En lille ridde leksion

[Sabrina Van Dall]

Dagens vejr, ja det var overskyet og truede hele tiden med regn. Uden for vinduet blæste det ind i mellem, så de nedfaldne blade virvelede rundt ude på gårdspladsen når de ikke lå stille og ventede på den næste brise. Skyerne på himlen fløj næsten over hele landet, nogle mørkere end andre så de truede bare med regn hvilket ville ødelægge Sabis planer for når hun fik fri for så ville hun lidt ud og ride i dette smukke vejr eller måske ville hun bare gå i haverne hvor bladene ville dale så smukt ned fra træerne.
Men ak indtil videre kunne hun kun se ud af vinduet og længes efter at komme uden for at opleve noget i stedet for at være herinde bag murene med en irriterende guvernante som var i gang med at undervise i violin spil, selvom Sabi havde godt forstand på violinen så var det stadig irriterende at hører den gamle kvindes stemme sige at hun ikke måtte sidde sådan og se ud af vinduet men skulle koncentrere sig om noderne foran hende, men det var svært ikke at se ud af vinduet og længes ud fordi hun jo var spærret inde i dette tåbelige værelse hvor tiden bare gik langsomt..
Igen blev blikket vendt imod noderne gik og hun begyndte atter at spille på violinen så dens smukke toner fløj lige så stille og blidt ud af vinduet og spredte dens glæde med sig selvom melodien ikke ligefrem var livlig men trist var den nu heller ikke så det var sådan en smuk mellemting som også med tiden stoppede og violinen kunne endelig blive lagt væk igen, men dette var kun fordi familien skulle samles til frokost og efterfølgende havde hun hele eftermiddagen for sig selv.
Frokosten forløb som næsten altid rolig uden særlig meget snak fra den ene eller anden, eller det var bare en af de dage hvor der ikke var meget at snakke om og efter en time kunne Sabi endelig rejse sig fra bordet og sige tak for mad, før hun med rolige skridt forlod spisesalen, men dette var da kun for at spænde op på hendes værelse og få nogle bukser og en god tyk trøje på som hun kunne ride i for intet skulle stoppe hende at komme ud og ride. Hvilket betød at hun ret hurtigt smuttede fra guvernanten fordi hun ikke ville stoppes selvom hun måske ikke skulle ride for langt væk men en lille tur ville da ikke skade nogle. Hun løb ned af trapperne og nærmest stormede forbi alle hun mødte selvom hun selvfølgelig sørgede for at gå pænt da hendes søskende og forældre var i nærheden men så snart de var gået, løb hun igen ud gennem hovedporten og hen til stalden hvor hun ville bede David om at sadle hendes hvide hingst fordi hun skulle ud og ride og det ville nærmest ikke kunne gå hurtigt nok, selvom hun vel inderst inde håbede på at David havde tid til at tage en lille tur med hende hen over de næsten nyhøstet marker eller igennem den lille skov agtig område bag slottet, men nu måtte hun jo se, hun vidste jo ikke en gang om han havde tid eller var i gang med at bestille noget andet.

Tøjet: består af et par brune skind bukser som er beregnet til at ride i sammen med en mørke grøn uld trøje så hun ville kunne holde varmen. Derudover har hun et par brune skind støvler på som er med snøre og går halvt op til knæene.

[Deleted]

Efter hans mening var vejert perfekt, særligt fordi han i den tid hun var i skolen skulle træne en af de nye hingste der var kommet, en hidsig men dog smuk hest der til at starte med ikke ville lytte til ham af manglende respekt og tro på at han rent faktisk kunne forstå den, det virkede dog til sidst og han endte med at tage en løbetur med den og sine hunde ud over markerne for at komme af med noget energi både for ham og hesten. han kom tilbage tids nok til at ane de sidste toner af Sabi's violinspil, han smilede da han gik over gården og ind i stalden for at køle hesten af og stille den ind på sin plads. han havde tidligere på dagen ordnet sin egen hest og fået den til at gå lige i nærheden i tilfælde af at han fik mulighed for at ride en tur. han gik forbi boxen med den hvide hingst og stoppede op da han hørte den snakke med sig selv "bare rolig det er din tur nu" sagde han med latter i stemmen mens han så sig over skulderen på vej ind i rummet hvor de holde alle børsterne inden han kom tilbage og begyndte at gøre hesten klar mens han snakkede. han var lige blevet færdig og havde lukket lågen efter sig da han hørte Sabi's løbende skridt komme imod stalden, han kunne kende hendes skidt på lang afstand og det var tydeligt at hendes hest også kunne det. han børstede sig fri for det snavs der havde lagt sig på hans bukser og tog sin lille hat på i håb om at han ikke ville virke alt for sjuskede, han gik ind og lagde strilerne på plads og stillede sig i den store åbning der skillede stalden, han stod lænede op af muren og kiggede imd hende, hans charmerende smil som han aldrig kunne fjerne i nærheden af hende "hvad bestiller sådan en skønhed dog her ude ?" hans tone var drillende men dog stadig kærlig, han rettede sig fra vægen og gik langsomt imod hende men stoppede dog cirka halvvejs, afventende for at finde ud af hvad hun ville svare ham. hundene lå og kiggede på hende, det var tydeligt de ville løbe hen og sige hej men ikke gjorde det fordi han ikke havde givet lov "smut i bare hjem" uden at tænke over det talte han igen hund som han havde gjort det så mange gange før, hundene rejste sig med det samme og luntede forbi Sabi dog lorgede de med halen og gned sig lidt op af hende som hilsen idet de gik forbi og forsvandt. der var ingen andre i stalden, hvilket han bare var glad for, han syntes tit de var for mange men det var nok mest af alt fordi han var overbevist om at han kunne gøre det hele selv. han sagde stadig ikke mere til hende, selv om det var tydeligt at han havde lyst til at omfavne hende og snakke løs som han havde det med til tider at gøre når han havde savnet hende for meget. han havde dog svært ved at holde sig i sin stilling mellem hende og hesten, men det påvirkede ikke hans smil eller blikket i hans øjne der tydeligt viste at han var glad for at se hende. "jeg hørte dig spille idag" han tav kort "som altid smukkere end lyden af en syngende engel" det var ikke noget han selv havde fundet på, det var hvad den nye hest havde sagt da de gik forbi, men han havde fundet det så rigtigt at han ikke kunne undgå at sige det til hende, og som altid fik han det til at lyde som hans egne ord, hvilket det også lige så godt kunne have været.

[Sabrina Van Dall]

Sabi spændende over gårdspladsen og hen til stalden for dette kunne altså ikke gå hurtigt nok, hun trængte sådan til en ridetur og mærke vinden lege med hendes hår mens følelsen af frihed ville skylle ind over hende som hun ville ride i galop. Den eneste forhindring nu var at få David til at sadle hesten op og dette kunne heller ikke gå hurtigt nok, men hun regnede nu ikke med at han ville gøre det hurtigt bare for at drille hende som han plejede.
Hun satte dog farten ned da hundene kort kom hen for at sige hej så hun klappede den kort med et stort smil inden hun forsatte hendes løben de sidste meter hen til David, som hun egentlig godt kunne have fundet på at springe i favnen på hvis det ikke var fordi folk kunne se dem fra vinduerne, så hun stoppede bare lettere forpustet op ca. en meter fra ham.. ”Jeg skal ud og ride så saddel Prins op.. og det kan ikke gå hurtigt nok!”.. Det var tydeligt at hun var i et rigtigt godt humør og nærmest spændt på at komme ud og ride og bare opleve noget andet at lege denne fine gode pige hele tiden, for undervisningen var så kedelig når det kom til stykket, så ville hun altså meget hellere ud og opleve noget.
Hun stor smilede som hun så på David og nærmest trippede af ren og skær energi over hun havde så travlt med at komme ud og ride… ”nu ikke så meget snik snak… Jeg skal af sted inden regnen kommer”… Skyndte hun sig lidt at sige for hun hørte ikke rigtigt efter fordi hun jo skulle skynde sig med at komme af sted så hun kunne nå tilbage inden regnen ville styrte ned over deres hoveder, hvis den altså kom men man kunne jo aldrig være sikker. Desuden var hun nærmest vant til hans snak og troede for det meste at han bare drillende hende fordi hun var sådan en fin dame, så hun troede ikke ligefrem på at der lå nogle følelser bag selvom det til tider gik lige i hjertet på hende og kunne få hende til at rødme en smule eller bare blive helt varm om hjertet.
stalden og hen til båsen til hendes smukke hvide hingst Prins som hun så fint havde kaldt ham… ”Hej Prins er du klar til at ride i fuld galop?”.. Sagde hun glad til hesten til trods for hun ikke kunne høre den svare med ord men dens vrinsken lød da som om den var helt klar på at skulle ud og ride.

[Deleted]

han lo kort da han hørte hendes ord og lod hende gå forbi ham "er du nu sikker på det er en god idé ?" sagde han drillende og så efter hende over skulderen "lad gå, men kun hvis du lader mig tage med, jeg kan jo ikke resikere der sker dig noget" sagde han med en lokkende tone inden han bakkede lidt og så vendte sig og traskede hen for at hente udstyret til prins som han hurtigt kom tilbage med, han bar som som om det ikke vejede noget som helst selv om alle der havde rørt det vidste at sadlen i sig selv lå i den tunge ende af skalaen. han åbnede lågen og med et kort nik med hoved fik han givet tegn til prins om at blive stående mens han gjorde ham klar, han tog sin tid, som altid for at trække tiden ud. "regn er da altid godt, og pris og jeg skal nok sørger for at du ikke kommer til at fryse" han tav kort og så fra hende til hesten "ikke sandt prins" spurgte han så hun også ville kunne forstå ham, prins slog med hoved som om han nikkede tydeligt enig med ham i at regnen da ikke skulle holde dem fra at få en lang ridetur. han blev dog alivel førdig hurtigere end nogen af de andre stalddrenge ville have kunnet gøre det, han trak prins ud på gangen og trak ham ned for at få ham ud af bag døren "husk din hjelm, nok er jeg hurtig men jeg kan nok ikke fange dig hvis du falder" sagde han med latter i stemmen og rakte hende hjelmen dog uden at forvente at hun rent faktisk ville bruge den, da de stod ude bag ved og han havde fået lukket porten bag dem vrinskede han højt og hovslag kunne med det samme høres fra hans egen hest der kom galoperende imod dem og stoppede brat og elegant foran dem. Davis slog nogen klik med tungen og hans hest bukkede sig dybt som en cirkus hest for Sabi som en tydelig tegn på respekt "desuden mente jeg det, det med at du spiller som en engel synger... det burde være dig der underviste den gamle krage og ikke omvendt" sagde han charmerende og smilede som altid. han stillede sig ved prins's hoved og holdte ham så hun kunne komme op, han vidste hun kunne selv men dog var han som altid klar til at hjælpe hende hvis hun skulle bede ham om det.

[Sabrina Van Dall]

Sabi kom til at grine af ham da hun spurgte om hun var sikker.. ”Jeg er aldrig sikker, det ved du godt..” grinede hun for hun var da sjældent sikker når hun lavede de her spontane ting som hun nu gjorde for hun havde længtes ud i naturen hvor der skete meget mere end inde på slottet for der var folk kedelige og alt muligt, så der skete jo sjældent noget spændende.. ”Jeg havde da heller ikke regnet med andet end at du skulle med, medmindre du har for travlt til lille mig”.. sagde hun stor smilende selvom hun nu ikke regnede med at han havde så travlt til at han ikke ville kunne adlyde hans hertugindes bøn om at han ville tage med hende ud og ride, men igen hun forlod jo også sjældent slottet uden at have nogle med sig selvom det mest var den gamle krage til en guvernante men det var jo bedst at være på den sikre side.
Hun stillede sig ud til siden så hun ikke ville være i vejen for David eller Prins eftersom hun jo bare ville forsinke dem hvis hun stod for meget i vejen, til trods for at hun var yderst utålmodig med at komme af sted og ikke kunne lade være med at trippe hele tiden… ”Hold nu op du lyder som min far”… sagde hun stadig stor smilende men rullede dog med øjnene som hun tog hjelmen kun for at kaste den til side for den havde hun ikke tænkt sig at bruge, da hun var en erfaren rytter så hun mente ikke at hun behøvede den. Hun fulgte med dem ud igen med det største smil på læberne som hun så hans hest komme løbende og bukke for hende, så hun nejede bare igen med et grin for det var nu lidt sjovt det her, og hun glædede sig sådan til at tilbringe tid med ham.. ”Det har jeg sagt i årevis men der er jo ingen der lytter til mig”.. sagde hun dog mere roligt som om hun bare slog det hen fordi det ikke betød noget som helst for hende, men igen hun ville jo bare ud og ride og ikke stå og snakke på den her måde hele tiden. Da han gjorde klar til at hun kunne stige op gik der heller ikke mange sekunder før hun var steget op og egentlig bare klar til at komme af sted, så hun red egentlig bare i forvejen og nærmest forventede han ville forsøge at fange hende. For hun red ud imod markerne i stedet for skoven, for det var måske en dum ide at ride derud så hun tog markerne i stedet, ude i det fri med vinden i håret.

[Deleted]

han valgte ikke at sige noget som svar, han nød bare at høre hende snakke mens de gik ned af stald gangen. da hun var kommet op på prins slap han med det samme tøljerne og gik hen og svag sig op på sin egen hest, uden udstyr som altid inden han satte afsted efter hende og hurtigt fik indhentede hende "de skulle tage og lytte til dig, du er langt klogere end de fleste af de oldsager du bor med" sagde han med latter i stemmen, men dog uden at fjerne sit selvanelige charmerende smil. hesten han red havde klassiske store bevægelser og det var tydeligt at han havde trænet den godt men på den anden side havde han også haft den fra føl så alt andet ville være sært. på trods af de store bevægelser fulgte den med lethed med prins. han så op imod himmelen kort, han kiggede på de mørke skyer der stadig truede med at bryde ud i regn, han håbede det næsten, men dog heller ikke før at de var længere væk, om ikke andet kunne det give ham en undskyldning for at være beskyttende som altid. "forrasten, jeg syntes jeg hørte nogen snakke om at du skal giftes snart" han prøvede at lyde alvorlig men blikket i hans øjne og det svage ryk i hans mundvig afslørede at han bare drillede hende, at det ikke noget han havde hørt men bare sagde for at snakke, snakke om hvad som helst, faktisk var emnet som altid lige meget for ham så længe han havde en undskyldning for at høre hendes stemme eller mening om noget. han så ned på prins og slog et enkelt klik med tungen, det var tydeligt at begge heste forstod ham, dog hans egen først da den med det samme satte farten udfordrende op men ikke så meget at den ville komme mere end nogen cm foran til at starte med.

[Sabrina Van Dall]

Sabi grinede som hun red af sted og bare nød at mærke vinden imod hendes ansigt og mærke hvordan den legede med hendes hår som fløj efter hende ligesom vinden legede med Prins man så hesten måtte nyde det lige så meget som hende, for det havde følt som en evighed siden, men tiden gik også så langsomt inde i slottet og når hun skulle øve de forskellige ting selvom hun havde øvet dem så mange gange at hun kunne det hele uden ad… ”Forsøg at forklar det til mig far”.. sagde hun grinende for de vidste jo godt at hendes far ikke var til at snakke med fordi han var en af de der højrøvet adelige som jo egentlig forsøgte at holde Sabi og David fra hinanden fordi det passede ikke en kvinde af hendes stand at være sammen med en stalddreng af middelklassen.
Da han snakkede om at han havde hørt hun skulle gifte så hun bare strengt på ham… ”Det der må du ikke drille med.. ellers kommer jeg og slår dig..”… Så hun satte med vilje farten op og drejede kort til venstre med hesten bare for at komme væk fra ham og hen imod et træ som stod helt ensomt på marken men der kunne de da holde et mindre hvil under for hun skulle vidst lige give ham en gang tæsk bare for at snakke om at hun skulle giftes for det skulle hun i hvert fald ikke, og det var der ingen som skulle tvinge hende til at være sammen med en som hun slet ikke elskede på nogle måde eller bare en hun ikke kendte, men det var jo ikke ligefrem noget nyt at døtre blev gift med fremmed mænd som kunne tilbyde god titel, rigdom og smukke ting, selvom hun hellere ville have hendes frihed men hun kunne jo ikke lov at gifte sig af kærlighed så hun måtte jo bare indse at hun ikke havde noget valg på det punkt og bare kunne håbe på at hendes far ikke kunne finde en passende mand til hende. Så det var egentlig ikke et emne som hun ville ind på nogen måde, faktisk hadet hun at blive mindet om at hendes unge en smule frie liv en dag ville afslutte og hun skulle være frue i et hus og konstant være find og snobbet, var noget som pinte hende og lige nu ødelagde det hendes ellers gode humør.

[Deleted]

han sagde intet til hendes ord men følte dog et mindre stik i brystet da hun ikke reagerede helt som han havde forventede. han fulgte hende hen til træet og hoppede ned, han gik hen til hende og rakte ud for at give hende en hånd ned "slå du bare løs, hvis det gør dig glad må du sågar dræbe mig" hans stemme var rolig men han smilede stadig i håb om at hun ville blive glad igen. "og jeg kan de godt forsøge at snakke med din far, det ender bare med at jeg bliver fyrret, på nær når det kommer til hestene lader han til at hade mig, på trods af at jeg intet andet har gjort end at kigge på den skønhed han er skyld i render rundt foran mig hele tiden" han smilede skævt og blinkede til hende for at lade hende vide at hun var den skønhed han mente. da hun var kommet ned fik han med hurtige bevægelser sadlen og transen af prins og satte det på jorden, han spredte underlaget ud så hun kunne side på det uden at resikere at få græs på sig, han gav et kort tegn til hestene der gik et stykke væk og begyndte at nippe til det ukrut der havde voksede op på marken. "og undskyld, det var bare en dum joke" han så hende i øjne og tav kort "om så jeg skulle kidnappe dig ville jeg aldrig tillade at du blev gift med en du ikke elskede" han talte roligt, uden at fjerne øjne fra hende et eneste sekund "du siger bare til, om så jeg skal lade din far dræbe mig skal jeg nok sørger for du bliver gift af kærlighed, hvis du bliver gift altså" han smilede stort og prikkede til hendes næse med sin ene finger, han havde lyst til at se væk, noget i ham sagde at hans ord var upassende, men han kunne ikke lade være, for selv om han ikke ville stå ved det så betød hendes lykke mere for ham end noget andet og han ville heller end gerne ofre sit liv for at give hende hvad han mente hun fortjente.

[Sabrina Van Dall]

Hun steg af hesten da hun var kommet hen til træet for det gode humør var ligesom ødelagt igen så måtte de vente lidt med at ride videre, selvom følelsen af vinden i håret havde været så skøn og lige noget hun havde trængt til. Hun gik dog hen til ham og slog ham i brystkassen med knyttet hånd selvom det ikke ligefrem var særlig hårdt.. ”Du ved godt at jeg ikke kan dræbe dig… Og det hjælper heller ikke at snakke med min far”… sagde hun en anelse irriteret men kom til at grine lidt over hans blink til hende til trods for hun jo bare mente at han drillede hende.
Da han bredte underlaget ud gik hun roligt hen og satte sig med ryggen op af stammen for at hun kunne slappe lidt mere af, for havde solen skinnet havde hun nok lagt sig ned men det gjorde den jo ikke ligefrem så hun ville nøjes med at sidde selvom hun nok fik snavs på ryggen. Hun så dog undrende på ham da han begyndte at snakke om at han kun ville lade hende blive gift med en hun elskede..”David.. du ved da godt at den slags frihed har jeg ikke.. Det er kun få heldige adelige som bliver gift med en de elsker.. men kærligheden kommer vel nok, det siger min mor den gør”.. sagde hun roligt og sukkede så for det var ikke ligefrem et emne hun ville snakke om, eftersom hun jo bare måtte acceptere hendes skæbne men med lidt held ville der stadig gå år før det ville ske for hendes ældre søster var jo ikke gift endnu så hun kunne være heldig at hun kunne nå i det mindste at holde af hendes fremtidige mand. Da han prikkede hende på næsen rystede hun kort på hovedet som om hun ville have hans finger væk igen… ”Og nu gider jeg ikke snakke mere om det, jeg har ventet hele dagen på at komme ud..”… Sagde hun så med et smil men det var jo sandt hun havde ventet hele dagen så ville hun altså ikke bruge den på at sidde og surmule eller blive irriteret.

[Deleted]

han stod roligt og tog imod hendes slag uden at rykke sig det mindste, det gjorde på ingen måde ondt på ham men han så dog ned, kort, i håb om at hun ville forstå det som en lille undskyldning. han smilede som var han ved at grine da han hørte hendes ord "at dø med øjne rettede mod en engel ville ellers være en behagelig måde at dø på" han trak lidt på sit smil i håb om at hun ville se bare en smugle af den kærlighed han følte. "og du siger bare til hvis du en dag keder dig og vil se mig gøre mig selv til grin over for ham" han havde latter i stemmen, det var tydeligt at han prøvede at opmuntre hende, selv om han ikke var sikker på at det ville nytte noget. det var tydeligt at se på ham da han rettede blikket ud over marken at han ikke nød lyden af hendes svar "bare fordi man er født til noget betyder det ikke at man er tvunget til at forsætte sådan for evigt" han talte lavt, som en højlydt tanke, dog så han igen på hende da hun snakkede igen "undskyld, jeg skal nok forsøge at sørge for ikke at gøre dig sur igen" han smilede igen, uden at tænke over det. "så hvad kan jeg gøre for at gøre dig glad, for at give dig en dag der i mindet vil være som sommer" spurgte han smilende uden at tage øjne fra hende, selv da himmelen blev endnu mørkere og skyerne afslørede at det ikke kun var regn de bar på men også lyn og torden.

[Sabrina Van Dall]

Det havde nu heller ikke været meningen at slaget skulle gøre ondt på ham, for hun var jo ikke vred på ham i den forstand for så ville hun jo ikke stå tilbage for at gøre så det gjorde ondt på ham, det kendte han jo godt til trods for at hun ikke rigtigt blev vred fordi der skulle meget til før hun egentlig blev vred. ”Hold nu op med det der engel.. jeg er ikke nogen engel”

[/color] sagde hun en smule tænksomt da han blev ved med at snakke om at hun spillede som en engel sang eller bare en lignede en engel, dog følte hun sig ikke ligefrem som en, ikke med alle de ting hun havde gjort og alle de ting hun kunne finde på at lave i fremtiden. ”Nok er jeg ikke nogen engel men så ond er jeg nu heller ikke.. for kunne jo risikere at han sendte dig væk så vi aldrig kunne ses igen”[/color] sagde hun roligt men dog lidt trist over tanken hvis det skete, for bare det de red sammen ansås jo ikke som noget godt fordi de begge havde den alder de havde og de opførte sig jo som om der ikke var nogen rang i mellem til trods for hun var adelig og han var det ikke.
Hun valgte dog ikke at kommentere det han sagde med at hun ikke ville være tvunget for evigt, for det vidste hun godt var noget sludder eftersom hun jo ville blive tvunget til at gifte sig med en og det var ikke ligefrem en god ting at blive skilt, kun hvis det var skilt ved døden så var det vidst fint nok men ellers ikke og hun ville jo helst ikke bringe skam over hendes familie. Et stille smil listede sig over hendes læber før en mindre latter brød dem. ”Sommer? Vi har efterår kære David.. eller har du ikke set bladene falde ned?”[/color] spurgte hun drillende for det her var ikke ligefrem sommer vejr, der manglede jo de smukke blomster, den lyseblå himmel og fugle der sang.
[/blockquote]

[Deleted]

Han smilede, undertrygte et grin og prikkede hende igen drillende på næsen med den ene finger "oki da, ikke en engel, men hvad må jeg så kalde dig ?" han så undersøgende på hende men fjernede ikke et sekundt hans charmerende smil. han lo kort og lavt ved hendes næste ord og nærmede sig hende så han sad en del tættere på dog uden at han tænkte meget over det "selv hvis han satter vagter ved døren ville jeg ikke holde mig væk før du bad mig om det" hans stemme var lav, næsten hviskende, han ville lade hende vide hvad han følte, men selv efter alt denne tid kunne han stadig ikke sige det lige ud, han ville heller lade hende finde ud af det selv end at gøre sig selv totalt til grin ved at sige de ting han ikke selv kende det fulde omfang af. han rettede sig dog igen og sad normalt da han hørte hendes næste ord "jeg ved godt det ikke er sommer, men det forhindrede mig ikke i at finde den her til dig" han havde gemt en rose i sin hat tidligere på dagen for at sikre sig at han havde den når han var alene med hende "jeg kunne kun finde en rød, men den var så fri som du fortjæner at være" han blinkede til hende med det ene øje da han rakte hende den hvide rose med så grønne blade at man skulle tro den var voksede midt om sommern, han havde kun en gang før givet hende en blomst og det talte han ikke, for for ham var den lille blomst han havde stjålet fra Prins på marken sommern før ikke smuk nok til at gælde på samme måde som den rose han havde brgt flere uger på at opdrive i den rette stand. han håbede hun ville tage godt imod rosen for selv om han havde kunnet finde en hvilken som helst rose var denne særlig, han vidste ikke om hun ville genkende racen men for ham var det nok at han selv kendte dens betydning. "What's in a name? that which we call a rose, By any other name would smell as sweet" selv om han havde sat sig for intet at sige kunne han ikke dy sig, hans yndlings citat der samtidig beskrev rosen han havde givet hende virkede rigtig for ham, selv med chancen for at han ville komme til at lyde for sukkersød.

//Rosen - lh3.ggpht.com/-XHbKTMsvhBk/ThBlUN-eZFI/AAAAAAAAAD0/Tk0KOB3lsdo/White%252520Rose.jpg

[Sabrina Van Dall]

Som reaktion på hans prikken på hendes næse rystede hun bare på hovedet nærmest for at få hans finger væk igen. ”Bare ikke engel.. jeg er ikke sukker sød og du ved godt jeg ikke altid overholder reglerne”

[/color] sagde hun med et lille grin for engel ville hun altså ikke være selvom det jo kun var en kompliment så kunne det også få hende til at lyde kedelig. Hun sagde ikke noget til at han rykkede sig tættere på for de var jo vokset op som søskende nærmest og havde da tit sloges og sådan noget indtil de lå udmattet ved hinanden side, så hun havde jo vænnet sig til hans nærhed og fandt den til tider meget beskyttende og beroligende. Hun kom til at grine lidt ved det han sagde [/color=black]”Det lyder til at du vil lukke mig inde nu ved at give far den ide om at låse mig inde og sætte ekstra vagter omkring mig.. Det er altså ikke en leg jeg vil være med på”[/b][/color] sagde hun lettere grinende for hun ville bare hade at have flere vagter omkring sig foruden den gamle guvernante som hun allerede var irriteret over i forvejen. Lidt som en prinsesse i eventyr der var låst inde i et tårnværelse og så skulle prinsen komme og redde hende.
Hun så lidt undrende på ham da han hende rosen og sagde de ord, for det føltes nu lidt unormalt at han sådan gav hende blomster, jo mark blomsten havde hun forstået men den gang havde det nu også været i sjov. Der undrende blik gled fra ham og ned på rosen som hun sad med i den ene hånd og med den anden strøg hun rosens blade med en blid finger for at mærke hvor blød den var. ”Du har vel ikke nakket den fra mors have?”[/color] spurgte hun lidt tænksomt for hendes mors have var jo smuk og hun brugte jo meget lang tid på at holde den i orden og få den til at forblive smuk uanset årstiden. ”Og hvorfor skal jeg egentlig have en rose? Du opfører dig mere sært end du plejer..”[/color] sagde hun som blikket gled over på ham igen, for en rose var jo noget man gav til en man elskede mens en mark blomst jo kunne være i sjov og leg fordi man ville danse rundt med den i håret efterfølgende men det ville være en skam med en rose for hvis den faldt ud kunne hun jo risikere at den gik i stykker og det ville være en skam når det egentlig var en meget smuk rose han havde fundet til hende.
[/blockquote]

[Deleted]

"Så lad da gå, hmmm så må du være" han tak det sidste ord ud, tankefuldt "ja jeg kan faktisk ikke finde på noget andet lige nu, men jeg skal nok sige til når jeg gør" han lo igen med en venlig kort latter, dog var det tydeligt at det ikke var hende han grinte af men hans manglende evne til at finde på andet at kalde hende end en engel. "nej bare rolig, jeg vil nødig være skyld i at du skal tilbringe alt din tid inde sammen med gamle mennesker" han lo igen dog mere for at understrege at han fandt de fleste af dem han havde set værende oldsager i forhold til hende og ham selv. han så næsten fornærmet ud over hendes spørgsmål men blødet dog hurtigt op igen da han ikke kunne holde en sådan mine overfor hende "jeg kunne da aldrig finde på at give dig en stjålen rose... desuden har din mor ikke en Alba, jeg har tjekket" han smilede og det var tydeligt at det at hans ord kunne forstås som om at han havde tænkt på at stjæle en fra haven ikke var gået op for ham "jeg opsporede en botaniker der sendte mig hen til en gammel dame der havde den, jeg ville have en der ikke bragte skam over din skønhed" det var tydeligt at han talte sandt, det stod malet i hans øjne at den tid han havde brugt på at finde rosen var det værd for ham, selv om det var upassende. da han hørte hendes næste ord så han kort ned inden han igen vendte øjne imod hende, han anede ikke hvad han skulle sige og i et kort øjeblik var det tydeligt at se i hans øjne "er det nu forbudt at give dig en rose ? det er så længe siden jeg har hørt nogen snakke om du har fået blomster så syntes du fortjente en... havde jeg haft pengene havde du fået en buket af dem hver dag" han så væk kort efter at have sagt det, han så ud over marken og de mørke skyer gav ham en mulighed for at slippe for den samtale han frygtede udfaldet af, han rejste sig kort efter og kaldte hestene hen "jeg må heller få dig hjem inden det begynder at regne" sagde han og smilede som altid, selv om blikket i hans øjne tydeligt afslørede at han forsøgte at stikke af fra at hun havde opdaget hans ændret adfærd.

[Sabrina Van Dall]

Sabi anede nu heller ikke hvad hun skulle blive kaldt ellers for hun var jo ganske tilfreds med Sabi eller bare Sab for hun behøvede ikke ligefrem blive at sammenlignet med noget som helst når hun var tilfreds med den hun nu var. ”Du kunne også bare lige våge på at gøre det.. så kunne det godt være jeg kom efter dig eller sender nogle efter dig som straf”

[/color] sagde hun lettere drillende med et drillende smil for hun kunne jo godt finde på det, og hun havde midlerne til det men det ville nu aldrig være for at skade eller dræbe ham men mere bare for at fortælle ham at hun godt kunne finde på det. Nu var det ikke fordi hun så alle de andre som oldsager for hendes ældre søskende var jo ikke mere end et par år ældre end hende og måske muligvis også smukkere og mere fine på den, foruden Mimi der jo var den som Sabi mindede mest om både af udseende og personlighed.
”du ved da ikke om hun har sådan nogle roser inde i slottet”[/color] sagde hun roligt med et lille drillende smil for hendes mor var jo ret glad for planter og alle former for blomster og generelt bare skønhed, noget som kunne ses på slottet for de var jo omgivet af smukke ting. ”Tror stadig du kunne finde på at stjæle den.. ligesom du stjæler alt muligt andet”[/color] sagde hun drillende for de havde jo været nogle små ballademagere, og hvilket barn kunne modstå sødesager fra køkkenet? Eller stjæle fra andre for at drille?
Hun så igen på rosen og strøg den stille med en blid finger, for hun var da meget glad for den, så hun ville nok lægge den til tørre i solen så hun altid kunne have den hos sig. Hun slog blikket ned igen og så på rosen som et rødligt skær kom over hendes kinder, hvilket hun forsøgte lidt at skjule ved at lade håret falde ned foran ansigtet. ”Tak.. men forstår ikke hvorfor jeg nu pludselig skal have blomster og hvorfor du opføre dig sådan.. Du er vel ikke ved at falde for mig?”[/color] sagde hun en anelse stille men stadig højt nok til at han ville kunne høre hende selv efter han havde rejst sig og kaldt på hestene, men hun blev dog siddende for hun ville nu godt have svar selvom hun ikke selv var klar over hvad hun følte, for hun vidste jo kun at han var sød og charmende men hun regnede måske at han var sådan overfor alle pigerne på slottet, i hvert fald tjenestepigerne som sikkert også havde et godt øje til ham.
[/blockquote]