Post by Ciel Dé Ricéy on Apr 30, 2012 19:30:17 GMT 1
Ciel kunne ikke lade vær med at smile en anelse at hende, eftersom at hun viste ham sine fingre, som var krydset. Han ønskede selvfølgelig ikke selv, at de skulle havne i et uvejr, men nogle gange kunne man ikke bare sådan lige bestemme over vejret.. Egentlig valgte Ciel at følge hende, eftersom at han ikke selv var særlig kendt i området, selvom der nok var mulighed for at søge ly et eller andet sted, men nu ville han alligevel give hende en chance. Det kunne jo være hun havde noget helt andet i tankerne, som han selv havde? Han så lettere undrende på hende, da hun ikke nåede at afslutte sin sætning og lige pludselig fik store øjne, hvad mon hun havde fået øje på? Lige nu lignede Ciel måske et større spørgsmålstegn, som deres samtale lige med et var gået i stå.. Hvad havde hun set. Han vendte sig dog først om, da hun begyndte at løbe, underligt nok, så valgte han at følge efter hende, uden at sige et eneste ord. Men det kom dog stadig bag på hende, at der var nogen som kunne gøre hen helt mundlam, dog gjorde det ham en anelse nysgerrig, efter at vide hvem det var, hun havde set. Så han fulgte hendes vej ind i skoven, i et roligt tempo, men han kunne stadig følge med hende.
Post by Gabrielle Dea Isidora on May 6, 2012 22:14:29 GMT 1
Gabrielle havde pludselig glemt alt om Ciels tilstedeværelse. Hendes hjerte bankede hurtigere, vinden ramte hende i ansigtet idet hun løb mod skoven og den første dråbe af regn ramte hendes kind. Hun bemærkede det ikke da hun skulle nå at indhente ham inden han forsvandt. Men hun var sikker på han havde set hende, for han var løbet da han havde bemærket at hun havde set ham. Men hvorfor løb han? Det gav ingen mening, Han var hendes bror og de havde været tæt knyttet til hinanden lige siden hun kom til verden. Personen som hun var sikker på var hendes bror, rundet et hjørne og forsvandt mellem buske og træer som stod langs det lille sving. Gabrielle løb forsat hen ad stien til hun placerede svinget. Men stoppede op og så fortabt hen ad skovstien. "Nej!...nej, han må ikke være væk." viskede hun og rystede på hovedet mens hun forsøgte at få vejret igen. Det med at løbe stærkt, havde hun aldrig været god til, men det havde hendes bror til gengæld. Hun så ned i jorden og mærkede tårende der havde ligget på lur længe, nu førsøgte at presse på. Men de skulle ikke havde lov til at løbe ned af hendes kinder. Ikke i dag.
Post by Ciel Dé Ricéy on May 14, 2012 8:00:04 GMT 1
Den pludselige forandring i deres samtale var kommet som en overraskelse for Ciel, eftersom at han slet ikke havde set det komme, men han havde dog valgt at følge efter hende, også selvom hun virkede som en der rent faktisk havde travlt og ikke havde tid til andet. Han stoppede op idet at hun gjorde det samme. Han kunne sagtens fornemme på stemningen, at der var noget på færde, men han havde virkelig ingen ide om hvad det kunne være, derfor forsøgte han blot at lade blikket glide i den retning, som hun så håbningsfuldt havde løbet i. Men han kunne intet se? Ciel gik op på siden af hende og foldede hænderne foran sig, hvorefter han lod blikket glide langs med stien. Han kunne svagt høre hendes ord, som han lod blikket glide mod hende. "Må jeg spørge, hvad De løb efter?" spurgte han med en ganske rolig tone, som han godt kunne fornemme på hende, at humøret var faldet en hel del. Men lige nu kunne hverken hun eller han stille noget op, men måske hendes ord ville kunne hjælpe på situationen? Det var nok svært for ham selv, at danne sig et indtryk af hvordan hun mon havde det, når han først fandt ud af, hvad det hele handlede om.
Post by Gabrielle Dea Isidora on May 15, 2012 21:09:57 GMT 1
Skoven lå stille hen. Gabrielles blik var stadig rettet mod den lange smalle sti som førte ud af skoven. Hun forstod ikke det der var sket, havde han troet hun var en anden? eller var det bare hende der var havde set forkert, og at det faktisk slet ikke var ham men en hel anden. hende blik gled langs skovbunden inden hun så op, og så at Ciel havde stilt sig ved hendes side. Hun sukkede dybt og kiggede op på Ciel som havde fuldt efter hende, han virkede ikke til at vide hvad det var sket. "Så du ham ikke?" spurte hun stille mens hun kæmpede med at holde tårende inde. Det undrede hende en smugle, han havde løbet efter hende og alligevel havde han ikke set personen der var flygtet? Hun sukkede igen dybt og sank udmattet ned på jorden med sit hoved sænket. Det var måske hende der var ved at blive skør? Der havde måske ikke været nogen, og så havde hun løbet efter en som slet ikke var der, hun mærkede hvor pinligt berørt hun blev. Men sit indre jeg, fortalte at hun havde set ham og at hun ikke var skør og at hun ikke måtte opgive håbet om at findet ham.
PROFIL: KLIK HER Navn: Gabrielle Dea Isidora
Alder: 27 år
Job: Antik butik
Post by Ciel Dé Ricéy on May 18, 2012 11:11:21 GMT 1
Ciel forsøgte sig vidt som overhovedet muligt at følge hendes blik ud af skoven, men der var tydeligvis ikke mere at se. Lige i øjeblikket havde han måske også koncentreret sig om hende. Det var måske derfor at han ikke lige havde set hvad hun var løbet efter, bortset fra en skikkelse. En skikkelse, som han ikke havde undersøgt nærmere, fordi han måske havde håbet på, at hun ville indhente personen? Dog virkede han rolig, også selvom han var fulgt efter hende i samme tempo, som hun var løbet. "En mindre skikkelse i det fjerne, men jeg holdt nok nærmere øje med dig" sagde han roligt, som han lod blikket glide langs med sine omgivelser. De var kommet hen til udkanten af skoven, og regnen ville nok snart begynde, som han lod blikket glide op mod den mørke himmel, hvorefter en dråbe landede på hans pande. Han fjernede roligt vandet, som han endte med at kunne mærke flere.. "Den længe ventede regn.." sagde han lettere opgivende, som regnen begyndte at ramme dem.. Der var ikke så meget andet at gøre end at søge ly, hvis hun overhovedet havde tænkt sig at forlade området, eftersom at den person hun var løbet efter lod til at være meget vigtig for hende?
Post by Gabrielle Dea Isidora on Jun 1, 2012 17:07:56 GMT 1
"Okay" sagde hun stille og nikkede kort. Hun lage hovedet bagover og så op på den mørke himmel. Dråber af regnvand ramte hendes kind og løb ned, så det nærmest lignede tårer. "De ved tilfældigvis ikke hvor vi kan finde ly? Der er nemlig ikke nogen steder her." hun sænkede hovedet og så på Ciel og fik fremtrukket et svagt smil, det nyttede ikke noget at bekymre sig, hun viste at hun aldrig ville få ham at se igen, selvom der stadig var håb dybt inde i hende. Hun rejste sig op, børstede hænderne fra jord og valgte at gå videre, hun ønskede ikke længere at tænke på det der var hændt. Hun standsede ved slutningen og så de dråber der var blevet til mange dråber nu hvor der ikke var træer nok til at dække det meste af himlen. "Vi er nok drivvåde nå vi når frem" mumlede hun med et skævt smil og vente sig om for at se efter Ciel.
Post by Ciel Dé Ricéy on Jul 19, 2012 16:00:26 GMT 1
Regnen, som langsomt prægede deres omgivelser, virkede frisk på en underlig måde, men det var nu ikke fordi, det var helt vildt rart at blive gennemblødt, dog havde det ikke så meget andet, de kunne gøre, end blot at søge ly. Ciel valgte at kigge sig en smule rundt og kunne godt genkende, hvordan stien snoede sig, den ledte ind mod byen. "Vi kunne søge mod byen, jeg mener nemlig at stien leder den vej ind. Men så er det op til Dem om De vil ind på kroen eller om vi skal tage forbi Deres antik butik?" sagde han med et ganske roligt smil. Det kunne jo godt være, at hun blot trængte til at slappe af, og derfor ikke ønskede at være i selskab med flere end højst nødvendigt. Dog ville det måske være lettere at slappe af på kroen, også selvom Ciel aldrig rigtig havde vist sit ansigt på kroen.. Men det kunne de jo sagtens ændre på nu. Men på den anden side, så ville det måske være lettere at finde vej til hendes butik, hvis ikke vejen var kortere? Han vidste ikke helt præcist, hvor de ville komme ind henne, lige nu befandt de sig jo i et mere frodigt område end, som byen lå i og specielt den nordlige del. "Det bliver man desværre nogle gange nød til at tage med." sagde han let, som om det virkelig ikke bekymrede ham, han havde egentlig afklaret med sig selv, at de nok ville blive våde, men jo hurtigere de fik sat kursen mod byen, jo hurtigere ville de komme i tør vejr. Derfor endte det også med at Ciel så lettere afventede på hende, som han lod blikket glide rundt, hvor det var tydeligt at fornemme hvordan regnen tog til.
Post by Gabrielle Dea Isidora on Nov 26, 2012 14:32:08 GMT 1
Hun mærkede en kølig fornemmelse ved skulderbladet, da regndråberne lande. De mange regndråber som faldt, gav hende lyst til at ligge sig ned på jorden og græde. Højlydt. Men så længe Ciel var der gjorde hun det ikke, det ville se frygtelig dumt ud og han ville måske nok se hende som svag, når det kom til stykket. Og det ønskede hun ikke, hun hadet at græde og især overfor andre mennesker. Selvom hun inderst inde godt vidste at der var sundt at græde og det ikke var sundt at holde sine knuste følser inde. Hun kendte ikke Ciel, så hun ville ikke kunne vise sine følelser, lige meget hvor meget tårende trængte på.
Hun nikkede, og viste egentlig godt hvor stien endte nu hvor hun tænkte sig om, hun havde bare glemt det nu hvor hun sørgede over tabet af hendes bror. "Kroen lyder som en fin idé, har nu aldrig sat mine ben der, såå hvorfor ikke gøre det nu." Faktisk følte hun sig temmelig udmattet, så det med at få slappet af ville være dejligt. Hun vente rundt og begynde at gå ned af den lange smalle sti der førte ind mod byen.
Hvilken årstid befinder vi os i? Det afgør ugerne:
The List:Uge 19 - 46: 5. år- 19-25: Forår -
26-32: Sommer
33-39: Efterår
40-46: Vinter
!Population!
Hvor mange mutanter og mennesker er der i landene?
Talian:
Nord:
8 Mutanter / 5 Mennesker
Øst:
9 Mutanter / 10 Mennesker
Syd:
11 Mutanter / 1 Menneske
Vest:
8 Mutanter / 1 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 1 MenneskeMeRosal:
14 Mutanter / 3 Mennesker
Kongelige:
1 Mutant / 0 Mennesker