long time. and dont call me Raiden! (Akari)

[Akari Misero]

Akari ønskede at kunne hjælpe hende, men han ville aldrig tvinge hende til at tale om emner hun ikke ville ind på. Selvom det nok ville hjælpe hende at have en at dele det med. Men det var hendes egen sag. Han håbede hun vidste at hun kunne stole på ham, også selvom han havde glemt at tage afsked med hende da han var taget til Talian. Til hans forsvar så havde høflighed ikke været det der fyldte hans hoved dengang. Men han burde måske have sagt det. Men havde Rei spurgt Akaris far så havde hun nok fået de svar hun søgte. Men det havde hun måske undgået? Men der var nogle usagte sandheder mellem dem, nogle sandheder som nok ville ændre deres syn på hinanden en del. Måske ville hendes hemmeligheder dog ændre hans syn på hende lidt mere end hans hemmeligheder ville ændre hendes syn på ham.
Akari mente ikke hun skulle tage afstand fra den hun var, men måske derimod finde frem til den person hun var, og ikke den person hun altid havde fået besked på at være. Hun havde aldrig været 'general' overfor ham, derfor var han heller ikke så begejstret for at kalde hende for oi, det virkede forkert. Måske ville en ordentlig træningssession med Akari ændre mere end man lige skulle tro?

Rei var måske ikke villig til at opgive deres kamp, men havde hun et valg? Såret lod til at svække hende langt mere end hun ville være ved. At han kunne afvæbne hende så nemt gjorde udslaget. Han nægtede at kæmpe mod hende i den tilstand, faktisk ville han nok ikke bruge sine fulde kræfter i deres kampe fremover. Måske havde han fanget hende på en dårlig dag, men forskellen på deres evner var tydelig nu. Kæmpede han nådesløst videre ville han godt kunne slå hende ihjel. Det var ikke noget han ville risikere. Akari stirrede lige så stædigt tilbage i hendes øjne, det var tydeligt at hun ikke havde et valg. Ikke så længe han var stærkest. Han mærkede godt at hun valkede og langsomt mistede mere og mere af bevidstheden. Efter ét sår? Hans farvoritmodstander havde mistet noget af sit niveau. "Tag dig sammen!" snerrede han irriteret "hvis du kan kæmpe mod mig så har du også bare at holde dig ved bevidsthed" fortsatte han i et hårdt toneleje. "Raiden!" udbrød han irriteret og ruskede sin modstander, han valgte dog alligevel at trække hendes ene arm om skuldrene og lægge en arm om overkroppen på hende. Derpå overvejede hans sit næste skridt. Hun skulle til lægen, om så hun ville eller ej. Men han håbede på at hun kunne forblive ved bevidsthed så længe at hun selv kunne gå derhen, ellers måtte han jo bare slæbe hende. Det ville så også blive tilfældet hvis hun nægtede at gå til lægen, så skulle han også nok få hende slæbt derhen. Men at tage til hans foretrukkene mutantlæge var nok en dårlig ide, selvom han ønskede det bedste for sin barndomsven. Men hun var trods alt mutantvagt, og han ønske ikke sin læge spærret inde og måske endda henrettet. Så det var ikke en mulighed. Han tænkte sig om, hvilke menneskelæger kendte han i byen? Han havde ingen garanti for at de alle var læger.

[Rei Shiro Raiden]

Rei ille aldrig tillade at han sænkede sin styrke pga dette lille uheld. alle kunne ha en dårlig eller uheldig dag og det havde Rei idag. hun hørte godt at han råbte og hun kæmpede øjnene åbne og så på ham og da han sagde hendes efter navn stilte hun sig på benene og tog fat om hans skuldre.
"har jeg ikke sagt jeg ikke vil kaldes det!"
Det var en fed måde at vkke hende på og han vidste jo hvordan han skulle sige det. da han tog hendes arm over sig og en arm om hende prøvede hun at komme væk før han mærkede det ikke ar et snitsår men et ordenligt kødsår. hendes ringpanser var også gammelt og slidt. men hun havde ikke fundet en hun fandt værdig til at lave en ny til hende. hun mærkede han begyndte at hive hende afsted og måtte indse hun var nød til at følge med da hun ikke var så stærk som ham. måske kun halvt.
"du for betalt for det vis du slæbe mig til lægen... det lover jeg dig Akari"
det var tydeligt i hendes tone at hun hadede læger. at hun helst var fri og at hun helst ville klare tingene selv, men måtte jo indse at Akari havde ret. hun blev faktisk pludselig glad for at han var hendes ven. et smil i hendes hjerte kunne hun mærke og det gjorde nærmest ondt da hun aldrig havde mærket sådan et før. hun tog sig til brystet og fullgte vaklene med og mærkede den tykke væske løbened af siden på sig og så på Akaris bekymrede øjne. holdte han virkelig så meget af hende at han virkelig ville slæbe hende til en læge eller fugle han hende bare hjem mon?

[Akari Misero]

Det var muligvis ikke noget som Rei kom til at bestemme, hvordan ville hun desuden kontrollere om han holdt igen eller ej? Akari kunne skjule sin egentlige styrke for mennesker han arbejdede og trænede med hver dag, så skulle han ikke kunne skjule det for en ven han ikke havde set i flere år?
Hans ord lod ikke rigtig til at have indvirkning på hende indtil han brugte hendes kælenavn, et navn hun tydeligvis ikke brød sig om. For selv i en tilstand af bevidstløshed, så vågnede hun op for at skælde ham ud over at bruge det. Det havde også været meningen, om han så skulle messe hendes navn så længe han ønskede hende ved bevidsthed, så gjorde han det.
Akari holdt hende fast og måtte derfor tramme grebet lidt om hendes overkrop, for ikke at ramme såret flyttede han hånden længere ned og lagde den i stedet under såret. Han fjernede dog hurtigt hånden igen og så på sin nu blodige håndflade. "Et snitsår?! Rei for.." resten af sætningen forsvandt i bandende mumlen og han trak afsted med henden med en alvorlig mine. "Som om et snitsår ville bløde så meget, guderne forbande dig for stadig at lyve om din stilstand" bandede han og satte tempoet op. Heldigvis besluttede hun at følge med, så de bevægede sin hurtigt gennem byen. "Jeg troede du af alle ville sørge for at have ordentligt udstyr!" tordnede han videre "har du ikke lært det?!" spurgte han frusteret, hun havde lært at kæmpe til døden, men tydeligvis ikke at gøre alt for at undgå den. Akari måtte, hvis nødvendigt, banke nogle kundskaber ind i hende. For selvom hun havde rang af general, så manglede hun tydeligvis nogle almene færdigheder.
Akari ignorerede hendes ord, hvor pokker skulle han ellers slæbe hende hen? Til slagteren. Han rystede på hovedet af ham. Hendes mangel på situationsfornemmelse blev kun overgået af hendes stædighed. Ønskede hun at dø? Uanset hvad så ville Akari ikke tillade det, ikke på hans vagt.
Akari sparkede brutalt døren ind da han ikke havde nogle hænder fri, og skræmte derved næsten livet af lægen og hans assistens. Akari forklarede situationen og slæbte Rei ind i et rum efter lægens anvisninger.

[Rei Shiro Raiden]

Faktisk havde Rei et lille ønske om at dø men det skulle ikke vre hvem som helst som måtte slå hende ihjel. hun vidste de grundlæggende færdigheder og egenskaber men hun stolede desværre alt for sjældent på folk. hun manglede tillid til folk. også til dem der arbejdede under hende i samme område. hun manglede tillid til folk. akari havde hun tillid til efter så mange års træning og venskab. dog havde hun det underligt ved at se ham igen. hun så på ham med rolige øjne som han bandede af hende.
"ville jeg også godt ha... vis jeg kunne stole på nogle der lavede det udstyr"
Rei havde aldrig lært at stole på folk pga hendes fars hårde metode at opdrage hende på mistede hun tillid til alle omkring hende. hun fulgte med og da hun kom til lægen og blev ført ind i et lokale blev akari vist ud. Rei lavede et vi ses tegn med hånden ved panden. og sukkede så da lægen trak gadinet for.

tiden gik og da lægen endelig kom ud var han igang med at tøre sine hænder for blod. "det var på et hængene hår i kom. lidt længere med sværdet og du havde ramt hendes indre organer. hun har dog fået noget beroligene og bedøvene så hun er nok halvt ved bevidsthed lige nu men du må godt gå ind til hende" lægen vidste ikke at akari ikke vidste at Rei var en kvinde. Rei havde ikke nået at sige noget for de hade givet hende bedøvene planter hun skulle spise.
inde bag gardinet log Rei med et tæppe op over brysterne og under armene. hun havde forbindning der sad om såret og op over skuldren til at holde den på plads.hendes forbindning om brysterne sad der stadig hvilket kun var til hendes fordel.

[Akari Misero]

Akari ville ikke tillade at nogen døde i hans nærvær hvis han kunne forhindre det, og da slet ikke at en af hans bedste venner skulle dø for hans egen hånd. Ikke tale om! Om hun ville til læge eller ej så slæbte Akari af sted med hende. Akari vidste godt hun havde problemer med tillid, og derfor var han også irriteret på sig selv over at havde forrådt hendes tillid da han bare stak af fra det hele. Det bekymrede ham dog ikke mest nu hvor han var bekymret over noget andet. Akari fnøs kort af hende "Hvis du ikke stoler på nogen så lær' for pokker dog selv at fremstille dit udstyr!" foreslog han irriteret, godt udstyr var jo en forudsætning for succes og ofte endda også for overlevelse.

Akari så bekymret efter hende da hun blev ført ind i et andet rum og han blev henvist til et andet lokale. Han kunne umuligt forholde sig i ro og hans rastløshed og skyldfølelse fik ham til at marchere frem og tilbage i huset til trods for assitenternes gentagende kommentarer om at han burde sætte sig ned og at hans ven var i gode hænder. Akari gik lægen i møde da han kom ud, og synet af blodet fik hans hjerte til at synke lidt i livet på ham. Alligevel blev han mødt med godt nyt. Akari åndede lettet op, han havde travet nervøst frem og tilbage i lægens hus og stresset resten af personalet indtil lægen var kommet ud til ham igen. Helst havde han overværet det hele så han kunne bedømme skaden, men lægerne havde genet ham ud. Det havde også redet Akari fra sandheden om Rei, i hvert fald indtil lægen ubevidst røbede den. Lægens ord trængte langsomt helt igennem til Akaris bevidsthed og et vantro udtyrk blev skiftet ud med det lettede udtryk. "Hende..?" spurgte han langsomt og bemærkede en metallisk kliren. Han så ned og betragtede sit sværd det nu lå på gulvet, det var ikke faldet ham ind at han havde haft det i hånden hele siden. Det forklarede måske også assistenternes reaktion på ham. Han bøjede sig ned, samlede det op igen og lod det glide tilbage på plads mens lægen undrende bekræftigede sine ord. "Ja hende" gentog han undrende og betragtede Akari blive bleg, meget bleg. Akari lo nervøst og så på ham "Det er ikke pænt at spille sine gæster sådan et pus efter at de lige har været så urolige for en kammerat" informerede Akari advarende. Lægen skulle ikke drille ham, det var han bestemt ikke i humør til. Den stakkels læge forstod ikke Akaris hentydning og så rådvild på sin assistent. "Den herre" begyndte han fornuftigt "jeg forsikrer Dem for at jeg ikke ønsker at spille Dem noget pus" svarede han beroligende men Akari sendte ham et mistroisk blik inden han gik ind til Rei. Hans blik fandt hurtigt den hvidhårede skikkelse i rummet og han gik langsomt nærmere mens han lod blikket glide over hendes krop. Lægens ord spøgte stadig i hans baghoved, men Rei fremstod ikke som en kvinde for Akari. Godt nok havde hun altid været feminin, men.. Jo mere Akari tænkte over det jo mere gav små ting mening. Enkelte ting som Rei havde nægtet i hans nærvær og som han havde drillet hende med, faderens ubegrundede had. Akari tænkte tingene igennem, og jo mere han tænke jo mere gav alting pludselig mening. Han rystede voldsomt på hovedet. Det kunne ikke passe. Rei kunne ikke være en kvinde, for.. for Akari kunne jo lide hende, de var jo venner. Han fik det dårligt og blev nød til at sætte sig ned. Han sad ikke lagt fra hende og tog sig til hovedet inden han igen løftet blikket og betragtede hende vantro.

[Rei Shiro Raiden]

Rei havde længe tænkt at lave sit eget udstyr men havde bare aldrig haft tid til det. hu havde aldrig så travlt med træningen og altid så travlt med forskellige ting til at lærer det. hun vidste det var forkert og fulgte bare med i tavshed.

Lægen var lidt bekymret for akari da hun jo blev bleg men da han gik ind til rei gik han videre til andre patienter. Rei lig og trak vejret roligt. hendes arme var fyldt med ar fra overarmen og op efter. hendes ryg var også men det var svært at se når hun log ned. hun log og drømte. de piskeslag der fløj gennem lokalet og ramte hende når hun mindst ønskede det, lige på ryggen så det gav genlyd i lokalet. Rei vågnede efter de tybiske 10 pisk og så op på loftet. hendes venstre hånd til hun op til hovedet da bedøvelses planten stadig havde en virkning på hende. hun var godt omtåget. hun så mod noget i øjenkrogen og så på Akari. han så underlig ud. som om... han havde set en han hadede. eller noget i den stil. hun vendte hovedet mod ham og så på ham. hendes rustning log på den anden side så hun opdagede ikke at hun ikke havde den på.
"hvorfor ser du på mig på den måde?"
hun vidste ikke at lægen havde fortalt hun var en pige. hendes bryster var bundet så stramt at det bare lignte en pumpet brystkasse. men det var det ikke. bag de bandager var en kvindes krop. nok derfor hun kunne bevæge sig med smidighed som en kvinde.

[Akari Misero]

Det undrede ham egentlig at hun ikke havde givet sig til det når nu hun nægtede at stole på andre. Havde hendes far ikke pointeret værdien af godt udstyr? Akari skrev en mental note om at slæbe hende med ind i smedien en dag hvor hun havde fri, hvis hun ikke stolede på andre måtte Akari vel sørge for at hun fik ordentligt udstyr. Hvis hun skulle kæmpe mod mutanter så var det nødvendigt, det havde Akari jo lige bevist.

Akari ville nok ikke have taget imod behandling, så at lægen lod ham være var nok også klogest, specielt nu Akari var så forvirret. Akari havde ikke tænkt over at han kunne afsløre hendes hemmelighed ved at slæbe hende til læge, han havde bare troet at hun ikke ville indse hvor slem hendes skade egentlig var. Han lagde ikke mærke til at hun vågnede før hun talte til ham. "Lægen sagde du var en kvinde" svarede han ærligt, hun fortjente jo en forklaring på hans mærkelige udtryk "hans naturlige tone hylede mig lidt ud af den" tilføjede han. Havde lægen ikke lydt som om han mente hvad han sagde havde Akari nok ikke bidt mærke i det men i stedet bare leet af lægen. Men lægen virkede fuldkommen sikker i sin sag, og der havde ikke været noget unaturligt eller spøgende over hans ord. Normalt havde Akari ikke ville tro på sådan noget, men netop det med at så meget fra deres fortid gav mening pga. denne information, så accepterede han ubevidst den nye information. Hans blik blev mere normalt og han så over på hende igen, med mere et undrende end chokeret blik. Benægtelsen var begyndt at slå ind. Sådan noget sludder tænkte han for sig selv og rettede sig op og skiftede fokus "Hvordan har du det?" spurgte han med et undskyldende blik, det havde ikke været hans mening at såre hende. Men hun havde pirret hans reflekser, som hun også havde gjort dengang tilbage i MeRosal.

[Rei Shiro Raiden]

Rei så på Akari som han svarede hende. Hun drejede hoved ti lden anden side og så sin rystning. normalt ville hun flippe ud men pga bedøvelses planten var hun hel rolig. hun så på rystningen i mindst 10 min før det gik op for hende at det var hendes der log der. hun så ned af sig selv og så hun ar "blottet" hun lagde sig med et bump og sukkede.
"kan man sige en læges ord imod... Det er sandt. jeg er og har altid været en kvinde"
Akari var hendes bedste ven så hvorfor lyve. Hun vendte hovedet mod ham og blinkede nogle gange. ville han hade hende nu... som han hadede andre kvinder.
"hader du mig nu Akari?"
hun så dybt ind i hans øjne for at få sandheden. dog var hun glad for at lægen havde ladet bandagen om hendes bryster side så hun ikke lig halvnøgen der foran en mand.