Post by Akari Misero on Jan 1, 2013 19:59:21 GMT 1
Akari stod i sit værelse og så ud af vinduet. Han stod foroverbøjet og holdt sin vægt oppe med armene. Han havde placeret sine hænder i vindueskarmen og stod i en lettere anspændt stilling og stirrede frem for sig. Ira, en af hans sorte katte, gik frem og tilbage i vinduet og strøg siden op ad hans arme hver gang hun gik forbi. Så snart hun ikke rørte Akaris arme med halen mere vendte hun om og gik tilbage, mens hun strøg sig op ad hans arme for hver gang hun passerede ham. Akari ignorerede imidlertid hendes forsøg på at få hans opmærksomhed og stirrede tomt ud i den varme sommernat. Hans tanker fløj hvorhen det passede dem og han registrerede ikke nogen af de emner, som tankerne berørte, før hans tanker nåede minder om Merosal. Vreden blussede op i ham som minder om smerte, forræderi og flugt overtog hans hjerne. Hans fingre strammede deres greb om vindueskarmens kant. Og først da træet knagede faretruende slap han igen. Efter at han havde sluppet vindueskarmen brat så rettede han sig op. Vreden ulmede i hans øjne, som virkede mørkere end normalt, hvilket ofte indikerede dårligt humør. Han stirrede stadig ud i mørket og fokuserede ikke på noget. Han rettede heller ikke sin vrede mod andre end sig selv. Ira spandt henrykt over al den vrede minderne forårsagede i ham og som vreden toppede ved Akaris absolut mest smertefulde minde så miavede hun, stillede sig på bagbenene og holdt balancen ved at placere forpoterne mod hans krop. Akari blinkede, som han langsomt vendte tilbage til nuet, og kiggede ned på katten. Han konstaterede at hun var blevet ældre at se på, mere voksen dog stadig ikke gammel. Han vrede påvirkede hendes livscyklus på en mærkelig måde han ikke selv forstod. Han strøg den spindende kat over hovedet og hun trykkede panden mod hans hånd og gned ansigtet mod hans håndled, som hans hånd fortsatte ned over den sorte pels, der dækkede kattens hals. Hans vrede fortog sig lidt igen i takt med at hans fokus fjernede sig fra de fjerne minder. Ira miavede igen og sprang ned fra vinduet og gik ind i rummet. Akari kunne kun følge hende med øjnene noget af vejen til trods for at hans øjne efterhånden havde vænnet sig til det mørke værelse. Lydene, som katten lavede, informerede ham dog om at hun var hoppet op i hans seng og nu fandt sig til rette der. Akari vendte igen blikket mod byen udenfor. Ude af stand til at finde ro til at sove opgav han at prøve at få orden i sine tanker og besluttede i stedet at gå ud. Selv om det var midt om natten.
Han udvalgte noget tøj, så lidt som muligt pga. varmen, men stadig nok til at være anstændigt påklædt. Selv om klokken var mange kunne han risikere at støde på folk i den varme nat. Folk der heller ikke kunne sove. Han havde ikke vagten i huset denne nat, men valgte alligevel at informere dem der havde om at han gik. Derved forventede de ikke hans indblanding hvis der skete noget. Han forlod huset gennem køkkendøren og låste den forsvarligt bag sig. Det var en varm sommernat, men varmen var tør og gjorde at det var udholdeligt at bevæge sig rundt udenfor. Det var en nat hvor månen stort set var ny og det var svært at se andet end omgivelserne lige omkring sig. Han havde imidlertid ikke noget imod mørket. Han havde ikke lyst til at blive distraheret. Han begav sig rundt mellem palæerne og villaerne som en genganger uden at registrere noget omkring sig indtil han havde kørt sig selv træt. Han opdagede først den tynde der sad i hele hans krop, samt hvor trætte hans muskler var da solen spredte et rødt skær over himlen. Han havde ikke registeret andet end sine tanker og spekulationer siden han forlod palæet. Himlens farveskift rev ham ud af sine tanker og han løftede blikket mod de røde stråler der bredte sig over byen. Lidt efter lidt mærkede han hvordan trætheden også trak i hans hjerne. Han lod en hånd løbe over ansigtet og så sig om. Så smilede han over det tilfælde at han var stoppet netop der og gik ind i gården lige til højre for sig og videre mod Kenlisworth palæet. Endnu en søvnløs nat på grund af minder tænkte han og undertrykte et gab.
//out//
Han udvalgte noget tøj, så lidt som muligt pga. varmen, men stadig nok til at være anstændigt påklædt. Selv om klokken var mange kunne han risikere at støde på folk i den varme nat. Folk der heller ikke kunne sove. Han havde ikke vagten i huset denne nat, men valgte alligevel at informere dem der havde om at han gik. Derved forventede de ikke hans indblanding hvis der skete noget. Han forlod huset gennem køkkendøren og låste den forsvarligt bag sig. Det var en varm sommernat, men varmen var tør og gjorde at det var udholdeligt at bevæge sig rundt udenfor. Det var en nat hvor månen stort set var ny og det var svært at se andet end omgivelserne lige omkring sig. Han havde imidlertid ikke noget imod mørket. Han havde ikke lyst til at blive distraheret. Han begav sig rundt mellem palæerne og villaerne som en genganger uden at registrere noget omkring sig indtil han havde kørt sig selv træt. Han opdagede først den tynde der sad i hele hans krop, samt hvor trætte hans muskler var da solen spredte et rødt skær over himlen. Han havde ikke registeret andet end sine tanker og spekulationer siden han forlod palæet. Himlens farveskift rev ham ud af sine tanker og han løftede blikket mod de røde stråler der bredte sig over byen. Lidt efter lidt mærkede han hvordan trætheden også trak i hans hjerne. Han lod en hånd løbe over ansigtet og så sig om. Så smilede han over det tilfælde at han var stoppet netop der og gik ind i gården lige til højre for sig og videre mod Kenlisworth palæet. Endnu en søvnløs nat på grund af minder tænkte han og undertrykte et gab.
//out//