Post by Rei Shiro Raiden on Mar 31, 2013 20:10:39 GMT 1
det var ved at være morgen. ude i parken stod en skikkelse i soldater uniform. det hvide hår var løst som altid og de følelsesløse øjne var lukkede. personen lignede en mand på mange måder. det var Rei, kendt som Oi general for mutant vagter. hun trænede hver morgen og dette var ingen undtagelse. hun stod med sin katana og svang den først 100 gange over hovedet og lavede hug ned foran sig. efter det var det 200 gange hug til hver side. hun var meget optaget og det var tydeligt på hendes øjne. sved perler dykkede op på panden da hun virkelig gjorde alt for at det var hårdt hun måtte ha fuld kontrol ellers kunne hun gøre meget skade på sig selv og det var ikke meningen at hun skulle komme til skade. Rei var meget hemmelighedsfuld når det galt hvad og hvem hun var. alle troede hun var en fyr hvilket passede hende fint. så satte man hende ikke i bås. hun ville ikke være en kvinde i folks øjne men en selvstændig person. hun havde slået mange ihjel i sit korte liv og den første havde været hendes far. den tidliger general for mutant vagter. han havde altid hader mutanter og lært hende at gøre det samme hvilket gjorde hun var endt i Talian hvor mutant had var en god ting. Nightmare, en sort stor Frieser stod og græssede i parkens sidste græs. det var nok koldt i vejret men Rei havde kun den løse t-shirt fra soldater tiden på. hun var ikke meget stor i omkreds så dem var perfekt til at træne i da den skjuldte hende godt og va rtyk i stoffet.
Post by Akari Misero on Mar 31, 2013 21:03:54 GMT 1
Akari havde forladt palæet meget tidligt, før Etienne fik mulighed for at vågne og før solen var stået op. I starten gik Akari bare rundt, han var blevet rastløs af at skulle tilbringe tid i sengen efter Etiennes bortførelse og havde derefter ikke haft ordentlig mulighed for at træne til han havde kørt sig selv træt, noget hans krop nu hungrede efter. Han forsøgte at ryste det af sig og havde begivet sig ud på en vandretur gennem byen uden egentlig formål. Selvfølgelig endte han med at løbe en meget længere tur end planlagt men hans krop krævede at blive brugt, at blive kørt træt. Han stoppede i parken efter praktisk talt at havde løbet igennem det meste af byen, alligevel ikke særlig forpustet og allerede på vej hjem, mens han spekulerede over hvordan han mon kørte sig selv træt fandt hans blik længselsfuldt vej til himlen. Følelserne i hans blik skiftede hurtigt mellem alle de forpinte følelse han holdt for sig selv. Før i tiden havde han ikke haft de samme problemer, det havde han bare kastet sig selv op i luften med et kraftigt slag med vingerne og havde fløjet sig selv træt. Han vende hovedet væk med et ryk som bitterheden og raseriet blussede op inden i ham. Hans indre blussede op mens hadet til kvinden der havde forrådt ham fyldte hans sind og fik ham til at knytte hænderne. Han rystede vredt på hovedet og skulle til at løbe videre da han fik øje på en sort frieser. Heste var ikke et unormalt syn i Talian men noget ved denne hest fik ham til at stoppe op og se efter en ekstra gang. Jo, den virkede bekendt. Han skiftede retning og gik hen til hesten. Som de fleste andre dyr ville hans evne påvirke den og ændre dens opfattelse af ham til mere positivt. Han gik ikke helt hen til hesten, ville den snakke kom den nok over til ham, han betragtede den bare på afstand. Det var da at han hørte en lyd der gentog sig selv om og om igen. Han så sig om og lokaliserede kilden til lyden. En person der svingede sit svært igennem luften igen og igen og igen. Noget over denne person så også bekendt ud, han koncenterede sit syn og så nærmere på personen. Da han indså hvor han kendte skikkelsen og stilen fra spærrede han øjnene op. "Raiden?" spurgte han lavt og virkede overrasket, både over at se sin barndomsven igen, men også over at de mødtes i Talian. Han havde ikke troet at hans gamle liv ville opsøge ham her. Imidlertid bredte et skævt smil sig over hans læbet. Det var en god side af hans gamle liv der havde fundet ham, en underholdende side. Akari gik lydløst nærmere, uforsigtig da han vidste hvor koncenteret Rei ville være når hun trænede. Med en bevægelse trak han sit svært da han trådte op på siden af hende og blokerede hendes sværd med sit eget midt i et hug til siden inden han tog fat i det uden at skære sig. Han ønskede ikke at hun skadede sig selv eller ham, men at tage fat i hendes sværd var ikke kun af sikkerhedsmæssige årsager. "Længe siden" sagde han roligt og afventede faktisk en eller anden arrig reaktion. Mest af alt fordi han vidste at hun hadede at blive forstyrret når hun trænede. Og han var forberedt på reaktionen selvom han så ubekymret ud og smilede skævt.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on Mar 31, 2013 21:51:53 GMT 1
Rei var altid koncentreret når hun trænede og der skulle ikke meget til at få hende ud af trangen. hun huggede helt kontroleret med sværdet i alle sine hug. Nightmare hørte en komme og så på fyren der kom mod den. Nightmare havde aldrig brudt sig om andre end Rei den så på ham og noget fik den til at gå mod ham. noget den ikke vidste hvorfor. den prustede lidt da den var tæt på ham. som om den var usikker på ham. Rei hørte ikke at han sagde noget eller at han sagde hendes efternavn noget han skulle være glad for for han vidste hun hadede det. hun huggede nu til side og pludselig kunne man høre lyden af to klinger ramme sammen. lyden af metal mod mutal. hun havde hugget ned i et sværd. hun så en hånd på hendes katana og så op på fyren.Akari. hun virkede lidt paralyseret men hurtigt træk hun sin lille katana dolk og farede mod hans hals men stoppede inden den rørte. nok fordi hun huskede nogle tider. gode. de eneste gode hun havde haft. hun så koldt på ham og sagde så med sin hæse stemme "hvad laver du her Akari? og hvorfor forstyrre du mig. du ved jeg hader det" Akari burde vide hvor meget at Rei trænede og hvor vigtigt det var for hende. så hvorfor stoppede han hende. måske fordi at han ville drille som den gang. men noget var anderledes. både ved ham og hendes følelser for ham. hun kunne ikke mærke den der... glæde, hun havde haft dengang. glæden over at være sammen med ham. glæden ved at træne med ham. hvad var der sket? hvorfor følte hun det ikke mere? og hvad havde ændret sig ved ham?
Akari betragtede Rei fra afstand og brugte samtidig tiden til at hilse på hendes hest. Dyr havde altid været vilde med ham, med modsat mennesker og mutanter så påvirkede hans evner dem fortsat. Akari gjorde ingen tegn til at ville sådan rigtig i kontakt med hesten, men det undrede ham ikke at hesten kom ham i møde. Det var normalt, men hestens kropssprog viste mere eller mindre at den var nervøs. Han lo roligt og klappede hesten kort på halsen inden han gik videre og lod den vende tilbage til græsset.
At han sagde hendes efternavn var ikke fordi han kaldte på hende, det var blot for at overbevise sig selv om at han ikke så syner. Det var første gang at han oplevede at en positiv side af hans gamle liv opsøgte ham i Talian. Han smilede fornøjet, selvom hun kun var på besøg så skulle det nok blive underholdende. Han havde forudset at der ville komme en reaktion men ikke at hun ville trække endnu et våben. Akari havde allerede grebet hendes håndled inden dolken kom faretruende tæt på, men han nåede ikke at blokere hendes bevægelse før hun selv stoppede. Han betragtede hende roligt og virkede ikke spor rystet over hendes angreb, heller ikke vred. Hans rolige blå øjne hvilede på hendes udtryk og han smilede undskyldende men så ikke spor angrende ud. Han lagde mærke til at hun genkendte ham, men udtrykket der mødte ham i hendes øjne var anderledes end før. "Hvad jeg laver her?" spurgte han forundret og slap hendes sværd igen "jeg har boet her længe, men hvad laver du her?" spurgte han uden faktisk at besvare hendes spørgsmål. Han brød sig ikke om at tale om grunden til at han var rejst og kunne faktisk slet ikke huske om han havde sagt farvel dengang. Han havde ikke kunne holde ud at bo i Merosal. Alle de negative følelser der havde fyldt ham dengang havde været for meget og han var flygtet i stedet for at have håndteret følelserne i stedet. Han følte kortvarrigt et stik af skyldfølelse men hendes næste kommentar fik ham til at smile igen. Han trak let på skuldrene til hendes kommentar omkring hvorfor han forstyrrede hendes træning. "Du ved at jeg sætter en ære i at forstyrre dig" svarede han og blinkede kort til hende "dessuden er luften ikke en værdig modstander for en på dit niveau, hvorfor træner du alene?" spurgte han undrende og så sig om for at være sikker på at hun virkelig var alene. Han ville jo helst ikke forstyrre andres træning, men hendes havde han intet imod at forstyrre. Måske et eller andet sted fordi han havde savnet den træning de havde gennemgået tilbage i Merosal, og deres kampe, som oftest startede med at han irriterede hende. Men de endte som regel begge med at more sig til sidst. Rei var selvfølgelig blevet ældre at se på, men han genkendte hurtigt den velkendte skikkelse, specielt hendes hår og hendes kampstil fandt han bekendt. Hvor lang tid var det egentlig siden han havde set hende sidst? Han regnede ud at det måtte være længere tid siden end hans afrejse fra Merosal, altså mere end et par år. Den største ændring ved Akaris person var meget sværd at overse, de store hvide vinger prydede ikke længere hans ryg og gundet oplevelsen af at have mistet dem havde svækket hans medfødte evne til at tiltrække folk og automatisk få dem til at kunne lide ham. Det var ikke noget han var ked af, det havde været belastende at falde i alle personers smag, specielt når man som Akari holdt af sit privatliv og lagde meget mærke til folks karakter og valgte folk ud fra den. Selvom Rei måske havde en personlighed mange valgte at få udenom, så passede det meget godt til hans.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on Apr 2, 2013 13:40:34 GMT 1
hesten var ikke nervøs men brød sig ikke om andre end Rei. ingen forstod hvorfor. ikke engang rei. men Nightmare havde skæmt alle andre væk fra sig pga dens temperamen. Nightmare havde kun været et føl dengang Rei var i ssoldaterlejer så den kendte ikke helt til Akari.
Rei holdte fast i sit sværd og i sin dolk selv om han prøvede at stoppe hende. Rei havde bare lige været for hurtig men noget inden i hendes inderste gjorde hun ikke kunne dræbe ham. da han sagde han boede i Talian og slap hendes sværd lagde hun det tilbage i skeden og så undrene på ham. boede han virkelig her. "bor du her? derfor forsvandt du alsår" hun lød lidt anklagene da hun sagde det sidste. et lille stik af savn ramte hendes øjne og hendes hjerte. hun havde savnet at træne og kampe mod Akari. "Jeg er blevet tilbudt job her som General for Mutant vagterne, kongen havde hørt rygter om mig og tilbød mig job" general havde hendes far også været. hård, vred og nem at pisse af. hun så op på Akari og huskede pludselig hans vinger dengang. de var væk! han var jo mutant men... så skulle hun jo fange ham. men alligevel kunne hun ikke få sig selv til det. hun så på akari og savnede faktisk at træne kampe og falde om sammen med akari. de havde altid været lige gode i kamp og derfor altid faldt om på samme tid og grinte af det. hans næste kommentar gjorde hun så lettere irreteret som en søster så på en bror når han drillede. "mine underordnede er ikke værdige modstander. jeg slår dem hele tiden efter 2 sving. luften giver mig idet mindste modstand i lufttryk" hun så på ham og det var tydeligt i hendes øjne hvad hun havde i tænkerne. der gik heller ikke mere end 3 sekunder hev hun sin katana frem igen og farede mod Akari med et sving lige fra højre side af op af mod hans hofte. rei havde altid sat pris i god trænning og det stoppede hende ikke nu,
Post by Akari Misero on Apr 9, 2013 20:29:31 GMT 1
Akari var ikke typen der lod sig skræmme af en modstander, specielt ikke hvis hans modstander var en hest. Han havde lagt sig i lag med alle mulige slags mutant i Merosal, så noget som en hest kunne ikke skræmme ham. Jo hestene kunne vel egentlig udgøre en trussel som de stærke dyr de var. Men det var ikke nok til at kunne skræmme ham. Med mindre Etienne sad på ryggen af den pågældende hest.
Akari ønskede ikke at skade hende, derfor blokerede han også kun angrebet og gjorde ikke mere ved det. I andre situationen havde han nok afvæbnet sin modstander eller udskadeliggjort personen på den ene eller anden måde. Han vidste at der ikke ville komme noget godt ud af at prøve at afvæbne Rei så han lod hende beholde sine våben. Også selvom det kunne være underholdende at se hvad hun gjorde uden dem. Han slog tankerne i baggrunden da hun begyndte at spørge ind til hans boligforhold. Akari så overrasket ned på hende, havde havde ikke tænkt særlig meget over hvordan hans pludselige afrejse havde påvirket andre end hans familie, dårlig samvittighed over hans ufølsomme og egoistiske behandling af sine venner for igennem hans krop og han så ud derefter. Han lagde sværdets flade side mod skulderen og så væk et kort øjeblik, tydeligt flov over sin opførsel. Akari smilede undskyldende og trak let på skuldrene. "Yeah, beklager jeg ikke nåede at tage afsked. Afrejsen var temlig impulsiv". forklarede han og så undskyldende på hende "Det var ikke meningen at jeg skulle bo her længe da jeg rejste hjemmefra, det var bare sådan det udviklede sig". Han proppede den hånd, der ikke holdt sværet balanceret mod skulderen, i lommen. Han brød sig faktisk ikke om at tale om det, det bragte for mange ubehagelige minder frem. Men heldigvis kunne han skjule det i den reaktion han allerede havde efter at have følt sig flov over sin behandling af Rei. Hun gik heldigvis med til at skifte emne men hendes forklaring kom bag på ham. "General for mutantvagterne?" gentog han spørgende og så både overrasket men også imponeret ud "tillykke Raiden" sagde han og klappede hende på skulderen med et annerkendene smil. Så nåede betydningen af ordene igennem til hans hjerne og han betragtede hende lidt. Betød det at de nu var fjender? Det kunne han nok ikke acceptere, om så hun havde tænkt sig at tvinge ham. Dessuden vidste ingen i Talian at han var mutant, eller ud over Etienne, men han regnede ikke med at knægten ville afsløre ham. Det var faktisk mere sandsynligt at Rei ville hvis hun tog sit job meget alvorligt. Men han håbede på at hun var klog nok til ikke at gøre ham til sin fjende. Han lo let af hendes kommentar om de underordnede. Han kendte godt til de almene vagters niveau, og sammenlignet med Reis niveau så var det nemt at tro på sandheden i hendes ord. "Luftens modstand forvind..!" han nåede ikke at tale færdig før hun pludselig kastede sig over ham. Han havde ikke lagt mærke til hendes blik, og havde han havde han nok forberedt sig på det nært forestående angreb. Heldigvis for han havde han sine reflekser. Han blokerede hendes katana med sit sværd men kun lige hurtigt nok til at placeret sværdet mellem hendes katana og hans egen hofte. Sværdets flade trykkede mod hans krop ved sammenstødet og han flyttede sig samtidig i den retning han blev trykket. Han kunne lige så godt udnytte hendes energi. Han bevægede sig forbi og rundt om hende i en cirkulær bevægelse og daskede hende let i baghovedet på vejen, inden han vendte sig mod hende med sværdet løftet til accept og den anden arm placeret mod ryggen. Han var klar til hendes angreb nu og han smilede afventende.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on Apr 25, 2013 20:12:17 GMT 1
Nightmare havde aldrig været en menneskeven ud over for Rei men hun var også hendes ejer. hesten bakken fra hele sceneriet og ville helst ikke blandes ind i noget mellem dem.
Rei mærkede at han blokerede og var faktisk ganske rolig og da han begyndte at få skyldfølelse kunne hun tydeligt se det i hans øjne men han havde stadig forladt hende med hendes sure onde far helt alene. han havde altid hjulpet med at være der når faren var værst og så forsvandt han bare uden et ord. "det er ingen undskyldning. du ved at min far ikke kunne udstå dig... at min far ikke var så hård ved mig når du var der.... men nu er han heldigvis død" da hun omtalte hendes far talte hun med foragt i sin stemme. og hunu lagde tryk på død da hun faktisk fryede sig over over det. hun havde aldrig kunne lig sin far men aldrig kendt sin mor. hun følte sig stolt over at være general. ingen så ned på hende men Akari af alle burde vide man ikke skulle sige Raiden. "DONT CALL ME RAIDEN!" røg det ud af hende da hun virkelig hadede det navn. hun så på ham og måtte tælle til 10 i hovedet for at beherske sig. hun så på ham og ønskede fantisk ikke at fange ham men ingen havde jo meldt ham og hun ville ikke huske ham som mutant, så hun kunne jo bare sige han var menneske for intet ved ham var mutant agtigt. hendes angreb kom nok hurtigt men det var også meningen. da han forsvarede sig så hun ham går rundt om hende og give hende en over hovedet så hendes hår bånd røg af og det hvide hår fløj ned i hendes ansigt og hun begyndt at ligne halvt en pige med den længde. Rei så afventene på ham og satte af med sin højre fod og svang sværdet mod hans skuldre som han sikkert ville blokere og så hoppede hun tilbage og satte sine føder i jorden hurtigt og genvandt balancen.
Last Edit: Apr 26, 2013 11:35:21 GMT 1 by Ciel Dé Ricéy
Post by Akari Misero on Apr 26, 2013 12:25:58 GMT 1
Det var nok også det klogeste som hesten kunne gøre. De kampe, som Akari og Rei havde, de havde det med at udvikle sig og bliver omfattende og voldsomme.
Hun lod ikke til at ville lade ham slippe så let, men hvis han var blevet forladt af en ven, der mere eller mindre havde formået at højne hans livskvalitet så var han nok også blevet såret. "Måske ikke. Det var ikke svært at opdage at han hadede mig" svarede han og smilede for sig selv, men hendes næste ord fjernede hans smil igen. Det var godt nok ikke hans pligt at beskytte hende fra hendes egen far, men han følte sig alligevel delvist skyldig i at hun sikkert havde haft det hård siden han rejste. For dengang havde Akari nydt at bryde ind i deres trænings eller opdragelsesskænderier og bortføre Rei, eller forstyrre dem så faderen ikke ville risikere sit rygte overfor Akari. Det gav et ryk i ham da hun sagde det sidste. Død? Han så vurderende på Rei, hun så ikke specielt trist ud, men modsat næsten frydende. "Du har vel ikke..?" spurgte han og rynkede panden, det forekom ham at der lå mere i ordene end at han var blevet myrdet og hun faktisk var ligeglad med at han var væk. Han sukkede af hende, han havde nok blot sat sin far på plads hvis han havde været på samme måde som Reis. Men så igen, var Akari blevet opdraget på samme havde det været usandsynligt at han havde været den samme person.
Akari smilede af hende, han vidste at hun hadede navnet, men hun havde forbudt ham at bruge navnet Rei og på den anden side så morerede hendes reaktion ham. Hun kunne jo altid kræve at han kaldte hende et eller andet hvis hun fik nok? Men hun var ikke hans chef, så at han tiltalte hende med titel når de i forvejen var venner var utænkeligt. Desuden nød han at drille hende. Men når nu hun var blevet leder for mutantvagterne så burde han måske passe på med at gøre hende for galt. Også selvom hun ikke gjorde mine til at ville fange ham. Akari havde håbet på at støde på at støde på noget brugbar træning, men han havde virkelig ikke forventet en sparringspartner på sit eget niveau. Han holdt nøje øje med hende og vurderede hendes angreb, indtil videre var de ikke særlig avancerede. Han blokerede ubesværet hendes angreb mod hans skulder og gav sig så selv til at angribe. Han svingede sit sværd mod hende i uforudsigelige og halve bevægelser. Han var berygtet for sin fægtekunst selvom han sjældent brugte den. Han var både hurtig, slog hårdt og alligevel placerede han alle sin slag eller stød på strategiske steder som enten gjorde at hun måtte blokere eller flytte sig derhen hvor han ønskede det. Han smilede opstemt og morede sig tydeligvis. Han angreb ikke for at skade hende, men hvis han kunne afvæbne hendes skadede det ikke. Han satsede dog ikke på at ødelægge hendes våben, selvom hans eget sværd var stærkt og hærdet, så var hendes det også.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on Apr 26, 2013 23:22:04 GMT 1
om hun hadede sin far var ikke et spørgsmål. det gjorde hun og det vidste alle. og ja hendes far hadede akari fordi han altid var så forstyrrene over for rei. hun blev altid distreheret når han kom eller var der. hun knækkede nakken med en enkel bevægelse og så på ham da han sagde sine sidste ord. hun smilte nærmest helt stolt. jo det havde hun. "Kæmp altid som dit liv galt af det, det var hans ord. og det blev hans død" en ond latter forlod hendes læber men latteren kunne hun ikke finde ud af at gøre mørk så den blev lys og kvindelig ond. nok var hendes stemme mørk når hun var i rystning men en latter kunne hun ikke ændre nok til at den lød lige så mørk som en mands. måske, måske ikke ville dette afsløre hende. hvem kunne sige det. kun tiden kunne vise sandheden men ville sandheden mon ødelægge det de to havde sammen. det de to havde bygget op gennem tiden?
at det morede ham at kalde hende raiden morede ikke hende. hun havde sagt hun var Oi. at hun ville kaldes det af andre noget hun vidste han ikke ville lytte til da han elskede at drille hende. da han kom angribene mod hende vidste hun at hun måtte holde øje. hun kendte ham. hun så hans angreb og hurtigt som hun var trak hun sin anden katana, med en hvide hår tot på, op og blokede dobbelt. hun hoppede lidt til siden da hans angreb var hårdt pga hans fysiske styrke. hun lavede en dobbelt blokering ved sin side da han angreb der og ikke lige efter et modstød til hans angreb, og da han sigtede en gang mod hendes føder trådte hun på sværdet. hun vidste hun ikke vejede meget så hun brugte hans styrke og hendes smidiighed til at bruge hans sværd som en vippe og hoppe over ham og sigtede efter hans nakke. ikke dræbene men kun snittene og efter hans top hår for at kunne drille og sige han trakte til en trimning. men om han forud så dette trik som var nyt det kunne hun ikke svare på. hun kunne kun håbe han ikke gjorde og at hun måske kunne få en lille overraskelse end på ham
Post by Akari Misero on Apr 28, 2013 18:31:08 GMT 1
Akari sukkede tungt og så kort væk fra hende. Det skulle virkelig en gang seriøs had til for at tage en andens liv, tilmed et familiemedlem. Akari kunne slet ikke sætte sig ind i det følelser det måtte have fuldt Reis krop i de mange år hvor hadet til hendes far blot var vokset og vokset. Han spekulerede et kort øjeblik på om han måske kunne havde forhindret hendes fars død hvis han var blevet og fortsat havde påvirker Rei på sin egen, mildt irriterende måde. Han så tilbage på hende da hun talt, dog uden at vende hovedet. "Jeg troede ikke du ønskede at leve som din far ville have det?" hans ord var undrende, men det var ikke helt et spørgsmål. Han forstod bare ikke hendes tankegang, men det var måske en umulig opgave. Hendes latter fik ham til at se undrende på personen overfor sig. En kvindelig latter? Nok var Rei ikke typen der lo særlig tit, men hvis Akari havde en så feminin latter så holdt han sikkert også hurtigt op med det. Han lagde en hånd over sin mund for at skjule det smil der tydeligt indikerede at han fandt hendes latter ganske underholdende. Han vidste jo ikke at Rei faktisk var en kvinde, ikke endnu.
Akari havde et princip med aldrig at kalde sin venner ved titel, Rei var ingen undtagelse. Desuden var hendes reaktion langt mere underholdende når han kaldte hende Raiden end når han kaldte hende Oi. Rei turde han næsten ikke kalde hende længere. Det havde han trods alt lært af deres tid sammen i MeRosal. Han studerede hendes blokeringer og angreb hver gang hvor hendes positur var svagest, han kendte hendes stil med hun havde tydeligvis arbejdet sig tættere på det perfekte, så han havde sværre ved at bryde hendes forsvar end han havde haft da de var yngre. Nå ja, så lagde han blot mere kraft i sine angreb. Hun kunne ikke blokere hans styrke og angribe samtidig. Nok havde hun to sværd, men hun skulle bruge dem begge for at holde hans styrke stangen. Akari indså hendes plan og hjalp den på vej. Han lagde ekstra kraft i sværdet og trak hende over sig samtidig med at han dukkede sig ud af hendes rækkevidde og sendte et angreb mod det sted hvor hun formegentlig ville opholde sig samtidig med at hans angreb nåede frem. Det var et godt træk, men ikke helt uforudsigeligt når nu Akari selv spillede en rolle i at udføre det.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on May 6, 2013 16:15:37 GMT 1
seriøst had. ja hun hadede virkelig sin far. hun havde aldrig kunne lig at bo hos ham. han slå piskede og gennem bankede hende for ingen ting. nogle gange bare fordi hun trænede med Akari. Rei havde aldrig haft det nemt og derfor havde det at slå sin far ihjel faktisk været det bedste øjeblik i hendes tilværelse med ham. da han talte om at han ikke troede hun ville være som hendes far stoppede latteren med et og hun så alvorligt på ham. nej... det ville hun heller ikke men hun var blevet fordrejet af at bo med ham alle de år. vis bare han vidste hvordan det var ville han måske forstå det. "det vil jeg heller ikke... men han havde ret. man skal kæmpe som ens liv galt" hun så på akari og viste at han nok ikke forstod den slags logik som hun gjorde. men når hun skulle kæmpe for sit liv siden hun kunne bære et sværd så lærte man det hurtigt. så var der ikke noget med at spille en sød pige som hjællp med hendes far. så skulle man kæmpe for livet.
At han forudså hendes trak var ikke meningen. men hans slag havde også været et tegn til hende på at han var blevet stærkere med tiden. hvad men havde fået hans styrke til at vokse sådan? havde han fundet den eneste ene han ønskede at beskytte? eller havde han bare for meget fritid? hun mærkede han hjælp hende i hendes hop og det gjorde hende kun lidt bekymret for udfaldet. hun kunne jo ikke hoppe til siden i luften. hun så han dukkede sig for hendes angreb og blev nu lidt i tvivl og hvad hun skulle gøre. lige inden hun fik rørt jorden kom sværdet mod hende og hun nåede ikke at forsvare sig så sværdet gik lige igennem hendes ringpanser og ramte lige neden under det nederste ribben. hun fløj til siden og tog sig kort hvor han ramte.. hun så blodet og vidste det var slemt med hans styrke. hun satte en katana i jorden og skubbede sig op at stå igen. det var måske meget dumt. hun skar en grimmasse i smerte. den eneste hun ville vise smerte til. Akari. hun tog katanaen op af jorden og rettede den mod ham som om hun sagde hun forsatte. selv om det nok var rigtig dumt i hendes nuværende tilstand. men Rei så ikke en skade som en stopper for en kamp. kun som en lille fordel for modstanderen. men selv om de var lige gode kunne alle blive ramt når de var i luften et sted ingen havde kontrolen over.
Post by Akari Misero on May 6, 2013 18:19:13 GMT 1
Akari nærede kun had mod en person, og det var en en type had der kunne sammenlignes med Reis så han var lidt på bar bund med hvordan hun havde det. Men han kunne godt sætte sig ind i situationen med at blive fordrejet når man var sammen med en person man hadede, en person som praktisk talt havde ødelagt ens liv. De havde dog begge bygget sig et nyt liv, og arbejdede med deres fortid. Akari kunne se at han satte nogle tanker igang i hendes hoved, godt. Rei skulle ikke gå og tro at hun kunne tillade sig hvad som helst. Det var forkert at slå ihjel, uanset hvor meget man ønskede det. Akari havde selv let ved at tage liv med sin styrke og sin træning, men han gjorde det ikke. Ikke medmindre han ikke havde et valg, eller som Rei, var blændet af had og vrede. Han sukkede opgivende af hende, hun mente altså at livet stadig var en kamp for overlevelse. Han fik lidt ondt af hende "Hvis du stadig lever som om at han var i live så betyder hans død vel ikke så meget?" sagde han med en spørgende tone, for at få hende til at tænke over tingene. De fleste andre ville være gået imod farens læresætninger hvis dette netop var grunden til at de slog ham ihjel, men ikke Rei. Måske sad faderens opdragelse for dybt i hende?
Det var vel sjældent meningen at ens modstander skulle forudsige ens træk? Med mindre man selvfølgelig planlagde en fælde, men at blive angrebet midt i luften var vel sagtens ikke en plan af Reis plan. I hvert fald var det ikke en særlig god plan hvis hun forventede at vinde. Akaris evne udviklede sig langsomt, og ville sandsynligvis blive ved med at øge hans styrke gennem årene, også selvom han ikke trænede. Faktisk trænede han ofte for at kunne kontrollere den og ikke for at forøge den. Akari havde forventet at hun reagerede både hurtigere og anderledes, og selvom han bevidst smed hende over sig så kom hans angreb som automatisk reaktion på hendes. Slaget slog hende væk fra ham men afstanden mellem dem var midlertidig for han skyndte sig efter hende med en bekymret mine. Han lagde aldrig fingrene imellem når han sloges med hende, men det skulle han måske til? Han nærmede sig bekymret, men som hun løftede sværdet mod ham stoppede han tøvende. Han havde stadig sit sværd i hånden, men han ønskede ikke at skade hende yderligere, og nu hun var såret var det mere sandsynligt at hun ikke kunne undgå ham igen. "Oi.." sagde han advarende, brugte hendes favoritnavn for at få hende til at høre efter og holdt hænderne op "få hellere kigget på det sår først" foreslog han men slap stadig ikke sit sværd, han skulle være klar hvis hun angreb, men hans kropssprog viste tydeligt at han ikke ønske at skade hende yderligere.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on May 8, 2013 23:22:52 GMT 1
Rei havde fået ødelagt sit liv så mange gange at hun ikke vidste mere hvad hun skulle mene selv. kun hvad hendes far ville ha ment. hun vidste ikke hvad hun skulle sige kun hvad hendes far ville ha sagt. Rei var ikke nogle selvstændig person men en marionet dukke af sin faders hånd. også selv om han log i graven. Rei så på Akari som han talte og et lyn slå i hendes øjne. "du aner ikke hvad hans død betyder for mig. hvad han udsatte mig for når folk ikke så det!" det var tydeligt at hun var ødelagt psykisk på en fysisk måde af hendes fader. noget som var så brutalt at mange ikke ønskede det for deres børn. men det havde han alsår gjort. og han havde fulgført hans ønske på hende når hun var svagest.
Rei forøgede ikke sin styrke i sin træning men sin smidighed og hurtighed og det kunne man se når hun løbede og bevægede sig. noget som mange mænd faktisk ikke kunne gøre på samme måde. ikke i den smidighed som hun havde. ja hun var såret nu og akaris bekymrene mine forstod Rei ikke. den havde hun aldrig set hos sin fader. hun så på sin ringpanser som var ødelagt og rød og så på Akari da han sagde Oi. det navn hun mest reagerede på. hun så på ham da han talte om såret og hendes øjne vidste hun var lidt i tvivl. hun havde aldrig mærket bekymring fra andre. og slet ikke af sin far. hun så på akari og sænkede lidt sværdet og tænkte sig om. "såret.... det er kun et snit sår!" sagde hun i det hun farede mod ham med sin katana rettet med et sving mod hans skuldre og ned af. og det var tydeligt at hun var vand til at kæmpe selv i såret tilstand. pga faderen. "sår er ingen undskyldning i en rigtig kamp" det var hans ord når de trænede da hun var barn. hun havde altid haft så svært ved det men lærte det efter hånden som hun fik banket det ind i hoved af faderen.
Post by Akari Misero on May 9, 2013 19:05:49 GMT 1
Akari havde haft en fornemmelse af situationen, men han havde dengang hurtigt opdaget af hvad end han gjorde for at hjælpe Rei, så gjorde hendes far det meget værre pga. ham. Så alt han havde kunne gøre var at aflede Reis opmærksomhed fra det liv der ventede hende når hendes træningssession var slut. Han havde nydt hendes selvskab dengang, og gjorde det stadig, og derfor smertede detaljerne ham også. Hun havde aldrig fortalt ham hvor slemt det havde været. Hun havde aldrig gået i detaljer, bare fejet emnet til side med et angreb eller en sur mine. Det havde aldrig før slået ham hvor meget hendes far egentlig styrede hende, før nu hvor han stadig styrede hende fra hinsides graven. Han rynkede panden ved hendes ord. Nej, han kunne umuligt forestille sig hvad hendes fars død betød for hende. Men han havde på fornemmelsen at der var forkert, hvad end hun følte burde ikke være tilfældet. Hun burde sørge over sin fars død, i stedet lod hun til at fryde sig. Akari forstod hvorfor. Men han kunne aldrig sætte sig i hendes sted, og derfor nok aldrig forstå hende 100 %. Akari blev irriteret på hende da hun fortsatte. For det første talte man ikke dårligt om de døde, uanset hvordan de havde opført sig mens de var levende og for det andet så var hun jo fri nu. Fri af denne mishandling som havde ødelagt hende udefra og ind. Men alligevel kom hun ikke videre, hun lod denne mishandling fortsætte, også selvom der ikke var nogen der fysisk svang pisken over hende længere. "Nej, du har ret" indrømmede han og betragtede hendes vrede udbrud "jeg ved ikke noget om det, men jeg ved hvordan det er når en smertefuld fortid kontrollerer dit liv" han sukkede og overvejede sine ord. "Du må da vide at det ikke er det værd?" sagde han med en spørgende tone og virkede lidt opgivende. Forstod hun det ikke?
Akari trænede ikke som hendes far ville have foreskrevet det, han trænede samtidig med at han tog hensyn til sin modstander. Hvad hjalp det hvis træningen endte med at slå dem begge ihjel? Eller skadede dem for en længere periode? Så ville ingen af dem kunne arbejde, og det ville risikere de folk de hver især skulle beskytte. Hun lod til at overveje hans ord og et kort øjeblik troede Akari at hun ville gå med til at få tjekket såret inden de fortsatte. Han lyttede til hvad hun sagde, hvis det kun havde været et snitsår så havde hun ikke overvejet at få kigget på det, han tvivlede på hendes ord og skulle til at overtale hende yderligere da hun angreb. Han løftede sværdet da hun sprang imod ham. "Oi, stop det!" halvt råbte han mens han undveg hendes angreb og førte slaget i en anden retning med sit eget sværd får så at sætte ekstra fart på med sin egen bevægelse og skubbe sværdet væk fra sig. Han bevægede sig med sværdet og greb hendes arm lidt over håndledet "vær nu fornuftig, du ender med at gøre såret værre" advarede han formanende og holdt hendes arm fast så hun ikke angreb igen. Hans styrke var ikke til at spøge med, og det kunne mærkes i hans greb at han mente det.
The pain in my heart makes me wonder, if I ever could betray anyone
Post by Rei Shiro Raiden on May 9, 2013 20:15:41 GMT 1
Rei var ganske nok den der undveg emner hun ikke ville tale om men det var også fordi det var hårdt at tale om det som var sket. hun ønskede at fortælle det men hvordan skulle han få beviser når hun jo ikke engang havde fortalt hun var en kvinde. hun lyttede til hans ord og tænkte lidt over det. ja det at lave fortiden kontrolere sig var dumt men hvordan skulle hun slippe den hun var blevet? hun var en morder! en mutant jager! en mutant hader.... og desværre også en mutant. hun så på ham og hendes øjne fortalte ham nærmest hvad hun tænkte. at hun ønskede at fortælle ham alt men ikke turde. at hendes personlig mere var den som ungveg emnet. at hun gerne ville vide hvem hun faktisk virkelig var uden at hendes far styrede hende men hun ikke vidste hvem hun var eller hvordan hun skulle få den person frem.
at han råbte stop var ligemeget. Rei var ikke villig til at opgive en kamp før de var udmattede som i gamle dage da han pludselig satte fart på sit angreb røg katanaen ud af hendes hånd pga hendes rysten hun havde af såret og hun mærkede hans stramme greb om hendes håndled. hun knyttede næven og så ham lige i øjnene og ddet var tydeligt at hun havde svært ved at skulle give op på denne måde. hun så på hans greb om hendes håndled og så på ham. "Du ved jeg ikke er sådan... jeg kæmper til det sidste.. også... selv om..." hendes øjne begyndte at glide i og hun var ved at miste bevidstheden og grebet om verden og han ville kunne mærke hendes kropsvægt i hans greb.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker