Post by Chevere pertia d’silicet on Jun 16, 2013 20:00:16 GMT 1
Chevere ville helst slet ikke nævnes i en sætning med Cherry, i hvert fald når sætningen blev sagt offentligt. Søstre kunne muligvis være hinandens torne, men Chevere og Cherry var jo ikke søstre. Til trods for at det var den officielle historie eller bortforklaring. Chevere havde fejlvurderet afstanden til busken, derfor lå hun nu så lang hun var med torne stikkende mod det meste af hendes ryg. Hun ømmede sig men alle hendes bevægelser lod til blot at få flere torne til at stikke hende. Sådan føltes det i hvert fald. Hun var overbevist om at hun snart måtte ligne noget der havde været oppe at slås med en arrig kat. Keanes hjælp var til mere nytte end hendes egen. Hun spekulerede lidt på om hun mon kunne rede sin kjole, men ellers måtte hun jo tage den ballade der fulgte. Det var nok ingenting sammenlignet med den ballade hun ville få for at været gået ud alene, og fandt de ud af det med Keane så blev det endnu værre. Chevere lo flovt "De skal ikke undskylde for mig egen klodsethed, jeg er bare ikke vant til at være udendørs" mumlede hun uden at se på ham "jeg ville blot ønske at de ikke kunne se mig sådan her" sagde hun med et let suk og spærrede så øjnene voldsomt op. Cherry havde ikke brugt alle ønskerne endnu havde huh? Efter Cheveres ønskeri havde Cherry ønsker sig viden om alverdens gift, men vidst kun det. Hun rettede næsten panisk sit blik mod Keane "jeg mente det ikke!" udbrød hun, men det var for sent. Hun havde brugt det 3. og sidste ønske allerede. "Keane!" kaldte hun og rakte ud efter ham.
Post by Keane Loki Ere Teiko on Jun 16, 2013 20:37:56 GMT 1
Keane hjalp jo gerne. han gjorde hvad han kunne få at rede kjolen og hende. han så på hende og da hun kom op og fortalte om det at hun var klodste små grinte han blot og gik om bag hende og plukkede de torne han kunne se fra ryggen af. han smilte roligt til han hørte hvad hun sagde. han gik et skridt tilbage og så på hende. "chevere?! hans smukke øjen farve falmede og blev helt hvide. hans medaljon begyndte at lyse kraftigt op og Keane tog om den og rystede på hovedt. "Medaljonen lyster ikke på tilbage træk...." han nåede ikke at sige mere da han blinkede var han blind. han kunne ikke se hende mere. han mærkede hvordan han nærmest forsvandt ud i den blå luft og medaljonen det samme. Hesten stejlede og vrinskede og gik i panik da dens ejer forsvandt for øjnene af den. det var den ikke van til. den begyndte at løbe rundt.
Post by Chevere pertia d’silicet on Jun 17, 2013 14:36:37 GMT 1
Chevere var taknemmelig over hans hjælp, ellers havde hun nok ligget i busken endnu. Hun lod ham fjerne tornene fra sin ryg da hun selv var optaget af at vikle en gren fri af sit skørt. Hans reaktion kombineret med hendes egen forfærdelse gjorde hende næsten dårlig. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre. "Undskyld!" udbrød hun forfærdet og lagde en hånd på hans bryst "jeg tænkte ikke over det". Hun spærrede øjnene op da hans øjenfarve så forsvandt. Hvad skete der? Hun tænkte sig om, hun havde jo bare ønsket.. at han ikke kunne se hende. Hun tog sig til hovedet og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Cherry havde jo brugt det andet ønske så hun kunne ikke engang ønske skaden god igen. Hun lukkede det ene øje og vendte hovedet halvt væk da medaljonen begyndte at lyse. Hvad skete der nu? Hun hørte han sige noget, men han blev ikke færdig med det så forsvandt hans bryst fra hendes fingre. Hun troede at han bare var gået længere væk men da hun så sig om var han helt væk. Hun stod måløs og forvirret tilbage. Alene. Frygten greb kort fat i hende så gik Keanes hest i panik og hun flyttede sig for den. Cheveres hvide hest gik rolig rundt og græssede men kiggede op da Keanes hest flippede ud. Den så kort på den så græssede den videre. Chevere talte beroligende til hesten og forsøgte at kalde den til sig til trods for at hun havde lyst til at fare rundt i panik ligesom hesten.
Post by Keane Loki Ere Teiko on Jun 24, 2013 11:11:32 GMT 1
Keane var væk fra rosenhaven og ude i ørken nu. hesten hørte stemmen tale til sig og stejlede kort og så på Chevere og gik over til hende og lagde hovedet på hendes skuldre og prustede. den var ikke van til sin ejer forsvandt. den så mod den anden hest og vendt sig så pludseligt om og begyndte at gå. den havde ingen herre så den gik bare. hvor hen kunne kun hesten sige.
Post by Chevere pertia d’silicet on Jun 24, 2013 20:20:05 GMT 1
Chevere lagde hænderne mod Keanes hest og lod berøringen berolige både hende selv men også hesten. De var lige oprørte over hvad der var sket. Hun talte beroligende til hesten og strøg den over halsen. Hesten beroligede hende faktisk lidt. Indtil den pludselig gik. Hesten bar ingen tøjler så hun så ingen mulighed for at kontrollere og bestemme over den. Det havde hun nu heller ikke lyst til, men det mindste hun kunne gøre var at sørge for Keanes hest. Nu han var.. tja, væk. Cheveres mave snørrede sig sammen ved tanken og hun kiggede over på sin egen hest som nærmede sig. Hun lagde hånden på hestens hvide hoved og rynkede brynene. Så så hun efter Keanes hest og tog en beslutning. Heste gik hjem når de var alene gjorde de ikke? Mod et sted de vidste der var mad. Måske kunne folkene ved hestens hjem forklare hende hvad der var sket. Det var ikke noget som Keane havde nævnt for hende. At han pludselig ville forsvinde i et lysglimt. Chevere kravlede op på hesten, mere elegant end hun havde troet muligt på egen hånd. Så puffede hun forsigtigt til den med hælene og hesten begyndte at gå. Den forstod hurtigt at den skulle følge efter den anden hest og efter et stykke tid behøvede Chevere ikke gøre noget. Hun så sig om mens de red, men holdt hele tiden øje med hesten. Hun vidste ikke hvor hesten førte hende hen, eller hvordan hun fandt tilbage. Hun vidste bare at hun måtte finde Keane, eller i hvert fald finde ud af hvad der var sket og så forsøge. Hesten førte hende til en gård, langt langt væk fra alt hvad Chevere kendte. Hun sank en klump og hendes hest mærkede hendes nervøsitet og stoppede. Der var ingen tvivl om at Keanes hest ville mod gården, men turde Chevere. Hun trak vejret dybt, samlede sit mod og drev sin hvide hest fremad mens hun spejdede efter tegn på liv. Nervøs for hvad hun ville finde.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker