Post by Deleted on Feb 19, 2013 18:59:19 GMT 1
Der var gået 13 dage siden han sidst havde talt med Sabi, den dag uden på marken hvor han havde givet hende en rose, en hansling han fortrød mere end han havde troet han ville og det havde samtidig betødet at han havde undgået hende, han havde stadig taget sig af prins men alle andre i stalden kunne mærke at noget var ændret, han talte ikke med hestene mere, og legede ikke med hundende eller stald kattene som han plejede, han var ikke sur, jov måske lidt på sig selv, men mest af alt prøvede han bare at få styr på sine tanker, og til det var han nød til at holde afstand til den person der betød mest for ham af alle. Det havde regnet hele morgnen og David havde haft travlt med at trække heste ind fra markerne og tørre dem for de undgik at blive syge, et job der var sværre end det lød fordi de andre stald drenge irreterrede ham noget så grusomt ved at gå i vejen hele tiden og lave ingen ting fordi de havde valgt at holde deres pause netop der hvor han havde mest brug for hjælp. prins var den sidste hest han trak ind alene fordi han ville give ham mere opmærksomhed og kun kunne det hvis han var den sidste, en ung stue pige kom ud i stalden, vel vidende at han havde søgt efter en der ville gøre ham en tjeneste, og eftersom hun før havde hjulpet ham så hun ingen grund til ikke at gøre det igen "jeg gætter på jeg skal give hende noget ?" spurgte pigen da hun kom hen til boxen, "sørg for de andre ikke ser det, og sig ikke det er fra mig, hun finder selv ud af det" sagde han med et tomt blik i øjne og gav hende en hvid rose samt et lille brev, hun nikkede og løb ind for at finde Sabi og give hende rosen og det lille brev.
~Dit venskab betyder alt for mig
Tilgiv min dumhed
Jeg ville aldrig bringe skam over dig med vilje
Aldrig tvinge dig til noget
Den her er den sidste jeg gir dig
Som en undskyldning
Som en forseglning
Glem den dag, lad mig være din ven igen
Jeg ønsker bare at du er glad, Altid~
Hans skrift var ikke den pæneste men det var tydeligt at han havde gjort sig umage, på bagsiden var der en tegning, selv om den ikke var perfekt var det tydeligt at det var et af de træer bag foldene man ikke kunne se fra huset, et af de steder hvor han altid sad når det regnede fordi uanset hvor meget det var det regnede blev man aldrig våd af at side der. med det samme han var færdig med prins forlod han stalden og gik der hen, han havde plantede en af de hvide roser der, og den lille busk havde til hans overraskelse taget fat, selv om den på ingen måde var så smuk som dem han havde givet hende var det tydeligt at det var samme sort, han sad og kiggede på den, rørte ved bladene og håbede hun ville dukke op, om ikke andet så han kunne få sin veninde tilbage, for han regnede ikke med at hun ville føle det samme for ham som han gjorde for hende.
~Dit venskab betyder alt for mig
Tilgiv min dumhed
Jeg ville aldrig bringe skam over dig med vilje
Aldrig tvinge dig til noget
Den her er den sidste jeg gir dig
Som en undskyldning
Som en forseglning
Glem den dag, lad mig være din ven igen
Jeg ønsker bare at du er glad, Altid~
Hans skrift var ikke den pæneste men det var tydeligt at han havde gjort sig umage, på bagsiden var der en tegning, selv om den ikke var perfekt var det tydeligt at det var et af de træer bag foldene man ikke kunne se fra huset, et af de steder hvor han altid sad når det regnede fordi uanset hvor meget det var det regnede blev man aldrig våd af at side der. med det samme han var færdig med prins forlod han stalden og gik der hen, han havde plantede en af de hvide roser der, og den lille busk havde til hans overraskelse taget fat, selv om den på ingen måde var så smuk som dem han havde givet hende var det tydeligt at det var samme sort, han sad og kiggede på den, rørte ved bladene og håbede hun ville dukke op, om ikke andet så han kunne få sin veninde tilbage, for han regnede ikke med at hun ville føle det samme for ham som han gjorde for hende.