forsøgt at fange en morderisk mutant de sidste par uger. Det var ikke fordi Zearia faktisk var moderisk, hun havde bare gjort det til sin mission at beskytte pigen hun bogstaveligt talt var faldet over under et flugtforsøg for flere uger siden - Verri. Hun havde passet pigen, plejet hendes sår, givet hende mad og vigtigst af alt beskyttet hende mod vagterne. Verri selv var blevet lettere utilregnelig af torturen hun havde været underlagt, men Zearia havde været vedholdende og nu accepterede Verri hendes selvskab og hendes hjælp. I starten havde Verri ikke næret noget ønske om at overleve, så derfor havde Zearias hjælp været meget uvelkommen. Men nu var de to næsten uadskillelige. Verri klamrede sig til Zearias stærke mentalitet og egentlige venlige væsen, mens hun selv kæmpede med at få sin mentalitet på ret spor igen. Zearia vidste godt hvornår hun skulle trække sig fra Verris indre krige og hvornår pigen havde brug for hendes hjælp, der var et eller andet instinktivt der lod hende forstå Verris kvaler.
Den aften hvor Kath bevægede sig ned i kælderen var en af de bedre dage for Verris vedkommende. Hun sad lænet op af Zearia, der efterhånden havde fået muteret sin krop tilbage til noget menneskeligt. Halen og klørerne havde bevist at de var vigtige så de var begge perfektioneret, men udover disse, flere muskler og spidse tænder så lignede hun et menneske. Hun sad med fronten vendt mod celledøren de havde placeret i døråbningen - selvom den på ingen måde var i stand til hverken at holde noget ude eller ind. Hun sad i en foroverbøget stilling og holdt vagt. Verri sad med sin ryg mod Zearias og lænede sig tilbage så hendes ryg fuglte krumningen som Zearias ryg formede. Verri slappede af, men hun kunne ikke sove, hendes tanker holdt hende vågen. Efterhånden døsede hun dog hen, men vågnede med et voldsomt sæt og klamrede sig så pludselig pansisk til Zearia. Zearia så tilbage på hende over skulderen med et spørgende udtryk, også selvom hun vidste at Verri ikke kunne se det. "Marridt?" spurgte hun og Verri bemærkede den oprigtige bekymring lyse op i Zearias lys. Hun rystede på hovedet og trykkede kinden mod Zearias skulder mens hun lagde armene om livet på hende. "Bare panik, som altid" forklarede hun trist og sukkede tungt. "Hvornår tror du det går væk?" spurgte hun og holdt øjnene åbne selvsom hun intet kunne se. Zearia trak let på skuldrenen selvom det betød at hun også løftede Verris hoved en anelse "det er svært at sige". Zearia gentog sig selv. Verri havde gang på gang spurgt hende om lignende ting, hvornår hendes sår healede helt, om hun mon ville få ar, om hun nogensinde ville blive glad igen osv. Zearia havde ingen jordisk chance for at svare på disse spørgsmål, og det vidste Verri godt, men hun følte sig bedre tilpas når hun alligevel havde spurgt. "Måske når du engang bliver afklaret med situationen?" foreslog hun og Verri overvejede det. Det var muligt. Men ville hun nogensinde blive det? Ingen af de to lagde mærke til at de fik selvskab i kælderen, selvskab af en der ikke var vagt, en som slet ikke burde befinde sig i de aflåste lokaler.

[Kath Alantia Bloomer]

Kath stod længe ved foden af trappen og viste ikke hvad var op og ned på om hun skulle gå op igen, hvis hun blev opdagte kunne det få en meget stor staf, men spændning var udmådstålig.
Pludselig hørt kath noget og kiggede i retning af lyden, det lød som stemmer men hun var ikke sikker, hun gik langsom mod lydene, og kunne hører det blev til stemmer, * hvem kunne det dog være * tænkt kath, hun havde ikke hørt om de skulle have fanger på slottede og havde heller ikke set nogen bliver slebt afsted.
enlig havde der været meget stille op på slottede, nogen gange var det ikke til at holde ud.
Kath var nu kommet så tæt på hun kunne se to stikkelser bag trammerne længer fremme, kath ville lige tage det sidste skridt, men snuble over sin egen fod og vælgter ned på siden, det kunne et lille støn fra hende efter som luften bliver slået ud af hende, hun vist hurtig samlet sig sammen og holdt sig på munden i håb om ingen hørt hende, hun lå lidt på jorden og lyttet om nogen skulle have hørt hende.

[Verri Noen]

Lyden af trin var ikke unormal i fangekælderen, derfor fangede skridtene ikke Zearias opmærksomhed før at Kath begyndte at nærme sig. De fleste vagter holdt sig langt væk fra cellen der udgjorde Verri og Zearias 'hovedkvarter'. Det at en fremmed pludselig nærmede sig undrede hende. De fleste blev skræmt langt væk af lugten af blod der stadig hang i luften, og blodsporet på gulvet der både tilhørte Verri men også Zearias ofre. Derfor var der både spor efter noget blodigt der var blevet slæbt og blodige klomærker på gulvet. Men det var måske svært at se i det sparsomme lys der var i kælderen altid. Intet passerede Zearias opmærksomhed når det kom tæt nok på, og hvis Kath var tæt nok på til at kunne kategorisere deres stemmer som en samtale, så var hun indenfor hørevidde. Et bumb brød stilheden efter skridtene havde nærmet sig. Zearia rettede sig brat op og Verri slog sin kind fordi hun ikke fik sig tilpasset hurtigt nok. Hun kunne mærke panikken brede sig, men da der ikke skete mere faldt hun lidt ned igen. "Hvad er der?" spurgte hun lavt og slap Zearia da hun gjorde mine til at ville bevæge sig. Verri fornemmede at Zearia var på vagt, men det lod ikke til at være alvorligt, i hvert fald var det ikke samme reaktion som når hun fornemmede vagter. Verri blev siddende og ventede, mens hun fulgte med i ændringerne i Zearias lys. Zearia knurrede lavt og gik langsomt og lydløst hen til celledøren på alle fire, også en ting hun ikke have muteret tilbage. Hendes ben og arme havde stort set samme længde og bygningen i hendes arme var anderledes, muteret til at kunne holde hendes vægt oppe og desuden også klare løb. Hun stoppede ved celledøren og snusede lidt til luften, de havde selvskab. Men det var.. en pige? Zearia rynkede brynene og så tilbage på Verri "Verri" kaldte hun og Verri kravlede hen til hende. Verri forstod Zearias hensigt og satte sig henne ved døren og lukkede øjnene. Hun fandt Kaths lys og borrede sig hensynsløst ned i Kaths privatliv. Der var intet farligt over pigens lys, kernen var hvid - fuldstændig ren og god, det gjorde næsten ondt at se noget så hvidt efter at have været omgivet af mørke lys med undtagelse af Zearia. Hun sukkede lettet og undersøgte denne pige lidt nærmere. Den anden lyse farve der dominerede hendes lys var gul. Et lys blev næsten ikke mere indbydende end dette, den hvide kerne der beviste at dette var en helt igennem god person, og så det lysegule karaktertræk der gjorde det klart at hun var en venlig person. De nervøse violette gnister der farede henover hendes lys gjorde udfaldet, Verri var nu sikker på at denne pige ikke var farlig, for hun var bange for noget så trivielt som om fangerne havde hørt hende. Hun åbnede øjnene igen. "Pige, 21, ansat på slottet og ude hvor hun slet ikke kan bunde" oplyste Verri uden at tænke på at Kath kunne høre hende og løftede det ene øjenbryn. Hvad lavede denne pige mon hernede? Men der var ingen grund til at belemre sin hjerne med sådanne spørgsmål når man havde evnen der kunne svare på det. Hun rynkede panden lidt som hun borrede dybere i Kaths lys og sukkede. En nysgerrig pige der søgte spænding? Zearia så på hende, hun var ikke længere bekymret og betragtede i stedet Verris skiftende udtryk, hun vidste at Verri var igang med at gennemanalysere pigen ude på gangen, men pigen ville aldrig ane uråd før det var forsent. Og hvad kunne hun gøre? Det var praktisk tale umuligt at beskytte sig mod Verris evne, med mindre man var mutant med talent for den slags. "Hun er mutant" fortsatte Verri ufortrødent og Zearia lyttede nu ekstra godt efter "hun kan gå igennem ting, som vægge og sådan" forklarede Verri og strøg sig over panden "det er derfor hun kunne komme herned uden tilladelse". Zearia nikkede. Okay, så hun havde ikke at gøre med en fare, men i stedet med en pige uden situationsfornemmelse. Hun sukkede og spejdede ud i mørket. Hverken Zearia eller Verri var bange for den nyankomne, så de trak sig tilbage igen og bevægede sig længere ind i cellen. Afventende, næste træk var op til pigen - Kath.

[Kath Alantia Bloomer]

Kath sad på jorden og var helt tavs da hun pludselig høret en stemme, hun fik fat i nogen af ordene, men det var ikke alle hun helt kunne hører, hun fik sig rejst op og gik lidt tætter på deres celle.
" hvem der " hvisket hun og stod roligt at lyttede.
Hun havde fået ud af at de viste hun var mutant, så det behøvede hun ikke at forklar dem hvis det kom til den side af sagen, men af dem måtte også være det, for hun kendt ikke stemme, så det kunne ikke være en der kendt hende eller en hun havde snakkede med.
Kath gik et skridt tætter på så hun bedre kunne se hvem de enlig var, hvordan de så ud, hende øjne prøvet bedst muligt at vænnes sig til mørket så hun bedre kunne se dem.

[Verri Noen]

Zearia fuglte efter Verri tilbage ind i cellen. Hun lod for det meste Verri bestemme hvor de skulle befinde sig, selv sørgede hun blot for at beskytte pigen. Der var ingen tvivl om at Verri enten ville knække helt eller måske endda bliver sindsyg hvis hun blev overladt til sig selv eller presset til for meget for hurtigt. Så derfor fulgte Zearias hendes tempo og vurderede altid situationen to gange inden hun gjorde noget. Hun holdt øje med personen på gangen og lyttede da hun talte. Så skar hun en irriteret grimasse. Zearia knurrede af hende da hun nærmede sig "ufrivillige fanger" snerrede hun kort for hovedet. Hvad forestillede denne pige sig? Adelige på ferie? Hvad forventede hun at finde i en fangekælder udover vagter og fanger? Og nu de sad spærret inde i en celle så var svaret vel meget logisk. Zearias irritation påvirkede Verri negativt og gav hende kvalme. Hun blev mindet om torturen ved hver negativ følelser hun blev konfronteret med og det gik hende på. Var hun ikke i stand til at glemme det? Hendes tanker begyndte at kredse om torturen og hun trak knæenen ind mod sig bryst, lagde armene om benene og gemte ansigtet i knæene. "Gå din vej" bønfaldt hun. Hun havde brug for Zearia, men alt det denne piges tilstedeværelse bragte op i hendes frelser var for smertefuldt. Desuden mindede pigens uspolerede lys hende om en uskyldighed hun engang havde set som normen. At hendes syn på verden og folk nu var så fordrejet og smertefuldt at tænke på var ikke direkte denne piges skyld, men det hvide lys gik fra at berolige Verri til at gøre hende vred på sig selv. Hun var gået totalt imod sine egne principper, og hun havde ikke haft den mindste dårlige samvitighed ved at gøre det. Den dårlige samvittighed ramte hende nu og gav hende lyst til at kaste op. Hun havde gjort hvad hun skulle for at overleve inkl. at forkaste sin moral. Denne pige mindede hende om det og fik hende til at se kritisk på sig selv og sin situation. Verri lukkede øjnene, hun foretrak efterhånden dette når hun snakkede med folk. Hun koncenterede sig bedre med lukkede øjne, og for hende var at fokusere med sin evne det samme som at holde øjenkontakt. Øjenkontakt ville hun jo ikke få meget ud af. Men hun gjorde sit bedste for at trække sin evne væk fra pigen, men det var praktisk talt umuligt nu pigen besluttede sig for at komme tættere på selvom Verri havde trukket sig væk. Zearia lagde en kloet hånd på Verris arm og så bekymret på hende, Verri fornemmede bekymringen, men reagerede ikke, hun havde trukket sig ind i sig selv og væk fra alt det ubehagelige i verden omkring hende. Zearia konkluderede at det måtte være denne pige der var skyld i Verris paniske reaktion, det måtte også være forfærdeligt, aldrig at kunne undgå at se hvad folk egentlig var, på trods at store ord og fremtoning. Zearia havde faktisk ondt af hende. Zearia selv havde selv holdt sig langt fra samfundet i mange år og gjorde det stadig når hun ikke blev genkendt. Zearia bemærkede at Verri krøllede sig endnu mere sammen da pigen gik tættere på. Zearia rejste sig på alle fire igen og gik nærmere pigen. Hun knurrede dybt i halsen og hendes øjne skinnede let da de reflekterede den smule lys der var. Hun gik helt hen til tremmerne og rejste sig så på bagbenene og hamrede en kloet hånd ind i tremmerne så lyden tordnede ned af gangene. Hun holdt sig oprejst med hånden på tremmerne og stod foroverbøjet og så ned på Kath. Hun så ikke direkte agressiv ud, men i stedet var det noget defensivt over hendes handlinger, læste man situationen bare lidt ville man se at hun blot beskyttede sin cellekammerat. Den orangerøde farve der blussede op i Zearias lys i form af vrede fik Verri til at skævle panisk selvom at hun foralte sig selv gang på gang at det var okay, at vreden ikke var rettet mod hende. Hun gispede og klemte øjnene hårdt sammen for at modarbejde tårerne. "Zerra!" kaldte hun bønfaldende, både for at få hende til at komme tættere på, men også for at få hende til at ændre sit lys. Gnister i en dyb brun farve, der indikerede loyalitet, prægede Zearias lys og hun trak sig tilbage og gik tilbage til Verri. Forsikret om Zearias loyalitet slappede Verri mere af, også fordi Zearias irritation veg for hendes bekymring. Zearia stoppede foran Verri, der stadig sad sammenkrummet, og ventede.

[Kath Alantia Bloomer]

kath stoppede brat, det var her til og ikke længer kunne hun godt mærke på det hele, efter at have hørt stemmerne som havde bedt hende om at blive væk, hun kiggede mod ud gangen af kælderne om hun bare skulle vende om nu, men før hun så sig om kom det en ordenlig torden lyd fra cellens trammer, kath fik et ordenlig chok og fladt tilbage på røven, hun turde næsten igen kigge op og så osse kun med svage øjne at der stod en skikkelse foran at hende som ikke linget et menneske og skær fra dens øjne, gjorder hende bange hun trak sig lidt tilbage og kiggede ned i jorden " det vist bedst jeg smutter " sagde hun unden at flytte sig, hun var lidt i chok og sad længe og prøvet at tage sig sammen om at rejse sig for at komme væk der fra, men hun kunne rejse sig lige nu.

[Verri Noen]

Skridtene stoppede på gangen, det registerede både Verri og Zearia, men de gjorde ikke mere ved det. Ikke før Zearia nærmede sig med den intention om at skræmme pigen væk. Det lykkedes hende ikke og i stedet bredte der sig en frygt gennem Kaths lys. Kaths frygt ramte Verri som et fysisk slag. Hun slap sine ben og kravle længere ind i cellen. Følelser der mindede hende om sine egne dengang under torturen var værst. Hun prøvede at overvinde sin panik men al larmen blev for meget for hende og hun kastede op i cellens ene hjørne. Så kravlede hun lidt væk og rullede sig sammen på gulvet. Zearia vidste ikke hvad hun skulle gøre. Hun fulgte med hende rundt, holdt hendes hår da hun kastede op og strøg hende bekymret over håret da hun rullede sig sammen på gulvet. "Gør noget ved frygten" bønfaldt Verri grådkvalt og lagde hænderne mod hovedet for at lukke sin evne af for verden med fysisk afskærmning, ikke at det lykkedes hende.
Zearia nikkede og gik tilbage mod indgangen til cellen. Døren stod kun løst i døråbningen og det krævede ikke mange kræfter at få den skubbet op. Zearia gik ind i døren, hun kunne sagtens have skubbet til den med en hånd, men det var nemmere bare at give den et let stød med hovedet så den væltede ud i gangen med en voldsom larm. Hun gik ufortrødent videre og stoppede først da hun nåede den fremmede pige på gangen. "Det var min mening at skræmme dig" indrømmede hun roligt og satte sig ned i en bizzar stilling der mindede om en hunds siddende stilling. "Men vær sød ikke at være bange" fortsatte hun og kiggede tilbage på cellen "Din frygt påvirker min ven" forklarede hun roligt. Zearia virkede ikke truende, men det ville også være en dårlig attitude til det hun forsøgte at gøre, nemlig at berolige Kath. Hun betragtede pigen med rolig mine inden hendes udtryk blev undrende da pigen talte. "Hvis De finder det bedst ikke at være her, hvorfor bliver De så?" spurgte hun og et nyt spørgsmål meldte sig. "Hvad laver De egentlig hernede?" spurgte hun "Det er de færreste der frivilligt bevæger sig ned i en fangekælder" tilføjede hun lidt for at forklare sin undren. Hun så sig tilbage over skulderen nogle gange, for at tjekke Verri, men Verri blev bare siddende i samme stilling inde i cellens mørke. Det ville være ødelæggende for Verri at komme ud i verdenen nu. Fakisk var kælderen det mest skånsomme sted for hende. Der skulle hun ikke hele tiden håndtere andres følelser og lys, og de folk der kom nede i kælderen kunne Zearia skræmme væk så de ikke påvirkede hende. De kunne tage tingene langsomt, et lys af gangen, indtil Verri var klar til at give sig i kast med omverdenen. Hendes reaktion var forståelig, men hendes fremskridt var stadig langsomme, miljøet var ikke godt for hende, men Zearia betvivlede voldsomt at verden udenfor ville være bedre.

[Kath Alantia Bloomer]

kath, så lidt skræmt på hende som satte sig foran kath hun lyttede og prøvet at slapper, hvilket bare resulteret i hun røg i gennem gulvet, der var dog ikke andet en jorden under dem, så hun kom op sammen sted igen og kiggede på hende med nye undrende øjne, hun lage hovedet lidt på skrå, " har du aldrig gerne vil opleve noget nyt eller spænenden i dit liv ? sagde hun roligt, og kiggede på hende men så forsætte hun med at snakke "nej ikke alle gøre, men nu er jeg heller ikke dem " sagde hun med en venlig stemme.

[Verri Noen]

Zearia kiggede ind i cellen og spejdede efter Verri. Skikkelsen lå sammenkrøbet på gulvet og Zearia besluttede at lade hende ligge. Verri havde det forfærdeligt, men hun måtte lære at bearbejde de følelser som andre mennesker trak frem i hende. Verri var begyndt at reagere lidt bedre på vagterne, men had og frygt sendte hende altid tilbage i en panisk choktilstand. Verri holdt om sig selv og rokkede frem og tilbage på gulvet mens hun prøvede at berolige sig selv. Hun kunne nemt fornemme at både Zearia og Kath var faldet mere til ro. Zearia vendte blikket mod Kath igen, mindre agressivt og faktisk næsten normalt.
Zearia sprang forskrækket væk fra stedet med en hvinende dyrisk lyd. Hun spærrede øjnene op og sænkede undersøgende hovedet uden at turde nærme sig stedet hvor Kath var forsvundet ned i jorden. Hvad fanden var der sket? Var der en faldlem i gulvet? Hun rørte forsigtigt ved gulvet med klørerne men kunne ikke finde noget der skulle muliggøre et fald nedad. Så dukkede Kath pludselig op igen og skræmte livet af Zearia endnu en gang. Zearia skulede mistroisk men kom så i tanke om hvad Verri havde sagt om hendes evne, og så gav forsvindingen meget mere mening. Hun blev dog stående lidt derfra, usikker på gulvet. Zearia lo tørt af hende men fandt tydeligvis hendes spørgsmål underholdende. "Spænding? Der hvor jeg kommer fra flygter vi fra spænding" svarede hun roligt "vi drømmer om et almindeligt og kedeligt liv, det gør jeg i hvert fald" svarede hun og satte sig tungt ned igen. Hun lyttede til Kaths ord "det var ikke faldet Dem ind at der måske var en grund til at andre holdt sig væk?" spurgte hun som om svaret var det mest logiske i verden. Man kom ikke frivilligt i en fangekælder med mindre man var vagt.. eller Ciel. Selv fangerne nærmede sig helst ikke stedet hvis de kunne slippe, og de færreste nød at se andres pinsler. Denne pige virkede ikke som typen der fandt morskab i andres kvaler, men hvis hun var kommet herned i jagten på spænding ville hun måske ende med at få mere end hun havde bedt om. Vagterne patroljerede jo stadig gangene, selvom de ikke var specielt grundige nær Verri og Zerras celle. Hvis de opdagede Kath sammen med Zerra og Verri ville Kath muligvis blive anklaget som medskyldig. Og så fik Kath ikke blot spænding men også problemer.

[Kath Alantia Bloomer]

kath fik sig samlet sammen og rejse sig op hun kiggede lidt zearia og smillede " du har nok ret, jeg må heller kommer væk enden nogen opdager mig " hun med en halv rolig stemme og begyndt at gå mod ud gangen " undskyld jeg trænget mig på, det var ikke min mening " sagde hun og forsvandt ud gennem vækken

//out.. jeg havde desværre ikke mere krea til tråden og sys det var bedst og afslutte den

[Verri Noen]

Zearia betragtede hende som hun rejste sig og nikkede til hendes ord. Hvis hun ikke ville have problemer var det nok bedst at hun søgte efter spænding et andet sted. Middelklassen måtte da også have et eller andet sjovt at lave. Zearia sad og overvejede hvad middelklassen og de adelige mon lavede når de kedede sig. Så fik Kath pludselig travlt med at komme væk. Zearia rejste sig med et tvivlende udtryk, stadig usikker på gulvet, men pigen lod ikke til at ville forsvinde ned i jorden igen og hun stolede mere og mere på gulvet under sine fødder som pigen bevægede sig længere og længere væk. Pigen henvendte sig til Zearia en gang til inden hun forsvandt ud gennem en af væggene. Zearia håbede for pigens skyld at hun havde valgt den rigtige væk og ikke en tilfældig som ledte ind til en celle hvor der ville vente hende en grim oplevelse. Hun satsede dog på at pigen havde styr på det, og manglen på skrig efter hendes exit gjorde Zearia mere sikker i sin sag.
Zearia så undrende efter pigen, hun virkede meget nem at påvirke. Men det var måske noget man lærte når man arbejdede på slottet? Hun rejste sig og stod lidt og så på væggen der hvor pigen var forsvundet igennem. Så gik hun ind til Verri og krøllede sig sammen om skikkelsen på jorden og lagde hovedet på sin ene arm. "Skræmte jeg hende væk eller så hun faktisk fornuft i mine ord?" spurgte hun, stadig tvivlende på situationen, der lige havde udspillet sig. Totalt malplaceret i fangekælderen. Verri gemte sig ind mod hende og hendes rystelser aftog lidt efter lidt. "Lidt af begge dele?" foreslog hun lavt. Hun havde ærlig talt fokuseret på at holde Kaths lys så langt væk som muligt, så hun havde ikke lagt mærke til andet end at det pludselig var forsvundet. Zearia gabte, men holdt øjnene på gangen. Verri begyndte at slappe af og smilede af mutanten ved sin side "jeg tvivler på at du behøver bekymre dig om at hun skulle skaffe os problemer, jeg fornemmede ingen onde intentioner, kun frygt" hun sukkede og gøs. "Berettiget frygt" tilføjede hun og Zearia lo kort. Hun tog Verris ord for sandt og lod øjnene glide i og faldt i en let søvn, hun sov stadig med det ene øje og det ene øre åbent, men hun slappede trods alt af.

//Æv, håber din krea kommer tilbage til dig igen ^^//