Post by Zearia Kiélion on Feb 22, 2013 14:49:52 GMT 1
[/img][/center]
Fulde Navn: Zearia Kiélion (det sidste med fransk udtale).
Kalde/kælenavn: Zerra (kælenavn), monster/bæst/uhyre/dæmonyngel m.fl. (oftest brugt af fjender eller mennesker), nr. 003 0666. (bruges af vagter eller folk der kender til hende).
Alder: 21 – hendes fortid får hende til at se ældre ud, specielt udtrykket hendes øjne.
Seksualitet: Heteroseksuel.
Bydel: Vest.
Job: Arbejdsløs.
Rang: Underklasse.
Evner: Fysisk mutation. Zearia kan ændre og forandre sin krop og sine legemer til det groteske. Knogler, hud, muskler, sener m.v. kan dannes, fjernes, flyttes og forstørres eller formindskes alt efter hvad hun ønsker. Zearia er fuldstændig bevidst om alle cellerne i hendes krop og hvis hun koncentrerer sig om den enkelte eller en gruppe af dem kan hun ændre, flytte, tilføje eller fjerne dem som det passer hende. Hun kan, som hun er nu, mutere hvad der svarer til et ben og en arm samtidig. Det behøver ikke være et ben eller en arm, men det er den mængde der er tale om. Hun kan godt vælge at mutere sin ryg, men kan ikke påvirke flere celler end der er i en arm og et ben tilsammen, i hvert fald ikke på en gang.
Grundet at hendes evne stadig er under udvikling og hun stadig ikke ved alting omkring anatomi så har hendes evner også naturlige begrænsninger for hvad hun kan ændre ved sig selv. Rent anatomimæssigt har hun fuldstændig styr på knogle, blod og hudceller. Hun har også nogenlunde styr på muskler og sener men det kræver mere koncentration. Organer og livsvigtige processer som nogle nervebaner tør hun endnu ikke påvirke af frygt for at slå sig selv ihjel. Hun kan også ændre strukturen af sine celler til at minde om andre ting hun har styr på. Disse evner kommer efter anatomiske undersøgelser af bl.a. dyr.
Mutationen foregår ikke sådan at hun muterer en legemsdel og så skal holde mutationen indtil hun ikke kan holde smerten ud mere, enhver mutation er endegyldig, men hun ændrer den altid tilbage til ’normalen’ med mindre hun besvimer eller ikke vil udsætte sig selv for mere smerte. Når hendes evne har været i brug så får hendes hud det udseende som man oftest ville forbinde med arene efter et brandsår. Det er helt blege ar som først aftager efter noget tid. Derfor er det også tit en fordel for hende at være bleg generelt, men arene bidrager til at hendes hud forbliver bleg. Hun sørger selv for at holde sig bleg i ørkenmiljøet ved at ændre sine hudceller. Nu er det bare en vane hun ikke føler smerte ved.
Dette med at kunne tilpasse sin krop er yderst nyttigt når man kommer til skade. Og det med at heale sår er Zearias specialitet. Det er også utroligt praktisk når man er en hadet mutant der bor i vest. Hendes evner gør hende i stand til at heale både små og store sår til gengæld for smerte. Men hun foretrækker smerten fra sin evne over smerten fra et sår. Desuden forstyrrer sårene også hendes koncentration fordi hun er 100% bevidst om alle celler i sin krop, og er nogen beskadigede kan hun ikke tænke på andet.
Zearia har utroligt skærpede instinkter. Disse gør at hvis hun opfanger en fare eller bliver angrebet så reagerer hendes evne selv og muterer hende så hun overlever for en hver pris. Dette følges ofte af en dyrisk mentalitet og aggressivitet mod hendes angribere. Hun er ved bevidsthed hele tiden og kan med voldsom koncentration bringe sin krop under kontrol, men det forekommer hende ofte lettest at give efter og så give evnen skylden. Det letter hendes skyldfølelse.
I sidste ende behøver folk ikke frygte, at hun kan bruge sin evne mod dem, for hun kan kun mutere sig egen krop, og hun er kun aggressiv hvis folk angriber hende.
Udvikling af evnen: Hendes smertetærskel bliver højere og højere jo mere hun bruger sin evne. Hun kan ændre flere dele af sig selv med tiden, hvor meget hun kan ændre på en gang øges også med tiden og tiden hun bruger på at ændre sig mindskes så hun i sidste ende kan forvandle hele sin krop på sekunder stort set uden smerter efter egen fri vilje. Hvor meget nyt hun kan tilføje til sin krop og hvad hun kan ændre det hele til bliver også mindre begrænset jo ældre hun bliver. Jo mere hun lærer om anatomi jo mere tør hun også ændre på sig selv. Senere vil hun også få bedre styr på sig selv og i sidste ende vil hendes instinkter ikke kunne tvinge hendes evne i gang uden hendes tilladelse.
Styrke: Hun kan gøre sin styrke uovertruffen når hun muterer, taget i betragtning af at hun kan forstærke sine knogler og tilføje muskler som hun ønsker. Hendes evner gør at hun kan heale ved at danne nye celler og genopbygge sine knogler, dette gør hende næsten umuligt at slå ihjel. Selvom hun har sine begrænsninger for hvor meget hun kan holde til at mutere på en dag. På et punkt minder hun lidt om et firben, mister hun en legemsdel kan hun få den til at vokse ud igen over tid. Er hun i fare reagerer hendes mutation som om den kunne tænke selv og beskytter hende for en hver pris, også hvis det betyder at slå andre ihjel eller at hun afslører sig selv som mutant. Hun bliver også sjældent syg fordi hun kan forhindre eller ændre den påvirkning bakterier eller vira har på hendes krop.
Mere kontrollerede mutationer gør hendes i stand til at ændre sit udseende.
Svaghed: Hun ser forfærdelig ud når hun bruger sin evne da hun tit ikke når at tænke på udseendet hendes mutation forårsager og hendes tøj holder sjældent til det pres som forvandlingen udsætter det for. Derfor transformerer hun ofte kun sin højre arm, sine hænder og sine fødder og holder disse fri for tøj. Fordi hun er så glad for sin hættetrøje og sine støvler skal hun ofte også have disse af før hun bruger sin evne. Evnen har sine begrænsninger og jo mere hun bruger den jo mere får hun ondt der hvor hun bruger den. I sidste ende vil smerten slå hende bevidstløs.
Kommer hun i fare kan hun ikke styre de mutationer hendes krop foretager for at rede hende.
Fordi hun er så bevidst om sin krop ned på et celleplan så er skader og fysiske ændringer meget voldsommere for hende på et mentalt plan. Det kan forstyrre hende og aflede hendes opmærksomhed fra alt andet.
Udseende: Zearia er meget gennemsnitlig hvad angår hendes krop. Hun er ikke høj men heller ikke lav og selvom hendes krop er veltrænet efter alle de år på flugt, så er hun stadig lidt spinkel i sin bygning. Hendes krop springer på ingen måder i øjnene til trods for den blege hud og det sølvgrå hår. Hendes hud er bleg som bivirkning af hendes evne, da hun tit danner nye hudceller har disse dele af hendes hud altid en bleg farve. Efter et stykke tid gjorde hun det til en vane at gøre al sin hud bleg så folk ikke fandt det underligt. Hendes hud er også tit dækket af mutations ar som ligner blege brandsår. Enkelte totter af hendes sølvgrå hår er mørkt og andet (specielt spidserne) er til tider beskidt. Hun skærer håret af når længden begynder at irritere hende, og derfor er det ikke lige langt alle stedet. Hendes pandehår har derfor mange forskellige længder, omkring øjnene (i hvert fald det højre) er det kortere og andre steder hvor hun ikke er generet af det er det længere. Dog når det længste af hendes pandehår ikke længere end hendes hage. Den længste del af hendes lange hår når hende til lidt over skuldrene, når hun lige har skåret det til.
Hendes øjne har en mat grå farve, der virker kold og ligner de er overtrukket med rimfrost de stæder hvor de er mest matte. Selvom de ikke træder voldsomt frem i hendes blege ansigt, så er det nok det mest udtryksfulde ved hendes karakter. Udtrykket i hendes øjne er ofte fjernt, men giver man sig tid til at trænge ind til hende skifter det hurtigt.
Når man tænker på at hun elsker at leve livet simpelt så er hendes påklædning en gåde. Hun bærer en specialfremstillet heldragt der ligner noget der burde tilhøre en mumie. Den specielle konstruktion gør at hun ikke behøver at skifte hele dragten ud hver gang den går i stykker, hun kan i stedet bare udskifte dele af den. Hun bærer noget der minder om en sort blanding mellem en kåbe og en kjole udover dragten. Den hænger løst om hendes krop og er flosset i kanterne. Den er konstrueret med to åbninger foran så den ikke begrænser hendes ben når hun enten løber eller muterer. Hun går derudover med en kappe eller jakke med hætte hvis hun ønsker at skjule sit sølvgrå hår og undgå opmærksomheden. Kjole-kåben går hende til knæene foran og lidt over anklerne bagpå. Alt hendes tøj er bundet stramt om hendes mave med et bredt bælte der bliver spændt med to mindre bælter. Dette bruger hun til at holde styr på sit tøj og sine våben hvis hun har dem med. Bæltet har en mat blå farve Hun er ikke typen der kombinerer særlig mange farver i sin garderobe og hun går aldrig i varme farver. Hun går desuden ofte med en hovedbeklædning, der lukker omverdenens lyde ude (lidt ligesom et datidigt høreværn) og denne går hun igen steder uden, men hun bærer det ikke altid.
Hun bærer tit håndjern eller lænker som følge af en bortførelse eller tilfangetagelse, disse bliver oftest siddende længst tid på overarmene da hun ændrer den sjældent. Hun bærer både handsker (også på højre), armbånd, snore, kæder og alt andet hun kan få fingrene i og en sjælden gang imellem bærer hun også et ur. Disse ting går ofte tabt når hun muterer, men hvis hun ikke når at rede dem konstruerer eller finder hun nogle nye. Hun går ikke så meget op i hvordan hun ser ud eller hvordan tingene passer sammen, da hun har en meget barnlig tilgang til det. I hendes verden går det ud på at have så meget som muligt, kvantitet over kvalitet. I hendes øjne er selv det mindste værdifuldt og hendes kreative evner overstiger enhver fantasi. Hun er utroligt fingernem og har lavet meget af sin pynt selv, og noget af det ser næsten dyrt ud. Dette kommer af hendes Lange, tynde og smidige fingre. Det er den legemsdel hun har højest smertetærskel i og de er ofte skadet pga. dette.
Den mest iøjefaldende del af hendes påklædning er hendes metal ’handsker’. Det var originalt ’handsker’ fra en rustning, men nu tjener de som beskyttede omkring det nederste af Zearias arme. Hun har tilpasset dem sine underarme da de ofte kommer i farezonen når hun angriber med sine kløer. De dækker også håndleddet med en brynjeagtig del. Zearia bærer også helst ikke fodtøj så længe hun kan undgå det. Hun har et par sorte støvler der går hende til lige under knæene, dem går hun rundt i når det er for koldt til at gå barfodet. Ofte har hun dem med sig selv om hun ikke har dem på. De har nemlig tilhørt hendes storebror og et også en anelse for store til hende. Når hun ikke går med dem er hendes fødder beskidte og hun binder noget stof bundet om det forreste af foden, så hun altid kan vælge at gå på tær og derved beskytte sine fødder en smule mod sten eller varmt sand. Hendes fødder er ofte også skrammede eller på andre måder påvirket af underlaget.
Faceclaim: Haihane fra ”Sekirei”
Personlighed: Zearia lever i sin egen verden og det afspejles af hendes personlighed. Hun går rundt i en boble af stilhed og isolation og hun nyder det. Stilheden skabes af hendes primitive høreværn men også af det faktum at folk selektivt går en stor bue uden om hende, enten af afsky eller frygt. Zearia mærker ikke disse negative som folk retter mod hende, de når slet ikke forbi den mur hun har bygget mellem sig og verden. Det er ikke fordi hun ikke lever i virkeligheden, hun ser bare ikke folk og holder sig helst fra andre, da hun enten er bange for at de jagter eller angriber hende eller at hun skal skabe problemer. Hun er heller ikke umulig at komme i kontakt med, men hun hører først efter og interesserer sig for personen hvis hun mødes med tålmodighed og venlighed. Hun virker nok lidt langsom i optrækket i forhold til andre mennesker, men der hænger sammen med at hun mentalt skal vende tilbage til virkeligheden. Hun er meget naiv og godtroende hvis folk behandler hende pænt, og hun har ikke nemt ved at gennemskue falske intentioner. Men hun lægger også først mærke til folks personlighed hvis de gang på gang opfører sig positivt overfor hende. Hun kan ikke genkende vagterne eller andre mennesker/mutanter der har behandlet hende dårligt, netop fordi hun så ikke forbinder sig med virkeligheden. Hun har ultimativt to reaktioner på folk, nysgerrighed og interesse eller flugt. Hun vælger altid flugt før kamp. Hun hjælper gerne andre hvis hun får øjnene op for folk i problemer og deler gerne sin mad med andre, specielt børn. Hun føler større forbindelse med folk hun har noget tilfælles med og har det bedre i selskab med mutanter end mennesker. Men selv nogle mutanter føler afsky ved hendes evne, så allerhelst er hun alene. Når folk så får kontakt med hende har hun det med at blive meget glad for disse mennesker. Dette gør også at disse mennesker har endnu større mulighed for at manipulere med hende eller såre hende dybt. Hun holder sig helst fra at knytte sig for meget til folk, men inderst inde har hun et behov for en beskyttende og venlig sjæl hun kan tale med.
Hendes liv i vest har gjort at hun har udviklet dyriske forhold til overlevelse. Hun har intet problem med at stjæle eller slå dyr ihjel, hun har tilmed udviklet kannibalistiske tendenser, som hun kun falder tilbage på hvis hun finder døde folk. Hun slår aldrig mennesker eller mutanter ihjel fordi hun selv har mærket smerten ved at miste. Men hun lader sjældent muligheden for at få fingrene i døde da hun også er meget interesseret i anatomi. Hendes dyriske reaktioner gør også at hun har meget nemt til frygt og panik. Hun er ikke bange hele tiden, men det opstår hurtigt og nogen gange uden seriøs grund.
Zearia er fuldstændig i symbiose med sin evne og kontrollerer den fejlfrit. Men det vigtigste er også at hun accepterer den og ikke ønsker og aldrig har ønsket at være anderledes. Evnen fuldender hende og gør det muligt for hende at leve i en verden hvor mange hader hende og hvad hun er. Hun fornemmer efterhånden ikke folks had mod hende når hun bevæger sig rundt i byen, hun er blevet vant til det. Hendes skærpede instinkter har lært at ignorere hadet, medmindre det bliver rettet mod hende i et angreb. Disse instinkter er en af grundende til at hun flygter, fordi hun et eller andet sted frygter at hun vil så ihjel. Hun tænker ikke så meget på dem hun har slået ihjel når det er overstået, hun fokuserer mere på at det ikke sker igen. Efter et drab forekommer det hende ofte lettest at give evnen skylden, det letter hendes skyldfølelse.
Interesser: Mad – er meget glad for mad og meget dygtig til at lave det, hvis hun kan få fingrene i nogle ingredienser, Eventyr – lever i forvejen i sin egen verden, men eventyrenes verden fascinerer hende. Opfindelser – er amatør opfinder i sin fritid og har imponerende evner indenfor det. Anatomi – en stor del af hendes liv.
Likes: Isolation, at være alene, kulde, stilhed, pynt, farven grøn, opfindelser.
Hates: Larm, falskhed, proppede steder, nærgående folk, alle varme farver.
Frygter: At hendes evne/besættelsen af hendes krop skal overtage fuldstændig så hun ikke kan genvinde kontrollen og virkelig ville blive et monster. Desuden frygter hun at komme til at skade nogen, som hun holder af.
Hemmeligheder: At hun inderst inde frygter sig selv og sin evne.
Familie:
Forældre: Døde, dræbt for at være mutanter selv om ingen af dem var, mistanken til dem var pga. at alle deres børn var mutanter.
Søskende: Lillesøster (levende), storebror (døde samtidig med hendes forældre),
Bedsteforældre: Levende, middelklasse mennesker. De har taget ansvaret for Zearia og hendes mutantlillesøster, men de frygter Zearia og Zearia frygter at historien skal gentage sig, så hun omgås dem ikke.
Andre vigtige personer: Hun er ikke typen der har mange relationer, men mutant-vagterne kender hendes signalement. Der går også mange rygter om hende som de fleste indbyggere kender.
Fortid: Zearia er født og opvokset i Talian. Hun blev født ind i en almindelig middelklasse familie hvoraf begge forældre var mennesker, men ikke var det mindste fortvivlede over at have fået mutant børn. Det var en familie fuld af kærlighed og forståelse indtil Zearia begyndte at udvikle sin evne. Hun skræmte livet af sine søskende og sine forældre selv om det ikke var meningen og bragte dem tilmed i fare for at blive henrettet ved ikke at bekymre sig om at skjule det. Hun elskede sin familie højt og den afstand de langsomt lagde til hende af ren frygt gik hende usigeligt meget på. Men hver gang hun nævnte det for sine forældre forsikrede de hende blot om hvor meget de elskede hende. Da hun ikke kunne få afløb for sine følelser gik hun hen og blev meget indelukket. Socialt trak hun sig væk fra folk og var også mindre og mindre sammen med sin familie af frygt for at såre dem eller være skyld i at noget dårligt skete. Som barn forstod hun aldrig hvorfor folk var så bange for hende, hendes evne faldt hende så naturligt at hun sjældent tænkte på at skjule det for omverdenen. Hendes forældre begyndte i deres frygt for deres børns liv så at skjule Zearia helt for omverdenen. Zearia der stadig holdt alt for sig selv begyndte at føle at de skammede sig over hende og fandt egentlig kun trøst i sin evne. Men hvis hun brugte den hjemme skræmte hun sine søskende og brugte hun den ude i byen fik hun skæld ud. Så hun begyndte at lede efter et sted hvor hun kunne bruge sin evne uden at folk kaldte hende grimme ting eller jagtede hende. Hun lavede flere huler rundt omkring i forladte huse i vest, men andre børn fandt dem og ødelagde alt hun havde lavet mens de hånede og jagtede hende væk. Hun var i vildrede men ingen kunne hjælpe. Hendes storebror tog hende under sine vinger da han en dag bevidnede sådan en begivenhed og det opretholdt han indtil sin død. Han beskyttede hende, snakkede med hende og forstod hende. Hans død er en stor del af hendes indelukkede person da hun virkelig elskede ham og føler sig ansvarlig for hans død. Han var også den eneste der ikke var bange for hende og kunne skælde hende ud. Det turde hendes forældre ikke. Hun tilbragte også meget tid med sin storebror indtil døren en dag blev sparket ind til deres hus og vagterne rev hendes liv fra hinanden.
Det var aften og Zearia sad i køkkenet og spiste med sin bror og snakkede med ham om en episode der havde været tidligere hun ikke var stolt af. Hun havde sagt fra og brugt sin evne overfor nogle der havde jagtet hende og angrebet hende. Hendes bror bebrejdede sig selv over ikke at have været der og forsikrede Zearia at det var okay. Hun begyndte så småt at tro ham indtil de kunne høre hoveddøren smadre og skrigene begynde. Vagterne var efter børnene og fandt Zearias søster først, hendes forældre lagde sig imellem og trods det faktum at de kun var mennesker så holdt de stand længe. Indtil vagterne fik ordrer til at dræbe dem også. Skrigene rungede rundt i Zearias hoved og hun stemte i mens hendes bror fik hende og søsteren redet ud af huset. Vagterne var hurtigt over dem udenfor og deres bror holdt dem tilbage mens han blev ved med at fortælle sine søstre at de skulle stikke af. Zearia rystede af panik men ordren faldt hende så naturligt at hun bare gjorde hvad han sagde og lod sin søster i stikken. Zearia stak af med en vagt i hælene fordi hun egentlig havde været målet. Hun hørte sin brors dø og kastede et blik tilbage inden panikken greb hende og hun virkelig løb for livet. Men hun kunne ikke løbe fra vagten der fik fat i hende. Hendes evne gik amok og smerterne deraf slog hende bevidstløs og vagterne tog hende med tilbage til fangekælderen i hendes bevidstløse tilstand.
Skrigene rungede i hovedet på hende flere uger efter hun havde set sin familie blive splittet og henrettet, den voldsomme smerte efter forvandlingerne som hendes krop havde gennemgået varede om end længere. Da hun endelig følte at hun kunne bevæge sig smertefrit begyndte hun at bevæge sig rundt i cellen. Hun var lænket til væggen, men vagterne havde ikke turde nærme sig hende siden tilfangetagelsen. Alligevel havde de dog fodret hende i ugernes løb. Det var en trist celle og det eneste lys kom fra sprækken ved lemmen til mad i døren og sprækkerne mellem brædderne der var for vinduet. Det var ikke meget men hendes øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket. Hun havde ikke ændret sin krop tilbage siden den havde muteret sig selv for at rede hendes liv, så fingrene på hendes højre arm var stadig 15 cm lange hærdede kløer og hendes tænder lignede et rovdyrs. Hendes hud havde ændret både form og struktur i ansigtet og på den højre arm. Alt i alt fik alle ændringerne hende til at se både grotesk og sygdomsramt ud, dette var også grunden til at vagterne primært havde ladet hende passe sig selv. Hun bevægede sig langsomt rundt i cellen og besluttede at den bedste måde at komme ud lå i vinduet, selvom det var blokeret af lodrette tremmer. Hun lagde hånden mod brædderne og trykkede ud til hun kunne mærke dem give efter indtil de knækkede med en tør knasen, så slap hun langsomt igen. Træet var splintret, men takket være hendes muterede hud så mærkede hun ikke noget til det. Hun skubbede brædderne til side og hendes muterede styrke gjorde det let som en leg. Lyset skar hende i øjnene og hun måtte sunde sig i nogle minutter inden hun kunne se ud. Hun genkendte ikke området udenfor, men det var langt bedre end hvad der sikkert ventede hende hvis hun blev i cellen. Hun ruskede vurderende i en af tremmerne og bed så tænderne sammen så hun ikke bed sig når smerten fra mutationerne tog over.
Hun huskede ikke meget fra sin flugt, mutationerne der havde været nødvendige for at gøre flugten mulig havde været så voldsomme at hun kun havde en ting i hovedet da hun mistede kontrollen. Flugt. Hun kom til sig selv liggende i et buskads med langt værre smerter end hun havde haft da hun vågnede i cellen. Hun tilbragte to dage i buskadset inden hun kunne bevæge sig uden at besvime igen. Hun tog tilbage til sit hus. Minderne fra ransagningen for gennem hovedet på hende og hun kastede op flere gange på vejen. Den smule mad hun stadig havde i sig. Hun fandt ikke nogen i huset, men de havde hun heller ikke forventet. Hun havde set dem blive slået ihjel, i forsøget på at rede hende og hendes søster. Huset stod urørt, præcis som den aften hvor døren var blevet sparket ind og styret i Talian havde ødelagt hendes liv og taget alt hun holdt af fra hende. Hun kom til kræfter i huset, spiste og sov til hun var fuldstændig smertefri. Så samlede hun de ting hun havde besluttet at tage med når hun vendte ryggen til alt hun havde kendt. Hættetrøjen hendes mor havde lavet til hende. Hendes storebrors yndlingsstøvler. Sin fars specielfremstillede sværd og dolk og en halskæde der tilhørte hendes lillesøster. En ting for hver hun havde mistet. Hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen, men hun kunne ikke holde ud at være i huset, der var for mange minder, desuden ville de nok lede efter hende der først. Hun trak hætten op og skjulte sit hvide hår efter bedste evne som hun forsøgte at gå ubemærket gennem byen. Hun nåede sine bedsteforældres hus uden at blive set. Det var ikke hendes intention at gå derhen, men hendes fødder havde gået turen så mange gange at hun ubevidst havde givet efter for vanen. Hun vidste ikke hvilken reaktion der ville møde hende men hun havde brug for at se et familiært ansigt. Hun gik stille ind og da der ikke var nogen hjemme satte hun sig ned for at vente. Hun var faldet i søvn da hendes bedsteforældre kom hjem og fandt hende. Lykkelige over at hun var i live vækkede de hende og omfavnede hende grædende. De havde altid været bange for hendes evner men glæden over at hun havde overlevet bortførelsen overskyggede det for en stund. De genforenede Zearia med hendes lillesøster og nu var det Zearias tur til at blive lykkelig. Hun havde troet at hendes søster var blevet fanget sammen med hende, men siden smerterne tog over kunne hun ikke huske meget fra den aften. Hun gav søsteren hendes halskæde tilbage og selvom at søsteren var gal fordi hun mente der var Zearias skyld det hele, så forklarede hun at hun elskede hende og ikke ville glemme hende. Hun turde ikke risikere at bringe denne del af hendes familie i lignende fare, og siden hun også var overbevist om at der havde været hendes skyld, men ikke ville give afkald på sin evne så hun ingen anden udvej end at forlade dem. For hun var overlevet, selvom hun var mutant.. Nej, fordi hun var mutant. Hun løftede tappert hovedet og forlod sine bedsteforældres hus med en tro på at hun nok skulle klare den, bare hun havde sin evne.
Efter at have hørt hendes forældres skrig begyndte Zearia at hade høje lyde og proppede mængder. Disse ting bragte hende tilbage til den dag hvor hendes forældre blev brutalt myrdet mens de prøvede at beskytte deres børn. Minderne blussede op i hendes bevidsthed og fremkaldte panisk eller aggressiv adfærd som hun helst ville undgå. Derfor begyndte hun at blokere al lyd og alle mennesker ude af sit liv og sin bevidsthed. Hun begyndte at distancere sig selv mere og mere fra verden og så til sidst ikke folk omkring sig som andet end passerede skygger. Men til trods for den pinefulde baggrund og isolationen fra omverdenen udviklede hendes personlighed sig kun positivt, hun var stadig en glad person og mærkeligt nok stadig utroligt naiv og godtroende. I sit inderste var Zearia altid en god person. Hun skulle bare behandles bestemt så man undgik panik eller angst. Denne frivillige isolation og hendes problemer med mange mennesker førte til at hun slog sig ned i et af de forladte huse i Talians vest-distrikt, et hus med rygter og spøgelser og monstre. Zearia holdt disse myter i live da de bidrog til at folk hold sig langt væk og lavede en hule på øverste sal. Huset lignede det kunne styrte sammen hvert øjeblik og derfor forventede folk nok ikke at der boede nogen på øverste etage.
Hendes symbiose med sin evne gjorde at hun på intet tidspunkt i sit liv indså nødvendigheden for at skjule den. Desuden fik hun mere og mere selvtillid efter at have fået sig selv ud af problemer ved egen hjælp hver gang siden drabet på hendes forældre. Hun er typen der flygter og kun slås hvis hun bliver tvunget op i en krog eller føler sig fanget. Hun har bare fået rygte som en koldblodig morder fordi folk ikke har vidst hvordan de skulle tackle hende og derfor har sat hendes automatiske panik forsvar i gang mere end en gang. Hun er ikke svær at finde så mutantvagterne jagtede hende og tilfangetog hende mange gange de første år hun klarede sig selv, men hun formåede hver gang at flygte uanset hvordan de lænkede hende eller spærrede hende inde. Nogle har endda i deres frustration skadet hende, med katastrofale konsekvenser for dem selv. Efterhånden er hun kendt som den mutant som vagterne bare ikke kan få has på. Hun generer ikke nogen og passer egentlig sig selv hvis hun kan få lov til det. Hun er lidt en legende men vil ikke have noget at gøre med oprøret eller andre i det hele taget, hun vil bare være i fred. Pga. af hun er frygtet så fodrer folk i byen hende af frygt for at hun skal angribe uskyldige eller selv finde noget at spise. Forskellige har vidnet hende myrde dyr af sult og der går også rygter om at hun spiser mennesker og andre mutanter, sande rygter. Hun har kannibalistiske tendenser hvis hun bliver sulten, men hun slår aldrig andre folk ihjel, hun udnytter bare de muligheder hun får hvis hun ser nogen dø. Hun dræber aldrig med vilje fordi hun selv har følt smerten ved at miste nogen, alle drab af mennesker eller mutanter begået af hende har været i panisk selvforsvar. Hun er også meget interesseret i anatomi og obducerer ofte sine ofre eller de døde folk hun finder på stedet. Det er også grunden til at folk har sat så mange skræmmende rygter i gang omkring hende. Men det tjener hende også godt for folk sammenligner ikke det bæst de hører om med den fraværende og naive pige som Zearia er når hun blod håndteres med tålmodighed og respekt.
Vagterne i Talian kender hendes evner men der er også det, igen har nogensinde fået sande informationer om hende eller hendes tilholdssted, og fordi hun hele tiden ændrer sig er et signalement også svært at give. Alle vagterne kender hende som nummer 0666, hvilket blot øger rygterne. Zearia ved at hvis hun hører nummeret blive råbt så er det om at komme væk, og efterhånden slipper hun oftere væk end hun bliver fanget. Hun giver håb til andre mutanter, da hun virker umulig at stoppe. Hun arbejder ikke da alt hun skal bruge er i naturen eller bliver givet til hende af skræmte borgere. Ofte sørger hendes bedsteforældre for maden til gengæld for at hun holder sig væk fra byen i et vis tidsrum.
Minder: Fjerne gode minder fra hendes barndom, tydelige dårlige barndomsminder i forbindelse med sin evne, drabet på hendes forældre, sin første tilfangetagelse, oplevelser med sin evne, gentagende tilfangetagelser hun har været udsat for - både af vagter og almene mutanthadere, udviklingen af hendes evne, mange folks reaktioner på hende, kampen for overlevelse.
Andet: Hun har kannibalistiske tendenser. Desuden er hun kendt som mutant, men ingen tør henrette hende da hun kan være livsfarlig hvis hun konfronteres aggressivt. Hun bærer nogen gange rundt på et sværd der ligner en meget lang og flad hugtand og en lille dolk efter samme design. Det er hendes fars så hun bærer faktisk kun rundt på dem som et minde. Men bruger hun dem er det som værktøj og ikke våben. Hun har ingen evner indenfor kamp uden brug af evner.
Alle bipersoner er npc’er indtil de bliver postet af andre ^^ det er muligt med dem alle.
Fulde Navn: Zearia Kiélion (det sidste med fransk udtale).
Kalde/kælenavn: Zerra (kælenavn), monster/bæst/uhyre/dæmonyngel m.fl. (oftest brugt af fjender eller mennesker), nr. 003 0666. (bruges af vagter eller folk der kender til hende).
Alder: 21 – hendes fortid får hende til at se ældre ud, specielt udtrykket hendes øjne.
Seksualitet: Heteroseksuel.
Bydel: Vest.
Job: Arbejdsløs.
Rang: Underklasse.
Evner: Fysisk mutation. Zearia kan ændre og forandre sin krop og sine legemer til det groteske. Knogler, hud, muskler, sener m.v. kan dannes, fjernes, flyttes og forstørres eller formindskes alt efter hvad hun ønsker. Zearia er fuldstændig bevidst om alle cellerne i hendes krop og hvis hun koncentrerer sig om den enkelte eller en gruppe af dem kan hun ændre, flytte, tilføje eller fjerne dem som det passer hende. Hun kan, som hun er nu, mutere hvad der svarer til et ben og en arm samtidig. Det behøver ikke være et ben eller en arm, men det er den mængde der er tale om. Hun kan godt vælge at mutere sin ryg, men kan ikke påvirke flere celler end der er i en arm og et ben tilsammen, i hvert fald ikke på en gang.
Grundet at hendes evne stadig er under udvikling og hun stadig ikke ved alting omkring anatomi så har hendes evner også naturlige begrænsninger for hvad hun kan ændre ved sig selv. Rent anatomimæssigt har hun fuldstændig styr på knogle, blod og hudceller. Hun har også nogenlunde styr på muskler og sener men det kræver mere koncentration. Organer og livsvigtige processer som nogle nervebaner tør hun endnu ikke påvirke af frygt for at slå sig selv ihjel. Hun kan også ændre strukturen af sine celler til at minde om andre ting hun har styr på. Disse evner kommer efter anatomiske undersøgelser af bl.a. dyr.
Mutationen foregår ikke sådan at hun muterer en legemsdel og så skal holde mutationen indtil hun ikke kan holde smerten ud mere, enhver mutation er endegyldig, men hun ændrer den altid tilbage til ’normalen’ med mindre hun besvimer eller ikke vil udsætte sig selv for mere smerte. Når hendes evne har været i brug så får hendes hud det udseende som man oftest ville forbinde med arene efter et brandsår. Det er helt blege ar som først aftager efter noget tid. Derfor er det også tit en fordel for hende at være bleg generelt, men arene bidrager til at hendes hud forbliver bleg. Hun sørger selv for at holde sig bleg i ørkenmiljøet ved at ændre sine hudceller. Nu er det bare en vane hun ikke føler smerte ved.
Dette med at kunne tilpasse sin krop er yderst nyttigt når man kommer til skade. Og det med at heale sår er Zearias specialitet. Det er også utroligt praktisk når man er en hadet mutant der bor i vest. Hendes evner gør hende i stand til at heale både små og store sår til gengæld for smerte. Men hun foretrækker smerten fra sin evne over smerten fra et sår. Desuden forstyrrer sårene også hendes koncentration fordi hun er 100% bevidst om alle celler i sin krop, og er nogen beskadigede kan hun ikke tænke på andet.
Zearia har utroligt skærpede instinkter. Disse gør at hvis hun opfanger en fare eller bliver angrebet så reagerer hendes evne selv og muterer hende så hun overlever for en hver pris. Dette følges ofte af en dyrisk mentalitet og aggressivitet mod hendes angribere. Hun er ved bevidsthed hele tiden og kan med voldsom koncentration bringe sin krop under kontrol, men det forekommer hende ofte lettest at give efter og så give evnen skylden. Det letter hendes skyldfølelse.
I sidste ende behøver folk ikke frygte, at hun kan bruge sin evne mod dem, for hun kan kun mutere sig egen krop, og hun er kun aggressiv hvis folk angriber hende.
Udvikling af evnen: Hendes smertetærskel bliver højere og højere jo mere hun bruger sin evne. Hun kan ændre flere dele af sig selv med tiden, hvor meget hun kan ændre på en gang øges også med tiden og tiden hun bruger på at ændre sig mindskes så hun i sidste ende kan forvandle hele sin krop på sekunder stort set uden smerter efter egen fri vilje. Hvor meget nyt hun kan tilføje til sin krop og hvad hun kan ændre det hele til bliver også mindre begrænset jo ældre hun bliver. Jo mere hun lærer om anatomi jo mere tør hun også ændre på sig selv. Senere vil hun også få bedre styr på sig selv og i sidste ende vil hendes instinkter ikke kunne tvinge hendes evne i gang uden hendes tilladelse.
Styrke: Hun kan gøre sin styrke uovertruffen når hun muterer, taget i betragtning af at hun kan forstærke sine knogler og tilføje muskler som hun ønsker. Hendes evner gør at hun kan heale ved at danne nye celler og genopbygge sine knogler, dette gør hende næsten umuligt at slå ihjel. Selvom hun har sine begrænsninger for hvor meget hun kan holde til at mutere på en dag. På et punkt minder hun lidt om et firben, mister hun en legemsdel kan hun få den til at vokse ud igen over tid. Er hun i fare reagerer hendes mutation som om den kunne tænke selv og beskytter hende for en hver pris, også hvis det betyder at slå andre ihjel eller at hun afslører sig selv som mutant. Hun bliver også sjældent syg fordi hun kan forhindre eller ændre den påvirkning bakterier eller vira har på hendes krop.
Mere kontrollerede mutationer gør hendes i stand til at ændre sit udseende.
Svaghed: Hun ser forfærdelig ud når hun bruger sin evne da hun tit ikke når at tænke på udseendet hendes mutation forårsager og hendes tøj holder sjældent til det pres som forvandlingen udsætter det for. Derfor transformerer hun ofte kun sin højre arm, sine hænder og sine fødder og holder disse fri for tøj. Fordi hun er så glad for sin hættetrøje og sine støvler skal hun ofte også have disse af før hun bruger sin evne. Evnen har sine begrænsninger og jo mere hun bruger den jo mere får hun ondt der hvor hun bruger den. I sidste ende vil smerten slå hende bevidstløs.
Kommer hun i fare kan hun ikke styre de mutationer hendes krop foretager for at rede hende.
Fordi hun er så bevidst om sin krop ned på et celleplan så er skader og fysiske ændringer meget voldsommere for hende på et mentalt plan. Det kan forstyrre hende og aflede hendes opmærksomhed fra alt andet.
Udseende: Zearia er meget gennemsnitlig hvad angår hendes krop. Hun er ikke høj men heller ikke lav og selvom hendes krop er veltrænet efter alle de år på flugt, så er hun stadig lidt spinkel i sin bygning. Hendes krop springer på ingen måder i øjnene til trods for den blege hud og det sølvgrå hår. Hendes hud er bleg som bivirkning af hendes evne, da hun tit danner nye hudceller har disse dele af hendes hud altid en bleg farve. Efter et stykke tid gjorde hun det til en vane at gøre al sin hud bleg så folk ikke fandt det underligt. Hendes hud er også tit dækket af mutations ar som ligner blege brandsår. Enkelte totter af hendes sølvgrå hår er mørkt og andet (specielt spidserne) er til tider beskidt. Hun skærer håret af når længden begynder at irritere hende, og derfor er det ikke lige langt alle stedet. Hendes pandehår har derfor mange forskellige længder, omkring øjnene (i hvert fald det højre) er det kortere og andre steder hvor hun ikke er generet af det er det længere. Dog når det længste af hendes pandehår ikke længere end hendes hage. Den længste del af hendes lange hår når hende til lidt over skuldrene, når hun lige har skåret det til.
Hendes øjne har en mat grå farve, der virker kold og ligner de er overtrukket med rimfrost de stæder hvor de er mest matte. Selvom de ikke træder voldsomt frem i hendes blege ansigt, så er det nok det mest udtryksfulde ved hendes karakter. Udtrykket i hendes øjne er ofte fjernt, men giver man sig tid til at trænge ind til hende skifter det hurtigt.
Når man tænker på at hun elsker at leve livet simpelt så er hendes påklædning en gåde. Hun bærer en specialfremstillet heldragt der ligner noget der burde tilhøre en mumie. Den specielle konstruktion gør at hun ikke behøver at skifte hele dragten ud hver gang den går i stykker, hun kan i stedet bare udskifte dele af den. Hun bærer noget der minder om en sort blanding mellem en kåbe og en kjole udover dragten. Den hænger løst om hendes krop og er flosset i kanterne. Den er konstrueret med to åbninger foran så den ikke begrænser hendes ben når hun enten løber eller muterer. Hun går derudover med en kappe eller jakke med hætte hvis hun ønsker at skjule sit sølvgrå hår og undgå opmærksomheden. Kjole-kåben går hende til knæene foran og lidt over anklerne bagpå. Alt hendes tøj er bundet stramt om hendes mave med et bredt bælte der bliver spændt med to mindre bælter. Dette bruger hun til at holde styr på sit tøj og sine våben hvis hun har dem med. Bæltet har en mat blå farve Hun er ikke typen der kombinerer særlig mange farver i sin garderobe og hun går aldrig i varme farver. Hun går desuden ofte med en hovedbeklædning, der lukker omverdenens lyde ude (lidt ligesom et datidigt høreværn) og denne går hun igen steder uden, men hun bærer det ikke altid.
Hun bærer tit håndjern eller lænker som følge af en bortførelse eller tilfangetagelse, disse bliver oftest siddende længst tid på overarmene da hun ændrer den sjældent. Hun bærer både handsker (også på højre), armbånd, snore, kæder og alt andet hun kan få fingrene i og en sjælden gang imellem bærer hun også et ur. Disse ting går ofte tabt når hun muterer, men hvis hun ikke når at rede dem konstruerer eller finder hun nogle nye. Hun går ikke så meget op i hvordan hun ser ud eller hvordan tingene passer sammen, da hun har en meget barnlig tilgang til det. I hendes verden går det ud på at have så meget som muligt, kvantitet over kvalitet. I hendes øjne er selv det mindste værdifuldt og hendes kreative evner overstiger enhver fantasi. Hun er utroligt fingernem og har lavet meget af sin pynt selv, og noget af det ser næsten dyrt ud. Dette kommer af hendes Lange, tynde og smidige fingre. Det er den legemsdel hun har højest smertetærskel i og de er ofte skadet pga. dette.
Den mest iøjefaldende del af hendes påklædning er hendes metal ’handsker’. Det var originalt ’handsker’ fra en rustning, men nu tjener de som beskyttede omkring det nederste af Zearias arme. Hun har tilpasset dem sine underarme da de ofte kommer i farezonen når hun angriber med sine kløer. De dækker også håndleddet med en brynjeagtig del. Zearia bærer også helst ikke fodtøj så længe hun kan undgå det. Hun har et par sorte støvler der går hende til lige under knæene, dem går hun rundt i når det er for koldt til at gå barfodet. Ofte har hun dem med sig selv om hun ikke har dem på. De har nemlig tilhørt hendes storebror og et også en anelse for store til hende. Når hun ikke går med dem er hendes fødder beskidte og hun binder noget stof bundet om det forreste af foden, så hun altid kan vælge at gå på tær og derved beskytte sine fødder en smule mod sten eller varmt sand. Hendes fødder er ofte også skrammede eller på andre måder påvirket af underlaget.
Faceclaim: Haihane fra ”Sekirei”
Personlighed: Zearia lever i sin egen verden og det afspejles af hendes personlighed. Hun går rundt i en boble af stilhed og isolation og hun nyder det. Stilheden skabes af hendes primitive høreværn men også af det faktum at folk selektivt går en stor bue uden om hende, enten af afsky eller frygt. Zearia mærker ikke disse negative som folk retter mod hende, de når slet ikke forbi den mur hun har bygget mellem sig og verden. Det er ikke fordi hun ikke lever i virkeligheden, hun ser bare ikke folk og holder sig helst fra andre, da hun enten er bange for at de jagter eller angriber hende eller at hun skal skabe problemer. Hun er heller ikke umulig at komme i kontakt med, men hun hører først efter og interesserer sig for personen hvis hun mødes med tålmodighed og venlighed. Hun virker nok lidt langsom i optrækket i forhold til andre mennesker, men der hænger sammen med at hun mentalt skal vende tilbage til virkeligheden. Hun er meget naiv og godtroende hvis folk behandler hende pænt, og hun har ikke nemt ved at gennemskue falske intentioner. Men hun lægger også først mærke til folks personlighed hvis de gang på gang opfører sig positivt overfor hende. Hun kan ikke genkende vagterne eller andre mennesker/mutanter der har behandlet hende dårligt, netop fordi hun så ikke forbinder sig med virkeligheden. Hun har ultimativt to reaktioner på folk, nysgerrighed og interesse eller flugt. Hun vælger altid flugt før kamp. Hun hjælper gerne andre hvis hun får øjnene op for folk i problemer og deler gerne sin mad med andre, specielt børn. Hun føler større forbindelse med folk hun har noget tilfælles med og har det bedre i selskab med mutanter end mennesker. Men selv nogle mutanter føler afsky ved hendes evne, så allerhelst er hun alene. Når folk så får kontakt med hende har hun det med at blive meget glad for disse mennesker. Dette gør også at disse mennesker har endnu større mulighed for at manipulere med hende eller såre hende dybt. Hun holder sig helst fra at knytte sig for meget til folk, men inderst inde har hun et behov for en beskyttende og venlig sjæl hun kan tale med.
Hendes liv i vest har gjort at hun har udviklet dyriske forhold til overlevelse. Hun har intet problem med at stjæle eller slå dyr ihjel, hun har tilmed udviklet kannibalistiske tendenser, som hun kun falder tilbage på hvis hun finder døde folk. Hun slår aldrig mennesker eller mutanter ihjel fordi hun selv har mærket smerten ved at miste. Men hun lader sjældent muligheden for at få fingrene i døde da hun også er meget interesseret i anatomi. Hendes dyriske reaktioner gør også at hun har meget nemt til frygt og panik. Hun er ikke bange hele tiden, men det opstår hurtigt og nogen gange uden seriøs grund.
Zearia er fuldstændig i symbiose med sin evne og kontrollerer den fejlfrit. Men det vigtigste er også at hun accepterer den og ikke ønsker og aldrig har ønsket at være anderledes. Evnen fuldender hende og gør det muligt for hende at leve i en verden hvor mange hader hende og hvad hun er. Hun fornemmer efterhånden ikke folks had mod hende når hun bevæger sig rundt i byen, hun er blevet vant til det. Hendes skærpede instinkter har lært at ignorere hadet, medmindre det bliver rettet mod hende i et angreb. Disse instinkter er en af grundende til at hun flygter, fordi hun et eller andet sted frygter at hun vil så ihjel. Hun tænker ikke så meget på dem hun har slået ihjel når det er overstået, hun fokuserer mere på at det ikke sker igen. Efter et drab forekommer det hende ofte lettest at give evnen skylden, det letter hendes skyldfølelse.
Interesser: Mad – er meget glad for mad og meget dygtig til at lave det, hvis hun kan få fingrene i nogle ingredienser, Eventyr – lever i forvejen i sin egen verden, men eventyrenes verden fascinerer hende. Opfindelser – er amatør opfinder i sin fritid og har imponerende evner indenfor det. Anatomi – en stor del af hendes liv.
Likes: Isolation, at være alene, kulde, stilhed, pynt, farven grøn, opfindelser.
Hates: Larm, falskhed, proppede steder, nærgående folk, alle varme farver.
Frygter: At hendes evne/besættelsen af hendes krop skal overtage fuldstændig så hun ikke kan genvinde kontrollen og virkelig ville blive et monster. Desuden frygter hun at komme til at skade nogen, som hun holder af.
Hemmeligheder: At hun inderst inde frygter sig selv og sin evne.
Familie:
Forældre: Døde, dræbt for at være mutanter selv om ingen af dem var, mistanken til dem var pga. at alle deres børn var mutanter.
Søskende: Lillesøster (levende), storebror (døde samtidig med hendes forældre),
Bedsteforældre: Levende, middelklasse mennesker. De har taget ansvaret for Zearia og hendes mutantlillesøster, men de frygter Zearia og Zearia frygter at historien skal gentage sig, så hun omgås dem ikke.
Andre vigtige personer: Hun er ikke typen der har mange relationer, men mutant-vagterne kender hendes signalement. Der går også mange rygter om hende som de fleste indbyggere kender.
Fortid: Zearia er født og opvokset i Talian. Hun blev født ind i en almindelig middelklasse familie hvoraf begge forældre var mennesker, men ikke var det mindste fortvivlede over at have fået mutant børn. Det var en familie fuld af kærlighed og forståelse indtil Zearia begyndte at udvikle sin evne. Hun skræmte livet af sine søskende og sine forældre selv om det ikke var meningen og bragte dem tilmed i fare for at blive henrettet ved ikke at bekymre sig om at skjule det. Hun elskede sin familie højt og den afstand de langsomt lagde til hende af ren frygt gik hende usigeligt meget på. Men hver gang hun nævnte det for sine forældre forsikrede de hende blot om hvor meget de elskede hende. Da hun ikke kunne få afløb for sine følelser gik hun hen og blev meget indelukket. Socialt trak hun sig væk fra folk og var også mindre og mindre sammen med sin familie af frygt for at såre dem eller være skyld i at noget dårligt skete. Som barn forstod hun aldrig hvorfor folk var så bange for hende, hendes evne faldt hende så naturligt at hun sjældent tænkte på at skjule det for omverdenen. Hendes forældre begyndte i deres frygt for deres børns liv så at skjule Zearia helt for omverdenen. Zearia der stadig holdt alt for sig selv begyndte at føle at de skammede sig over hende og fandt egentlig kun trøst i sin evne. Men hvis hun brugte den hjemme skræmte hun sine søskende og brugte hun den ude i byen fik hun skæld ud. Så hun begyndte at lede efter et sted hvor hun kunne bruge sin evne uden at folk kaldte hende grimme ting eller jagtede hende. Hun lavede flere huler rundt omkring i forladte huse i vest, men andre børn fandt dem og ødelagde alt hun havde lavet mens de hånede og jagtede hende væk. Hun var i vildrede men ingen kunne hjælpe. Hendes storebror tog hende under sine vinger da han en dag bevidnede sådan en begivenhed og det opretholdt han indtil sin død. Han beskyttede hende, snakkede med hende og forstod hende. Hans død er en stor del af hendes indelukkede person da hun virkelig elskede ham og føler sig ansvarlig for hans død. Han var også den eneste der ikke var bange for hende og kunne skælde hende ud. Det turde hendes forældre ikke. Hun tilbragte også meget tid med sin storebror indtil døren en dag blev sparket ind til deres hus og vagterne rev hendes liv fra hinanden.
Det var aften og Zearia sad i køkkenet og spiste med sin bror og snakkede med ham om en episode der havde været tidligere hun ikke var stolt af. Hun havde sagt fra og brugt sin evne overfor nogle der havde jagtet hende og angrebet hende. Hendes bror bebrejdede sig selv over ikke at have været der og forsikrede Zearia at det var okay. Hun begyndte så småt at tro ham indtil de kunne høre hoveddøren smadre og skrigene begynde. Vagterne var efter børnene og fandt Zearias søster først, hendes forældre lagde sig imellem og trods det faktum at de kun var mennesker så holdt de stand længe. Indtil vagterne fik ordrer til at dræbe dem også. Skrigene rungede rundt i Zearias hoved og hun stemte i mens hendes bror fik hende og søsteren redet ud af huset. Vagterne var hurtigt over dem udenfor og deres bror holdt dem tilbage mens han blev ved med at fortælle sine søstre at de skulle stikke af. Zearia rystede af panik men ordren faldt hende så naturligt at hun bare gjorde hvad han sagde og lod sin søster i stikken. Zearia stak af med en vagt i hælene fordi hun egentlig havde været målet. Hun hørte sin brors dø og kastede et blik tilbage inden panikken greb hende og hun virkelig løb for livet. Men hun kunne ikke løbe fra vagten der fik fat i hende. Hendes evne gik amok og smerterne deraf slog hende bevidstløs og vagterne tog hende med tilbage til fangekælderen i hendes bevidstløse tilstand.
Skrigene rungede i hovedet på hende flere uger efter hun havde set sin familie blive splittet og henrettet, den voldsomme smerte efter forvandlingerne som hendes krop havde gennemgået varede om end længere. Da hun endelig følte at hun kunne bevæge sig smertefrit begyndte hun at bevæge sig rundt i cellen. Hun var lænket til væggen, men vagterne havde ikke turde nærme sig hende siden tilfangetagelsen. Alligevel havde de dog fodret hende i ugernes løb. Det var en trist celle og det eneste lys kom fra sprækken ved lemmen til mad i døren og sprækkerne mellem brædderne der var for vinduet. Det var ikke meget men hendes øjne havde efterhånden vænnet sig til mørket. Hun havde ikke ændret sin krop tilbage siden den havde muteret sig selv for at rede hendes liv, så fingrene på hendes højre arm var stadig 15 cm lange hærdede kløer og hendes tænder lignede et rovdyrs. Hendes hud havde ændret både form og struktur i ansigtet og på den højre arm. Alt i alt fik alle ændringerne hende til at se både grotesk og sygdomsramt ud, dette var også grunden til at vagterne primært havde ladet hende passe sig selv. Hun bevægede sig langsomt rundt i cellen og besluttede at den bedste måde at komme ud lå i vinduet, selvom det var blokeret af lodrette tremmer. Hun lagde hånden mod brædderne og trykkede ud til hun kunne mærke dem give efter indtil de knækkede med en tør knasen, så slap hun langsomt igen. Træet var splintret, men takket være hendes muterede hud så mærkede hun ikke noget til det. Hun skubbede brædderne til side og hendes muterede styrke gjorde det let som en leg. Lyset skar hende i øjnene og hun måtte sunde sig i nogle minutter inden hun kunne se ud. Hun genkendte ikke området udenfor, men det var langt bedre end hvad der sikkert ventede hende hvis hun blev i cellen. Hun ruskede vurderende i en af tremmerne og bed så tænderne sammen så hun ikke bed sig når smerten fra mutationerne tog over.
Hun huskede ikke meget fra sin flugt, mutationerne der havde været nødvendige for at gøre flugten mulig havde været så voldsomme at hun kun havde en ting i hovedet da hun mistede kontrollen. Flugt. Hun kom til sig selv liggende i et buskads med langt værre smerter end hun havde haft da hun vågnede i cellen. Hun tilbragte to dage i buskadset inden hun kunne bevæge sig uden at besvime igen. Hun tog tilbage til sit hus. Minderne fra ransagningen for gennem hovedet på hende og hun kastede op flere gange på vejen. Den smule mad hun stadig havde i sig. Hun fandt ikke nogen i huset, men de havde hun heller ikke forventet. Hun havde set dem blive slået ihjel, i forsøget på at rede hende og hendes søster. Huset stod urørt, præcis som den aften hvor døren var blevet sparket ind og styret i Talian havde ødelagt hendes liv og taget alt hun holdt af fra hende. Hun kom til kræfter i huset, spiste og sov til hun var fuldstændig smertefri. Så samlede hun de ting hun havde besluttet at tage med når hun vendte ryggen til alt hun havde kendt. Hættetrøjen hendes mor havde lavet til hende. Hendes storebrors yndlingsstøvler. Sin fars specielfremstillede sværd og dolk og en halskæde der tilhørte hendes lillesøster. En ting for hver hun havde mistet. Hun vidste ikke hvor hun skulle gå hen, men hun kunne ikke holde ud at være i huset, der var for mange minder, desuden ville de nok lede efter hende der først. Hun trak hætten op og skjulte sit hvide hår efter bedste evne som hun forsøgte at gå ubemærket gennem byen. Hun nåede sine bedsteforældres hus uden at blive set. Det var ikke hendes intention at gå derhen, men hendes fødder havde gået turen så mange gange at hun ubevidst havde givet efter for vanen. Hun vidste ikke hvilken reaktion der ville møde hende men hun havde brug for at se et familiært ansigt. Hun gik stille ind og da der ikke var nogen hjemme satte hun sig ned for at vente. Hun var faldet i søvn da hendes bedsteforældre kom hjem og fandt hende. Lykkelige over at hun var i live vækkede de hende og omfavnede hende grædende. De havde altid været bange for hendes evner men glæden over at hun havde overlevet bortførelsen overskyggede det for en stund. De genforenede Zearia med hendes lillesøster og nu var det Zearias tur til at blive lykkelig. Hun havde troet at hendes søster var blevet fanget sammen med hende, men siden smerterne tog over kunne hun ikke huske meget fra den aften. Hun gav søsteren hendes halskæde tilbage og selvom at søsteren var gal fordi hun mente der var Zearias skyld det hele, så forklarede hun at hun elskede hende og ikke ville glemme hende. Hun turde ikke risikere at bringe denne del af hendes familie i lignende fare, og siden hun også var overbevist om at der havde været hendes skyld, men ikke ville give afkald på sin evne så hun ingen anden udvej end at forlade dem. For hun var overlevet, selvom hun var mutant.. Nej, fordi hun var mutant. Hun løftede tappert hovedet og forlod sine bedsteforældres hus med en tro på at hun nok skulle klare den, bare hun havde sin evne.
Efter at have hørt hendes forældres skrig begyndte Zearia at hade høje lyde og proppede mængder. Disse ting bragte hende tilbage til den dag hvor hendes forældre blev brutalt myrdet mens de prøvede at beskytte deres børn. Minderne blussede op i hendes bevidsthed og fremkaldte panisk eller aggressiv adfærd som hun helst ville undgå. Derfor begyndte hun at blokere al lyd og alle mennesker ude af sit liv og sin bevidsthed. Hun begyndte at distancere sig selv mere og mere fra verden og så til sidst ikke folk omkring sig som andet end passerede skygger. Men til trods for den pinefulde baggrund og isolationen fra omverdenen udviklede hendes personlighed sig kun positivt, hun var stadig en glad person og mærkeligt nok stadig utroligt naiv og godtroende. I sit inderste var Zearia altid en god person. Hun skulle bare behandles bestemt så man undgik panik eller angst. Denne frivillige isolation og hendes problemer med mange mennesker førte til at hun slog sig ned i et af de forladte huse i Talians vest-distrikt, et hus med rygter og spøgelser og monstre. Zearia holdt disse myter i live da de bidrog til at folk hold sig langt væk og lavede en hule på øverste sal. Huset lignede det kunne styrte sammen hvert øjeblik og derfor forventede folk nok ikke at der boede nogen på øverste etage.
Hendes symbiose med sin evne gjorde at hun på intet tidspunkt i sit liv indså nødvendigheden for at skjule den. Desuden fik hun mere og mere selvtillid efter at have fået sig selv ud af problemer ved egen hjælp hver gang siden drabet på hendes forældre. Hun er typen der flygter og kun slås hvis hun bliver tvunget op i en krog eller føler sig fanget. Hun har bare fået rygte som en koldblodig morder fordi folk ikke har vidst hvordan de skulle tackle hende og derfor har sat hendes automatiske panik forsvar i gang mere end en gang. Hun er ikke svær at finde så mutantvagterne jagtede hende og tilfangetog hende mange gange de første år hun klarede sig selv, men hun formåede hver gang at flygte uanset hvordan de lænkede hende eller spærrede hende inde. Nogle har endda i deres frustration skadet hende, med katastrofale konsekvenser for dem selv. Efterhånden er hun kendt som den mutant som vagterne bare ikke kan få has på. Hun generer ikke nogen og passer egentlig sig selv hvis hun kan få lov til det. Hun er lidt en legende men vil ikke have noget at gøre med oprøret eller andre i det hele taget, hun vil bare være i fred. Pga. af hun er frygtet så fodrer folk i byen hende af frygt for at hun skal angribe uskyldige eller selv finde noget at spise. Forskellige har vidnet hende myrde dyr af sult og der går også rygter om at hun spiser mennesker og andre mutanter, sande rygter. Hun har kannibalistiske tendenser hvis hun bliver sulten, men hun slår aldrig andre folk ihjel, hun udnytter bare de muligheder hun får hvis hun ser nogen dø. Hun dræber aldrig med vilje fordi hun selv har følt smerten ved at miste nogen, alle drab af mennesker eller mutanter begået af hende har været i panisk selvforsvar. Hun er også meget interesseret i anatomi og obducerer ofte sine ofre eller de døde folk hun finder på stedet. Det er også grunden til at folk har sat så mange skræmmende rygter i gang omkring hende. Men det tjener hende også godt for folk sammenligner ikke det bæst de hører om med den fraværende og naive pige som Zearia er når hun blod håndteres med tålmodighed og respekt.
Vagterne i Talian kender hendes evner men der er også det, igen har nogensinde fået sande informationer om hende eller hendes tilholdssted, og fordi hun hele tiden ændrer sig er et signalement også svært at give. Alle vagterne kender hende som nummer 0666, hvilket blot øger rygterne. Zearia ved at hvis hun hører nummeret blive råbt så er det om at komme væk, og efterhånden slipper hun oftere væk end hun bliver fanget. Hun giver håb til andre mutanter, da hun virker umulig at stoppe. Hun arbejder ikke da alt hun skal bruge er i naturen eller bliver givet til hende af skræmte borgere. Ofte sørger hendes bedsteforældre for maden til gengæld for at hun holder sig væk fra byen i et vis tidsrum.
Minder: Fjerne gode minder fra hendes barndom, tydelige dårlige barndomsminder i forbindelse med sin evne, drabet på hendes forældre, sin første tilfangetagelse, oplevelser med sin evne, gentagende tilfangetagelser hun har været udsat for - både af vagter og almene mutanthadere, udviklingen af hendes evne, mange folks reaktioner på hende, kampen for overlevelse.
Andet: Hun har kannibalistiske tendenser. Desuden er hun kendt som mutant, men ingen tør henrette hende da hun kan være livsfarlig hvis hun konfronteres aggressivt. Hun bærer nogen gange rundt på et sværd der ligner en meget lang og flad hugtand og en lille dolk efter samme design. Det er hendes fars så hun bærer faktisk kun rundt på dem som et minde. Men bruger hun dem er det som værktøj og ikke våben. Hun har ingen evner indenfor kamp uden brug af evner.
Alle bipersoner er npc’er indtil de bliver postet af andre ^^ det er muligt med dem alle.
