Post by Devin Jared Lynwood on May 12, 2013 12:22:38 GMT 1
Hvordan kunne noget gå så galt?!
Jared stillede sig forpustet op af muren med ryggen imod den, som han spejdede efter hans forfølgere. Han bed tænderne sammen i vrede og forbandede hans svagheden til solen, som stod frit fremme på himlen.
Det havde ikke været mange dage siden at han havde fundet en af de ansvarlige for den grove behandling, som prinsessen havde fået, da hun havde været i hans varetægt. Jared havde ikke haft den mindste skyld i at slå ham ihjel, da idioten intet havde fortrudt, men nærmere nydt at se hende lide. Han var bange for at han ville gå ud og skade andre eller sladre til vagterne, så det eneste Jared så passende for ham var døden. Døde sladre ikke og kan intet ondt gøre, siger man. Hvad han burde ha' forudset var at idiotens venner ville vende Jared ryggen og sladre.
De var gået til højer magter og fortalt at de vidste hvem der stod bag oprøret. Fandt på en sukkersød historie, som ikke gik på at Jared havde haft taget hende, ej heller at de selv var mutant. Man havde først tvivlet på deres ord og bad dem bevise at de talte sandt. Som bevis havde de peget mutanter ud for vagterne. Flere og flere mutanter fra oprøret var blevet taget, men heldigvis kendte de to ikke alle i oprøret, så der var stadig nogen i sikkerhed. Dog vidste Jared at der ikke ville gå lang tid før hans navn ville komme frem og hans hoved, som de ville gå ekstra meget efter.
Det var farlig at overnatte i de kendte steder og at konstant holde sig i gang var ikke nogen nem sag. Han måtte opgive at være gademusikant for at være bange for at blive opdaget på gaden. Hvert enkelt måltid blev sparet mere på, da han ikke vidste hvornår han ville ha' penge til at købe mere med vagter overalt. Oprøret var blevet opløst indtil at vagt antallet blev reduceret.
Han hørte råben udenfor det hus, som han havde søgt midlertidig flugt i. Noget med at han skulle gå ud og overgive sig. Han haft prøvet at sove, men måtte opgive det, for det var tiden til at komme væk. Heldigvis havde han haft kunne snige sig ud af bagdøren, men heldet holdte ikke længe, da en vagt havde set ham bevæge sig i øjenkrogen. For første gang i et godt stykke tid var Jared nødt til at løbe for sit liv. Han havde godt været inde i fængslet og kommet ud før, men torturen var ikke just behagelig og der var store chancer for at han ville nå at død før han kunne tænke på at flygte.
Han havde holdt sig imellem gaderne, hvor der havde været skygger, så han kunne holde sig for at gå direkte ud i solen og stod nu oppe af denne mur for at lytte til hvor langt de var fra ham.
De var stadig for tæt på og han måtte løbe videre, kun for at ende i en blindgyde med sollys det meste af gyden. Han stod ved grænsen til solen, som han hørte dem nærmere sig ham. Han måtte skynde sig, hvis han skulle bruge skyggerne til at teleportere sig væk, men vidste det ikke var muligt med den frygt og hurtigt pumpede hjerte. Det var for sent at løbe ud af gyden, som de første vagter kom susende. Han var fanget.
Jared stillede sig forpustet op af muren med ryggen imod den, som han spejdede efter hans forfølgere. Han bed tænderne sammen i vrede og forbandede hans svagheden til solen, som stod frit fremme på himlen.
Det havde ikke været mange dage siden at han havde fundet en af de ansvarlige for den grove behandling, som prinsessen havde fået, da hun havde været i hans varetægt. Jared havde ikke haft den mindste skyld i at slå ham ihjel, da idioten intet havde fortrudt, men nærmere nydt at se hende lide. Han var bange for at han ville gå ud og skade andre eller sladre til vagterne, så det eneste Jared så passende for ham var døden. Døde sladre ikke og kan intet ondt gøre, siger man. Hvad han burde ha' forudset var at idiotens venner ville vende Jared ryggen og sladre.
De var gået til højer magter og fortalt at de vidste hvem der stod bag oprøret. Fandt på en sukkersød historie, som ikke gik på at Jared havde haft taget hende, ej heller at de selv var mutant. Man havde først tvivlet på deres ord og bad dem bevise at de talte sandt. Som bevis havde de peget mutanter ud for vagterne. Flere og flere mutanter fra oprøret var blevet taget, men heldigvis kendte de to ikke alle i oprøret, så der var stadig nogen i sikkerhed. Dog vidste Jared at der ikke ville gå lang tid før hans navn ville komme frem og hans hoved, som de ville gå ekstra meget efter.
Det var farlig at overnatte i de kendte steder og at konstant holde sig i gang var ikke nogen nem sag. Han måtte opgive at være gademusikant for at være bange for at blive opdaget på gaden. Hvert enkelt måltid blev sparet mere på, da han ikke vidste hvornår han ville ha' penge til at købe mere med vagter overalt. Oprøret var blevet opløst indtil at vagt antallet blev reduceret.
Han hørte råben udenfor det hus, som han havde søgt midlertidig flugt i. Noget med at han skulle gå ud og overgive sig. Han haft prøvet at sove, men måtte opgive det, for det var tiden til at komme væk. Heldigvis havde han haft kunne snige sig ud af bagdøren, men heldet holdte ikke længe, da en vagt havde set ham bevæge sig i øjenkrogen. For første gang i et godt stykke tid var Jared nødt til at løbe for sit liv. Han havde godt været inde i fængslet og kommet ud før, men torturen var ikke just behagelig og der var store chancer for at han ville nå at død før han kunne tænke på at flygte.
Han havde holdt sig imellem gaderne, hvor der havde været skygger, så han kunne holde sig for at gå direkte ud i solen og stod nu oppe af denne mur for at lytte til hvor langt de var fra ham.
De var stadig for tæt på og han måtte løbe videre, kun for at ende i en blindgyde med sollys det meste af gyden. Han stod ved grænsen til solen, som han hørte dem nærmere sig ham. Han måtte skynde sig, hvis han skulle bruge skyggerne til at teleportere sig væk, men vidste det ikke var muligt med den frygt og hurtigt pumpede hjerte. Det var for sent at løbe ud af gyden, som de første vagter kom susende. Han var fanget.
