Playing with the devil

[Ciel Dé Ricéy]

Selvfølgelig var der noget galt med Ciel, han tilbragte jo tiden sammen med en mutant og det endda frivilligt. Noget som mange ville gøre alt for at undgå, men sådan var han jo slet ikke, han fandt det jo også nødvendigt. Som hendes ord forlod hendes læber, trak han en anelse på skuldrene, som han egentlig ikke vidste hvorfor han havde kommenteret det og dog? Der var jo en årsag til alt lige nu, derfor smilte han en anelse, som han slappede af og tænkte sig om. Som om det virkelig var nødvendigt.
"Det er jo svært at fornemme din karakter med alt blodet"
forklarede han blot, som han jo nødigt skule gå alt for meget i dybden med det, eftersom at det jo var sandt, uden at sige for meget. Han var jo nød til at finde en måde hvorpå det ville være lettere for dem at genkende hende, uden at de skulle tjekke hendes øjne og hårfarven. Hendes evne gjorde det dog umuligt, eftersom at de aldrig kunne regne sig frem til hvordan hendes krop ville være. Hvilket blot var en skam. Han ville egentlig helst se hendes normale skikkelse, når evnen ikke havde taget over på denne måde.. Så de vidste hvad de kunne gå ud fra. Der var vel også grænser for hvor høj hun kunne gøre sig selv? Eller hvad?

Det var ikke fordi det var særlig nemt at stå imod hendes angreb, men han ville sikre sig, at han kom levende fra dette, netop fordi han ikke ville ende som vagterne, som en stor blodplet, men også fordi han havde andet at tage sig af, end en næsevis mutant. Hun var da i hvert fald ikke særlig høflig, efter hans mening. Men det havde jo også noget at gøre med, at han ikke havde haft de bedste intentioner fra start af. Og vagternes reaktion havde muligvis gjort det værre, som skulle han virkelig passe på ikke at træde ved siden af.

Ciel rystede roligt på hovedet, som svar på hendes spørgsmål, det var allerede nu for sent at spørge om at komme fri. Desuden så ville det jo ikke lykkedes med mindre at hun havde fulgt hans ide fra start af. Han endte derfor også med at trække en anelse i skulderne, før at han åbnede munden igen.
"Så skulle du have opført dig bedre fra start af."
svarede han med et koldt smil på læben, som han jo ikke havde tænkt sig at sætte en mutant, som hende, fri på gaden, ikke hvis han havde muligheden for at forhindre dette. Han ville jo trods alt gøre alt for at gøre Talian det mere sikkert. Men det virkede som en umulig opgave, specielt nu hvor han stod overfor denne skabning. Der var intet, som mindede om en piges skikkelse mere. Halen var bestemt malplaceret
og langt fra naturlig. Men alt i alt, var intet ved denne mutant naturlig.
"Eller vi kunne jo starte med at du gav mig dit navn? Så skal jeg overveje det"
kom det pludselig fra ham, som havde han stået og overvejet det længe. Et navn ville gøre det meget lettere for ham at undersøge hendes fortid, ikke fordi han kunne være sikke på at hun ville give ham det rette. Men så kunne det være at han kunne undgå blodet.. Kampen.

Egentlig ventede han på hendes svar, men han var også godt klar over at giften på et tidspunkt ville nå til en punkt, hvor det ville være svært for hende overhovedet at snakke, hvis hun lod det komme så langt, så han var ikke synderlig overbevidst om, at han overhovedet ville få et svar. Noget der dog havde undret ham længe var, at hun blev ved med at tiltale ham med De og Dem, som om det virkelig var en høflig samtale de havde gang i. Men det havde han dog ikke tid til at spekulere særlig meget over, før hun nærmede sig. Han valgte uden tøven at bakke en smule tilbage.. Ikke fordi han flygtede han følte blot at afstanden ikke skulle gøres mindre alt for hurtigt. Dog kunne han ikke følge hendes tempo. Slet ikke mod de muterede muskler. Sværdet blev hurtigt hævet, også selvom det var godt forslået, så var det det eneste som stod imellem ham og hendes kløer, da hun først rejste sig op på benene. Han holdt sværdet med begge hænder, den ene mod skaftet og den anden mod bladet for at holde det fast. Ciel forsøgte at forsvare sig med sværdet og formåede da også at modstå de fleste af hendes angreb, selvom kraften var nok til at presse bladet fra sværdet dybt ned i hans hånd, så blodet fik frit løb. Han kneb det ene øje sammen, som han ikke kunne stoppe og blev nød til at forsvare sig. Ciel kunne slet ikke få ro til at se situationen an, han var blot blevet kastet lige ud i det. For en kort stund lod han blikket glide bag ud for at se hvor de var på vej. Dog resulterede dette i at hendes kløer rev ned langs med hans kind.. Selvfølgelig vendte han blikket tilbage igen og bevægede sig hurtigere tilbage mod porten. Uanset hvor han gik hen, fulgte hun ham, som han ingen anden udvej kunne se end at forsvare sig. Dog gik der ikke lang tid før at han nærmest blev presset mod porten og blev nød til at dukke sig for nogle af hendes angreb. Der var ingen pause i dette.. Da hun begyndte at svaje troede han endelig at hun ville stoppe.. Som hendes vægt blev holdt oppe af hans sværd. Det var ufattelig så tung hendes skikkelse var og hans lagde pludselig mærke til det dybe sår i hans arm, før at han nær havde tabt sværdet inden at det gik i stykker for øjnene af ham. Metallet var blevet revet i stykker ved et sådan pres at det lignede at det splintres for øjnene af dem. Ciel lukkede øjnene for ikke at blive ramt af metallet. Dog pressede hendes skikkelse ham direkte op imod porten for alvor, som smerten fra tidligere lige pludselig var der igen. Han gled ned af porten og efterlod et blodigt aftryk hele vejen ned af porten, før han endte på røven og stirrede mod hende. Hans øjnene virkede egentlig tomme, som han end ikke blinkede, men blot stirrede. Et velfortjent smil gled over hans læber, som han lukkede øjnene og blot lod sin krop slappe af. Blodet fra hans kind var gledet længere ned af hans hals, imens at han ikke tog sig af dette lod han den ene hånd hvile mod såret i hans arm og knurrede hånden rundt om såret i hånden. Heldigvis for ham var det venstre, så han kunne stadig skrive... Ciel virkede livløs, som han sad op af porten og egentlig ikke lavede andet end at trække vejret svagt.
"De er på den anden side.."
stemmerne lød bag porten, men der var ingen som fortsat turde åbne porten, for hvad nu hvis mutanten spillede bevidstløs og angreb dem pludselig?

[Zearia Kiélion]

Ikke blot havde han låst sig inde i et lille rum med en mutant, han havde oven i købet valt at låse sig inde i rummet med en af byens mest frygtede mutanter. Han burde virkelig søge lægehjælp til de selvmordstanker denne handling kunne tyde på.
Hun betragtede ham som han igen trak på skuldrene, det var altså ikke mange informationer han havde givet hende i løbet af deres samtale. Hun sukkede af ham "Se mig i øjnene, så ser De alt de behøver at vide om min karakter" sagde hun roligt og betragtede ham vurderende, der var ikke noget filosofisk over hendes kommentar, hun mente bare at de følelser som hendes øjne udtrykte var alt han skulle bekymre sig om. Zearia var ikke dum nok til at afsløre sin menneskeform for ham, gjorde hun det blev hun da først en jagtet sjæl, og det var slemt nok i forvejen. Det kunne ikke komme på tale, uanset hvor længe hun skulle være i sin muterede form. På en eller anden måde lod hendes celler til at huske hvordan de originalt så ud, for hun kunne altid vende tilbage til sit egentlige udseende. Hun havde aldrig prøvet at lade mutationerne fortsætte for at se hvor langt hun kunne få dem til at gå, så hun kendte ikke sine begrænsninger på det punkt.

Benådelse var altså ikke muligt. Zearia så irriteret på ham, hvorfor fanden havde han fanget hende hvis han blot ville snakke med hende, det var ikke hende der havde bortført og spærret en fremmed inde i en kælder. Han lagde selv om til hendes dårlige opførsel, for hun havde intet ønske om at være det. Og det måtte han da for gudernes skyld selv kunne regne ud.
Hendes navn. Zearia brølede som svar, som om hun var dum nok til at give informationer til sin fangevogter. Specielt ikke når fangevogteren var en type som ham. Så meget brød hun sig alligevel ikke om at han så ned på hende. Hun var vant til at folk så ned på hende pga. evnen, pga. hvad hun kunne blive til og fordi hun tillod den at gøre det ved hende. Hendes mutationer var naturlige for hende, men at han så ned på hendes person og indirekte kritiserede hendes intelligens var ikke noget hun brød sig om. Også fordi folk tit havde for travlt med at komme væk til at se personen bad det hvide hår og de grønne øjne. Derfor gav hun det heller ikke en chance da han foreslog at hun kunne slippe ud, ikke tale om. Hun ville ikke skylde ham noget som helst. Opgøret var uundgåeligt, så længe han holdt hende fanget.

Hun så godt han ventede på hendes svar, og det gav hende mulighed for at planlægge og gruble, uden at han fattede mistanke men måske i stedet troede at hun overvejede hans tilbud. Det med at hun tiltalte ham med De og Dem bundede i at Zearia som sagt ikke var en ond skabning inderst inde, og at holde på de høflige tiltaleformer faldt hende naturligt da stort set alle havde højere rang end hende. Det var også en måde at ære sine forældres minde på, for det var dem der havde lært hende det. Desuden ville hun ikke give ham indtryk af at hun havde lyst til at være dus med ham.
Ciel reagerede som forventet på hendes angreb og det var også derfor hun havde taget alle sine forholdsregler. Angrebet var nådesløst og hun havde egentlig helst set at han ikke kunne forsvare sig mod hende, men han holdt stand længe nok til at hendes angreb kun gav ham 'overflasiske' skrammer. Hans arme og hænder var nok værst tilredt, men det var også dem han havde forsvaret sig med.
Som hun kollapsede og halvt lå på ham og halvt lå åpå gulvet var kampen allerede overstået, hun havde ikke flere kræfter til rådighed, men knurrede alligevel trodsigt til hun besvimede. Der var ingen diskussion om at Ciels smil var velfortjent, han var den første der havde overlever Zearias rasende angreb, i hvert fald de senere år. Ciel lod til at forstå at hun ikke længere udgjorde en trussel for han slappede af og sænkede paraderne.

Vagterne åbnede porten før porten Zearia havde prøvet at bryde igennem. Nogle modige få gik ind i gangen mellem de to porte og porten blev igen lukket bag dem. De gik hen og kaldte ind og fik hurtigt konstateret at de var derinde, men blodet der løb ud under porten gjorde det tvivlsomt hvor mange af dem der var i live. Der var ingen reaktion inde fra området bag porten men de kunne høre en vejrtrækning, faktisk to. Vagterne beordrede porten åbnet og fandt Ciel i live men i en slags chok tilstand og mutanten uigenkendelig men godt og grundigt bevidstløs. En modig vagt trådte frem og undersøgte Zearia mens de andre fik Ciel ud af fangekælderen og op i slottet så han kunne tilses af en læge. Det hele så meget voldsomt ud, som både Ciel og Zearia var badet i vagternes blod. Zearia var dog den eneste som ikke havde en eneste skramme efter kampen. Vagten fik længer bragt til hende på gangen og bandt hendeshænder og fødder sammen med både reb og kæder. Hendes knæ og albuer blev også surret sammen så hun dårligt ville kunne bevæge sig hvis hun vågnede. Så lagde han en kæde modsat de andre kæder om hendes ankler og fik i samarbejde med nogle andre slæbt hende væk fra gangen og ind i en meget solid celle med jerndør. Hun blev lænket til en ring der var støbt ned i gulvet og kæden blev fastgjort til en ring om hendes hals og en anden kæde til en ring om hendes hale. De løsnede ikke nogen af kæderne de hende bundet med og efterlod hende på gulvet for enden af blodsporet det havde lavet af slæbe hende fra gangen og ind i cellen. Zearia kom ikke til bevidsthed på noget tidspunkt og var derfor ikke til ydereligere besvær. Cellen blev blokeret med både bjælker på tværs af døren men også af både hængelås og kæder. Vagterne så helst ikke at hun brød ud igen, det havde kostet dem et par værdsatte kolleger.

- - - - - - -

Da Zearia endelig vågnede mange mange timer senere befandt hun sig i en celle, endnu sværere at bryde ud af end den første. Hun skubbede sig sløvt op i en siddende stilling med armene selvom de var surret godt og grundigt sammen. Alting gjorde ondt, både fordi giften stadig var i kroppen på hende og fordi hendes evne havde ændret så meget som den havde. Hun lukkede øjnene og vendte sin evne indad og fjernede hvert et spor af giften fra hendes krop. Hun åbnede øjnene igen med et støn da hun var færdig og tog sin situation i betragtning. Hun var bundet med latterlige mængder kæder og reb. Hun kunne nemt komme ud af dem ved hjælp af sin evne, men hendes krop tillod ikke mere smerte i en tilstand der ikke var 'bevidstløs' eller 'død'. Smerterne fortog sig lidt efter at giften var væk og der var nu kun den velkendte smerte efter hendes evne tilbage. Hun så rundt og undersøgte cellen, døren af metal fik hende til at sukke, det blev værre og værre hver gang hun blev spærret inde tydeligvis. Hun udstødte et vredt brøl da følelsen af nederlag og frustration trængte fuldt igennem til hendes bevidsthed. Brølede rungede gennem fangekælderen og skræmte både vagter og andre fanger. Så lagde hun sig ned og samlede kræfter til sin flugt, eller denne rolige herres næste besøg, hvad der nu kom først. Hun lukkede øjnene med et fnys.

//out//

//Zearias side af tråden fortsættes i tråden "Unwanted company"//

[Ciel Dé Ricéy]

Det var muligvis dumt at låse sig inde med en sådan mutant, men det var så noget han ville tage med til næste gang de ville komme til at møde hinanden. For han var i hvert fald sikker på at det ikke var slut nu. Han kunne heller ikke bare vende ryggen til sandheden, hun havde jo næsten gjort det af med ham og for dette skulle hun bøde.
Ciel lyttede til hendes ord uden at give udtryk for om han overhovedet hørte det eller ej, han valgte blot at tage til takke med det han havde fået af hende, som hans blik gled ind i de grønne øjne. Farven grøn skulle ellers symbolisere håb, dog så han intet håb i hendes øjne, men samtidig kunne man heller ikke sige at hans øjne altid passede, hvis man mente at farven betød kærlighed. Valgte man aggression så var det nok nærmere det rigtig udtryk. Måske han allerede hade tabt kampen, da han var gået ind i cellen til hende, men det var ikke fordi han kunne sige at han havde trukket sig fra kampen lige med det samme.. Han havde da holdt til lidt?

Et mindre sæt strøg over hans krop, som brølet ramte ham uden at han egentlig var forberedt på dette, netop fordi han forventede et svar og intet andet. Et navn kunne da umuligt være farligt at give videre? Han kunne jo alligevel ikke bruge et falsk navn til noget, men det kunne måske hjælpe ham med at spore sig ind på det rette. Dog lod det ikke til at hun havde i sinde at snakke over sig eller i de hele tage snakke med ham. Lige nu handlede det vist bare om blod og intet andet! De var jo omringet af blod og begge indsmurt i blod, så ingen af dem kunne få lugten af sig. Ciel selv var ikke van til at være smurt ind i disse mængder, samtidig med at pigen tydeligvis var ligeglad med hvilket monster blodet fik hende til at ligne. Han var dog sikker på, at han aldrig nogensinde ville lade en mutant komme forbi ham igen. Han skulle nok gøre en ende på dem, om det så blev det sidste, så ville han ikke risikere, at der dukkede flere af hendes slags op. Evner, som kunne håndteres, var noget han godt kunne klare, men hendes var tydeligvis ikke til at styre, så han ville ikke en gang prøve. I hvert fald ikke i dette øjeblik.

Kampen spidsede hurtigt til, som sværdet knækkede midt i det hele også selvom det havde klart sin potion, så havde det måske været meget bedre for ham, hvor det havde været stærkere, elle at han havde haft endnu et ved sig. Han var overbevidst om, at han ikke ville tage kontakt til hende igen, så længe hun var fri.. Og kunne vandre rundt. En anden gang skulle han nok sørge for at denne mutant var låst fast og ikke ville kunne bevæge sig det mindste. Alligevel havde han ikke tid til at sidde og glo, han blev nød til at tænke, dog løb hans kræfter også op, som han hænder begyndte at ryste, imens at han blot kiggede på dem, uden at kunne stille noget op. Hans øjne gled i og han nåede ikke at opfatte hendes knurrende, sådan for alvor, bortset fra det han svagt fik med bag de lukkede øjnene.
Som sekunderne baserede fik han endelig tvunget sig til at åbne øjnene igen, som hans krop var afslappet eller rettere afkræftet.. Han var færdig, men det var hun heldigvis også, så han skulle ikke bekymre sig for at hun lige pludselig angreb ham igen og han ikke havde mulighed for at forsvare sig, som hans arme ikke lystrede på de signaler de fik. Udfaldet var ikke endt som han måske havde håbet på, men inderst inde var han blot glad for at være i live.. I et split sekund glemte han sine opgivelser, som han kom i tanke om, at han havde haft bogen på sig under hele kampen. Fordi han ikke kunne bevæge sine arme forsøgte at han koncentrere sig om den lommen bogen var i, for at se om der stadig var noget i den. Han bevægede benet kort, som jakken gled om og bogen dukkede op.. Den var muligvis fyldt med blod, men den var der stadig. Nu kunne han ånde lettet op og slappe af for alvor.

Idet at porten blev åbnet var der ikke særlig meget lyd fra hverken Ciel eller hans omgivelser, som han faktisk var besvimet, noget der kunne skyldes det blodtab han led af.. Blodet var jo endnu ikke blevet stoppet fra at forlade hans krop, da han ikke havde kræfter til at holde såret på armen lukket og såret i hånden fast. Han registrerede muligvis at porten gled helt op, men havde ikke kræfterne til at stille noget op. Han måtte bare vente tålmodigt til at de kom frem til ham. Som porten gled op, kunne Ciel mærke at hans ryg gav efter.. Han havde ikke kræfter til at holde igen og gled ned mod det hårde sten gulv, som han besvimede og ikke længere vidste hvad der skete.

■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■ ■

Ciel nåede ikke rigtig at vågne og vidste slet ikke hvad der skete med ham, som han blev båret op mod slottet og langt væk fra fangekælderen og lugten af blod. Han blev ført ind på et fjernt rum, hvor han kunne få fred, imens at der blev sendt bud efter en læge.. Hvad der skete efterfølgende ville han muligvis have gjort alt for at stoppe, hvis han i det hele tage vidste hvad de havde sat gang i.
Vagterne var overbevidst om at de ikke bare kunne behandle ham uden at tilkalde hans nærmeste familie. Derfor blev der også sendt en vagt ud af slottet til hest. Imens at lægen langsomt nærmede sig slottet, ikke fordi denne overhovedet vidste hvad der var sket. Han havde blot fået at vide at det hastede og at der ikke skulle følge nogle med ham, ud over hans mest loyale assistenter, eftersom at de på slottet ikke ville have at dette røg ud for slottets mure. Vagten var ikke udstyret med noget specielt, men der gik ikke lang tid før at denne ankom til palæet i Øst og bankede på døren, hvor en mandlig tjener åbnede døren. Vagten bukkede roligt, som han spurgte efter fruen i huset, uden at forklare noget til tjeneren. Han havde først tænkt sig at tale med fruen i huset og forklare hende at hendes tilstedeværelse var påkrævet på slottet omgående og det hastede virkelig! Dermed ikke sagt at der skulle forklare andet, medmindre at hun ikke havde lyst til at nøjes med disse ord, så måtte vagten jo overgive sig og blot nævne at det drejede sig om hendes mand.

Imellem tiden foregik der ikke det helt store på slottet, som Ciel ikke var vågnet fra sin chok tilstand endnu.. Hans jakke var blevet taget af ham, samt den hvide skjorte, som egentlig blot var til smurt med blod og kunne få de fleste til at kaste op, hvis man altså ikke var van til at se blodet. Tøjet var blevet lagt over i en bunke, som egentlig var lige til at smide ud, dog var bogen stadig i jakken.. Denne bog skulle ikke falde i de forkerte hænder, for så ville de mildt sagt vide alt om de mutanter Ciel kendte til. Men heldigvis for ham, så var der ingen som endnu havde opdaget den mindre bog.
Lægen var egentlig ikke særlig glad for situationen, som det jo var ganske tydeligt at Ciel ikke var blevet udsat for et dyreangreb, som vagterne forsøgte at forklare det til at være. Men han valgte dog at arbejde på Ciels sår, som han hverken havde noget valg eller kunne lade manden ligge. For at sikre sig at der ikke sad noget i sårene blev det renset helt ned til bunden, hvilket for første gang i et godt stykke tid fik Ciel til at spærre øjnene op og stirre direkte mod lægen med et hadefuldt blik før at han besvimede af smerten. Såret på hans arm blev efterfølgende lukket til, ligesom såret mod hans kind fik noget healende savle på sig. Såret i hånden blev forbundet med forbindinger af stof, inden at lægen forklarede for vagterne at han skulle have ro til at komme sig.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya sad i husets opholdsstue og læste, fredfyld uvidende om hvad der i samme nu skete med hendes mand på slottet. Hun havde taget afsked med ham tidligere på dagen, og dengang havde han virket begejstret over noget så hun havde ikke troet han havde tænkt sig at tage på mutantjagt. Hun hørte der blive banket på, men de færreste besøgende til palæet kom efter hende, så hun læste ufortrødent videre. Intil tjeneren gjorde hende selvskab i stuen og forklarede hende at der var bud fra slottet til hende. Yaya betragtede tjeneren med forundret mine, fra slottet? Hun rejste sig og fulgte med tjeneren ud i den tro at det var Ciel der havde sendt bud efter hende, men hun kunne ikke regne ud hvorfor. Han blandede hende aldrig ind i sit arbejde, eller det havde han i hvert fald ikke gjort tidligere. Hun hilste på vagten fra slottet og burde måske have aner uråd fordi de havde sendt en vagt til palæet. Vagten forklarede hende det overfladiske i situationen, at Ciel var blevet såret og at de havde sendt bud efter en læge til ham. Yaya stirrede chokeret på vagten et øjeblik samtidig med at hun blev lettere bleg. Så vendte hun tilbage til virkeligheden og sendte Serka over i stalden for at få personalet op i gear så hun kunne tage mod slottet omgående. Hun bød vagten at komme ind mens hun blev klar. Det tog ikke mange minutter for hende at slynge en kappe om skuldrene og sørge for fodtøj til at ride i. Hun fortalte Caleb at hun var nødt til at tage op på slottet, men kunne ikke fortælle flere detaljer end at hans far givet vis var kommet til skade. Hun gav ham besked på at blive i palæet og lovede at hun nok skulle sørge for at tage sig af hans far. Hun ville helst ikke forlade ham med disse informationer, men hun ville under ingen omstændigheder have ham med før hun havde set situationen an. Hun satte sin kammerpige til at tage sig af ham hvis han havde brug for det og gik så ned igen. Hun fulgte med vagten ud i gården og trak sig ubesværet op på ryggen af sin sorte premiehingst og gjorde tegn til at han skulle føre an. Serka red bag dem, han var godt nok Yayas livvagt, men i selvskab med vagter fra slottet burde hun ikke være i fare, så hans formål med at føle dem var primært at få andre vidste hvordan de skulle håndtere Yayas hest. En rolle han havde fået ved stort set altid at være med hende når hun skulle nogen steder. Yaya holdt Caleb tilbage mens de red gennem byen da slottets hest ikke havde evnerne til at bevæge sig lige så hurtigt. Hun havde helst taget turen i meget højere tempo, men det virkede uværdigt så hun lod idéen falde.

De ankom alligevel til slottet ikke længe efter. Hun steg af og overlod hesten til Serka efter at have strøget den over panden og mumlet noget til den, en forespørgsel om at den opførte sig ordentligt. Derpå fulgte hun efter vagten ind og blev vist op til værelset hvor de havde anbragt Ciel. På vejen stødte hun på lægen der forklarede hende omfanget af skaderne og hun måtte forfærdet støtte sig til vagten da hendes ben truede med at give efter. Hun var lettet over at han var i live sådan som lægen beskrev sårene. Angrebet af et dyr? Yaya betragtede ham vantro, de havde ikke bjørne på slottet havde de? Hun godtog forklaringen indtil videre og regnede ikke med at høre sandheden fra andre end Ciel selv. Hun fortsatte til rummet og blev mødt af en vagt der bevogtede rummet for at sikre sig at Ciel fik ro, han genkendte hende ikke straks som Ciels hustru og hans forsøg på at stoppe hende blev mødt af et rasende blik der kunne få selv djævlen selv til at flygte i rædsel og hun blev tilladt adgang. Hun lod vagterne blive på gangen som hun gik ind og hørte døren lukke bag sig. Lugten og synet af blod gav hende kvalme og hun gøs af væmmelse. Hun gik stille over mod Ciel og havde ikke til hensigt at vække ham. Hun lod blikket glide over forbinderne og blodet som bl.a. hans busker stadig var smurt ind i. Synet var næsten for meget for hende og hun støttede sig til en stol og så væk. Hun var meget bleg og tydeligvis sindsygt bekymret. Hun så væk og lod blikket glide over rummet. Yayas blik faldt på hans jakke og hans skjorte der stort set ikke havde en plet hvidt stof tilbage, alt det blod kunne umuligt kun være hans. Hvad pokker foregik der?! Hun gik derover og flyttede lidt på stoffet for at tage skaderne i øjesyn nu hun ikke kunne se hans sår. Rifterne på armen fik hende til at betragte Ciel med et bekymret og ængsteligt blik. Hvad var det helt præcist der havde angrebet ham? Hun strøg fingrene over flængerne i det blodige stof, det var blevet flået op, ikke skåret, så der var ikke tale om våben. Hendes blik faldt på jakkens inderlomme og hun lagde mærke til den sorte bog. Den var ellers godt skjult mod jakkens sorte stof. Jakken og skjorten var forfærdeligt tilredt og var ikke til mere end blot at smide ud. Men hun tvivlede ikke på at Ciel ville beholde bogen. Hun trak den fri af lommen og tørrede det værste blod af med en nogenlunde tør del af jakken. Hun så undrende på bogen som omslaget farvede spidserne af hendes fingre røde. Hun ignorede lugten af blod og følelsen af det mod sine fingre og åbnede bogen for at se hvad det var. Hun burde måske ikke kigge i hans ting, men et eller andet drev hende til det. Hun lod blikket glide ned over siden og gispede forfærdet som hun indså hvad det var. Mutanter! Han jagtede mutanter, hun vidste godt han ikke kunne lide dem, men en organiseret jagt på dem. Hun vendte blikket mod ham og betragtede ham chokeret. "Åh Ciel" sukkede hun og angrebet og de voldsomme skader gav pludselig mening for hende. Hun bladrede let igennem bogen og fandt en side hvor blækket var tværret lidt ud det var ikke rigtig tilfællet på de andre sider. Altså skrevet for nylig konkluderede hun og læste de få informationer, mon denne skabning var årsagen. Hun memoriserede nummeret og trak sit lommetørklæde frem og pakkede omhyggeligt bogen ind i det efter at have tørret sine fingre grundigt af. Hun ville helst ikke have blod på tøjet, men hun forstod også vigtigheden at at holde bogen hemmelig. Ingen kunne vide hvem der var mutant og hvem der ikke var, i hvert fald ikke i Talian. Hun gemte bogen i sin kjole, noget skulle man vel bruge alt det stof til. Derpå gik hun hen og satte sig på sengen ved Ciels side, meget påpasselig med ikke at flytte på ham eller røre ved hans sår. Så bøjede hun sig let frem og strøg ham over panden og strøg en klistret tot hår tilbage. Hendes bekymring lyste ud af hende og hun så ingen grund til at skjule sine følelser når nu de var alene i rummet. Hun kunne ikke få et ord over sine læber som hun sad der og betragtede ham.

[Ciel Dé Ricéy]

Vagten kunne tydeligt fornemme på Yaya, at hun ikke var van til en sådan situation og at hun tydeligvis ikke rigtig var blevet indviet i hendes mands arbejde, hvilket måske også var klogt nok. Han var dog ganske tålmodig, som hun gjorde sig klar, imens at han blot stod klar uden at bevæge sig fra sin plads inde i palæet. Da de så også først red af sted, undrede det egentlig vagten, at Serka var taget med, men han kunne ikke tillade sig at sætte spørgsmålstegn ved hendes handlinger og fulgte hende blot mod slottet og hendes mand der ventede. Måske han skulle have fortalt hende, at Ciel ikke selv var klar over, at der var blevet sendt bud efter hende, men det kunne hun jo nok selv finde frem til, når hun først så Ciels reaktion på hendes tilstedeværelse.

Vejen op til værelset var egentlig ganske lang, som de havde valgt at anbringe Ciel i et fjernt lokale, så der ikke rigtig var nogen der kunne nå ham, medmindre at de vidste hvor han var anbragt henne. Vagten ved døren var ikke særlig tilfreds med hendes fremtoning, men måtte alligevel give op til sidst og lade hende passere, også selvom det var imod lægens anvisning.. Desuden så havde Ciel fået muligheden for at hvile i noget tid, han lagde dog ikke rigtig mærke til at døren blev åbnet, som han endnu ikke var ved bevidsthed. Han kunne derfor heller ikke forhindre hende i at rode rundt i hans jakke, selvom han muligvis ikke ønskede at inddrage hende i de ting han beskæftigede sig med og bestemt ikke når det kom til mutanter.
Imens at hun bevægede sig mod hans tøj, bevægede han roligt på sin finger, som han endnu ikke var helt vågen og klar til at åbne munden. Han spærrede dog lige pludselig øjnene op, da han kunne høre nogen rode rundt. Til at starte med var han ikke rigtig klar over, hvor han skulle kigge hen og om han overhovedet havde hørt rigtigt. Dog havde han fået ro nok til at få styr på sine smerter, dog bed han sig en smule i læben, da han forsøgte at bevæge sin arm, men måtte lade den ligge, før at han drejede hovedet og kiggede mod skikkelsen. Til at starte med kunne han ikke rigtig fornemme at det var Yaya, han kunne blot se at det var en kvinde, som rodede rundt i hans jakke. Derfor skulle han også lige til at brokke sig og åbne munden, men gik i stå, da han fik koncentreret sig lidt mere omkring hendes skikkelse. Hvad lavede hun her? Hvem havde tilkaldt hende? Han skulle nok sætte den person på plads lige så snart personen afslørede sig selv. Han var ikke rigtig glad for at Yaya skulle blandes ind i dette, specielt ikke når han vidste hvad der gemte sig ned i kælderen. Hvad nu hvis mutanten slap fri og ledte efter ham? Men i stedet fandt Yaya? Tanken var forfærdelig, som han lukkede øjnene igen og mumlede let utydelig for sig selv. Hendes ord fik ham til at åbne øjnene kort, som hun jo tydeligvis var klar over hvad denne bog var. Et lavmælt suk forlod hans læber, som han lukkede øjnene igen og lidt håbede på at dette virkelig ikke skete, for så havde han da en chance for at komme uden om det.
"Det er ikke noget for dig, kære"
sagde han lavt, som han drejede hovedet mod hende, da hun tydeligvis var igang med at bladre rundt i bogen. Han tænkte ikke rigtig over at blækket muligvis ikke var blevet tørt efter at han havde skrevet noterne ned inden han gik ind i cellen. Hvilket jo klart afslørede hvad han havde lavet sidste gang med bogen. Ikke dermed sagt at det var det der var sket, for det kunne jo være længe siden? Der var da en mindre chance for at han kunne bortforklare det. Men på den anden side, så ville hun kunne se lige igennem ham. Ciel så roligt til, som hun pakkede bogen ind, hvilket blot bragte en smil frem på hans læber, som han tog det som om hun godt kunne se at den var vigtig.
"Du burde virkelig ikke være her, hvem hentede dig?"
spurgte han efter noget tid, som han ikke havde tid til at bekymre sig om sine skader, men nærmere ville vide hvem der havde kaldt hende til slottet. Det var jo ikke fordi han var døden nær, eller så var der i hvert fald noget som lægen ikke havde gjort klart overfor ham. Idet at hun satte sig ved siden af ham, smilte han blot, som det egentlig ikke var helt så slemt at have hende ved sig igen.

[Yaya Dé Ricéy]

Nini og Serka fornemmede hurtigt på Yaya at der var noget galt. Serka blev holdt i uvidenhed men Nini overhørte Yayas samtale med Caleb. Hun forstod Yayas hast og hjalp hende så godt hun kunne indtil hun fik besked på at blive ved hendes søn.
Rideturen var meget tavs, men Yaya var heller ikke i humør til at tale men en der ikke kunne forklare hende situationen i detaljer.
Da de ankom til slottet faldt Serka øjeblikkelig ind i rollen som hestesitter og sprang af den hest der havde bragt ham til slottet og tog fat i Caleb inden han fik andre idéer. Han bragte roligt begge heste til slottets stald hvor personalet hurtigt forstod hvorfor Yaya havde valgt at tage en med der kendte hesten. Den var meget temperementsfuld.

Yayas mistanke blev skærpet pga. den lange gåtur gennem slottet. Det var måske stort, men hvorfor havde de anbragt ham så langt væk fra alting? Rummet han var i bar ikke præg af slåskamp og ingen af gangene på vej derhen lignede heller ikke at de havde været udsat for dyreangreb. Utilfreds vagt eller ej så fik Yaya adgang. Hun var bare glad for ikke at skulle bruge tid på at hænge vagten verbalt, det havde hun ikke tid til.
Hendes færden rundt i rummet var drevet af nysgerrighed, men hun havde på den anden side også behov for nogle svar, og Ciel var ikke ved bevidsthed til at give hende dem. Det afledte også kortvarrigt hendes opmærksomhed fra at hendes mand lå såret ikke mere end få meter fra hende. Yaya havde troet han var bevidstløs, så da han pludselig talte mens hun var opslugt af bogen, fik hun et chok. Hun havde nær tabt bogen igen og hendes blik strøg tilbage på ham. Hun ånede lettet op da hun indså det havde været ham, og at han nu var vågen. "Indrømmet, men jeg forstår alligevel et par ting bedre nu" svarede hun og gav ham ret, jo mindre hun vidste om det jo bedre. Men alligevel var hun glad for at have opdaget det, så behøvede han holde en ting mindre helt hemmeligt for hende. Det gav hende også anledning til at tænke på om der måske havde været mere end hvad han havde fortalt vedrørende hendes bortsendelse. Men hvorfor havde han så ikke bragt Caleb i sikkerhed også. Hun pakkede bogen ind og hendes handlinger lod til at være acceptable, måske ville han ikke blande hende ind i sit arbejde, men han tillod alligevel hendes hjælp i denne situation. Så han havde enten meget brug for den, eller accepterede at hun vidste lidt, men det kunne han på den anden side heller ikke lave om på nu. Det måtte også lette tilværelsen en anelse for ham når nu hendes forståelse var blevet større når det omhandlede hans arbejde.
Yaya fandt hurtigt ud af at det ikke var Ciels idé at informere hende om situationen. Men havde det været tilfællet var det faktisk kommet endnu mere bag på hende. Hun rystede på hovedet ved hans ord, og betragtede ham med et håbløst udtryk, hun burde ikke være her? Hun sukkede af ham "jeg ved ikke hvem der sendte bud efter mig, men jeg kan udpege vagten der hentede mig hvis du vil give nogen skylden" foreslog hun og kunne ikke holde et smil tilbage. Chokket og oplevelsen havde hun gerne været foruden og hvis mutanten kunne gøre det ved Ciel så var den helt klart farlig. Hun bøjede sig forsigtigt ned og placerede et blidt kys mod hans læber hvorefter hun så ham i øjnene. Hun strøg ham blidt over hans usårede kind og rettede sig op igen "hvorfor lod du ikke nogle andre håndtere dyret?" spurgte hun og holdt sig til lægens forklaring om at det havde været et dyr. Hun vidste jo ikke om nogen lyttede til deres samtale. "Jeg havde foretrukket at det var gået ud over nogle andre, hvis det skulle gå ud over nogen" mumlede hun, mest for sig selv, mens hun lod blikket glide over forbinderne der dækkede hans krop, mest af alt hans arm, godt han ikke var venstrehåndet.

[Ciel Dé Ricéy]

Det eneste vagten skulle koncentrere sig om, var at bringe hende til slottet og så lade slottet bekymre sig om hendes hest. For selvfølgelig skulle de sørge for at den havde lys og mad nok indtil at hun igen ville ride tilbage. Men på den anden side, så kunne man aldrig rigtig vide, hvornår lægen ville frigive Ciel og lade ham tage tilbage til øst, samtidig med at der kunne være et krav om, at han holdt sig i sengen i noget tid i stedet for anstrenge sine arme med arbejdet. Et krav, der muligvis ville falde i god jord?

Rummet var ikke ligefrem det største, men sengen var ganske rimelig, samtidig med at der var vindue i værelse, hvorfra man kunne se ned i haven på den anden side af slottet, en mere lukket del af haven dog, som ikke altid var lige så besøgt som den åbne. Men det var jo heller ikke fordi Ciel skulle tilbringe en evighed inde i dette rum, eller det håbede de i hvert fald ikke på, dog kunne man aldrig vide hvor lang tid det ville tage at lade hans sår heale, eller bare lukke, så han ikke skulle bekymre sig om at forbløde midt i det hele. Hans opmærksomhed var dog ledt mod noget helt andet, som hans sår, da det først gik op for ham at det var Yaya der stod inde i rummet. Det var en smule blandet, for han var glad for at se hende, men også bange for at der skulle ske hende noget. Mutanten i kælderen havde jo flygtet så mange gange før, men det kunne være at hun var lige så afkræftet, som han selv var lige nu. Forhåbentlig værre.
Et mindre grin forlod besværet hans læber, som han kunne se at hun blev overrasket over at han i det hele taget var vågnet. Han var sikker på at bogen nok skulle overleve et fald mod gulvet, så det var ikke den han var bekymret for. Nu havde hun den jo også i sin varetægt, så kunne hun måske sørge for at den blev låst væk, hvis han ikke måtte forlade slottet med det samme.
"Gør du?"
sagde han en smule overrasket, som han ikke rigtig mente hvad hun forstod bedre? Men på den anden side, så skulle han nødigt spørge mere ind til det, da det jo var bedst at hun slet ikke vidste noget om det. På den måde var det kun ham der kunne blive hængt op på hans arbejde, så var han også mere sikker på, at det ikke ville gå direkte ud over hans familie. Ciel smilte en anelse forsigtigt, som han ikke ønskede at kommentere det der var sket, men på den anden side, så ville det måske gøre det lettere? Og måske ville det være lettere at forstå hans arbejde, set på afstand.
"Måske senere"
sagde han roligt, som han muligvis godt kunne fornemme på hende, at det ikke havde været særlig smart at indrømme fra start af, at hun ikke skulle være der, når han i teorien var glad for at se hende igen. Også selvom han havde set hende tidligere. Måske var behovet vokset? Ej, det kunne da umuligt passe, han havde stadig tid til at tage sig af mutanterne og det normale papirarbejde, så han var da ikke mere sammen med hende, eller var han? Idet at hun bøjede sig ned over ham, skubbede han sine tanker bort og smilte blot roligt til hende, som hun kyssede ham på kinden. Han valgte dog at sætte albuerne mod sengen og forsøge at skubbe sig op og sidde. Den ene arm var dog ikke til meget hjælp, samtidig med at såret i hånden begyndte at brænde, dog fortsatte han op til han kom nogenlunde op og sidde. Han skulle lige vænne sig til smerten, før han vendte blikket mod hende igen.
"Jeg er den eneste, som har set lidt af hvert igennem min tid"
forklarede han roligt, også selvom han ikke sagde at det havde noget med dyr at gøre eller ej, så forsøgte han blot at hoppe med på vognen og bibeholde historien, som var blevet givet til ham. Han vendte blikket mod hende, som de røde øjnene blev ganske alvorlige.
"Jeg overlevede dyret, mange vagter forsøgte forgæves at hjælpe"
forklarede han roligt, som han lagde ekstra tryk på dyret for at vise hende, at det måske ikke var helt så dårlig en beskrivelse med et dyr, eftersom at mutanten havde set ud som et monster eller et bæst. Det var faktisk svært at forklare, dog måtte han hellere få det skrevet ned inden at han glemte det han havde set. Faren var jo endnu ikke ovre.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya havde ikke givet sig selv tid til at betragte rummet særlig grundigt, men det kunne man vel forstå når hendes mand lå såret og bevidstløs i rummet. Hun var ikke i tvivl om at Ciel nok skulle overleve dette, hvis nogen havde viljestyrke til at overkomme det var det ham. I mellemtiden måtte hun så udnytte sin egen viljestyrke og holde ham i ro indtil han var healet nok til at måtte foretage sig noget. For hun forventede ikke at han ville ligge stille ret længe.
Hele optrinnet havde været skræmmende og følelsesladet, men hun valgte at se de som at hun havde lært noget vigtigt om Ciel i stedet for at hun havde været igennem en følelsesmæssig prøvelse.
Hun smilede af hans forbløffelse og nikkede "ihverfald omkring hvorfor du holder det så tæt på kroppen" uddybede hun, hun forstod nok ikke mere mht. hvad han egentlig lavede, men i hvert fald hvorfor han ikke fortalte hende særlig meget om det. Hun ville et eller andet sted heller ikke synes det var en god ide at han begyndte at jage mutanter, med årsag i hvordan sidste forsøg var endt. Hun havde aldrig været i en position hvor hun kunne få ham til at opgive sit foretagende, men hun kunne udtrykke sin mening omkring det, men han var tydeligvis ikke interesseret i den siden hun var blevet holdt i uvidenhed. Det var hun et eller andet sted meget glad for, så havde hun indtil nu ikke behøvet bekymre sig om ham hver gang han tog til slottet.
Oplevelsen havde sat mange tanker igang i hovedet på ham kunne hun se, men givet de mange sår var det ikke noget hun følte hun havde brug for at spørge ind til. Ville han snakke med hende om sine spekulationer var hun det for ham, men hun ville helst ikke være den der mindede ham om noget ubehageligt.
Hendes forestilling om at han ikke ville blive liggende ret længe holdt stik, men hun havde ikke forventet et trodsigt forsøg på at komme på benene allerede. Måske var han blevet mere dumdristig i årnenes løb. Yaya betragtede hans forsøg på at sætte sig op, men nåede ikke at stoppe ham "Lægen sagde du skulle have ro, læg dig ned og slap af, du er kun lige blevet tilset" sagde hun og lagde hånden mod hans bryst. Hendes styrke var nok til at holde ham fra at sætte sig helt op og hun pressede ham forsigtigt men bestemt tilbage til den liggende stilling. Når hun kunne holde en sulten krigshest fra sit madtrug, så kunne hun også sørge for at en såret mand blev liggende i sengen.
Hun lyttede til hans ord og gættede på at det betød at han havde haft med mange forskellige slags mutanter at gøre i tidens løb og hun valgte blot at nikke til hans ord. Han mente altså at han selv var bedst rustet til at udfordre sådan en mutant. Som hans blik blev alvorligt blev hun lidt efter lidt opmærksom på hvor heldig han egentlig havde været ved at undslippe. Forgæves? Hun gøs og lod til at havde forstået meningen men hans ord, mest af alt fordi han ikke var irriteret over at de ikke havde kunnet beskytte ham ordentligt, altså måtte det betyde at han ikke længere havde grund.. eller mulighed for at rette sin vrede mod vagterne. "Slap det væk?" spurgte hun og var pludselig også meget seriøs, et sådant væsen kunne være farligt at have rendende omkring på slottet. Ikke blot havde mutanten banket Ciel, men at han sammenlignede den med et dyr med eftertryk gjorde det klart for hende at mutanten enten var dyrisk af natur, eller havde evnen til at blive et dyr. Hun fornemmede en hensigt i hans udtryk "Hvad er det?" spurgte hun, eftersom hun havde tvunget ham til at blive liggende, så kunne hun måske hjælpe ham i stedet.

[Ciel Dé Ricéy]

Måske han ikke rigtig skulle bruge tid på at bekymre sig over hvad der var sket, men mere tænke på, hvad han kunne gøre anderledes til næste gang, for han var helt sikker på, at han ikke ville lade den mutant slippe levende fra dette.. Hadet var jo ikke ligefrem blevet mindre af, at han havde mødt 003 0666 personligt og set hvilket monster hun faktisk var. Et lavmælt suk forlod hans læber, som han ikke rigtig kunne lukke af for sine tanker, ikke en gang da hun først havde sat sig ved hans side kunne han være rolig. Mutanten var jo, forhåbentlig, stadig fanget på slottet, ellers havde han bestemt ikke tid til at heale. Sukket blev dog hurtigt aflyst af et mindre smil, som han endte ud med at trække en anelse på skulderne, efter hendes ord. Det var jo nødvendigt at skabe en form for afstand imellem hans arbejde og hans private liv, derfor havde han heller ikke valgte at trække hende ind i det, hvilket nu var blevet ødelagt fordi vagterne var en anelse for bekymrede til at kunne tænke sig om. Han havde før gjort det klart for dem, at de ikke skulle tage kontakt til hans familie, medmindre at han virkelig var ved at dø.
"Der skal jo ikke ske min familie noget bare fordi jeg tager nogle chancer en gang imellem"
forklarede han roligt, som han blot lod blikket hvile på hende i håb om at han lige nu kunne glemme tankerne omkring hans næste træk. Det var måske også meget bedre at få en smule ro og så senere kunne tage sig af de mere alvorlige ting. Inderst inde var han glad for at se Yaya igen også selvom han havde set hende for ikke særlig lang tid siden, så var det beroligende at vide, at hun stadig var i Talian. For lige for tiden var det gået op for ham, at han ikke ønskede at hun skulle flytte til MeRosal eller i det hele taget forlade Talian på grund af ham. Han så helst, at fortiden var glemt, men sandheden kunne jo heller ikke forblive glemt, så længe de havde hinanden, for på et punkt ville de altid minde hinanden om det der var sket imellem dem. Men lige nu var han lykkelig over igen at have hende ved sin side og han ville bestemt gøre alt for ikke at miste hende. Det havde tiden fra hun dukkede op og indtil nu fået ham til at indse for alvor. Ciel kunne faktisk ikke leve uden hende mere. En kærlig sjæl.
Ciel var jo som altid stædig og han brød sig egentlig ikke om at virke svag i hendes nærvær, hvilket var grunden til at han forsøgte at sætte sig op, bare nogenlunde, så han var på hoved højde med hende. Smilet på hans læber, blev ikke mindre af hendes ord, da hun forsøgte at overtale ham til at ligge sig ned og få ro.
"Underligt nok, så er det altid det eneste som læger kan sige med sikkerhed hver gang, at man trænger til ro og hvile. Men jeg er ikke ligefrem en mand, der har tid til at slappe af over en længere periode. Hvad ville det så ikke ende med?"
sagde han med et drilsk smil på læben, som skulle hun virkelig ikke bekymre sig for ham. Men da han mærkede hendes hånd mod hans bryst, valgte han dog villigt at give op, men det var ikke noget han gjorde uden konsekvenser. Derfor valgte han også let at trække hende med sig ned med højre arm, blot fordi det ville være dumt at rive op i lægens forbindinger, men også fordi påmindelsen om smerterne og det der var sket, var nok til at ville kunne få ham til at tænke på noget helt andet end det der foregik lige nu.
Men uanset hvor rart det var at have hendes selskab, som endte han med at give slip på hende, som situationen alligevel blev drejet mod det der var sket. Ikke at han så noget dårligt i det, det var jo nødvendigt at få snakket ud, og helst til en han kunne stole på. Sukket vendte igen tilbage, som han for en kort stund helst ikke ville snakke om det der var sket, men endnu en gang kom frem til samme konklusion. Han kunne sagtens stole på hende.. Men kunne han afholde hende fra at komme i fare med den information, som han kunne give hende? Nej, ikke lige umiddelbart.
"Jeg håber for Talians bedste, at dyret stadig er spærret inde i fangekælderen på slottet.. Ellers ved jeg ikke hvad vi skal stille op"
sagde han roligt, måske endda bekymret for hvad der kunne ske, hvis dette slap ud til offentligheden. Det var jo ikke fordi han ønskede at bringe nogen i fare og kongen vidste næsten heller ikke hvad der foregik, kun når han fik muligheden for at se Ciels sår.. Hvilket forhåbentligt aldrig skete, for så skulle han til at forklare sig.
"Jeg vil gerne have dig til at skrive nogle ting ned i bogen.. Men hvis jeg ikke kommer hjem i dag, så skal du gemme bogen på mit kontor.."
forklarede han roligt, som det egentlig var alvorligt nok, men det var lige nu vigtigst, at han fik skrevet de få informationer ned, så han ikke ville glemme det senere. Det kunne jo være at mutantnernes beskytter på et tidspunkt fik fingrene i ham og så sørgede for at han, som hans vagter, glemte alt omkring hvad der var sket. Eller endnu værre, hvad han stod for.

[Yaya Dé Ricéy]

Hun smilede af ham "på et eller andet plan er jeg glad for at have fået det af vide" svarede hun med et skuldertræk "men jeg kan godt forstå dine begymringer" tilføjede hun og gjorde ikke mine til at ville blande sig yderligere i hans arbejde, i hvert fald ikke med mindre han bad hende om det, ikke et særligt sandsynligt scenario i hendes hoved.
Ciel havde nok ret i at de aldrig kunne glemme den fortid de havde delt, hverken den del de havde tilbragt sammen eller den del de havde tilbragt hver for sig. Men hun havde ikke tænkt sig at bringe det op med mindre han ønskede at snakke om det. Faktisk gik det nok ham mere på end det gjorde hende, men han måtte vel komme frem til en accept på et eller andet tidspunkt. Hun kunne ikke finde på at forlade ham, og hun ville nok aldrig tillade ham at sende hende bort igen. Aldrig. Både for sin egen skyld, men også for sin søns skyld. Og faktisk også for Ciels skyld. Hun havde set tydelige ændringer i hans adfærd i de første uger hvor hun havde tilpasset sig hverdagen i palæet. Men hun havde så også sørget for at han ikke druknede sig i arbejde, i hvert fald at han ikke gjorde det hver dag.
Hun smilede opgivende af hans protest mod at høre efter og forsøg på at bagatellisere situationen.
"Tjah, det er nu almen viden at sår heler bedre hvis de får ro til det" sagde hun blidt med kunne ikke holde et skævt smil fra sine læber. "Tag det i det mindste i ro bare i dag" sagde hun næsten bønfaldende med et suk i stemmen "Jeg tror godt kongen kan styre Talian en enkelt dag" svarede hun og det drillende smil sneg sig vej tilbage igen, det var jo faktisk kongens job ikke Ciels, sådan officielt. Hun strøg ham blidt over kinden med fingerspidserne med et tankefuldt udtryk "desuden ville jeg nyde at have en lægeordineret årsag til at holde dig fra dit arbejde" tilføjede hun med hudløs ærlighed og smilede til ham.
Han virkede frisk nok, men netop derfor skulle hun være meget forsigtig, fordi han ikke ville udstille sin svaghed, ikke engang overfor hende. Hun lo let da han trak hende med ned men hun var usikker på hvor meget han havde slået sig til at turde lægge sig vægt på hans brystkasse. Hun støttede sig i stedet med en arm på hver side af ham men lod ham alligevel trække hende tæt på. Hun betragtede ham roligt mens han åbenbart argumentere for og imod situationen og da han sukkede trak hun sig roligt væk fra ham igen og satte sig igen ved han side, dog med et let sigende smil som hun halvt forsøgte at skjule. Hun nikkede seriøst til hans ord og sendte et tankefuldt blik mod døren. "Havde dyret være løst ville der uden tvivl være mere røre på slottet" sagde hun roligt med et tankefuld udtryk og så så tilbage på ham igen med en beroligende mine.
Hun så oprigtigt overrasket på ham da han faktisk bad om hendes hjælp, hun blinkede et par gange inden hun åbnede munden men lukkede den igen uden et ord. Så nikkede hun og dæmpede sin overraskelse "nu?" spurgte hun, stadig lidt påvirket af overraskelsen. Han næste ord gjorde ikke hendes overraskelse mindre "Har du en optimal plads til den?" spurgte hun og vurderede kort om det var ikke var mere sikkert hvis hun beholdt den på sig til han vendte hjem. For hun håbede da han kom hjem inden næste dag. Hun kunne se han spekulerede men ville ikke spørge ind til det.

[Ciel Dé Ricéy]

Sket var sket, det var ikke ligefrem fordi Ciel havde muligheden for at trække det tilbage der var sket, hverken i fangekælderen eller her.. Selvom det måske havde været lettere for ham at skjule sandheden overfor Yaya, så var det måske godt at hun vidste hvad han foretog sig, så hun ikke ville blive skræmt, den dag han måske vandrede ind på palæet forslået eller lignende, grusomme ting, der kunne ske i nærheden af mutanter. Han valgte blot at smile en anelse af hendes ord, som han dog forsøgte at ligge sin hånd mod hendes kind.. Ciel glemte blot hvilken hånd han valgte at bevæge, så det skar igennem hans arm og han måtte lade den ligge.
Det var egentlig meget rart at have en støtte i Yaya, nu hvor hun var kommet tilbage til Talian og endnu en gang var blevet lukket ind i Ciels liv, men denne gang ville han ikke lade dumme tanke bringe tvivl i hans hoved. Han var godt klar over at de ikke ville ende godt, hvis han nogensinde bragte det på banen, hvilket han faktisk ikke ønskede at gøre mod hende igen. Reaktion på dagen hvor hun ankom havde skræmt ham nok til at tage mere forsigtet på emnet.
Hendes ord gjorde blot at Ciel så lettere opgivende på hende, før at han blot valgte at ligge hovedet mere tilbage i sengen og stirre op i loftet. Det var ikke fordi det var særlig let for ham at skulle ligge stille for hvad skulle han stille op imens? Der var dog tydeligvis ikke noget han kunne stille op, så det var faktisk ganske klogt at have skaffet Yaya, for hun kunne da holde ham i sengen. Ellers havde han for længst rejst sig op. Et smil bredte sig over hans læber, som Yaya havde en teori om at kongen godt kunne styre landet for en dag, derefter valgte han at nikke, som han blot gav hende ret og for en kort stund lod øjnene glide i.
"Væn dig nu ikke til det, Yaya"
sagde han med et svagt smil på læben, som øjnene igen gled op. Smilet på hans læber blev også langsomt bredere, som han ikke kunne lade vær med at smile til hende, da det helt bestemt var ganske morsomt, at hun ville have en årsag til at lade ham blive i sengen eller bare holde ham fra sit arbejde.
"Hvis du på et tidspunkt mener at det bliver for meget, så bed mig om at tage en fridag eller to"
sagde han roligt, som han faktisk mente det, da han ikke kunne se hvorfor kongen ikke skulle kunne klare sig selv. Det var jo ikke fordi mutanten var sluppet løs eller noget. Så han havde tid nok til at tage den med ro. Men hvis mutanten først slap fri, så kunne han næppe tage den med ro. Han nød dog også hendes nærvær, som han virkelig ikke kunne undvære hende, men alligevel havde fundet en måde at fortrænge de mange følelser han havde for hende, i alle disse år. Dog nikkede han til hendes ord, som han for en kort stund blot lyttede til slottet. Slottet skulle jo nok fortælle ham, hvis der lige pludselig var noget galt, det var han ikke i tvivl om.
"Det behøver ikke at være nu, jeg skal nok lige hvile mig først, ellers får jeg bare ballade med dig. Men bogen skal ligge i den nederste skuffe i mit skrivebord, nøglen ligger i min jakke"
forklarede han roligt, også selvom han skulle have skrevet det hele ned snarest, så var han villig til bare at tage nogle minutters pause, som han havde mulighed for at nyde hendes selskab i ro.

[Yaya Dé Ricéy]

Ciel kunne altid regne med hendes støtte, det måtte han da være klar over på nuværende tidspunkt. Selv efter alt hvad de havde været igennem eller været udsat for så nærede hun dyb respekt, dyb kærlighed og dyb tillid til ham. Og hun ville til en hver tid sætte hans behov over sine egne hvis han som nu, var skadet eller på andre måder havde brug for hendes hjælp.
Hun kunne ikke lade vær med at smile af ham da han med dramatisk mine gav op og lagde sig ned. Hun var glad for at vagterne havde tilkaldt hende, for hvem andre ville kunne beordre Ciel til noget? Hun tvivlede på at konge ville komme på besøg blot for at få Ciel til at blive i sygesengen, specielt hvis Ciel selv insiterede på at have det fint. Hun smilede da han sagde hun ikke skulle vænne sig for meget til det "selvfølgelig ikke" svarede hun blot og bekæmpede et smil uden held. Hun var praktisk talt næsten allerede vant til livsstilen igen, derfor kom hans næste ord også meget bag på hende. Tage fri? Hun skulle bare sige til så ville han tage fri? Og i mere end et par timer, hele to dage? Hendes opdragelse var det eneste der gjorde at hun ikke tabte underkæben, men i stedet blot så yderst overrasket ud. Derefter så hun pludselig usikker ud "eh.. jo selvfølgelig" svarede hun usikkert og så kort væk inden hendes blik fandt ham igen. Hun kunne slet ikke ryste overraskelsen af sig og betragtede ham undersøgende for at se om han virkelig mente det.

Mutanten var stadig i kælderen, og slottet var roligt, til trods for den daglige rutine der kunne høres ved skridt på gangen eller de forskellige etager. Yaya kastede et blik ud af vinduet og så på scenarioet nedenfor indtil han talte igen. Hun lo blidt af ham og godtog hans ord med et nik. Det passede hende fint at han var gået med til at hvile sig først, hun ville blive ved hans side indtil han havde kræfter nok til at diktere hvad hun skulle skrive. Derpå ville hun, hvis han ønskede det, begive sig tilbage til palæet for at gemme bogen, og overlade ham i slottets varetægt. Hun rynkede panden let ved hans sidste ord. Yaya var ikke stødt på nøglen da hun havde fundet bogen og kastede et blik mod den blodige tøjbunke og gøs let. Så rejste hun sig og gik derhen igen, hvis bogen var så vigtig måtte den adgangsgivende og -begrænsende nøgle være mindst lige så vigtig. Hun følte forsigtigt på stoffer indtil hun fandt nøglen men hun undgik ikke blodige fingerspidser efter at have gemt nøglen sammen med bogen og tørret fingrene fri af den røde farve, vendte hun tilbage til Ciel og satte sig ved hans side. Hun betragtede hans ansigt og spekulerede på hvor længe siden deet var at han sidst havde slappet af ved højlys dag. Hun smilede lettet og lod tankefulgt sine fingre stryge over hans raske hånd.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel kunne sagtens være hende evigt taknemmelig for den støtte hun gav ham, når han først havde behov for det. Hun var der jo altid for ham, det var han godt klar over, og selv de år hvor hun ikke havde været der, så havde han ikke kunnet andet end at tænke på hende. Og hvordan hun mon ville reagere på de problemer han var kommet i i løbet af årene. En tanke der bragt et bredt smil frem på hans læber, som han dog lod forsvinde hurtigt, så hun ikke begyndte at stille spørgsmål. Nok var Ciel stædig, men han var efterhånden blevet klar over, at Yaya måtte være mindst lige så stædig ellers ville hun umuligt have kunnet holde ham ud. Det ville i hvert fald være svært.
Han så en anelse mistroisk på hende, da hun svarede ham, som hun virkelig prøvede på at holde masken, hvorefter smilet alligevel kom frem og han bare så lettere opgivende på Yaya uden at sige et ord, i hvert fald ikke lige med det samme. Han sukkede let, som han blot betragtede hende.
"Selvom jeg helst ikke vil indrømme det, så er du den eneste, som kan holde mig nede, uanset om jeg vil det eller ej"
indrømmede han roligt, også selvom man kunne se på ham at det ikke altid var noget han var glad for eller at det ikke altid faldt i hans smag, som han jo også skulle have tid til arbejdet. Men på den anden side, så var hun den eneste der havde stædigheden til at overvinde hans egen stædighed, så det skulle ikke undre ham om hun ikke kom til at få mere indflydelse på hans arbejdsrytme. Ciel skulle blot lige overbevise sig selv om, at kongen godt ville kunne klare sig selv nogle dage uden at han behøvede at være til rådighed 24 timer i døgnet. Han havde også en familie at beskytte.
En latter forlod hans læber, som hun virkede til ikke rigtig at tro på ham, at han faktisk mente at han godt kunne tage nogle dage fri, hvis det var hvad hun ønskede. Derfor så han også lettere alvorligt på hende, men dog med et glimt i øjet.
"Jeg har lovet mig selv, at forandre mig, for din skyld. Og det betyder at jeg skal ændre på min arbejdsrytme, hvilket jo burde være muligt. Som du sagde kongen kan godt styre landet selv nogle gange uden min hjælp"
forklarede han roligt, og håbede da også at det ville være med til at overbevise hende om, at han faktisk gerne ville tilbringe mere tid med hende og Caleb, hvis drengen ønskede det.

Som Yaya ledte efter hans nøgle lod han blot blikket følge hendes bevægelser med et lusket smil på læben. Dette forsvandt dog i det sekund hvor hun kom tilbage til sengen. Der lod han blot som om han faktisk var faldet i søvn, hvilket han jo bestemt ikke var. Og hvis man kiggede godt efter kunne man også se det på hans vejrtrækning, som smerterne gjorde at det var lettere frustrerende at slappe af og trække vejret samtidig.

[Yaya Dé Ricéy]

Yaya ville støtte ham i de fleste beslutninger, også selvom de forekom hende stupide, som f.eks. at indfange og tilbageholde en livsfarlig mutant og så selv gå ind til denne. Hun satte en ære i at være der for ham, mest af alt fordi han virkelig lod til at behøve en sådan støtte eller i hvert fald en allieret i hans planer. Yaya ville nok aldrig blive en aktiv del af hans kamp mod mutanter, men hun kunne være hans fortrolige og hans støtte.
Yaya havde nok spurgt ind til hans årsag hvis hun pludselig begynde og sidde og smile i den lettere alvorlige situation. Men korte smil bad hun ikke mærke i. Yaya var stædig, men hvis Ciel ikke skulle dominere og underkue sin kone totalt, så havde han brug for en type der gav ham modstand, eller i hvert fald ikke gav ham ret i alt og kunne diskutere med ham og argumentere for sine synspunkter.
Yaya kunne ikke lade vær med at finde det underholdende, men hun ville nok ikke komme i den situation hvor hun faktisk vænnede sig til Ciels selvskab, eller hvor hun turde vænne sig til hans selvskab. For gjorde hun det var hun bange for at det ville føre til at hun vile savne ham endnu mere når de så ikke var sammen, eller han ikke havde tid til hende. Hun skød tanken til side sammen med sit smil. Men smilet fandt igen vej til hendes læber da han kommenterede på det. "Nogen skal jo påtage sig ansvaret for dit helbred, når du nu ikke selv har intentioner om at skåne det" svarede hun med en tone som viste at hun mente at hendes grund var meget logisk.
Ciels indre krig om hvor meget og hvor lidt han mente at kongen selv kunne klare ville hun ikke balnde sig i, det var noget han selv måtte finde ud af.
Hun tvivlede ikke på sandheden i hans ord og det faktum at han lod til at mene det, tvivlede hun på noget var det at han kunne holde fast i denne overbevisning.
Hendes ører registerede godt hans latter og hans spottende væremåde, men den trængte ikke helt igennem til hende og hun betragtede ham undrende. Yaya rynkede panden og lagde sin håndflade mod hans pande "Har du slået hovedet?" spurgte hun undrende, ikke helt i stand til at kunne fatte hvad han egentlig fortalte hende, måske mest fordi hendes hjerne rungede af alarmer der advarede hende mod at skille ham fra hans arbejde. Det kunne hun ikke rigtig overhøre. Hun flyttede hånden fra hans panden igen da han ikke lod til at have feber, i den bevægelse lod hun håndryggen stryge over hans tinding og kind inden hun trak hånden til sig. Hun var oprigtigt bekymret for hans helbred og nu også for hans mentale tilstand. Ciel havde praktisk talt aldrig sagt noget lignende, så den pludselig ændring i hans opfattelse af både arbejde og familiesituation gjorde hende bekymret. Han løfte gjorde hende et eller andet sted glad, men hun var faktisk mere bekymret for hvilke koncekveser det ville få senere.

Yaya lagde ikke mærke til at han betragtede hende, nok mest fordi hun havde fokus på sin søgen efter nøglen og forsøgte ikke at få mere blod på sig end højst nødvendigt. Havde hun kastet et blik på ham og set hans luskede smil så havde hun ikke et sekund troet på at han faktisk var faldet i søvn. Det gjorde hun alligevel ikke helt, men hun var i hvert fald af den overbevisning at han slappede af. Normalt ville hun være gået for at give ham ro til at slappe af, men efter at have bedømt situationen besluttede hun at blive. Hvis hun gik var der større sandsynlighed for at Ciel rejste sig eller endda forsøgte at vende tilbage til arbejdet. Derfor sad hun også og betragtede ham et stykke tid. Hun kunne godt se at han havde smerter og det gik hende lidt på at hun ikke kunne fjerne hans smerter. Men lægen havde sandsynligvist gjort hvad han kunne, og siden hun ikke var hverken interesseret eller uddannet indenfor lægevidenskaben, ville hun ikke blande sig i hans behandling. Det virkede formålsløst at sidde og se på ham sove, så hun rejste sig og satte sig i stedet over til bordet i nærheden og fandt noget papir og gav sig til at skrive sine tanker ned, det ledte dem væk fra situationen hun befandt sig i og gav hende ro til at tackle de ting hun skrev ned. Hun gled langsomt ind i en fjern tilstand som kun blev afbrudt når hun lod blikket glide mod Ciel.

[Ciel Dé Ricéy]

Det var måske ikke særlig smart, at gå ned til Zearia, men eftersom at Ciel var stædig af natur, så var der næppe nogen, som ville kunne holde ham tilbage. Desuden hvem skulle ellers forsøge at skaffe informationer? Han ville næppe kunne stole på nogen, til at udføre det, som han var begyndt på. Nok fortalte han lige nu Yaya hvad der faktisk foregik, når han ikke var hjemme. Men det betød ikke at han ville trække hende ind i det. Det ville være alt for risikabelt. Noget som han aldrig nogensinde ville risikere, så hellere dø i forsøget på at redde hende fra noget så grusomt. Det var dog altid rart, at have en at støtte sig til.
Man måtte sige, at Yaya gjorde sit job, som kone, yderst godt, Ciel havde langt fra mulighed for at sige hende i mod, som han jo sagtens kunne se, at hun faktisk havde ret. Det var blot svært at indrømme uden at føle sig dum. Men på den anden side, så ville hendes ord næppe kunne få ham til at stoppe med at jage mutanterne og låse dem inde. Det var hans pligt eller sådan følte han det.
Ciel så leattere undrende på hende, som hendes kropsprog skiftede jævnligt, men det var jo også tegn på, at det personlige måske endnu ikke helt var faldet på plads, dog så han lettere beroligende på hende med et svagt smil, selvom et glimt viste sig i hans øjne, uden at han selv lagde mærke til det. Ciel lagde roligt højre hånd med hendes kind, som han rystede svagt på hovedet af hende med et grin hvilende hen over de svage læber.
"Det gik da meget godt?"
sagde han med et drillende smil på læben, som han dog lukkede det ene øje i smerte og fjernede hånden fra hendes kind for at ligge den ned langs med sin krop. Han mumlede lettere irriteret på sig selv, som han ikke ønskede at være lænket til en seng. Han følte sig lammet og var yderst irriteret på det.
Egentlig burde Ciel ikke bekymre sig om kongen, men grunden til at han gjorde det, var jo at han var bange for at kongens beslutninger kunne gøre situationen værre for ham. Måske han bare var for egoistisk?
Ciel var jo stædig, så der var da en mulighed for at han kunne tilsidesætte sine egne ønsker for at gøre forholdet til Yaya bedre? Han var i hvert fald villig til at ofre noget for det, han skulle blot skubbe sig selv lidt til side, hvilket jo også var meningen i et forhold. Da hun nærmede sig med hånden, vidste han egentlig ikke hvad han skulle forvente, som hans blik blev lettere undrende, dog kunne han ikke lade vær med at grine da hun først lagde hånden mod hans pande. Hendes ord fik ham blot til at ryste på hovedet.
"Rolig kære, jeg forsøger ikke at bilde dig noget ind. Det lyder sikkert underligt, men jeg kunne godt trænge til en pause.."
den sidste sætning var mere eller mindre en hvisken, som han ikke ønskede at indrømme det, men alligevel ville han gerne fortælle Yaya sin grund. Ikke fordi han vidste hvad han skulle bruge tiden på i Talian, når han ikke arbejdede. Han kunne jo heller ikke bare lade fangen nede i kælderen være alene i en længere periode. Han blev nød til at vide mere. Det var problemet med ham, han hungrede altid efter nye informationer. Noget der kunne styrke hans eget forsvar.
"Men selvfølgelig kun hvis du kan holde mit selskab ud i nogle dage"
sagde han lettere drillende, som han lige ville sikre sig, at hun overhovedet havde tid og lyst til hans selskab i mere end nogle timer om dagen. Hans blik var lettere udfordrende, som et lusket smil gled hen over hans læber.

Som hun forsøgte at finde nøglen, kunne Ciel ikke lade vær med at smile en anelse, også selvom det var ganske alvorligt. Men måske han slet ikke skulle lade hende gå hjem med bogen, i hvert fald ikke alene. Hvis der først var nogen som kendte til bogen, så ville de straks forsøge at skaffe den af vejen. Måske han skulle beordre nogle vagter til at følge hende hjem, når de kom så langt.
Som hans øjne gled i og han blot forsøgte at koncentrere sig om, hvor hun var henne og hvordan hendes kropsprog var, så blev han mere og mere rolig. Som han slappede mere af, fik hans muskler ro og afgav det sidste smerte, før han kunne slappe fuldstændig af. Men alligevel ville han ikke sove. Et svagt smil gled over hans læber, som han drejede hovedet og svagt åbnede øjnene.
"Lov mig, at når du tager afsted, så lader du nogle vagter følge dig hjem"
det var egentlig en ordre, men den var knap så hård, da han jo talte til Yaya, kvinden i hans liv, dog ønskede han ikke at se hende komme galt afsted, bare fordi han ikke selv kunne tage sig sammen. Efterfølgende lukkede han dog øjnene og vendte hovedet mod loftet.