Mildt efterår

[Aubrey Mirage Reinsa]

Selvom det var midt på dagen, og solen stod klart på himlen, føltes vejret koldt. Siden efteråret var trådt ind, var sommerens varme langsomt blevet sivet ud og erstattet af efterårets kulde. Bladende var begyndt at få en anden farve. I stedet for den grønne farve, blev de brune, rødbrune og gyldne. Aubrey fandt det ganske smukt.
Hun sad nede ved søen, og fodrede de ænder der tilbragte sin tid der. Hun opdelte brødet til små stykker, så de ikke blev kvalt af det. Hendes lange røde hår var sat op i en fletning, men det var stadig utrolig langt. Hvis hun løsnede fletningen, ville hendes hår røre ved jorden. Aubrey havde en lang hvid kjole på, som gik hende til anklerne, et par sorte sko og en simpel sort kappen, hvor hætten var slået op, så hendes ansigt var gemt lidt væk. De blå, grønne øjne kiggede venligt på ænderne. Hun havde altid fundet dyrene umådelig søde, selvom hun nu ikke ville klappe dem, da de nok ville bide hende.
Korset som hun havde arvet fra sin mor, hang blidt om hendes hals. Tankerne omkring hendes familie lå stille, mens hun kun fokuserede på ænderne, indtil hun ikke længere havde mere brød at give dem. Tydeligt utilfredse over der ikke var mere, spankulerede væk.
Nu stod hun blot der, og betragtede søen, i efterårets milde kulde.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias var lige kommet hjem fra marolsa havde havde det stadigt underligt i maven efter turen, der var skete så meget. han red igennem skoven på Bodil hans brune hoppe. Esekias var iført sin uniform der tydeligt markerede ham som en af kongens personlige 5, en æres plads der ellers aldrig var tilfaldet en så ung ridder som Eskias, han var stadigtvæk tale emnet i de højere lag men han var ved at være blevet vand til det. ved hans side han et langt slank sværd der var hans familie sværd. hans uniform var blå. som så ofte red han omkring søen på sin vej til den nordlige bydel. han elskede skoven på denne tid af året med alle dens farver.
da han red forbi besluttede han at lade boldil drikke hun virkede som om hun trænkte til en slurk, hvilket var meget forståeligt efter hun havde redet om kap med caleb det halve af dagen. han var nåede af hesten da han lagde mærke til en pige der sad ved søen. og smilt venligt til hendes og lod bodil stå ubundet som hun var

[Aubrey Mirage Reinsa]

For hende var tiden stået lidt stille, hun fornemmede ikke noget som helst omkring hende. Søens blanke overflad havde fanget hende, på et ubegribeligt grundlag. Som barn havde hendes bror altid fortalte hende, hvordan hendes øjne mindede om en skovsø. Hun havde aldrig forstået det, ej heller gjorde hun det nu hvor hun stirrede ned i søens blanke overflade.
Der lød et lille suk fra hende. Hun slog hætten ned, og afslørede de spidse øre. Hendes lange hår var skjult under kappen, selvom en vind mildt havde grebet fat i hende, og dermed skubbede kappen let til side, så det blev mere afsløret.
Lyden af heste skridt bragte hende tilbage til verdenen. Hendes øjne rettede sig automatisk over imod lyden. En ridder. Det var ikke ualmindeligt at se en ridder her i området, men det føltes alligevel underligt, specielt at blive lagt mærke til en. Hun rødmede, og kiggede sky væk.
En tanke gik igennem hende. Der var noget specielt ved den ridder, hun kunne dog ikke sætte et fingerpeg på hvad det var, og dog… måske var det den ridder, en af de 5 vigtige ridder i inderkredsen. Hun var desværre ikke så god til ansigter, og siden hun nærmest var fængslet det sted hvor hun arbejdede, kunne hun ikke sige det med sikkerhed.

[Esekias Lawrens Montegeu]

esekias kunne se hendes rødmen og han kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet og strøg bodil over manen før han trådte fri af hende og gik et par vskridt over mod pigen. da hun vendte siden til fik han et godt kig på de spidse øre, og han kunne ikke lade være med at tage det med i sine overvejelser om om hun måske var mutan, det var trods alt en del af hans job at ligge mærke til den slags ting, men som udgangs punkt behandlede han hende som alle andre unge damer han mødte, og esekias havde altid været mere end høflig på det punkt, opdraget som han var af sin mor.
" goddag frøken, nyder de dagen"[/color]
spurgte han venligt og kigged eroligt på hende med venlige øjne

[Aubrey Mirage Reinsa]

Hun havde ikke regnet med, at han ville komme hende nær. Da hun var sky af natur, fik hun lidt store øjne da han sagde noget til hende. Aubrey var ikke vant til at snakke med folk, kun når hun skulle på sit arbejde, eller når hun var på markedet for at hente nogle ting. Ellers snakkede hun som regel aldrig med folk. Hun turde.
”J-ja,” stammede hun stille, og kiggede genert væk. Hun vred sine hænder lidt, i tvivl om hvad hun skulle sige, eller gøre for den sags skyld. Når det gjaldt samtaler var hun virkelig på bar bund. ”Nyder De dagen?” Var det eneste hun egentlig kunne komme på.
Hun følte sig mærkeligt bevidst om sit ydre, normalt gjorde hun ikke nøje tanker om det, men i dette øjeblik gjorde hun. Om det var noget han fik hende til, eller det faktum at han var en ridder, anede hun ikke.
I et øjeblik fik hun en lyst til at se op, og virkelig se på ham, for ikke at virke uhøflig, men hendes sky natur overvandt meget hurtigt den lyst. Dermed forblev hendes blik rettet imod jorden.