I'll say nothing, so please don't ask (Ciel)

[Verri Noen]

Tidligere..

Verri sukkere irriteret af sin mor som hun jog hende rundt i butikken og prøvede at få hende til alt muligt som hun alligevel ikke kunne se. Hun lod hænderne glide over bordet for at finde den omtalte kniv som hendes mor havde brug for. Hun skar sig let da hendes hånd kolliderede med bladet og hun bandede indenvendigt mens hun rakte kniven til hende "her" mumlede hun utilfreds og vendte tilbage til blomsterne. Hun gik igennem rummet som hun kendte ud og ind, men fordi hendes mor var ved at fylde keramik på bordet i midten så stod mange af krukkerne på gulvet. Hendes mor råbte af hende hver gang hun enten stødte ind i en eller var ved at gå ind i en. Verri bed sin irritation i sig og ønskede inderligt at hun ville droppe hvad end hun var igang med og få rydde op først, så Verri kunne gøre sit arbejde uden hendes brok. Hun tog nogle blomster der havde brug for hendes hjælp med tilbage til bordet hun havde stået ved før og begyndte at arbejde med dem. På hendes eget arbejdsbord herskede pinlig orden, netop fordi hun ikke kunne se. Alting havde en bestemt plads og Verri arbejde behændigt med blomsterne og hendes manglende syn lod ikke til at være en begrænsning. Alt var som det plejede inden døren gik op og Verri lagde mærke til at hendes mors lys pludselig var overtaget af uro og frygt. Verris mor bød mutantvagterne velkommen og spurgte usikkert hvad hun kunne gøre for dem. Verri stod med ryggen til og fulgte med i lysene bag sig. Hendes mor var urolig men mutantvagterne gjorde Verri mest utryg. Hun så sig nødsaget til at bruge sine evner på dem og koncenterede sig uden at lukke øjnene. Hun opfattede ord og sætninger "bring hende til mig.. fang.. dræb ikke.. tale med hende". Verri mærkede hvordan hun blev kold indenvendig. Hun fornemmede en af lysene nærme sig men fik alligevel et chok da hans hånd lukkede sig om hendes arm. Verris mor gjorde sit ypperste for at bortforklare sitationen og glatte tingene ud med vagterne, men de havde deres ordrer og trak ubamhjertigt af sted med hendes datter alligevel. Verri var for chokeret til egentlig at gøre modstand men da hun faldt over en potte og smerten skar igennem hendes knæ kom hun til sig selv. Hun søgte ind i vagtens lys for at finde en udvej men han var en af dem der oprigtigt hadede mutanter, han ville ikke lade hende slippe, og at modsætte sig ham ville være dumt. Hun fulgte derfor med det bedste hun kunne, mens hun forsøgte at berolige sin mor der nu var panisk som Verri blev slæbt ud af butikken. De andre vagter holdt hendes mor tilbage og sørgede for at hun ikke vagte alt for meget opsigt. Var denne pige virkelig en af Minoris nærmeste så ville han nok opdage det hvis der var ballade. Verri snublede af sted og vagten skubbede vredt rundt med hende fordi hun hele tiden faldt eller snublede. Han lod hende altid falde selvom han holdt hende i armen og slæbte hende hen til den mand som havde beordret hendes tilfangetagelse. Verri holdt tabbert tårerne tilbage, selvom modet langsomt forlod hendes krop og efterlod hende kold og bange.

//Verri ilbringer imellemtiden tid med en af Ciels underodnede, som til sidst udleverer hende til Ciel spærret inde i hans kælder//

---------------

Nu..

Verri befandt sig nu i et rum helt for sig selv i Ricéy palæets kælder. Hun vidste ikke hvor hun var eller hvor længe hun havde været der og hun var mildt sagt panisk. Hun græd ikke lige nu, men hendes ansigt var stadig vådt af tårer. Hun prøvede at samle den smule mod hun havde, men efter dagens oplevelser blev det ved med at svigte hende. Hvorfor havde de pludselig valgt at tage hende til fange nu? Hun havde ikke gjort noget unormalt hele dagen og det var flere dage siden hun sidst havde sneget sig forbi Akios kro for at se om han var der. Hun vidste han havde en hemmelighed, men hun havde aldrig sagt det til nogen, ikke engang at hun havde snakket med kroens ejer. Selv hendes mor anede ikke hvor hun havde været den dag. Hun strøg sine sammenbundne hænder over kinderne og tørrede dem og derefter sine øjne. Hun sad på gulvet i cellen hvor hun var blevet efterladt omgivet af et totalt mørke. Hun rystede af frygt, både for mørket men også for hvad der utvivlsomt ventede hende i fremtiden. Hendes krop smertede stadig efter den behandling hun havde fået tidligere og hun var et eller andet sted glad for at hun ikke kunne se sine skader, det ville nok gøre hende endnu mere bange. Hun havde slået hul på sine ben mange steder fordi hun bar sin arbejdsuniform og derfor ikke bar stof på benene. Hendes knæ var næsten revet til blods og hun havde blå mærker over kindbenene. Hun havde sikkert blå mærker og sår andre steder på kroppen også efter den hårdhåndede behandling. Hendes hænder var forslåede, efter at være faldet mange gange grundet hendes manglende syn men også fordi hun havde brugt dem som beskyttelse mod slag og lignende. Hun strøg blidt fingrene over hinanden og dæmpede langsomt smerten. Tårerne steg op i hendes øjne igen og hun gjorde ikke nogen for at forhindre dem i at trille ned over hendes kinder igen. Akio havde haft ret, det var farligt at vide noget om ham. Hun rystede på hovedet så håret flagrede og tørrede øjnene igen. Det her behøvede ikke være pga. Akio, det kunne være fordi hun var mutant, mutanter blev jo henrettet for at være mutanter. Hendes mod sank dybt ned i maven på hende. Hvad var så værst? At blive taget til fange fordi hun var mutant eller fordi hun vidste hvem Minori var og kunne udpege ham. Hun sukkede og trak benene ind til sig og lagde armene om dem inden hun skjulte ansigtet ved sine knæ. Hendes hænder var godt nok bundet sammen med reb, men de havde ikke gjort mere for at sørge for at hun ikke stak af. De behøvede ikke mere. Hun ville nok skulle bruge lang tid på bare at finde døren, hvordan skulle hun så få den op? Hun sukkede med skælvende stemme og krummede sig så meget sammen hun kunne. Hun følte sig meget lille og meget hjælpeløs. Beskytte Akio, ha. Hvilken joke hun var. Modet forlod hende igen og hun blev siddende mens hun rystede af skræk og kulde.

[Ciel Dé Ricéy]

Tidligere den dag...
Opgaverne var efterhånden begyndt at hobe sig op på Ciel's skrivebord, som han egentlig ikke havde tid til at dække alle områder, alligevel havde han valgt at lukke sig inde på sit arbejdsværelse endnu en gang, som var sket så mange andre gange før. Han var egentlig godt begravet, som han endte med at gribe fat i den nederste skuffe i skrivebordet og dreje nøglen om. Der var ingen grund til at tage nøglen med, når han jo befandt sig i rummet. Han trak den sorte bog op fra den mørke skuffe, hvorefter hans bladrede lidt rundt i de blækfyldte sider. Han stoppede op ved Minori, som han lod blikket glide hen over ordene og bed sig en smule irriteret i læben. Det var efterhånden længe siden, at han sidst var stødt på denne mand, så det var blevet en gammel sag også selvom det nu var vigtigt nok at tage sig af. Han lod blikket glide langs med ordene og stødte da også hurtigt på det kvindelige navn, som Minori havde været så dum at røbe i søvne.. Ciel rystede en smule på hovedet, som et svagt smil gled hen over hans læber, han blev nød til at finde Silvia eller også skulle han prøve at finde en anden forbindelse til denne Minori.. Han havde i et langt stykke tid haft overvågning på de forskellige kroer i Talian, men han lagde måske mest vægt på kroen, hvor Silvia før havde arbejdet, men ikke var blevet set i måneder, og dette var yderst frustrende, som han lukkede bogen i og sukkede. Lige nu ville han være overlykkelig for et tegn på at der var en måde at skabe kontakt til Minori igen. Han kunne ikke bare lade mutanternes beskytter vandre rundt i byen og slette folkets hukommelse.
Det var næsten, som om hans bønner var blevet hørt, da en vagt bankede på døren indtil arbejdsværelse. Han pakkede hurtigt bogen væk og drejede nøglen om, som han stak den ned i lommen og kiggede mod døren.
"Kom ind."
lød det roligt fra Ciel, som han uforstyrrede arbejdede videre på sine dokumenter, men da vagten først trådte ind, rettede han endelig sin opmærksomhed mod skikkelsen. Han kunne sagtens genkende ham, som det var en af dem, der skulle holde et skarpt øje med de forskellige kroer. Han foldede hænderne foran sig og placerede albuerne mod bordet kant og så afventende på vagten, der lige skulle have været.
"Der er blevet observeret et gentagne besøg på Den grønne flod og skikkelsen er ikke bare en stamkunde for at få noget af drikke eller spise. Det hele virker en smule mistænktsomt."
forklarede vagten roligt, som han gjorde det klart over for Ciel, at der muligvis kunne være en forbindelse imellem den lille skikkelse og Minori. Ciel så en smule roligt på manden og vidste ikke rigtig om at skulle tage kontakt til denne person eller ej, men på den anden side, så kunne han ikke bare ignorere det. Han rejste sig op og gik hen til vagten, som han gav ham ordre til at bringe skikkelsen til hans palæ og selvfølgelig lænke denne nede i kælderen. Han vidste jo godt at de ikke kunne være forsigtige, når det først kom til mutanter.. Han vidste jo heller ikke om pigen var farlig eller ej. Vagten forlod palæet i en hast, som situationen blev undersøgt og sagt i værk. At dette så resulterede i at pigen blev pågrebet foran hendes egen mor og faktisk blev slæbt ud af butikken, kunne Ciel bestemt ikke tage sig af, som han skulle bruge timerne til at forberede sig bare en anelse..

■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■

Nu...
Det var bestemt ikke et særlig behageligt rum at befinde sig i, men nu var det heller ikke fordi man skulle føle sig velkommen, at Ciel havde fået denne kælder lavet på denne måde. Der var rig mulighed for at holde fanger, selvom det næppe var lige så sikkert, som slottet, så var det en måde hvorpå Ciel kunne blive bare en anelse personlig uden at tænke på hvad kongen synes om hans metoder.
Den mørke kælder blev sagt oplyst, da døren i den modsatte ende af, hvor Verri befandt sig, blev åbnet. Lyset flakkede en anelse, som flere skikkelser trådte ind i rummet. Vagter var der nogle stykker af, men ikke fordi det var særlig bevogtet, eftersom at Ciel ikke regnede med, at denne mutant ville give ham de helt store problemer. Han havde fået med, at hun var blind, men at hendes evne var ukendt. Så han var muligvis ikke helt så forsigtig, som han burde, når man tænkte på at han ikke kendte hendes evne. Ciel bevægede sig roligt ind foran vagterne, som døren blev lukket og låst bag dem. Vagterne gik hen til buret, hvor Verri var låst inde og åbnede dette for at gribe fat i hendes arme og føre hende ind mod midten af rummet. Ciel stod roligt og ventede på at hun ville blive klar til, at han kunne tage over. Vagterne var lettere ligeglad med hvad der foregik og gjorde muligvis bare hvad der blev sagt, bortset fra at det faktisk morede nogle af dem, at se hvad der kunne ske med mutanter, når de først virkede mistænksomme. Eller til fare for omverdenen. Der gik ikke lang tid før at vagterne havde fundet lænker og lignende ting frem, men blot lod hende sidde på gulvet for nu. For hvor skulle hun flygte hen.
Inden at vagterne valgte at ligge lænker rundt om hendes arme og ben, rettede Ciel en anelse på sig, som han rømmede sig en anelse og vendte blikket mod pigen.
"Vi kan gøre dette på den nemme eller den hårde måde. Personligt ville jeg foretrække den hårde måde, men hvad siger du?"
sagde han ganske roligt, med et koldt smil hvilende hen over læberne, imens at de røde øjne holdt et vågent øje med hende. Han lod hende tænke lidt over, hvad han egentlig mente med dette, før at han kom med spørgsmålet. "Hvad er din forbindelse til Minori? Og hvor er han?"
hans stemme var bestemt, som han bestemt ikke ville finde sig i, at hun blot afværgede hans spørgsmål eller måske nægtede at svare. Han havde jo været ganske sød ved hende og ikke ladet vagterne binde hende endnu. Men det forkerte svar på spørgsmålet kunne meget hurtigt ændre på dette. Men hun skulle da også have tid til at tænke?

//Ved godt at jeg skrev at jeg ville forsøge at begrænse mig, men du endte jo med at booste min krea ret voldsomt xD Så kunne ikke stoppe.

[Verri Noen]

Verris manglende syn kunne vise sig at være en fordel, hun kunne nemlig ikke se de forhold hun blev holdt fanget under, men hvad værre var at de havde efterladt hende alene. Dette fik et sort mørke til at omslutte selv hendes evne. Når der var intet levende i nærheden var Verris indre fuldstændig sort og ensomt. Hendes evne kunne ikke opfange noget levende, ikke engang skadedyr. Hun var næsten mere bange for mørket der fulgte med ensomheden end hun var for noget andet.
Hun dørte døren blive åbnen og barrierer af dødt materiale mellem hende og de nyankomne blev brudt og hendes evne tog ivrigt imod de lys der trådte ind i rummet. Hun bekæmpede lysten til at kaste sig i armene på den nærmeste af dem og trykke sig tæt mod dennes lys for at fjerne frygten for mørket. Da vagterne trådte ind i rummet mødte en kaskade af farver hendes evne og havde et kort øjeblik fået hende til at ånde lettet op. Men da de gule, dyb violette, dybbrune og mørke farver trængte igennem til hendes bevidsthed sank modet om end dybere i livet på hende. Hun havde at gøre med falske, uselvstændige dog stabile mennesker uden gode hensigter for hvad der angik hende. Hun skælvede indenvendigt. Disse vagters lys var endnu mørkere og endnu værre end dem hos vagterne der havde spærret hende inde i første omgang. Hun kunne alligevel ikke få sig selv til at ønske at de gik igen. Hun var mere bange for mørket end hun var for dem. Det lys der trådte ind efter vagterne gjorde det klart for hende hvem der havde påvirket vagterne og givet dem den dyb violette uselvstændige og påvirkede farve. Hun veg indstinktivt tilbage som hun bemærkede et lys bevæge sig foran vagternes, et så sort og grusomt lys havde hun aldrig set før og hun var lige ved at skrige højt og flygte langt ind i cellen i ren panik. Hendes rysten blev værre og hun strammede grebet om sine ben som alle lysene nærmede sig langtsomt. Ciels inderste lys var næsten sort som natten, kun en enkelt tråd lyste sølvfarvet i den sorte midte og lignede næsten en revne i det helt sorte lys. Det tog hende lidt tid at falde nok til ro til at registere at det ikke var en revne, men blot en del af hans sjæl der ikke frivilligt overgav sig til det sorte. Nysgerrigt så hun ubevidst nærmere på denne sølvtråd og opfangede et enkelt ord Yaya hun var ikke helt sikker på hvad det betød, men det var godt at have i baghovedet hvis hun havde brug for at tale til det gode i ham. Hun sank, som hendes evne gled analyserende over resten af hans lys. Magtfuldhedens dybrøde farve strøg sig næsten kælent om lysets sorte center og fik Verris mod til at løbe skrigende væk og de sorte og dybgrå gnister der selvsikkert påkrævede sig opmærksomhed gjorde det meget klart for hende at han ikke på nogen måde havde gode hensigter og at han var selvsikker nok til at være helt afklaret med hvad der skulle ske nu. Hvad end hun gjorde ville nok ikke ændre meget på det, hun kunne næsten mærke modløshedens grå farve dominere hendes eget lys, specielt da hun hørte døren låses bag dem igen.
Hun bemærkede gnister i nogen af vagternes lys der indikerede at de morede sig over hendes ulykke og mærkede en gnist af vrede i sit eget indre. Hvad var det dog for nogle forfærdelige mennesker? Hun kunne ikke forhinde dem i at nærme sig men hun trak sig så langt væk som muligt indtil hun blev stoppet af buret. De fik selvfølgelig alligevel fat i hende alligevel og slæbte hende tættere på det sorte lys. Hun gjorde sit bedste for at holde sig så langt væk fra ham med det sorte lys som muligt, hun turde ikke rigtig sætte sig imod vagterne men hendes bevægelser var tøvende som de førte hende rundt for uden vejledning var hun meget usikker på sine omgivelser. Hun snublede over kanten på buret men undgik at falde ved at støtte sig til snoren om hendes håndled som vagten trak hende rundt i. Smerten skar igennem hendes håndled som rebet trak brutalt i hendes hud og hun lukkede øjnene for indirekte at skabe en barriere mellem sig selv og smerten, men også folkene i rummet. Hun stod stille hvor vagterne angav det men kunne ikke tøjle sin rysten, hun hørte de havde fat i kæder men de lænkede hende ikke. Hun holdt fortsat sine øjne lukkede og trak vejret behærsket men stadig skælvende. Hun var overrasket over at hun blev stående for hendes ben truede med at give efter under hende hver sekund der skulle være. Da Ciel rømmede sig farede hun kort sammen inden hun lyttede til hans ord og gøs. Hun identificerede den talende som det sorte og dybrøde lys, hun sank frygtsomt ved hans ord og kræmpede en brav kamp mod sine tårer. Skiftene og grundfarverne i hans lys viste morskab og ubarmhjertighed og gjorde at hun ikke var et sekund i tvivl om at han virkelig mente at han foretrak den hårde måde, og hun vidste ikke rigtig om noget hun kunne sige kunne ombestemme ham. Men hun kunne prøve. Selvom det var svært at trodse sin panik og få en sammenhængende sætning over sine skævlende læber tog hun sig sammen. "Jeg vil helst bare gerne hjem" svarede hun forsigtigt og var ikke sikker på hvordan hendes forespørgsel ville blive mødt.
Hans næste ord slog imod hende som var hun løbet direkte ind i en mur. Hun mistede vejret og kunne ikke se helt upåvirket ud, hun skjulte det under en panisk gestus som hun lagde armene om sig selv. "H.. hv.. hvem?" spurgte hun med skælvende stemme og skulte det egentlig meget godt under sin oprigtige panik og frygt.

//Gengæld X3 heheh//

[Ciel Dé Ricéy]

Nok kom der lys ind i rummet til hende, også selvom det var lyste fra hendes evne, for ellers var der egentlig ikke særlig meget lys i den mørke og lettere ubehagelige kælder. Verri ville nok komme til at fortryde hendes reaktion på lyset, eftersom at det bestemt ikke bragte noget særlig godt med sig. Vagterne var efterhånden van til at håndtere situationer, som denne, så de tog sig ikke af smerte og skrig, som kunne fylde kælderen meget hurtigt, når først Ciel gik igang med sin process. Samtidig med at det morede nogle enkelte vagter at se en mutant i støvet på denne måde, så ville de meget gerne bidrage til smerten og torturen, noget de dog sjældent fik lov til. Andet end at lænke mutanterne fast til stolperne i midten af rummet.
Som døren gled i og selvfølgelig blev låst bag dem, bevægede vagterne sig frem mod hende. Ciel havde valgt at låse døren eftersom at han ville være sikker på, at Caleb ikke fandt vej ned i kælderen igen, specielt ikke hvis de var midt i en process for at lokke informationer ud af det stakkels pigebarn. Vagterne var en smule utålmodige, da de først fik besked på at hente Verri var cellen, derfor hev vagterne også en anelse i hende, for at få hende halvt på benene og mod Ciel. Manden var lettere rolig, som han tog sig tid til at finde de rette lænker, der gav genlyd i den indelukkede kælder, som han rakte den til en af vagterne ved hans side. Han skulle helst ikke tage nogle chancer og frivilligt rører mutanten før at han var helt sikker på, at hendes mutantion ikke var noget der gik igennem kroppen og ind i ofret. Hvad Ciel dog ikke kunne vide var at Verri evner kunne trænge helt ind i sjælen på ham, som hun havde mulighed for at læse ham som en åben bog. Men heldigt nok for ham, så var hendes evne ikke udviklet nok til at læse alt, selvom det helt klart ville komme bag på ham, at hun overhovedet var kommet frem til hans kones navn, noget der måske ville overraske ham i et split sekund, før at han ville benægte det meste, af det hun kunne finde på at lukke ud.. Var der noget man ikke skulle gøre, så var det at komme for tæt på hans familie, specielt når man var mutant, så skulle man helst holde sig så langt væk, som overhovedet muligt, da Ciel bestemt ikke tog nogen chancer, når det kom til at beskytte sin familie.
Ciel lænede sig en anelse tilbage mod bordet, som han blot så overvejende på hende, han forventede måske at få et svar, men det var langt fra hvad der skete. Det var måske heller ikke særlig klogt at informere ham lige med det samme, for så ville han blot forsøge at få endnu flere informationer ud af hende. Lige nu skulle han jo blot starte et sted, også selvom hun ikke virkede villig til at følge ham, så kunne han sagtens lave om på dette. Han lagde roligt armene over kors, som han lyttede til hendes ord og blot grinte let for sig selv, som hun virkelig måtte tro, at han var dum. Han rystede en smule på hovedet og lagde hænderne mod bordkanten, som han rettede sig op og nikkede til vagterne.. Vagterne delte roligt lænker og kæder ud imellem hinanden før at de gik mod Verri. Der var en enkelt vagt som sørgede for at Verri ikke ville forsøge at løbe, som han havde et fast greb rundt om hendes hals. Imens han holdt styr på hende, blev lænker bundet rundt om hendes arme, hvorefter de blev strukket ud og bundet fast til en jerncirkel på hver sin stolpe, så hendes arme var udstrakte. Ciel stoppede de næste vagter, inden de kunne nå at lænke hendes ben fast til gulvet, som han gik helt hen til hende og blot lod en finger glide hen over hendes kind.
"Hvis du ikke giver mig de nødvendige oplysninger, så har du ikke noget hjem at kravle tilbage til, når jeg først er færdig med dig."
svarede han koldt, som han bestemt ikke fandt sig i, at hun ignorerede ham, for blot at komme med et forsøg på at komme væk fra dette sted. Smilet på hans læber blev bredere, som han fik en ide og gik hen til vagterne.
"Jeg vil gerne have jer til at besøge hendes mor og give hende det sædvanlige.. Men få det nu til at ligne et overfald"
sagde han ganske roligt, som han jo godt var klar over, at Verri i virkeligheden arbejdede sammen med hendes mor, og havde hun virkelig tænkt sig at holde sin mund, så ville det blot gå ud over hende.. Han skulle nok finde en måde hvorpå det ville være muligt for ham at få de oplysninger, som han havde brug for. Ellers måtte han jo tage andre midler i brug. Efter at have givet vagterne ordren bevægede han sig tilbage mod Verri, som vagterne samlede nogle ting sammen og bevægede sig mod døren. De havde jo en ordre at følge. Der var dog stadig vagter til at holde styr på mutanten. Ciel knækkede roligt sine finger, som smilet ikke havde forladt hans ansigt, da han vendte hovedet mod hende.
"Nå, men hvor kom vi fra? Når ja du skulle til at fortælle mig som Minori, ikke?"
Det kunne godt være, at Ciel lidt ignorerede at hun spurgte hvem det var, men han var jo godt klar over, at alle mutanter vidste hvem Minori var og hvad han i det hele taget stod for, så selv hun måtte vide hvem han var. Så manglede han bare hendes forbindelse.

[Verri Noen]

Verri registerede ikke særlig mange af tingene der skete med omgivelserne, en del af det var fordi hun ikke kunne se men også fordi hendes fokus lå helt på de mænd der havde sluttet sig til hende i cellen eller hvad pokker det var for et rum. Hun hørte lyde som hun registrerede: døren der blev låst, kæder der blev hentet, dæmpet mumlen og latter. Mest af alt lyttede hun til ham det havde kontrollen over situationen, han var også den eneste der talte direkte til hende.
Verri fornemmede vagternes frygt for hendes formodede mutant-evner. Hun udgjorde dog faktisk ikke en trussel mod andet end deres stolthed, deres privatliv og deres hemmeligheder. Men hun var opdraget til at være en god person og aldrig bruge sine evner mod andre med onde intentioner. Faktisk helst aldrig bruge sine evner overhovedet men Verri kunne ikke slukke den, så det var ikke en mulighed. Vagterne havde det nemt med at lænke hende. Hun gjorde ikke modstand men blev til gengæld bange hver gang de rørte ved hende da hun ikke vidste hvorfra hun skulle forvente det. De lagde lænkerne om hendes hænder men da de trak hendes arme ud i strakt position blev hun nervøs. Havde de tænkt sig at korsfæste hende? Hun blev modvilligt tvunget ud i den ubeskyttede stilling selvom hun havde stået med armene om sig selv.

Verri trak sig væk fra Ciel, eller så meget hun kunne med begge hænder bundet til hver sin stolpe. Hun vendte hovedet væk da han rørte ved hende og selvom hendes øjne var uden følelser og konstant stirrede ligeud så var hendes væmmelse over hans tydelig, ligesom hendes frygt for ham. Hun havde aldrig set et så modbydeligt lys, men Ciels følelser overfor hende og hendes situaiton gjorde det ikke ret meget bedre. Hun vidste knap nok hvordan hun skulle reagere på situationen men al logik fortalte hende at hun skulle holde sig langt væk fra ham.

Verri var ikke typen der ville gå efter sine fjenders familie, de havde sjældent noget med situationen at gøre overhovedet. Og det gjorde oftest også modstanderes meget farligere at have med at gøre. Men det var Ciel åbenbart. Han kunne gøre hvad han ville med hende, men så snart han begyndte at blande hendes familie ind i det spredte en sjælden følelse sig gennem hendes krop. Hun blev vred, meget vred. "Hold dig fra min mor!!" råbte hun arrigt og hev let i kæderne. Umulige at slippe ud af for en 19-årig pige under betydelige fysiske evner. "Det er fejt at blande hende ind i det her, hun har ikke noget med det at gøre!" rasede hun og indså så at hun indirekte lige havde indrømmet af hun faktisk selv havde noget med det at gøre. Pis også. Hun vendte hovedet væk i ærgelse selvom hun alligevel ikke kunne se ham. Hun forventede at han ville fryde sig. Nu slap hun da aldrig fri herfra, og Ciel ville garanteret heller ikke lade hendes mor slippe selvom han endda lovede Verri det til gengæld for oplysninger. Hun håbede i sit stille sind bare at hendes mor ikke var hjemme og ikke kom til skade. Butikken skulle nok overleve at blive vandaliseret og hendes mor havde evnerne til at starte forfra. Hun sendte en bøn til guderne om at rede hendes mor og beskytte Akio hvis hun fejlede. Hendes sind blev mere bestemt. Dette var ude hendes hænder, nu kunne hun kun være tabber og beskytte dem hun i sit inderste vidste at det var vigtigt at beskytte. Hun knugede hænderne sammen så knoerne blev hvide og faldt hen i stilhed. Selvom hun havde lyst til at skrige af ham og bønfalde ham om ikke at gøre hendes mor noget. Hun var ikke et barn mere og hun havde været indstillet på koncekvenserne af sit valg da mutanternes beskytter foreslog at slette hendes hukommelse. Verri rystede af raseri som han vendte tilbage til sagens kerne. Det kunne sagtens misforstås for frygt for hendes øjne viste ingen af de følelser der brændte i hendes indre og bare ventede på at hun slap dem fri. Men hun holdt dem for sig selv. Han ville blot bruge det mod hende. Hun lukkede øjnene og trak sig så langt væk fra ham mentalt som hun overhovedet kunne selvom hendes evne gjorde hans følelser fuldstændig klare for hende, mere end hans udtryk og udtalelser gjorde for vagterne. Hun vidste præcis hvordan han var og havde en generel ide om hvorfor han ville have informationerne. Hver gang hendes evne rørte hans lys med det spørgsmål så fik hun uhyggelige scenarioer og ord tilbage. Hun ville ikke hjælpe ham. Hvis han var Akios fjende, så var han også hendes. Fra dette øjeblik.

[Ciel Dé Ricéy]

Kælderens dystre fornemmelse ville nok næppe forandre sig med tiden, som hun kunne få lov til at tilbringe dage i mørket uden nogen former for lyskilde. Lige som han egentlig ville have gjort det med Minori, men hans søn var desværre kommet til at slippe ham fri, inden at han overhovedet havde fået mulighed for at skaffe bare en enkelt information. Noget der bestemt ikke passede ham, derfor ville han næppe lade Verri slippe så let, og han ville bestemt ikke lade døren stå åben for nogen i palæet.
Han skulle blot finde en måde hvorpå han ville kunne lade hende være alene, men samtidig også ville være helt sikker på, at der var styr på hende og hendes bevægelser. Det var ikke rigtig sikkert at det overhovedet skulle være i palæet.. Det kunne jo være, at han blev nød til at benytte en anden location for at holde hende skjult, men også lukket af for omverdenen.

Vagterne var lettere begejstret for at kunne binde hende fast eller nærmere lænke hende fast til stolperne. Hvilket man også tydeligt kunne mærke på dem, som de begyndte at hviske i krogene og straks udbrød en koldt latter. En latter der ikke rigtig var til at bedømme udover at den bestemt ikke bragte noget godt med sig. Nogle vagterne kunne egentlig ikke vente på at Ciel ville begynde, som de roligt begyndte at rodet rundt i alle hans værktøjer, som kun kunne bruges til tortur.. Noget Ciel efterhånden havde en del erfaring med, så han var ikke bange for at udnytte et stakkels pigebarn, også selvom hun kunne være uskyldig, men han var ret sikker på, at hun ikke var det. Netop fordi hun hade opholdt sig en del i nærheden af kroerne, som hans vagter havde holdt øje med.. Og en lille mistanke var efterhånden nok til at han ville gøre noget ved det. Som han jo også beviste nu. Han ville bare ikke blive ført bag lyset af mutanterne, når de først forsøgte at gøre mere end blot oprør og hærværk i byen.

Ciel smilte blot, som Verri forsøgte at trække sig bort fra hans berøring, noget der egentlig ikke gjorde hendes situation bedre, fordi hendes modstand morede ham. Det startede egentlig bare ud som en let berøring, men som hun trak sig et stykke væk, greb han hårdt fat i hendes hals og trak hende tilbage til hendes plads, midt i. Han gav først slip på hende, i det øjeblik hvor hun ville indse, at hun ikke kunne flygte.. Om det så ville tage lang tid eller ej, så havde han ikke noget imod at stramme grebet en anelse, så hun ville få svært ved at trække vejret.
Nok var han en mand af ære, men han havde bestemt ikke noget imod at trække mutantens familie ind i problemet, netop fordi det ofte var på grund af familien, at mutanten var kommet til verden. Så han bebrejdede sjældent kun mutanten.. Men det var heller ikke fordi han skammede sig over dette. Det eneste tidspunkt, hvor han ville trække familien med ind i det på, var i den situation, hvor det kom til Talija, kongen og dronningen. Der havde han dog ofte forsøgt at vende forældrene mod deres egen datter. Noget der kun bragte en god stemning for ham. Ciel trak sig dog en anelse væk fra pigebarnet, som hun tydeligvis ikke var særlig tilfreds med situationen om at det skulle gå ud over hendes mor. Derfor smilte han blot og lyttede til hendes ord, også selvom de var sagt i vrede, så var der ofte mere sandhed i de ord end hvis hun havde haft kontrollen til at lyve ved at være mere rolig. Han bed dog meget hurtigt mærke i, at hun straks forsvarede sin mor ved at sige at hun ikke havde noget med situationen at gøre, hvorved han konkluderede at hun altså måtte have noget med det hele at gøre. Så han smilte lettere tilfreds, som han fik stoppede vagterne, der ellers næsten var kommet ud af døren. Der var mere brug for dem her.
"Jamen, så lader vi din mor være.. medmindre at du ikke kan give mig noget brugbart, så kan jeg intet love"
sagde han ganske roligt, som kontrollen over situationen altså stadig ikke havde forladt ham. Han så dog roligt til som hun forsøgte at vende blikket bort, også selvom han godt havde lagt mærke til at hun intet kunne se. Men det var jo heller ikke fordi han havde behov for en beskrivelse af Minori, da han jo selv havde set ham. Det var noget helt andet han havde behov for at vide nu.
Han vendte roligt ryggen til hende, som han bevægede sig hen til bordet, men først kaldte han en vagt til sig, som han rakte ham en nøgle og sendte ham ud af kælderen.. Han havde behov for at notere hvad han fik at vide i bogen.. Bogen der efterhånden var blevet en del tykkere med informationerne, end hvad der måske var sundt for ham at vide. Men det var en måde hvorpå han altid ville kunne genskabe sin hukommelse, hvis han skulle lide samme skæbne som nogle af hans vagter, så snart at han ville få fingrene i Minori. Men lige nu var det også vigtigt at få tilføjet denne mutants udseende og forhåbentlig en ide omkring hvad hendes evne gik ud på. Han smilte let for sig selv, som han fandt de sædvanlige nåle frem, de var efterhånden godt brugt, men der var ikke noget tegn på dem, at de havde været smurt ind i blod op til flere gange. Han vendte sig mod Verri og gik helt hen til hende og uden at spørge hende om noget, greb han fat i hendes arm og lod nålens spids hvile mod hendes hud, som han så mod hende..
"Jeg må ærligt indrømme, at min tålmodighed ikke længere er, hvad den har været. Men jeg spørger igen, hvad er din forbindelse til Minori?"
stemmen var kold og forholdsvis ligeglad, også selvom det faktisk lød som om han ærgrede sig over ikke at have samme tålmodighed mere. Som sagt hans tålmodighed var ikke særlig god, som han langsomt drejede lidt på nålen, så den kun lige pressede sig ned i hendes hud. Det var dog kun et mindre hul, som egentlig ikke ville bløde særlig meget, men det ville måske svi en anelse uden at brænde.

[Verri Noen]

Med mindre hun stod til at skulle tilbringe resten af sit liv i kælderen så ville kun nok ikke bekymre sig særlig meget omkring hvordan stedet var eller hvordan det så ud. Faktisk ville hun nok aldrig bekymre sig om hvordan stedet så ud, men et eller andet levende ville gøre det mere udholdeligt for hende at opholde sig dernede. Enten nogle sympatiske mennesker eller bare nogle planter. Men planterne ville sandsynligvis dø af mangel på lys, og menneskerne ville nok dø af et eller andet også. Hun sukkede. Hun vidste godt at hun højst sandsynligt ville lide samme skæbne, enten ville hun dø af mangel på lys, eller et eller andet andet. Hun gøs ved tanken om at manden foran hende ikke ville have problemer med at slå hende ihjel. Hun prøvede at trække sin evne så langt væk fra ham som muligt, men hun kunne ikke undgå det helt når nu han befandt sig så tæt på hende. Hun opfangede hints om hans spekulationer om at flytte hende, men den anden lokation var ikke meget bedre ifølge det hun kunne opfange. Hun kunne selvfølgelig ikke modtage billeder fra hans hoved, og kunne hun ville det ikke hjælpe hende, for hun kunne ikke bearbejde den type information fordi hun aldig havde set noget som helst.

Vagterne gjorde ikke hendes oplevelse af stedet særlig meget bedre. Hun opfangede næsten værre ting fra vagterne når de kom hende nær, end hun gjorde fra Ciel. Ciels tanker fokuserede ikke på at torturere hende, det forkuserede på at få informationer omkring Akio. Så selvom Ciels lys frastødte hende, så brød hun sig endnu mindre om vagternes selvskab.

Hendes far havde engang fortalt hende at man første lærte folks egentlige karater at kende i deres sidste sekunder. Og frygten for at dø, som nu fyldte hendes krop, låste op for denne ellers skjulte del af hendes personlighed. Hun havde mødt mange dyr og lært at i dyrenes verden var det enten flygt eller slås når man blev konfronteret med en fare. Det kom ned til enten det ene eller det andet, og var forskelligt fra dyr til dyr. I det sekund hvor Ciel strammede grebet om hendes hals og trykkede hendes luftrør så meget sammen at hun gispede efter vejret, fandt Verri ud af hvad hun var. Hendes arme var bundet stramt til stolperne, strukket ud i deres fulde længde, og sammen med Ciels greb om hendes hals kunne hun nemt holde sin vægt oppe i et par sekunder. Hun bøjede benene og lod det virke som afkræftelse pga. hans angreb. Så strammede hun kæderne fra sine arme helt ud og løftede benene fra gulvet og hamrede dem i maven på Ciel og kastede ham væk fra sig. Hun hostede voldsomt og hev efter vejret så snart presset forlod hendes hals. Hun kunne ikke ømme sig fordi hendes arme var bundet, så hun strakte halsen i stedet ved at bøje hovedet let bagover. Så rettede hun sig op efter at have sat benene ned igen. Hendes håndled gjorde ondt efter at have båret hele hendes vægt. Hun vidste godt hvad hendes angreb ville betyde for hendes situation, hun vidste godt at hun nok ville lide mindst hvis hun gav Ciel det han ville have, men det ville gå imod alt hun troede på, alt hendes far havde opdraget hende til at tro på og faktisk også alt det hun havde brugt som argumenter mod Akio. Hun bed tænderne sammen og forventede at hans reaktion ville være smertefuld. Hendes afsky til hans person var tydelig og hun nægtede at vende blikket mod ham selvom hun var blind. Hans lys gav hende kvalme.

Hun kunne ikke lade vær med at ånde lettet op da vagterne stoppede, men hun vidste også at det kun var at udskyde det uundgåelige. Vagterne ville blive sendt til hendes hjem, for Ciel ville ikke lade hende gå når nu der var mistanke for mutanter i deres slægt. Hans lys gjorde hende sikker på at han kunne finde på at slå hende ihjel bare fordi hun havde født en mutant. Hun gøs fordi hendes evne igen strejfede Ciels lys, selvom hun havde trukket evnen så meget til sig som det overhovedet var muligt. Ciel gik væk fra hende og hun kunne slippe sin evne fri igen i nogle øjeblikke. Det var faktisk mere anstrængende for hende at begrænse sin evne end at benytte den. Hun kunne mærke at det trættede hende, men hun lod ikke Ciel se at der var andet end den situation han havde bragt hende i der gik hende på. Det var nok første gang i sit liv at hun havde mødt en person der faktisk kunne få hende til at ønske at hun var helt blind. Hun lyttede tavst til hvad han sagde ved hovedet vendt væk fra ham og sine evner på afstand fra hans lys. Hun nåede ikke at få trukket sin evne til sig og da han bevægede ind for hendes evnes rækkevidde. Hun fornemmede hans planer og onde hensigtet og de slog mod hende så hun tabte vejret. Hun vidste hvad han havde planlagt før han satte nålen mod hendes hud. Derfor veg hun også allerede før han tog fat i hende, og var ekstra modvillig da han så tog fat i hende. Hun vred sin arm så godt hun kunne indtil hun mærkede spidsen mod hendes hud. Så stod hun stille. Verri gav pokker i Ciels tålmodighed, han kunne være det mest tålmodige menneske og hun ville stadig ikke udlevere Akio til ham. Hun havde ikke været i tvivl om at han var en fjende af de fleste så snart hun havde set hans lys. Og hun ville under ingen omstændigheder udlevere en så vigtig mand som Akio til ham. For hver gang hendes evne strejfede hans lys så opfangede hun kun skade og onde hensigter.
"Du får ikke fat i ham" hvislede hun ud mellem sine sammenbidte tænder. "Om jeg så skal dø for hans hemmelighed!" Snerrede hun rasende og rykkede armen pludseligt så nålen rev en flænge i hendes hud. Hun havde selv været skyld i at hendes blod flød og hun mærkede hvordan dråberne langsomt trak røde spor ned af hendes arme. Hun ville ikke give ham den fornøjelse, han skulle desuden også gerne vide at hun mente det alvorligt. Hun havde haft samtalen med Akio da hun lærte hans hemmelighed at kende. Nogle måtte beskytte ham, der viede sit liv til at beskytte andre, for hvis han forsvant ville der ikke være nogen der tog hans plads. Hun måtte være stærk for at beskytte hans hemmelighed, også selvom hun inderst inde rystede af frygt hvor hvad der mon ville ske med hende nu.

[Ciel Dé Ricéy]

Rummet ville aldrig forandre sig, ej heller tillade at lyset fandt vej derind, som de få små vinduer var dækket med stof og andet, blot for at holde det forfærdelige lys ude. Det var selvfølgelig mere for at sikre, at der ikke var nogen som kunne se ind og se hvad der foregik.. For Ciel skulle jo helst gerne fremstå, som en fin herre, der blot var lidt mere kontrollerende end så mange andre. Derfor var det en anelse vigtigt for ham at holde hans egentlige formål skjult for omverdenen. Den eneste som muligvis ville få et strejf af, hvad der egentlig foregik i hovedet på ham, måtte være Yaya. Caleb skulle heller ikke vide noget, som han sikkert ville skubbe Ciel længere fra sig.
Vagterne blev faktisk nød til at stå i baggrunden, som Ciel ikke ville tillade deres indblanding lige nu. Han blev nød til at håndtere situationen på egen hånd også selvom det ikke skabte den helt store form for begejstring blandt dem, så var han faktisk ligeglad. De burde jo ikke være i tvivl om hvem der bestemte. Han var heller ikke bange for at straffe vagterne, hvis de først trådte over stregen, men han kunne heller ikke bebrejde dem at nyde torturen.

Ciel var egentlig fuldt tilfreds med at få muligheden for at stramme rundt om hendes hals, blot for at vise hende hvor let det ville være at lade hendes liv forsvinde, i hvert fald så længe hun var i hans hænder. Det var aldrig rigtig til at sige, hvad han kunne finde på, når nogle trådte ved siden af, men det kom faktisk en smule bag på ham, at hun overhovedet havde kræfter til at gøre modstand på den måde, som hun gjorde. Han kunne ikke rigtig nå at reagere, som hun hævede sine ben og straks satte dem imod hans mave, han nåede faktisk kun at føle intet indre raserianfald, som hun skubbede til og han vaklede bagud, som hans greb om hendes hals også forsvandt. Vagterne var hurtigt henne for at gribe fat rundt om hende, og straks blev hun lænket til gulvet også, som vagterne ikke var særlige venlige ved hende. Hun blev lænket stramt til gulvet, som hun næsten ikke ville have mulighed for at bevæge sig overhovedet.
Døren til kælderen blev åbnet, som Ciel var lige ved at gå hen til hende igen. Men han stoppede op lige i sidste øjeblik, som bogen blev rakt til ham.. Han bladrede hurtigt igennem nogle sider og begyndte at notere, som om han faktisk havde glemt hvad der lige var sket.
"Blind.. hvidt hår.. grå øjne..."
skrev han roligt ned, som han lod blikket glide mod hende, for at få bekræftet, at det han nu skrev ned også var sandt. Han tilføjede roligt nogle af de sidste ting og et nummer, som han lagde bogen på bordet og gik hen til hende. Da han først kom tæt nok på hamrede han en knytnæve lige ind i maven på hende, som han blot greb fat i hendes hoved, hvis hun endte med at klappe sammen. Han var slet ikke klar til at give slip på hende, men lod efterfølgende hendes hoved falde, hvis hun da ikke kunne holde det oppe selv. Som hun fik mulighed for at få luften tilbage, samlede han roligt nogle få ting sammen fra bordet, før at han vendte sig mod hende med et koldt smil på læben. Hans øjnene var dog vrede, som de ikke var i stand til at skjule hans egentlige følelser.

Der gik ikke lang tid før at han vendte sin opmærksomhed tilbage mod hende, som han havde fået samlet nogle nåle sammen og straks gik i gang med at forsøge at få de nødvendige informationer ud af hende. Ellers kunne han jo ikke rigtig bruge hende til noget. Dog ønskede han ikke at lade hende slippe, så måtte han jo finde et andet sted at aflevere hende.. Måske til døden. Tanken havde strejfet ham, som hendes opførelse overhovedet ikke var acceptabelt, i hvert fald ikke overfor ham.
"Så du kender ham altså.."
mumlede han let for sig selv, som det jo bare bekræftede sagen for alvor. Dertil kom følelsen af, at hun måske vidste lidt mere end forventet. Det kunne også bare have noget at gøre med, at hun jo faktisk læst ham som en bog og egentlig vidste hvad han havde i sinde at gøre, før han gjorde det mod hende eller lagde op til noget ordentligt. Han smilte dog, som hun rykkede armen og den rev en mindre flænge i hendes hud, dertil trak han blot på skulderne, som han for alvor pressede nålen hele vejen igennem hendes arm, så den stak svagt ud på den anden. Han nynnede roligt for sig selv, som han faktisk bare nød torturen. Der var jo endnu ikke nogen som havde gjort noget lignede mod ham selv. Så indtil nu kunne han sagtens nyde det. Desuden så havde han viljen til at holde til lidt af hvert. Hun kunne næppe bringe ham ned på knæ. Ciel tog roligt en ny nål frem og gik over til den anden arm, som han pressede den igennem.. Han stoppede ikke rigtig før at han var sikker på at hun havde fået nok. Han pressede til sidst en nål ned i hendes lår.. Direkte ned i en muskel. Han havde ofte studeret anatomien bag et menneskes krop, hvilket jo var det samme for mutanter, så han vidste godt hvor han skulle presse på. Efterfølgende gik han en smule på afstand og betragtede sit værk med et tilfreds smil.

[Verri Noen]

Selvom hun vidste at det ville være meget mere skånsomt at lade ham afslutte hendes liv, så ønskede hun ikke at dø. Verri vidste så snart hun havde skubbet ham væk, at hun ville få problemer med det. Men følelsen af at han havde magten over hendes liv i sin hånd var forfærdelig. Så hellere holde smerten fra hans angreb ud. På dette tidspunkt vidste hun dog ikke hvilken smerte som hendes krop var i stand til at føle, men det skulle hun snart lære. Hans raseri og had slog mod hende som trykbølger af rødorange og sort varme der gjorde det svært for hende at trække vejret. Hun holdt tappert tårerne tilbage som han nærmede sig, men en eller anden entré i rummet fangede hans opmærksomhed og rede hende fra hans vrede i nogle sekunder. Hun trak vejret hurtigt og prøvede uden held at sænke sin puls fra langt over maks. Hun sank selvom hendes mund var tør. Vagterne nærmede sig og druknede hende i at virvar af sorte lys. Hendes bevidsthed stod af i nogle sekunder og da hun igen registerede omverdenen var hun lænket til jorden også. Hun lukkede øjnene pga. smerten der fulgte med at blive lænket med hård hpnd men spidsede ører da han talte. Hun genkendte signalementet, men hvorfor stod han og beskrev hende for hende selv. Hun rynkede brynene lidt og fokuserede kort på hans lys. De voldsomme og frygtindgydende tanker var midlertidigt skubbet til side og informationer om mutanter og ord der beskrev bøger og papirarbejde fyldte hendes hoved. Hun forstod ingenting. Hvad havde han gang i? Hun lyttede opmæksomt og opfangede lyden af nogen der skrev. Det gav et ryk i hende, han skrev det ned! Informationerne gav mening nu. Han skrev notater om mutanter. Om det kun var dem han fangede vidste hun ikke og hun nåede ikke at undersøge det i hans lys for de grufulde tanker strømmede tilbage og hun gispede forfærdet og vendte hovedet væk i et ryk mens hun trak evnen til sig igen.
Han nærmede sig hende og hun knyttede hænderne hårdt for at de ikke skulle afsøre hvor meget hun egentlig rystede. At hendes krop var spændt stramt ud mellem gulvet og stolperne hjalp faktisk også med at skjule det, det var nok det eneste gode ved at være spændt fast. Hun følte slaget allerede før han slog hende. Men en fordel ved at vide hvad han havde tænkt sig var at hun kunne forberede sig på det. Alligevel slog han luften ud af hende men hun nægtede at falde sammen mod ham. Hun rystede hans hånd af sit hoved og holdt øjnene lukket. Hun ville ikke have at han rørte hende, fordi for hende var det som at blive dækket af noget dybrødt og sort stads der langsomt kvalte hende og slukkede håbet i hende.

Verri kunne ikke stoppe sin frygt for at sprede sig ud gennem kroppen, og lidt efter lidt begyndte hun at skælve. Hun vendte meget af tiden hovedet så langt væk fra ham som muligt, men når han talte til hende vente hun alligevel hovedet lidt for både at høre efter og svare. "Jeg har hørt om ham.. Som de fleste andre indbyggere i Talian" svarede hun kort. Det var sandt, men det var nok ikke den information som Ciel havde været efter. Det vidste hun godt og hun kunne da også have valgt at holde helt mund, men et eller andet sagde hende at det ville gøre situationen endnu værre hvis hun nægtede at tale. Hendes modstand lod til at more ham, hvis ikke hans morskab var på bekostning af hendes helbred havde hun nok været mildt lettet.

Informationerne bombarderede hendes hjerne og pga. smerten fra det sår hun allerede havde lavet opfangede hendes hjerne ikke omgående stigningen i graden af smerte. Men da den så slog hende var den næsten dobbelt så voldsomt. Hun spærrede øjnene op men sagde ikke noget før hun kort efter pressede øjnene hårdt sammen og stønnede voldsomt af smerte. Hendes arm dunkede voldsomt og fremmedlegmet fik såret til at svi volsomt. Ethvert snit i verden var at foretrække mod at få presset nåle igennem armen. Hun bevægede armen som for at se om det var muligt at finde en mere udholdelig stilling, men hver ændring i musklernes position sende voldsomme bølger af smerte op gennem hendes arm. Faktisk bidrog hende evne bare til at gøre hele oplevelsen langt værre. Så snart han havde nærmet sig trak hendes evne informationer til sig som hun helst ville være foruden. Hun vidste hvad han havde tænkt sig at gøre, selvom hun kun fik indtryk i bidder. Det virkede som om at jo mere hun prøvede at flygte fra hans lys jo mere opfangede hun. Hendes krop måtte desperat lede efter en flugtvej for enhver side af hans planer for hendes tortur strømmede igennem hendes hjerne sekunder før han gjorde det mod hende. Den viden hun fik, fik hende til at klynke panisk og allerede inden han trykkede førte anden ind i armen på hende strømmede tårerne ned af kinderne på hende. Hun var ikke vant til smerte, selvom hendes manglende syn havde været skyld i mange fald og mange skrammer. Men at mangle synet gjorde også at ens andre sanser var skærpede og hendes arbejde imod hende. Lugten af blod slog imod hende og gav hende så voldsom kvalme at hun ville have mistet indholdet i sin mave hvis ikke hun havde haft så travlt med at have ondt. Smerten blev ved, og med hvert træk fra hans side blev den værre og mere og mere udholdelig. Hun skreg hver gang en nål gennemborede hendes hud og smertefuld stønnen og hulken udgjorde lyden resten af tiden.
Hun nåede kun lige at håbe at han ville stoppe før plaerne og smerten fra hendes lårmuskel skar igennem hendes krop og hun skrigende krummede sig sammen, så meget hun nu kunne, som hendes muskel både krampede og bredte af smerte. Hendes ben gav op under hende, men hun kunne ikke falde sammen pga. kæderne. Som hendes arme blev strakt ud brædte nålene endnu mere og hun skreg igen inden smerten simpelthen blev for meget og hun blev for overvældet til at kunne gøre mere.

Hun gispede lettet da han trådte væk fra hende igen. Hun skælvede, overvældet af smerte, frygt, afsky og faldt sammen i kænderne, ude af stand til at stå, både pga. smerte men også fordi hun simpelthen skælvede så meget. Hun gemte ansigtet ned mod skulderen og håbede for alt i verden at han ville lade hende være, at han ville forsvinde. Hun var så langt ude at hun endda ønskede at han ville falde død om, noget hun aldrig havde tænkt nogensinde før. Noget der skræmte hende mindst lige så meget som manden foran hende var noget der skete indeni hende, hun kunne mærke sien skubler forsvinde og sit lys formørkes af frygt. Hun hulkede skrækslagent fuldstændig ude at stand til at beskytte sig selv.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel forholdt sig nogenlunde roligt, som han lod pennen glide hen over papiret og skrev de få noter ned. Der gik dog heller ikke lang tid før at han havde fået tilføjet et nummer til Verri. Et system som han nok kun kunne få noget ud af, eftersom at han havde lavet det og ikke havde skrevet det ned noget sted. Han var jo klar over hvor hun befandt sig henne, men hendes evne var han langt fra sikker på. Men eftersom at Akio havde en interesse i hende, så måtte det jo betyde at hun var mutant. En mutant, hvis evne man ikke kunne se, medmindre at hun endnu ikke havde forsøgt at bruge den mod ham. Igennem årene havde han set en del evner og skrevet mange evner ned, som han var klar over hvad størstedelen af mutanterne i Talian var i stand til. Noget der kunne være en fordel på et senere tidspunkt. Dog klappede han bogen i og gav den til vagten før at han vendte sin fulde opmærksomhed mod hende. Smilet på hans læber var ikke blevet mindre, som slaget havde ramt hende og hun prøvede at vige fra hans greb. Dog lod han hånden falde.. For en kort stund.
Da Verri endte med at skælve, kunne Ciel ikke lade vær med at fryde sig yderligere, som han da var glad for at det i det mindste havde en eller anden form for indvirkning på hende. Men hendes ord passede ham overhovedet ikke, som han knurrede hænderne sammen foran sig, før at han lod blikket glide mod jorden med et suk. Han tog en rolig indånding, som han trådte tilbage til bordet bag ham, uden at svare hende. Det var simpelthen ikke godt nok.. han samlede endnu en gang en stak nåle op, som dog var omkring 15 cm lange og en anelse tykkere.. Han gik hen til hende eller om bagved hende uden at sige et ord mere, han borede blot den først nål ned lige ved siden af hendes skulderblad, før at han drejede den rundt i huden. Ikke noget der var let, men det var forhåbentligt smertefuldt. Han tog roligt endnu en nåle frem og kiggede roligt mod bordet.
"Jeg kan fortælle dig, at jeg med disse nåle ville kunne lamme dine nerver og din krop resten af livet.. Er det virkelig hvad du ønsker?"
spurgte han en smule eftertænktsom, som det i hvert fald ikke var nogen han selv ville kunne leve med. Han lod dog roligt den næste nål hvile mod hendes hud før at han pressede den igennem det andet skulderblad. "Jo længere disse nåle bliver i din krop, jo længere er din krop lam og bliver de først i din krop i et døgn, så kan du ikke bevæge dine arme mere." fortalte han roligt, som det hele bare være en lektie eller informationer, han fodrede hende med. Noget hun ville kunne få bekræftet inden for det næste døgn. Hvis de altså blev siddende så længe. Det kunne jo godt være at Verri ville beholde muligheden for at kunne bevæge sig. Hvem ville kunne leve som blind og lam? Det måtte være en forfærdelig skæbne at lide, men det var dog blot noget der morede Ciel til det yderste.

Han forlod roligt hendes ryg, som han gik om foran hende og hen til bordet, hvor han lagde de resterende nåle på plads, inden at han greb en mindre dolk. Der var stadig blod på kniven, som han rystede irriteret på hovedet og vendte blikket mod en af vagterne.
"Hvorfor er der stadig blod på mit værktøj? Det er da længe siden det er havnet der"
sagde han en smule irriteret, som han dog trak let på skulderne og gik tilbage til Verri med et roligt smil. Han lod bladet hvile mod hendes hals, som han roligt pressede den mod halsen uden at bryde huden i hvert fald ikke særlig meget. Da hun jo ikke skulle forbløde, eller bare ikke så længe han ikke havde fået nogle informationer, som han kunne bruge. Alt hun havde fortalt, var hvad folket ofte fortalte, når de blev udspurgt, altså almen viden, ikke noget nyttigt! Torturen ville alligevel ikke stoppe før at han ikke mente, at han ikke kunne få mere ud af hende, så hverken skrig eller råb om hjælp ville få ham til at stoppe, blot fryde ham yderligere. Han lod kniven bevæge sig hen over hendes skulder, som han placerede bladet mod nålen i venstre skuldre og pressede den længere ind i hendes krop. Snart ville de ikke kunne tage den ud igen. Han stoppede, da der stadig var mulighed for at gribe om denne og hive den ud.. Men lod kniven vandre op af hendes arm, hvor han blot stak hul på hendes ud omkring håndleddet, uden at ramme en direkte pulsåre, skar han ned af hendes arm og stoppede nogle centimeter fra hendes skulder. Det var jo ikke en gang sikkert at hun kunne mærke dette med nålen, som pressede på hendes nerve. Desuden så var Ciel ikke bange for at få lidt blod på sig, specielt ikke når det kom til mutanter.. og at finde Minori.. Manden skulle aldrig nogensinde være flygtet og han skulle bestemt ikke have trukket Caleb ind i det!

[Verri Noen]

Verri kunne ikke slukke sin evne, men det ville Ciel nok aldrig finde ud af, for hun havde ikke i sinde at fortælle ham hvad evnen gik ud på. For han ville sandsynligvis se det som en trussel mod ham og hans planer. Hun kunne jo finde ud at ret meget, personligt om ham eller om hans planer. Hun havde dog aldrig tænkt på at bruge sin evne på den måde. Men måske hun efter det her kunne overtales til at komme på andre tanker?

Han gav hende kvalme, alt ved ham forekom hende efterhånden frastødende, bortset fra den enkelte sølvfarvede tråd i hans lys. Hun trak vejret skælvende og afventede hans reaktioner. At han frydede sig over hendes knibe gjorde hende trodsig. Hun turde bare ikke vise det. Hans behandling af hende var allerede smertefuld nok. Hendes evne fulgte hver af hans bevægelser, og hun nåede kun lige at finde det positivt at vide hvor han befandt sig inden endnu en voldsom smerte skar igennem hendes skulder. Hun lagde hovedet tilbage og skreg af ren og blændende smerte. Hvad havde han gang i? Hun stønnede efter hun fik langt bånd på sig selv, men smerten fik hende stadig til at ryste ukontrollabelt.
Hun følte sandheden i hans ord og de fik hendes mod til at famle. Lam? Miste føreligheden i sine arme. Hun sank en klump og trak vejret i stød. "Jeg er god til at tilpasse mig" svarede hun spydigt ud mellem sine sammenbidte tænder. Ubevidst gav han hende en del informaitoner om hvordan hun kunne tage hævn over ham, alle hans reaktioner så hvad han udsatte hende for var yderst brugbare. Hun rystede pludselig på hovedet. Hun skulle ikke have noget at gøre med hævn. Hævn var en sygelig forestilling af retfærdighed, hun ville ikke have noget med den slags at gøre! Hun råbte af sig selv mentalt og klemte øjnene hårdt sammen. Hun klynkede og jamrede da han borede den anden nål ind i hendes skulder også, hun prøvede desperat at bekæmpe de bevægelser hendes krop automatisk foretog. Jo mindre hun bevægede sig jo større sandsynlighed var det for at han ikke ramte noget livsvigtigt. Hun kunne mærke på ham hvis han pludselig fik intentioner om at slå hende ihjel med en nål. Hvis det var tilfældet stod hun ikke længere stille. Hun følte også sandheden i hans andre ord, men hun kunne ikke rigtig fjerne nålene selv. "Så informationerne du søger er prisen for at lade mig beholde evnen til at bevæge min krop?" spurgte hun hvislende. Aldrig i livet! Ville hun forråde Akio så havde hun allerede gjort det. Tanken om at dø skræmte hende faktisk overraskende lidt, men måske var det fordi hun vidste at Akios hemmelighed var vigtig nok til at beskytte med sit liv, eller fordi hun fuldt og fast troede på at nogen var nødt til at beskytte ham også. Hun forstod ikke hvorfor Ciel fortalte hende så meget, måske var det for at presse hende? Give hende en tidsfrist som skulle pine hende mentalt? Hun ignorerede hans ord, selvom de brændte sig fast i hendes hukommelse. Et døgn, så ville hun ikke længere kunne bruge sin arme. Hun sank og klamrede sig panisk til resterne af sit mod. Hun sukkede da smerten fra hendes skuldre pludselig blussede op. Hun rystede pludselig meget bange for hvilken skade de nåle kunne forvolde.

Hendes hoved tippede forover og hendes hage hvilede mod hendes bryst. Det virkede formålsløst at holde det oppe. Hun holdt øjnene tæt lukkede, bed tænderne sammen og samlede sin styrke i al den tid han lod hende være alene. Blod? Pudsigt nok var snakken om blod værre for hende end fornemmelsen af at den varme væske løb ned over hendes hud. Verri fik kvalme men formåede at holde det på et niveau hvor hun ikke mistede indholdet af sin mave. Sådan som hun stod nu ville det gå mest ud over hende selv at brække sig. Hun sank et par gange hurtigt efter hinanden. Hun var altså ikke hans eneste offer, af en eller anden grund gjorde det at hun ikke følte sig så ensom. Men om hans tidligere ofre stadig var levende og hvis det var tilfældet om de så kunne leve med de mén som behandlingen havde givet dem, kunne hun ikke vide. Og hun nægtede at undersøge det i hans lys. For det kunne jo være han ikke vidste det, og så ville det være spildte kræfter. Hun løftede hovedet igen da han lagde kniven mod hendes hals. Hun lod næsten til at have opgivet, hun føjede bare hans bevægelser. Hendes sind havde trukket sig væk fra situationen som et forsvar. Hun opfattede kun hvad han gjorde på et fysisk plan, hendes sind opfattede ikke så meget af det mere. Smerten fra såret han trak over hendes arm trængte heller ikke igennem til hendes bevidsthed. Men smerten brændte tydeligt. Hun reagerede bare ikke på den. Hendes blod trak tynde sværgående striber over hendes arm og fik hende til at ligne en zebra i røde farver.

Hans vrede blussede op og hun opfangede igen Minoris navn, han hadede ham virkelig. Men et andet ord nåede også hendes bevidsthed: Caleb. Af en eller anden grund trak ordet hendes evne nærmere og en strøm af informationer og følelsesindtryk strøg gennem hende og hun gispede voldsomt. Pludselig åbnede hendes evne for steder af Ciels sjæl på en måde som hun aldrig havde oplevet før. Hun havde ubevidst spærret øjnene op og løftede nu ansigtet og vendte sine grå alvidende øjne mod ham. "Din familie.." mumlede hun og sænkede blikket igen og så meget både forvirret og spekulerende ud. Var de indblandede eller ej. Hun mumlede ubevidst navnene som hun borede sig ind i hans lys og fulgte efter navnene ind i dybterne af hans sjæl. Lidt efter slap hendes evner hans lys igen og hendes krop sitrede af alle følelserne der havde berørt hende, men den viden og den kærlighed hun havde følt havde fjernet hendes frygt fuldstændig. "Du har blandet dem ind i det og nu forsøger du at rette op på det?" spurgte hun i et forsøg på at regne de informationer hun havde fået ud "ved de egentlig hvad du har rodet dig ud i?" spurgte hun og bevægede prøvende skuldrene. Det kunne hun altså stadig. Hun havde ingen fornemmelse af hvor længe hun havde været væk fra omverdenen, eller hvad han havde gjort i mellemtiden. "At tage kampen op med mutanterne er farligt, specielt når man har noget at miste" sagde hun og så direkte på ham med sine følelsesfrie grå øjne. Der var ingen trussel i ordene fra hendes sige. Men hun vidste at andre mutanter ville bruge denne type informationer mod ham. "Har du taget dine forholdregler?" spurgte hun, oprigtigt bekymret for de mennesker han holdt af, mest fordi Ciels beskyttertrang stadig summede rundt i kropppen på hende. Hun rystede ikke længere af frygt. Kun af smerte. Og det registerede hun ikke engang. Hendes evne havde taget de forholdsregler der var nødvendige for at undgå hun blev skør af behandlingen, den havde fyldt hende med bekendte og behagelige følelser, der havde skyllet hendes egne negative følelser væk.

[Ciel Dé Ricéy]

Der var følelserne nok till stede i rummet, som vagterne morede sig over hvad der skete, men samtidig også var lettere nervøs for, hvor langt Ciel mon ville gå for at få de nødvendige informationer. Han kunne være yderst stædig og han gav sjældent op, medmindre at hans offer ikke længere kunne holde til torturen, så tog han en pause, men fortsatte altid bagefter. Han havde sjældent tålmodigheden til at vente i længere tid, og håbede ofte på at mutanterne blot ville komme ud med de informationer som han søgte efter. Han havde endnu ikke dræbt en mutant, men det var mere fordi han ikke vidste hvor han skulle smide liget hen.. Ellers havde han nok gjort det for længst uden at tøve. Hendes skrig gjorde ikke at han stoppede, nej han valgte blot at presse nålen en anelse mere, før at han gav slip på hende.
Hendes ord bragte et kold smil frem på hans læber, som hun sikkert kunne have ret, men han kunne godt sørge for at hendes sjæl blot var fanget inde en i skal. Altså gøre hende fuldkommen lam og så bare lade hende leve. Det i sig selv burde være noget at frygte, men alligevel lod hun ikke til at ville opgive nogen informationer overhovedet. Noget der langsomt var begyndt at gå ham på. Det passede ham ikke! Dette pigebarn burde slet ikke besidde denne vilje. Han rystede dog lidt på hovedet, som hun mente at det var muligt for hende at tilpasse sig situationen. Ikke noget han kunne forestille sig var særlig let, men på den anden side, så kunne han også være ligeglad! Hun var bare endnu en mutant i mængden, der helst skulle udryddes hurtigt. Som hun jo var overbevidst om at hun ikke tilpasse sig situationen, så lod han bare den anden nål bore sig ned i hendes skulder. Hun var jo tydeligvis ligeglad med ikke at kunne bruge hendes arme fremover? Så skulle hun da have lov til at have i situationen.
"Egentlig ikke, du er jo overbevidst om at du kan tilpasse dig, så jeg lader dem sidde uanset hvad du fortæller mig"
svarede han koldt, som han egentlig ikke havde nogen intentioner om at tage dem ud igen, så måske han bare skulle presse dem helt ind i hendes krop? Muligheden var der jo, eftersom at hun ikke kunne flygte eller gøre modstand, så det var bare at gøre det. Han lod sin hånd glide op til sin hage, som han tænkte lidt over hvad han egentlig skulle gøre ved hende for at få hende til at snakke. Ciel sukkede en smule opgivende og lod blikket hvile mod hendes ynkelige skikkelse.

Som kniven skar hul på hendes hud og blodet fik lov til at glide ned af hendes arm, smilet han blot. Han valgte dog ikke kun at se til, imens at blodet bevægede sig længere og længere ned. Også selvom det lignede kunst, set fra en tosses vinkel.. Han gik hen til såret og lod sin pegefinger følge snittet hele vejen ned, som blodet samlede sig om hans finger. Han tog efterfølgende fat i hendes hoved med den anden hånd og smurte blot hendes eget blod ud i ansigtet, så hun kunne få lov til at smage det og lugte til det. Han slap hende efterfølgende og gik lidt til siden, i tilfælde af at hun lige pludselig skulle føle sig utilpas og kaste op. Imens han ventede på hendes reaktion, gik han igen om bagved hende og tjekkede nåle ved at rive lidt i dem, han skulle jo sikre sig at de sad godt fast. Da det var ordnet lagde han den blodige hånd rundt om hendes arm og pressede 3 fingre ind i såret, næsten så dybt at man skulle tro, at han ramte hendes knogle. Han fjernede hånden igen og fjernede blodet i hendes tøj, før at han gik tilbage til bordet og blot lod hende bide smerten i sig.
Lige pludselig stivnede Ciel, også selvom han var i færd med at finde et nyt stykke legetøj frem, så rettede han sig mod hende, da hun nævnte familie. Han så lettere undrende på hende, som han ikke kunne se hvor det dog skulle komme fra. Han lagde armene over kors, som han bare så afventede på hende og ventede på at se hvad hun ville frem til. Ciel ville ikke frivilligt give hende informationer, som hun ville kunne bruge imod ham. Så dum var han ikke. Og han kendte jo heller ikke hendes evne, så hvordan skulle han kunne vide, hvad hun egentlig vidste. Og var der overhovedet en mulighed for at lukke hende ud? En latter forlod hans læber, som hun tydeligvis var igang med at opbygge en teori omkring hvad der skete i hans familie, derpå rystede han blot på hovedet, også selvom han var vred indvendig, så virkede han rolig.
"Hvad forsøger du at komme frem til?"
spurgte han roligt, også selvom han godt vidste at hun havde fat i noget, så ville han helst ikke kommentere alt for meget på det. Ciel vidste jo godt at det værste var at have en familie at miste, når man først havde opgaver, som ham. Men han kunne ikke bare vende det hele ryggen og lade Talian blive til ruiner. Det ville han simpelthen ikke tillade! Så egentlig var han frustreret og irriteret på hende, at hun overhovedet valgte at bringe noget lignede frem, netop fordi hun umuligt kunne vide noget omkring hans familie.
"Man skulle næsten tro, at du ved hvad du snakker om, har du mistet noget familie? Din far?"
spurgte han koldt for at vende det hele over på hende. Han havde ikke tænkt sig at give hene oplysninger, som kunne bruges imod ham, og da slet ikke til en mutant. Derfor rystede han en anelse på hovedet af hendes sidste ord. Forholdsregler? Hvad skulle han gøre? Han blandede jo slet ikke sin familie ind i dette, det var højst vagterne der skulle være bekymrede for deres egen familie, eftersom at de ofte snakkede over sig.. Ciel selv holdt sine kort tæt på kroppen. Men blot fordi hun havde bragt det på banen, så vendte han sig mod vagterne og nikkede let. Vagterne gik hen og løsnede hendes lænker og hev hende med sig hen til væggen, hvor hun blev spændt fast på et x.. Han var træt af, at han ikke kunne få noget ud af hende, så han tog roligt fat i nogle rustne søm og en hammer. Vagterne holdt hendes fingre for at sikre sig at hendes hænder var åbne, som Ciel placerede det først søm mod hånden og hamrende den igennem.. Dette gentog han med den anden hånd, som hun i det mindste ikke havde mulighed for at bevæge sine arme, noget nålene i hendes skuldre også nok skulle sørge for. Desuden så ville han umuligt kunne få dem ud, sådan som hun stod mod væggen.
"Synes du ikke også det var kedeligt med de nåle? Jeg har lige fået en meget bedre ide"
sagde han roligt, som spørgsmålet faktisk var henvist til hende, så forventede han ikke at få svar, eftersom at smerten måske ville være forstor til, at hun ville kunne snakke. Han satte sig ned på hug foran hende og greb hendes fod, som den blev placeret under et stykke træ. Dette stykke træ blevet efterfølgende skruet ned over hendes fod, blot for at masse denne. Han kunne sagtens finde på andre metoder end nålene, selvom de ofte viste sig at være nok for at få mutanterne til at snakke, dog ikke hende. Så derfor måtte han prøve noget nyt. Da foden først var spændt godt fast under, gik han hen til den anden fod og gjorde klar til at gøre det samme der. Men han lod hende lige få vejret for en stund, imens at han studere blodet, som gled ud under hendes fod.

[Verri Noen]

Verri vidste godt at det blot ville gøre tingene værre at holde mund, men hun kunne ikke leve med sig selv hvis det viste sig at mutanternes eneste beskytter blev fanget pga. hende. Selv om det betød et liv som lam så måtte det bliver sådan, dog håbede hun på at han ville slå hende ihjel hvis det kom så langt. Det ville også være nemmere for hende. Hun troede heller ikke på at hende mor ville ønske hun udholdt torturen hvis hun kunne slippe. Hendes mor ville ikke ønske at hun holdt sig i live bare for at være i live. Også selvom hun ikke ville skilles fra sin datter, som var det sidste hun havde tilbage.

Hun hørte hans ord gennem smerten og fnøs sammenbidt af ham. Ikke at hun havde opgivet informationerne selvom han havde sagt ja. Smerterne overvældede hende gang på gang, men gang på gang holdt hun sig mirakuløst ved bevidsthed og endnu mere utroligt var det faktisk at hun stadig holdt mund. Hun bed tænderne hårdt sammen, både for at overkomme smerten, men også for at holde ordene inde, hvis hendes krop pludselig ville gøre alt for at rede hendes liv. Det var hendes sind ikke indstillet på.
Som om enkelte følelser eller fornemmelser kunne overdøve alle hendes smerter fokuserede hendes krop pludselig på den varme væske der løb ned af hendes arm. Det var næsten beroligende at fokusere på det i stedet for på smertene. Det føltes næsten som et kærtegn, selvom det ikke var tilfældet. Ciel fik hele hendes sår til at stikke og svi da han løb fingrene gennem det. Derefter syntes han det var en god ide at tværre det rundt i hovedet på hende. Et eller andet sagde klik for Verri og da de første varme dråber ramte hendes hud og Ciels hånd var inden for rækkevide så bed hun ham. Hun strammede nådesløst sine tænder om den del hun fik fat i og smagen af hans blod overvælde hendes smagsløg. Da blev det for meget for hende og hun slap igen, blod for at tømme indholdet af sin mave ud på gulvet mellem dem. Hun stønnede af kvalme og hvilede kort hovedet mod det forreste af sin skulder. Igen tiltrak følelsen af blod der løb ned over hendes arm. Verri vidste godt at blodet der løb ned af hendes arm kunne betyde hendes ende pga. blodtab. Det tænkte hun dog ikke over før Ciel borrede et par fingre så langt ind i såret at hun troede at han forsøgte at rive hendes muskel af med håndkræft. Hun stønnede højlydt men holdt tænderne hårdt bidt sammen og undgik at skrige højtlydt igen. Ciel valgte dog denne gang at holde sig til at tørre fingrene i hendes tøj, det fik hende til at smile svagt.

Verri lod ikke til at være i tvivl om hvad hun vidste, og hans følelsesskift viste hende blot at hun havde ret. Han blev vred og et eller andet sted vel også usikker. Hun søgte rundt i følelserne. Han ønskede altså at beskytte dem. Endnu flere spørgsmål meldte sig i hendes hoved og hans spørgsmål gav hende mulighed for at stille nogen af dem. "Hvorfor du ønsker at gøre dig uvenner med mutanterne" svarede hun ærligt og lod sit grå blik hvile på ham "og hvorfor du ønsker at risikere din families sikkerhed ved at starte en krig du ikke kan vinde" tilføjede hun roligt. Hun kendte til mutanternes evner, hvis de virkelig ville gøre en ende på Ciels liv så havde han ikke en chance. Og hans familie var en oplagtmulighed for at få hævn for alle de liv Ciel sandsynligvis havde ødelagt eller været skyld i blev endt. Hun så godt at hans lys blev omklamret af hemmelighedernes farve og hun bed mærke i at han ikke ville nærmere ind på emnet. I stedet nævnte han hendes far. Hendes egen vrede blussede op og hun bed sig i læben. Det kom ikke ham ved. Hendes far var i live, og han havde ikke forladt dem frivilligt. Det var hun sikker på. Hun vendte hovedet væk fra ham, hendes ubevægelige øjne viste intet tegn på hendes oprørte følelser.

Vagterne spændte hende fri, og et kort øjeblik åndede hun lettet op i troen om at han smed hende i fængsel, eller blot stoppede torturen for en stund. Men hun tog grueligt fejl. Hun fornemmede faren i vagternes lys og kæmpede imod af alle kræfter. Beskrivelser af hendes nye destination nåede hendes hjerne og hun rev og sled i sine arme for at komme fri. Smerterne fra arme, skuldre og lår blussede voldsomt op men hun fortsatte alligevel. Hun brød sig ikke om at bevæge sine musker pga alle nålene der var stukket ind i hende, men havde hun vidst at det var sidste gang i lang tid hun ville kunne gå så havde hun nydt det mere. Hun blev spændt fast mod væggen med ryggen indad. Da hun slog ryggen mod væggen pga. vagternes brutale behandling mærkede hun nålene synke en smule dybere i samtidig med at noget af væggen smuldrede og blandede sig med hendes sår. Hun stoppede modstanden i større eller mindre grad. Hun gjorde i hvert fald sit bedste for at undgå at støde ind i væggen med rygge igen. Kort efter var hun forsvareligt spændt fast og til trods for at hun havde bidt en vagt så han blødte så havde hun ikke rigtig opnået andet end smerte og værre sår. Hendes arme var begyndt at prikke som om de sov og hans ord om lammelser spøgte i hendes baghoved. Men hun fik ikke mulighed for at tænke mere over det før vagterne begyndte at strække hende fingre. Hun undrede sig lige indtil det første søm rev hendes hud over og skar sige igennem hendes kød og borede sig ind i væggen og naglede hende til den. Hun gispede af smerte men det hele gik så hurtigt at den egentlige smerte først kom da han gik videre til hendes anden hånd. Imens sømmets rustne og grove overflade fik smerten til at vokse i hendes ene hånd og op gennem hendes arm så hamrede han et andet i hendes anden hånd og hun skreg denne gang i stedet for at gispe. Der var efterhånden ikke en cm. af hendes krop der ikke smertede så hun troede hun skulle dø. Hun forbandede sit stærke sind for ikke at lade hende besvime så hun kunne undgå at føle det hele. Det korte pusterum blev brugt på at stønne af smerte og hun hørte dårlig nok hvad han sagde pga. lyden af sit eget hjerte der hamrede af sted og dunkede voldsomt i hendes ører.

Verri skreg hjerteskærende som han millimeter efter millimeter pressede hendes fødders anatomi til det yderste. Hun kunne mærke træet rive i hendes hud som hendes knogler blev flyttet indtil flere af dem brækkede med en hul lyd. Hun kunne mærke blodtrykket presse mod sin hud den anden vej og havde hun vidst hvilken farve blå var ville hun konkludere at det meste af hendes fødder måtte have den farve efterhånden. Hendes hud sprækkede under presset og blodet flød ned i alle sprækked som træet tillod og flød derefter ned på gulvet og farvede det mørkerødt. Verris skrig nåede dårligt nok at fortone sig inden Ciel fortsatte med hendes anden fod med et lignenden resultet. Hun skreg og vred sig så meget hun kunne og tænke ikke på nålene der langsomt blev presset længere ind i hendes ryg. Selv hendes hænder med under det da hun lidt efter lidt fik trukket sømmenes skade større som følge af flere muskelkramper. Tårerne strømmede ned over kinderne på hende og hun hulkede fortabt "Hvorfor gør du det her?" spurgte hun mellem to hulk "Hvad Akio nogensinde gjort dig siden du vil gå sådan til yderligheder for at fange ham..?" spurgte hun i takt med at hendes sind blev mere og mere sort og mere og mere tomt. Hun klamrede sig til sin bevidsthed med alt hvad hun havde. Hun viste ikke om hun ville overleve at falde i søvn på nuværende tidspunkt. Hun opdagede ikke at hun brugte et andet navn for manden Ciel jagtede end Ciel kendte til. Og sagde han det ikke så indså hun det nok aldrig. Hun var så mentalt udmattet at selv hendes evne begyndte at overse ting. Så hun ville sikkert ikke engang opdage triumf eller overraskelse selvom det dominerede hans lys.

[Ciel Dé Ricéy]

Måske det i virkeligheden ville være lettere at give op? At forhindre kroppen i et bekæmpe det uundgåelige? Det ville i hvert fald spare hende for en held del smerter, eftersom at Ciel bestemt ikke havde tænkt sig at tage let på denne situation. Ikke nu hvor hun faktisk ikke kom frem med noget som han kunne bruge. Dog kunne han heller ikke bare give op og smide hende ud. Nej, hun skulle bestemt ikke slippe så let også selvom det ville blive svært at bevæge sig, når han først var færdig. Man kunne nemlig sagtens mærke en form for blodrus ved ham, som det blot tilfredsstillede ham at se blodet forlade hendes krop og helst på de underligste måder. Et snit var ikke nok til at gøre ham tilfreds. Det skulle helst være noget voldsomt! Noget hun aldrig nogensinde ville glemme, hvis hun kom levende fra det. Han skulle nok forsøge at gøre det værd at huske, hvis ikke skaffe hende nogle ar, som kunne hjælpe hende med at huske. De røde øjne studere hendes reaktion ned til mindste detalje, som han ikke ville gå glip af den mindste ting, i tilfælde af, at hun måske kunne vise ham noget, som han kunne bruge.
Ciel kunne godt fornemme på hende, at hun forsøgte at holde ordene på afstand ved ikke at åbne munden, derfor sukkede han også en anelse opgivende, som han virkelig håbede at hun snart ville give op og bare give ham alle informationerne. Hun var dog ikke særlig nem at knække, selvom det jo tydeligvis var smertefuldt det han gjorde ved hende. Han kunne næsten få en mistanke til at det havde noget med hendes evne at gøre, at hun faktisk kunne holde ud, som hun gjorde. Dog kunne han ikke helt se, hvilken evne der skulle kunne gøre tortur, som dette, muligt at holde ud. Det var i hvert fald noget han ville forsøge at undersøge, men han var godt klar over at han ikke ville få hende til at fortælle ham det. Så måtte han bare grave dybere..
Hendes modstand kom dog helt bag på ham, som han måske havde regnet med at hun ville vende hovedet bort fra ham, men i stedet bed hun sig fast i hans finger, som han skar en grimasse, da han ikke var forbedret på dette. Han rev fat i hendes hoved og forsøgte at få hende til at give slip på sin finger, som hun bare bed mere til. Da hun endelig gav slip på hans finger, kunne han tydeligt fornemme bidemærket også selvom det var dækket af hans eget blod. Noget der blot gjorde ham mere arrig, som han hurtigt greb ud efter det nærmest våben og skulle til at svinge det mod hendes hals. Våbnet var noget der lignede en økse, men den var mindre og bedre at håndtere, dog nåede han ikke at ramme hendes hals, da en hånd greb fat i hans arm og stoppede den tydelige vrede, som havde spredt sig i igennem Ciel. Han lod hånde dale ned, som vagten gik tilbage på sin plads uden at der blev vekslet nogen ord imellem dem. Ciel selv valgte dog at hæve armen igen og kasten øksen mod væggen lige ved siden af vagten, som gispede let, men ellers hold stand. Øksen faldt til jorden og gav genlyd før at denne lå stille.

Om end han havde at han kunne skjule det, så var det tilsyneladende ikke lykkedes for ham, som hun fortsatte med at stille spørgsmål, men så vidt han vidste, så var det ham, der stillede spørgsmålene. Så han burde ikke en gang overveje at besvare hende, da hun jo bestemt ikke havde svaret på noget af hans. Han lod dog til at være mere eller mindre opgivende også selvom der for få minutter siden havde været en uforklarlig vrede inde i ham, så var han rolig. Næsten for rolig. Hendes spørgsmål ramte ham, som han blot ignorerede det til at starte med, men ikke bare kunne vende ryggen til, som han så undersøgende på hende. Hvad kunne hun bruge det til? Hvorfor overhovedet bruge kræfter på at spørge? Det var jo nytteløs, hvilket også var grunden til at han gik hen til hende og blot stod og kiggede på hende for en stund.
"Ønsker? Jeg har intet valg, I, mutanter vil ikke se til takke med det I har.. Nej, I vil hellere risikere at miste alt, familie, venner, de nærmeste i jeres liv."
sagde han roligt, også selvom det måske ikke var et svar på hendes ord, så var det, det eneste svar som han på nuværende tidspunkt kunne komme frem med, eller som han overhovedet ville sige til hende. Han lød lettere opgivende, som han gik væk fra hende og blot kiggede på sin finger, før at han viklede noget stof rundt om bidet. Stof der sikkert tilhørte en anden mutant, som havde skabt bekendtskab med hans værktøj.

Ciel var træt! Træt af dette pigebarn! Frustreret over hvad hun bragte frem og irriteret over, at hun intet sagde! Han ville allerhelst slå hende ihjel, men vagten fra tidligere havde også fået ham til at indse, at han ikke bare kunne tillade sig at gøre det. Også selvom han virkelig ønskede det! Der ville ikke gå meget længe før at han ville brænde for at se hendes livløse krop ligge i en blodpøl. Fuldstændig smurt ind i blod, forrevet og sønderknust i et slumkvarter, hvor ingen næppe ville finde hende. Tanken var meget lettere at håndtere, som hende, eftersom at hun bestemt ikke var villig til at følge hans ord, eller råd, som han nok nærmere ville kalde dem. Han havde jo rådet hende til at fortælle ham, hvad han ville vide, men der havde hun skuffet ham for længst! Han virkede lettet, som hun blev spændt fast til væggen og han fik hamret sømmene igennem hendes hænder. Det var jo næsten som om at der faktisk var mere kontrol over hende. Det var i hvert fald hvad han håbede på. Skrigene der meget hurtigt fyldte rummet op med smerte på virkede ikke rigtigt vagterne, som de var mere koncentreret om at se hvad Ciel egentlig foretog sig, det kunne jo være at de kunne udnytte det, når de var på patrulje i byen og stødte ind i en mutant? Der var nok at tage af og hvis de gjorde det ordentligt, så ville der ikke være nogen, som ville savne mutanten. Den smerte var jo simpelthen ikke til at modstå, noget som Ciel godt havde lagt mærke til, derfor valgte han også inden af begyndte at spænde den anden fød fast, at rejse sig og samle vagterne rundt om sig.
"Hent hendes mor.. Men dæk nu hendes hoved til før I nærmer jer.. Helst fra begyndelsen.."
han snakkede forholdsvis lavt, som det ikke var meningen at Verri skulle finde ud af hvad der foregik. Derfor valgte han også at sende alle vagterne bort, så kunne han jo også få ro til at arbejde i fred, samtidig med at han ikke ville risikere at nogen af vagterne blandede sig alt for meget. De var begyndt at blive lidt for ivrige, så han ikke ville kunne holde dem tilbage meget længere, så måske han gjorde Verri en tjeneste.
"Så er der arbejdsro"
sagde han med et smil på læben, som vagterne forsvandt ud af døren og man kunne høre hoveddøren åbne og lukke, alle deres lys havde nu forladt lokalet, som der kun var Ciel og Verri tilbage i torturkammeret eller hvad man skulle kalde det. Det var godt nok en kælder. Han vendte også roligt tilbage til at spænde den anden fod fast med skruerne. Blodet der gled ud på gulvet morede ham blot, som det jo ikke var hans eget. Han regnede aldrig med at komme i lignede problemer, så længe at han havde kontrollen. Men skulle han nogensinde havne i sådan en situaionen, så var det ikke til at sige om han ikke ville dræbe sig selv først. Han strammede dem lige så godt til, som den anden fod og kiggede op på hende, før at han rejste sig op gik hen til bordet, hvorefter han rodede rundt med tingene. De fleste ting var lavet af metal, noget der var tydeligt at høre, som han dog stoppede, da han hørte et andet navn. Smilet bredte sig hurtigt, som han lod tingene ligge og gik hen til hende.
"Hvad Minori har gjort, er simpelt. Flere mennesker og vagter har mistet deres hukommelser.. Han udgør en fare for mennesker. Og så selvfølgelig, så vælger han at beskytte hans slags.. Mutanterne. Det er rigeligt grund for mig til at ønske ham død."
forklarede han koldt, som han lod navnet ligge lidt, han ville ikke bringe det på banen, da han håbede på at hun ville bruge det samme navn en gang til, så han i det mindst var sikker på at Minori egentlig gik under navnet Akio. For de kunne umuligt snakke om to mænd. Han gik helt hen til hende og hviskede i hendes ører. "Jeg har sendt bud efter en, som sikkert vil være glad for at se dig igen"

[Verri Noen]

At give op ville uden tvivl være lettere. Men hvis hun overlevede dette ville hun gerne være i stand til at kunne leve med sig selv, hvis hun overlevede fordi hun havde stukket en anden mutant, til og med en mutant der var nøglen til andre mutanters sikkerhed, så ville dette ikke være muligt for hende.
Hun var ligeglad med Ciel situation, han var grusom og fortjente ikke noget hun kunne tilbyde. Han havde ikke engang prøvet at bestikke hende, hun havde selvfølgelig nægtet, men denne mand lod til at tro at vold, trusler og at vise sig med sin magt var den eneste måde frem. Hun havde et eller andet sted ondt af ham. Ufrivilligt.
Hendes evne havde ikke noget at gøre med at overleve tortur, dog havde den renset hendes sind fra alt det sorte tidligere, men Ciel havde hurtigt fået det genskabt. Lige nu ville hun dog give alt for at have evnen til ikke at føle smerte, eller hud af metal, det ville også være praktisk. Hendes hjerne flyttede hendes bevidsthed så langt væk fra situaitonen, med den ene latterlige tanke efter den anden. Men Ciel insisterede på at hive hende tilbage til virkeligheden hver gang. Til sidste gav hendes hjerne simpelthen op.
Efter at have bidt ham var hendes krop i oprør. Hendes mave forsøgte at slippe af med indhold der ikke var der, hun rystede ukontrollabelt og hendes hoved var et virvar af tanker som hun ikke vidste om var hendes egne eller hans. Hun registerede ikke det med våbnet før hun fik styr på sig selv efter at vagten havde stoppet Ciel. Hun veg lidt væk, men ikke meget, mere kunne hun ikke for kæderne. Hun hørte øksen blive kastet væk fra hende og fornemmede vagtens frygt blusse op. Angreb Ciel nu sine egne. Havde manden ingen ære?

Ciel var træt? Havde han ytret denne frustration var Verri brudt ud i latter til trods for sin situaiton. Hvem var han at klage over træthed? Verri var snart så fysisk psykisk udmattet at hun var imponteret over at hendes krop stadig holdt sammen. Måske var det ikke fysisk muligt at blive så træt at ens krop faldt fra hinanden, men hvis det var muligt havde Verri allerede passeret det punkt. Men stod det til Ciel så var hendes krop sikkert allerede blevet reduceret til et blodigt pudslespil. Det troede Verri i hvert fald, hans mordforsøg var jo kun blevet stoppet af vagten. Hun sendte den pågældende mand en splittet tanke, et eller andet sted var hun glad for at være i live, men hun havde på fornemmelsen af at Ciel nok skulle få hende til at ønske at han havde slået hende ihjel.
Vagterne flokkedes om hende så snart Ciels tortur blev et hak mere avanceret, de var næsten som gribbe om et dødt dyr. Hun væmmedes ved disse mænd, nu mere end nogensinde. Tænkt at de kunne holde sig selv ud. Tænkt at Ciel kunne holde sig ud. Hvilken type mand fandt det sjovt at se andre lide? En mand med meget stort behov for at hæve sig over andre. Tanken om at Ciel faktisk var en forpint sjæl der sloges med mindreværdskomplekser slog hende kort, men hun var for langt i torturen til at have ondt af ham eller føle nogen som helst form for medlidenhed.
Verri fornemmede ikke noget af deres samtale. Hendes hoved dunkede så voldsomt at hun ikke kunne høre andet end sin eget hektiske vejrtrækning. Alligevel hørte hun hans kommentar om arbejdsro.
Verri lo kort af hans kommentar, en humorløs ironisk latter "kalder du det her arbejde..?" mumlede hun afkræftet og lod hagen hvile mod sit bryst "..gemene bøddel..." tilføjede hun lavt, hendes stemme var snart blot en hvisken. Hun registerede ikke at vagterne var gået, men nu hvor Ciel nævnte det kunne hun godt fornemme at de var alene. Hun kunne ikke rigtig bestemme om det var bedre eller værre.
Verri var ikke den hævngerrige type, men Ciels behandling var efterhånden nok til at få hendes karakter til at vakle, og hun sugede alle informationer til sig som kunne bruges i forbindelse med en hævnarktion. Hun kunne altid give oplysningerne videre, hun behøvede ikke selv føre kniven der sårede en af Ciels kære. Hun rystede mentalt på hovedet af sig selv. Ciels kære kunne ikke gøre for at Ciel var et morderisk fjols. Faktisk var de det eneste der fraholdt manden for at være totalt gak. I hvert fald ifølge det Verri havde fundet ud af. Og han lod til at vide det. I hvert fald i en eller anden grad. Et sted i den mørke afkrog af hendes sjæl der var ved at dannes skabtes et ønske om at Ciel engang selv skulle udsættes for lige så voldsomt og personligt ødelæggende tortur som hun selv gemmengik, faktisk som han nogensinde havde påført andre. Mennesker eller mutanter.
Verri hørte ham ikke rasle med tingene, det tog det paniske ud af at skulle vente på hans næste træk. Hun frygtede det ikke mere, hun ventede blot og overlevede hvad end der måtte komme. At der ikke fulgte smerte ved hans selvskab kom imidlertid bag på hende. Hun lyttede opgivende til hans ord. Altså en almindelig hævngærrig galning? En galning med magt nok til at have folk under sig. Hun sukkede let. "Du er bange for mutanter?" spurgte hun konstaterende og smilede af ham, var det det der drev ham? Frygten for at noget var stærkere og mere magtfuldt end ham?
Hun rykkede sig ikke da han nærmede sig, hun var tappet for kræfter i takt med hendes blod forlod hendes krop. Verri rynkede let panden ved hans hvisken. Han havde sendt bud efter en? En anden vagt? Nej, så havde de ikke allesammen behøvet at hente personen. Hun kunne ikke komme i tanke om nogen hun kendte som Ciel kendte til. I stedet for at spekulere om det søgte hun ind i hans lys. Informationerne der nåede ham fik hende til at gispe forfærdet og raseriet brændte at fornuft og frygt fra hendes sind og fyldte hendes med en adrenalinisk energi. "Æreløse svin!!" rasede hun og rev brutalt sin ene hånd fri fra væggen til trods for at sømmet udrettede stor skade på hendes hånd. Til trods for nålene, til trods for smerterne og til trods for koncekvenserne stak hun ham sådan en på skrinet at hun kunne slå hans kæbe af led. Kraften i hendes slag kom fra et ukendt sted, hun var normalt ikke specielt stærk, men hendes raseri gav hende uanede kræfter. Derefter greb hun fat om hans strube, intet andet, og borrede neglene ned i hans hud mens hun trak ham tæt på igen. "Bland min mor uden om det her ellers skal jeg personligt detikere mit liv til at gøre livet til et helvede for dig og alle der betyder noget for dig!!" snerrede hun med en stemme der ikke bar det mindste præg af smerterne hun gennemlevede, kun rent raseri. Hun strammede grebet om hans strube med al sin formåen, men såret gjorde hendes greb for svagt til at kvæle ham. Men hendes negle var lange nok til at kunne bore sig flere mm. ind i hans lyse uspolerede hud. Trak han sig væk ville hun trække røde striber over det meste af hans hals.