Post by Akio Minori Takahiro on Mar 20, 2013 16:54:21 GMT 1
det var en stille kold dag. sneen glid roligt ned fra himlen og lignede små dugn fra fugle. et vindue i the black rose kroen stod åbent til det private rum. der inde sad en hvidhåret mand med isblå øjne. Akio. han sad roligt og spillede musik. eller han lavede forskellige melodier som om han prøvede at samme sætte et stykke. hvad han også gjorde. han var igang med at lave et stykke til sin elev som han skulle lærer og spille og så øve på det bag efter Akio var meget kold men aligevel ikke helt så kold aligevel. han var faktisk meget venlig vis man kom ind bag skalden på ham. han vidste bare et rent koldt ydre. men en pige havde faktisk fået blødet ham lidt op. hun havde set hans sande jeg i hendes evne. noget der aldrig var sket før. Akio var meget for sig selv fordi han ikke ville såre folk. han ville ikke lade dem komme tilskade pga hvad og hvem han var. også derfor han havde et dække. Akio, pianisk og kro ejer, tre kroer, og en butik. og det mange talians mutanter kendte var Minori. Mutant beskytter. men Akio ville helst ha et frit land men ind til da var han begge to.
Post by Carmen V. A. on Mar 20, 2013 17:22:42 GMT 1
Carmens tilværelse i kroens omgivelser kom af nysgerrighed. Hun havde været i Talian flere gange med Keane, men typisk bevægede hun sig ikke synderligt væk fra ham eller deres vogn. I dag var en anden sag. Hun var pakket godt ind, måske lidt overdrevet fra Keanes side, men hun kunne ikke bebrejde ham. Det var kun godt hvis hun ikke blev kold, blot så hun kunne undgå at skulle til at ligge med feber.
Musikken var hvad der havde fået hende til at gå mod kroen. Den var ikke høj, men måske netop derfor havde hun bemærket den. Og ignoreret den faldne smukke sne for den. Det var i den hun var nysgerrig. En nysgerrighed der fik hende til at nærme sig kroen. Værelset var ikke svær at finde, der hvor lyden kom fra. Musik var spændende idet den altid kunne ændres og fornys og forbedres. Tre ting det til dels var et håb for hende selv. Hvis hun var lige som musikken, behøvede hun ikke være svag, for musik var stærk. Hun kunne blive den hun ønskede, for musik kunne forandres og forbedres. Overtænkte hun det? Måske… Skridtene var kort, men stille, som hun nærmede sig det åbne vindue. Allerede inden hun tittede ind, kunne hun fornæmme personen og udkanten af dennes følelser i sit sind. Noget der fik hende til at tøve. Til at frygte faktisk. Følelser der for en stund var hendes egne, men som også hurtigt blev hvisket bort af hendes eget gode humør, som hun havde haft hele dagen. Så hun kiggede ind. Tittede ind nærmere. Og lod blikket falde på den spillende mand.
Hun følte… ingenting. Ikke at hun følte ”ingenting” fra ham. Bare… heldigvis var hun ikke tæt nok på til at følelserne, hans følelser, overtog. Hvilket måske var en god ting på ansigtsudtrykket hun skimte fra hans halvbortvente position i forhold til hende ved vinduet. Interessen og nysgerrigheden tog dog til, specielt nu hvor hun kunne stå der uden problemer og lytte til musikken og ham der arbejdede med den.
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 20, 2013 19:28:30 GMT 1
Akio havde slet ikke set pigen der kom mod hans vindue. Akio skrev noder ned og pludselig fik han bare musik spil over sig og spillede en lang smuk sang. hans indre følelser blev glade men man så det ikke i hans ansigt. musik vækkede glæde i ham. Akio elskede musik. han elskede at spille og gjorde det tit. han stoppede da sangen var slut og så pludselig noget ud af sin øjenkrog. en ved vinduet han så mod hende og kunne se den blå røg op af hende. hun var alsår mutant. han så undrene på hende og forstod ikke hvorfor hun stod der. han rejste sig op og gik over mod hende. "og hvem er De så?" hans stemme var følelsesløs. den fortalte hverken glæde, vrede, had eller noget. den fortalte intet om ham. hvilket faktisk var normalt for Akio,
Post by Carmen V. A. on Mar 20, 2013 20:42:37 GMT 1
Glæde… Carmen kunne ikke lade være med at smile, som mandens glade følelse over musikken, til musikken, afspejlede sig i Carmens ansigt som det ikke gjorde sig i hans eget. Hun havde ellers været sikker på hun ikke var nær ham nok til at det ville ske, men som glæden ved den pludselig, hvad hun måtte antage, inspiration til det smukke stykke musik, kunne hun alligevel fornemme i sit indre. Hun kunne mærke hvordan hun elskede musikken. Hvordan den gjorde hende glad. Fik hende til at glemme sine bekymringer. Sådan som det nok også gjorde for manden. Det var en behagelig følelse, den slags hun slet ikke ville have noget imod at føle fra andre.
Carmen ”vågnede” brat da han talte til hende. Hun havde ikke bemærket at musikken var stoppet, for selvom den var stoppet lå glæden endnu i mandens hjerte. Skjult fra omverdenen. De blå øjne mødte straks mandens, med et blik der glimtede af usikkerhed. Hendes egne følelser kom i strid med mandens. Da det var svært at være glad, men også usikker, måske endda lidt bange, på samme tid. I hvert fald antog hun at det var den indre frygt der holdt hende stående hvor hun gjorde. Desuden ville kroppen næppe holde til at skulle til at løbe. ”… Undskyld jeg forstyrrede det var bare… virkelig smukt…” forklarede hun sig udskyldende. Et smil spredte sig forsigtigt på de lyse læber, mest fordi hun kunne føle hans indre. På trods af det følelsesforladte udtryk, var han jo ikke følelsesløs. Det havde situationen fra før også fortalt hende.
Post by Akio Minori Takahiro on Mar 25, 2013 17:35:39 GMT 1
Akio var ganske rolig og så på hende med hans isblå øjne. Ako var ganske kold for mange da ingen kunne se hans indre. Men inde bag en hver fasade var der følelser. Denne pige var mutant og det kunne han se med det samme. Den blå røg var tydelig i akios øjne. Han så på pigen da hun talte om at musikken bare var så smuk. Akio var van til at høre det så han nikkede bare. Akio så rundt ud af vinduet og så på hende og lavede et hovedbevægelse om at hun skulle hoppe ind til ham. Akio havde ikke noget mod mutanter derfor kunne han tillade at de kom ind. Mennesker. Ikke lige så meget. Akio var en mand af få ord derfor sagde han ikke noget lige med det samme. Mutanter gemte sig. Det var normalt her i Talian. Men denne pige havde han aldrig set her i talian før. Hvor kom hun mon fra og hvad var hendes evne
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker