Don't Disappoint Me [Rei & Silvia]

[Silvia Hunter]

Det kunne godt være at Rei valgte at lukke af for Silvia, men alligevel havde hun efterhånden mulighed for at udnytte sin evne endnu bedre, end da hun havde opholdt sig i Talian og faktisk forsøgte at skjule og gemme sin evne væk. Dog lod Silvia Rei være, altså hun sagde ikke noget, som hun faktisk bare rodede rundt i hovedet på hende. Hun holdt dog en længere pause, som hun blev mere og mere søvnig, noget hendes evne heller ikke kunne lukke ude.. Så der blev snart meget stille..
Hun blev dog vækket af Reis tanker, som hun slog øjnene op og mærkede varmen brænde mod hendes hud, hun lå fuldstændig stille, som hun forsøgte at se hvor de var på vej hen.. Det var ikke fordi hun kunne genkende området også selvom det var der hun havde besvimet sidste gang. Hun ønskede virkelig ikke at være i denne ørken. Hun hostede lige pludselig, som om hun var ved at kaste op.
"De har fat i den forkerte, Rei"
ordene var tørre, som hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle stille op, men hun kunne ikke bare give op. Derfor endte det også med at hun rykkede frem og tilbage på hesten for til sidst at falde af den og lande hårdt mod sandet. Hun ømmede sig en anelse og forsøgte at tage sig til hovedet, men blev så klar over at hun var blevet bundet, så hun kunne ikke rigtig bevæge sig.
"Uanset hvor De fører mig hen, så går jeg ikke med frivilligt"
sagde hun irriteret, som forsøgte at kravle væk fra dem, ikke fordi hun kom særlig langt før at hendes kræfter slap op og hun måtte hvile sig mod sandet. Det brændte mod hendes hud, som hun igen lod øjnene glide i.

[Rei Shiro Raiden]

Rei var ikke lige den man skulle provokere efter at ha afsløret sin evne. hun så mod hende da hun hørte hun lavede et host. den forkerte. nej det måtte det ikke være. det kunne det umuligt være. Rei havde aldrig haft fået fat i en forkert. hun gik over da silvia faldt af og så på hende. hun satte sig på hug og så på hende og fnøs.
"jeg tror ikke på De er forkert. jeg har aldrig fejlet. og De kommer med om De vil eller ej."
hun tog fat i et nyt reb og så på silvia med et hævet bryn.
"De kan være på ryggen af Nightmare eller blive slæbt efter. Deres valg"
hun gav hende i det minste et valg til at valge ubehag eller behag på turen. for hun kom med lige meget hvad hun valgte. Rei tog sig lidt til siden da hun mærkede et host og hostede igennem og så på sin hånd med irretation. blod igen.

[Silvia Hunter]

Silvia kunne ikke rigtig vide hvem hun havde det med at gøre, men hun var overbevidst om at denne mand ikke havde noget positivt i sinde og da bestemt ikke nu hvor hun godt havde lagt mærke til at de ikke længere var i MeRosal, det kunne kun betyde en ting.. De var altså på vej tilbage til Talian. Silvia gøs en smule ved tanken, som hendes blik gled op på Rei der kom nærmere. Hun ville gerne være flygtet, men kunne ikke rigtig.. Nok vidste Rei hvad Silvias evne var, men hun kunne umuligt vide hvad den gik ud på i hvert fald ikke til punkt og prikke. Desuden så måtte der godt være mutanter i MeRosal, så der burde hun ikke skulle gemme sig, som jo tydeligvis var nødvendigt i Talian.
"Jeg beklager, men én gang skal jo være den første.. Kan De så ikke bare sætte mig af ved porten?"
sagde hun lettere irriteret, som hun forsøgte at skubbe sig selv op på albuerne, noget der var yderst besværligt netop fordi hun var bundet på den måde. Hun rystede roligt på hovedet, som hun bare så lettere koldt på Rei, hun ville ikke vælge. Hun ville blot tilbage.
"De er slet ikke klar over hvem jeg er! Og hvad jeg er i stand til! Lad mig så gå!"
skreg hun nærmest i håb om at der var andre ude i ørkenen, som ville kunne høre hende. Men hun ville næppe være ligeså heldig, som da Keane fandt hende. Måske hun bare skulle prikke lidt til Rei's hjerne? Det var i hvert fald ikke en evne, som kunne stoppes.. Tanken havde strejfet hende, men hun havde ikke den nødvendige personlighed til at gøre et andet væsen ondt.

[Rei Shiro Raiden]

Rei så på hende. hun kunne ikke tage fejl hun tog fat i hende og hev hende op og stå og så hårdt på hende. hun tog aldrig fejl. ALDRIG. hun blev dog gal til det andet silvia sagde. hun knyttede næven og så koldt på hende.
"og De ved ikke hvad jeg er istand til og hvem jeg er. Jeg har slået flere af Deres art ihjel end De kan forestille Dem en person gøre. Så! enten følger De med og laver min overordnede afgøre om De er den rigtigeeller den forkerte, eller jeg tvinger dem med ved at slå dem ud! FORSTÅET!"
Vred skulle man nødigt gøre Rei. hendes tænker før over på hendes far da han log og vred sig i smerte da hun slå ham ihjel. hun så på hende og kastede hende op på hesten igen og satte i galop.
rejsen var lang da silvia ikke ville lystre og Rei måtte bruge sin sove pollen flere gange og det gjorde hende meget syg så hun hostede blod op flere gange. hun havde det hårdt da hun endelig nåede Talians port. hun red roligt ind med blod om munden da hun ikke hade noget vand tilbage. hun kom ind til et aftalt sted med ciel. hun havde aftalt ved vagt tårnet i syd hvor hun boede.

[Silvia Hunter]

Det gik hurtigt op for Silvia, at hun nødigt skulle træde ved siden af.. Hun kunne godt fornemme på stemningen at det ville være svært at trænge ind til den mere personlige side af ham. Men hun kunne da ikke bare sådan lade ham trække afsted med hende? Hun ville ikke tilbage til Talian, det sted var ikke en mutant værdig mere, MeRosal var fremtiden, Talian ville alligevel snart gå under, hvis menneskene blev ved med at have den samme holdning.
"Min art? Den eneste grund til at De kan få mig med, er fordi De selv er mutant og besidder en evne, som jeg ikke helt forstå, men jeg skal nok finde ud af det! Så kan vi se hvad din overordnede siger til det! Alle mennesker i Talian hader mutant, så De vil blive mindst lige så udstødt som jeg!"
sagde hun lettere arrigt, som hun var overbevidst om at denne mand også var mutant, ellers ville han umuligt have kunnet dræbe så mange mutanter, medmindre at han virkelig besad nogle helt igennem fantastiske taktikker og vidste hvordan en mutant tænkte, når det kom til overlevelse. Dog stod hun fast ved at det måtte være på grund af noget specielt. Ingen skulle have lov til at tale til hende på denne måde, hvilket også var grunden til at hun dragede nogle forhastede konklusioner med hensyn til om han var mutant eller ej. Dog kunne det være at hun kunne få nogle oplysninger den vej. Det var værd at forsøge. Modvilligt endte hun endnu en gang på hesten, dog havde hun ikke tænkt sig at følge med uden at gøre modstand, hvilket også var grunden til at turen havde været så hård for Rei, dog havde det også taget en del på Silvia's kræfter, så hun nærmest var besvimet, da de ankom til porten i Talian.

Skyggen fra den høje port og kulden, som ramte hendes hud, vækkede Silvia, som hun blot kunne se til, imens at de red ind i Talian. Hun så lettere opgivende mod indbyggerne i byen, som hun valgte at lukke øjnene igen og lade det lange hår glide ned foran hendes ansigt. Hun havde ikke kræfter til at gøre modstand og vidste desuden ikke hvor hun skulle flygte hen, da hun næppe ville komme ud af byen igen. Silvia lyttede blot efter, som de red igennem byen også selvom det ikke var særlig langt, så føltes det langt, da hun ikke vidste hvad der ventede på hende.
"De begår en stor fejltagelse.."
sagde hun lettere hæst, som hun forsøgte at rette blikket mod ham, det var dog svært, som hun havde hovedet mod jorden. Hun åndede alligevel lettet op, som hesten stoppede og hun lod sig falde af og blot blev liggende på jorden.. Der var ingen grund til at gøre et forsøg mere.

[Rei Shiro Raiden]

i talian var Rei hoppet af efter Silvia og stod over hende. hun havde instent vrede efter at blive kaldt mutant. ingen kaldte hende mutant og slap godt fra det. Rei var ikke en mutant. hun var mutant hader. hun tog hårdt fat i kræven på silvia og løftede hende op.
"jeg begår aldrig fejl... og efter det De kaldte mig skal De mærke min vrede."
hun tog først og slå sin knyttede næve i siden på silvia imens hun holdte hende og tog der efter sin lille katana frem og satte den mod silvias hals. hun så på hende og det var tydeligt at denne person var blevet ødelagt for lang tid siden. ikke et spor af medmenneskelighed var tilbage.
"jeg er ingen mutant! Jeg er mutant hader og den bedste mutant vagt hidtil. trænet siden jeg var helt spæd.... ingen kan slå det.... JEG ER IKKE EN MUTANT!"
hun kastede silvia ned og hen af jorden i vrede før hun kom til at skære halsen over på hende. så ville hun for alvor være i problemmer.

[Silvia Hunter]

Et gisp forlod Silvias læber, da hun kunne mærke at stemningen blot var blevet værre, samtidig med at Rei tydeligvis ikke var tilfeds med hendes ord, som hun blev løftet op og fandt støtte under sine ben. Dog var det svært at holde balancen, som hun stadig var bundet. Men alligevel holdt hun øjenkontakten med Rei og lyttede til hans ord. Silvia fniste efter et kort stykke tid, som hun så lettere ligeglad på ham.
"Jeg har kunnet mærke Deres vrede på hele turen"
sagde hun irriteret, som hun vendte blikket bort fra ham og blot forsøgte at ignorere situationen. Hun blev dog lettere overrasket som en knytnæve blev hamrede ind i siden på hende og hun næsten mistede luften. Hun vaklede svagt tilbage for at finde balancen, men havde svært ved at gøre dette på grund af rebene. Silvia sank en klump, som hun mærkede metallet mod hendes hals. Hun kiggede forsigtigt ind i Reis øjne, som hun trak vejret roligt og holdt sig selv under kontrol.
Uden at sige et ord trak Silvia let på smilebåndet, som hans benægtelse blot bekræftede hendes teori. Det kunne godt være at Rei ikke selv mente hun var mutant og faktisk mente hvad hun sagde, dog tolkede Silvia det på en helt anden måde. Hun nikkede blot, ikke på nogen høflig måde, men bare et svagt nik. Silvia lukkedes øjnene, som hun blev smidt hen af jorden og ømmede sig. Faldet havde revet hendes hud og kjolen op, som hun med besvær satte sig op og stirrede mod Rei.
"Sikke en vrede. Men hvorfor angribe en, der ikke en gang kan forsvare sig selv? Er det ikke en smule svagt?"
Hendes stemme var lettere hånende, som hun godt kunne se at Rei havde det let lige nu, da Silvia bestemt ikke havde mulighed for at gøre modstand, fordi hun var bundet på denne måde. Hun spærrede pludselig øjnene op, som hun kunne mærke noget varmt på hendes arm.. Den tykke væske gled ned af hendes arm, som hun så lettere forfærdet på såret og kneb øjnene sammen, i håb om at hun ikke ville kunne tænke på det. Men bare glemme det.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var efterhånden svært at sige hvor lang tid Rei havde været undervejs for at lokalisere Silvia og bringe hende til Talian. Dog havde Ciel væbnet sig med tålmodighed, som han også skulle lade generalen få mulighed for at tage den lange rejse, uden at føle presset fra ham af. Desuden så havde han andre ting, som skulle planlægges først. For han vidste nemlig at han ikke kunne undgå at rejse til MeRosal selv, nu hvor det var blevet gjort klart for ham, at prinsessen ikke længere befandt sig i Talian. Det var noget han længe havde frygtet, men også noget han blev nød til at bide i sig og blot tage afsted. Alligevel ville han være sikker på, at han ikke tog tomhændet afsted, men i stedet kunne bringe noget af sit arbejde med sig, derfor havde han placeret sig i sit arbejdslokale på slottet, hvor han samlede dokumenter sammen og bandt dem sammen. Han var ikke sikker på om han virkelig ville få tid til at kigge på arbejdet, nu hvor han skulle bruge det meste at sin tid på at lede efter Talija, dog kunne han ikke lede efter hende dag og nat, desuden havde han allerede besluttet sig for at besøge Yaya og Caleb. De var jo efterhånden taget afsted for lang tid siden og savnet var også begyndt at vokse, uden at han egentlig ville indrømme dette. Han tog dokumenterne under armen og forlod slottet med en sådan ro, at det næsten virkede underligt, specielt i denne hektiske tid. Ciel blev dog nød til at forholde sig roligt, som eventuel panik ville sprede sig til slottets beboere. Han forlod slottet på hesteryg, som Cáel ikke havde lyst til at blive. Nok skulle han ikke hjem, men hingsten ville følge ham uanset hvor han gik hen. Noget der var gået op for ham for lang tid siden.

---

Turen igennem Talian var lettere urolig, som Ciel godt vidste, at han efterhånden havde strukket sig lidt for langt ud over byens mutanter og at det muligvis ville ende med at tage overhånd på et tidspunkt. Dog var han villig til at tage chancen, som Cáel altid passede på ham og med glæde gav et spark til en fremmed, der bare kom lidt for tæt på. Der var jo heller ikke nogen som skulle røre den stolte hingst.
Der gik ikke lang tid før at Ciel nåede til den sydlige del af Talian. Et sted hvor general oi havde givet ham besked om, at det var der hun ville trække mutanten hen. Han forventede ikke ligefrem at hun allerede var kommet tilbage, men han kunne lige så godt ligge turen ind forbi, før at han ville tage en runde i byen. Noget der tilsyneladende også havde været klogt nok. Som han kom indenfor rækkevidde, kunne han høre en lettere højrøstet stemme, der tydeligvis ikke var tilfreds. Han hørte også kort ordet mutant, som han straks sporede Cáel i den rigtige retning, hvorved han få øje på det store scenarie, det hele faktisk var blevet til. Hovene ramte stenene og lod enkelte småstene flyve i den modsatte retning, inden at Cáel stod stille og Ciel betragtede Silvia og Rei med de kolde røde øjne.
"De burde vælge Deres ord mere med omhu, General Oi"
lød den dybe, kontrolledere stemme, som Ciel besad i det sekund han var kommet tæt nok på dem. Han betragtede Rei med et roligt blik, som hans hest prustede en anelse og rev hovene hen af jorden. Dog vendte han kort tid blikket mod Silvia, som tydeligvis ikke var helt sig selv. Han kunne sagtens se på hende, at der var noget som påvirkede hende. Det var dog svært at se til hest, hvilket også var grunden til at han gled ned af Cáels ryg og klappede ham en smule på siden, før hesten modvilligt bevægede sig om bagved Silvia og sikrede sig at hun ikke flygtede den vej. En kold latter forlod hans læber, som han satte sig ned på hug ved hende og blot betragtede hende.
"Forandring fryder plejer man at sige, men det har ikke just hjulpet på situationen"
sagde han ganske roligt, som han igen rejste sig op og vendte sig mod Rei. Hans blik burde måske var mere eller mindre taknemmeligt, dog lod han ikke til at være særlig tilfreds, da Rei jo tydeligvis havde trukket noget opmærksomhed til sig, specielt fordi hun åbenlyst havde benyttet ordet mutant og ligefrem afsløret sig selv. Hvad hun lavede.. Han lagde roligt armene over kors, som han kort lod blikket glide mod Silvia og Cáel der stod faretruende bagved hende.

[Rei Shiro Raiden]

Rei var måske ikke den bedste at gøre vred og hun havde et kort øjeblik glemt sin ejen tektik mod vrede. hun havde gået faretruende mod Silvia i det hun sagde at det var fejt at slå på en der ikke kunne forsvare sig. da Rei hørte hove og så en dyb stemme som fik hende til at stå ret som et bræt og med armende ned af siden som var det en vagt der stod over for generalen. Reis blik landte på Ciel og det var tydeligt at hun godt vidste hvad han mente.
"Det ved jeg godt, glemte blot et øjeblik"
Hun lukkede øjnene et øjeblik og begyndte at tælle i tænkerne til 10 og man kunne mærke vreden dæmpe sig i hende. hun åbnede øjnene og så over på ciel og Silvia og smilte koldt til silvia
*sagde jo at jeg aldrig tager fejl*
hun smilte skadesfrå og så så at ciel rejste sig og Rei stilte sig igen helt ret og så lige frem for sig med et stift ansigt uden følelser. hun vidste hun havde klaret opgaven men også dummet sig. men ingen var fejlfri. selv ikke kongens rådgiver. ellers havde han nok ikke mistet Prinsessen jo.

[Silvia Hunter]

Det var lidt som om at Silvia gik i stå, da hun kunne fornemme at der var nogen som nærmede sig dem. Dog lå hendes fokus alligevel på Rei, også selvom den tykke væske virkelig genere hende, som hun lavede en mindre bevægelse, der faktisk lignede at hun skulle kaste op. Men det var ikke noget hun endte med, som hun stirrede mod hesten, da den kom tættere på. Som det var lige nu kunne hun ikke en gang se rytteren, så hun vidste ikke om hun skulle være nervøs eller ej, hun var faktisk i tvivl om der ville komme nogen for et hjælpe hende, eller om alle bare var ligeglad med den måde Rei behandlede hende på? Silvia endte med at vende blikket hånende mod Rei, som hun kom nærmere, men lige pludselig stoppede hun op og stod ret? Hun stivnede da hun hørte stemmen, som hun slet ikke var i tvivl omkring hvem den tilhørte. Hun så hurtigt om efter noget at forsvare sig med, men det eneste der var til stede var nogle småsten og det ville blot være pinligt at gøre modstand med dem. Hun vendte blikket bort fra Rei, som hun tydeligvis blev irettesat, der troede hun også at det ikke drejede sig om hende, indtil at Ciel gik ned af sin hest. Silvia så surt mod Rei, som hun udmærket havde hørt hendes tanker og svagt rakte tunge til hende før at hun stivnede, da Ciel satte sig ned på hug foran hende. Silvia blev dog en anelse mere nervøs, som hesten gik om bag ved hende og tydeligvis holdt hende tilbage. Hun havde altså ingen steder at gå hende, men hvad, hun var jo også bundet, så det var håbløst.
Silvia endte dog med at grine svagt af ham, som hun blot vendte blikket mod ham og faktisk valgte at spytte ham lige i hovedet. Noget hun vist nok havde forsøgt at gøre før. Da hun var nede i kælderen.
"Og De er kun blevet grimmere, og Talian har godt nok lidt under Dem!"
sagde hun lettere irriteret, som hun forsøgte at ligge armene over kors, dog var det ikke muligt da rebene forhindrede hende i at ligge armene over hinanden. Hun vendte dog blikket bort fra Ciel igen, som han skulle have muligheden for at gå. Imellem tiden forsøgte hun at rejse sig op igen, noget hesten muligvis ville forsøge at forhindre, men hun kunne sagtens bide fra sig. Nok virkede hendes evne kun på mennesker og andre mutanter, men hun kunne sagtens finde på at skade et dyr med nævnerne. Nu hvor det jo faktisk gjaldt hendes liv.

[Ciel Dé Ricéy]

Egentlig kunne Ciel ikke være mere ligeglad omkring hvad der foregik imellem dem. Men detvar vel også ganske naturligt, at Silvia udviste den form for had til generalen, når det jo var hendes skyld, at hun var blevet ført direkte tilbage til ham. Et lumsk smil gled over hans læber, som han blot frydede sig over at Silvia nu ikke ville kunne skjule sig mere. Han ville i hvert fald gøre hvad som helst for at sikre sig at hun blev i Talian, hvis ikke blev fanget på slottet. Noget han endnu ikke havde besluttet, også selvom det ville være det nemmeste og mest sikre, så hun ikke ville stikke af igen. Eller i hvert fald ikke have mulighed for det. Ciel nikkede roligt til Rei før at han havde vendt sig mod Silvia, han skulle jo lige sikre sig at der nu også var blevet fanget den rette. Dog var han ikke særlig meget i tvivl, som han mærkede spyttet mod hans kind.. Man kunne tydeligvis mærke en vrede brede sig over hans kropsprog, som han greb ud efter hendes hals og pressede til. Han så lettere koldt ind i hendes øjne.
"Så må vi hellere skåne Talian for dit skamfulde selskab"
snerrede han en anelse irriteret, som han tørrede spyttet af med den anden hånd og blot placeret det på hende skind. Cáel skubbede Silvia i ryggen, for at sikre sig at hun ikke trak sig tilbage. Han pressede roligt til, som han ikke regnede med at hun kunne gøre meget modstand med rebene om hænderne. Der gik dog nogle minutter før at han fik kontrollen tilbage, men alligevel lige ville afslutte det ved at smide hende langs med gruset. Så hun havde mulighed for at smage mere blod. Han knurrede hænderne sammen, som han rejste sig op og vendte sig mod Rei.
"Når De er færdige med hende, så spær hende inde i slottets fangekælder. Jeg har andet at se til."
det var tydeligt at høre på hans stemme, at han var irriteret og faktisk ikke gad bruge flere kræfter på hende. Dog ville det være nødvendigt for ham at vende tilbage sammen med Silvia og Rei til slottet, da han havde glemt nogle dokumentet og ligeså godt kunne forsøge at få lidt mere ud af hende omkring Minori, som hun havde holdt skjult sidst. Med ordene mente han også, at han faktisk var ligeglad med hvilken tilstand hun kom til slottet i. Bare hun kunne tale og stadig var ved bevidstheden.

[Rei Shiro Raiden]

Rei stod blot stille og da hun hørte en spytte trak hun sin dolk og så ondt mod silvia da Ciel dog selv tog action så Rei så agrasiv han kunne være og lagde sin dolk tilbage igen. hun så på silvia og ciel da Ciel kastede Silvia stod Rei ret igen. hun så på ham og begyndte at tælle til 10 igen i hovedet. hun så på ham og nikkede. hun bukkede sig ned og tog sine arme under silvias arme og løftede hende op og holdte godt fast. hun så på ciel der vist ikke havde tænkt sig at sige noget om hendes opgave. hun trak vejret dybt og så på silvia.
"Det var dumt at trodse hr Dé Ricéy tøs.. og jeg sagde jo jeg aldrig tager fejl."
hun så ned og følte lidt at slottes fange hul var et forkert sted lige nu. måske hendes ejet labratorium... nej der kom ingen levene fra. hun hjalp silvia op på nightmare igen og hoppede op igen og så på Ciel. hun nikkede som farvel til ham og satte kursen mod slottet men som da hun havde vendt hesten stoppede hun og sagde stille.
"er der en ny opgave til mig hr De Ricey?"
hun så ned i jorden imens hun ventede på svar og håbede lidt på der ikke var men vis der var jagtede hun bare videre.

[Silvia Hunter]

Silvia snerrede blot irriteret af hans ord, som hun godt vidste, at hun umuligt ville kunne stille noget op. De blå øjne gled langs med gruset, som hun var blevet smidt hen af, en mindre blodplet fangede hendes blik, som hun kneb øjnene hårdt sammen og blot begyndte at mumle nogle ord. Ord, der faktisk ikke gav nogen sammenhæng, tværtimod. Hun forsøgte blot at få sine tanker bort fra emnet og drømme sig tilbage i MeRosal. Hvor hun dog savnede det land!
Da Silvia mærkede at Rei tog fat i hende, begyndte hun straks at slå ud efter hende, og forsøgte at vride sig ud af hendes greb. Rebene gjorde det svært for hende at bevæge sig, så hun endte med lydigt at følge med. Hun kunne lige så godt spare på kræfterne. Hun hvæsede en smule af Rei, som hun blot vendte blikket bort og lukkede øjnene igen. Hvad havde hun dog rodet sig ud i? Dog kunne hun være glad for at Black endnu ikke havde fundet hende.. Han ville i det mindste aldrig finde hende i fangekælderen.. Lydløst sukkede hun, som hun atter kom op på den store hest. Man kunne godt fornemme på Silvia at hendes krop skælvede en anelse, som de red af sted, hun stivnede dog, som Rei stoppede op og vendte sig mod Ciel.
*Usle kryb, vender sig mod sine egne*
mumlede Silvia utilfreds inde i hovedet på Rei, også selvom Rei ikke havde været særlig glad for hende, da hun sidst kommenterede på at hun måtte være mutant. Men lige nu var hun faktisk ligeglad, som hun intet kunne stille op, foruden at lege rundt med Reis tanker. Og når hun først kom ned i fangekælderen, så var der ingen vej tilbage..

[Ciel Dé Ricéy]

Cáel vrinskede lettere hårdt af Silvia, som for at give hende en advarsel, før at han trak sig lettere tilbage og tillod Nightmare at komme hen til hende. Han holdt dog et vågent øje med Silvia, som hun blev samlet op og smidt op på hesten. Efterfølgende gik han hen til Ciel, som klappede ham på ryggen og selv steg op på sin hest. Han rettede sig op, som han sad med rank ryg og vendte først blikket mod Silvia for derefter at lade det glide mod Rei.
"Jeg har ikke andet til Dem, lige foreløbig, men ud fra Deres håndtering i denne opgave, så kan De sagtens forvente at få flere opgaver fra mig af."
forklarede han roligt, som han vendte Cáel mod slottet. De red fordi Nightmare, Rei og Silvia, som Ciel ikke en gang skænkede et blik, han var blot målrettet og red mod slottet. Der var ingen grund til at vente længere, eftersom at Ciel helst så Silvia rådne en smule i fængekælderen før at han ville tage en snak med hende. Desuden så skulle hun ikke have mulighed for at flygte fra fangekælderen, eftersom at det kun var lykkedes for en før. Men denne person havde også nogle ganske specielle evner, som Ciel var overbevidst om, at Silvia ikke besad. Også selvom han egentlig ikke vidste hvilken evne hun havde, så regnede han ikke med at hun kunne have samme brutale evne. Det gav hendes væsen slet ikke udtryk for at have.

[Rei Shiro Raiden]

Rei var rolig imens hun smed silvia op på hesten tænken i hendes hendes rystede hun blot af. vende sig mod sine egne. hun vendte sig ikke mod menneskerne. hun hjælp dem jo. hun så ned på silvia da ciel talte og hun smilte. han stolede på hende. det var godt. så kunne hun regne med at han ikke ville behandle hende som et kryb. da ciel var væk satte Rei Nightmare i skridt og så ned på Silvia
*kald mig hvad du vil.... men jeg er ikke en mutant.*
sagde hun i tænkerne og satte der efter Nightmare i galop så de hurtigt kunne komme til fangekælderen. de var der da også okey hurtigt da hun jo kendte vejen. hun steg af hesten og fik nogle vagter til at tage silvia. hun førte an ned i fange kældren og ledte efter en massende celle. de gik igennem mange gange så det næsten var umuligt at huske hvor man var. til de kom til en celle.
"smid hende der ind"
vagterne gjorde som der blev sagt.