Post by Caleb Dé Ricéy on May 10, 2013 21:17:55 GMT 1
Af nysgerrighedens natur havde han spurgt videre indtil selve MeRosal. Han fik af vide at den store rose formet sø havde grundlagt navnet. Caleb blev nysgerrig på hvordan søen så ud og havde samtidig endnu ikke bevæget sig rundt i riget, da der havde været meget at se på hans mors familiegrund. Det var måske det oplagte til at være det første, som han skulle se af det fremmed sted han var. Han ytrede ikke sit ønske for at tage af sted, men valgte at gøre det alligevel.
En tidlig morgen, før morgenmad havde han gået ned i køkkenet og fået en pose med mad, som han kunne tage med sig på hans dags eventyr. Han havde trukket en slidt brun kappe over sine fine kælder og trukket hætte over det sorte hår. Åbningen afslørede det nederste af hans øjne, men ikke nok til at kunne bedømme den røde farve. Han anede ikke hvor kendt hans far var i MeRosal eller om nogen af dem nogensinde havde set ham, men det var nemmer at være på den sikre side.
Han gik imod stallede, som han vidste at det ville tage for lang tid at gå til fods. Hvorfor skulle de dyr også være så store i forhold til ham? Han sukkede opgivende og gav sig til at huske hvilke heste, som Yaya havde udpeget, som de mest rolige og dresseret.
Han træk en brun hest ud med sort manke og sadlede den op, inden han, imod sin vilje, kravlede op på dens ryg. Hesten var rolig og virkede ikke til at gøre modstand, hvilket kun gjorde Caleb mere rolig, som han satte den i galop, så den tog ham med væk fra palæerne.
Turen gik utrolig godt til hans overraskelse og dyret havde på intet tidspunkt prøvet at smide ham af, men hans forsvar var stadig oppe for kræet.
Han nåede kanten af den store sø og stirrede ud imod øen, som lå i midten. Hesten træk ham nærmere og bukkede hovedet ned efter vand, for at trække. Han løsende tøjlerne for at give den lidt mere frihed, men stadig med at stramt greb i tilfælde af hesten skulle finde på et eller andet.
Han sad med helt rang ryg og løftet pande, som han spejdede efter andet liv. Hans blik blev kun mødt af fiskene i søen, som legede rundt imellem hvad mindede om skud fra planter.
En tidlig morgen, før morgenmad havde han gået ned i køkkenet og fået en pose med mad, som han kunne tage med sig på hans dags eventyr. Han havde trukket en slidt brun kappe over sine fine kælder og trukket hætte over det sorte hår. Åbningen afslørede det nederste af hans øjne, men ikke nok til at kunne bedømme den røde farve. Han anede ikke hvor kendt hans far var i MeRosal eller om nogen af dem nogensinde havde set ham, men det var nemmer at være på den sikre side.
Han gik imod stallede, som han vidste at det ville tage for lang tid at gå til fods. Hvorfor skulle de dyr også være så store i forhold til ham? Han sukkede opgivende og gav sig til at huske hvilke heste, som Yaya havde udpeget, som de mest rolige og dresseret.
Han træk en brun hest ud med sort manke og sadlede den op, inden han, imod sin vilje, kravlede op på dens ryg. Hesten var rolig og virkede ikke til at gøre modstand, hvilket kun gjorde Caleb mere rolig, som han satte den i galop, så den tog ham med væk fra palæerne.
Turen gik utrolig godt til hans overraskelse og dyret havde på intet tidspunkt prøvet at smide ham af, men hans forsvar var stadig oppe for kræet.
Han nåede kanten af den store sø og stirrede ud imod øen, som lå i midten. Hesten træk ham nærmere og bukkede hovedet ned efter vand, for at trække. Han løsende tøjlerne for at give den lidt mere frihed, men stadig med at stramt greb i tilfælde af hesten skulle finde på et eller andet.
Han sad med helt rang ryg og løftet pande, som han spejdede efter andet liv. Hans blik blev kun mødt af fiskene i søen, som legede rundt imellem hvad mindede om skud fra planter.