I have a bad feeling about this....(Hiroki)

[Ciel Dé Ricéy]

"Hr. Dé Ricéy
Deres tilstedeværelse på slottet er påkrævet, så snart dette er muligt.
(Dette drejer sig om prinsessen. Jeg er bange for at det ikke bare er det sædvanlige, men at der faktisk er sket noget voldsomt.)
Hans højhed, Hiroki Souta Ignatio"

Hvad der helt præcist skulle tolkes ud fra dette bred fra kongen. Havde Ciel ingen ide om, men han var dog sikker på én ting, det var bestemt ikke godt. Han var allerede nu klar på det værste, også selvom han ikke rigtig kunne gætte sig til hvad der kunne være værst? Han var måske bange for at hun var stukket af endnu en gang og denne gang var svære at finde, hvilket ville betyde at Talija ikke længere var på slottet. Hvor han kunne styre hende. Han var egentlig lettere opgivende omkring emnet, men om han havde tænkt sig at give helt op endnu vidste han ikke. Han var jo godt klar over at hun meget snart skulle udleveres til MeRosal og så ville han ikke længere have en chance. Noget der måske gik ham på, men samtidig så var det noget han holdt for sig selv. Der var ikke plads til hans meninger på dette slot og da slet ikke de tanker, som han ellers gik rundt med. Selvom det måske ville være befriende at komme af med alle ideer en gang for alle. Men så dum var han dog ikke.
Ciel var straks tage afsted fra øst, da han først havde læst brevet, et brev, som han endnu ikke havde lagt fra sig. Nej, han havde valgt at tage det med sig. Det kunne jo være, at der var noget andet bag det end han lige havde tolket det til at være. Han kom til slottet med oprejst pande, som han dog lod blikket glide ned mod brevet, inden at han foldede det sammen og lagde det ind i sin inderlomme. Det måtte ikke falde i de forkerte hænder, for hvad ville rygterne så ikke sige. Ciel sukkede en smule for sig selv, som han bevægede sig op af trappen til hovedindgangen. Han var hverken forpustet eller sjusket, da han først nåede toppen og fik porten åbnet via vagterne, som i det sekund de havde set ham, bukkede sig og straks gik til siden. Man kunne måske godt fornemme at der var noget forkert i luften. Han nikkede blot, som han gik ind og så sig en smule om. Hiroki havde ikke ligefrem sagt hvor de skulle mødes. Men han valgte dog at bevæge sig mod kongens arbejdsværelse, som han næsten gik ud fra, at han måtte være der.

[Hiroki Souta Ignatio]

Det var sket så pludseligt, at end ikke Hiroki havde mulighed for at håndtere det som en hver anden situation, der ville komme bag på ham. Det kunne selvfølgelig også havde noget at gøre med at det nu gjaldt hans datter.. Hans eget kød og blod.. Og lige nu så det ikke ud som om at der overhovedet var nogen der kunne finde hende, slottet var også blevet gennemsøgt fra top til bund, helt ned til fangekælderen, også selvom Hiroki godt vidste at Talija virkelig ikke brød sig om dette sted. Han var fast besluttet på, at der måtte skulle ske noget. Og det i en fart! Han var bekymret og det var måske endda svært at skjule, også selvom han faktisk befandt sig alene på sit arbejdsværelse, så kunne han ikke bare sidde og gøre ingenting, hvilket også fik ham til at rejse sig i en hast, som han forlod bordet.
"Nu må han da snart være her.."
mumlede han lettere utålmodig for sig selv, som han greb fat i håndtaget til døren, inden at tjeneren på den anden side kunne nå at reagere, stod han på den anden side af døren og bevægede sig bort fra værelset.. Der var ikke sket synderlig meget på værelset, og der var da heller ikke tegn på at han var særlig forstyrret lige nu. Hvilket han bestemt var. Han forsøgte blot at rette sin opmærksomhed mod Talija for at se om han ikke kunne finde ud af, hvor hun mon var forsvundet hen. Han ville næsten gøre alt, endda selv bevæge sig ud i byen for at lede efter hende.. En tanke han næppe skulle drøfte med hans kære rådgiver lige nu. Hirokis lod sine hænder hvile mod sin ryg, som han bevægede sig mod hovedindgangen, da Ciel sikkert ville tage den indgang, når han først ankom. Hvis Ciel så at han ventede på ham, så ville han nok meget hurtigt forstå at dette var alvor og ikke bare sjov.

Stemmerne på gangene var stille, som ingen forsøgte at forstyrre Hiroki lige nu. Det kunne godt være at de kunne fornemme at der var noget galt, men de vidste bestemt ikke hvad, da Hiroki og nogle få mænd på slottet var de eneste der faktisk vidste, hvad der foregik, og så selvfølgelig Ciel.. Da han endelig kunne se hovedindgangen og straks fik øje på Ciels skikkelse i det fjerne, nikkede han en smule for sig selv, som han stoppede op.. Han tog en rolig indånding, som hans hænder gled ned langs med siden og han bevægede sig mere tålmodig imod Ciel.
"Det var De længe om.."
sagde han med en yderst rolig stemme, som han stoppede op nogle få meter foran ham. Det var ikke fordi han var sønderlig utilfreds, at Ciel havde taget sig god tid med at ankomme til slottet, han nikkede blot og vendte rundt, som tegn på at han skulle følge ham. Der var ikke tid til flere ord, ikke før de ankom til et mere privat rum på slottet.. Alle var jo efterhånden nysgerrige, det kunne man da så småt fornemme på blikkene.

[Ciel Dé Ricéy]

Stemningen var ikke til at undgå, men det virkede ikke umiddelbart, som om folket på slottet, egentlig vidste hvad der foregik, for så havde de nok ikke tøvet med at føre ham til kongen med det samme! Han var faktisk en smule skuffet, som en tjener kom over til ham..
"Hvad bringer Dem til slottet, Hr. Dé Ricéy?"
blev der spurgt ganske roligt, som Ciel blot tog hånden op i hovede højde og nærmest fejede knægten af vejen, fordi han da bestemt ikke skulle stille spørgsmål, hvis han ikke var klar over hvad der faktisk foregik. Drengen tog det til sig og forsvandt i det sekund, hvor Ciel fik øje på Hiroki. Han skyndte sig meget hurtigt at bukke for ham, for derefter at måbe en anelse af hans ord, før at han nikkede.
"Jeg beklager Deres højhed, men jeg kom så hurtigt jeg kunne, da jeg læste Deres brev"
forklarede han roligt, som han ikke ville indrømme, at det muligvis var havnet i en bunken breve, som egentlig var blevet lagt til siden.. Men det var ikke vigtigt lige nu, han valgte derfor også hurtigt at følge Hiroki, som han bevægede sig bort. Hvor de var på vej hen, var han egentlig ligeglad med, eftersom at han blot ønskede at drøfte sagen hurtigst muligt, så han kunne få sat noget i gang. Om det så skulle være minimalt eller en større mission, måtte kongen forklare sig til. Ciel bevægede sig roligt op på siden af Hiroki, som han godt vidste at det ikke ville fryde manden, hvis han blot gik bag ved ham, også selvom der var forskel på deres rang, så havde han igennem årene erfaret, at dette ikke altid var nødvendigt at gøre udtryk for, så længe man ville Hiroki det bedste. Ciel foldede hænder bag på ryggen, som han betragtede gangene og tjenestefolkene som gik den modsatte vej af, hvor de var på vej hen. Egentlig var han kun fokuseret på at finde Talija, hvis hun da var stukket af og ikke bare kommet til skade igen..

[Hiroki Souta Ignatio]

Tjenerne var bestemt ikke blevet indfriet i hvad der lige nu foregik på slottet, netop fordi deres loyalitet ikke var til at stole på. Desuden så kunne Hiroki ikke vide hvem der egentlig var menneske og hvem der var mutanter, ikke for at sige at de bestemt ikke var til at stole på, når de havde et ekstra kort oppe i ærmet, men han var sikker på at tvivlen ville komme ham til gode. Derfor kunne det godt virke som om at stemningen at lunken eller noget i den stil, fordi mange netop ikke vidste hvad der foregik og det var måske nok til at skabe tvivl og bekymring, dog forholdt Hiroki sig ganske rolig, som han bevægede sig igennem gangen og mødte Ciel i sidste ende. Han nikkede roligt og bevægede sig tilbage den vej som han var kommet.
"Nuvel, lad os tale herinde"
sagde han, som han stoppede op foran en mindre dør, den var knap så prægende og fantastisk, som resten af slottet, men det var et rum, hvor ingen andre end Hiroki havde adgang til, så han stak hånden ned i sin lomme og fandt en nøgle frem, hvorefter man kort tid efter kunne høre et klik og døren gik op. Han bevægede sig ind i rummet og lod Ciel følge sig, før at døren blev lukket og låst bag dem.
"De er klar over hvad dette handler om, ikke?"
spurgte han efter noget tid, som han havde bevæget sig hen til et bord og sat sig for enden af bordet. Bordet var ikke lige så langt som bordet i spisesalen, men det havde en vis størrelse, så stor at der var plads til de vigtigste personer i Talian og nogle udefra, hvis det nogensinde kom på tale. Nok havde de en aftale med MeRosal, men ingen sagde at det nu ville være muligt at gennemføre dette. Netop fordi prinsessen manglede. Han så dog en anelse afventede på Ciel før at han tog en rolig indånding.
"Min datter er forsvundet.. Hun er sidst set ved hegnet.. Jeg frygter at hun er blevet kidnappet, for hun ville næppe have modet til at flygte, nu hvor jeg har gjort det klart overfor hende, hvad der så ville ske."
forklarede han forholdsvis roligt, selvom man godt kunne spore i hans stemme, at han ikke var helt oppe og køre over det og egentlig ikke var rolig ved situationen, fordi det var alvor! Han lod blikket glide ned mod bordet, som han vendte blikket alvorligt mod Ciel og bed tænderne en anelse hårdt sammen.
"Jeg vil have en eftersøgning i gang hurtigst muligt, ellers begiver jeg mig selv ud for at lede efter hende!"
sagde han lettere truende, som for at gøre klart over for Ciel, at han var villig til at gøre hvad som helst for at få Talija indenfor disse mure igen. Han ville ikke risikere at der skete hende noget og det skulle gøres klart overfor hans rådgiver, så der ikke ville ske det helt store, altså en mindre mission for at finde hende. Og helst med folk han stolede på. Helt ind til skindet.

[Ciel Dé Ricéy]

Ciel kunne sagtens se hvorfor der ikke var nogen på slottet, som vidste hvad der foregik, specielt da han først fandt ud af hvad det hele drejede sig om. Man kunne tydeligt se på hans ansigtsudtryk, at det bestemt ikke passede ham, men alligevel så valgte han at opretholde en vis facade, som han foldede hænderne foran sig. Han havde ikke noget imod at befinde sig i et rum som dette, da han jo sagtens kunne se alvoren, specielt hvis der var andre end dem, der fandt ud af at prinsessen var forsvundet og ikke bare som hun plejede at gøre.
Nok havde kongen givet ham et spørgsmål, men han fandt det ikke nødvendigt at svare på dette, da han var sikker på, at hvis det var alvorligt nok, så skulle kongen nok svare hurtigt. Det var jo også ganske alvorligt, som det drejede sig om prinsessen. Ikke fordi Ciel længere havde nogen planer med hende, men mere fordi han ville sikre sig at hun kom ud af Talian og ikke ville ende med at afsløre ham, eftersom at hun bestemt ikke stolede på ham, noget han havde forsøgt at ændre på, men dette var ikke sket endnu. Og nu hvor hun skulle giftes med prinsen af MeRosal, så så han ingen grund til at forsøge mere. Ingen at Ciel svarede kongen, satte han sig ved hans side, som han lagde armene op på bordet og så en smule tænkende ned i træet.
"Det er vigtigt at De ikke foretager Dem noget, som kan skabe mistanke på slottet. Hvis De viser tegn på svaghed, så ved jeg ikke hvad der vil ske. Derfor vil jeg foreslå at De sender mig ud og lede efter hende."
begyndte han roligt, som han rettede sig op og lænede sig mod ryglænet, før at blikket gled mod kongen. Han var ikke helt sikker på, om Hiroki var villig til at lade Ciel klare dette, men han kunne ikke rigtig se nogen anden udvej lige nu. Det ville være bedst at lade det blive imellem nogle få personer, så de ikke endte med at starte rygter. Rygter, der hurtigt kunne skabe problemer i byen, men også kunne skabe problemer med det ægteskab, der var planlagt.
"Jeg vil sagtens kunne bevæge mig rundt i gaderne uden at vække mere opsigt end normalt, eftersom jeg i for vejen holder øje med livet i gaderne. Så på den måde kan det ligne et rutinetjek. Men finder jeg ikke Deres datter her i byen, så vil jeg straks begive mig mod MeRosal, uden at komme til Dem først. Jeg mener blot at vi skal handle hurtigt og ikke spilde tid på at snakke om hvad vi kan gøre. Men gøre det."
Ciels stemme var alvorlig, som han vendte blikket mod kongen for alvor. Han holdt øjenkontakt i et stykke tid, før at han lod blikket glide ned på sine hænder. Der var ikke nogen tegn på at Ciel var nervøs for hvad der kunne ske, han mente blot ikke at de skulle bruge for meget tid på denne samtale, men i stedet lade ham komme igang med 'jagten'. Så håbede han blot at kongen var af samme mening.